Indledning m. æresdigt

Lill30

 

Våbenskjold Lilienskiold

 

 

KONGELIG MAYts TIL DANMARCH OC NORGE

                                                                 welbetroede

Canceli-Raad oc Amptmand ofver Waardøhuus-Lehn

                                            Welædele oc Welbyrdige

                                            HANS LILLIENSKIOLD

                                            til Hop oc Sletten-Gaarder

                                            Hans Adelige Waaben, Stand, Meriter oc Skrifter

                      t                     Til prislig berømmelse opschrefvit af Hans

                                                                                                                                                        Welbyrdigheds

                                                                                                                                                        Tienstdevote Serviteur

                                                                                                                                                        L u d v i g P a u s .

 

(1) S o m s c h y g g e n L e g e m i t , s o m s t r a a l e n S o l e n

                                                                                      f ø l g e r

 

Oc den roosværdig Win af smagen sig ey dølger,

Saa følger Dyden den, der søger Ærens-top,

Oc Ærens straaler der, huor Dydens Sool gaar op.

 

(2) Naar samme Ærits glandz en ædel Dyd bestraaler,

Oc L y d i e n saa derhos it horn fuldt udmaaler,

Til hans Forfædris roos, oc Efterkommers Jid,

O! snart da dagis op for dem en Gylden tid.

 

(3) Da ædlis hiertit strax, oc fatter mood i sinde,

Wed Lærdom, drift oc daad, en ædel krandz at vinde

Til L i l l i e n s - æ r e - s c h i o l d som bæst besmøcher den,

Der æren eftertraar, oc er en Dydens Wen.

 

(4) Saa krøgis mangen stie, i Werdens Circul runde

Indtil hand endelig paaankrer Dydens grunde

Huor L i l l i e n voxer op, oc staar i fulde flor,

Hvor ædelwærdig S k i o l d i idel Lyche groer.

 

(5) Thi rættist Ædel Vey til Ærens høye Tempel,

Er dydens gennemWey, oc Guds frygts hierte-stempel,

Oc huor G u d s frygt oc dyd i hiertit roodfæst staar

Der Wisdombs kierne hælst, sin yndig fremvæxt faar.

 

(6) Lad Ædel-hierte blood, sig Lufte høyt opsvinge,

Den Ædel-Hierte dyd, vel himmel høyt schal klinge,

Lad Ædel-hierte blood, til hundred aar opnaa,

Et Ædel-dydigt Nafn, til ævighed schal staa.

 

(7) Naar nu G u d s frygt er hos, som dydens fostermoder

Da spirer grene-tych af Wisdombs spire-pooder

Udi hans hierne-kar, oc inderst hierte-rood

Strax viser stilchen frem, at L i l l i e n blifver good.

 

(8) Til Lychens Vennehuus, oc Lifvets ære-støtte,

Som ingen Afvinds-iid oc niid schal kunde fløtte,

Fra første fundament, huorpaa den grundet sig

Ney L i l l i e n s c h iold-bevæbnet schal staa Uryggelig.

 

(9)     Oc blomstre tusindfold i Visdomb, hæld oc Lyche,

         Naar Udyd derimod schal gaa paa hæld oc kryche,

Oc staa som Røg i blæst, som schum paa brusend søe,

Der ved huer tids minut maa svinde oc bortdøe.

 

(10) Mens Lærdom, Wisdomb, oc de andre Naadsens gafver

Som en dydædel siel af Gud bekommit hafver

Udi løchsalig flor, schal vare frem oc frem,

Trodz huer it afvinds-pach, oc Æsel-øret Lem.

 

(11) O! vel belønnit er en dydens CammerHerre

Naar Phæbi laurbærkrandtz schal schienchis ham til ære!

O vel besmøchet er en Ædelværdig Mand,

Naar Gud, Dyd, Raad oc Byrd tilhaabe findis kand.

 

(12) Ia dydens himmelfloch, oc Wisdoms fostersønner,

De veed at dyden self med ære dennem lønner,

De veed at ingen ting er saa behagelig,

Som naar mand hælst i Gud oc dyd lystøfver sig.

 

(13) Dermed de vinder strax sin Guds oc Kongis naade,

Thi de i alle ting lâr Gud oc Dyden raade.

Guds Raad hafr aldrig giort i dyden sit omsonst,

Oc Dyden volder det, mand naar sin K o n g i s gunst.

 

(14) Saa est du smøchet op til Adelstand oc Ære,

Welædle L i l l i e n s c h i o l d med digniteter fleere

Wed Guds oc Dydens gunst paa Lychens

                                                                blomstervold,

Huor d u nobilitert bær L i l l i e n paa din S k i o l d .

 

(15) Hvad S k i e l e r , K r u s e r , K a a s , huad O l u f s e n oc

B a g g e

Huad O l e P e d e r s e n oc den Welbyrdig G a g g e .

Hvad K i ø n i n g h a m oc F r i i s , huad O r n i n g saa

oc S k i o r t

Hvad B i e l c h e , G i e d e oc huad B e r g e n s - R a a d

lod bort,

 

(16) Min Ædle L i l l i e n s c h i o l d har du at dirigere,

Dit Waabens stiernepragt kand sig dermed staffere,

At som du est betrodt en s t i e r n i t H i e l m oc

S k i o l d

Saa hâr du længst i Nord, N o r d s t i e r n e n s land

i vold

 

(17) Det falder dig vel haart, mens huad mon du det schiøtte,

Om K o n g e n s naade dig til D a n n e b o r g vild fløtte,

Naar du kun nyde kand, næst Gud, din K o n g i s

                                                                                 gunst

Ald anden Legetøy, du agter slet omsonst.

 

(18) Mens Ædle L i l l i e n s c h i o l d , huad farfve har din L i l l i e ,

Du est bewaabnet med af K o n g e n s naadeviilie,

Huad farfve før din S k i o l d , huad S t i e r n e - t i n d r e n d

glantz

Staar under G y l d e n H i e l m , paasat din Ære-Crantz.

 

(19) Af W e s s e l - H o r n i s pral? huor sig igiennembryder,

Igien den L i l l i e schiøn, som hele hielmen pryder,

I sandhed ieg ey kand ræt nochsom undre mig,

Huor lige L ø c h e n hâr der i afmalet dig.

 

(20) Thi af de farfver, som dit Waaben ræt tilhører,

Wil ieg udvise huad d u self i schiolden fører,

Som saadan L i l l i e t - S k i o l d besmøcher allerbæst,

Den Æren eftertraar, oc ælscher Dyden mæst.

 

(21) Jeg mærcher W a a b n i t s - s c h i o l d afdeelt i tvende parter,

Der mærchelig erteer, huor til dit Hierte arter,

Den Øfverst part er zirt med T v i l l i n g - S t i e r n e par

I kride-huidet feldt, af farfven sølfver-klar.

