Aleneste Gud i Himmerig 1

Aleneste Gud i Himmerig 1

Atter kan vi pege på en række kendsgerninger, der støtter
krønikerens fremstilling. Meget taler for, at Jens Munk bevidst indlod sig i en
kappestrid med Ove Giedde. Ingen forskere har tidligere anført en forbindelse
mellem de to togter, dog mener Gosch, at kongen bifaldt Munks projekt ud fra et
ønske om at yde ham en slags erstatning for, at han var blevet forkastet som
leder af ekspeditionen til Indien. Men kan man acceptere, at der eksistere en
sammenhæng mellem de to rejser for kongen, der som dramaets tredje person stod
udenfor og over den egentlige konflikt, hvor langt mere nærliggende er det da
ikke at antage, at denne sammenhæng også har gjort sig gældende for en mand,
der som Munk selv havde direkte berøring med begge rejser og var direkte
engageret i dramaets forløb.

Alle kilder peger her i samme retning. Vi ved, at Munk
oprindelig skulle lede togtet til Indien, og vi ved, at han blev forbigået til
fordel for Ove Giedde. Vi ved, at denne forbigåelse havde adskillige
fortilfælde, og vi ved, at den indtraf på et tidspunkt, da hans
modsætningsforhold til adelen som følge heraf var kulmineret i noget, der
lignede åben krig. Vi ved fra Slange, at han selv udformede ideen til sin
ekspedition, vi ved fra hans egne ord, at dens mål udtrykkeligt var "Kiena
att Upsøge", og vi ved, at han iværksatte den så hurtigt efter Ove Gieddes
afrejse, det overhovedet var teknisk muligt.

Læst i sammenhæng afgiver disse kendsgerninger et
tankevækkende grundlag for formodningen om, at der bestod en langt snævrere
forbindelse mellem de to berømte ekspeditioner, end man hidtil har set. Jens
Munk måtte tage bod, hvor han fik bane, søge hævn, hvor han fik hån. Det er vel
ikke sandsynligt, at Ove Giedde kendte noget til hans planer, men han kendte
Gieddes, han var i stand til nøje at vurdere hans muligheder, og han så, at de
ikke var større, end at hans elv stadig havde udsigt til al slå ham og komme
først.

Det var ikke fantasteri. Ove Giedde havde, set ud fra Munks
forudsætninger, langt den største afstand at tilbagelægge, og han indledte den
endeløse rejse på en dårlig årstid. Det var den 14. november, han forlod
København med sine fem skibe, selv befandt han sig om bord på
"Elefanten", mens "David" medførte den fornemme Marselis de
Boschouwer. På grund af vedvarende nordvestvind måtte de ankre op ved
Helsingør, og først den 29. november om natten kunne de slippe ud af sundet. I
Skagerrak fik de dårligt vejr med storm og slud, et skib blev banket læk i
søerne og måtte søge op under Norge, men den øvrige del af flåden rundede
Skagen og nåede den 17. december øen Wight ved syd England. Her ankrede de op
for at vente på haveristen, som nåede frem en måned senere, og den 23. januar i
det nye år 1619 kunne den samlede eskadre atter gå under sejl. Vanskelighederne
var overvundet, nu gik det sydpå mod mildt vejr og stabile vinde, det store
togt var for alvor kommet i gang, kurs mod Kap Verde.

Med hjemvendte skippere nåede nyhederne om Ove Gieddes raske
fremskridt til København, hvor Jens Munk gik og lagde planer. Budskaberne om
rivalens uventede held må have bekymret ham, selv var han i den forløbne til
ikke kommet et skridt videre med sit projekt. Også for ham var det en dårlig
årstid for forberedelser til et togt af denne art, og forskellige
omstændigheder gjorde netop vinteren 1618-19 særlig uegnet. Folk havde andet at
tænke på end opdagelsesrejser. Skillingen var faldet  igen, uventet og katastrofalt, 96 på en
sølvdaler mod 84 året før. Der sad en vekselrytter på Danmarks trone, siden
Christian den Fjerdes magtovertagelse var det danske betalingsmiddel forringet
med over en fjerdedel af sin værdi, inflationen, som bestjæler den ærlige, der
betale enhver sit, favoriserer fidusmageren, som lever på gæld, denne feber om
økonomien, hvormed usikre herskere kan udskyde problemerne til morgendagen, og
som derfor gerne ender i omfattende sammenbrug, havde nu i tyve år præget det
danske samfund. Intet under om kapitalstærke folk fandt tidspunktet uegnet til
en udforskning af Nordvestpassagen til Kina, og Jens Munk har på intet
tidspunkt kunne gøre sig håb om at rejse private midler til udførelsen af sin
plan.

