Chr 4 1590

Imidlertid havde man faaet Kundskab ved det Danske Hoff om Kong Jacobs Ankomst udi Norge, og at Højstbemeldte Konge med sin Gemahl agtede at forblive Vinteren over udi samme Rige. Hvorudover Enke-Dronningen og Regierings-Raadene ved Skrivelse inviterede ham til Dannemark, hvortil ogsaa Kong Jacob lod sig overtale, og kom den 21. Januarii 1590 til Helsingøer, og, efter at han med sin Dronning havde opholdet sig en Tid lang paa Kronborgs-Slott, kom den 21. Febr. til Kiøbenhavn, hvor intet blev forsømt, som kunde tiene ham til Tidsfordriv og Fornøjelse. Men, som denne (371) Konge var en særdeles lærd Herre, fandt han stor Behag udi lærde Folks Omgiængelse, hvilket gik saa vit, at han endogsaa lod sig indfinde paa de Academiske Lactioner, og hørte blant andre Doct. Hans Slangerup og Doct. Anders Christensen læse, den eene i Theologien og den anden udi Medicinen. Han forærede ogsaa til Academiet et forgyldt Begere og nogle rare Bøger. Udi Roskild fandt han Fornøjelse i at tale med den Navnkundige, og da bedagede Mand Hemmingio, hvilken han havde Middag og Aften ved sit Taffel, og forærede ham til Afskeed et forgyldt Bægere.

Men den, udi hvis Omgiengelse han fandt allerstørst Fornøjelse, var den store Astronomus Tycho Brahe, hvilken han besøgte paa Huen, og forblev over 8 Dage hos ham for at besee hans rare Instrumenter, og at høre ham tale om Astronomie og Chymie. Gassendus fortæller, at Kongen blant de store Mænds Skilderier, som han fandt hos Tychonem kiendte strax Buchananum, som havde været hans Informator, og, som højstbemældte Konge var en god latinsk Poet, giorde han vor Astronomo til Ære et Vers, som begynder saaledes.

Ætereis bis quinque Globis, quetzs machina Mundi Vertitur, ut celso est crustatus fornice Olympus Ignibus & pictis fulgentibus undique Lychnis.

Da han endeligen tog Afskeed med ham, tilbød han ham den Frihed, at begiære af ham hvad han ønskede. Tycho Brahe veigrede sig en Tid lang derfor, men omsider intet andet forlangede, end at Kongen vilde forære ham et Par Engelske store Hunde eller Doggere, hvilke ogsaa siden bleve ham skikkede. Men disse samme Hunde formerede siden den Misforstand, som var imellem Tychonem og Rentemester Walkendorff, hvorom videre skal tales siden. Medens Kong Jacob opholdt sig med sin Dronning i Dannemark, blev udi Kiøbenhavn celecreret Bilager (fyrsteligt bryllup) imellem Christiani 4ti ældste Søster Elizabeth og Hertug Henrik Julium af Brunsvig. Vielsen Bilager imellem Hertug Julium og Princesse Elizabeth. skeede Paaske Dag paa Kronborgs Slott udi tvende Kongers og adskillige Førsters Nærværelse. Og, da denne Højtidelighed i nogle Dage havde været, tog Kong Jacob Afsked, og begav sig med sin unge Dronning til Skottland. Paa Reisen fuldte ham de samme Danske Gesantere, som geleidede Dronning Anna til Norge, undtagen at Doct. Niels Rrag, som Kong Jacob havde fattet stor Naade for, kom udi Doctor Knips Sted. Noget derefter begav ogsaa Hertug Henrik Julius sig med sin unge Brud paa Hiemreisen, tillige med begge Hertugerne af Meklenborg. Men, Hertug Ulrik bortreisede, udvirkede hans Dotter Enke-Dronningen hos ham dette, at han lovede at have Omsorg for hendes anden Søn Prinds Ulrik, og ved Dom-Capitelet at mage det saaledes, at samme Prinds kunde blive udvalt til Biskop over Schcterin efter hans Død; Hvilket Hertugen ogsaa udi Septembri ved sin Tilbagekomst udvirkede, men Prindsen antog det dog ikke førend efterfølgende Aar (372).

