Chr 4 1629

 

Endeligen blev udi Begyndelsen af det Aar 1629 Freds-Handlingen satt I Værk til Lybek, udi hvilken lode sig indfinde efterfølgend Danske Ministrer. Commissarerne komme sammen til lydek.

 

Danske:

 

Hr. Christian Friis Kongens Cantzler.

 

Hr. Jacob Ulfeld Rigets Cantzler.

 

Hr. Albercht Scheel Rigets Raad.

 

Holsteener.

 

 Hr. Levin Marskalk.

 

Hr. Detlev Rantzou Kaad og

 

Hr. Henrik Rantzou Amtmand til Rensborg.

 

(500) De Kejserlige lod sig strax derester iligemaade indfinde,og vare:

 

Friedlandske:

 

Hr von Dietrichstein.

 

Hr. Reinard von Valmerod.

 

Hr. Hannibal von Schauenburg.

 

Tillyske:

 

Hr Jobst Maximilian Graff von Gronsfeld.

 

Hr. Johan Christoff von Ruppa General Commissarius

 

Kongen af Sverrig vilde ogsaa have sine Gesanter did hen, thi Doctor Salvius, som oppeholdt sig da paa Langeland, anholdt strekt om frit Gelejde, og sendte en Skrivelse til Lybek derom, men udrettede intet dermed; thi de Kejserlige vilde ikke give dem noget frit Patz, førend den Stad Straalsund, som var udi de Svenskes Hænder, blev given tilbage, hvortil de ikke vilde lade sig beqvemme. Medens dette forhandledes, blev der udi Februario holden en Personlig Sammenkomst til Markerød mellem Kong Christian og Kong Gustav Adof. Med Kong Christiam fuldte Rigets Marsk Jørgen Scheel, Rigets Amiral Claus Daae og Christen Thomesen Sehsted. Udi Gastavi Adolphi Følge var Rigets Cantzler Axel Oxenstierne, item Sabriel Oxenstierne og Johan Salvius. Efter nogle Dages venlig Samtale skildtes begge kirligen fra hinanden; og varee Venskabet mellem disse tvende store Konger saa længe som Gustavus Adolphus levede.

 

Tractaterne imellem de stridende Parter varede længe, og lode sig undertiden ansee meget tvivlagtige, eftersom de Puncter, de Keiserlige forelagde, vare saa uvillige, at de Kongelige ingenlunde kunde eller ville antage dem. Endelig blev Anno 1629 den 12. (22). May Freden sluttet imellem begge Potenater, ved hvis Kraft Dannemark fik vel de forliiste Provincier tilbage, men derimod maatte love ikke at hindre Keiseren meer i de Tydske Sager. Hvilken Condition denne store Konge aldrig havde idgaaet, og aldrig saa forladt de Protestantske Førster udi Tydskland, hvis de og andre Allierede havde gredet dem saa vel an, som de giorde siden under Gustavi Adolphi Anførsel, da den yderste Nød tvang dem til at vaagne op af Søvne: Thi de, som at denne 30 Aars Krigs Historie have fattet saa slette Tanker om Dannemark, og derimod saa høje om Sverrig, lade kun see, at de løsligen og uden Judicio have læset same Historie; Thi, havde Gustavus Adolphus begyndt Krigen først, der hos de Allierede var saadan Kaaldsindighed, og hos de Tydske Førster saadan Indolence (inaktiv holdning; dovenskab; ladhed), var det ikke gaaet ham bedre. Saa den heele Sag beroede alleene paa Conjuncturernes Forandring, endeel ogsaa paa Sverriges fordeelagtige Situation frem for Dannemark, hvilket Land efter den Slag ved Luther stod aabet for de Keiserlige Arméer, da derimod Sverrig efter den Forliis ved Nordlingen, som var større, have intet at frygte sig for saadant. Ved denne Fred bekom dog Dannemark ikke alleene de erobrede Provincier tilbage, men Hans Majestet blev ogsaa accorderet en Told paa Elven til Vederlag for Krigens Omkostninger.

 

(501) Med de afhandlede Freds-Puncter bleve fire at de Kongelige Herrer Deputerede affærdigede for at indhænte Hans Kongelige Majestets Ratisfication, dog har Kongen ikke villet underskrive dem, men skikkede to af dem, som bragte ham de same, til Lybek igien, Tractaterne videre at continuere.

 

Ved deres Ankomst have Gesanterne, for at giøre en Ende paa Sagen, tractered endaa 3 Dage med hinanden, forbedret de forrige Fredes-Artikle, og endelig bragt det til Slutning.

 

Derpaa have Gesanterne affærdiget denne Slutning til Hans Keiserl. og Kongl. Majest. For at indbringe Ratificationerne paa begge Sider, og lade Freden forkynde, saa vel udi Keiserlige, som Kongelige Quartéerer, og Guarnisoner, og byde dem under Livs-Straf at indeholde med all Fiendtlighed, Fordringer, Indfald og Plyndringer.

 

Efterfølgende Dag blev Freden offentligen udraaben til Lybek, og af alle Kirkerne udblæst, og derpaa, efter at Taksigelses Prædikener vare holdne, Te Deum Laudamus siunget udi alle Kirker. Derester bleve alle Stykkerne 3 gange løsede om Volden, og de gevorbene Soldater gave 3 gange Salve.

 

Strax derpaa, efter at de Keiserlige og Kongelige Ratificationer vare indbragte, blev det Keiserlige Krigsflok ført af Jylland og Holsten, og Undersaatterne satte udi Fred og Roelighed igien.

 

En saadan Ende tog den saa kaldte Keiserlige Krig, udi hvis Beskrivelse jeg har været dis kortere, efterdi den findes hos mange Skribentere i allehaande Sprog vitløstigen udført, og mit Forsæt er omstændigen at tale om de Ting, som lidt eller intet tilforn i Pennen er førdt. Man seer at Aarsagen til dens slette Udfald var de Tydske Stænders Søvnagtighed og de andre Allieredes Kaaldsindighed, thi af de Subsidier, som bleve lovede af Frankerig og Engeland blev lidt eller intet til Veje bragt, hvilket vises af den Danske Resident Ped. Wibes Klagemaal fra Frankrige. Ellers distinguerede sig en Hob Engelske Folk udi Dansk Tieneste paa same Tid, som Robert Monro, der selv have beskrevet sine Felt-Tog, Carl Morgan, de med stor Tapperhed forsvarede Stade imod Tilly, og Gordon, hvilken, endskiønt han ikke egentlig stod i Danske Tieneste, forte dog i nogle Aar Correspondence med Cantzler Friis, som sees af hans egenhændige latinske Breve. At han dog for sine beviiste Tienester og Correspondencer haver nyde aarlig Pension af den Øresundske Told, viises af er Klage-Brev same Pension angaaende.

 

Efter at Freden var sluttet, geraadede Hans Majestet udi nogen Tvistighed med Hertug Friderik af Holsten Sottorp, med hvis Opsørsel han i Krigen ikke altid havde været fornøjed. Jeg har tilforn viiset, hvad Forbindelse, der var giort imellem Kongen og

 

