Bossekop Handelssted & Marked

Bossekop Handelssted & Marked

 

Fra Talvik er der kun 1½ mils (1 mil = 10 km.) vej indover
den stille Altafjorden til handelsstedet og markedspladsen Bossekop. Mens
Talvik er et norsk navn, som minder os om at vi her møder de første udløbere af
fyrreskove, er navnet Bossekop lappisk og betyder "Kvalbukta (hvalbugten)" Stedet
har også en god og brugbar havn i sin åbne bugt mod nord, hvor midnatssolen
vælter ind over fjorden. Handelsstedet Bossekop er
grundlagt af Andreas Nørager, tidligere assistent ved Talvik handel, og søn af
købmand Peder Andersen Nørager og Anne Martha Øderup på Loppa. Han fik
gæstgiverbevilling på Bossekop 30. april 1791, mod 1 rdl. årlig afgift.
Skovregnskaberne fortæller at han de følgende år fik udleveret store mængder
tømmer og andre materialer til hus bygning og både. Skjøldebrands billede fra
1799 viser at der allerede dengang var en stor hovedbygning på stedet, men den
brændte i 1811. I 1795 fik Nørager leveret materialer til en tendring (lille
skude) og i 1805 til endnu en. Foruden Bossekop ejede han enge og markområderne
Kjos, Berge, Storeide, Rundgård, Gjerde, Østhalsen og Riverbugt vest.
Gæstgiverafgiften blev ved en ny bevilling af 13. november 1802 øget til 10 rdl.

Andreas Nørager drev allerede fra
første færd en betydelig handel, sendte fiskevare til København, købte
skinvarer fra Senja og solgte videre til russerne Handelen må tidlig have taget
et stort omfang og ved folketællingen 1801 var der på handelsstedet bosat 21
personer.

Amtmand Ole Hannibal Sommerfeldt
har i sin Finmarkbeskrivelse fra ca. 1798 om markedshandelen på denne tid.
Eneste lovlige marked var dengang Alta, hvor Sommerfeldt selv boede og kunne
iagttage handelen på nært hold: "Til Finmarken nedkommer hver vinter i februar
fra fjeldene med rensdyr borgerne fra Torneå i Sverige, og medbringer brugbar
stangjern, gryder og rifler, rævesakse, låse, dørbeslag, økser, jernstolper,
øser, søm, og andet forarbejdet jernvare, forarbejdet kobber messing og tin,
tjære, hjul, kulørte linned tørklæder, et slags groft vadmel kaldet hårs, som
fjeld finnerne bruger til deres telte, samt andet små kram. Disse varer
borttusker de almindeligvis hos købmændene i Finmarken mod tørret torsk og sei,
saltet laks og kveite (helleflynder), renskind, uld og uldtæpper, ræve, ulve og
bjørneskind. Det skal bemærkes at svenskerne modtager fikseprodukterne uden at
veje eller sortere dem, og da de normalt solgte deres jernvarer for billige
penge, anser man den svenske handel som ganske fordelagtig for Finmarken.

Købmændene i Finmarken leverer
desuden i november og december måned frossen torsk, kveite og uer (rødfisk) til
markedet ved Kingis jernværk i Tornå-Lappmark, og sælger dem med fordel.

Denne handelen får vi også bekræftet gennem fogedregnskabets lister over udført fisk.

Eksempelvis solgte
assistent Nørager fra Talvik handel i 1785 til de svenske borgere 252 våger
gråsej (våg = gl. vægtenhed ca. 18 kg.) og 6 våger lange, og senere som
handelsmand på Bossekop 1791 leverede han 150 våger råskjær (tørret torsk
skåret på langs og sat ammen ved halen) og hele 630 våger sej. Året efter
solgte købmand Dam på Tana handel 100 våger råskjær til svenske borgere og
købte igen laks af den svenske almue. Og i Vardø – Vadsø takterne, hvor
Varangermarkedet nu var ophævet, blev der stadig leveret fisk til det svenske marked.