 

15, 1 Skieler etc. Finnmarks lensherrer og amtmenn. Der var to lensherrer

av navnet Skeel (16. årh.), men bare én ved navn Kruse. Bagge forestod

lenets forretninger en kort tid efter Hans Olufsens død 1601 til Olaf Pedersen

Maaneskiolds tiltredelse, men var ikke selv forlenet med Vardøhus. — 19, 1

Wessel-Hornis pral, okse- eller bøffelhorn, hyppig på våbenskjold.

 

(22) Den H u i d e-fa r f v e ieg i samme Waaben finder

Forstaar ieg noch, den dig til idel Troschab binder

Mod A r f v e - K o n g e n s huus, mod K o n g e n s

Arfve-Lehn

Der i du finder dig schyldfærdig oc e j seen,

 

(23) O! Troschabs ædle dyd, Sagtmodigheds Maitresse,

FredElscher, Kongehuld, Høiværdigste Princesse,

Lasthader, Eyegod, huor er dit Logement,

Hvem har den Stierne-pragt saa naadig dig tilsændt.

 

(24) Dit Cristal-klare bryst, saa stadzelig at pryde,

Din schiold oc RidderHielm saa prægtelig at nyde,

Ia fange Rang med dem, der sidder Kongen næst,

Erlange sold med dem, der tiener allerbæst.

 

(25) Wi vil ey spørge vit, huor d u er indlogerit,

Hvorfor saa Ridderlig du blifver regalerit,

Tach schee K o n g C h r i s t i a n vor Danmarchs

JordeGud

Som saa Christmildelig sin naade deeler ud

(26) Til Troschabs-Elscher. O! Store A r f v e - H e r r e ,

Huor K o n g e - f r o m er du, mod dem som trofast ere,

Oc sparer Naaden ey i begge Rigers boe,

Gud straffe dem igien, som ey er K o n g e n tro.

 

(27) Kom T r o s c h a b , huil endnu i huert rætsindigt hierte,

Agt ey, du pidschis tidt af afvinds-lasters smærte,

Wær taalig, uforsagt, oc ved it tapper mood,

Din sag staar vel hos G u d , din Løche blifver god.

 

(28) Lad F a l s c h e d kun gaa frem i disse sidste tider,

Med sin S a m m e t e - d r a g t , oc bløde klæder slide.

Dermed at vinde sig en H e r r i s høye faveur,

Oc hafve fri passage ind ad hans Naadis dør.

 

(29) Lad hende varte op med tusinde Complimenter,

Indtil hun Lychens maal, oc fulde horn ophænter,

Den silche-Tunge, oc den Ollie-glatte mund,

Dog propheteer sig self sit egit fald huer stund.

 

(30) Mand fuglen allerbæst paa egne fæire kiender,

Som røsten I a c o b s er, mens E s a u s lodne hænder,

Den kaldis nu en viis oc sund Politisk-Mand,

Der sindet med sin stand, i hast forandre kand.

 

(31) Oc det er Falscheds greb, at yde tusind Æder,

Til Hulheds tro oc pligt, dog schuddet aldrig meeder

Did som det sigter til. Her er en dobbelt Æed,

Saa Siælens dyre lif, sin bane faar der wed.

 

(32) Som Weyer-hanen paa Rygaasen sig omsvigter,

Som Winden i April til stadigt lob ey sigter,

Som Fløyen paa en Mast, saa føyter falsched om,

Thi hun i verden nu, hår alt for megit rom.

 

(33) Mens Troschab derimod, som self er Dydens øye,

Med sandheds stadig dragt, h u n lader sig vel nøye.

En god Samvittighed, til Widne hun frembær

At huad i hiertit boer, dens sind oc sæder er.

 

(34) Den som oprigtig er, alt got af Gud hand rønner.

Med æ r e n s , S t i e r n e - p a r self K o n g e n hannem lønner,

For Esek, Sitna, hand bekommer R e h o b o t h

Oc lønnis allersidst med Himlens evig got.

 

(35) Ja troschab klædis schal med idel sølf-Bliante,

Naar falsched derimod schal gaa som Wrag oc fante,

Der faar en scharns Løn, oc med Achitophel,

En striche om sin hals, en Diefvel for sin siel.

 

(36) Pach Falsched dig kun med Høymodighed din søster,

Oc klær Jer huor I vill, oc med huad pragt i løster,

Min ædle Troschab er med Dydens s t i e r n e p a r ,

Bordyrit prægtelig, oc schinner s t i e r n e k l a r .

 

(37) Den nederst Waaben deel er pyndtelig stafferit,

Med L i l l i e n bliant-blanch i r ø d t f æ l d t a m m u l e r i t ,

To farfuer H u i d oc R ø d , to dyder sammenknøtt,

Et S k i o l d , it hierte har sig her tilsammenstøtt.

 

(38) Ach! See huor Huidt oc rødt de tvende søstre pryde.

           Sandhed med Troschab hær sin elschow sammengyder,

Thi som 2 S t i e r n e r af det H u i d e - f æ l t udspranch,

Saa af det R ø d e kom en L i l l i e Christalle-blanch

 

(39) Gaa Troschab, sæt dig nu med dine P a r r e t s t i e r n e r ,

           Oppa(a) din sølfvere-stool, Lad L i l l i e n dine Tærner,

Kun flittig varte op, imens ieg taler med

Din søster S a n d h e d , som paa røt har sat sig ned.

 

32, 2 lob ellers laab, dvs. løp. — 34, 1 rønner erfarer, får. — 34, 3 Esek, Sitna,

Rehoboth, Genesis kap. 26, 20—22. — 35, 3 Achitophel sviktet David i dennes

strid med Absalon. 2. Samuels bok kap. 15,12—17, 23. — 36, 1 Høymodighed

hovmod (Hochmut). — 37, 2 ammulerit (av admolior) tilføiet, innfelt.

 

(40) Jeg seer alt sandhed staar, med klædning purpur-farfvit

Omgyrtit yndelig, den hun til O d e l - a r f v i t ,

Thi den som S a n d h e d vil udsige; sandelig

En pande purpur-rød maa hand snart vænte sig.

 

(41) Dog der hun tog sig for, i Werden at omvandre,

Sin R ø d e - k l æ d e d r a g t hun ville ey forandre,

Mens altid gaa i R ø d t , thi det er sandheds art,

Hun nøyes altid med sin egen arfvepart.

 

(42) F r i m o d i g h e d saa næt den klædning hafde schaarit,

Oc udaf Y d m y g h e d den hende blef frembaarit,

S a g t m o d i g h e d den dragt self hende førte udi,

B e s t a n d i g h e d med hielp hertil stod trolig bie

 

(43) Dermed brød s a n d h e d op i denne sin habite,

           Oc reiste vit omkring med samme ringe Svite,

Som hende varted op, dog mangt hofmodigt sind,

Sog ey, det bæste hos de Jomfruer vændte ind.