Efter Hertug Henrik Julii Bilager var holdet, og Kong Jacob med sin Dronning vare reiste fra Dannemark, bleve heraf Riget udskikkede Canceler Niels Kaas, Mandrup Parsberg og Henrik Rammel til den Landdag, som af de Slesvig Holstenske Stænder udi Majo skulde holdes til Flensborg angaaende Hyldingen, hvilken paa det sidste efter lang Ordvexling blev bevilget at skulle skee, hvorimod de Danske maatte give dem Forsikring, at Kongen, naar han kom til sine myndige Aar, skulde stadfæste alle deres Privilegier paa samme Maade, som hans Herr Fader. Hertug Philipp stadfæstede dem strax deres Friheder, skiønt ikkun udi almindelige Terminis, hvorpaa Stænderne den 20 Maj aflagde saavel til de Kongelige Gesanter, som til Hertugen deres Troeskabs-Eed. Den Sønderborgske Hertug Hans forlangede ogsaa det samme, men det blev ham af Stænderne afslaget, saasom Stænderne holdte fore, at de saadant ikke vare pligtige uden til de Regierende Herrer af de tvende HovedLinier. Med hvilket Svar Hertugen maatte lade sig nøje. Saa snart dette var til Ende, fremkomme Stænderne med deres Besværinger, hvorom tilforn er talt, hvorfore jeg det her igien ikke vil igientage. Men, som disse Besværinger vare saa vitløftige, at de ikke kunde afgiøres paa en Landdag, bleve de opsatte til næstkommende Martini.(mortensdag (11. nov.).

Blant andre Ting, som gave Anledning til Tvistighed, var det Bispedom Slesvig, hvorom vare tvende Slags Stridigheder, een imellem Capitulet og Herrerne, og en anden mellem Herrerne indbyrdes. Og, som lidt eller intet derom tilforn er talet, vil jeg viise hvad samme Bispedom var, og Stridighederne fra noden optage. Bispedommet udaf Slesvig var tilforn, saavel som alle andre Bispedomme, af stor Vigtighed; Det samme dependerede (undrlagt) alleene af Riget og ikke af Hertugerne, og har jeg tilforn anført, hvorledes den sidste Catholske Bisp Godske von Ahlefeld forfægtede derudi Rigets-Rett imod den Keiserlige Kammer-Advocat. Samme Godske von Ahlefeld var den eneste Bisp af de Danske Bispe, som i Christiani 3tii Tid ikke blev afsatt, thi han forblev ved det Slesvigske Bispedom, saa længe som han levede. Men efter hans Død, som skeede 1541, blev en Luthersk Biskop ordinered nemlig Tileman, hvilken dog ikke beholdt Bispestolen uden kort Tid, thi, da Deelingen skeede mellem Højstbemeldte Konge, og hans Broder Hertug Hans, og Hertug Adolf, og enhver af disse Brødre tog deres Lod og Deel udi Hertugdommet, lod den yngste Broder Hertug Friderik, som allerede var Biskop udi Hildesheim, sig nøje med Bispedommet af Slesvig. Doct. Tileman blev derimod giort til Superintendent (højtstående gejstlig indenfor den protestantiske kirke (ordet afløste ved reformationen titlen »biskop«)) over Kirkerne og Geistlige, baade udi Hertugdommet og Stiftet Slesvig, og med Indkomster forsynet af det Kongelige Skatt-Kammer. Saaledes udspirede af det gamle Biispedom Slesvig tvende andre, nemlig et Verdsligt, og et Geistligt. Det første befattede det Svabstædske Huus, som var det gamle Bispe-Sæde, saa og Stiftets gamle Indkomster, og blev et secularisered (overgå fra gejstlig til verdslig ejendom) Stift ligesom adskillige andre udi Tydskland, der gives gemeenligen til Førstlige Personer. Det andet derimod befattede intet uden den pure Titel, (373) hvorudover ogsaa de geistlige Bispe eller Superintendenter maatte salareres af Kongen.

Medens bemeldte Hertug Friderik var secularisered Biskop af Slesvig, handlede hans Broder hertug Adolph hemmeligen med Dom-Herrerne udi Slesvig, at de udvalte ham til hans Broders Coadjutor (person der var en (ærke) biskops medhjælper og designerede efterfølger )  eller Medhielp, og blev derpaa upaatalt saa længe Christianus 3. levede. Men Kong Friderik den anden begyndte at besværge sig over dette Vall, som Hertug Adolph havde til practisered sig, og paastod dets Cassation (ophævelse af bestemmelse) . Hertug Adolph stræbede at forsvare Vallets Gyldighed og Dom-Herrernes Rett til at vælge efter andre Tydske Dom-Herrers Maade. Men Kongen viisede, at Hertugdommet Slesvig bestod udaf to Lehne, nemlig det Geistlige og det Verdslige, som han var Herre over, og kunde ingen kalde nogen Bisp til Stiftet uden han, som var Konge, og hvis Forfædre samme Stift havde funderet. Efter saadan paa begge Sider giorte Paastand blev Stiftet tilkiendt Kongen og Riget af de udi disse Tvistigheder udvaldte Dommere og Opmænd. Dog alligevel gav Kong Friderik af Føjelighed Hertug Adolph Brev paa det Huus Svabstæd og dets tilhørende Gods, men alleene paa hans Livs-Tid. Hvorfore ogsaa højstbemeldte Konge, da Hertug Det Bispelige Huus Svabsted forvandles til et Verdsligt Amt. Adolph 1586 ved Døden afgik, tilegnede sig Stiftet med dets Gods, og derover satt en Ambtmand, item en Huusfoget over Svabstad, som tilforn havde været Bispernes Sæde. Saaledes seer man, at det gamle Biskopdom blev forvandlet til et Ambt, hvorved det er forblevet til denne Dag.

