Chr 4 1588

Anno 1588 skiltes Kong Friderik fra Verden, da den unge Prinds var ikkun sit Alders 11te År. Og blev der strax efter hans død rådslaget om hvorledes med Regieringen udi denne Mindre-årighed skulde forholdes, helst. såsom ingen skreven Konge Lov på de Tider om Regieringen, hvorledes den skulle forvaltes udi Kongens Umyndighed, så at man havde intet at rette sig efter uden Praxin (udøvelse, praksis) , hvorved Prinser af Blodet, og Enke Dronninger plejede at føre Rigimente. Nu havde den Salige Konge efterladt sig en Brodr, nemlig Johannem som havde den Alder, at han kunde forestå Riget, og derforuden en Dronning, der besad alle de Qvaliteter, som dertil udfodredes, thi hun havde stor Forstand, et Heroisk Hjerte, og ingen hader af Arbejde, så at man kand sige, at ingen Dronning, når man undtager den store Dronning Margareta (359)  meere var danned til at regiere. Men just ikke flere Qvaliteter  foråsagede, at man tog i betænkning at betroe hende Regimentet. Thi, såsom den salige Konge i henseende til hans Forstand, Duelihed, og sejerige Våben havde sat det Kongelige  Huset Myndighed på den fod igen. Som den var før Freideici I tid, så søgteAdelen og Rigets råd under denne umyndige Søn at vinde tilbage igen, hvad de under faderen havde tabt, og såsom udi sådant Deres Forsæt intet kunde være dem meere hinderligt, end en så duelig og hurtig Dronning, så kunde man lett forud se, at der vilde rejse sig Tvistligheder om Regieringens Administration. Således var tilstanden da den navnkundige Herre Dag strax efter Kong Frideriks Død blev holden. Vel plejede man gemeenligen, når der handledes om Regieringen i Almindelighed, at holde General Forsamlinger, som bestoe af alle Rigets Stænder, Men man fandt denne gang for gott, at Rigets Råd alleen skulde komme sammen, hvilket også skeede til Antvorskov og Slagelse, hvor bemeldte Rigets Råd trådte udi Conference sammen om Regieringens Indrettelse, og førefulde adskillige tvistligheder at hæve, thi EnkeDronningen Sophia, som man havde ventet påstod, at hun som Kroned Dronning, efter Sædvane og Rigets jus Publicum (juridiske lovgivning), burde burte foreståe Regieringen i Kongens Umyndige År, og dersom Administrationen hende ikke mååtte betroes, at hende da måtte adjungeres (tilknyttes) nogle af Rigets Råd, som dertil kunde findes beqvemmeste. Der blev også spurt om den salige Konges Broder Hertug Johannes med god føje kunde få Formynderskabet udelukkes. Over disse Tvistligheder blev disputere nogle uger og nogle dage. Omsider lod dog hertug Hans sig overtale til at ståe fra sin Påstand. Men med Enke-Dronningen gaves en større Knude at løse, thi, såsom hun havde et højt hjerte, og derforuden var af den Capasitet, som så få Danske Dronninger havde været af, vilde hun ikke ståe fra sin Rett. Men adspurte Rigets Råd, om hun i hendes højsaglige Herres Tid ikke havde viiset fin Kierlighed mod Dannemark, og om de med Føje kunde forekaste hende noget, som kunde stille hende fra den Ratt, som andre Enke-Dronninger havde nydt: Hun påstod ikke at føre Regieringen alleene, men at nogle visse udkårne Regierings-Råd måtte hende associeris (tilknyttes)