 

(44) Thi hos de flæste vaar hun lidet vel welkommit,

Paa reisen hafde hun saa lidet got fornommit,

Oc huor h u n banched paa, der blef hun udestængt,

Oc lidde meere ont, end nogen tid vaar tængt.

 

(45) Hun bad om H u s e l y , de raabte strax, S t a t u d e ,

           Du Menæds-hadere, her schal du staa oc T u d e ,

Som hunden i U-veyr; hun bad om læschedrich,

De frembød strax af det som Gaasen nylig fich.

 

(46) Hun bad om Mad, mens see! den vaar strax iche sødet,

De sagde, Meen du at der nogen bryder brødet,

For saadan S t a a d e r - s t a d z . Hun bad om huilesæng,

De svared, M a r c h e n stoer oc vid er hendis æng.

 

(47) Hun dermed gich sin vey med sine følge-Tærner,

Thi himlen hafde schiult enda de gylden s t i e r n e r ,

For hende: Oc den som til himmelen er fød,

Maa daglig vænte sig U l y c k e n s k n u g oc s t ø d .

 

(48) Dog gaf h u n agt paa i denne Circel-Vandring,

Saa mangen mærchelig oc ubetængt forandring,

Nu hafde en iført sig MeenÆds liberie,

En anden ville sig med hychleløgn befri.

 

43, 4 Sog også: saag, dvs. så.

 

(49) Nu fant en anden paa en snædig Ræfve-Rænche

Med munden talte it, lod hiertet andet tænche,

Holt gode miner med sin smigre mund oc tand

Mens slutted ved practic, at bringe værchet and.

 

(50) Til andris Undertrøch, sig self til egen nøtte,

Som Iacob fordum bød sin søde Melchebøtte,

Til Førsten S i s s e r a , der hand om driche bad,

Mens der hand tryggist sof, en søm i hiernen sad.

 

(51) Kom en M i c h æ a s frem, oc ville sige sanden,

Hand blef saa vel tracterit, at blodet udi panden,

Bar vidne med derom, oc end til ofverflod

Blef hand afspiset med bedrøfvit Wand oc Brød.

 

(52) Kort sagt, her fattis tid alt saadant at oprægne,

Før schulde G y l d e n - S o o l tiltage slæt at blægne,

Oc hafvit feyle vand, ja Ilden mangle Lius

End mand fich ræt beseet, det store Werdens huus

,

(53) Med ald des daarlighed, oc self optængte griller

At mindre-Werden saa udi den stoore spiller,

Ia Luften udgaf før sin schy-blaa Aande hen

End nogen kunde det udstrø med mund oc pen.

 

(54) Det derfor undris ey, at sandhed end omvandrer,

Udi sin R ø d e - d r a g t , oc aldrig den forandrer,

Guds egen kiere Søn, blef self i H u i d t oc R ø d t ,

Beklæd, der hand for synd oc sandhed blef forstødt.

 

(55) Mens saasom P u r p u r - r ø d t er K o n g e l i g e - f o o r e ,

Saa vilde sandhed oc sig holde med de stoore,

Oc derfor rømmit ind i K o n g e n s hierte-rood,

Huor h u n befalning gaf, at huer med lif oc blod

 

(56) Skuld' holde Troschabs-æd, oc giøre som h u n sagde,

Oc som en D r o n n i n g h u n hos K o n g e n det saa magde,

At naadespiret den vist schulle ræchis til,

Der er sin K o n g e tro, og giør som K o n g e n vil

 

(57) Som vofver Gods oc blod for K o n g e n s arfve-sæde,

Den som fra Troschab oc sandhed ey vil træde,

Til blæge gusten død, schal nyde H i e l m oc S k i o l d

Oc altid staa indmuurt i K o n g e n s naade-Wold.

 

50, 2 — 3 Iacob og Sissera, det første skrivfeil for Jael. Dommernes bok,

kap. 4, 18—21. — 51, 1 Michæas profeten Mika i fortellingen om Achab.

Første kongebok, kap. 22, 24. — 55, 1 foore utstyr, fremtreden.

63

 

(58) Endschiønt hand vaar ey til saa høy stand fød oc baaren,

         Hand schulle nyde dog sin K o n g i s gunst tilforn

Ja blifve E l s c h e l i g , ia byrd oc Løche tillagt,

Wed Kongens naade, oc H a n s S o u v e r a i n e magt.

 

(59) O! Tryg Gudfrøgtighed, huor vel du lønner dyden!

     O ! Sand R æ t f æ r d i g h e d , huor d u forhader Lyden!

Jeg veed, J, Troschabs æt oc sandhed under bæst,

Mens falsched oc Meenæd J er en dødlig pæst.

 

(60) Bort derfor Hychleri, bort Løgn oc falscheds griller,

         Som med formummet Masqve for Werdens børn spiller,

Det Assamblé er kun en liden tiders Lyst,

Mens endis sørgelig ved en Tragediske-dyst

 

(61) Lad L i l l i e n maaneblanch paa Dydens S k i o l d opspire

           At den kand yndelig det ædlet-Waaben zire,

Saa seer du stierneklar, huor L i l l i e n hafver naait

Oc hand den iche har blant Rijs oc Torne faaet.

 

(62) Thi den som smage vil, den søde Velstands kiærne,

         Maa knæche nødden først ved Hofvedbrud oc Hierne,

Oc flitig søge om i huer en Werdsens-Wraa,

Den grund hans Lyche kand til stødig glæde faa.

 

(63) Saa springer L i l l i e n ud iblant de s t i e r n e r k l a r e ,

For Afvinds orme-bid bær ingen frygt, ey fare,

Trodz nogen hende schal tilsætte mindste plæt,

Thi Dyden selfver den paa rødest grund hâr sæt.

 

(64) Den N o r s k e H e c t o r , oc høybaarne G y l d e n l ø v e

   Som self har mærchelig erteed ald troschabs prøwe,

Hand er it perspectiv udi ald Troschabs Wahl,

Oc vinder K o n g e n s gunst til mangen tro V a s a l .

 

(65) Thi som hans L ø f v e - m o o d , saa E l e p h a n t i s nature,

           Hand veed saa mandelig paa falscheds roof at lure,

At naar hun mener hælst at føre bytte hiem,

Da er hun fangen slæt, oc i hans L ø f v e - k l æ m .

 

(66) Hand brøler L ø f v e - h ø y t , Min Allernaadigste H e r r e ,

         Lad falsched oc Meenæd ræt aldrig trifvis meere,

                     O! lad dem visme om, som afnen for en Wind,

_________ Och aldrig nyde gunst udi dit K o n g e - s i n d .

 

65, 1 Elephantis Gyldenløve var ridder av elefantordenen, hans våbenskjold

var flankeret av to elefanter.

