Chr 4 1577 - 1584

 Chr 4 til hest

1577 Denne navnkundige Konge er fød på Frideriksborg den 12. April. S.V. 1577. Få fødsler have været mere glædelige for Rigerne, thi, såsom Kong Friderik havde biet (bedt) så længe, førend han indlog sig i Ægteskab, og Dronningen de tvende gange, hun var blevet frugtsommelig, havde bragt Princesser til Verden, så havde man ef et Regimente af 18 år liden Forhåbning, at se Højtbemeldte Konges Posteritet (eftertiden tidsrum) at beklæde den Nordiske Throne, hvilket dog var Undersåtternes enhændige Ønske i hensende til den Kierlighed de vare til Kong Friderik, Herudover den Tiende om Dronningens Forløsning, med en ung Prinds var alle lige så behagelig, som den var u-formodende (ulykkelig). Herudover var det den Højsalige Konge ikke vanskeligt at designere (forudbestemme) den til Successor, som alle så længe havde ønsket efter, thi da han først derefter, nemlig 1580 anholdt for Stænderne, som vare forsamlet i Odense, at den unge Prinds måtte udi hans levende Live antages til Deres tilkommende Konge, samtykte strax alle Kongens Begiæring, og udvalgte den unge (357) herre i hans tredie År, hvorefter hyldningen (hylde) skeede her i Riget 1584, nemlig udi Viborg den 12 juni, udi  Odense den 27 dito, udi Ringsted den 10 juli og udi Lund den 20 dito. Men i Norge ikke førend efter Kong Frideriks død , nemlig 1591. Om hans fødsel fortæller Resenius en uderlig historie, nemlig, at den var forud sagt en Bonde på Samsø af en Havfrue. Man skulde vel tænke, at denne historie var digtet længe efter. Såsom intet er mere allmideligt, end at fingere deslige ting, for at gøre store Regenteres Fødsler miraculeuse. Men som historien af alle var bekiendt på samme tider, kand man ikke nægte, at Bonden jo løb til Hove for at tilkiende give sådan Åbenbaring, og at det samme jo gav Anledning til vitløftig tale over det hele rige, skiønt man ikke kan sige, om han gjorde det af Interesse for at recommendere sig, eller det var virkning af en forvirred hierne. Historien fortælles således:

 446px-1

På samme tid, som Dronningen var frugtsommelig, kom en Bonde fra Samsøe til Herre Dagen, som holdtes til Kallundborg, og der foregav, at ved Stranden, hvor han boede, nogle gange var kommen til ham en Havfrue, hvilken oven til var skabt som en dejlig Jomfrue, men neden til som en fisk, og at den samme strængeligen (strengt) havde befalet ham at lade Kongen vide, At Dronningen, som nu var frugtsommelig, skulle til verden en søn, der skulde blive en af de anseeliste Konger i Verden, og såsom han, nemlig Bonden, havde undskyldt sig for at forrette sådant Ærende, havde Havfruen opmuntret ham til Frimodighed, efterdi det var Guds Ærende. Videre sagde han, at havfruen havde klaget over den Synd og Ondskab, som gik i Svang (almindeligt udbredt) i Riget, og havde formanet til Pænitentze (at udtrykke sin anger).

 

Denne Ambassade (ærinde) gav de fleste nærværende Herre Materie til Latter, såsom de kunde ikke begribe, hvorledes sådan Gudsfrygt og Spådoms  Vand kunde oversvømme Fistene (kysterne) ved Samsøe, ej heller hvorfor denne havfrue i sådant anseeligt Ærende betienede sig af så slet en Ambassadeur. Kongen alleene blev derover taus, og lod indkalde Bonden for sig, og, da det samme igien for  ham blev præsenteret, sagde han, at han ønskede, at den Spådom om en Prindses  fødsel måtte være sand, og hvad Poenitensen angik, da skulde han hiøre, hvad en skriftlig Potentat egnede og tilsom, hvorpå han gav boden en foræring, befalde ham at reise hiem for at tage vare på sit huus. Efter Kron-Prindsens fødsel kom Bonden atter til Hove igien og repeterede det gamle Eventyr med end fleere omstændigheder, nemlig, at Hav-Fruens navn var Isbrand, at hendes Boelig var uden for Landet i Dybet, hvor hun, hendes Moder og Mormoder længe havde været,  Iligemåde,  at hun havde berettet,at det var hendes Mormoder, som havde forsynet Kong Waldemar den 3die, at den Datter, som Droning Helvig gift frugtsommelig med, skulde overgåe sin Fader udi Magt og Unseelse (ærbødighed) . Hans Majestet bliv omsider Overløben, og befoel han under straf ikke at lade sig oftere indfinde. Over denne hændelse gjordes (358) adskellige Betænkninger, somme holdte det for en digt eller Bondens Phantasie. Andre igen forkastede den ikke aldeeles, og synes vores Historicus, at have været af meening med de sidste, efterdi han herom taler således: At sådanne og mange andre tusinde Guds Creaturer sig lade finde, giver den daglige Erfarenhed og mange historier tilkiende, såsom og for nogle År siden udi Friisland er fangen sådan en Quinde, som på sit hele Legeme, var begroet med tykke hår, hvilken tiende og arbejdede i huuset, som en anden Quinde. Det er og alle bevist, at Peder Skrams Fiskere fangede en Havfrue ved Munden af Laholms Å, hvilken, da hun blev slagen løs igen, sang under Vandet: Te Deum Laudamus. (vi love dig Gud) Såvit vor historieskriver.

 

Hvad den Frisiske historie angår, da har Erfarenhed lært os  at man uden nøje Examen ikke bør fæste Troe til alt hvad som fortælles fra udenlandske Stæder. Og den sidste historie røber sig selv, uden at man vil vedståe, at Fiskerne alle vare Latinister, og der foruden begavet med en unaturlig hørelse, så at de destincte (udvalgte)kunde høre de Ord, som bleve siungne på Havets Bund. Dog, hvorom alting er, så kand man sige om denne Samsøske Bonde, at enten han spåede af Phantasie eller interesse, så spåede han dog rigtigten. Efterdi Udgangen viisede, at denne unge Prinds blev en af de største og navnkundigste Konger, som nogen Tid havde siddet på den Danske Throne.

Hans Hr. Fader lod strax see stor omsorg for den unge Herres Optugtelse, og til den Ende betroede han i tvende Herremænds hænder, som var Henrik Rammel og Mag Johan Michaelius, af hvilke den ene var hans hofmester og den anden hans Informator, og det er den samme Johan Michaelius, hvis navn findes på foromtalte Bog, som er på det Kongelige Bibliotek, og hvorpå Kong Friderik med egen hånd har skrevet disse ord:

Anno 1584 gav jeg denne bog Mester Hans, min Søns Christians Tugtemester, her på Skanderborg, og som det var Kongens egen samling af Salomons Ordsprog og Jesu Sirach (velsignelse), ser man deraf, at han først og fremmest har vildet, at den unge herre skulde oplæres i Gudsfrygt.

 

 249772 501