Dette og andet meere,som hendes Majst, anførte til hendes Retts Bestyrkese, gav Rigets Råd nok at tænke på. De fleste vilde efter Sædvane betiene sig af denne Mindre-årighed, for at bestyrke Deres Myndighed igien, som udi den Saglige Konges Tiid havde begyndt at aftage. Andre derimod lode se stor Sagtmodighed. Iblant dem var Canceleren Niels Kaas, og Christoffer Valkendorff meest tempererede, og søgte at moderere de andre Hidsighed så at det var ikke langt fra, at Enke-Dronningen jo havde nået sit Mål. Men disse Mænd, tillige med nogle andre få, kunde dog ikke træffe de øvrige udi deres Meening, hvorudover der blev gjort et Conclusum (forsamling), at Enke-Dronningen skulde ombedes, at ståe fra sin Påstand. Da dette var skeed, blev Canceleren affærdiget til hendes Majestet, for at annunciere (meddele) hende Rådets Slutning, og at bede  (360) hende om, at hun vilde ståe fra hendes Prætensioner, med Forsikring, at, hvad den unge Konges Person og hans optugtelse angik, da skulde der aldrig viges fra hendes Råd og Vilje. Men hvad Rigets Sager anbelangede, bad han hendes Majestet i Nåde vilde betragte disse Rigers Tilstand, og hvor hårdt Fæderne-Landet var straffet ved sådan stor Konges Forliis, og ved det han så hastigen var borttrykket, førend hans efterladte Søn var kommen til den Alder, at han selv kunde foreståe Regieringen. Han forestillede hende videre, at, såsom hun stedse fra den første Time, hun havde satt sin fod på Dannemarks Grund, hvade ladet se så stor Nådeog Kierlighed for disse riger, hun da nu i ligemåde, da Nøden hårdt trængede, udi Nåde vilde anse hvad der kunde tienne til at stifte Fred og Enighed udi Riget. Endeligen lovede han, for sin Person, at så længe, som han levede, skulde han med et våged Øje se til, at det Kongelige Huus intet Skår skulde lide i dets højhed. Af denne tale, siger historien, lod Dronningen sig bevæge til at samtykke Rådets Begiæring, og contribuerede (modtog betaling) ikke lidet til den Føjelighed de gode Tanker, hun havde om Canceler Kaas, som en oprigtig og ærlig Herre. Hvorvel det er troeligere, at en sådan fornuftig Dronning, som Dronning Sophia, så at det vilde blive hende hårdt, at trænge igennem med hendes Prætensioner, og derfor resolverede at bide i det suure Æble, og at opofre sin Rett for Rigets Fred, thi udi de Persvasioner (overtalelser), som Canceleren brugt, var ellers kun liden Solidite, såsom man aldeeles ikke kunde anse det for en ulykke, at en så fornuftig og duelig Dronning havde hånd med udi Regieringen. Hvorom alting er, så stod hun fra sin Rett. Hvorpå Canceleren med ærbødig Taksigelse til sin Afskeed, for at erkyndige Rådet om hendes Føjelighed. Dronningens Fraståelse forårsagede en u-beskrivilig Fornøjelse hos Rigets Råd, som holdt det for et stort Verk, at have udelukket både Enke Dronningen og en Kongelig Prinds fra Regieringen.

Da dette så lykkelige var forrettet, trådte Rigets Råd den 27 Aprillis udi Conference sammen på Antvorskov, og da forordnede de og befuldmægtigede 4re af Deres Middel til at være Regieringsråd for kongen og Rigerne, og tillige med besluttede, at Kongens Mindre-årighed skulde vare indtil han opnåede sit 20de År, hvilketviiser, at sådant ikke tilforn (tidligere tidspunkt) har været regleret. Disse nærværende Regierings-Råd vare Niels Kaas Canceler, Peder Munk Rigets Admiral, Jørgen Rosenkrands Statholder over Jylland og Christoffer Walkendorff Rentemester. Denne gave de andre Rigets Råd skriftlig instrux, at skulde stedse være tilstede, hvor Kongen var, eller hvor Regieringen kunde udfordre Deres Nærværelse, og at de på Hans Majestets Vegne forordne, tilsige og befale, giøre og lade, som de kunde viide og tænke, gavnligt at være, item at de skulde skaffe og forhjælpe alle dem, som deres Allernådigste unge udvalde Konge, eller dennem på Hans Majestetes Vegne udi deres Anliggende kunde ansøge, tilbørlig Beskeed, at Rigets Indbyggere, den Fattige såvelsom den Rige, måtte vederfares, hvad Lov og (361) Rett medførte. Dog hvad Herreds-Tings og Lands-Tings Sager belangede, skulde dermed ikke være meent, men de Sager skulde høres og dermed hjemme dømmes, som sædvane var. De befoel og alle og enhver, at rette sig efter hvad disse Regierings Råd til sagde og forornede efter den eed, som de havde gjort og svoret den udvalte Konge. Dette er et stort Begreb at dette Fuldmagts-Brev, som af Rigets Råd da blev opsatt, hvoraf sees, at det var satt  på Skruer, og forfattet ned Stor Agtsomhed, så at de derudi intet have villet melde om de Højheder og regalier, som dem på den unge Konges Vegne tilkomme, på det at Kongen, når han kom til myndige År, ikke skulde tilegne sig meer myndighed, end de havde givet dem selv, eftersom de da vare i Kongens Sted.