Hovedmarkedet i Alta var stadig
det vigtigste også på 1800 tallet. Det medførte en konservatisme i det gamle
spor, også efter at andre vedtag var besluttet. Således skriver Rode fra sin
præstetid 1826 – 34, at de offentlige markeder mere eksistere på papiret end i
virkeligheden. Efter almanakken skulle der holdes marked på Elvebakken i Alta
hvert år i marts måned, men dette marked så man ingenting til. Derimod
fortsatte det, som fra arilds tid havde være sædvane, fjeldfinnerne fra
Kautokeino og Karasjok ved vinterens begyndelse, normalt i november, kom ned
til Alta, og hos de der boende kvener (finner indvandret i  Norge) og almuen fra tilstødende distrikter
at tiltuske sig uld vadmel og andre vare i bytte for renkød. Men, siger han
"også denne sædvane synes i senere tider at have aftaget, efterhånden som
brændevinsudskænkningen er blevet indskrænket". Det var utvivlsom fra ældre tid
at Bossekop, var det naturlige samlingspunkt. Allerede i 1744 bemærker
Schnitler om Bossekop at " norske kvener og finner, som boede i skove og på
fjeldet, havde deres egne små salgsboder". Stedet lå bekvemt som knudepunkt for
trafikken mellem hav og indland. Men konsekvensen af dette blev først taget da
markedet ved kongelig resolution af 17. august 1844 blev flyttet fra Elvebakken
til Bossekop. Markedet blev nu holdt to gange om året, et høstmarked  november og et vårmarked i marts. Alle disse
stævner i Finmark måtte lægges på en tid hvor man kunne have fuld udnyttelse af
vinterføret.

Allerede de første ti år tog Bossekop markedet sig godt på vej i udviklingen. Amtmanden skrev i 855 at
markedet i de senere år havde været meget godt besøgt. Det som især blev omsat
af vare fra fjeldet var rensdyr skind, rensdyr kød og vildt, især ryper,
desuden fjer og smør. På den anden side blev der solgt manufaktur og
kolonialvarer, særlig sukker og kaffe, og i de sidste årene også mel og gryn.
Det var dengang især købmænd fra Hammerfest som handlede på markedet.

Senere blev tiden forandret noget
for høstmarkedet, som nu blev holdt i begyndelsen af december, mens vårmarkedet
stadig var i marts. Det første marked søgtes af begge parter for at skaffe
det  vinterforråd som var nødvendigt, og
ikke mindst for juleindkøbene Til vårmarkedet kom de bedste vinterskind af
rensdyr og vildt. Omsætningen i senere tid var især koncentreret omkring
rensdyr og produkter derfra, vidt, smør og færdige skindvarer om pelse og
handsker. Den anden vej var det især klæder, kolonial og en del fiskeprodukter
som blev solgt. Kendte firmaer i Hammerfest og Tromsø havde sine faste
handelsboder på markedspladsen, handelsmænd fra udstederne i Finmark og Nord
Troms mødte op og der kom handelsmænd langvejs fra i Sverige og Finland.
Omsætningen på Bossekop marked var i årene lige efter 1900 beregnet til ca. kr.
50.000 på vårmarkedet og ca. 64.000 på høstmarkedet.

Markedspladsen på Bossekop er som
en hel landsby, med handelsboder og andre huse på rad og række, kun et lille
stykke øst for den lokale handelsmands bygninger. Uden for sæsonen står boderne
i månedsvis låst og lukket med lem for vinduerne. Men når markedsdagene nærmer
sig bliver der liv i de tilsneede boder og "gaderne" på markedspladsen. Ude på
havnen kommer der fartøjer fulde af handelsmænd, betjente og købmandsvarer.
Jekter og tendringer, bomsejlere og i senere tid dampskibe, som kastede anker
eller lagde til kaj. Oppe i boderne bliver dørene slået op. Lem fjernet fra
vinduerne og flaget blev hejst. Så trilles og køres varerne fra søen, store
kasser, tønder og fad, brændevinstønder og rom-ankre. Alt er rede til at tage
imod fjeldalmuen.

Oppe fra bakkerne og skoven høres
høje og glade råb, hundene glammer, og snart svinger de første raidene
(sammenbundne række af rensdyr og slæder) med rensdyr og pulke i rad og række
ned mod markedspladsen. Tilkørselen kunne forme sig som det ren kapløb om at
komme først. Fjeldfinnerne og deres koner i pragtfulde skinpelse, med farverige
huer og glitrede sølvstads, væltede ud på pladsen under velkomsthilsen og
gensynsglæde. De helt udkørte rensdyr lagde sig ned mellem køretøjerne,
som  er fuld lastet med bjerge af skind
og slagtervarer. Så søger hver og en af finnerne sin købmand og snart er
markedshandelen i fuld gang.

Det er et ejendommeligt liv som
udfolder sig her mellem de grå tømmer boder. En hærskare af mennesker strømmer
til, dels for at handle, dels for bare at høre og se. Her tales en blanding af
alle tre tungemål, norsk, svensk og finsk. Men det vigtigste er at man forstår
hverandre.