Hertugen ved den saa kaldte extenderede Union. Denne Forbindelse blev endaa giort sterkere udi Krigens Begyndelse, da de med andre trade i det Lauenborgske Forbund til den Neder-Saxiske Kredses Beskyttelse, hvorudover det Kongelige og Førstelige Slesvig-Holsten kunde ansees, som et corpus, og som een foreened Magt mod tilfælles Friende. Men (502) at Foreeningen var ikke saa sterk, som den syntes at være, merkede man Aar 1626, da Hertugen paa den Land-Dag, som holdtes til Rensborg, veigrede sig for at contribuere til Landets Defension. Da den listige Keiserlige General Tilly fik Kundskab om denne Kaaldsindighed, søgte han strax at saae videre Ueenighed mellem Kongen og Hertugen, til hvilken Ende han i det Aar 1627 den 2. Febr. affærdigede en Skrivelse til Hertug Friderik, hvorudi han fører ham til Gemythe, hvorledes Kongen af Dannemark paa Land-Dagen til Rensborg havde med Hans Førstelige Naades Exclusion giort farlige Propositioner for tilfælles Ridderskab og Stænder udi Førstendommene. Han raadede derfor Hertugen at tage sin Interesse i Agt, paa det han ikke ved Tilladelse at saadanne farlige Machinationer skulde styrte sig selv og sine Undersaatter i Ulykke. Saa at det synes af denne Skrivelse, at Kongen har villet have Contributioner af tilfælles Lande uden Førstens Miinde, hvilket dog ikke bestindes saa at være. Om Hertugen lod sig indtage af Tillys Skrivelser, skal jeg ej kunde sige, vist nok er det, at da de Keiserlige finge Overhaand, og i det Aar 1627 brøde ind Holsten, reisede Hertugen selv til Lauenborg, hvor han forligede sig med Tilly, lovende at forlade det Danske Parti, og at tilstede de Keiserlige fri Passage igiennem sine Lande, hvorved han erholdt Neutralitet. Dette kunde ikke andet end gaae Kongen til Hierte, efterdi han saae Stæder ikke alleene i det Holstenske, men endogsaa i det Slesvigske besatte med Keiserlige Tropper, og at Hertugen derved havde aabnet dem en frii Indgang udi Riget. Hertugen vilde vel her undskylde sig med den yderste Nød, at han maatte forliige sig med de Keiserlige for at conserver sine Lande, men saadan Undskyliding kand ikke gielde mod dem. som man alleene har slutter et simpelt Forbund med, langt mindre udi saadan Casu (tilstand, situation, omstændigheder) som denne, hvor der var en 4re dobbelt Forbindelse. Først den gamel Union, som i Christiani 3tii Tid var stifter mellem Førstendommene. 2) Denne Unions Extension, som denne Hertug selv havde indgaaet, hvilken strakte sig ogsaa  til offenfive Kriger. 3) Den Alliance, som var sluttet i Krigens Begyndelse, da Hertugen trade i det Lavenborgske Forbund med Kongen og de andre Proteslantske Herrer, og endeligen 4.) den Forbindelse i Henseende til det Slesvigske, hvoraf Hertugen var Rigets Vassal, og som Slesvigsk Første havde aflagt Kongen og Riget Troeskabs Eed. Men denne gode Hertug Friderik med alle de Dyder og Qualiteter, som tillægges ham, var ikke at den Sinceritet, som unfodres; thi Egennytte var det, som han i alle sine Idrætter fornemmeligen figtede til. Men dette Frafald fra Kongen bragte ham kun liden Nytte til Veje, thi de Keiserlige indquarterede sig udi hans Lande, og der levede paa Discretion, og Kongen tracterede ham, som en Fiende. Ja, hvis den Lybekste Fred saa hastigen ikke var sluttet, havde Kongen maaskee saaet ham i sine Hænder, efterdi han havde belejret Sottorff, hvorudi Hertugen var indsluttet med en Keiferlig Guarnison.

 

Vel blev alting bilagt ved den Lybekske Fred; Men Kongen kunde ikke saa hastigen forglemme Hertugens Opførsel; Hvorudover (503) han i Steden for at føre sine Tropper tilbage af Hertugens Lande, lod dem leve paa Discretion, saa vel udi Holsten, som udi det Bispedom Eutin, hvilket det Holsten Gottorpske Huus Da besadd. Herudover besværgede Hertugen sig for Keiseren, hvilken derpaa lod udgaae en monitorial Skrivelse til Kongen, og derudi formanede ham ikke at bryde Freden, og at restituere Hertugen alle de Stæder og Slotte, som han havde bemægtiget sig siden Freden, at føre sine Tropper tilbage, og at betale den Skade, som han havde tilføjet Hertugens Lande. Endeligen, saasom Kongens Intention var meere at viise den Fortrydelse han billigen havde fattet, end at beskadige Hertugen, lod han det derved forblive, og skiænkede Hertugen noget Artillerie for den Skade han havde lidet. Saa at man deraf seer, at Hertugen baadede lidet ved dette Frafald.

 

Af samme Frafald udbrød ogsaa nyeligen for Freden en anden Ulejlighed, som jeg ikke kand forbigaa at anføre. Da Hertugen havde indrømmet de Keiserlige sine beste Stæder udi Førstendommene, begyndte de Nordstrander at bilde sig ind, at Hertugen havde i Sinde at indrømme Keiseren alle sine Lande, og derfor at betinge sig andet Vederlag, hvorudover adskillige, saa vel af Adel, som Almue, bleve ham u-gunstige og lode falde haarde og farlige Ord mod den Førstelige Regiering, og bleve de i deres onde Tanker ikke lidet bestyrkede af adskillige omliggende Stæder, sær af de Kongelige, hvilke ved hemmelige Breve opmuntrede dem til at fremture udi den Uvillie, som de havde fattet imod Hertugen. Et af disse Breve, som var skikked til Nordstrand, blev opsnappet af en Raadmand ved Navn Benno Numessen, hvilken overleverede det ubrudt til Hertugen. Men, da Nordstranderne finge Kundskab derom, giorde de derover saadan Allarm, at bemældte Raadmand var ikke sikker paa sit Liv; Ja Førsten geraadede derover i saadan Skræk, at han nogen Tid lagde en blott Kaarde udi sin Sæng, af Frygt for at blive overfalden om Natten. Paa samme Tid, da en af hans Tienere, ved Navn August Bestenbørstel, reisede udi Førstens Ærende, blev han paa allfar Vej overfalden af een af disse Misfornøjede, saa at det var ikke uden med stor Nød at han kom med Livet derfra. Men Anfalderen blev strax der paa greben, dømt fra Livet og halshuggen, de andre Rebellere bleve ogsaa fængslede, og maatte sidde en Tid lang indsluttede udi Gottorffs Taarn indtil Freden blev sluttet. Af denne Execution blev den Nordstrandske Almue nedslagen, saa at den holdt sig siden stille. Den Holstenske Krønik anfører som et Exempel paa Guds Hævn, at ingen af disse oprørske døde naturlig Død. Men, hvis det er sant, at de giorde dette Oprør alleene af den Præsumption, som de havde fattet om Hertugens Anslag, at abalienere (skille sig af med; bortgive; give afkald på; afhænde) Førstendommene, kand man holde for, at det var en Vildfarelse, som reisede sig af en patriotisk Iver, og derfor ikke kand regnes iblant de Synder, som Himmelen paa saadan Eclatant Maade straffer, allerhelst efterdi Virkningen af denne Formastelse bestod alleene derudi at overfalde en Tiener paa Vejen, som dog kom heelskindet derfra. Mig synes, at Hertugens Ministrer havde større Regnskab at giøre for (504) Gud, der havde raadet deres Herre at bryde saa sterke Forbindelser, og indlade Fienden udi sin allieredes og Velgiørers Lande.

 

Det var ikke alleene med Hertugen af Holsten Gottorf Kongen udi denne Krig havde været misfornøjed, men endogsaa med den Stad Hamborg, hvilken, medens Riget var indvikled i Uroelighed, havde begyndt paa nye at øve deres formeente Jus Restringendi paa Elven, og derpaa udi Krigens Tid havde udvirket et Keiserligt Diploma Anno 1628. Dette søgte nu Hans Majestet at straffe dem for, og meenes der, at han ved den Lybekske Fred betingede sig af den Keiserlige Gereral Wallenstein, at ingen Hinder ham derudi skulde skee. Men, førend jeg gaaer videre frem, og taler om dette Kongens Foretagende, item hvad Virkning det havde, vil jeg først mælde noget om den statelige Franske Ambassade, som skeede strax efter Krigen udi dette Aar. Samme Ambassade, saasom den var af en særdeles Vigtighed, og dens Beskrivelse giver en Portrait paa det Danske Hoffes Tilstand paa de Tider, fortiener at fortælles med Omstændighed, helst som derom haves Relation af en fornemme Fransk Herre, der var med udi Ambassadeurens Suite. De Franske Kiøbmænd havde tilforn drevet en stor Handel paa Persien og Indien igiennem Tyrkiet; saadan Handel bestoed udi Specerier, Juveler og andet, og holdt man for, at den beløb sig til 6 Millioner Gylden aarligen. Caravanerne bragte de Indiske og Persiske Vahre til Aleppo udi Syrien, hvor de Franske tilhændigede sig dem, og bragte dem med Skibe til Marseilles udi Provence; Men ved disse Tider begyndte Kongen af Persien at vegre sig ved at lade Caravanerne passere igiennem Tyrkiet, saasom Tykerne, der vare hans Fiender, derved berigedes. Hvorudover Kongerne af Persien og Frankrige foreenede sig saaledes med hinanden at de Persiske Vahre skulde herefter gaae igiennem Moscovien, og over den Caspiske Søe til Astracan, og siden ved Hielp af Floder til Narva, hvorfra de Franske skulde føre dem til Frankerig igiennem Sundet.

