Aleneste Gud i Himmerig 3

Aleneste Gud i Himlen 3

Jens Munk kunne med god grund frygte, at de mange uger, der
var hengået med bemandingen af hans skibe, hvad bragt ham yderligere bagud i
forhold til Ove Giedde. Men han tog i så fald fejl. Det ostindiske togt havde
imellem tiden ikke gjort større fremskridt, nye vanskeligheder var dukket op,
og ved periodens slutning befandt den unge, uprøvede admiral sig i en meget
alvorlig situation.

Den 26. februar var Ove Giedde som nævnt ankret op ved
Portudali på Senegalkysten for at skaffe sine skibe nye forsyninger af
ferskvand. Der forløb et par uger med omladning af godset fra de tilfangetagne
sørøver fartøjer, og først den 11. marts kunne han sammen med velbyrdige Tyge
Stygge gå i land og undersøg forekomsterne af drikkevand. Han fandt to brønde,
den første 200 skridt fra stranden den anden 1000 skridt længere inde i landet.
På grund af faren for overfald fra de indfødte, bestemte Ove Giedde sig til at
benytte den første, skønt dens vand var temmelig saltholdigt. Men både
officerer og soldater protesterede, de foretrak alle vandet i  den fjerneste brønd "angivendes, at de
hellere dennem der vilde eventyre end formedelst det sylte Vand døe udi Søen".
Det endte med, at admiralen måtte bøje sig, tre fændrikker og en håndfuld
soldater blev kommanderet i land for at beskytte vandtransporten fra den
fjerneste brønd. Men da Ove Giedde og Tyge Stygge atter var roet ud til
skibene, "forlod Fendrichen, som den mellemste Torp commandete, sin
tilforordnede Plads, og forføid sin Trop til den anden, som vær nærmest
Stranden, og dermed ikke alene selv hengik udi Strande at bade, men også sine
underhavendes Soldater det samme at giøre tilstædte". Resultatet indfandt
sig omgående. Det inderste, prisgivne kompagni blev overfaldet af negrene, 8
danskere blev dræbt, 10 såret og 23 taget til fange som gidsler. Ove Giedde var
afskåret fra begge brønde. Få dage senere viste en pejling af ferskvandstankene
i "David" of "Christian" at de to skibe stadig havde så
rigeligt med ferskvand, at de med lethed kunne dække den samlede flådes behov
under den videre sejlads. Ofrene havde været forgæves. Nu måtte Ove Giedde
imidlertid den ene uge efter den anden med forsøg på at løskøbe negrenes
gidsler. Men den unge mand var med sin stejle, uforsonlige karakter en slet
forhandler, trods de betydelige kostbarheder han rådede over, lykkedes det ham
kun at få de indfødte til at løslade 11 af deres fanger, og da han omsider den
8. april, efter en forsinkelse på  næsten
en måned, bestemte sig til at gå under sejl, måtte han overlade de resterende
12 gidsler til deres skæbne. Den har ikke været blid.