Så kom pesten til København. Tugthuset lukkedes, konge måtte
i hast udskrive ekstra bådsmænd til flåden for at erstatte matroserne, der døde
som fluer, i Bremerholms Port uddeltes der gratis brændevin til folkene
"som antidotum i denne skrøbelige tid". Under sådanne forhold kunne
kun en fantast drømme om at få mandskab stillet til rådighed for en opdager
færd. Jens Munk delte sin tid mellem arbejdet på Bremerholm og hjemmet i
Pilestræde, hvor Kathrine fødte ham en lille pige, der blev opkaldt efter
moderen, men andet skete der ikke, uge efter uge gik hen, mens han forestillede
sig Ove Gieddes hastige fremskridt, selv var han end ikke kommet så langt i
sine forberedelser at han kunne øjne en afrejse dato. Da indtraf der en
begivenhed, som føjede sig til den øvrige modgang og syntes at fjerne selve
grundlaget for hans plan.

Med broderens død i 1617 havde Jens Munk mistet sin eneste
forbundsfælle i striden med de adelige, det eneste menneske, der ifølge sagens
natur kunne have samme opfattelse af begivenhederne som han selv. Tilbage var
der vennen Jørgen Daa, han var ikke engageret i situationen ligesom Niels,
tværtimod var han jo selv adelsmand, en dette bevirkede på den anden side, at
han kunne regne med kongens støtte og velvilje i spørgsmål, hvor Munks egen
appel ville være forgæves. Jørgen Daa og Jens Munk havde i en årrække
samarbejdet gnidningsfrit, de skyldte hinanden deres største triumfer, de havde
hinandens fortrolighed, og meget tyder på, at de også har drøftet Jens Munks
nye plan med henblik på at forelægge den for kongen. De havde i hvert fald rig
lejlighed til det. I februar 1619 foretog de to mænd således en rejse sammen
til grænsen i Halland, en rejse, der utvivlsomt stod i forbindelse med kongens
møde med Gustav Adolf, som samtidig fandt sted i Halmastad. Sådan som vi kender
Jørgen Daa, var han ikke så lidt af en eventyrer, tanken om en mulig Kinafærd
har vakt hans begejstring, og han har sikkert gerne villet forelægge kongen
sagen, når de nåede frem til Halmstad. Der kom imidlertid ikke noget ud af
deres samtaler. I Ildsbjerg (Eldsberga), nogle få mil syd for Halmstad, blev
Jørgen Daa syg, måske ramt af pesten. Få dage senere var Jens Munks gamle
krigskammerat fra Elfborg og Kaninnæsset død.

Imens øgede den intetanende Ove Giedde støt og sikkert sit
forspring. Det er let at følge ham i logbogen. Den 23. januar havde den samlede
flåde forladt Sydengland. Den 6. februar passerede de Madeira. Den 10. så de
Palma og Tenerife. Den 11. løb de forbi Gomero og Ferro. Alting gik strygende.
De 19. nåede de Kap Verde, hvor de ved en dygtigt gennemført aktion opbragte to
sørøverskibe og ødelagde et tredje. Den 26. februar lod de ankeret falde på
reden uden for Portudali på Senegals palme kyst for at indtage nye forsyninger
af ferskvand.

Men fem dage senere, den 3. marts, sejlede Christian den
Fjerde over Sundet til Kronborg på vej fra Halmstad. Vi har den nøjagtige dato,
fordi overfarten ikke forløb uden dramatik. Midtvejs i sundet blev kongens
smakke grebet af isen og den kraftige sydøsten storm og ført et godt stykke op mod
Kattegat. Jon Olafsson, der netop den dag gik skildvagt på Kronborg fortæller,
at Kirsten Munk stod og jamrede ved et af slottes vinduer, mens mændene kæmpede
med søerne og befalede den brave bøsseskytte at falde på knæ og opsende en bøn
for kongens liv. Jon Olafsson gjorde, som hun sagde. Det hjalp. Christian den
Fjerde fik fat i en årer, smakken var halvt fuld af vand, men ved fælles anstrengelser
lykkedes det nu mændene at få den fri af isgangen og ro den ind tik kysten ved
Hellebæk. Fru Kirsten sendte straks en vogn af sted med fire heste for at hente
den drivvåde konge. Selv nævner han intet om begivenheden i sin dagbog, der
står kun, at han den dag gav færgemændene otte daler i stedet for de sædvanlige
2.

