Begreber i Hekseverden

BEGREBER I
HEKSEVERDEN


kontinentet er heksesabbatten et meget markant træk i rets processerne, og
heksenes fremstilling af denne djævelfest er meget ensartet. Sabbattens forløb
følger som regel et bestem mønster, hvor det individuelle blot dukker op i
detaljer.

Man
har undre sig over alle disse næsten ens bekendelser, noget som har været vand
på møllen for de forskere der hævder at sabbatsfestlighederne hviler på
realistiske oplevelser. Men i for sig er denne ensartethed ikke så svær at
forstå: Under forfølgelserne skabtes der en psykisk norm for oplevelsen af det
onde. Fra prædikestolene har gejstligheden fortalt menighederne om
heksesabbatter til skræk og advarsel for almuen. Under rettergangen har man
skælvende lyttet til alle uhyrlighederne. Beretningen om, hvorledes det hele
foregik, er løbet fra mund til mund. Alle vidste hvad man skulle opleve hos
Djævelen. Fortællingen om sabbatterne og menneskets hele relation til det onde
lå i folks bevidsthedsliv. Det blev underkuet rædselsslagent i den daglige
tankeverden, men dukkede skadefro op i drømme livet. Det, som lå mere eller
mindre latent i sindet, blev råstof for heksenes bekendelser.

Her
skal der ikke fortælles om en enkelt sabbat, men en slags prototype, bygget på
de mange beretninger fra fortiden.

Tid
og sted.

Sabbatten
afholdtes mandag, onsdag og fredag, men også søndag og torsdag er nævnt.
Valborgaften (1. maj) og Skt. Hansaften er heksenes store udfærdsaftener. I
bekendelserne nævner heksene også ofte de store kristne højtider som jul, påske
og pinse. Heksene hævder, at de valgte de kristne højtider, for at det specielt
skulle være den kristne Gud til spot og spe. Tidsrammen er fra midnat til
hanegal.

Sabbatten
holdtes som regel på en bjergtop. Fra gammel tid har man i mange kulturer
forestillet sig, at dæmoners yndede tilholdssted var bjergegne. De mest berømte
hekse tilholdssteder var Brocken eller Bloksbjerg i Harzen. Efterhånden blev
dette Bloksbjerg et begreb. Man talte om, at heksene fløj til Bloksbjerg, når
de drog til sabbat, ligegyldigt hvor mødestedet var.

I
heksenes bekendelser finder vi også sabbatterne henlagt til korsveje og
kirkegårde. Kirkegårdene er vel med på grund af det makabre ved at feste et
sådant sted, korsvejen er som bjergtoppen et urgammelt tilholdssted for
dæmoner. Det er ikke det kristne korstegn, der gemmer sig bag ved dette.
Korsvejen som tilholdssted for mørkets magter går meget længere tilbage end
kristendommen.

Ride
redskaber

Heksene
red gennem luften til sabbat, set ud fra bekendelserne kunne de ride på næsten
hvad som helst. På kontinentet er det oftest riskosten, der er det foretrukne
transportmiddel. I dag er den blevet heksens faste attribut, ligegyldigt om man
møder hende  i brugsen eller som reklame for
sølvpudsecreme og undertøj. Også fra kontinentet finder man en del samtidsstik,
der viser heksen på rejse. De sidder som regel alle på kosten med kvasten
fremad, og ofte vender de ryggen til fartretningen. Man vil nok vide, at i alle
moderne fremstillinger af heksen vender hendes kost med kvasten bad ud, som om
hun red på en slag kæp hest.

Det
er dog ikke riskosten, der har været det foretrukne rejse redskab i de norske
procesakter. Dette ride redskab ser ud til først at have slået igennem i den
mundtlige tradition fra 1800-tallet og fremefter. I de norske retssager rides
der som regel på levende væsener, som regel på dyr. Det ser ud som om at det
foretrukne rejsemiddel har været ulven, men også hesten træffer vi.


kontinentet fortæller heksene under diverse rettergange, at de smøre der, de
rider på, med en salve, som djævelen giver dem, efter at de har sluttet pagt
med ham (se heksesalve). Desuden bruger de som regel magiske ord, en rejse
formel som var meget enkel: Op, ud og frem", Op og ud til Bloksbjerg" eller
lignende, og så går det i susende fart udover mod sabbat.

