Speculum Boreale CAP 5

CAP. 5.

Efter stædernis leilighed falder den foranderlig. Thi altskiønt

at den reede handel nu mere sig offver det heele land hen-

stræcker, u d j den stæd at de fra saa lange tider tilforn Borgernis

forstræchning haffver vorit undergiffven, saa kand hielpen dog

for mangens sanfærdige armod dis nødigere saffnis. For bondens

vilkor møder dis besværligere anstød i dette haarde land, nu

baade at fiskeriet saa ulige til allis tarff i den Rede handling

fremgaar, som at fangsten e j heller altid paa flittigheden vil

ankomme, naar stormen vil raade. Med vitløfftige udgiffter

behæfftis end fischeren, som først aff fangsten udleedis, før sig

selff det ringeste til føden at haabe, end sige da Reede at betale.

Usigelig snart kand hand ved fiskeredskabets nødvendighed

bliffve schyldbunden, som dis flere anstød ved udyr oc strøm-

mens violence i haffvet kand tilfalde. Oc huad raad, om hand

da ey skulle noget betrois?

Kongernis Naade haffver derfor fra alders dis nidkierligere

til forsorgen blomstret, n u ved Kong Christophers høye anstalt

1444, som ved Kong F. 2 høyKongelig Mandat 1569. Noch

ved Kong C. 4 høye anstalt om almuens forsorg 1629. 33. 35.

38. alt ordentlig ved commercien indført. Som dernæst ved Kong

F. 3 høyKongl: naade 1648. Oc senere ved Kong C. 5. høy-

Kongelig befalningers krafft confirmerit 1681. -86 -87 -88. der end

forklarer straffen ved Motvillighed. Mens ved den Kongelig

befalning aff d : 9 Martÿ 1689 bleff den lade oc uflittigis føde

imod reede betalning noget nærmere restringerit, der at der

dog ved Octr: 10 punct 1687 vaar befalet at de forsømmelige

ey uden for it halfft aar skulde forsynes. Saaledis med alting be-

roede indtill at ved Octroy: 5 punct aff d : 16 Maÿ 1691 den reede

handel saa almindelig bleff introducerit, naar derom saa mældis:

— Skal herimod de Trafiqv: iche være forbunden til at for-

skaffe deris handelsfolck nogen visse Waar eller Høst-udreedning

videre end een hver effter handelsfolckets duelighed dennem

vil forstræcke, saa de, saa længe fischeriet ey mærchelig mis-

linger, oc det paa deris flittighed allene ankommer, ej uden

for rede betalning deris underholdning bør niude.

 

Disimedlertid saa haffver de dog den bæste skieffne, som for-

medelst deris C r e a t u r e r s tilhielp oc andre fordeelagtige vilkor,

dis mindre tiltrænger Meel-Tønden at indkiøbe end ved de

stæder, huor som hældst at fiskeriet falder meere vanskelig

som mislig, altskiønt at føden udaff haffvets frugter mæst skulle

kunde ventis. Derfor er intet vissere, end at io de bønder, som

effter offvensagde maade udj landsens gode oc fiskeriets offver-

flødighed præoriteris, nyder saa gode vilkor at bædre for dennem

ey u d j sørlandene maatte ventis. Thi at ansee en beholden

fiskeris tilstand u d j landet, huor magelig hand dog kand leffve.

Mange slags fiske, hver effter sin tid, er io for hans føde rigelig

nock, saa hand ej haffver fornøden med den suure at nøyes,

eller derudj behøffver andris tilførsell. Melch, Ost, Kiød, Uld

oc smør haffvis udaff qvæget, deraff bonden forstaar bæst sin

egen nøtte, uden at sielden noget till Kiøbmanden affhændis.

Hastig kommer mange ved Creaturenis saa stoore yngelsomhed

u d j velmagt, som oc mindre for hannem koster at underholde,

hvilchet offte giør mangen Lad Bonde dog beholden oc rig.

Meeltønden med andre behøffvelige varer føris io hannem

indtil stue-dørren, saa hand e j haffver fornøden det fra vide

stæder at søge, oc derpaa er Kiøbet tillige saa vel modererit

for fattig som Rig, at mand hverchen derudj kand bedaaris, eller

effter affvind forhøyes.

Dertilmed saa spisis bonden her udj landet mæst aff den Reene

Roug, som dog aldrig tilforn vaar udj mangens vane, før de hid-

kom, oc u d j den stæd at hand tilforne med sild oc hafre-suppe

maatte nøyes, tør mangens læckerhed nu meere saa høyt vere

opstegen, a t Meelet end offte maa udsigtis, før nogen suppe deraff

tilreedis. Øl oc BrændeWin kommer tiere u d j mangen fiskeris

mund u d j dette land, end Melchedrichen for mangen Bonde i Sør-

landene, ia mueligt, offtere er hand aff stærcke dricheWahrer svin-

fuld, end bonden ved andre stæder aff maadelig Øldrich læsket;

Oc vidis ey huor mange læster Øll mand vel her u d j landet

skulle fortære, om fiskeren ellers deraff kunde faa effter nøye.

