Speculum Boreale CAP 3

CAP. 3.

Som Landet saa langt oc vidt udi Norden a) er situerit, saa

er dismindre offver Lufftens oc Climatens foranderlighet oc

strænghed til sin tid oc maade at undris. Subtilige naturers

egenskab accorderer deris qvalitet ey meget, der landsens ind-

fødde-slegt oc art lufftens graviteter uden vanskelighed dis

bedre supporterer. Snee, Jis oc Kulde er paa disse stæder b)

Vinter, Waar, som Høst vanskelig nock, dog om vinteren offtere

aff begierlighed til folckes sundhed oc føde at conciliere, end

den milde och vaadagtige Taage-Luft, som sielden uden svaghed

affgaar, oc derhos giffver saa utryg een leilighed effter føden

baade til siøs som paa landet at efftersøge.

Klar luft giffver vinteren heldst; hvem som da med gode

fieldklæder uden huus, oc med brændeveed eller torff inden

dørre er forvaret, haffver ingen nød. Strænge vinde c) lader

sig saa vell ved disse pladzer som andenstæds fornemme. Dog

maa landet e j beskriffvis, saasom at kulden endelig maatte

være dets stadige proprium d), Ej heller Wind oc snee at vere

stædets ieffnlige plaisir, den falder deels aar seent nock, ja

hastig igien affgaar til mangens hielp imod vaaren; Ja neppe

falder nogen saison saa stræng, at io marck oc skoff snart

grønnis, saa Jorden e)... med deilige blomster ved S Johanni

tiider beklædis; lad være at sneen end seent bortgaar. Solens

heede giffver om sommeren derimod ej ringe krafft u d j jordens

fremvext, at end dels Madurter til fornødenhed for den lieb-

haffvende kand her døgtig som andenstæds u d j gode aaringer

fortbringis. Da taaler mand nock at blotte sig uden klæder,

oc naar heeden saa stærch indfalder, da høris store Tordenschral

oc bulder u d j lufften at bevægis, som offtest e j uden skade

affgaar. Oc endelig huad skader bondens fiskerij meere, end

som saadan Heede med anden Waadagtig Luft, t h j som Mache-

tidens egenskab vircker fisken suur, machedt oc beløben, som

vinterkulden, (helst for Østen,) den frosne oc foose; saa volder

schaaddeluften, (som mæst om sommeren som vaardagens tid

indfalder), at fisken mister sin gode farffve, oc deroffuer dis

mindre stimeris.

At erindre noget u d j særdelished, huorledis at tilstanden

Østen Kinner-odden er befunden, da haffvis ved den sydlige,

som Land-Wind, mæst got veyrligt. West, Norden oc Nordvest

giffver gierne om vinteren oc vaaren haart veyr. Mens Østen

oc Nordosten er de skarpeste haffvinde, som offteste foraarsager

uveyr m e d snee oc fog.

Om vaaren holder de Østlige vinde somme tid længe ud til

deels øgis med een schaadagtig-lufft, som tit ej videre end til

Kinnen avancerer, dog paa hin side med klart vejr sig anviser,

t h j West-Finmarchens-lufft synes offte aff sær foranderlighed,

imod den som Østen landet omsvæffver, huad aarsag end hver

custis paaløbende haffvande der u d j kand contribuere. Nock

a t forandringen fra Nordkinnen aff spørgis.

Om sommeren ventis Hafgule-vind f) østen Kinnen, fra

samme cant; vesten Kinnen følgis effter sørlandske maade.

Sydosten regierer tit e j aff mindre strænghed, haffvendis sin

stræckning til deels fra RysseCostens dybe fiorde oc vand.

Mens h u a d ! stærcke strømrøste ere offte for den søfarende

meere at befrøgte, end som stormen u d j sig selff ; thi for denne

kand seylet magis, mens for den andens farlige topsiøer oc

bølger, maa mangen baad forraskis, altskiønt at veyerliget falder

spag oc regierligt nocksom.

Wed Vinterens-tid, at solen under horizonten mistis, falder

hælst aff de dybe fiorde een tyck frostrøg, som dereffter sig

vidt offven vandet udbreeder; Da gielder det for fiskeren at

være haardfør udj kulde. Solens glands mistis almindelig sin

tid g) u d j Finmarchen, som derimod offverliuser ald horizonten

[96

vis tid om sommeren, dog ved diversitet effter stædernis situa-

tion oc danlighed u d j tilkomsten som affgang. Da stoolis paa

Maanens-Lius som dereffter dis bedre fremskinner, oc ved sin

tid ej heller nogen nedgang elsker.