Djævelen

Den
djævel som vi møder i bekendelserne på kontinentet er uhyggelig og grotesk. Det
mørke og blege, det sorte og røde karakteriserer ham. Man forsyner ham ofte med
stråleglans, ligesom han er forsynet med syriske attributter som kløer, horn,
hale, klove og loddenhed.

Kirkens
propaganda mod ham har tydeligvis gjort sit til at forme det enkelte menneskes
opfattelse af denne dæmon. Rædslen for ham slår imod os i heksenes bekendelser
om deres forhold til ham.

Homagium
og djævlepagt

(Novicer
bliver taget i ed – forsværger sin kristne tro)

Når
sabbatsgæsterne er samlet, optræder Djævelen på arenaen. Alle kaster sig til
jorden og tilbeder ham, hylder ham som deres mester og Gud. De gamle hekse
gentager den pagt, som de engang har svoret, og de novicer, som for første gang
er på sabbat, bliver taget i ed (homagium). I Europa ser ud som om man har haft
stærke forestillinger om et forhold Djævelen og heksene imellem, der mest
ligner et lensherre/vasal forhold.

Ved
indgåelse af djævelpagt forsværger heksen sin kristne tro. Hun lover Djævelen
sin sjæl og krop, og at hun skal gøre hvad hun kan, for at gøre så meget ondt
som muligt for at skade den kristne menighed, og forsøge at hverve så mange nye
medlemmer som muligt til heksesekten. Til gengæld lover Djævelen hende rigdom,
ære og held i hendes jordiske liv. Han giver hende et smørehorn med heksesalve,
så hun har mulighed for at komme til sabbat og en lille smådjævel, som hun skal
bruge i sit onde virke.

At
man virkelig har forestillet sig, at man kunne slutte en konkret pagt med
Djævelen, der enten gjaldt for hele livet eller for et vist åremål, viser de
små blodige lapper, som man har fundet, ofte stukket ind i kirkedøren eller
denne lås. Fra Norge kendes kun et eksempel på forskrivning til Djævelen. Den
er i 1705 indberettet til biskop Nils Randulf af præsten Christen Nilssøn
Weinwich. Det var en korporal under Voss kompagni, der havde forskrevet sig til
Djævelen, men forskrivelsen var ikke lykkedes. I hvert fald havde Djævelen ikke
taget imod papir lappen. Den blev fundet og over leveret til korporalens
kaptajn, der så bragte synderen til præsten. På lappen stod der således at
læse:

"Jeg
hilser dig min herre og Gud Satan, at jeg vil være dig huld og tro og give dig
min sjæl og krop, dersom du vil give mig 300 rigsdaler og det i atten år. Når
de atten år er ude, da kan du tage mig længe nok til dig. Herpå er jeg
begjærdende, at du vil skrive mig et ord til igen derom i morgen, så vil jeg
give mig ind i din vold. Johannes Geremiæssøn egen hånd".

I
indberetningen til bispen udtrykker præsten sin glæde over at synden ikke var
fuldbyrdet, hvad korporalen har bekendt og hvilket præsten også slutter af, at
den onde ikke har åbenbaret sig og taget seddelen.

Stigma
diabolicum

Når
en heks har sluttet pagt med Djævelen, mærker han hende med sit stigma
diabolicum. Han rækker sin hånd ud og rører ved heksen. Det er forskelligt fra
sag til sag, hvor Djævelen sætter sit mærke , men ofte er det på venstre side
af kroppen. Venstre side er den onde side i folketroen. Det er en almindelig
folkelig forestilling, at der hvor Djævelen rørte ved heksen, blev der en
følelsesløs, undertiden blodløs plet. Dette har spillet en afgørende rolle som
bevæggrund for den såkaldte nåleprøve. Havde den anklagede lidt mærkelige
pletter på kroppen af helt naturlig karakter, så blev disse ofte udlagt som et
stigma diabolicum. Det hænder også, at heksen uopfordret viser retten et mærke,
som hun hævder er et djævelmærke.

