Baggrunden for togtet.

Christian IV havde formeldt overtaget styret af
Danmark-Norge i 1596. Hans første større udenrigspolitiske sag blev forholdet
til Sverige og herredømmet over kystterritoriet. Han måtte forholde sig til en
aggressiv og ekspansiv nordområde politik både fra den svenske og den russiske
tsar. De europæiske landes livlige og øgende trafik både med handel, fiskeri,
hvalfangst og polarekspeditioner i nord repræsenterede også alvorlige
udfordringer for en statsleder som så på havområdet mellem Norge og Grønland
som sit domæne. På denne tid havde danskerne den opfattelse af Nordishavet var
et lukket indhav.

Ca. i midten af 1500 tallet begyndte englænderne og
skotterne i handelsøjemed at sejle på havnene langs Karelstrand, det vil sige
kysten fra øst i Varangerfjorden og frem til Dvinas udløb i Kvitsjøen. En
engelsk koloni, Kolmogory eller Dvinabyen, blev anlagt her før russerne
etablerede Arkhangelsk. Fra slutningen af 1560 tallet kom hollænderne for alvor
med i handelen på Kola. Danskerne understregede at siden sejladsen gik gennem
kongens hav domæne nord om Norge, skulle handelskompagnierne betale told for
gennemrejsen. Da handelstrafikken på Kola og den nyetablerede by Arkhangelsk
øgede i betydelig omfang på 1580, som følge af at svenskerne lukkede
handelsvejen mellem Vesteuropa og Rusland gennem Østersøen, blev det nødvendigt
for det dansk-norske regimet at reagere med stor beslutsomhed end tidligere.
Magt bag kravene kom der imidlertid først ved at den nye danske konge Christian
IV afløste formynderstyret i juni 1596.

Sverige var ved udgangen på 1500-tallet i færd med at
udvide sin skatte opkrævning og sine grænser mod Norge i nord. Sveriges
ekspansions iver virkede stadig mere udfordrende og truende på den dansk-norske
krones interesser på Nordkalotten. Rigtig blod på tanden fik Christian 4.
tidlig i 1597, hvor han fik tilsendt et kort over Skandinavien, udformet af den
hollandske kartograf J. Hondius. På kortet havde Sverige fået det nordlige
slutpunkt for sin grænse flyttet fra Bottenvika helt frem til Varangerfjorden.
Det hollandske kort byggede på fredsbetingelserne mellem Rusland og Sverige i
Teusinatraktaten fra 1595. Inden havde orienteret danskerne om aftale. Kongen
satte undersøgelser i gang, som skulle frembringe information om hvad "den onde
nabo" gjorde for at få adgang til ishavet. Ildevarslende rapporter om svenske
skatteopkrævnings togter og fremrykning mod kysten i nord krævede modtræk.

Sommeren 1598 havde befalingsmanden over Vardøhus og
Finmarkens len, den knap 40 år gamle Hans Olsen Koefoed, personligt taget den
lange tur ned til København for at orientere monarken om svenskernes fremfærd i
nordnorske fjordstrøg. Vinteren forud, 1597-98, rejste Koefoed sammen med
datidens Nordkalot ekspert, Simon von Salingen, over store dele af Nordnorge
for at kortlægge omfanget af de svenske fogeder skatteopkrævninger fra søsamer.
Lensherrens skildring af den betændte situation er baggrund for kongens
afgørelse om at tage sagen i egne hænder. Han brugte høsten 1598 til udrustning
og forberedelser. I november var det klart hvilke skibe som skulle udgøre
eskadren. Ved selvsyn ville den energiske oldenborgkonge skaffe sig et overblik
over forholdene i den nordligste del af dobbeltmonarkiet, vise flaget og dermed
markere sin overhøjhed i nord områderne. Gennem, at hævde sin territorialret
ønskede monarken at knytte de usikre nordlige områder stærkere til
dynastistatens netværk. Vi står overfor et tydeligt eksempel på statsmagtens
fremrykning og statsbygning i nord. Interessen for grænsespørgsmål med
nedsættelse af grænsekommissioner, geohistoriske beskrivelser, udarbejdelse af
kort, forhandlinger om suverænitetshævdelse både på hav og på land går som en rød
tråd blandt stater som var involveret i konflikten om det yderste nord i
slutningen af 1500-tallet og i begyndelsen af 1600-tallet. Også før 1599 havde
danske myndigheder sendt marineekspeditioner nordover, men ingen af disse kunne
måle sig med den magtdemonstration kongen stillede op med for fire hundrede år
siden. I kampen om grænselandet skulle han engang for alle vise den
dansk-norske krigsmagt på havet.

Kongens dygtige tjenestemænd på Vardøhus, Koefoed, gentog
en ny omfattende åsteds rejse vinteren 198-99 for at konstatere svenskernes
fremfærd overfor fjordsamerne. Resultatet fra denne undersøgelse blev
personligt lagt frem overfor kongen og hans følge da de gæstede Vardø i
slutningen af maj 1599.

Samtidig som de danske marinefartøjer lagde ud fra København,
deltog lensherren i et møde med svenskerne i Kiberg. På mødet som varede fra
15.04 til 26.04 hævde den svenske kommissær at same fjordene mellem Tysfjord og
Varanger var den svenske krones rette ejendom. Christian IV fik med andre ord
førstehånds orientering om svenskernes nordområdepolitik da han selv kom til
Vardø cirka en måned efter mødet i Kiberg.