Alenest Gud i Himmerig 4

Aleneste Gud i Himlen 4.

Nej, Jens Munk havde ikke behøvet at gøre sig bekymringer i
København, hans udsigter tegnede sig finere end nogen sinde. I den tid, der var
hengået med bemandingen af "Enhiørningen" og "Lamprenen",
var Ove Giedde kun kommet nogle få sømil længere mod syd. Det var den 3. maj,
han fik vristet den skæbnesvangre tilståelse ud af skipperen på
"David". Kun seks dage senere sejlede Jens Munk fra København.

De sidste døgn havde været hektiske. "Enhiørningen"
of "Lamprenen" var ført fra Krabbeløkke Vig ind i den nye Tøjhushavn
bag slottet, hvor alt syntes at drukne i travlhed og forvirring. Hvor meget
kunne 62 mænd sætte til livs på en rejse, hvis varighed man kun omtrentlig
kunne gætte sig til? I en stadig strøm gik folkene ud og ind ag Proviantgården
og op og ned ad landgangsbroerne med sække på skuldrene, sække på sluffer,
sække med mel, bønner, ærter, sukker, tønder med skibsøl og saltet svinekød,
med tjære og beg, med voks og blår til skibenes kalfatring, flasker med
brændevin og eddike, krukker med honning og sennep. Jens Munk overvågede hver
detalje. langt ind i den lyse nat så man ham gå rundt og krydse sine lister af.

Proviant
Den nye tøjhushavn, hvor Christian den Fjerde udrustede sine orlogsskibe.
I forgrunden en tremastet fregat på størrelse med "Enhiørningen", til venstre prøveskydes to
nye bronzekanoner ud over Kalvebod Strand, i baggrunden galgen ned ved vandet
og rækken af vindmøller ud mod Valby. Fra denne havn begyndte Jens Munk sin
"nordvestiske Seiglas". I dag er stedet for længst opfyldt og udgør
det tidligere kgl. Biblioteks have, hvis bassin således er den sidste rest af
den berømte havn. Men den logbog, Munk havde med sig fra dette sted den 9. maj
1619, kom siden tilbage hertil igen og ligger derinde endnu.

Ekstra kompasnåle og lanterner, tovværk nok til at forny det
længste løbende fald om bord, planker til udskiftning af brækkede rundholter,
ja til erstatning af selve masten, om galt skulle være, fiskenet og fiskekroge,
harpuner og musketter, timeglas og jakobsstave, kanonkugler og løbekrudt,
hundredvis af vokslys, reservelagre af kofilnagler, lovser, kloder,
dyvelskløer, sliphager, ankerklyds, gaardinger, jomfruer, kasteblokke og
sjækler.  "Enhiørningen"
lignede en Noahs ark stoppet til skan dækket ikke med dyr, men med ting, var
hele resten af verden blevet oversvømmet, havde man om bord på dette skib kunne
finde eksemplar af så at sige hver eneste ting, hvert eneste redskab, der
fandtes på jorden på Christians Den Fjerdes tid. Bolsaner, jernfang, kabeltov
og pumpelæder, klamajslag, sætjern og krabbejern, dansemestre og brystsving med
naverbor, skarøkser og skølper, stuvbolt og hjertebændsler, prener, terser og
merlespigre, nålehorn fyldt med talg til at stikke sejlnålene ned i . Og nu alle
bytte varerne, der skulle bruges til handelen med de fremmede folkeslag, en
rædsom samling ragelse, en nødvendig også den, små billige spejle, hvor
troskyldige menneskebørn for første gang skulle se deres eget ansigt, bjælder
og forgyldte armringe, knive og sakse, bemalede lerperler og kulørte glassager,
brogede tørklæder og røde nissehuer, og mere seriøst, de lange svære jernbarre,
der i fremmede egne repræsenterede en formue, og som på grund af deres vægt
blev lagt ned på skibsbunden som ballast.

Munk gik utrættelig rundt med sine lister, han vidste, at
der hvad han skulle hen, besad det ringeste søm, den elendigste synål en værdi,
som ikke kunne betales med hverken penge eller blod. Da de sidste sager om
aftenen den 8. maj var båret om bord og stuvet af vejen og krydset af, blev
under hans opsyn togtets pengekiste anbragt under lås og slå og lukke i
agterkastellet. Da det var overstået, hentede han sine personlige navigations
instrumenter, et transportabelt solur af messing med indlagt kompas, et time glas,
et astrolabium af træ med gradskalaen indgraveret i en krum messingplade, en
passer, en samling gåsefjer, et stjernekort med tilhørende tabeller og et
kobber stik, der viste Hessel Gerritzoons kort. Da også det var i orden, fik
han endnu to sidste ting om bord i sin ark og lagde dem på bordet under
bestiklampen. To bøger. De eneste han havde med sig. En tyk og en tynd. Den ene
var biblen, den anden et lille skrivehæfte med halvtreds ubeskrevne blade
hæftet sammen med lettjæret merling og indbundet i ufarvet pergament. Hen over
det første blad stod der med hans håndskrift:

"Beskriffuelse om Jens Munkes Reyse som hand Anno 1619
begyndte den 9. Mai Kiena at Vpsøge". Nedenunder havde han tilføjet
ordene, "Emtrar sempre deue de comesar Vida Boua Vida." Det var
portugisisk. Det betød, at man lige fra begyndelsen af det gamle liv bør stræbe
efter at træde ind i det nye liv. Han har fundet det passende at anbringe de
ord på dette sted. Betød de ikke omtrent det samme som at sejle ud for at søge
solopgangen gennem solnedgangen?

Nu var alting rede. Kaptajnen gik ud og ville vanemæssigt
kaste et sidste blik på aftenhimlen for at gætte sig til vejret næste dag, før
han vendte hjem til Pilestræde. Solen blussede i horisonten som et vældigt fyr,
der var tændt, ikke ude over møllerne ved Valby, men meget længere væk, helt
ude på Kinas fjerne strand for at angive ham den kurs, han skulle følge i de
kommende måneder. Her gik den ned, en derude gik den op. Her var alting forbi.
Også for ham. Derude begyndte et nyt liv.

De sidste døgn havde været så travle, fordi Jens Munk ikke
havde villet udsætte afrejsen blot en dags tid eller to. Han var enig med hele
sit mandskab fra løjtnanten til den yngste skibsdreng. Den 9. maj 1619 var en
søndag, og der kunne ikke være tale om at begynde et så vigtigt foretagende på
nogen anden ugedag. Det ville varsle uheld, forlis og død. Søndagen den 9. maj
oprandt med strålende vejr fra en skyfri himmel, og ikke en vind, der rørte
sig. Jens Munk ville nok have foretrukket en frisk sydost, som kunne bringe ham
klar af Kullen, men det dejlige forår var kommet, i baghaverne i Pilestræde
skinnede solen ned på genboens frugttræer, ikke et eneste af de nyudsprungne
blade bevægede sig, og nede i Tøjhushaven lå "Enhiørningen" og "Lamprenen"
rejseklare med dæksplanker og tovruller endnu drivvåde af natteduggen. Der
hørtes ikke en knagen fra fortøjningerne, hver detalje i riggen stod afspejlet
i havnen som i fejlfri glasplade.

Om formiddagen var der gudstjeneste for togtets deltagere i
Holmens Kirke. Kongen kom selv til stede, han havde ikke mistet interessen for
Munks ekspedition, som tegn på hans velvilje ses det, at han kort forinden har
ladet afgå et missiv (følgebrev) til rektor Steffensen på Sorø skole om at
optage kaptajnens to ældste drenge, så snart der blev ledige pladser, og som en
yderligere gunstbevisning har han tilskødet Jens Munk en af de byggegrunde, der
lige er udstykket over i det nye Christianshavn.

Holmens kire
Holmens Kirke 1620

Nu stod Christian den Fjerde over for sine søfolk i Holmens
Kirke, kongen var alvorlig, mønsterskriveren havde lige opråbt navnene, og hver
enkelt havde benovet aflagt sin troskabsed. Der var dødstille i kirken. Kongen
talte med lav røst og jævne ord, som om han befandt sig i en kreds af
fortrolige. Han vilde gerne formane alle til et gudfrygtigt levned, til
oprigtig troskab, sædelig færd og mandig optræden, Danmarks rige til ære, dem
selv til et godt og ærligt navn.. Da den korte tale var forbi, blottede han sit
hoved, søfolkene lagde sig på knæ, og kongen nedbad himlens velsignelse over dem
alle, hvor de end måtte færdes i det fremmede, til søs og til lands, i storm og
i stille.

Efter gudstjenesten vandrede folkene i samlet trop ned til
skibene anført af fanebæreren med Christian den Fjerdes orlogsflag, der skulle
hejses i "Enhjørningens" stormast. De fleste havde været grebet af
stundens alvor og gik nu med den ovenstående bevægetheds fjerne, ligesom
rensede ansigtstræk. Men så kom det dejligt håndfaste arbejde med at gøre klart
skib, det tog tid, og først et stykke ud på eftermiddagen kunne der kastes los.
Den forestående begivenhed var for længst kendt ude i byen, hele Hafnia
Metropolis Celeberrima var på benene i det gode vejr, folk stod i klynger
omkring udgravningerne ved den netop påbegyndte børsbygning, hvor stenhuggerne
havde forladt arbejdet for at holde søndag, og ude på den ny opkastede dæmning,
der skulle blive til Hans Knips bro. Selv straffefangerne på Bremerholm var
raslet ned til stranden i deres lænker. Endelig gled de to skibe ud af
Tøjhushavnen og lagde sig på linje efter hinanden. Optoget fyldte næsten hele
strømmen mellem Amager og København, forrest kom "Lamprenen" trukket
af seks robåde, hver med otte mand ve årerne, bagefter fulgte
"Enhiørningen" bugseret af tolv robåde.