Wel er det saa, at Finnerne ej mindre til dislige Drichevarer

ere tilbøyelige, mens sielden kommer de dertil, oc mediertid

nøyes de mæste tids med det klare vand. De veed oc paa

Meeltønden at spare, som den oc fast længer a t undbære;

Noch at deris tørre fisch u d j tranen maa neddyppis. En mad,

som dennem fast nydelig monne smage.

ReeneKiød giffver mangen spise, deraff de enten soddet ud-

dricker eller anden suppe tilreeder. Wandfischen er dem til

stoer hielp. Reenemelch oc Ost er de flæstis nydelighed, t h j

naar Osten ved ilden varmis, giffver den bæst smag. Madfisch

oc schaarqvæte staar u d j mangis behag; Oc bagis smaa Kager

aff Meelet til fornødenhed, som straxen paa gløderne steegis.

Moltebær kogis u d j grød ved sommerspisen, som a t Kræchebær

u d j mængden til vinteren opsamlis, deraff effter Finnebrug en

kostelig suppe tilReedis, naar Vand oc Meel tilsættis, huorimod

Nordmendene deris Mousing forfærdiger, som er en maade at

mand blander disse bær med koget fiske-leffver oc det saaledis

siden fortærer. Offven paa Maden sætter Finnen en drick vand,

huorfor oc vadsbøtten med snee oc vand staar saa jeffnt hos

hannem udj gammen. Derudj bestaar da ald Siøfinnens Kræsen-

hed, t h j naturen synes vell at haffve oplært dette folck baade

til meere sparsomhed, nøysomhed, ia till en mindre graadighed

opvant end som hos Nordmanden er at finde.

De Finner som til fields bosidder, haffver offte bædre skieffne

til føden ved fugle, dyr som fische-fangst som ieffnligere fore-

falder. Fisk oc Kiød stegis mod ilden paa en pin, oc aff furren

skaffver de den inderste saf aff som de enten saa Raa fortærer

til een angenem smag, eller at den udi smaa støcker sønder-

skieris oc med Meel u d j vand ankogis. En deel indsluger strand-

madichen til anskuerens væmmelse, saa fuel at den end aff

sanden opgraffvis.

Finnens arbeide er at Koge, mens Akens derimod at sye oc

bestiche klæder oc dislige huusens nødvendighed. Udj alminde-

lighed ihukommer endoc Finnen mere sin redebon hed gielden

at betale end Normanden, huorfor mand oc meere udj betroelsen

paa hanem billigens maa reflectere.

Stoer skyld bant Normanden, da Kiøbmanden till forstræckning

vaar forbunden. Nu at den ældste skyld staar tilbage, oc de for

skat oc leding ere befriede, giffver de flæste, som det siunis, sig

mæst tanche om bug-sorgen oc huorledis maffven som offtest

kand fyldis.

Er GraaKuften paa andre stæder Bondens bæste klædebon

oc zirat, mens neppe faar nogen Normand fast røgen aff

Finmarchen, før end at hand forlæckrer sig paa Lybschgraa,

Firlot, WaarKlæde oc dislige sorter som dyrere vill udfalde, saa

at Dragten for Mand eller Qvinde ej mere paa nogen bondeviis

udkommer. Mens mindre anvendt, mindre schyldbunden. Got

og bløt vil den derhos ligge, som noget meere formaaer.        

Finnen nøyes med sin pietsch om vinteren, om den end paa

det nøgne liff maa bæris med anrørende lappebuxer oc comager,

1 2

som inden till med noget lidet tør sin (1) for kulden skyld bevaris (2) ,

uden schiorte, eller anden hoffvedzirat, videre end en liden

klædis hue aff røt, grønt eller blaat Klæde, hvilche farffver de

helst elsker, eller oc med it ombundet klæde eller linnet offver

hoffvedet naar vinterReisen u d j snee oc fog forrættis; hvilchet

hoffvedplag Fieldhætter benæffnis.

3

Om vaaren, at fiskeriet brugis, nøtter de sine sichenstacher(3) ,

boxer som de sig selff tilreeder aff deris udbrugte pietsker som

liggeskind, foruden at deris comager aff barchede ko-huder

forfærdigis, i den stæd at de om vinteren aff Reensdyrenis

lodne pande som beens-schin sammen virckis.

 

1Sennegress.

2 utfores, »var» — trekk, betrekk.

3vel »sistekak», bellinger.

 

 

Mens om sommeren klædis Finnerne zierligst u d j huide Wand-

mele eller oc afffarffvede klædis Kiortele oc boxer effter vil-

korens tilstand, som undertiden u d j sømmene med anden

farffved klæde udgiort oc neden till med listen udziret. Med

it tinslagen bælte omgyrte[r] hand liffvet, huor u d j en flad tin-

stucken (1) tasche eller pung er anhæfftet, der Finnens liggende

fæ aff penge, ildjern, hornschee ia end offte Tobach-bitten saa

sober bevaris. Næst derved affhænger hans Knif oc Naalehuus. Oc

sielden seeis nogen Fin, der io bag u d j sit omgyrtede bælte(ej?)

er forsiunet med it lidet støcke snøre, som hand hastelig veed

at gribe til udj fornødenheds tilfælde paa sin vey. Paa enden

de

aff bæltet hænger geemeenlig 2 Messing-ringe mere til stadz

end nogen nøtte. Deels Finner binder smaa messingKieder om

armen, u d j haab pinen u d j Lemmerne dermed at fordriffve.