 

(67) Mens slut i Naade dem, som tro oc sandru ere,

Giør Naadig K o n g e det, at de kand ydermeere,

Beflitte sig paa D y d , oc det som dueligt er,

Oc derved muntris op til prislig gierninger,

 

(68) Saa staar din T h r o n e fast, saa oc dit A r f v e - S æ d e

Som O b e d - E d o m s huus; Gud self med lif oc glæde,

Saa fryd is hiertelig huer Arfve Undersot,

Som dog i lif oc død hierteunder D i g alt got.

 

(69) Du self stadfæstit har mit Elephante-smøche,

Jeg schal oc hielpe til ald faldsched at nedtrøche,

Ja Løgn, Meenæd oc svig, ieg slæt schal støde om,

Saa længe L ø f v e n staar i mit Waabens rum.

 

(70) Oc strax kom naadis-svar; Tro! Sandru G y l d e n l ø w e

Wi sætte schal paa svig ræt saadan Konge-prøwe,

At gandsche Jordens plan schal ondre dig derpaa,

Huad W o r i s M a y e s t e t i dette kand formaa.

 

(71) Thi falsched oc Menæd schal blifve saa hudstrøgen,

           Oc brændemærchet staa, at de schal slæt gaa nøgen,

Fra ære, Wærdighed, oc fra ald K o n g e h y l d ,

Ja døden tryche schal omsier den sidste byld.

 

(72) Mens huo som derimod paa Troschab sig beflitter,

Oc lar med sandhed tee, i gierningen Meriter,

Saa de er naade værd, de schal oc naade faa,

Oc altid Waabenzirt i w o r i s minde staa.

 

(73) N u ! paa den store S k i o l d sig grundefast paastøtter.

En schiøn T o u r n e r e - h i e l m , som hiertet nagleknøtter,

Til Wisdombs Riddertog, oc adelige daad,

Til ærens eftertragt, oc hiertegrundet Raad.

 

(74) Som stædze opfris schal til A r f v e K o n g e n s glæde,

Oc styrche K o n g e n s huus, oc Throne-Wærdig sæde,

Til begge Rigers flor, ald Werdens eftersigt,

Som er Wor Arfve-schyld, oc underdanigst pligt.

 

(75) O! Dyd huad hafver du dog meget got forvoldet,

         At L i l l i e n waabenløs schal blifve saa beschioldit,

Oc sættis hielm paa mod afvinds-pileschud,

Af S t i e r n e r vartis op, oc blifve Lychens brud.

 

68, 2 Obed-Edom. 2. Samuelsbok, kap. 6, 11—12.

(76) Oc det er mærcheligt; Jeg seer den H u i d e L i l l i e ,

At være sat i R ø d t , alt efter K o n g e n s villie;

Men S t i e r n e r s gylden pragt at schinne ofven paa,

Oc spire siden op paa H i e l m e n himmelblaa,

 

(77) Derved ieg slutter strax, at H i m l e n det saa lauger,

Huad Kaars oc Modgangs stød du end paa iorden hafver

Ska! blifve lindret dog ved Trøste-Stiernees safir,

At L i l l i e n ey uddør, mens staar i fulde kraft.

 

(78) Indtil du endelig fra iorden op schal himle,

Huor glæde-stierner schal i tusind mængde vrimle.

Da siælens L i l l i e schal foruden synd oc sorg,

Der evig blomstris i den trygge S t i e r n e - b o r g .

 

(79) Lad Winters knibbre-frost, Lad sluud oc Regn kun glisne,

           Oc tryche L i l l i e n saa, den schulle synis visne,

Sæt kun dit Haab til G u d , oc vær din K o n g e tro

See da huor stadelig, din L i l l i e den schal groe!

 

(80) O! Wel groer L i l l i e n da i G u d s oc K o n g e n s naade

O! Wel gror L i l l i e n da til Lansens tarf oc baade,

O! Wel besmøchis da din Adelige S k i o l d .

O! Wel du yder da, din Wisdombs blomster-Told.

 

(81) O! Wel da straaler frem din adelige S t i e r n e ,

O! Wel du lægger an, din Wisdombs Kloge Hierne,

O! Wel da styrchis din T o u r n e r e - H i e l m oc schiold

O! Wel du hielmet gaar, paa L i l l i e n s blomster-vold.

 

(82) Oc paa det L i l l i e n ey schal staa saa blot oc aaben,

Er W e s s e l s - H o r n omsat udi dit S k i o l d e - W a a b e n

Alt mængt med H u i d t oc R ø d t , som alternerer saa,

At Lilliens-hielmet-Skiold ubrødelig schal staa

 

(83) Det er it erligt nafn, oc Ubesmitted røgte,

           Som giør det, at du ey for Hornespids tør frøgte

Thi see, huor Hornens spitz de bugter ofven om,

Mens i sin trinde bugt, de gifver Lillien rom.

 

(84) Alt til den ende, om nogen ville besværge

Den schiønne L i l l i e s dyd, da vil de det afværge.

Paa begge sider med sin Horne-haarde spidts

At den schal staa Urørt, oc altid vel tilfræds.

 

79, 1 knibbre klapre med tennene av kulde.

 

(85) See her O! Dyders Løn, huor rigelig den indvænter,

Til dem som D u d a i m paa Wisdoms marche hænter;

Ja L i l l i e n plantis schal iblant 2 W e s s e l s - h o r n ,

For dem som naaden faar, at blifve Æ d e l b a a r e n

.

(86) S p ø r g D a n m a r c h s P h æ b o om hand L i l l i e n s k i o l d

ey prøfvet

I huis ved flittighed oc scholegang vaar øfvet.

         Io der beviste hand den første fundament,

At hand tilfulde blant de L æ r d i s Tal blef kiendt.

 

(87) Der fich hand Glædsens-Win, for Risits grædestunde,

Der fich hand Wisdoms-Salt, sin Lærdom med at grunde

Thi Vinen gifver Lyst, oc hiertit freydigt Mood,

Oc Saltet volder det, ens appetit blifr good.

 

(88) Derved saa fich hand Lyst, af Winens glæde-Drue,

Sig videre omkring i Werden at beschue.

Lod T y s k l a n d vide strax, at hand i Danmarch alt,

Sin probam hafde staait, oc smaget Wisdombs salt.

 

(89) Strax L e i p z i g tog ham an udi sin høye-Skoole,

Oc gaf ham sæde paa en af M i n e r v æ stoole,

Der blef hand e n r u l l e r t i deris Hofved-Bog,

Hvor søstre 3 gang 3 ham i sin elschov drog.

 

(90) Mens der hand nogen tid, dem hafde vel opvartit,

Oc de fornam hans sind til Lærdoms daad vaar ardtet,

Til frænchen V i t t e n b e r g de commenderit ham,

At gifve hende af sin D u d a i m ske-kram.