Der var rigelig tid til at tage alle enkeltheder i øjesyn,
trods folkenes slid ved årerne gled de store træskibe kun ganske sagte gennem
vandet, den blanke kølvandslinje bugtede sig agterud som en tynd snor hæftet
til roret, på hver af ræerne hang matroserne fire og fire i deres røjel- og
bramperter som små sorte klatter i riggens uoverskuelige mønster, rede til at
slække givlinerne, så råsejlene kunne folde sig ud og fange brisen, når skibene
var ude i Sundet. Man hørte åretoldenes regelmæssige knagen fra bugserbådene,
ellers var alting stille. Men i samme øjeblik "Enhiørningen" var ud
for slottet, skete der noget, der fik ligesom et ryk til at gå gennem
menneskemængden, Kathirine Adriansdatte, der stor i forreste række med sit
spædbarn ved brystet og de tre drenge ved skørterne, kunne pludselig ikke holde
igen på tårerne, mange ærlige borgere foldede deres hænder.

Efter gudstjenesten i Holmens Kirke havde Jens Munk lukket
sig inde i sin kahyt og overladt klargøringen til Jan Ollufsen og Jens
Hendriksen. Officerer og styrmænd, som trængte sig på med deres tusinde
spørgsmål i sidste øjeblik, blev afvist af Oluf, Kaptajnen ønskede at være
alene. Men i samme øjeblik "Enhiørningen" gled forbi slottet, så an
den lille mand træde ud i solen og stille sig barhovedet på broen foran
agterkastellet. Det var tegnet, i det samme hævede trompeterne de nypudsede
instrumenter og istemte salmemelodien. Havnen genlød af messingblæsernes
flerstemmige musik, de djærve, glidende toner svarede så godt til skibenes
langsomme henskriden, og dog var de præget af det vemod, der kommer over al
musik som når os hen over vand. Man kunde få det indtryk, at det store optog
var iscenesat alene til øre for denne melodi, og at det ikke var matroser og
kanoner, men blot en salme, de to skibe nu skulle bære ud over verdenshavet.
Krønikeren gætter på, at Jens Munk har valgt reformationens gamle pinsesalme
til livets og Helligåndens pris, den 9. maj 1619 var søndagen før pinse, så der
har ikke været mange andre muligheder. Enhver kendte den udenad, tonerne kaldte
teksten fem i erindringen, og alle tilskuerne, de pestramte på voldene, de
vansirede straffefanger på Bremerholmen, ja selv Jens Munk stod på
"Enhiørningen" og ønskede, han nu havde haft Niels og Jørgen ved sin
side, alle følte de, at ordene rettede sig netop til dem.

Aleneste Gud i Himmerig
Ske Lov og Pris for sin Nåde,
Som han har skænket os faderlig,
At fri os af Syndens Vade!
På Jorden er kommen stor Fryd og Fred,
Vi mennesker må vel glædes ved
Guds Yndest og gode Vilje.

Langsomt færgede skibene salmen længere og længere ud, vers efter vers forbi Krabbeløkke
Vig, klar af Rævshaleøen, forbi søtønden ved Middelgrunden. Landet hævede sig
bag København, som på så mange danske sommerdage, der begynder godt, var himlen
endt med at blive overtrukket at et tyndt lag skyer. Så lød skippernes sølvfløjter,
sejlene foldede sig ud, og "Enhiørningen" gennemrystedes af tre
kanonskud. Krudtrøgen blev hængende lang tid i luften som hvide småskyer over
det lave Saltholm. Agterude stod lyset nedad i brede vifter, som for sidste
gang at vise de bortdragende det skønne København.

Det stille vejr varede ugen igennem, og først den 16. maj rundede skibene Kronborg. Jens
Munk indførte den vigtige dato i hæftet med pergaments omslaget, og også kongen
noterede begivenheden i sin dagbog. Denne dag, skrev Christian den Fjerde,
"seilede Enhiørningen og Lamprenen på den Seilads nordenom, den
Almægtigste give det til Lykke". Det var næsten ordret det samme, som
konge havde skrevet, da Ove Giedde et halvt år forinden var draget af til
Indien. Den store kappestrid var begyndt. Humøret stod højt blandt de
rejseglade søfolk, nu gik det vestover mod østen, nu skulle de se kejseren af
Kinas land. Den 16. maj var heldigvis også en søndag, ja det var endda selve
pinsedag. Et bedre varsel for rejsen kunne slet ikke tænkes.

506543
København 1748