Peber oc Ingefer elsker de oc meget imod anstød som oc

Rosenvand for øyene huor bekommis kand.

F i n n e - Q v i n d f o l c h e t s d r a g t om vinteren bestaar u d j lodne

souveskinds Kiorteler for varmens skyld. Deris mæste klædedragt

om sommeren derimod er nogle vanmels habit, mens til stads

brugis afffarffvede Klædis Kiorteler, som offven om halsen

sampt fremmen need ad brystet med it andet slags klæde

beleggis. Ellers drages en Rynchede klædis-dragt, huor skiørtet

til offverdeelen er fasthæfftet, oc med en foranderlig farfvis

Klædelap bag ad halsen udstafferit. Wed deris bælte affhænger

store oc smaa MessingRinge med sy oc naalehuus til zirath,

saa io mere aff dislige mand formaar at bære, io ypperligere

holdis det, oc klingrer vel u d j denne stads at disse Ringers

sammenstød u d j fremgangen kand giffve dis stærckere Hud.

Hoffvedet omgyrter de med it hvidt linnen-klæde, som imod

nachen er tilsammen ryncket, oc fastbindis 2 gange om hoff-

vedet med it afffarffved baand. For u d j brøstet pryder de sig

med noget u-ægte glimrendis tøy, forgylte brystspange oc

Knapper, oc holdis deris fingre vell beringedt som noget for-

maar. De drager lange strømper aff alleslags affarfved Klæde

eller bay, som vit op ad laarene tilnaar oc for kulden anbindis,

mens neden till hæfftis den fast till foden ved Comagerbaandet,

saa hverchen snee eller kulde da kand hindre.

 

(1)Tinnbroderte tasker forekommer endda hos sydfinnerne. I Finnmark gikk tinn-

broderi av bruk i den første halvdel av 19. årh.

 

 

Saaledis er da mæst Finnernis stadige dragt uden videre prunch

oc hærlighed, derudj de dog offtest parerer baade næt oc vell.

     Deris S æ n g e - p r a g t bestaar u d j visse Reen-schind for reen-

ligheds skyld, som u d j nogle huide faare-schinds-Ryer, eller Uld-

græner, derunder de sig mest nøgen nedlegger, for varmen

til dels, som ordinari ellers u d j deris Gammer falder. Børnene

nedsvøbis udj en liden træ-vugge, fast udj danlighed at ansee

som it trug, den rullis op oc ned uden møye, mens ey til siden

effter Nordmands brug oc maade, Er ellers saa læt udarbeidet,

at qvinderne end samme, altskiønt barnet derudj ligger indsvøbt,

magelig kand med sig drage; Der oc u d j reisen paa Reensdyrets

side med behændigis, opkløffvis oc fortdragis. Lammeschind

med noget lidet understrød Mosse er barnets sødest leye; mens

strax at barnet bliffver noget gammelt, giffvis det buxer som

bag ere oben som for. Hver aften oc Morgen maa barnet saa

nøgen det er fød sættis ned u d j en Kiædel-Warmt Vand at badis

indtill halsen, oc det begynder de saa snart 8 dage er forløben.

Med forundring maa effterseis huor vel det lille Noor u d j [135

vandet sig nøyes, oc fra ald skraall ophører.

Foruden alt dette, saa er oc Finnen ved begge deele næt oc

varsom om deris klæder, oc naar kiørestaffven ickun haffvis

om vinteren u d j haanden, veed hand saa vell sine klæder at

affslaa for snee oc fog. Udj besønderlighed er at admirere den

varme som Finnen u d j sine skindklæder kand udstaa, saa det

synes naturen haffver lært dette folck mæst a t giøre sig nøtte aff

de bæster, de helst med omgaais. Ringe koster sligt klædebon, oc

arbeides dislige mest til fields huor Reenen u d j mængden falder,

ja folcket (er?) aff meere behændighed til saadant at forfærdige.

Dette saa vit Siøfinnernis tilstand egentlig vedrører. Field-som

Rysse-Finne-dragten haffver vel den almindelighed u d j mange

tilfælde med den offvenmælte som aff Siøfinnerne brugis, dog

nøttis den aff foranderlighed ved Qvindernis hoffvedzirathe oc

kjortelens bremming som ved disse sidste synes noget meere

u d j paraden a t erskinne, saasom dens linnet meget med silche oc

anden guldtraaarbeid, huor vell uægte, udstafferis. Deris Kiorteler

ned ad brøstet med sløyffer udbræmmis oc om halsen med Otter

eller Bæfuer-schind beleggis til zirlighed, alt effter figurens a n -

visning, som (se tavlen) offven staar. Med videre stads de i

ørnene(!) fører.