Imens går handelen sin gang i
boderne. Der tales pruttes, vejes og købes. Og i på den tid var det tilladt, at
tørstige sjæle fik sig en dram, måske også en over tørste. Men hvem kunne laste
finnerne for dette. Markedet var jo deres store fest, den som både mænd og
kvinder havde set frem til med længsel, mens de sad  teltene inde på vidderne og samlede og syede
alle de smukke skind og skinvarerne som de kunne faldbyde. Derfor havde de
taget deres bedste tøj på og sin bedste stads, og gik stolte og selvbevidste
omkring, disse fjeldets frie børn med gode gamle slægtsnavne, bærere af
viddernes urgamle traditioner.

Som handelsbetjent finder vi her i 1801 Henri Henchel,
senere købmand i Kvalsund. Nørager var gift med Helle Christine Hagerup Irgens,
datter af Chritian Fredrik Irgens i Holtålen. Sammen med forældre og søskende
havde hun i flere år boet hos post Johannes Irgens i Tromsø, og var vel her
blevet kendt med Nørager. Af deres ørn blev to døtre gift med købmænd ( se
Jupvik og Hammerfest). Sønnen Peter Andreas blev postekspeditør, og Christian
Fredrik kom til København, hvor han arvede sin morbrors bogtrykkeri.

Nørager var selv blevet postekspeditør i Alta, og havde
hovedansvaret ved oprettelsen af Tornå-posten (fjeldposten). Den var besluttet
15. oktober 1799, men blev først sat i værk de følgende år. Nørager fik i 1802
godtgjort 70 rdl "til udgifters bestridelse med Tornå-postens indretning".
Nørager skulle efter sigende have været en dygtig havemand, men måske var det
en forveksling med han søn postfører Nørager, som det fortælles af Zetterstedt.
Nørager havde med sin hustru fået en del penge, som han forøgede gennem sine
driftige handler. Da han døde i 1811, efterlod han sig en formue på 2000 rdl.

Bossekop blev a overtaget af Henrich Henchel, men han
byttede det med Wilhelm Henric Klerck, søn af overkøbmand Eggert Klerck i
Talvik. Han havde hidtil været gæstgiver i Kvalsund, og var ved denne tid
kystværnschef for Finmark. Klerck fik gæstgiverbevilling på Bossekop 10.
september 1812, og drev stedet med den største dygtighed og fremgang. Han lev
gift 1809 med Dorothea Marie Møller Pedersen fra gården Strand i Kvefjord. De
fik 4 børn. Datteren Nana Sabina blev gift med konsul J. F. D. Mack i Tromsø,
og sønnen Magnus Klerck blev lensmand i Sørvaranger.

Om Klercks virke som kystværnschef i krigsårene, er omtalt
i afsnittet "Krigsårene 1807 – 1814". Gennem Capell Brokes beretning får vi et
levende indtryk af Klerck som en kraftig, virksom og jovial herre, som altid i
en snæver vending var sine venners ven. Hans dygtige hustru fulgte ham ofte på
rejserne, og sammen holdt de et stort og gæstfrit hus på Bossekop. Klerck var
repræsentant for Finmark på Stortinget i 1815-16, og mødte som første suppleant
i 1827. Han var medlem af flere komiteer og fremsatte vigtige forslag til nytte
for Finmark, om lægevæsen, om vinterposten, om kundgørelse af embeder her i
Nord osv. Efter et virksomt liv døde han i 1832.

Stedet blev da overtaget af enken, som drev handelen ved
en faktor. Efter fogedregnskabet svarede svigersønnen Mack afgiften, han havde
overtaget handelen ved kontrakt med mad. Klerck. Ved folketællingen 1865 var
Diedrik Nielsen fra Bergen bosat som faktor på stedet. Han var ugift, og havde
som husholderske enken Anna Dischingtun fra Tromsø. Der boede engang 27
personer i huset. Bossekop blev overtaget af firma Mack & Klerck i 1874 og
i 1892 solgt til den tidligere faktor Diedrik Nielsen, som på den bedste måde
første stedets gamle traditioner videre. Fra ham er det i 1917 gået over til
sønnen Johan L. Nielsen, som fremdeles ejer stedet i 1942.

På Bossekop er meget bevaret af den gamle bebyggelse.
Etagehuset er en stor toetagers tømmerbygning med stående planker. Det må være
genopført efter branden i 1811, muligvis med benyttelse af ældre detaljer.
Facaden mod havet er symmetrisk udformet, og har i midten en portal med
dekoreret topstykke – et urnemønster i Louis-seize-stil. Det store toetagers
stabur af faldhugget tømmer har sidevægge som er uhængende øverst og springer
frem i gavlene. Disse har døre i begge højde som er lagt i sildebensmønster.

 

Bossekop old

 

bossekop

 

bossekop 2

 

Bossekop markedsliv

 

Bossekop Reinskind