Den
sorte messe

Efter
pagtindgåelse følger den sorte messe. Denne har den kristne messe som
forbillede, men alt udføres så blasfemisk som muligt og med satan som guddom og
kulturcentrum. Han går på prædikestolen og holder prædiken for sin
heksemenighed, formaner den smukt, at vedblive at gøre så meget ondt som muligt
og holde fast ved, at de har forsvoret deres kristne tro. Han påpeger, at det
ikke er ganske forbudt at gå til de kristne messer og til Herrens bord, når man
blot har den rette onde indstilling, dvs. at man under messen skal sidde og
forbande den kristne gud og hans lære, og går man til naveren, skal det være
for at få nadverbrødet med sig hjem, så man kan bringe det til Djævelen ved
næste sabbat. Dette brød mente man Djævelen brugte til at gøre ondt med.

I
den sorte messe kan indgå dåb, nadver og ofring. Mønsteret er stadig den
kristne messe, men de midler, man bruger under den "hellige" handling, har
taget farve af det djævelske, groteske. Der er f. eks. Ikke tale om at man
bliver dødt i vand, men i svovl, salt eller blod. Hostien er sort og sej som en
skosål og kalken er bitter og ilde smagende.

Det
er som regel naturalier, heksene ofre til Djævelen, men i den sidste tid med
processerne også penge.

Man
høre også, at Djævelen tager sine hekse i skrifte. Det er de som har ladet
deres fordums gode sind løbe af med sig og gjort noget godt.

Undertiden
synes man at have haft forestillinger om, at heksene skulle aflægge en slags
rapport til Djævelen om, hvad ondt de havde bedrevet siden sidst og hvis dette
onde ikke tilfredsstillede Djævelens krav, blev de straffet korporligt.

Måltid

Efter
den sorte messe følger den mere muntre del af sabbatten. Man sætter sig til
Djævelens bord og spiser og drikker. Vi kan ud fra det kontinentale materiale
skelne mellem to hovedformer for beskrivelser af dette måltid. Det kan
beskrives som overdådigt med alle de lækre retter, som fattigfolk meget
sjældent så, men som de må have fantaseret om over grøden og det tørre brød,
som var hverdagskosten. Så kan det også skildres som en samling af uhumskheder,
slim, snegle, indvolde, ekskrementer og ikke at forglemmer de spæde børn, som
var en af heksenes yndlingsspiser efter folks udsagn at dømme.

Den
første form for måltid passer øjensynligt dårligt ind i forfølgerens billedbog.
En sådan beskrivelse af bordets glæder kunne muligvis friste svage sjæle til at
forsøge at få del i dem. Derfor finder vi ofte, at heksen må indrømme, at
ganske vist var det dejlig mad, Djævelen serverede, men det var kun et
skindmåltid. Man rejse sig lige så sulten som man satte sig.

Undertiden
fortæller heksene, at maden ikke smagte af noget, fordi der ikke fandtes salt
på Djævelens bord. Der var fordi salt var helligt i den katolske kirke. Men der
er ingen form for logik i heksebekendelserne, hverken fra heksenes eller den
dømmende myndighedsside. Man skal derfor ikke forundres over, at der sommetider
bruges salt til heksenes dåb, eller at de ellers bekender, at de håner, alt
hvad der er helligt.

Med
hensyn til beskyldningen om at spise spædbørn, så er denne tanke ikke af ny
dato. Den blev først rettet mod de første kristne, mod tempelherrerne, gennem
tiderne mod jøderne, ja myten dukkede også op under anden verdenskrig. Da
beskyldte nazisterne frimurerne for at spise børn på deres lukkede møder.