Udj Wazø haffver ieg fornommet solens undergang ved Medio

Novembr. sig ræt at tildrage som dereffter fra aasiunen borte-

bliffver oc forskiulis intill d : 8 Ianuarÿ, eller dagen fast effter

Hellig 3 Kongers fæst, da soløyet offver horizonten erkiendis,

effter veyerligets medfør, u d j stæden at den u d j Wardø ved

Nytaarsdag sig aff haffvet reiser. Fra dag til dag avancerer den

siden udj sit stærcke løb oc fremgang, at mand end ved Vor

Frue-Tider in Martio ingen afdag meere u d j landet maa for-

nemme. Om Kaarsmisse seeis solens glands oc gang offver

biergene oc haffstranden at fremskride ved nat som dag, saa at

derved liden forskiell er at giøre, uden at solens heede oc glands

ved høyeste nat noget maatte mindris oc u d j farffven som dis

meere rødskinnig at parere, dog sligt maa nøye effterseeis;

Oc bliffver dens gang saaledis offven horizonten fremturendis

indtil den ved Olai tider mæst igien underdaler, oc algemachlig

sig om natten forskiuler.

Regen-Tiden falder dels aaringer heel mislig, ved tilkomsten

er den dog saare utryg, oc ey gierne endis uden ved des

skarpere stormvinde. De høsttider, som tilig udj Finmarchen

med snee oc kulde begynder, udløber til dis langvarigere slud

oc regn omsider, før vinteren Ræt træffer. Dog Mikirer sig

høstens tilkomst her som paa andre stæder, at løffvet ved den

mildere lufft end offte langt effter Michaeli kand staa baade

grynt oc vel stafferet.

 

Annotationer.

a) Saxo hist. Dan. lib. 5. — Sunt Finni Ultimi Septentrionis

populi (1). — Huorudj Paulus Diaconus sammenstæmmer saa

sigende: Schriphinÿ pop. Septentrionalis Scandinaviæ.

b) 2

Arebo Haxaemeron pag. 71. —

Dog ligger vell den snee for Norden Bierge lide

Oc paa de Fielde-kam, som falt i Noæ tide.

 

c) Idem. — Der Østen drager fra, did vil strax Westen giæste

Den Synden vil forsmaa, fuld vel tør Norden friste

De fire hofvedvær de hafve tienre mange

Som ei giør ringe larm, naar de for alvor prange.

98] d) Saaledis beskriffver Paulus Diaconus Finnernis vanschelige

   tilstand, naar hand saa mælder

Schriphinÿ pop. Septentrionalis Scandinaviæ perpetuis rigent

nivibus, carnibus ferarum crudis degunt, pellibusqve earundem

corpora sua contegunt.

1

Jfr. s. 80.

2 Anders Chr. Arøboe, Hexaemeron rhytmico-danicum, Kbh. 1661. Citatene

     er i Lilienskiolds egen rettskrivning.

Idem in exord. hist. Longob. — Huie loco ScritoFinni vicini

sunt, qvi etiam æstatis tempore nivibus non carent etc.

Magin. Geogr . — Terra hæc iniqvô est cælo, frigore dira

nec minus montibus ac præruptis saxis nemoribus atque sylvis

aspera etc.

 

e)   Udj dette tilfælde maa Arebo ihukommis pag: 85. -

Nu rinder schof af jord, nu gro de Enge grønne

Nu staar i sommer-flor Lysthafverne de schiønne

Jeg som forleden dag for Snee (i orig. vand) ey blifve kunde

Gaar nu i græs til knæ, oc mit i roosen-lunde.

 

 

f) Hafgul-Wind beschrifver os Arebo i saa maade (i orig. s. 70).

Mens det er uden tant, i Norge Tvende Winde

Fra det Stads-haf i Nord, sig aarlig lader finde.

Først kommer Hafgul frem, med Mayo warm oc blider,

Oc varer immer hen indtil Augusti tider.

Saa den af hafvet ind, Nordwest oc West til Norden

Engang (er værit got) huer dag blæs ind i fiorden

Io længer den opstaar, oc ud paa dagen triner,

Io stærchre gaar den an, oc scharp i tachel huiner,

To timer eller tre den ræt naturlig varer

Dog stundom hele sex, førend den slæt forfarer

Naar sool gaar biergegang, har Hafgul giort sin villie

Saa træder anden frem, om det ey blifver stille.