 

 

 

Til dette at i Verk sætte var fornødent at negotiere med Dannemark om Farten igiennem Øresund, og blev til den Ende Lovis des Hayes Baron de Courmesvin som Ambassadeur dette Aar affærdiget til det Danske Hoff. Bemældte Baron Courmesvin arriverede den 24. Junii til Helsingør, og giver da Autor til denne Ambassades Beskrivelse en curieux (omhyggelig; nøjeregnende;) Underretning om den Øresundske Tolds Tilstand paa samme Tider. Den 2den Julii arriverede han til Kiøbenhavn, over hvilken Hovedstad saa vel som dens Indbyggere han giver en kort Beskrivelse, at mam derudaf kand see landets Moder paa de Tider, og det besynderlig i Anledning af en stor Liig-Begiængelse, og et fornemme Brøllop, som han bivaanede samme Tid. Hvad Liig-Begiængelsen angaaer, da seer man, at Matroner og Jomfruer ogsaa fulte Liget med Sang til Graven over Gaden, og de fornemmeste Brude-Vielser skeede da udi Kirken, hvilket viises af Frøken Lindenows Brøllop, som da blev celebreret med saadanne Ceremonier, at Præsten tog en Ring af Brudgommens Finger og satt den paa Brudens, hvilket nu ikke i Agt tages uden med Bønder. Dog (505) vidner Autor (person der er ophav til noget; ophavsmand), at fornemme Folk tilforn bleve viede udi deres Huuse, men at hans Majestet ved en Forordning havde paabudet, at alle, af hvad Stand og Vilkor de vare, skulde vies i Kirken.

 

Den 9 dito blev Ambassadeuren bragt til Audience, og det med saadan Pragt, saa at Autor kand ikke noksom forundre sig over det Danske Hoffes Magnificence. Den første Audience endtes alleene med Complimenter, og som Hans majst. gemeenligen var jovial og lystig, spurte han Ambassadeuren, hvad ham syntes om den Fred, som nyeligen var sluttet med Kejseren. Men nogle Dage derefter havde Gesanten i Kongens Fraværelse en stor Conference med Raadet, og er det da merkeligt, som Autor antegner, at Cantzeleren Christian Friis, som Chef for Raadet, sad øverst og Statholderen Frands Rantzou, som yngst Raads-Herre, sad nederst. Ambassadeuren begyndte da paa Kongens af Fran

 

kerige Vegne at giøre saadan Proposition: nemlig, at de Franske agtede at handle paa Moscovien med Grosførstens Tilladelse, og at Hans Allerchristeligste Majestet vilde, at Farten skulde skee igiennem Øresund, hvorudover han var skikket for at handle med Hans Kongl. Majestet af Dannemark om Tolden i Øresund, hvilken Told han begierede maatte blive saa moderat og billig, som mueligt, og at Hans Majestet vilde tage i Betænkning de extraordinaire store Depenser, som Frankerig maatte giøre paa saadan nye Handels Stiftelse, og at de derfore ikke kunde taale at give høj Told. Efter at denne Proposition var giort, ginge nogle af Raadet til Side for at conferere med hinanden derover, og derefter bad Ambassadeuren at han vilde tilkiende give hvad slags Vahre de Franske vilde føre igiennem Sundet. Hvortil han svarede, at de samme kunde ikke specificeres. Raads-Herrerne sagde da, at, hvad Viin og Salt var angaaende, da pleiede man deraf at betale 4 pro Cento, hvorved det endeligen maatte blive; thi, dersom Kongen slog noget deraf for de Franske alleene, vilde deraf flyde de U-lejligheder, at andre Nationer enten ikke meere kunde drive saadan Handel paa Østersøen, eller at de vilde betienne sig af Franske Navne og falske Certificatzer. Ambassadeuren svarede dertil, at saadant kunde ikke giøre noget synderligt Skaar udi andre Nationers Handel, og, hvad falske Flag og Passe var angaaende, da kunde man derved ikke bedrages, naar man examinerede Skipperne og Baadsfolkene. Videre, sagde han, at Kongen af Frankerig burde være i meere Consideration end Staterne af de foreenede Provincier, og at derfore Hans Majestet ikke burte tage meere end 1 pro Cento af Franske Undersaattere, helst, saasom de Vahre, som brugtes til forbemeldte nye Handel, maatte siden passere igiennem tvende andre Potentaters Lande, til hvilke ogsaa Told maatte aflægges. Raadet blev ved det forrige, nemlig, at Toldens Formindskelse for de Franske alleene var af farlig Conseqvence for andre Nationer, hvilke derover vilde fordre ligesaa stor Afslag. Endeligen begyndte Gesanten at blive noget hidsig, og vilde af denne Handel viise en Merite mod Dannemark, foregivende, at den Danske Øresundske Told vilde merkeligen tiltage ved den Persiske og Moscovitiske Handels Drift over Øster-Søen. Han lod sig (506) ogsaa merke med, at, hvis Kongen af Dannemark ikke vilde beqvemme sig til saadan Moderation i Tolden, vilde man indlade sig i Handel enten med Sverrig, og søge at faae deslige Vahre bragte til Gottenborg, hvor de Franske kunde have deres Oplager, eller, om alting slog dem fejl, kunde de sejle paa Archangel, hvilken Vej ingen kunde hindre dem at tage, saa at, hvordan det gik, saa tabte Dannemark derved, hvis samme Rige vilde spende Buen saa højt, at de Franske Kiøbmænd maatte tage andre Mesures.

 

Derpaa gav Raadet til Slutning saadant Svar, at denne Sag behøvede nøjere Examen, og bad Gesanten, at han vilde give sin Proposition beskreven, paa det de kunde skikke den til Kongen tillige med deres Betænkninger derover. Dette samtykte Ambassadeuren, og samme Aften insinuerede Canceler Friis sin Proposition saa lydende: Saasom Kongen af Frankerige havde tilladt sine Undersaattere at handle paa Moscovien, saa vel for at tilhændige sig Ryssiske Vahre, som andre omgrænsende Rigers sær Persiens; og han fornemmeligen har i Sinde at saadan Commerce skeer udi den Stad Narva og ikke udi Archangel, paa det at Dannemark derudover ogsaa kand nyde nogen Fordeel, og at det Venskab, som er imellem samme Rige og Frankerige, derved kand bestyrkes. Da, eftersom alle nye Etablissemens udfodre store Bekostninger, og Kiøbmændene behøve særdeles Hielp og Protection udi saadant Verk, begierer Kongen af Frankerig, at Hans Majestet af Dannemark vil favorisere samme Handel, og lade sig nøje med en maadelig Told, som de Franske Skibe skulle aflægge, naar de passere igiennem Sundet. Dog forlanger han ikke saadan Moderation i Tolden uden for de Skibe, som gaae fra og til Narva; thi, hvad de Skibe angaaer, som ville fare paa andre Stæder udi Øster-Søen, da skal Tolden blive for dem paa den gamle Fod.

 

Efter at denne Proposition var overleveret, og henskikket til Kongen, som da var i Holsten, begav Gesanten sig nogle Dage derefter paa Rejsen, for videre at tale med Hans Majestet, og at erhverve en Resolution. Efter han did var henkommen, erholdt han en Audience paa nye den 22 Julili. Begyndelsen af hans Tale bestod ikkun udi Complimenter, hvorefter han kom til Materien om den oftbemeldte Handel, som skulde drives igiennem Sundet paa Moscovien, og dette var hvad som han skrifteligen havde forfattet i Begieringen til Raadet i Kiøbenhavn. Autor antegner da at Kongen var noget beskiænket, hvilket foraarsagede, at, endskiønt han kunde expedere sig vel baade paa Latin og Fransk, saa betiennede han sig da af sin Secretaire Gynther, og ved ham lod Gesanten sige, at han ønskede, at have Forslaget paa Skrift, hvilket giver tilkiende, at den skriftlige Proposition, som var indgiven til Raadet, var endda ikke kommen udi Hans Majestets Hænder, hvilket Gesanten lovede, og blev derpaa ledsaget tilbage. Udi den Tale, som Monsr. des Hayes holdt ved denne Audience, er dette blant andet i sær at merke, at han gav tilkiende den store Eltime, Kongen af Frankerig havde for Kong Christian, og at samme Konge havde sagt, at Hans Majestet af Dannemark udi den Tydske Krig havde ladet sig see ikke mindre god (507) Soldat end stor General. Dagen efter denne Audience, som var den 23 Julii, bragte Peder Vibe Gesantens skriftlige Proposition til Kongen, hvilken overleverede den sin Secretaire Gynther til Expedition. Denne Secretaire fik derpaa Ordre at lade Ambassadeuren viide, at Hans Majestet havde, i Faveur af Kongen af Frankerige, accorderet, at de Franske Undersaattere, som vilde sejle paa Narva, skulde for hvad Vahre, de være kunde, ikke betale meer end en pro Cento, og en Rosenobel for hvert Skib. Dog skulde dette Privilegium alleene strække sig til en vis Tid, nemlig af 8 Aar, paa det andre Nationer ikke skulde deraf tage Lejlighed at begiere samme Moderation i Tolden. Derforuden reserverede Kongen sig sin Souverainetets Rett, efter den Sædvane, som brugeligt var med alle andre Potentater. Over dette sidste støtte Gesanten sig, saasom han ikke kunde fatte hvad Souverainetets Ret en Konge kunde have over fremmede Kiøbmænd, og derfore bad Secretairen, at han vilde forklare, hvorudi saadan Souverainetets Rett bestod, hvilket Gynther ogsaa giorde, sigende, at saadan Souveraometets Rett udi Sundet var ikke andet end den Rett, som Kongen havde til at tage de fremmede Vahre for den Priis, som Kiøbmændene selv skatterede dem for og hvorefter man calculerede Tolden, hvilket er en curieux Anmærkning udi den Øresundske Tolds Historie. Dog er det vanskeligt at sige, om denne Souverainetets Rett har været brugelig under de forrige Konger, eller om Kong Christian 4. var den første, som indførte den; vist nok er det, at de forrige Kongers Historier tale intet derom, og Autor til denne Ambassades Beskrivelse synes paa et andet Sted at viise, at Kong Christian var den første Stifter af samme Rett, og at han havde indført saadan Skik, for at tvinge Kiøbmændene til at sætte den rette Priis paa deres Ladning, paa det at Tolden, som blev calculered efter Ladningen, ingen Afgang skulde liide. Ved denne Explication synes det at Ambassadeuren lod sig nøje, og blev samme Sauverainetets Rettighed expresse indført udi det Diploma, som blev givet i Faveur af de Franske Kiøbmænd, og som findes in Originali paa Latin hos oft-citerede Autor saa Lydende.