På dette tidspunkt var planen om at iværksætte et togt til
Kina sikkert vedtaget. Jørgen Daas pludselige død i Ildsbjerg havde været et
hårdt slag for Jens Munk. Han lagde pengene ud til vennens begravelse og blev
siden af arvingerne beskyldt for at have brugt for mange. Men det skulle gå
standsmæssigt for sig, han havde ikke glemt braget af det kanonskud, hvormed
Jørgen Daa for fire år siden befriede ham fra Mendoza. Også nu skulle Jørgen
Daa have været manden, der gjorde ende på hans lange ventet. Ved denne grav
blev han for alvor alene. Som ofte før virkede udfordringen dog kun som
yderligere ansporing. Han ville ikke opgive sin plan, han kunne ikke lade Ove
Giedde triumfere, med der var ikke mere en dag at spilde. Siden Jørgen Daa
havde fået forfald, måtte han selv gå til Christian den Fjerde.

Det er ikke troligt, at Munk ligefrem har søgt foretræde for
kongen midt i de vigtige forhandlinger med Gustav Adolf, men det har heller
ikke været nødvendigt. Som nævnt var Munk sikkert sendt til Halmstad i
forbindelse  med kongens rejse, i de mere
end to uger, der hengår fra vennens begravelse til forhandlingernes afslutning,
han har dagligt færdedes i kongens nærhed, der har været rig lejlighed til at
møde ham, og det har som sædvanligt når kongen var på rejse, kunne foregå under
langt mere tvangfri former end ved en højtidelig audiens, eller netop på den
måde, der passede Jens Munk bedst, ja, måske var den eneste, der stod til hans
rådighed efter affæren med Ove Giedde. Samtalen om Nordvestpassagen har formet
sig på nogenlunde samme måde, som da de to mænd for ti år siden drøftede
Nordost-passagen. Som krønikeren siger, de store, skæbnesvangre foretagender
begynder ikke altid under fanfarer, de kommer gerne til verden på listesko. En
ledig stund, en kande lutendrank på bordet, et eftertænksomt nik i en pause,
det kan godt blive indledningen til en Kinafærd.

Det er som nævnt Niels Slange, der fortæller, at initiativet
til den nye ekspedition udgik ikke fra kongen, men fra Jens Munk. Det er det
ældste udsagn, vi har om sagen og alting tyder da også på. at Christian den
Fjerdes historiker har ret. Ikke alene havde Jens Munk stærke personlige
motiver til at gennemtrumfe denne sejlads, også hans saglige forudsætninger var
i orden. Gennem ti års togter i arktiske farvande havde han skaffet sig de
fornødne erfaringer og oplysninger, og som hele den søkyndige den af sin samtid
har han ment, at der nord om Amerikas fastland fandtes en passage til
Stillehavet. Man kaldte den Anian-strædet, James Hall nævner den allerede efter
sine rejser til Grønland 1605-07 i en bevaret rapport, hvor han forklare de
voldsomme tidevandsstrømme i Davis strædet med tilstedeværelsen af en
forbindelse til Stillehavet, og siger, at vejen herigennem til Kina og
Ostindien højst kan være en femtedel så lang som vejen syd om Afrika. Der det sandsynligt
at Jens Munk i 1608 på Island hørte om Henry Hudsons opdagelse af Svalbard, må
den katastrofe, som senere ramte den engelske kaptajn i det farvand, der fik
hans navn, givetvis også have været ham bekendt.

henry-hudson-portrait
Henry Hudson

Allerede i sommeren 1612 udgav hollænderen Hessel
Gerritszoon et kort over Hudsons opdagelser, der kom i flere udgaver både på
latin og Hollandsk, blev trykt i Tyskland og en gang i England. I betragtning
af den nære forbindelse, der på dette tidspunkt bestod mellem Holland og Danmark,
kan det anses for givet, at dette kort må være nået til Købehavn, man må endda
gå ud fra, at Jens Munk selv har været i besiddelse af et eksemplar, eller
bliver det vanskeligt at forklare, at han benytter den stavemåde, der anvendes
på dette kort, hver gang han i sin dagbog skal angive navnene på lidet kendte
geografiske lokaliteter. Engelske redegørelser for Buttons, Bylots og Baffins
rejser i Hudson Bay foreligger på tryk allerede 1615, og to år senere
offentliggøres der også en rapport om Hudsons ekspedition. Selv om ikke alle
disse bøger er nået til Danmark i 1619, har hovedparten af deres indhold været
kendt. Mange af de fremmede kaptajner, Jens Munk gennem årerne har haft
lejlighed til at stifte bekendtskab med, har kunne videregive vigtige oplysninger
og endelig var han jo selv i vinteren 16161-17 en periode både i Amsterdam og i
London.