 

(91) Deraf blef hun optændt i Kierlighedsens-Lyster,

Oc tog ham i sit schiød, at øfve ælschovs-dyster,

Wed Lærdoms fafnetag, oc søge Compagnie,

Med dem, som hindis gunst, mæst vaar forlibt udi.

 

(92) Der hendis Lyst vaar styrt, lod kierligst hælsen sænde,

Til E r f u r t oc G e n e v e , at de ham ville kiende,

Oc tage hannem an for deris ægte-Søn,

Hun schulle erkiende det igien med samme Løn,

 

(93) De strax tilbød ham der sit Wisdombs logemente,

Den bæste Lærdoms Win, om hand den vilde hændte,

Af deris Konsters Kro, den smagte ham saa braf,

At det end tychis ham, at hafve got deraf.

 

85, 2 Dudaim (hebraisk) trylleurt, elskovsurt, kjent fra fortellingen om Lea

og Rakel i Genesis 30, 14 f. — 89, 4 søstre 3 gang 3 de ni muser.

 

(94) Da hand der nogen stund hos dennem hafde druchet,

Oc af den Kunst-Fontain, studerings-tørsten sluchet,

Tog hand sin gienist Wey, til S t r a s b o r g lærde platz,

Oc W o r m s , som prisis af Lutheri disputaz.

 

(95) Imedlertid besaag hand paa de T y d s k e - g r æ n d t z e r ,

Saa mangen Republiqv, oc Fyrstlig Residenze.

Saa mangt it M a r t i s - hof som ilden spruder af,

Self C ø l n viste ham de T r e n d e K o n g e r s graf.

 

(96) Dermed hand tachit af de stolte-Tydsche stæder

Til B r a b a n t , F l a n d r e n , H o l l a n d coursen meeder

Der L e i d e n møtte ham med kundschabs liberi

Oc blef der til den dragt vaar hanem ført udi.

 

(97) De andre schiønne Byer, hand der oc besøgte,

Som reisens større lyst, io meer oc meer forøgte,

Indtil hand sindet blef at see I t a l i e n ,

Huor hand fant P a d u a , den alle L æ r d i s W e n

 

(98) Det store Helicon ham der saa vel annammitt,

Der det fornam, at hand i dyden vaar opammit,

At hand ved dets indschrift blef til A s s e s s o r sat,

For Tydske-Nations Iuridics facultet.

 

(99) W e n e t i e n oc R o m ham ocsaa vel behagde,

At hand i haabets lyst det endelig saa magde,

At schue Pafven self udi sin Hellighed,

Oc hælst der hand oppaa sit Huide Asen reed.

 

(100) I Palme-søndags pomp, at schienche indulgenzer,

Til huem som schiød sig til hans Hellig influenzer,

Med andet saadant meer, af Stadens prægtighed,

Som her vil falde langt, at røre pennen ved.

 

(101) Der hand n u hafde seet med lyst de kostbar stæder,

Udi I t a l i e n med deris spraag oc sæder,

Det S p a n i s k e - g e b e t , oc Store G r æ c h e n l a n d ,

Hand vilde prøfve da, huor de oc stood ham an.

 

(102) B o l o g n a mægtig by, ham udi armen fafnet,

Huor hand ald Widenschab oc prægtighed ey safnet,

Mens fich Incription i dens Academi,

Som er berømmet af de Lærde Damer Ni.

 

98, 1 Helicon det bøotiske fjell helliget Apollo og muserne, lærdommens

beskyttere; her i betydningen lærdomssæte, dvs. universitetet. — 98, 3 Assessor

jfr. Johannes Lilienskiolds Reisejournal, s. 125; se note til s. 70 — 101,3

Det Spaniske-gebet, Store Græchenland han kom ikke lengere syd enn til

Neapel. — 102,4 Lærde Damer muserne.

 

(103) S i e n a vilde ey Bologna gifve efter,

I kunst oc Lærdoms drift, i kierligst geschiæfter,

Mod Wisdombs Elschere, oc derfor ham indschref,

I deris Kunst-Tabel, oc ævig Minde-Breef.

 

(104) Den herlig Stad F l o r e n t s , Grotfyrstelig Residenze,

I den beviste hand tilbørlig Reverence,

Den store N a p o l i , den gamble C a p u a

Den træflig Fyrste-Stad, den stolte G e n u a .

 

(105) Indvendig hand besaag, med ald sin pragt oc foore,

Det brændend V e s u v - B i e r g , de spring-Fontainer store,

Til T i v o l i , F r e s c a t , med deris haugers pragt,

Hand vel beschuede med lyst oc sindig agt.

 

(106) Den store P a v i a Long-barders Konge-sæde,

Med sinds oc øyens lyst, hand monne oc betræde,

Med mange stæder flere, der gaf ham saadan trøst,

At hand i F r a n c h r i g oc fich see sin reise-lyst.

 

(107) Berømbte Hofvedstad G r e n o b l e i Dauphinée,

Oc L y o n viste strax, huad Mood som der vaar inne;

P a r i s den Kongeby, som er beschrefven fix,

Af konsters drift oc daad, af høfligheds complex

 

(108) Ham lærte nogen tid der at complementere,

Det ælschend F r a n d s k e -spraag saa vel at carezzere,

Til hand det mægtig blef, at hand som før vaar Dansk,

Kand oc udføre næt, sin Moders Maal paa Fransk.

 

(109) S e d a n oc O r l e a n s med staden Charleville,

De hannem schiødet strax, oc undte ham ey ille

Fra R h e i m s oc til R o a n Normandiens hofvedstad

Hand sig forføyede, oc kom der sund oc glad.

 

(110) Der hand saa H a u v r e - G r a c e indvændig saag med øye,

Fich hand med C a l a i s , D i e p e sig ocsaa lade nøye,

Ofver stolten-siø hand sindet blef at vandre fort

Med Franske-Konge-Skib, ad West-landsidens ort.

 

(111) Mens som store E n g e l a n d det vilde vist fortryde,

Om hand sin hælsen ey til L o n d e n vilde byde,

Huorfor hand ocsaa strax til Londen sig begaf,

Huor hand en Complement paa Frandsk oc lagde af,

 

105, 1 denne linje hører til det foregaaende vers, — foore, utstyr, glans.

— 105, 3 hauger, haver, parker. — 109, 2 schiødet tok på skjødet.

 

(112) D o u v e r med G r a v s a n d e n s pral, ia flere stæders lyst

Tog hand i besøg, at læsche Reisens store Tyst,

Mens D u n k e r c h frugtbar stæd, Siørøfvers assylum

Lod hannem da hos sig, god Salvgarde-rum

 

(113) Flere schiønne Byer, hand end dernæst besøgte,

Ia vide om i N e d e r l a n d s stæder omkrøgte,

Indtil hand sindet blef sit hiemmeland at see,

Hvor da seiglatzen gich, fra A m s t e r d a m s k e - R e e

 

(114) In summa huad ham er paa reisen forekommit

Huad schich i huer en stæd, han videre har fornummit,

Alt huad mærchværdigt vaar, oc alt huad rart

                                                                                 hand saag

Det findis tægnit op, udi hans Reise-Bog.