Hvad ellers de 4re Regierings-Råd angår, da måtte alle tilståe, at de samme vare værdigste Mænd, på hvis Skulkdre denne Byrde kunnde lægges, og kand til beviis her til tiene dette,at Peder Gyldenstierne, som da var Rigets Marsk (øverste hærfører), holdt sig ikke stærk nok til at antage een af disse Poster, men frivillig afstod sine Prætensioner til en af de andre, hvorvel han var en Mand af store Qualiteter, og der foruden ham i Rigets Råd på de Tider vare anseelige Mænd, som under den salige Konge havde længe haft Rigets vigtige sager udi hænder. Og, såsom Rigets Råd har aldrig været udi mere Anseelse end udi Christiani 4ti Minorennitet, da det regerede med en uomskrænked Myndighed, vil jeg her opregne dem efter den Orden, som de på samme Tid sadde udi. De vare 19 udi Tallet, nemlig (1) Niels Kaas til Thorupgaard Canceler. (2) Peder Gyldenstierne til Thim Rigets Marsk. (3) Peder Munk til Estvadgaar Rigets Amira. (4) Jørgen Rosenkrands til Rosenholm Statholder i Jylland.  (5)Christoffer Valkendorff til Glorup Rentemester. (6) Stee Brahe til Knudstrup. (7) Jørgen Skram. (8) Mandrup Parsberg. (9) Erik Hardenberg. (10) Anders Bing. (11) Henrik Beløv. (12) Axel Gyldenstiern. (13) Corfitz Bifert. (14) Absalon Give. (15) Jacob Sefeld. (16) Breide Breide Kanzow (17) Christian Skeel. 18. Albert Friis og (19) Arild Hvitfeld Rigets Canceler. Af denne optegnelse sees, at tallet ikke stedse har været reglered til 23 eller 24 personer, som gemeenligen foregives, eftedi det da bestod af 19 Lemmer.

