Speculum Boreale CAP 8
CAP. 8.
Det falder hos det Orientalsche folch u d j brug, at de gierne
imodtager som oc tilbagegiffver schenchage oc foræring. Paa
samme maade skeer det sielden, at nogen Fin kommer till sin
Øffrighed eller Kiøbmand hand io offteste effter formuen bær
noget u d j haanden med sig, nu u d j Ost oc Kiød, som med
Ryper, Faar, Vandfisk oc dislige til huusets fornødenhed. Wil
dog saadan skiench mæst vederleggis med øll, brændevin oc
andet huorved foræringen offte dyrt betalis.
Ryssen holder fast samme coustume ved en liden offert at
præsentere ved deris ankomst; Mens vill mand ansee gaffvens
egenskab, den bestaar som tiest udj it rundbagen groffbrød
som paa it rødt udmaaledt Træfad frembæris. Undertiden
præsenteris nogle faa Træ-scheer som effter Ryssens sædvane
enten findis offverfornitzede eller med nogen forgyldning ud-
zirede, somme tids oc vell Hønse-Æg, saltet Lax, Laxerogn,
Lærit oc dislige sorter som hvers leilighed kand tilsige. Foruden
Finnernis gaffmildhed ere de flæste aff en erlig h u m e u r imod
deris Øffrighed med ærbødig frøgt oc kierlighed, villig oc flitig
u d j deris slæb, huorimod de dog gierne vill roosis.
Jt folch som læt lader sig sige, mens dis meere sammenholdig,
huorfor oc Finnen gemeenlig det Mundhæld effterladis ved
en tings bekræfftelse a t têmoignere, a t hand sander strax sin
hosstaaende nations applaus ved det Raab oc tilspørsmaall: Er
det ey sant Byfolch, som da med hin anden i alle tilfælde
saaledis concluderer udj it ia-ord, det være sig til onde eller
gode, til krafft eller modstand.
Sielden inclinerer de till Tyffverie, undertiden vell till løs-
agtige bedriffter, skall derfor e j heller hin andens ondskab længe
fortie. Sparsommelig ere de, oc aff langt meere nøysomhed
end som hos Nordmændene kunde ventis. Oprigtig u d j med-
handling saa at mindre skade ved dennem end som hos Nord-
manden er at hændte. De elsker vel Drick, dog yppis sielden
u d j deris druckenskab træte oc klammer, langt heller fornøyer
de sig med deris finnemaal oc sang.
Deris sæde udløber paa den Orientaliske maade, kruckende
paa jorden, med knæerne u d j kaars offverlagt, eller paa hackerne
siddendis saa subtil dog u d j viisningen som e j kand trois.
En begierlig nation effter nyt at vide, arbeidsom oc derhos
haardfør baade u d j at faste, ved lang tid som til megen travail
oc kulde at udstaa, alting dog ved stor taalmodighed. Faar de
først smag paa læskedrichen, det affgaar sielden uden snur, saa
hiernen offtere bliffver perturberit, end at mafven derudj vorder
til nøye. Mens hvad! det arme Finne-folck maa vel undis en
lystig stund, som den mæste tid om aaret dog med det bare
vand nøyes. De dricker sielden u d j enrom, mens uddeler god-
villig sit følgeskab, at selff egen lod vorder offte den mindre.
Oc holdis det for deris sædvane ingen lyde, at Qvindfolckets
forstand aff brendevinens kraft regieris. Sært folch, sær schieb.
Ialousie haffver ved deris natur den mindste gienge. Af fordum
holdtis det for en stor ære, at Fogderne til fields vilde ælske
Finne-Lensmændernis aker, oc bleff derved dis bædre beskienchet.
Aff slige Fogdernis affkom leffver endnu deels Finne-æt i landet.
Finnerne lader deris Ungdom meget haart opvænne, ja at
172] de end det første aar ey maden uden Melchen maa smage
Spraaget falder meget foranderlig imod den Norsche udtales
grund som u d j sær aff difference imod det som til fields øffvis,
eller aff de Nordlanske-Finner udsladdris, at knap den ene
den anden ræt forstaar; Dog øffver de mæste SiøFinner sig
u d j det Nordske sprogits videnskab at kunde opnaa, saa mand
noch med dennem kand komme til rætte.
De lader sig ved særdelis naffne effter deris lands brug op-
næffne som ved andre stæder dis sælsommere maatte falde.
Saaledis lader de da deris børn opkalde: Peritz, Tudekas, Niche,
Save, lunte, Sabbe, Minne, Tude, Iarre, Iux, Tario, Annot,
Gierild, Tveje, Faste, Ariut, Qvive, Biritz, Raste, Rigo, Wassiel,
Macri, Trophind, Demitz, Sawe, Meilet, Iurrild, Iephrim, Waske,
Galling, Zierge, Philemor, Spir, Maxin, Anga, Kieri, Fullic,
Namblich, Matfri (Matfei?) (1) med flere dislige, ihuorvell a t een [173
deel som dis bædre civiliserit formisker sig med brugeligere
tids naffne.