 

Vi Christian 4. Konge til Dannemark og Norge tzc. giøre vitterligt, at saasom den Durchlauchtigste og Allerchresteligste Herre Ludvig 13. Konge til Frankerige og Navarra, vor kiære Broder, Ven, Svoger og Alliered, haver ved sin Ambassadeur Lovis des Hayes Baron af Coursmesvin ladet tilkiende give, at adskillige af hans Undersaatter have udi Sinde at forflytte til Narva den Handel paa Moscovitiske og Persiske Vahre, som tilforn har været dreven igiennem andre Steder, og derfore kierligen og indstændigen af os haver begiæret, at vi, for at understøtte dem udi saadant Verk, og at facilitere saadant deres kostabare Foreta

 

 

 

gende, vilde i det rengeste paa nogle Aar afslaae en Deel af den sædvanlige Told i Øresund. Hvorudover, saasom vi denne vor Alliered Konge intet kand nægte, som ret og billigt er, have vi endogsaa med Forliis af vor Told føjet ham udi denne hans Begiæring, og i Kraft af dette vort Kongelige Brev tilstede Højst-bemældte Konges Undersaatter, at de af de Vahre, som føres igiennem Sundet til Narva, og derfra tilbage igien, ikke skal betale meer end 1 pro Cento, og at de skall nyde denne Frihed udi 8 Aar uden Hinder af os eller vore Efterkommere. Dog skal derunder ikke være befattet det, som gemeenligen given for hvert Skib, nemlig een Rosenobel, hvilken a parte, skal betales. Ydermeere vilde vi hermed have forstaaet, at det skal staae os frit for at tage de Vahre, som kand findes os tienlige, for den Priis, som de erklæres for at være værdte, og hvorester Tolden skal betales. Hvad andre Franske Skibe angaaer, som handle paa andre Stæder end Narva, da skal de samme betale den sædvanlige Told. Hvor (508) udover, såsom vi denne vor Alliered Konge intet kand nægte, som ret og villigt er, have vi endogså med Forliis af vores Told føjet ham udi denne hans Begiæring, og i Kraft af dette vort Kongelige Brev tilstede Højt-bemældte Konges Undersåtter, at de af de Vahre som føres igiennem Sundet til Narva, og derfra tilbage igen, ikke skal betale mere end 2 pro Cento, og at de skall nyde denne Frihed udi 8 år unden hindre af os eller vore Efterkommere. Dog Skal herunder ikke være befattet det, som gemeenlige gives for hvert Skib, nemlig en Rosenobel, hvilken a parte skal betales. Ydermere ville vi hermed have forstået, at det skal ståe os fritt for at tage de Vahre, som kand findes os tienlige, for den priis, som de erklæres for at værdte, og hvorefter Tolden skal betales. Hvad andre Franske Skibe angår, som handle på andre Stæder end Narva, da skal de samme betale den sædvanlige Told.

 

Saaledes endtes denne Negotiation, hvoraf Autor til denne Ambassades Beskrivelse promitterer stor Fordeel for den franske Nation; Men man seer ikke, at de Franske have betient sig deraf. Der blev ej heller meldet noget derom udi den anden store Ambassade, som skeede nogle Aar derefter, da den bekiendte Camte d’ Avaux blev skikket til Dannemark. Saa at det er troeligt, at de Franske Kiøbmænd have fundet alt for store Vanskeligheder ved denne nye handel, og derfore staaet fra deres Forsætt.

 

Efterat Autor har beskrevet denne Negotiation, og dens Udfald, viiser hans udi hvad Tilstand Riget var paa vel i Henseende til Krigs som Stats-Sager efter den Keiserlige Krig. Udi Holsten og Slesvig saaes overalt ødelagde Stæder og Landsbyer, og bedrøvelige Fodspor efter Hertugen af Friedland og de Keiserlige Tropper. Adelen, som havde lidet saa stor Skade paa deres Gods, var misfornøjed med Kongen, og Kongen var ej heller vel fornøjed med Adelen, efterdi den ved idelige Sollicitationer havde drevet ham til at slutte denne Fred. Og blev denne Jalousie, som havde reiset sig mellem Kongen og Stænderne, ikke lidet formeeret derved at Hans Majestet længe efter Freden holdt enda 10000 Fodfolk og 5 a 6000 Ryttere paa Beenene. Penge-Mangel ver ogsaa paa samme Tid stor, hvilket foraarsagede, at Krigsfolket var uvilligt; og fortæller oftbemældte Autor, at et Compagnie Soldater Udi den Franske Ambassadeurs Nærværelse rebellerede, og vilde ikke forføje sig hen til en Post, hvorhen de vare commanderede. Hvorudover Kongen, saason han vilde, at saadan Studsighed ikke skulde blive ustraffet, men derhos ikke kunde faae at viide, hvilke der vare de fornemmeste Stiftere deraf, greb han til et Middel i den Hast, som blant mange andre Ting viser Prøve paa hans store presence d’Esprit. Han forærede 2 Tønder Øll til samme misfornøyede Soldater, for at drikke paa hans Sundhed. Men, da disse derpaa qvitterede deres Gevær, for at begive sig til Ølls, lod han dem omgive ved et Compagnie af Cavallerie, hvilket bemægtigede sig deres Gevær, og forkyndte den, at, hvis de ikke udlagde dem, som vare Hovedmænd for dette Oprør, havde de Ordre at omkomme dem alle. Af dette bleve Soldaterne saa forskrækkede, at de strax (509) udlagde 3 af de fornemmeste, hvilke bleve grebne, og een af dem, som syntes mest studsig, blev ophængt udi et Træ udi alles Paasyn; og blev derpaa Oprøret stillet.

 

Endeligen licentierede Kongen alle de Tropper, som endda vare paa Beenene. Den største Deel deraf gik til Holland, og andre ginge med Kongens Tilladelse udi Svensk Tieneste, blant dem var en særdels navnkundig Italiensk Officier ved Navn Caccia Gverra. Den samme havde først staaet udi tienneste hos Gros Hertugen af Florentz, og, da han, formedelst en u-bekiendt Aarsag, blev forviset Gros Hetugens Lande, begav han sig udi Keyserlig Tienneste, hvilken han qvitterede misfornøyed, efterdi (som han selv foregav) man vilde have ham til at være ansvarlig for nogle Plyndringer, som hans underhavende Officiers havde øvet. Han blev derudover en Fiende af det Østerrigske Huus, og tienede siden Kong Christian udi den Kejserlige Krig, og, som han havde været udi stor Credit udi Keiserens Armée, bragte han en Hob Keiserlige Tropper med sig, som frivilligen fuldte ham, thi han var dristig, stridbar og liberal, og havde stor Omsorg for de fattige Soldater. Han havde sort Haar og sorte Øjen, som vare nedsiunkene i Hovedet, og var derforuden bleven defigureret (vansiret) ved adskillige blessurer (påført sår/ar), saa at hans udvortes Anseelse giorde ham ikke mindre forskrækkelig end hans Bedrifter. Da Kong Christian dimitterede de hvervede Tropper, begav han sig udi Svensk Tieneste tillige med 80 Mænd, som fuldte ham.