Da nu allting med Regieringens Indrettelse var bragt til en ønskelig Ende, blev Anstalt gjort til den salige Konges Ligfærd fra Antvorskov til Roskild. Herudover de fir Regierinds Råd forskreve den hele Rigets Adel at møde på Antvorskov den 24 maij for at bivåne Liig-Begiengelsen (ligfærd, begravelseshøjtidelighed), som skulde holdes i Roskild den 8 Junii. Den heel Cermonie findes omstændigen anført udi Resenii historie, og i sær hos den berømmelige Holstenske Statholder Henrik Ranzov hvorfore jeg den her ikke vil beskrive. jeg vil alleene mælde om en særdeles hændelse, som ved samme Lig-Begiendelse tildrog sig. Da allting udi kirken var forrettet, og de Kongelige Liig var nedsat, fordristede (dristede sig til) en Adelsmand ved Navn Jacob Ulfeld sig at trine frem mit på Kirke-Gulvet, og beklage med høj Røst over (362)sin tynde Lykke, at han udi mange År havde tient Kong Friderik men var ikkun slet herfore bleven belønnet. Over denne usædvanlige Dristighed bleve de Nærværende, såvel Førstelige Fyrstelige) Personer, som fremmed Gesanter (officiel udsending fra en regering i et andet land)og den heele Adel meget fortørnede, helst såsom den salige Konge havde ført sådant priseligt Regimente, at ingen havde årsag til at tale ilde derom, og, såsom denne Adfærd var desmeere lastelig, efterdi den skeede på sådan Tid og Sted, holdte de fleste for, at Gierningen burte exmplariter straffes. Men Hertug Ulrik af Meklenborg, Enke-Dronningens Fader, rådede de andre til at tractere dette med Foragt, hvilket og skeede, dog vilde den unge Konge såvel som Enke-Dronningen i lang tid ikke tilstede at Jacob Ulfeld måtte komme for Deres Øjne. Det er den samme Jacob Ulfeld, som er omtalt udi Friderici 2di Historie, og som var Hoved for det Moskovitiske Gesantskab, som han selv på Latin harbeskrevet. Han overtrådde udi samme Legation den Instrux, som han havde fået af Kongen, herudover han ved sin Tilbagekomst blev udelukket af Rigets Råd. Men hans søn, som også heed Jacob, blev siden af Christian 4de gjort til Rigets Råd, og siden til Rigets Canceler, og var han Fader til den navnkundige Corfiz Ulfeld, hvorom ofte udi efterfølgende historie skal tales. Der er ellers den sidste Jacob Ulfeld, som har skrevet den første Danske Krønike på Latin som jeg nogle gange har citeret.

Nogle Dage efter at Liig-Begiengelsen var holden, lod  Rigets Råd sammekalde Adlen udi Roskild Dom-Kirke, og der foreholdt Dem Rigets tilstand, begiærende iligmåde, at de vilde lade dem findes villige til Fædrelandets Tienste og Forsvar, om noget påkom. Adlen havde da forfattet nogle skriftlige Begiæringer, som de overleverede, og bestode samme Begiæringer af efterfølgende Artikel:

1) At Religionen således, som den nu var her i Riget etablered, måtte uden forandring handhæves, og at Kirke-Ordinanzen ( kirke lov, forordning) måtte i alle Puncter efterleves.

2) At Adlen måtte holdes ved alle Deres Privilegier og Friheder efter håndfæstningen, Loven og Recessen.

3) At Kongen måtte forsynes med en indfød Dansk Mand til Hofmester (thi hans forrige Hofmester var en Tysk Herremand ved Navn Henrik Rammel.)

4) At rigernes Lehne, (del af kronens gods (kongeligt slot med tilhørende distrikt) som på visse betingelser)som ere besatte med Udlændiske, måtte forsørges med indfødd Danske.

5) Såsom mange Lehne vare lagde under et Lehn, hvormed fleere tilforn vare forlehnede(tildele et len (el. et embede, privilegium, se u. 1.2); give som le)  , at sadant måtte affkastes.

6) Endel af Adelen beklagede sig, at de havde tient Riget med stor Besværlighed , men Deres Tienste var ikke bleven belønned.

7) Beklagede de sig at de nogen Tid havde været tvungne med Jagt, Fiskerie, Olding (indsamling af bøgens frugt til svinefoder), Skovhuggen, og andet, for at de ikke nøde de Friheder, som Deres Forfædre havde haft.

8) Begiærede de, at, eftersom de hidintil havde været besværgede med adskillige Bestrikninger (fængsling), Rigets Forfølgninger og Hegtelse, (arrestation)at deslige Ting herefter måtte ophør.

9) Påstode de, at deres Tienere efter denne dag ikke måtte gribes og fængsles, som hidindtil var giort imod Recessen. Hvis sådant måtte efterkommes, vilde de lade sig finde villige til all den Tieneste (side 363)og lydighed, som troe Undersåtter og ærlige Adelsmænd ere Deres Fæderende Rige pligtige.