Det
var jo ikke muligt for de offentlige myndigheder at kontrollere disse
sabbatter, som heksene bekendte, at de havde været med til. Ville man være med
måtte man jo forskrive sig til Djævelen, og det var der vel ingen der havde
lyst til, selv ikke for fædrelandets skyld. Det gælder for både kristne,
tempelherrerne og frimurerne, at de holdt lukkede møder, som det var vanskeligt
at kontrollere. Det var selvfølgelig en torn i øjet på samfundet, at man på den
måde undgik kontrol. Samtidige kunne enhver jo gisne om hvorfor man holdt
lukkede møder og derfra er det jo ikke langt til beskydninger om kannibalisme.

Malleus
Maleficarum hævder, at heksene spiser børn, noget som selvfølgelig skaber
lynchstemning hos alle forældre. Som bevis tager bogens forfattere en heks´
bekendelse. Hun fortæller, at heksene tog de børn, der ikke var korset eller
bedt over og bragte dem med til sabbat. Man kunne også, for bedre at skjule sit
skumle forehavende sørge for at forældrene lagde børnene ihjel, noget som
muligvis slet ikke har været sjælden i de overfyldte sengesteder. Når de små så
var anbragt i kapellet eller i graven, kunne man stjæle dem herfra. PÅ
sabbatten blev de, som ikke blev spist, brugt til at koge heksesalve af.

Ofte
står de kontinentale hekse anklaget for at have dræbt deres egne børn og ført
dem med sig til sabbat.

Det
formodentlig også på grund af deres store kontakt med spæde, ubeskyttede børn,
at jordemødre specielt fik rettet mistanken for trolddom mod sig. På den anden
side kan man også tænke sig, at disse kvinder, som gang på gang assisterede ved
fødsler og ved sygdomme i det hele taget kunne lidt af hvert.

Dansen

Efter
måltidet gik dansen.  Djævelen kunne have
sit eget orkester bestående af hekse og smådjævle, men han kunne også selv
underholde sine gæste med sit spil. Undertiden synger heksene også til, når de trådte
en dans. Jævnt over i Europa har man været enige om, at der blev spillet og
danset på heksesabbatterne. Når inkvisitorerne har spurgt, om heksene dansende
med djævelen og med hinanden og de herre smådjævle, har de fået et bekræftende
svar. Men et er at få et menneske til at sige et ja under pres eller tvang,
noget andet er at få det til at give en detaljeret beskrivelse af, hvordan
denne fiktive dans har foregået, hvorledes man dansede, hvad man sang, hvad der
blev spille osv. Op lysningerne om dette er da også meget mangelfulde i akt
materialet.

Dansen
beskrives som pardans eller kædedans. Ofte kommer det normale bagvendt ind,
eller muligvis var det bare det groteske, fordi det er hops Djævelen at det
foregår, man dansede med ryggen mod hinanden eller med ryggen mod midten. Det
var ikke nogen smuk dans som udtrykte nogen form for livsglæde, som vi kender
dansen. Musikinstrumenterne var derimod de kendte, fløjte, tromme, trompet,
harpe osv. – men kunne også være af mere uhyggelig art, lavet af kranier eller
knogler af forskellig art.

Får
vi detaljerne, aner man klart toturen i baggrunden.

Hvorledes
man pressede de stakkels hekse til at forsøge at huske hvad der var foregået,
kan vi lade en skotsk proces tjene som eksempel på.

Fra
tidligere i denne beretning kender vi Jakob den Sjette, som måtte hente sin
Anna i Oslo, p.g.a. hekseri i Norge kunne hun ikke komme over til ham. Han var
svoger med Christian IV og sammen var de berømte heksejægere og de var begge
besjælet af ideen om at få renset deres lande mest muligt for hekse og
trolddom. De drev begge forskning i marken og optrådte begge i torturkamrene
for at få heksenes misgerninger så friske som muligt. Som ung ledede Jakob den
Sjette i Skotland en stor heksejagt, der varede fra 1590 til 1592 og som indviklede
en række personer i anklager for trolddom.