 

Hvad ellers de øvrige KrigsSager anbelanger, da var Floden udi bedre Stand end den nogen Tid havde været. Der underholdtes 2000 Matroser aarligen, som skulde være færdige til Tieneste, naar paabødes. Tøjhuuset var forsynet med Gevær for 50 til 60000 Mænd, og havde over 800 Canoner, og hvorvel Adelen ikke pleide at ville tilstede Fæstninger udi Riget, saa havde dog Kongen ikke alleene ladet fortificere Kiøbenhavn, men endogsaa ladet anlægge adskillige nye Fæstninger, som Christianstad udi Skaane, Christionopel udi Blegind. Glykstad udi Holsteen, Crempe udi Stormarn, og siden Christianpriis, saa at aldrig nogen Konges Myndighed havde været større.

 

Hvad Hoffets og Statens Tilstand er angaaende, da seer man, at Kongen paa den Tid underholdt en Cavalier Garde af 200 Adelmænd, hvoraf enhver nød 10 Rigsdl. til Gage om Maaneden for deres Tienere, thi de tienede selv par honeur uden Besolding, og var Otto Skeel Corporal for samme Compagnie. De samme havde alle rejsed nogle Aar udenlands efter den almindelige Skik, som da var iblandt den Danske Adel; thi fast ingen var i Anseelse uden han havde mestendeel ødelaget sig ved vitløftige udenftige udenlandske Rejfer; Og var det fornemmeligen for at hindre saadan U-lejlighed og at sauvere Landets Penger, at Hans Majestet havde stiftet det Ridderlige Academie til Sorøe. Det Kongelige Hoff var ellers paa de Tider magnifiqve, og, saasom Hans Majestet selv var lystig og særdeles omgiængelig, saa vare alle HoffFolk besynderlig joviale, og søgte paa alle Maader at divertere sig, hvorvel samme Divertissemens undertiden ginge for (510) vit; thi Giestebude endtes ikke uden med store Ruus, og Brylluper varede gierne nogle Dage, og vidner oft-citerede Autor, at udi Frøken Lindenovs Bryllup Kron-Prindsen Christianus 5. og Hoffmesteren Frands Rantzou havde været 5 á 6 gange beskiænkede. Men saadant kunde meere tilskrives slemme Moder end Begierlighed til Drik.

 

Adelen var da baade mangfoldig og mægtig, og de andre Stænder vare mod dem udi meget liden Anseelse; thi man seer af adskillige Forordninger, at HerreStanden blev distingveret fra Borger-Standen baade udi Spiise og udi KlædeDragt, vel kunde en Borger formedelst Gield ved Retten skille en Herremand fra sin Gaard; men han kunde ikke beholde den selv, førend han havde givet Adelen tilkiende, at saadan Gaard var til fals, og, naar nogen Adelsmand tillod sig at give saa meget, som den havde kosted Creditorn, maatte han overlade Gaarden for saadan Summa, hvorudover der indfunde sig altid nogle, som gave end meere end Gaarden kunde være værdt, paa det at Adeligt Gods ikke skulde falde I Borger-Folkes Hænder. Denne Distinction mellem Adel og Borger-Stand gik saa vil, at der ogsaa udi Andagt og GUds-Dyrkelse giortes Forskiell mellem dem, hvorudover Herremænd da tilegnede sig Rett at skrifte og confitere deres Synder siddende ved Præstens Side, da derimod Folk af andre Stænder maatte skrifte paa Knæe; Men dette u-anseet indskrænkede denne Konge dem dog temmeligen, endeel ved sin Myndighed, endeel ved Konst. Medens den Tydske Krig varede, employerede Hans Majestet nogle 100 Herremænd udi Arméen og satt een til Commissarium ved hvert Compagnie, endeel for at de kunde blive oplærte udi Krigs-Sager, endeel ogsaa for at holde deres Forældre udi Lydighed og stedsvarende Devotion (gudfrygtighed; religiøs nidkærhed)  i sin Fraværelse. Derforuden seer man, at de fleeste store Rigets Charger paa de Tider stode ledige; thi der var paa de Tider ingen Rigs-Hoffmester, og syntes det, at Hans

 