Disse Klagemål og Begiæringer, som på meenige Adels vegne vare underskrevne af 6 Adelsmænd for den Jyske Adel, af fire for den Sællandske, Fallskerske, Lollandske, af fire for den Fynske, og lige så mange for den Skånske Adel, bleve så vel af de Regierings-Råd, som af de fleste Fornuftigste i Rigets Råd med Fortrydelje optagne, og fandt man for gott at meddele dem sådant Svar: nemlig, at man have Årsag at forundre sig over deres Ubesindighed, og havde ikke fundet vente slige Begiæringer, som sigtede mere til deres egen nytte, end Landets almindelige Beste, allermindst på sådan ubelejlig Tid, og udi Rigets så vanskelige Tilstand: forestillede dem også, at de nærværende Førstelige Personer og fremmede Gesanter, som sådant fundne komme for Øren, vilde derudover fatte Tanker om Rigets Adel. I det øvrige måtte de viide, at det aldrig var kommen dem i Sinde at giøre minste Skår udi deres Privilegier, og hvad Religionens samt Ordinanzens Handhævelse angik, da havde de allerede, førend de af Adelen derom vare blevne anmodede, besluttet at drage Omsorg derfor. Anlangende (ankom, nå frem til) den udvalgte Konges Hofmester, da havde den højadelige Konge selv beskikket ham dertil, hvorfor de ingen Forandring derudi kunde giøre, ellers skulde de nok have Omhyggelighed for den unge Kongens Optugttelse til Landets Gavn og Beste. De kunde ikke tilbagekalde den Højasalige Konges Breve, som vare givne til Fremmede, som havde Rigets Lehne, thi ved slige Bestallingers Cassation (ophævelser)  lod man se Utaknemmelighed imod en Konge, der sådant ikke havde forskylt. At mange Lehne vare lagde under eet Lehn, hvorved Rosftienesten (udbytte plyndringer) var bleven ringere, vilde de se til hvorledes sådant med Tiden kunde  blive rettet, tillige med det andet, som de besværgede sig over:  Formodede derfor, at Adelen derimod på deres Side lod se des større Iver og Nidkierhed, for Kongens og Landets Tieneste. men Adelen blev ligeså misfornøjt med dette Svar, som Rådet med deres Forslag; Dog lovede de alle Hielp til Rigets Forsvar , og derpå skildtes ad, så at enhver begav sig til sit Hiem.

Medens dette forhandledes, ankomme adskellige Gesanter fra Frankerig, Engeland, Skottland, Sverrig og Tydskland, for at aflægge såvel deres Condolance over den salige Kongens Død, som Deres Lykønskning til den unge Konge. De fleste af dem reisede efter aflagde Complimenter strax tilbage, men nogle få af dem bleve et tid lang ved Hoffet, for at fornye de gamle forbund med Riget. Hertugerne af Meklenborg, Hertud Ulrik, Dronningens Fader, og Hertug Karl, såvel som og Hertug Hans af Slesvig Holsten, og andre, som havde beæret den Kongelige Ligfærd med Deres Nærværelse. toge også Deres Afskeed, og bleve ledsagede af den unge Konge, samt de fire Regierings-Råd til det Store Belt.