Masseprocessen
fandt sted i North Berwick. Hele miseren begyndte med, at man fik mistanke til
en ung pige ved navn Geillis Duncan, der synes at have haft evner som "klog
kone", idet hun forstod at lindre alle slags smerte og sygdomme. Hendes
husbond, der var amtmand i byen, torturerede hende uden nogen som helst ret,
men det lykkedes ham ikke at få hende til at bekende noget. Da han til sidst
ved at stikke hende fandt en følelsesløs plet på hendes bryst, som han udlagde
som et stigma diabolicum, brød hun samme og tilstod alt hvad hendes plageånder
ville have hende til at tilstå.

Hun
blev overgivet til de verdslige myndigheder og i fængslet fortsatte torturen og
hun blev tvungen til at angive en række medskyldige, bl.a. en ærværdig gammel
kone, Agnes Sampson. Denne fru Sampson lod Jakob meget ihærdigt afhøre.
Hårdnakket holdt hun stand mod torturen, men måtte til sidst give op og
fortælle, hvad den  videbegærlige Jakob ønskede.

Hun
må have været en klog kvinde. Hun var klar over, at slaget var tabt, men hun må
have ment, at der var tid at vinde. Hun lod nu, som om hun var meget
velbevandret i heksevæsen, og Jakob den sjette blev begejstret for denne kilde
til ny viden. Agnes lod som om, hun var samarbejdsvillig, men forsøgte at
trække tiden ud. Nu nøjedes Jakob ikke med den forklaring hun gav, at hun med
90 kvinder og 6 mænd havde danset rundt om kirken i North Berwick og bagefter
havde kysset Djævelen i mandsskikkelse i retum inde i kirken. Han ville også
have at vide, hvad de havde sunget til dansen. Den vise, som fru Sampson
bekendte var nærmest kun en børnesang, som hun måtte opfinde teksten lød: Gå
foran mig du, og vil du ikke, så lad mig gå foran" gentaget i en uendelighed af
disse Djævelens håndlangere, mens de dansede rundt om kirken. Melodien hævdede
hun dig at hun ikke kunne huske. Efter hendes forslag blev så den unge Geillis
Duncan hentet, da hun var udlagt som den der anførte dansen. Til Kong Jacob
fryd blæste så Geillis på sin lille trompet den melodi heksene havde danset
efter.

Agnes
Sampson blev en så uvurderlig kilde til Jakobs indblik i dæmonverdenen, at han
i sin kongelige nåde lod hende benåde til at blive hængt, før hun blev brændt.

Seksuelt
samkvem

Under
og efter dansen benytter Djævelen og hans smådjævle sig af deres ret til
heksene. Djævelen har kønsligt samkvem med alle, ligegyldigt af hvilket køn.
Hans favntag beskrives som ubehageligt. Coitus med ham er koldt og ofte
smertefuldt. Her er altså ikke tale om elskovsglæder, et begreb, som den tids
kvinder knapt nok kendte til.

Hele
festivalen kulminere i et seksuelt orgie, hvor man har kønslig omgang med alle
og enhver uden hensyn til alder, køn eller slægtsbånd. Bekendelser om den slags
orgier gjorde nok mere indtryk på menigmand dengang, end sådanne beretninger
ville have gjort i en retssal i dag. Det satte sindene i kog og hidsede
stemningen endnu mere op imod heksene og det passede i hekseforfølgernes kram.

Den
lille hjælpe djævel, heksen fik tildelt af Djævelen, når hun havde sluttet pagt
med ham, er hendes faste kavaler på sabbatten. Selv om Djævelen kan gøre krav
på heksen når som helst, er det også smådjævlen, der opfylder sin herres
forpligtigelser i det daglige. Man har efter heksenes bekendelse at dømme
alligevel været i tvivl om, hvorvidt Djævelen kunne have fast kontakt med alle
sine hekse dag ud og dag ind, til trods for at han på kontinentet skildres som
den mandlige potens an sich.