Majestet ikke vilde lade besætte den Plads, efterdi den sidste Rigs-Holffmester havde tilegnet sig alt for stor Myndighed. Hvorudover den Kongelige Canceler Christian Friis da var den foremmeste høje Bestillings-Mand, og Chef for Raadet, saa at man deraf seer, at de fare vild, som kalde Frands Rantzou Rigs-Hoffmester, thi hans Titel var ikke andet end Simplement Hoffmester eller Statholder i Kiøbenhave, til hvilken Værdighed han var bleven ophøjet dette Aar, og seer man, at han udi den Conference, som dette Aar holdtes med den Franske Ambassadeur, sad som yngst Raads-Herre nederst blant de da forsamlede Rigs-Raad. Der var ej heller paa samme Tid nogen Rigs-Marsk, ej heller Rigs-Amiral, men samme Pladse stode ogsaa aabne uden tvivl af samme Aarsager. I Marskens Sted var ikkun andre simple Generaler, og ved Søe-Etaten alleene tvende Vice-Amiraler, hvoraf den eene var ved Floden, og den anden ved Holmen; Saa at af de 4re store Rigs-Charger da ingen var besatt uden Cancelerens, som da Christian Friis beklædde, over hvilken Autor til den Franske Ambassades Beskrivelse giver saadant Portrait. Canceler Friis var høj af Gevext, havde et bredt (511) Ansigt og et gammeldags firekanted Skiægg, han talede got Fransøsk, var tempereret og sagtmodig, sagde sin Meening med Oprigtighed, skiønt han var noget frygtyagtig. Bemeldte Autor giver iligemaade Portrait over andre Ministrer og Hoffmænd, som han da havde den Ære at omgaaes med. Jeg har tilforn viiset Hoffmesterens Frands Rantzous Character, hvorfore jeg det her igien ikke vil repetere. De andre ere den Tydske Canceler Levin Marskalk, hvilken beskrives saaledes, at han var af et fyldigt Legeme, havde et tykt Ansigt og en stor Pande, item et firekanted Skiæg paa den Tydske Facon. Han talede got Fransøsk, var from, facile, vel dreven udi Stats Sager, og sagde sin Meening med Oprigtighed. Han havde tilforn staaed i tieneste hos Biskopen af Eutin, og er det uden Tvivl af ham, at Autor maa have hørt den Particularitet om samme Biskop, at han paa engang havde 3 Hustruer; saa at han derudi giorde meer end som en Bisp tilholdes efter Huus-Tavlen, nemlig at han skal være en Hustrues Mand; thi denne var 3 Hustruers tillige. Otto Skeel, som commanderede ovenomtalte Gendarmerie eller den Kongelige Cavaliere-Garde, var spirituel, sagtmodig og tempereret, vel skabt og meget hurtig. Den Kongelige Staldmester, som ikke nævnes, beskrives saaledes, at han var dristig, judicieux og en stor Fiende af det Østerrigske Huus. Den Kongelige Kammer-Secretaire Friderik Gynthers Characteer beskrives saaledes: Kongens Secretaire Gynther, endskiønt han stod under den Tydske Canceler Marskalk Levin, saa dog expederede han adskillige Kongelige Ordres alleene, og exercerede en Stats Secretaires Function. Han var liden af Gevæxt, havde en kort Ryg, blaa Øjen, en krum Næse, en stor Pande, og var skaldet oven i Hovedet, det lidet Haar, som han havde, var af Castagne Farve menged med graa Haar. Han brugte gemeenligen en gammel Fettet Lærkøllert, og hans Skoe var sammenhæftede med en Hægte. Han gik paa Gaden med en Stok udi den eene og Papiir udi den anden Haand. Saa at man seer, at han havde liden Omsorg for sit Legeme. Hvad Sindets Gaver angik, var han sagtmodig og betænksom og promt udi sine Expeditioner, talede ogsaa baade Latin og Fransøsk. Han havde ved sin Sparsommelighed samlet store Penge, hvilke han havde formeeret ved sin Fliid og Arbejde. Jeg seer af adskillig Breve og Raporter, at han siden har været Deputeret til Staterne udi Holland. Han stod i stor Naade hos Kongen, og talede dristigen med Hans Majestet om alle slags Sager. Saa det synes, at efter de Conjuncturer, som da vare, og de Mesures, som denne Konge havde taget, at mange vigtige Forretninger uden Raadets Forespørsel ere blevne expederede ved denne Secretaire, eller ved andre Folk af maadelig Stand. Ja alt dette viiser, at Kongen haver regieret med større Myndighed end nogen hans Forfædre, og er der ingen Tvil paa, at Raadet jo havde baaret temmelig Jalousie derover, helst saasom Hans Majestet ofte absenterede sig fra Kiøbenhavn, og expederede mange vigtige Sager alleene udi Holsten. Dog turde ingen lade sig merke med nogen Fortrydelse, endeel i Henseende til denne  Konges store Bedrifter og Qvaliteter, hvorved han havde (512) distingveret sig for alle Potentater paa de Tider, endeel ogsaa, efterdi det Kongelige Huus var bestyrked med voxne Prindser, der vare beqvemme til Affaires, og forrettede vigtige Ting udi Kongens Navn, og seer man, at den ældste Prinds Christian agerede Regent udi Kongens Fraværelse, og skrev sig Christian 5. af GUds Naade Prinds til Dannemark og Norge, efterdi han af Stænderne var erklæred Christiani 4ti Successor. Hvad, som videre kand tiene til at bestyrke dette, er, at, da Rigets Canceler Jacob Uhlefeld formedelst sin Alderdom retirerede sig til Nyborg udi Fyen, lod Kongen foreene hans Forretninger med den Kongelige Cancellers, eller rettere deelede dem mellem han og Statholderen eller Hoffmesteren. Man seer ogsaa. at Rigets Cancelers Embede ikke haver været nær af den Vigtighed som tilforn, thi det blev da regnet for den 3die høje Charge efter de Kongelige Danske og Tydske Cancelere. Om ellers Kongens Canceler tilforn stedse alle Tider har været højere end Rigets Canceler, er vanskeligt at sige, saasom man udi publique acter undertiden finder Kongens, undertiden rigets Canceler først, og seer man af den Calmarske Constitution, hvoraf disse Rigers Jus Publicum flyder, at der i Begyndelsen var kun en Canceler som skulde føre Rigets Seil og pleje Retten, og siger Christiani 3. Recess: Dommere ere næst Kongelige Majestet her i Dannemark Rigets Canctler og Rigets Raad, saa at her Rigs Canctler sættes i Spidsen af det heele Raad. Dette haver jeg holdt nødigt at antegne, efterdi nogle holde det for en Vildfarelse, at jeg udi min Dannemarks Beskrivelse har satt Rigets Canceler blant de fire høje Embedsmænd. Hvilket kand være, saa vit som derved forstaaes de 4re højeste Charger, men ikke naar man taler om de 4re store Rigs-Charger; thi ligesom Marsken var Hovet for Krigs-Magten, Amiralen Chef for Floden, saa var Rigets Canceler Hovet for Justitien i begge Riger. Det er derforuden troeligt, at saadant har været Forandring undergiven, og ikke ligeledes under en Konge som under en anden. Saaledes seer man under denne Konge, at Hoffmesterens Bestilling ikke haver været af den Vigtighed som tilforn. Thi de gamle Rigs Hoffmestere vare de fornemmeste af alle Undersaattere og Hoveder for den heele Adel, ja havde samme Anseelse, som Droster (højeste civile embedsmand, som havde landets indre forvaltning under sig) i gamle Dage, da derimod Frands Rantzow, som paa denne Tid var Hoffmester eller Statholder, sad under mange af Raadet, som før er viiset; Dog var hans Charge i Henseende til Revenuerne den beste udi Riget, thi han havde over 20000 Rdlr. aarligen til Indkomst, foruden hvad han havde af sit eget Gods, som ogsaa beløb sig til 20000 Rdlr. Hvorudi ellers Hoffmesterens Frands Rantzows Embede bestod, og hvor vit hans Myndighed strakte sig, er vanskeligt at sige, thi det synes, at Kongen vilde have en Hoffmeste af Navn og Titel alleene, men ikke af Autoritet, hvorudover der var Disput mellem ham og den Kongelige Canceler, og vilde denne sidste indskrænke den førstes Embede alleene til Kiøbenhavns Hoffmester Statholder, og ingenlunde ansee ham, som Rigs Hoffmester. Kongen syntes vel undrtiden at understøtte Hoffmesteren, som han særdeles elskede, ja nogle Aar derefter erklærede (513) ham virkelig Rigs-Hoffmester. Men det er troeligt, at han ikke ugierne saae at Cancelern disputerede ham hans Myndighed, og tracterede ham ikke paa den Fod af RigsHoffmester. Ligesaa dubieuse var ogsa andre høje Embeder, ja det heele Raad udi Regieringens Form satt paa Skruer. Almindelighed var ikke paa den Fod som tilforn, saa vel i Henseende til dets Myndighed, som dets Tall; thi, da derefter Rigets Constitutioner skulde være 23 eller 24 Raads-Herrer, vare der Aar 1629 ikke meere end 15 til 16. Rigets Bestillinger vare ogsaa politice sammenmængede med Kongelige Bestillinger. Thi der vare adskillige, som havde vigtige Ting udi Forretning, og alleene førede Titel af Kongens Raad, som Niels Krag, Jonas Charisius og Jørgen Skult, hvilken sidste kaldtes Hoffog Geheime-Raad. Hvoraf man klarligen seer, at Staten under denne kloge Konge var satt paa Skruer, og man ikke uden nøje Examen kand finde rede udi den Forma Regiminis eller Regieringens Indrettelse, som da var strax efter den Tydske Krig.

 

Man seer ellers udi denne Konges Historie af de mange Stridigheder, som forefaldte paa Rigs-Dagene, at, endskiønt Hans Majestet gemeenligen har regieret med fast uomskrænked Myndighed, saa dog haver han undertiden givet efter, saa at den Kongelige Myndighed har haft sin Flod og Ebbe, og ofte drejet sig efter Tidernes Conjuccturer. Endeel af slige Stridigheder, skiønt de ere forefaldne paa adskildte Tider, vil jeg her anføre for at have dem samlede paa dette Sted, hvor jeg har begyndt at tale om Regieringens Art og Genie udi denne Konges Tid. Udi det Aar 1602, da Hans Majestet var udi Norge, og adskillige Klagemaal bleve indgivne imod Øvrigheds Personer, lod han paa eengang affætte alle Laugmændene over det heele Rige, saa at der bleve kun tvende af de gamle tilbage. En heroisk Gierning af en ung Konge udi hans Regierrings Begyndelse, hvorved han tydeligen gav tilkiende, at han ingen Ting skyede, for at haandhæve Retten, hvorpaa han endogsaa udi hans Mindreaarighed havde ladet see en mærkelig Prøve, som tilforn er omtalt.

 

Aaret derefter lod han paa en Herre-Dag forestille Rigets Raad og Adelen de Bekostninger, som han havde giort paa adskillige Bygninger og heele Stæders Fundationer, og begiærede af dem Bevilning til en ny Skatt. De affloge da vel ikke hans Begiæring, men forlangede en Forsikkring, at saadant ikke skulde giøre noget Skaar i deres Privilegier. Der til vilde Kongen i Begyndelsen ikke beqvemme sig, helst som de Penge, som forlangedes, vare til Rigets Nytte og Tarv; men efter nogen Disput lod han sig finde derudi, og gav dem et skadesløst Brev, paa at saadant ikke skulde præjudicere dem i deres Adelige Privilegier. Men man seer, at Kongen paa næste Rigs-Dag til Odensee Aaret derefter disputerede dem det samme, og siden stedse, endogsaa udi sine sidste Regierings Aar, hvilket hans egenhændige Breve udviise.

 

Jeg haver udi Minorennitets Historien fortaalt, at den Norske Adel havde erholdet dette, at, hvis en Adelsmand giftede sig med nogen ufrie, skulde de Børn, som avledes i saadant Ægteskab, ikke (514) holdes for Adelbaarne, hvorudover, saasom en fornemme Norsk Herremand, ved Navn Anders Green, giftede sig med en Præste-Dotter, vilde de andre Adelsmænd ingen Ære beviise ham, ej heller ansee hans Børn som Adels Børn, og det i Følge af det Privilegio, som udi Kongens umyndige Aar var erhverved. Dette kunde Hans Majestet ikke lide, og derfor giorde samme Green til Norges Riges Canctler, og udstedde et sædeles Brev, hvorudi han erklærede hans Børn at være fuldkomne Herremænd, forfremmede ogsaa samme Børn til anseelige Charger. Men intet viiser meer den Kongelig Myndighed end Arve-Rettens Ophævelse, som Ridderskabet udi Førstendommene tilegnede sig, og som ingen Konge for ham har dristet sig til at i Verk sætte. Paa den Herre-Dag, som Aar 1623 holdtes udi Kiøbenhavn, anmodede han Adelen om en Undsætning til Folk at værve. Da forefaldte adskillige Vanskeligheder, saa at en Deel af Rigets Raad, sær Rigets Amiral Albert Skeel stillede sig traadsig an imod Kongen. Kongen derimod fik ikke alleene sin Villie frem; men Albert Skeel maatte formedelst sin Dristighed kort derefter nedlægge sit høje Embede.