 

g) Nobilis observ. de Polis , — Terræ ijs subjacentes Noctem

diemqve Sex Mensium habere. - - - - -

Plin. lib. 2. c. 75 — Solstitij diebus accedente Sole propius

verticem Mundi, angusto Lucis atnbitu, subjecta terræ continuos

 

1. Paulus Diaconus, Historia Longobardorum, Lib. I, 5: På samme måte i be-

gyndelsen av Longobardernes historie: I nærheten av dette sted lever Scritofinni

som selv ved sommertid ikke slipper for sneen.

2. Den av Magini redigerte Ptolemæusutgave hadde stor utbredelse i 16. og

17. årh. som geografisk håndbok. Stedet finnes i tillegget (2. del), kap. IX,

i avsnittet om Scandinavia: Dette land er med sit ustadige vær, en fryktelig

kulde, og ikke mindre på grunn av fjell og bratte stup, hei og skog et barskt land.

3. Citat fra Becmann, 1. c., cap. I, XVII, s. 13 (utgaven av 1673): Bekjent er

denne iakttagelse angående polene: de land som ligger under dem har nat og

dag av seks måneders lengde.

4. Plinius, Historia naturalis (også citat fra Becmann, 1. c. s. 14): På sommer-

solhvervsdagene, da solen nærmer sig verdens isse og lysets omkrets (solens

omløpsbane) er snever, har de jordstrøk som ligger under den vedvarende dag i seks

måneder, og omvendt vedvarende natt, når den har fjernet sig til den korteste dag

(dvs. midtvinters). Pytheas fra Massilia har skrevet at dette treffer til på øen Thule.

 

 

habere dies Senis mensibus, noctesqve è diverso ad Brumam

remoto.   Quod fieri in Insula Thule, Pithias Massil. scripsit.

1

Derjmod slutter Becmannus pag. 15 — De semestri nocte vero

tantum abest, u t ita sentiamus, ut é contrario putemus, Si qvis

sub polo vivere possit, eum in perpetua luce versaturum. Ratio

est, qvia Æqvator in his locis horizontem stringit, atqvi maxima

Solis ab æqvat. distantia est 23 gr. 30 min. Totidem ergo gradibus

Sol ab horizonte horum locorum distabit, si remotissimus sit ab

ijs. Iam verò Crepusculorum duratio à plerisqve 19 grad. profun-

ditatis Solis sub Horizonte statuitur. Qvibus si qvatuor qvinqve,

vel plures gradus adjeceris, qvibus propter maximas refractiones

circa Polum Phænomena altius elevantur qvam revera sunt, plures

habebis vel totidem saltim gradus pro Crepusculo, qvot Sol ab

Horizonte ibi remotus est. Et per conseqv. perpetua luce ibi

frui licebit, si non splendida aut præsen tis solis, saltim dubia

et non omnino nulla, qvæ deindè eò magis augetur, qvò Sol à

Tropicis ad Æqvatorem propius accedit.

 

Becmann, 1. c. s. 14: Men ang. den seks måneders natt er vi så langt fra

enige deri, at vi tvertom må forestille os at en som kunde leve under polen

vilde befinne sig i stadig lys (dvs. ha lys hver dag?). Grunnen er den at ekvator

på disse steder streifer horisonten, skjønt den største solavstand fra ekvator

jo er 23 gr. 30 min. Solen vil altså være likeså mange grader fra disse steders

horisont, når den er lengst borte fra dem. Men nu settes demringslysets

varighet av de fleste lik en soldybde under horisonten på 19. grader. Om

du dertil føier 4 eller 5 eller flere grader, hvormed gjenstander (fenomener) på

grunn av den meget sterke lysbrytning rundt polen løftes høiere end de i virkelig-

heten er, får du flere eller i det minste like så mange grader for demringslyset

(tusmørket), som solen der er fjernet fra horisonten. Og følgelig vil man ha

vedvarende lys der; om det ikke er klart eller med solskinn, så er det i det

minste dempet lys, det er ikke helt borte; det tiltar derpå desto mere, jo mere

solen fra den sydlige vendekrets nærmer sig ekvator. (Becmann tar i sin frem-

stilling utgangspunkt i oldtidsgeografenes tanker om dagens og nattens varighet

i den nordlige sone og korrigerer dem ut fra senere observasjoner som bl. a.

viste at polarstjernen sees over horisonten enda 5—6 grader nord for ekvator.

Overvurderingen av refraksjonens styrke er fremgått av teoretiske refleksjoner

over dette forhold. Sbg.)