Gerritzom Hessel Gerritzoons søkort fra 1612 over Nord Atlanten og Hudson Bay

Nej, det store projekt var, så fantastiks det end lød, ikke
nogen flyvetanke- men en omhyggelig udarbejdet plan baseret på kyndige
overvejelser og en solid dokumentation. Der bestod en reel mulighed for at
finde søvejen til Kina nord om Amerika. Kongen har lyttet til Jens Munks
redegørelse med stigende interesse. Han tog selv initiativet til togtet, han
kunne vanskeligt henvende sig endnu engang til den mand, han et halvt år
forinden havde kasseret som leder af ekspeditionen til Indien, på den anden
side kan den pinlige afgørelse godt have efterladt en rest af dårlig
samvittighed, som fik kongen til at behandle den forsmåede kaptajn mere
velvilligt end strengt nødvendigt. Desuden gjorde de betænkeligheder, man havde
næret med hensyn til hans kvalifikation som leder af ekspeditionen til Indien,
sig jo slet ikke gældende i dette tilfælde. En opdagelse af Nordvestpassagen
var på ingen måde den diplomatisk aktion, den krævede ingen særlige
repræsentative egenskaber hos den , som påtog sig opgaven, og kongen ville ikke
få vrøvl med sine adelsmænd, hvis han sendte deres upopulære sø-kaptajn en tur
op imellem Grønlands isbjerge. Ove Gieddes navn er næppe blevet nævnt under
deres samtale, men Christian den Fjerde har været listig nok til at lodde
pointen, og det har på ingen måde gjort sagen mindre tiltrækkende i hans øjne,
den gamle elsker af turneringer har vidst at påskønne det på en gang afsindige
og storslåede i dette kapløb, hvor den snævre skueplads på Amagertorv var
erstattet med de syv verdenshave. Endelig lå den gode mands planer jo i nøje
forlængelse af det Nordhavsprojekt, kongen selv havde udformet efter sit togt
med dr. Charisius omkring Nordkap for tyve år siden, ja det var faktisk det
eneste punkt i projektet, som endnu ikke var virkeliggjort. I 1609 havde han
selv sendt Jens Munk ud for at finde Nordost passagen, højhedsretten over
Nordhavet var i de forløbne år blevet håndhævet dels gennem dr. Clasrisius arbejde
i London, dels gennem utallige patruljerings togtet, hvor Jens Munk for øvrigt
også kunne regne sig for nogle af de mest resultatrige, tilbage stod kun det
tredje punkt i den gamle plan, en undersøgelse af, om der fandtes en passage
mod Nordvest. Den finansielle side af sagen kunne ikke volde hovedbrud. Set fra
kongens synspunkt var der gode tider i Danmark. Den sidste brutale nedskrivning
af skillingen havde skæppet mærkbart i hans pengekasse, en lige så hårdhændet
omlægning af Øresundstolden fordoblede nu hans indtægter i Helsingør, og
endelig havde Gustav Adolf netop mod enhver forventning vist sig i stand til at
betale den sidste rate af løsepengene for Elfborg.

Sammenlagt betød det at kongen i denne tid ud over sine
sædvanlige indtægter havde en ekstra årlig ekstra indkomst på hen ved en
million rigsdaler. Jens Munk mente beskedent, at en ekspedition gennem
Nordvestpassagen kunde gøres for 5000 rigsdaler. Det var ikke en brøkdel af den
pris Marselis Boschouwer havde forlangt for det ostindiske eventyr. Kongen
tøvede kun et øjeblik. Så sagde han ja. Når alt kom til alt, havde Herren jo
givet ham to hænder. Han havde allerede strakt den højre ud efter Indien,
hvorfor skulle han ikke række den venstre ud efter Kina? Kong Christian den
Fjerde af Danmark og Norge nærmede sig sin 42 års fødselsdag, det var lige før,
de store katastrofer begyndte at vælte ned over ham. han havde endnu ikke lært,
at alt, hvad han greb om med sine stærke arme, på en mærkelig måde visnede bort
og unddrog sig hans besiddelse. Hvor var Anna Cathrine? Hvor var den søde
Kirsten Madsdatter? Hvor var den søde Karen Andersdatter, Ak, Herren se i nåde
til Danmarks store konge. Han er en vekselrytter, han tror kun på fremtiden.
Han blev ked af Anna, Kirsten og Karen. Han kunne ikke holde fast på den lille
danske skilling. Nu vil han favne den runde jord.

Bremerholm
Bremerhom 1601