 

Derimod kand man sige, at Adelen med ikke mindre Iver forsvarede deres Højhed end Kongen figtede for sin Myndighed, saa at de undertiden ved een og anden Lejlighed finge deres Villie frem. Saaledes, da Hans Majestet paa Herredagen, som Aar 1618 blev holden til Antvorskov, ved sin Canctler lod foreholde Adelen Rigets Tilstand, som requirerede Penge og Midler til nødvendige Udgifter, da, endskiønt Raadet fandtes ikke uvilligt dertil, protesterede dog Adelen højligen derimod, foregivende, at den Armature, som Kongen holdt fore være nødig, sigtede meer til at skille dem ved deres Privilegier end til Rigets Forsvar, hvorpaa de havde seet Exempel den seeneste Land-Dag udi Førstendommene, da Fodfolk og Ryttere vare bragte til Kolding, for at intimidere det Slesvig-Holstenske Ridderskab, og at skille dem ved deres Vallrettighed. Over denne Dristighed blev Kongen saa fortørned, at han i Vrede forlod Herre-Dagen. Kongen maatte ogsaa sædeles føje dem udi Christophori Dibvadii Sag, og opoffre samme Mand, efterdi han havde skreved imod Adelen for at forsvare den Kongelige Myndighed. Historien er mærkelig og fortiener at fortælles med Omstændighed. Christophorus Dibvadius var en Søn af Georg. Dibvadio, som formedelst et Skrift imod Adelen blev satt fra sit Professorat, som tilforn er fortaalt. Den Bitterhed, han havde fattet imod Canceler Friis, og andre Rigets Raad, der havde været Aarsag til hans Faders Fald, drev ham til at skrive et Skrift imod da værende Regiering og Adelens Myndighed. Udi samme Skrift roser han i visse Maader Christiani 2. Regiering; Og forestiller den Urett, som Adelen giorde Middelstands Folk, i det de hindrede mange brave og lærde Mænd at blive brugte i Rigets Sager, og heller indkaldte Fremmede, skiøndt intet hos dem var at finde uden blotte Titler og Ahner. Derforuden vilde han ikke, at Adelen skulde forlehnes med Kronens Gods, men at derover skulde sættes Fogeder, og andet meer, som er for vitløftigt (515) at opregne. Dette altsammen havde han forfattet i et kort Latinsk Skrift, som han vilde dedicere til Prinds Christian. Hvorudover han blev anklaged, og maatte Kongen lempe sig efter Tidernes Tilstand, og lade anordne en Rett over ham af Universitetets Lemmer i Kiøbenhavn, hvoraf han blev dømt i Kongens Unaade, og blev hans Straff et ævigt Fængsel paa Kallundborgs Slott, hvor han efter 2 Aars Forløb døde, og det ved saadan Hændelse: En Lyse-Tand (tande (det øverste af vægen) i tælle-, vokslys) var falden ned paa Gulvet, hvor den fandt Materie at antændes, saa at han blev qvalt af Røg, og fandtes død i Sængen om Morgenen. Han var en særdeles lærd og skarpsindig Mand; men hans Hidsighed forblindede ham saaledes, at han ikke kunde see i hvilken Ulejlighed han styrtede sig.

 

Dette og andet viiser, at Kongen undertiden maatte temporisere, hvorvel han gemeenligen disputerede Adelen hvert Skrid. Ingen kand nægte, at jo adskilligt skeede imod Haandfæstningen; men ingen kand heller nægte, at jo Haandfæstningerne vare forhøjt opskruede i Henseende til forrige Tider, og at Regieringen derfor var vitieux (som er behæftet med fejl, mangler) , og ikke kunde være fri for idelige Ulejligheder; ikke fordi et limitered Monarchie jo vel kand bestaae, naar det fra Førstningen saa er indretted, og stedse bliver holdet i lige Stand. Men, hvor visse Stænder søge meere og meere at trække all Myndighed til sig, at giøre Konger til simple Præsidenter i Raadet, og de andre Undersaattere til Vornede, kand saadant ikke andet end foraarsage Fermentation (gæring; om kemisk proces el. mere ubestemt (uegl.) om stærk bevægelse, røre), helst udi et Land som dette, hvor midelstands Folk gemeenligen ere højhiertede, og ikke vel kand skikke sig udi Foragt. I den Henseende understøttede de saa kaldte ufrie Stænder Kongen stedse udi hans Paastand. Det er dog merkeligt, at, uanseet all den Habileté, som fandtes hos denne Konge, og den Ævne, som et saa langvarigt Regimente havde givet ham til at extendere den Kongelige Myndighed, og at arbeide paa en Lighed blant Undersaatterne, han dog ikke kunde trænge igiennem med det, som hans sagtmodige Successor bragte til Veje. Den rette Guds Time var endnu ikke kommen: Det heder Accidit in Puncto quod non speratur in Anno. En Leilighed og favorable Conjuncture kand ofte meer udrette end mange Aars Konst og Arbeide.

 

Saaledes var Tilstanden udi Staten og ved Hoffet under Christiano 4. besynderlig efter den Keiserlige Krig. Nu maa jeg skride til andre Ting, og fortælle hvad videre af Vigtighed er skeed efter Fredens Slutning, og møder mig da først de Tvistigheder, som strax efter Krigen rejsede sig med Hamborg. Samme Tristighed havde saadan Oprindelse:

 

De Hamborger havde anmasset sig en Rett paa Elven, som de kaldte Jus Restringendi. Samme Rett bestod derudi: at de skulde have Magt at forhindre Stæderne paa Elven, som ligge neden for Hamborg, fri Seilaz, og tvinge dem til at føre alt det Korn, som de vilde sælge, føst til Hamborg, beraabende sig paa Keiserlige Privilegier, ved hvilke de meenede saadant Monopolium dem var forundet,og derfor øvede den samme udi største Rigueur (nøjeregnende strenghed; hårdhed; ubøjelighed), tvunge (516) Kongelige Undersaattere udi Holsten, Crempe og Wilstermarsk; og forhindrede dem at føre deres Vahre uddaf Elven til andre Stæder uden til Hamborg, hvor de bleve saalte for den Priis, som Hamborgerne fante for gott at sætte derpaa; et synderligt Monopolium og synderlige Privilegier, som de og andre Hanse-Stæder havde anmasset sig, og som de Danske Konger formedelst Rigernes forvirrede Tilstand ikke havde haft Lejlighed at ophæve.

 

Christianus 2. som med alt det Onde, som skrives om ham, havde ogsaa mange gode Qualiteter, tog sig vel for at til intet giøre saadanne Riget høj-skadelige Privilegier udi Handelen, som kand sees af hans Forordning datered Kiøbenhavn 1521, hvilken Hvitfeld uden Grund derudi ogsaa laster, men dette havde ingen Fremgang formedelst den Opstand udi Riget, som skeede mod høistbemeldte Konge, da HanseStæderne tage deres Tempo i Agt, og søgte at bemægtige sig slige Friheder igien, som kand sees af deres Feide-Brev imod Kong Christian 2. datered Aar 1523.

 

Men Christianus 3. oprippede Sagen igien mod Stæderne, som før er sagt, og Christ. 3. lod i sær formane Hamborgerne, at de ikke alleene udi saa Maade maatte aflade hans Undersaattere meer at besværge, og deres rette Handel og Fart at forhindre, men strax give tilbage de Skibe, de havde anholdet, eller og deres Privilegier, hvormed de deres Rett kunde forsvare, lade see og demonstrere, hvis ikke, vilde Hans Majestet søge Raad og Middel saadant deres Foretagende at hæmme. De Hamborgere meente, at de havde saadant Jus restringendi udi Brug langsommelig Tid, og ved Hævd og Præscription confirmered, hvorfore de holdte fore, at ingen med Rett kunde skille Stridigheder dem derved; men Kongen eragtede, at det var ingen Rett, som man bavde anmasset sig udi Rigernes forvirrede Tilstand, og derfor paastod, at de skulde fremviise deres Privilegier, og imidlertid lade Farten være fri og u-hindret. Hans Majestet vidste vel, at det var dem vanskeligt at producere de Privilegier, som de beraabede sig paa, og derfor drev saa meget paa, at de maatte komme for Lyset, dog, saasom han var en særdeles fredsommelig Herre, blev Sagen staaende til Kong Friderik den Anden kom paa Thronen, da udi samme Konges Tid reisede sig adskillige gange Tvistigheder om Fortsættes under Friderico 2. oftbemeldte Jure Restringendi, hvilket Hamborgerne ikke alleene ej vilde frastaae, men holdte et Krigs-Skib idelig paa Elven, for at tvinge Korn-Skibene at seile til Hamborg.