Enke-Dronning, såsom hun merkede, at der for hende intet neere var at bestille, nu hun var udlukket fra Regieringen, retirerede sig noget derefter til hendes Livgeding, (jordegods som på livstid tillægges en ikke-regerende fyrstelig person, spec. en enkedronning el. enkefyrstinde, til underhold) som dette År var given til (364) hendes Hoffstads  Underholding, og befattede Lolland og Falster med alle sine Indkomster, item eendel af Øresunds Told; Og befattede hun sig  ikke mere med Rigernes Sager, men levede udi enlighed (ensomhed)på hendes Lifgeding udi 43 År, endskiønt oftbemeldte Regierings-Råd spurte hende tit til Råds udi vigtige Sager, og betienede sig af hendes Underhandling, når nogen Tvistlighed som dem imellem. Hun anvendte sin Enke-Stands tid mest på at laborere udi Chymien (foretage kemiske, spec. alkymistiske eksperimenter). Men det med sådan Fornuft ag Agtsomhed, at hun ikke efter andres Exempler satt sine Midler til derpå, thi hun var en god huusholderske, og derfore udi Stand til at rekke sin Søn ofte Hånden, hvortil tiener til Bevis det overmåde prægtige Skib, kaldet Sophia, som hun log bygge på sin egen Bekostning. Hun underholdt stedse 300 til 400 Manufacturister, og efterlod sig over 2 Millioner i rede Penge. Om hendes Oeconomie og Levemåde taler den Engelske Ridder James Howel således: Hun levede 44 År efter Hendes Herres Død, og blev sådan stor Huusholderske, idet at hun satt 300 til 400 Folk til Arbeide, sa at hun efterlod sig hart ad 2 Millioner, herudover hun blev holdet for den rigeste Dronning i Europa. Hun øvede herforuden en sterk Diciplin, og siges der, at hun undertiden ikke sparede Svøben for at holde fine Domestiquer i Ave. Så det derfor var at beklage, at en så duelig  Dronning ikke havde Hånd med udi Regieringen i hendes Søns Mindreårighed, eftersom det er ingen tvivl på, at hun ved sin Forstand og Myndighed jo havde funnet afvende adskilligt, thi Historien viiser, at hun ofte, når Nøden var, måtte arbide på at stifte Enighed imellem de fire Regierings-Råd, og vidne aleene de Forfølgelser, som da skeede med den store Astronomo Tycho Brahe, at det undertiden har gået buntet til udi Kongens Mindreårighed. I det øvrige seer man,at Enke-Dronningen stedse leve udi fin Retraite på Nykiøbings Slott.

Så snart den unge Herre begyndte at voxe til, blev han øvet udi adskillige Exercitier både Boglige og Militaire, hvorudi han havde sådan Fremgang, at alle måtte forundre sig derover, og , såsom han fornam, at disse ham af Gud anfortroede Riger således vare beskaffede, formedelst Deres Situation, at de uden god Kundskab på Skibsfarten ikke vel kunde regieres, fik han Lyst at lære Sømandskabet af Fundamentet, hvorfore, da han var på Skanderborgs Slott som ligger ved en stor og vídtløftig Søe, lode de forordnede Regierings-Råd bygge et Skib på samme sted, og dertil beskikkede forfarne Skibsfolk, som skulde seile med ham, og underviise ham i det som hører til skibsfarten. så at hans Kongelige Højhed vidste at regiere et Skib udi Storm og Uvejer, og alt Redskab derpå fra øverst til nederst nævne. Udi Skibs Architecturen fik ham sådanne Fundamenter, at han til de allerstørste og Skiønneste skibe, af hvilke ham måskee flere end nogen Potentat udi Europa har ladet bygge, Modeller med sin egen Hånd har forfærdiget. Han blev også synderligen øvet i det Latinske Sprog, hvilket han stedse Siden excolerede (studere, øve), (365) og derudi nåede sådan Fuldkommenhed, at man hørte ham heele Timer tale Latin med fremmede Gesantere.

Men for at anføre hvad som videre af Merkværdighed tildrog sig udi dette første År, da blev der giort et Forslag, om at promovere Hertug Ulrik til det Strasborgske Kanikdom. Dermed var gjort en Begyndelse udi Friderici 2 Tid, men, efterdi Domherrene imellem dem selv vare gerådne udi stor Tvistighed, var sådant bleven opsat til belejligere Tid. Men da Stridighederne igien bleve bolagde, tage de fire Regierings-Råd sig dette År for igien at fornye den forrige Ansøgning; Til den Ende affærdigede de Gesantere til Churførfterne (kurfyrsterne) af Saxen og Brandenborg, som havde været de fornemmeste Underhandlere i de Tvistligheder imellem ovennævnte Dom-Herre, for at tilbede sig Deres Bistand udi Hertugens Ansøgning; Gesanterne, som didhen bleve skikkede, var Henrik Belov, og Nicolaus Theophilus Professor Juris på Universitetet i Kjøbenhavn, hvilke bragte det Svar med sig tilbage, at begge Churførsterne (Kurfyrsterne) holdte det urådeligt enten at tale eller at handle noget derom, såsom der var ingen Anseelse til, at der så snart kunde stiftes ret Enighed imellem de Strasborgske Capitels Herre, efterdi Biskopen af Strasborg, som havde taget sin Bopæl uden for Staden på Stiftets Gods, søgte ideligen af fomente denne Misforstand, og det efter Frankrigs, Østeriges, Bayrens og andre Statholste førsters Tilskyndelse. Ikke at tale om Frankerige havde store Præstensioner på Stiftet, og at samme Rige lurede kun på lejlighed til Execution dreaf. Herudover stode Regierings- Rådene fra deres Forsæt, for ikke at indvikle Riget i Uroligheder, og derimod begyndte at tænke på andre Middeler til Hertug Uriks Forfremmelse, hvilket også lykkedes.