Episoden ved Portudali havde afsløret den alvorlige mangel
på organisation og autoritet, der herskede i Ove Gieddes eskadre. Allerede
under opholdet i Sydengland var der forekommet flere rømninger, og det ser ikke
godt ud, at Ove Gieddes egen tjener var blandt desertørerne. Under nedturen til
Afrika klager Giedde gentagne gange i dagbogen over det voldsomme drikkeri i
officersmessen, fuldskab og slagsmål var daglige begivenheder, atter og atter
forsøgte han at nedskærer brændevins rationen, men folkene så ingen anledning
til at tage hans ordre højtideligt. Efter skandalen ved Portudali var det imidlertid
blevet bydende nødvendigt, at han satte sig i respekt som togtets
øverstkommanderende, og i sin kolde desperation så den 24-årige ingen anden
udvej end at gribe til en serie summariske straffeforanstaltninger. Kaptajnen
på de ene af sørøverskibene blev underkastet "pinligt forhør".
Skipperen på "Christian" blev frataget sin post og fik inddraget sine
månedspenge. En understyrmand på det samme skib blev halet tre gange under
kølen. To bådsmænd på ¨"kiøbenhavn" havde gjort sig skyldige i nogle
små rapserier. De fik samme straf. Og så videre. Ove Gieddes pisk ramte i
flæng, og snart skulle det vise sig, ay ondet havde langt alvorligere årsager
end en sølle skipper og et par bådsmænd. Det var ikke i disse uværdige lemmer,
men i selve togtets hjerne, at betændelsen havde sin rod. Allerede ved
Portudali var der forekommet et pinligt optrin mellem dets øverste ledere, Ove
Giedde of Boschouwer. Da den første ville lade det danske rigsvåben male på
agterspejlet af de tilfangetagne sørøverskibe, forlangte fyrsten af Migomme, at
skibene også skulle bære den ceylonske kejsers våben, men det ville Ove Giedde
ikke gå med til. "Jeg lod sådant efterblive, undskyldendes mig med det
lidet Rum, der var, og lod ikkun Danmarks Våben derpå male". Derefter var
der kold luft mellem de to mænd.

Det latterlige optrin ville ikke være nævneværdigt, hvis det
ikke kort efter var blevet fulgt op af en alvorligere begivenhed. Den samlede
flåde styrede på dette tidspunkt SotO med kurs mod Kap det gode Håb, men da Ove
Giedde om morgenen den 29. april kom ud på dækket, fik han syn for en uhyggelig
kendsgerning. Skibet "David" med Boschouwer og adskillige af
ekspeditionens pengekister om bord, var i nattens løb forsvundet.

Ove Giedde fortæller, at Boschouwer skib havde for vane at
holde sig i læ et godt stykke agters for de andre. Da den øvrige flåde aftenen
før var gået over stag, var "David" ikke fulgt med, skønt
udkigsposten i stormasten tydeligt måtte have set de andre skibes manøvre. Ove
Giedde gav derfor flåden ordre til at stagvende og eftersøge den forsvundne på
den anden bov. Ved middagstid fik de øje på "David" men skibet lå så
langt til luvart, at de ikke havde nogen mulighed for at sejle det ind, og
"David" gjorde øjensynligt intet forsøg i retning af at falde af for
vinden og styre mod dem. Kaptajnen på "Elefanten" fik besked på at
øge sejlene, og natten igennem blev der fra alle skibene signaleret med
lanterne og bål. Lige meget hjalp det, næste morgen kunne man fra
"Elefantens" stormast kun skimte "David" som en prik i
horisonten. Så gav Ove Giedde skipperen på den hurtigsejlende jagt ordre til at
gære sit yderste for at krydse op til "David", og to døgn senere
lykkedes det jagten at nå frem, men først da også det beslaglagte og svært
armerede sørøverskib, var nået frem, så an "David" ændre kurs og
styre tilbage til de andre.

På dette tidspunkt havde de gådefulde tildragelser indgivet Ove
Giedde en frygtelig mistanke. Var det store foretagende kun baseret på løgn og
bedrageri? Var den fornemme Marselis de Boschouwer hverken fyrste af Migomme
eller ridder af Solens Orden, men blot en simpel forræder?

Den 3. maj hentede han skipperen fra "David" over
på "Elefanten". Den gode mand forsøgte først at knibe udenom, de
havde ikke set den øvrige flåde gå over stag om aftenen den 28. april, og da
den næste dag atter kom til syne, vovede de ikke at sejle til den, fordi de
troede, det drejede sig om fjendtlige portugisere. Men Ove Giedde var en dygtig
forhørsleder, alle søforklaringerne prellede af på hans iskolde ro, og snart
måtte sen ulykkelige skipper ud med sandhed. Han havde godt nok set flåden gå
over stag om aftenen den 28. april. Han var godt nok fortsat lige ude med
"David". Men han ville gerne aflægge ed. Det var ikke hans skyld. Han
havde handlet efter ordre. Fra Boschouwer.

Læs her hele Ove Gieddes rejseberetning klik her