(1) Endel av disse navn er russiske.
Mens som Nordmendene til deels ei for deris Dyder er hid-
komne (1), saa bliffver endnu uarten aff fortrædelighed, egennøttig-
hed, ladhed, efftersnack, clammer oc dislige hos dennem u d j
brug. Sielden giør de nogen til gode uden aff frygt. Mindre
u d j deris tilstand ere de efftertænchsom, mindre nogen møye
lader sig paagaa, naar meeltønden lættere kand væntis. Sparer
gierne betalningen, huor mueligt kand være. Giør de nogen
ringe villighed, det siunis for de flæste, det vorder aldrig til
fulde forskyldt.
Bug-sorgen er mangens høyeste souci, dog giør mange sig
mindst tancke om noget ræt at fortiene, uden a t nøden dis
høyere paagaar. Tobach er hos dennem een stoer trøst u d j
ørckesløshed, t h j piben ælskis saa høyt i leedighed, mens naar
som at Øl oc brendevin fattis, da høris en almindelig utol-
modighed.
Udrættis noget arbeide, maa det heel dyre bekostis. Knap
at noget begyndis, uden vel først a t fyldis. At dagdriffve holdis
for magelighed, fylleri elskis som en nødvendighed, oc flitighed
effter føden regnis for it møyesom slæb, som ved andre stæder
bædre kunde besparis. Kand 4 Werge-Kierlinger formaa oc
offvervinde at gaa samptlige u d j stranden effter en eniste baads
lefuer oc fæmad at ophændte: Det slæb agtis høyt. Den øffrige
tid om dagen forbrugis til snack oc sladder alt formeget. Got
a t Kubaasen oppassis eller skaalen clar-giøris, naar æffnen dertill
haffvis kand. Spinden giffver de mindste sig møye ved, oc
dyrt maa sligt bekostis. Kand de fleste passe paa Kogningen,
Melchebøtten oc Grødfadet, da er alting ræt vell bestilt, oc
derfor bliffver mangen Nordmands vilkor som den er, oc ey
dis bædre. Hæxeri oc anden ondskab, trois mueligt, hos mange
endnu haffver stoer gienge; kom derpaa een gang ræt aabning,
deris tall vilde mueligt vell falde offver tanchen, t h j røgtet
haffver endnu alt for mange u d j landet til det onde. Gud
altingest bæst veed.
(1) Denne anførsel har man (således Helland i Finm. Amt» II, s. 65) satt i for-
bindelse med de forordninger som gjorde Finnmark til forvisningssted. Dog neppe
med grunn. Da Lilienskiold skrev dette, hadde forordningene endda ikke øvet
virkning. Han tenkte uten tvil på de urolige, men ikke derfor nødvendigvis
forbryderske, elementer som fantes i den meget heterogene befolkning.
Deris Ungdomb skall ej rose sig aff stoer videnskab eller
dyd; kand hand ichun tiene till fischerKrogen at føre, spillet
er vunden oc føden fortient. Neppe veed een deel boxerne
ræt at opbinde, her spørgis io om gifften; naar huuset da
endelig med børn maa vrimle, ja brødet oc klæder dertill fattis,
da maa enten Hafuet eller Landet høre ilde, eller oc Kiøbmandens
forsorg belastis, med meere som til denne postis bevislighed
ville falde alt for vitløfftig her at deducere som det sig ellers
saaledis u d j sandhed befindis.(1)
(1) De forfattere som har nyttet denne odiøse skildring av den norske fisker-
befolkning har ikke alltid gjort den fornødne korrektur. Fremfor alt har de
ikke været opmerksomme på sammenhengen med amtmannens bitterhet over
de små resultater han så av sin forvaltning. Han hadde engang betraktet det
som sin kanskje viktigste opgave å tjene almuens sak, men hadde utrettet lite;
han var nemlig ikke den administrator, som forholdene krevet.
Det må heller ikke oversees at der var naturlige motsetninger mellem almuen
og de offentlige betjenter. Avgifter, pliktarbeide og annet som føltes som tvang
av den almindelige fisker, måtte i Finnmarken, hvor bebyggelsen var så spredt,
falle tyngre enn lengere syd, og de fleste utredsler gikk til embedsmennene.
At dette var en kilde til konstant irritasjon lar sig oftere se.
Hvad skildringen klarest viser er egentlig hvor liten forståelse fiskerne fant
hos øvrigheten.