Blandt andre Gesanter, som vare hidskikkede til den Kongelige Ligbegiengelse, vare også tvende fra Hertug Philipp af Holsten nemlig Claus og Johan von der Wisk, som vare befalede på deres herres Vegne at annamme Lehnet af Slesvig og Femeren, efter det Odenseiske Fordrag Anno 1580, og, så fremt det strax ikke kunde skee, da at begiære Anstan på et År, hvilket dem af Regierings-Rådene blev bevilget. Men, efterat de vare bortreisede, kom der et Brev fra Statholderen Herr Henrik Ranzov og de Fornemmeste af Ridderskabet udi begge Hertugdømmene, hvorudi de begiærede, at det måtte beroe med Lehnets Annammelse intil Hans Kongl Majestet sine myndige År havde nået. Derpå blev svaret af Regierings-Rådene, at man dem sådan Begiæring ikke kunde bevilge. Man merkede strax hvortil Ridderskabet (de adelige) sigtede med denne Begiæring; thi såsom Hertug Hans den Ældere kørt for den salig Konge var død, og begge Regierings-Herrerne udi i Førstendømmerne fast udi eet år vare affaldne, arbeidede Ridderskabet på at betiene sig af denne lejlighed til at forøge deres Privilegier: Til den Ende havde de berammet en Lands-Dag til Kiel udi September, og til samme Land-Dag invitered Enke-Hertuginden med hendes tre Sønner. Fra Dannemark bleve også did henskikkede tvende Fuldmægtige, nemlig Breide Ranzov Riget Råd, og Henrik Rammel, den unge Konges (366) Hoffmester, at hvis Opførsel man merkede at den Danske Adel tros på Linie med det Slevigske Holstenske Ridderskab, og at der mellem dem var overlagt at håndhæve Ridderskabets Ball (nærværelse, tilstedeværelse) udi i Førstendømmerne. Thi Gesanterne udi den Tale, som de holdte på Landdagen, brugte blant andet disse Ord: På det at en regierende Herre over Førstendømmerne kand antages ved et ordentlig Vall: De gave det Holstenske Ridderskab (de adellige) iligemåde den Dorsikring, at deres Privilegier og Vall-Rettigheder skulle blive den confirmerede af den unge Konge, når han kom til sine myndige År, og sagde med stor Dristighed, at, hvis Kongen sådant ikke vilde holde dem, måtte de have Frihed, at opsige ham deres Troeskab, og udvælge sig en anden Herre. Et klart Beviis på, det var ikke for det Kongelige Huuses Høihed, at de med sådant Iver havde påstået Dronningens Exclusion fra Regieringen; thi, hvis hun havde haand derudi havde deslige Ting ikke været tenterende, (indlade sig på), thi jeg haver tilforn anmærket, at, endskiønt Christianus Imus havde accorderet (slutte overenskomst) de Slevigste Holstenske Stænder Ballrettigheder, så havde dog sådan Vallrettighed aldrig været ført i Praxin, men at begge Hertugdømmer stedse siden den tid ikke alleene arveligen have været faldne fra Fader til Søn,men enddogså som Patrimonia (arvegods; fædrenearv) været deelte imellem de Kongelige og Førstelige Børn, så derfor denne Påstand var Innovation (indførelse, anvendelse af noget nyt; ny skik; nyt påfund), som Ridderskabet, betienende sig af Kongens Minotennitet (mindreårighed. Administrationen), foretog, og hvorudi Dannemarks Råd spillede under Dekke med dem. Efterdi nu dette var et