 

Udi det Aar 1561 fordristede de sig til at optage paa det Dytmarske Far-Vand et Frisisk Skib, som laae for Anker laddet med Korn, lade samme Skib føre til Hamborg, og nødde Folkene til at selge deres Vahre sammesteds. Kong Friderik den 2den lod dem først venligen paaminde, at skulle lade Skibet igien fare, erstatte Kiøbmanden den Skade, han derved havde lidet, og lade de Kongelige Lande, Undersatter og Far-Vande u-besværgede herefter; Men Hamborgerne beraabede sig paa Hævd og Keiserlige Privilegier, skydende sig til u-villige Dommere, som kunde kiende paa deres Rett; Hvorudover Hans Majestet lod anholde alle Hamborgske Skibe udi sine Lande.(517) Dette jog saadan Skræk udi dem, at de søgte deres Tilflugt til Churførsterne af Sachsen og Brandenborg, ved hvis Underhandling Sagen blev saaledes bilagt udi Kiøbenhavn den 4 May 1562, at Hamborgerne maatte optinge med Kongen for Kiøbenhavnske Recess. 10000 Rdlr. og derhos forpligte sig ikke at give oftere Aarsag til saadan Ulejlighed. Der blev ogsaa aftalt, at deres Prætensioner skulde examineres af uvillige Dommere. Men, saasom Aaret derefter den Svenske Feide indfaldt, blev Sagen i lang Tid saa staaende; Imidlertid bleve de udi fulde 6 Aar udelukte fra all Handel og Næring udi Dannemark, Norge og Island, hvorudover de omsider begyndte at ydmyge sig for Alvor, og anholdte sterkt om Naade, hvilken de erholdte paa det Flensborgske Mode 1579 med de vilkor, at de til Straff for deres Ulydighed skulde give Hans Majestet 100000 Rdlr. paa 5 Aar at betale. Hvad. Hoved-Sagen angik, da blev beslutted, at derom et Mode skulde holdes til Kiel udi Holsten, og, hvis Tvistigheden der ikke kunde afgiøres, da skulde Sagen indstævnes for den Keiserlige KammerRett. Imidlertid skulde Indførselen og Udførselen være fri paa Elven, og alting forholdes efter foromtalte Kiøbenhavnske Recess af 1562 Endelig blev Opmænds Dom saaledes kiendt i Sagen, at det skulde staa begge Parter frit for at indføre og udføre alt Slags Korn (Byg og Malt undtaged) item at intet Kiøb maatte sættes i Hamborg for Kongl. og Førstelige. Undersaattere, men enhver lade sig betale, som han kunde forliges om. Men Hamborgerne besvægede sig over den Kiendelse, saa at Trætten om Jure Restringendi varede saa længe, som Kong Friderik 2. regierede. Det er ellers at merke, at, saasom denne Konge forstod sig særdeles vel med Spanien, saa blev udi hans Tid Grundvolden lagt til Hollændernes Handel udi disse Riger og paa Øster-Søen.

 

Udi saadan Tilstand forbleve Sagerne udi Friderici 2. Tid. Men Christianus 4. tog sig alvorligen for at hæve denne Misbrug, og til den Ende lod lægge Krigs-Skibe paa Elven, for at beskytte Handelen imod dette Jus Restringendi, som han formeenede var u-taaleligt. Hamborgerne forlode sig saa vel paa Keiseren, som paa de andre Hanse-Stæder, og stillede sig an som de med Magt vilde haandhæve deres formeente Rett, men Tvistigheden blev denne gang opsatt ved det bekiendte Steinburgiske Fordrag 1621. Nogle Aar derefter udvirkede Hamborgerne ved et Keiserligt Diploma Herskab over Elven igien, og beyndte at foruroelige Farten, som tilforn.

 

Dette kunde Hans Majestet ikke hindre saa længe som Krigen varede, helst fra den Tid de Kejserlige finge Overhaand og spillede Mestere udi Holsten. Men, da Freden var sluttet med Kejseren, og han havde faaet fri Hænder til at agere igien, tog han sig for at ydmyge Hamborgerne ved at anrette et nyt Toldsted paa Elven ved den nye anlagde Stad Glykstad, hvilken han tillige med der ved agtede at bestyrke, og giøre til en considerabel(af stor anseelse; anset) Handelstad. Bemeldte Glykstad blev funderet Anno 1620 udi den Egn Wildenmarsk i Stormarn, og lod Kongen den strax saaledes befæstige, at den kunde holdes for u-overvindelig, hvilket ogsaa efterfølgende Tid har viiset: (518) Thi, endskiønt heele Holsten, Slesvig og Jylland have været indtagne, har dog denne Fæstning alltid holdet Stand. Udi det Aar 1628 maatte Wallenstein eller Hertugen af Friedland med u-forrettet Sag gaae der fra, efter at han udi en kort Tid havde satt til 3000 Mænd der for; Og udi de paa følgende Krige haver den ogsaa stedse conserveret sig, saa at den aldrig har været i nogen Fiendes Hænder indtil denne Dag.

 

Eftersom nu Staden udi seeneste Belejring havde lidet adskillig Skade, tog Hans Kongelig Majestet sig for i dette Aar at forbedre den, og giøre den til en anseelig Handelstad, til hvilken Ende han allernaadigst samme Aar gav den efterfølgende Privilegier:

 

1. Hvo som vil sætte sig ned udi Glykstad, og der drive redelig Næring med Kiøbmandskab eller Handværk, ham skal det staa frit fore. Dog skal han først anmelde sig hos Stadens Gouverneur, hvilken skal optegne hans Navn, Haandtering og Fæderne-Land, udi det Borgerlige Register.

 

2. Haanværker eller anden Næring skulle i ingen Maade blive besværgede; Men det skal være enhver tilladt a søge sit Brød og drive sin Handel paa den Maade, som han finder nyttigst og beqvemmest.

 

3. Det Samtlige Borgerskab skal i 25 Aar, fra dato at regne, være gandske fri for all Borgerlig Besværing, Paalægg og Contributioner, hvad Navn de have maa; Og, paa det at Borgerne ikke skulle blive besværgede udi deres Huuse med Guarnisonen, da skal den blive indqvarteret udi visse dertil indrettede Vaaninger.

 

4. Dersom nogen, der intet Kiøbmandskab eller Handel driver, men lever af sine egne Renter, lyster at sætte sig ned udi denne Stad, skulle de iligemaade have samme Frihed.

 

5. Angaaende Tolden paa de ind og udgaaende Vahre, eftersom dog noget deraf maa gives, vil Hans Majestet giøre saadanne milde Forordninger, at Commercen i ingen Maade dermed skal besværges.

 

6. Dersom en fremmed Nation, der sætter sig sammesteds ned, skulde være 50 eller fleere Familier stærk, skal det staae dem frit for at udvælge 10 redelige Mænd af deres Middel, som kand dømme imellem dem i civile Sager. Fra dem skal Appellation skee til den almindelige Stads Rett.

 

7. Belangende de Stridigheder, som kand rejse sig af Handelen, vil Hans Majestet lade det staae frit for Borgerskabet at udvælge 8 redelige Mænd, to Nederlænder, to Portugiser og 4re Ober-Tydsker, som paa Hans Kongelig Majestets Vegne af Gouverneuren skal confirmeres, og som ugentligen skal komme sammen paa et vist Sted for at holde Rett, hvorudi den Kongelige Gouverneur skal præsidere.

 

8. Hans Majestæt vil og hermed ikke alleene fornye og confirmere alle particuliere Privilegier, som tilforne ere givne til een og anden Nation, men end og vil formeere og forbedre de samme.

 

9. Stadens Regiment og Rett vil Hans Majestet forsyne med forstandige og redelige Mænd, og en vel qvalificeret Gouverneur, som (519) udi Kongens Sted stedse skal residere udi Staden, hvilken Hans Majestet skal give særdeeles Befalning at beskytte Byens Privilegier.

 

10. Hans Majestet vil ogsaa tage samtlige Indvaanere, samt deres Commerce til Lands og Vands udi sin Kongelige Protection og Beskiærmelse, og befodre deres Beste hos udenlandske Potentater.

 

Saaledes endtes dette Aar, udi hvilket jeg finder en Pest og Blodsott at have regieret i Sielland, som borttog mange brave Mænd, blant hvilke Doctor Caspar Bartholin.