En genopdagelse af Danmark før industrialiseringen

Med udgangspunkt i Acton Friis værker
 
Denne side er under udarbejdelse.

Acton Friis har i 1921 foretaget en rundrejse med Rylen til de Sydfynske øer, historien er her genskrevet

med hvad der har været muligt at illustrere gennem gamle foto og malerier.
 
Men det er ikke blevet ved det - i det Acton Friis har skervet et komplet værk om hele Danmark.
 
De danskes øer
Danmarks Store øer
De Jyders Land
 
Alle tre værker er en unik Danmarks Historie, som fortæller om en rejse gennem det oprindelige landskab som var før opdyrkningen tog overhånd og slog al natur og miljø ihjel.
 
Acton Friis skriver i sit forord til Danmarks Store øer:
 
"Denne bevæggrund har jo været at bevare mod forglemmelse noget af det, som den moderne tid med alle sine forbedringer i teknisk hendseende med sit rivende tempo mere og mere truer, eller som den allerede er ved at udslette i det danske landskab. Dræning og afvanding, tørlæggelse af hele søer og fjorde, opdyrkning af heder, beplantning af disse og af klitlandskaber, moderne bebyggelse osv. tager mere og mere fart.
Økonomisk betyder dette i mange tilfælde en gevinst, og en skønne dag bliver denne vel så stor, at hver bonde i landet står med hænderne fulde af brød og flæsk og ser sig længselsfuld, men forgæves efter en plet med kampesten og ukrudt. Bekvemmelighederne stiger, alt bliver mere hensigtsmæssigt; og med de mere ensartede vilkår vil befolkningens særpræg i de forskellige ege udviskes sammen med landskabets."

Ved genfortællingen af dele af værket - har det ligeledes været målet at finde de værker AF henviser til og gengive disse plus hvad der er kommet frem til at underbygge denne historie, dette har medført at det både er blevet en aktuel rejse og samtidig en historisk rejse genne Danmark

Målet er af foretage en rejse i dag og genfortælle samt illustrere hvordan, dagens øer
ser ud, set med øjne i 2014.  Ligesom det er håber at finder du interesse og har lyst til at bidrage med material er du velkommen til at kontake os for en interesse udveksling.
 
Ved afslutningen af rejsen i 1923 skriver AF meget meget smuk om Børfuglen og om den udlængsel der for os til at fare ud og opleve - en uro som er kendt af de fleste - en udlængsel som giver os alle oplevelserne.:
 
"Jeg står på den sidste dag på Bjerget bag den lille by, hvor beboerne fra gammel tid stod og spejdede, og hvorfra man ser næsten hele øens kyst. Mangt et budskab af mange hånde art har de her fået det første varsel om.
Det hændte, når havet i mange dage havde ligget blegt rundt om øen og ingen bør kunne bringe deres både fra land, at anholterne her stod og stirrede efter tegn på vind. Da kunne nogle små bitte skyer danne sig, ligesom blive til af sig selv lavt i horisonten, vokse så småt – og endelig løfte sig og svæve hen over himlen. "Børfugle" kaldte anholterne dem. For de var et sikkert tegn på, at nu kom der luft over havet, sejlene ville bugne og fyldes og føre deres både bort fra land!
Børfugle – hvilket smukt ord!
Det er så dansk og lyst i sin klang. Et sømandsfolk har digtet det. Jeg ser for mig i et glimt hele dette gamle folk, hele vor slægt, som fra sin barndom har leget med skibe, og som fra Ragnar Lodbrogs dage har spejder efter bør fra sine høje. Dette trækfuglefolk, vikingeslægten, der for over havene i flok og følge foran bærfuglenes vingesus. Et folk, som havde råd til at sende hære bort, der aldrig vendte tilbage, der havde råd til at lade sig tappe for blod i tusinde slag, råd til at blive borte og blande sin kraft med de slagne. Og et folk, som dog kunne sidde hjemme og regere hele Norden, mens børfuglene bestandig bar dets mærke – ravnebanneret – over havene til Estland og Lifland, Rygen, England, Skotland og Normandiet, og siden foldede sit flag ud over alle verdens have. Og som dog ikke tappede mere af sin kraft, end at dets bonde den dag i dag sidder i sit hjemland som en mand, der blandt fæller næppe har sin lige i verden.
Vejret er så stille i dag. Vidt og bredt ligger havet blankt og blegt om alle de danske øer.
Men langt ude, hvor himmel og hav har deres usynlige grænser, begynder de hvide småskyer at gro frem i kimmingen, en for en fødes de – de bliver til flokke, som løfter sig langsomt vandrer op over det blå, hvor de i zenit samler sig til en tung, dampspændt klode, der drejer sin hvide bug fra vest mod øst, mens den bestandig vokser. Mod dens lysende side kredser tre tårnfalke – de ligner et sort ornament, heraldiske fugle i et stort Våben.
Nu kommer børen derude. Den blanke flade mørknes af de første ilinger, om lidt vil sejlerne vise sig om pynten med stævnene pegende bort fra landet.
Også i mig er vandrelysten vågnet, den gamle trang til at fare bort – nye egene og andre himle. Også jeg vil give mig børfuglene i vold.
Men jeg ved, at hvor som helst jeg havner, vil jeg længes mod disse kyster. For jeg har et sted, som ingen andre kender, og som jeg ikke kan glemme – en lille dam på en mark, hvor nogle piletræer luder over vandet. Her svømmer fisk inde i skyggen under det grågrønne, fine løv, padderokker står som urskove langs dens bred, og liljer dufter omkring den. Herfra har jeg mine første minder; og her tabte jeg minsjæl, netop som jeg havde fået den.
Jeg må tilbage til det sted en gang i mellem og falde til hvile ved bredden af dammen, hvor drømmefiskene glider under pilenes skygge, akkurat som da jeg var dreng. De bærer sig ad endnu ganske som dengang. Jeg vil ligge og høre løvsangeren fløjte i pilene over mit hoved og hvile i det varme græs. Der her er mere grønt og blomsterfyldt end noget andet sted, jeg kender.
Men når jeg engang er vendt hjem fra den allersidste rejse, og når den tid kommer, da al uro og al længsel er blevet tavs og er faret hen med børfuglene til det ukendte sted, da skal mit støv blande sig med mulden på mit hjemlands kyst. Og vindens og havets sang skal tone derover, som den har lydt for slægten i tusinde år."