oplagt Råd imellem det Slesvig Holstenske Ridderskab (adel) og Dannemarks Råd, så bleve ingen Disputer gjorte på den unge Konges Vegne. Men den Ældste af Hertug Adolphs Sønner, nemlig Phillippus, som var kommen til den Alder, at han kunde skiønne på, hvad da smidede så vel det Kongelige, som til det Førstelige Huuses Præjudice, vilde ingenlunde hverken indstifte sig eller sin Broder til Kaar (valg) eller Vall, men ved sin Canceller uden nogen Omsvøb forlangede en arvehylding (det at hyldes som arvekonge). Men Ridderskabet fremturede i sit Forsæt, og lod Hertug Phillipp reent ud sige, at, så fremt han ikke vilde samtykke denne Slutning med de Danske Gesanter, og underkaste sig et frit Vall efter hans Far-Faders Fader Christiani I Exempel, vilde de udvælge den unge Konge til Deres eene regierende Hertug, og menees der, at de virkeligen havde skridet til Execution, hvis Hertugen viderre havde fremturer i sin Bestandighed. Men han lod sig omsider træffe af disse Trudsler, og måtte bide i dette suure Æble, hvorpå han tillige med Kongen bleve udvalte til regierende Førster af Slesvig Holsten. Men derved Stænderne sig endda ikke nøje, thi, såsom de såe, at Cojuncturerne vare dem favorable, tænkte de at kiøre medens de havde Svøben (tvungen), og vegerede de sig ved at aflægge Eed, føend visse Ting vare dem accorderede. og som bestoed derui: 1) at Rovtienesten måtte måtte sættes på en vissere og mere tålelig fod. 2) At begge Hertugdømmene ikke skulde blive adskildte, som hidintil havde været, men være under fællig Regiering. At Ridderskabet måtte have deres fri Jagt på Stifternes, Dom-Herrernes og Kiøbstædernes Gods. 3) AT (367) Ridderskabet måtte tage Deres Lehne på den gamle Måde, nemlig ved at gribe udi Hertugernes Hatt, og når det forlangede, skulde dem skriftlige Lehn-Breve derpå gives. 4) At kirke- og Land Ordinanzen måtte igiennemsees og forbedres u. Hvis de Danske Fuldmægtige havde haft Ordre til at indgå disse Puncter, hvade Ridderskabet også uden Tvivl trænget igennem med disse nye Begieringer. og Hertug Philipp havde bleven tvungen til at underskrive det ene med det andet. men til hans Lykke havde de ikke sådan Fuldmagt, hvorudover han vegrede sig at svare dertil, førend han havde overlagt Sagen med de Danske Regierings-Råd, hvorfore der også

Da denne Land-Dag var til Ende, reisede de Danske Gesanter til Itzehoe for at handle med Hamborgerne, som didhen vare stævnede til den unge Konges Hylding, men, saasom Kongen endda ikke var hyldet til Hertug udi Holsten, og deraf depen Hamborg føger ogsaa at forhale Hyldingen. derede den Hamborgske Hylding, blev saadant opsatt til videre, og merkede man, at Hamborgerne herudi søgte at vinde Tid, efterdi de paa samme Tid anholdte ved den Keiferlige Kammer-Rett til Spir om en Decision imellem deres Stad og de Holstenske Hertuger, og haabede der at erhverve en Dom, hvorved Staden skulde erklæres en umidelbar Keiserlig Fristad. Men, da Kongen havde naaet sine myndige Aar, maate Hamborg beqvemme sig til den Hylding, som siden omstændigen skal beskrives.