Speculum Boreale CAP 8

CAP. 8.

Det falder hos det Orientalsche folch u d j brug, at de gierne

imodtager som oc tilbagegiffver schenchage oc foræring. Paa

samme maade skeer det sielden, at nogen Fin kommer till sin

Øffrighed eller Kiøbmand hand io offteste effter formuen bær

noget u d j haanden med sig, nu u d j Ost oc Kiød, som med

Ryper, Faar, Vandfisk oc dislige til huusets fornødenhed. Wil

dog saadan skiench mæst vederleggis med øll, brændevin oc

andet huorved foræringen offte dyrt betalis.

Ryssen holder fast samme coustume ved en liden offert at

præsentere ved deris ankomst; Mens vill mand ansee gaffvens

egenskab, den bestaar som tiest udj it rundbagen groffbrød

som paa it rødt udmaaledt Træfad frembæris. Undertiden

præsenteris nogle faa Træ-scheer som effter Ryssens sædvane

enten findis offverfornitzede eller med nogen forgyldning ud-

zirede, somme tids oc vell Hønse-Æg, saltet Lax, Laxerogn,

Lærit oc dislige sorter som hvers leilighed kand tilsige. Foruden

Finnernis gaffmildhed ere de flæste aff en erlig h u m e u r imod

deris Øffrighed med ærbødig frøgt oc kierlighed, villig oc flitig

u d j deris slæb, huorimod de dog gierne vill roosis.

Jt folch som læt lader sig sige, mens dis meere sammenholdig,

huorfor oc Finnen gemeenlig det Mundhæld effterladis ved

en tings bekræfftelse a t têmoignere, a t hand sander strax sin

hosstaaende nations applaus ved det Raab oc tilspørsmaall: Er

det ey sant Byfolch, som da med hin anden i alle tilfælde

saaledis concluderer udj it ia-ord, det være sig til onde eller

gode, til krafft eller modstand.

Sielden inclinerer de till Tyffverie, undertiden vell till løs-

agtige bedriffter, skall derfor e j heller hin andens ondskab længe

fortie. Sparsommelig ere de, oc aff langt meere nøysomhed

end som hos Nordmændene kunde ventis. Oprigtig u d j med-

handling saa at mindre skade ved dennem end som hos Nord-

manden er at hændte. De elsker vel Drick, dog yppis sielden

u d j deris druckenskab træte oc klammer, langt heller fornøyer

de sig med deris finnemaal oc sang.

Deris sæde udløber paa den Orientaliske maade, kruckende

paa jorden, med knæerne u d j kaars offverlagt, eller paa hackerne

siddendis saa subtil dog u d j viisningen som e j kand trois.

En begierlig nation effter nyt at vide, arbeidsom oc derhos

haardfør baade u d j at faste, ved lang tid som til megen travail

oc kulde at udstaa, alting dog ved stor taalmodighed. Faar de

først smag paa læskedrichen, det affgaar sielden uden snur, saa

hiernen offtere bliffver perturberit, end at mafven derudj vorder

til nøye. Mens hvad! det arme Finne-folck maa vel undis en

lystig stund, som den mæste tid om aaret dog med det bare

vand nøyes. De dricker sielden u d j enrom, mens uddeler god-

villig sit følgeskab, at selff egen lod vorder offte den mindre.

Oc holdis det for deris sædvane ingen lyde, at Qvindfolckets

forstand aff brendevinens kraft regieris. Sært folch, sær schieb.

Ialousie haffver ved deris natur den mindste gienge. Af fordum

holdtis det for en stor ære, at Fogderne til fields vilde ælske

Finne-Lensmændernis aker, oc bleff derved dis bædre beskienchet.

Aff slige Fogdernis affkom leffver endnu deels Finne-æt i landet.

Finnerne lader deris Ungdom meget haart opvænne, ja at

172] de end det første aar ey maden uden Melchen maa smage

 

Spraaget falder meget foranderlig imod den Norsche udtales

grund som u d j sær aff difference imod det som til fields øffvis,

eller aff de Nordlanske-Finner udsladdris, at knap den ene

den anden ræt forstaar; Dog øffver de mæste SiøFinner sig

u d j det Nordske sprogits videnskab at kunde opnaa, saa mand

noch med dennem kand komme til rætte.

De lader sig ved særdelis naffne effter deris lands brug op-

næffne som ved andre stæder dis sælsommere maatte falde.

Saaledis lader de da deris børn opkalde: Peritz, Tudekas, Niche,

Save, lunte, Sabbe, Minne, Tude, Iarre, Iux, Tario, Annot,

Gierild, Tveje, Faste, Ariut, Qvive, Biritz, Raste, Rigo, Wassiel,

Macri, Trophind, Demitz, Sawe, Meilet, Iurrild, Iephrim, Waske,

Galling, Zierge, Philemor, Spir, Maxin, Anga, Kieri, Fullic,

Namblich, Matfri (Matfei?) (1) med flere dislige, ihuorvell a t een [173

deel som dis bædre civiliserit formisker sig med brugeligere

tids naffne.