 

(115) Mens som en Moder kier, hælst egne brøste byder,

Sit egit barn, thj it Moders Hierte bryder

Sin kierlighed mæst til sit egit føde-Noor.

Det hun i lif oc død, har baaren smærte for.

 

(116) Hun self opdægger det med egen M e l c h e - p a t t e ,

Sit egit kierligt fafn, hun lader det omfatte,

Indtil det komme kand til den fuldkommenhed,

At hun fornemmer her er meer at giøre ved.

 

(117) Hun mærcher høyere end Leeg oc barne-griller,

Oc derfor sinderig sin elschet søn saa driller,

Til h u n besinde kand, huad hand mæst arter til,

Strax vofver hun oppaa it andet Moder-spil.

 

(118) Hun tæncher, her er den som o s i alderdommen

Skal gifve lyst oc fryd, hun er i Raad fuldkommen

Wed afve, flid oc tugt, at klæche ham saa op,

At hand engang kand naa den ønschet æris-top.

 

(119)   Her sparis ingen ting, ey gods oc ald formue,

At den Weltugted søn sig videre kand omschue,

J Werdens Circul-plads, oc huor er større fryd,

End huor den yndig frugt kand arte stammens d y d .

 

112, 3 Siørøfvers assylum Dunkerque var den bekjenteste kaperhavn under

Ludvig den fjortendes kriger i slutten av 17. årh. - 114, 4 Reise-Bog Johannes

Lilienskiolds Reisejournal 1668-70, I, utgitt av Chr. Sommerfelt, Chr.a 1916,

efter ms. i Bergens Museums bibliotek. Del II foreligger i ms. i Trondheim

Vid.selskaps bibliotek. — 117, 1 mærcher tar merke på, setter sig mål.

 

(120) Her seis en Faders Lyst, her er en Moders glæde,

Naar en Welschichet søn vil artig eftertræde,

Sin fædris loflige Exemplers fodspor,

Naar L i l l i e n blomstrer der, huor S t i e r n e n

                                                                                    ofverstaar

(121) Ræt som Soolsichen sig alt vender efter Solen,

Saa seer it Dyd-gemøt alt op til ære-Polen,

Indtil det blifr bestraalt af Dydens ædle schin

Oc fanger saa N o b l e s paa ærens høye trin.

 

(122) Som haardfør Norge har Wor L i l l i e n s k i o l d opammit,

Saa har oc D a n n e m a r c h det bæste maalit rammit,

Til L i l l i e n s stæd oc flor, som straxens yttred sig,

Der Mayesteten ham ansaag med naade riig,

 

(123) Oc først fortsændte ham med høy Ambassadeure

Sin K o n g i s store Wærf oc ærind at fremføre,

I Sverrigis-Kongestad, det hand oc strax ved æ d ,

Antog i dybest pligt-underdanighed.

 

(124) Oc det forrætted saa, saa vit hans Charge tilhørde,

Med schyldig nidkierhed, saa vit den Stat medførde,

Indtil den Curial til ende blef fuldbragt,

Da blef ham siden meer af Konge-gunst tilsagt;

 

(125) At som hand hafde diet tilforn N o r g i s bryster,

Saa vilde D a n m a r c h oc, at hendis Tvilling-Søster,

Skulle videre sætte ham paa hendis ægte-schiød,

Oc der forsørgis med D a n k o n g e n s

                                           N o r s c h e - b r ø d .

 

(126) Strax B e r g e n tog ham i sit L a u g t i n g - d o m m e r s - s æ d e ,

Der hand i Elluf aar den function beklædde,

Saa ræt fornøyelig, om hand safnis der,

Hans reputerlig nafn, derom dog vidne bær.

 

(127) Da fich hand L i l l i e n blanch udi sit ædle Waaben,

             Da fich hand A d e l - H i e l m at stande fri oc aaben,

Op paa hans Stiernit-Skiold sin stammis ævig zier

O! skiøn Meriters Løn, ved Kongens naade-spir.

 

(128) See derfor ydermeere den store Kongis naade,

Huor mildelig oc vell Hans Scepter monne raade,

For Undersotternis fremtarf oc ælschet gafn

Det hand stadfæster med sit egit Konge-nafn.

 

127, 4 Meriters Løn det var faren som fikk adelspatent 26 mai 1676 for sig

og efterkommere. Det som anføres her og i vers 58 kunde tyde paa at

dette tildels skyldtes den gunst sønnen hadde vunnet hos kongen.

 

(129) Thi der F i n m a r c h e n s - Ampt saa endelig vaccerit,

Strax Æ d l e n L i l l i e n s k i o l d blef dermed regalerit

Huortil hand blef stadfæst ved Kongens naade-Bref

Der S e x t e n h u n d r e d ' f i r ' oc f i r s i n d s t i u g '

mand schref.

 

(130) Fra den tid har hand det saaledis gubernerit,

             At allis ræt oc schiæl er blefven maintenerit

Wed Loug oc Kierlighed, saa vit som mueligt vaar,

Huorfor hand til sin død af alle ynde har.

 

(131) Mens der hand fant for sig i Landet stor forvirring,

Som gaf dets Politi en selsom tvist oc irring,

Paatog hand sig med flid, oc nøysom eftertragt,

At føre landet i en bædre schich oc agt.

 

(132) Den gamle surdey først ræt maatte plat udrøddis,

Self indgrod misforstand af landet slæt udstødis,

At alting kunde faa en loulig bædre schich

Det hand ved K o n g e n s kraft alt efter villie fich.

 

(133) Mens som at S o l e n er ey altid uden plætter,

Dem Jordens fugtig damp ham undertid tilsætter,

Som stilleste hafblich er sielden bølge-fri,

Oc ingen soortklæd-Sky, der io er regn udi.

(134) Ja L i l l i e n voxe maa blant stichende Torne-spitze,

             Et pindsvin tør sig vel mod B i ø r n e n self ophitze,

Et braaged L e m e l d schal vel bide mot den kiæp,

Som er hans banemand, og gifuer dødsens knæp.

 

(135) Alting er i Uro. Mens det vaar største glæde

Dersom en huer kun blef i sit beschichede sæde

Oc nøyedis med det, huad stand hand vaar i sat,

See! da gich alting vell, oc huer var vel omladt,

 

(136) Da løsted mand at bo i koldist fischelande

Da løsted minste fisch paa hafvits bræd at strande

Alt efter Guds forsiun; Ia alting staar i flor

Huor ræt oc Kierlighed i landet sammenboer,

 

(137) Det vaar en ynchsom tid, da Iu d a s hand fich pungen

Da gich det Ie s u m an, som da blef baande-tvungen

Wed it forræders Kys; Saa gaar det oc endnu

En fuld pung kommer ey en fattig Wen ihu.