 

(1) Endel av disse navn er russiske.

 

Mens som Nordmendene til deels ei for deris Dyder er hid-

komne (1), saa bliffver endnu uarten aff fortrædelighed, egennøttig-

hed, ladhed, efftersnack, clammer oc dislige hos dennem u d j

brug. Sielden giør de nogen til gode uden aff frygt. Mindre

u d j deris tilstand ere de efftertænchsom, mindre nogen møye

lader sig paagaa, naar meeltønden lættere kand væntis. Sparer

gierne betalningen, huor mueligt kand være. Giør de nogen

ringe villighed, det siunis for de flæste, det vorder aldrig til

fulde forskyldt.

Bug-sorgen er mangens høyeste souci, dog giør mange sig

mindst tancke om noget ræt at fortiene, uden a t nøden dis

høyere paagaar. Tobach er hos dennem een stoer trøst u d j

ørckesløshed, t h j piben ælskis saa høyt i leedighed, mens naar

som at Øl oc brendevin fattis, da høris en almindelig utol-

modighed.

Udrættis noget arbeide, maa det heel dyre bekostis. Knap

at noget begyndis, uden vel først a t fyldis. At dagdriffve holdis

for magelighed, fylleri elskis som en nødvendighed, oc flitighed

effter føden regnis for it møyesom slæb, som ved andre stæder

bædre kunde besparis. Kand 4 Werge-Kierlinger formaa oc

offvervinde at gaa samptlige u d j stranden effter en eniste baads

lefuer oc fæmad at ophændte: Det slæb agtis høyt. Den øffrige

tid om dagen forbrugis til snack oc sladder alt formeget. Got

a t Kubaasen oppassis eller skaalen clar-giøris, naar æffnen dertill

haffvis kand. Spinden giffver de mindste sig møye ved, oc

dyrt maa sligt bekostis. Kand de fleste passe paa Kogningen,

Melchebøtten oc Grødfadet, da er alting ræt vell bestilt, oc

derfor bliffver mangen Nordmands vilkor som den er, oc ey

dis bædre. Hæxeri oc anden ondskab, trois mueligt, hos mange

endnu haffver stoer gienge; kom derpaa een gang ræt aabning,

deris tall vilde mueligt vell falde offver tanchen, t h j røgtet

haffver endnu alt for mange u d j landet til det onde. Gud

altingest bæst veed.

 

(1) Denne anførsel har man (således Helland i Finm. Amt» II, s. 65) satt i for-

bindelse med de forordninger som gjorde Finnmark til forvisningssted. Dog neppe

med grunn. Da Lilienskiold skrev dette, hadde forordningene endda ikke øvet

virkning. Han tenkte uten tvil på de urolige, men ikke derfor nødvendigvis

forbryderske, elementer som fantes i den meget heterogene befolkning.

 

Deris Ungdomb skall ej rose sig aff stoer videnskab eller

dyd; kand hand ichun tiene till fischerKrogen at føre, spillet

er vunden oc føden fortient. Neppe veed een deel boxerne

ræt at opbinde, her spørgis io om gifften; naar huuset da

endelig med børn maa vrimle, ja brødet oc klæder dertill fattis,

da maa enten Hafuet eller Landet høre ilde, eller oc Kiøbmandens

forsorg belastis, med meere som til denne postis bevislighed

ville falde alt for vitløfftig her at deducere som det sig ellers

 

saaledis u d j sandhed befindis.(1)

 

(1) De forfattere som har nyttet denne odiøse skildring av den norske fisker-

befolkning har ikke alltid gjort den fornødne korrektur. Fremfor alt har de

ikke været opmerksomme på sammenhengen med amtmannens bitterhet over

de små resultater han så av sin forvaltning. Han hadde engang betraktet det

som sin kanskje viktigste opgave å tjene almuens sak, men hadde utrettet lite;

han var nemlig ikke den administrator, som forholdene krevet.

Det må heller ikke oversees at der var naturlige motsetninger mellem almuen

og de offentlige betjenter. Avgifter, pliktarbeide og annet som føltes som tvang

av den almindelige fisker, måtte i Finnmarken, hvor bebyggelsen var så spredt,

falle tyngre enn lengere syd, og de fleste utredsler gikk til embedsmennene.

At dette var en kilde til konstant irritasjon lar sig oftere se.

Hvad skildringen klarest viser er egentlig hvor liten forståelse fiskerne fant

hos øvrigheten.

 

Lill50