______

132, 4 efter villie må forståes som en velvillig fortolkning av magister Paus;

bestemmende for retningen i Finnmarks forvaltning 1685—1700 var Lindenow

og Adelaer i langt høiere grad enn Lilienskiold.

 

(138) Der A a r o n s - k i æ p blef tør, oc kunde ey blomstre meere,

Da maatte L i l l i e n sig oc lade lidt fixere

Oc sandelig den som kun viste Finmarchs-drift,

Hand maatte sætte det i ævig minde-schrift.

 

(139) Saa er F i n m a r c h e n sat igien som i disorden,

Der Iupiter kom ned med en n y Politisk-Torden,

Oc ruschet om af sin selfgiorde klogheds parc

Som af en Kildewæld i hendis Tagemarch.

 

(140) Thi see! ieg hører end at folchet daglig klyncher,

Jeg hører suchefuld en huer den anden yncher

Med graad at safne saa de gamble K l o g e m æ n d ,

Som n u sin asche har med jorden sammenblænd.

 

(141) Skulle nu E n h ø r n i n g e n oc Æ g e r n i t opstige,

Oc kun en stunds minut af jordens støf opkige,

Oc see de haarde pust, som L i l l i e n faar udstaa,

Af Iovis tordenschrald, med blade, stilch oc straa,

 

(142) De schulle undre sig for saadan sær forandring,

             De schulle glæde sig ved deris tids henvandring

At de ey lefvede saa ynchelig en Stat,

Huor L i l l i e n trøchis maa af haardeste Climat.

 

(143) Enhørningen den kand med spidtzet horn modstinge,

             Et Ægern svingig er, i høyeste top at springe,

For Afvindsmandens trodz, mens L i l l i e n den er Veeg

En iiskold Norden-gust kand den snart giøre bleeg.

 

(144) Den bedre er opvant i Sydre Warme Lande,

Oc pleyer hælst udi den grønnest dall at stande,

Oc yde der sin Luft oc yndig liflighed,

Til huers fornøyelse, som den kand tienis med.

 

(145) Mens her i N o r d e n er den tvungen til at kuure,

Den kaalde Clima, oc de firfød Creature,

De gansche ofuergaar den Lillies-voxestæd,

Oc derved confunder dens rætte art oc sæd,

 

(146) Thi de ere mange, mens see L i l l i e n er kun eene,

Derfor kand L i l l i e n ey des fremgang dem formeene,

Som de har sat sig for, Oc det er aarsag i

At landet end staar i forvirret politie.

 

139, 2 Jupiter etc. Allusjonen er ingenlunde tydelig, men formodentlig siktes

her til Adelaer, hvis virksomhet hverken Lilienskiold eller Paus hadde grunn

til å omfatte med sympati. — 141, 1 Enhørningen oc Ægernit, Kønningham

og Friis, lensherrer over Vardøhus 1619—61. Den førstes våbenskjold hadde

øverst på hjelmen en narhval, på den annens skjold var en tegning av ekorn.

 

(147) En O r n e knibbret vel her udi forig tide,

En slog it S k i o r te-slag, det beed paa alle side,

Det bæste som blef giort i deris tid, er at,

Troldqvinder schichet blef hen til det Warme bad.

 

(148) En B i e l c h e blef saa sændt, som schulle understøtte,

Det vit afliggend land til allis gafn oc nøtte,

Hand vaar noch for sin part en sindig mand oc giæf

Dog vaar vel de, som sit med magt afschaarit blef.

 

(149) Thi som hand self ey vaar saa alle tid tilstæde,

Saa viste Folchit lidt af megen Rættens glæde,

Thi de ved B a n g - h e d s F o g saa slæt forkued blef

At huer mand mindis end, huad d a t u m mand da

                                                                                         schref

(150) En Gie d d e efterkom, oc af Ur-ædel stamme,

             Han lægte her it aar i Landsens-fischedamme,

Mens dog hans leeg vaar kort, saa er det vist oc sant

Hans gode renommÿ er nochsom huer bekant.

(151) Wor priselig M o n a r c h , Wor Landsens store Fader,

Gudfrygtighedens speyl, oc ald U-rættis hader,

Sit fattig landets tarf hand naadelig anseer

Oc derfor til en S t a d s omhu det commender.

 

147, 1, 2 Orne, Skiorte Christopher Orning og Friderich Schiort, amtmenn i

Finnmark 1661—67. — 147, 4 Troldqvinder heksebålene ophørte tvertom i

denne tid, mens de ofte blev tendt i den forutgående periode. — 148,1 Bielche,

amtmann 1668—79. — 149, 3 Bang-heds Fog med første led henspilles på

J e n s K n u d s ø n B a n g , amtsforvalter under Otte Bielke, med siste led på

L a u r i t z S ø f r e n s e n F a a g (Fog), som også en tid fungerte som amt-

mannsfullmektig (Finm. Justitsprotokol 7, fol. 95v). Faag blev 12 juni 1672

av Bielke meddelt bestalling som foged for Østfinnmarken og tilegnet sig i de

flg. 12—13 år på ting- og skattereiser samt på de årlige Malmisreiser et

kjennskap til distriktet som få andre. Da hans bestalling ikke var blitt inn-

sendt til konfirmasjon og der for 1685-års kommisjon blev forebragt et par

klager på ham, blev han skjøvet tilside av Lindenow, som forøvrig fra

Cancelliet hadde pålegg om å åpne en eller begge fogedbestillinger for Jørgen

Christensen. Denne blev ansatt fra 1 januar 1686 (Finm. Justitsprot. 17, s. 2

(Trondhj.), Norske Tegnelser 4 juli 1685 (Rigsark. Kbh.), 1685 års komm.

v

protok. fol. 10 (Riksark. Oslo)). Faag led dog intet skår i sin anseelse, for

i Lilienskiolds tid vikarierte han gjentagne ganger som foged og i andre

bestillinger ved administrasjonen. Og det blev ham som måtte ta hånd om

amtets forretninger iallfald i en del av perioden mellem Lilienskiolds avreise

og hans efterfølgers ankomst. Han var i over 30 år en meget benyttet mann

og har formodentlig gjort sig fortjent til et bedre eftermæle enn det som

pådiktes ham ovenfor. — 149, 4 huad datum mand da schref visstnok 24/5

1672, da Bang på amtmannens vegne felte resolusjon for at en avgift, tiende-

kanden, som fiskerne søkte å unddra sig, tillå underfogderiet; dette innehaddes

da av Faag (Lindenowkommisjonens protokol (Riksarkivet) fol. 334, post 80).

— 151, 4 Stads Bergens.

 

(152) En B y e s O t t o n - s a n g med samptlig Chorets-stæmme

             Blef høyt befalit, det fortrygte land at fremme,

Wed flittig Waretægt at være som en borg,

Til landsens fremtarf, oc de Trafiqveurs forsorg.

 

(153) Derpaa de schicbet ud en Ø r t e landet kyndig

Med samptligis consens at drifve fult oc myndig,

Til landsens vilkor at ansee, oc landsens gafn

Derpaa han hafde kraft ved alle deris nafn.

 

(154) Hand svæmmit landet om i alle fische parche,

Hand spurte flitelig om K o n g e n s Tagemarche,

De vaare O d e l s g o d s ; Hand magte det saa vit,

At Bonden holden blef, oc kom i god Credit.

 

(155) Dog denne disposits kund' oc ey vare længe,

Self indbildt B o r g e r - R æ t tog til igien at trænge,

Det arme Simple folch, thi maatte L i l l i e n ud,

Huorved der udbrød strax det første Borgerbrud.

 

(156) Med anden saadan meer forandrings schich i landit,

Som vaar af fordums brug oc uschich sammenblandit

Da rætte Høfvitmænd self resignerede

Oc lod fuldmægters drift, sin virchning lade tee.

 

(157) En deel vaar F o g d e r , som oc self negotierit,

En deel til B o r g e r n e vaar gansche connexerit

Wed slægt oc svogerschab at alle giorde it

Oc huer paastod sit nip, oc egenøttig ræt.

 

(158) Da galt det huem der mæst da kunde bruge magten,

Huad ey i pungen kom, det hafde de i agten,

Wed egen satte Taxt, ved giftermaalers tvang

Wed arfveschifters wærch, oc ald profits adgang.

 

(159) Wild Bonden klage sig for da tids Rættens maade,

Da var de Kiøbmænd self, oc søgte egen baade

Saa huer vaar Borger til sin egen Kiøbmandskram

Den sulten fischemand, slæt ingen agtit ham.

 

152,1 Otton-sang etc. J ø r g e n O t t o n var 1677—87 president for Bergens

magistrat, her karakteriseret som hans kor. — 153, 1 Ørte ørret (jfr. ms.

s. 154). Allusjonen går på en av magistratens representanter — 153, 4 alle

deris nafn samtlige magistratsmedlemmers underskrift. — 156, 3 Da rætte

Høfvitmænd etc. Da lensherrer og amtmenn overlot landsdelens forvaltning

til stedfortredere. - 158, 2 i agten, til rest, til gode; der siktes til kreditt-

handelen. - 158, 3-4 Stedet uttrykker Lilienskiolds og muligens Paus op-

fatning.

75

 

(160) Ræt som en Kiøbmand her med bonden sig præsterte,

             Der Bonden ærter sig hos ham til kiøbs begierte,

Hand viste Erterne de vaare kugelrund

Oc derfor fant hand paa it listelig paafund

 

(161) Hand gich med bonden hen udi sin Erterbinge

             Oc tængte saa dermed ham derfvelig at tvinge,

En Narrekappe paa, oc derfor med sig tog,

En flad Tallærchen for det arme Taabe-spog,

 

(162) Den samme holt hand ned i samlet Erter-Dunge,

Med en forkiærit haand, oc tog saa til at siunge

Kom Erter, kand du her paa denne briche staa,

Da schal den fischer dig hen til fortæring faa.

 

(163) Mens om du ruller af, schal Bonden dig oc miste,

Der brichen den blef tom, da maatte Bonden friste,

Den Kiøbmands svigetræch, oc dermed blef afvist,

Med latter, at hand saa de Erter hafde mist.

 

(164) Mens der at høsten kom, oc bondens afvel vaar dragen,

I land af fisch oc Tran, da hørtis anden bragen,

Kom din Bedrager, Kom, betal din gamle schyld,

Huis ey! da hunger schal dig wolde dødsens byld.

 

(165) Jeg vilde vel end lit om Finmarchs-landet røre,

             Oc med min Simple pen med lystighed udføre,

En liden tids fordrif, ey værd at schue paa,

Mens til min Dyrejagt, ieg lader det bestaa.

 

(166) Thi Amptmand L i l l i e n s k i o l d betaaet har den møye

Oc derfor Curieus en megit smuch oc nøye

F i n m a r c h s description til ende alt fuldklart

Huoraf mand ræt kand see, dets grændzer, sæd oc art,

 

(167) Ham derfor Tachen bør, som saa troflittig schrifver,

   Som saa sit A m b t i t s f l i d for alle kundbar gifver,

Wil L i l l i e r n e for ham ey voxe her i N o r

Noch er det. De i G u d s oc K o n g e n s naade gror

 

162, 4 fortæring. Den spøk Paus her gjenforteller og lokaliserer har til

forutsetning at det i givet tilfelle skulde være en foræring til bonden. Men

Paus trengte et annet point enn fabelens. — 165, 4 Dyrejagt, sml. vers 145;

jakt på de «creature», som tramper liljen under fot. — 166, 1 betaaet betaget,

befridd mig for.

 

(168) Tach, Ædle L i l l i e n s k i o l d , huer Normand schal dig

                                                                                              prise,

Hver F i n med A c h e sin schal siunge dig en Vise,

Til ære med sit egit vanlig Finneschraal,

Naar de i b o r e V i n , schal j u sin Amptmands schaal.

(169) Gid! Løchen følge dig, din stand oc Ædle Waaben,

Gid! altid K o n g e n s g u n s t for dig maa stande aaben,

Jeg ønscher dig alt got, oc i Guds yndevold

Tach for dit F i n m a r c h s - S k r i f t min ædle

                                         L i l l i e n s k i o l d

 

 

 

 

C O N C L U S I O A D A M A N T I N A

Nu kommer endlig Wercket frem

Som Willien pligtig fører,

Nu kommer R o s e n værdig hiem

Som stat oc stand tilhører

Min Ædelbaarne L i l l i e n s k i o l d

Du L i l l i e n ey har fundet,

Blant Høns oc Giæs, blant sanchetold,

Mens anden tott er tvundet,

Førend du kunde erlange det

Som du saa svart betiener.

Giør kun din H e r r i s gierning ræt

G u d s L e h n dig noch forlehner

W o r N o r d i s c h e A r f v e K o n g e vil

Dig bædre oc betænche,

Naar hand kun vide faar, huad spill

Finmarchen dig vil schienche.

Tuæ Nobilitatis

Animitus Amans

M : L u d o v i c u s P a u s .

 

 

 

 

168, 2 Ache kone. — 168, 3 Finneschraal, det almindelige nedsettende uttrykk

for finnernes egen sangform, joiging. — 168, 4 bore, av finsk buorre, god, —

ju av jukkat, drikke.