Denne Forandring søgte man nu udi Christiani 4. Minorennitet at kuldkaste. Ridderskabet paastod, at Dom-Herrerne burte have deres fri Vall, og Hertugerne at Stiftet burte være tilfælles for alle regierende Herrer. Men Tingen blev, som den var udi Christiani 4. Tiid. Hvorledes ellers Rigets udvortes Tilstand var udi denne Mindre-aarighed, item Harmonien imellem de fire Regierings-Raad, derom findes intet antegnet, end ikke udi den oft citerede ziirlige Minorennitets Historie, hvoraf jeg tvende Exemplarier har haft i Hænde; thi efter den almindelige Tradition, saa have Conjuncturerne undertiden været slibrige, saa at Enke-Dronningens Underhandling een og anden gang har været nødig. Hendes Fader Hertug Ulrik haver ogsaa undertiden haft nok at bestille med at stifte Foreening mellem dem, og vare ingen beqvemmere dertil end denne Herre, der ved sin Fornuft og Viisdom havde giort sig anseelig blant alle Tydske Førster, og var Kreds Oberst udi Neder-Sachsen. Man seer alleene af bemeldte skreven Historie, at der haver været Misforstand mellem Peder Munk og Christoffer Walkendorff, hvorpaa dette Aar anføres et Exempel.

Den 4 Augusti blev holden en Herre-Dag til Colding, hvorpaa den unge Konge selv praesiderede. Blant andre Sager, som  da forekomme, var een mellem disse tvende Herrer: Thi Amiralen tiltalede Rentemesteren, fordi de Orlogs Skibe, hvormed han Aaret tilforn havde bragt Dronning Anna til Skottland, vare blevne saa lække, da de komme udi Søen, at de med største Livs-Fare maatte (374) søge Havn udi Norge, hvilket han tilskrev Walkendorffs Forsømmelse, eftersom samme Herre af den Salige Konge var satt til at have Opsyn med alle Ting paa Floden og Skibs Holmen, saa at derfore han, nemlig Peder Munk, endskiønt han var Amiral, ikke kunde være ansvarlig derfor. Men Rentemesteren beviisede ved Vice-Amiralen Erik Mogensen, at Skippere og Tømmermænd havde faaet alt hvad som udkrævedes til at holde Floden i Stand med. Sagen blev derfore brudt overtvers, og søgte man at bringe disse tvende Herrer til Forliig.

Men foruden denne Beskylding imod Rentemesteren blev paa samme Tiid giort en anden af større Vigtighed; thi han blev anklaget for at have ladet dømme fra Livet og halshugge i Kiøbenhavn en Søe-Capitaine ved Navn Mogens Heinson, en Ferrøisk Mand af Geburt, som en Søe-Røver, hvilket han dog ikke var, thi han befandtes at have Commis (bemyndigelse til at drive kaperi; kaperbrev) af Hertugen af Parma, som da var Gouverneur i de Spanske Nederlande, at tage paa Engelske Skibe, og det Engelske Skib, som han beskyldtes for at have erobret ved Søe-Røberie, var dømt til Priis udi Oltende. Denne Mand havde Christoffer Walkendorss ladet henrette uden Canceler Kaases, og Jørgen Rosenkrandses Samtykke. Hvorudover der blev funden for gott, at den henrettedes Legeme skulde igien optages af Jorden, og hæderligen begraves, og Rentemesteren maatte forsone hans Arvinger med en Sum Penge.

Riget var ellers i Henseende til dets Naboer udi en ønskelig Rolighed udi denne Mindre-aarighed, thi de fleeste Tvistigheder, som Dannemark havde hast med sine Naboer, vare hævede udi den Salige Konges Tiid og de Stridigheder, som rejsede sig med Sverrig, vare ikke af nogen stor Betydelse, tilmed havde Sverrig paa nogen Tid været udi saadan forvirret Stand, at Dannemark havde ingen Aarsag at frygte sig for samme Rige paa de Tider. Det var da ogsaa ikke liden Fornøjelse for det Kongelige Huus, at høre den bekiendte Lothringske Hertuginde Christinæ Død, som skeede udi dette Aar. Thi samme Hertuginde, saasom hun var Christiani 2. Dotter, havde saavelsom hendes Søster Prætension paa de tre Nordiske Riger, og saavel hendes Herre Hertugen at Lothringen, som hendes Søsters Mand Chursførsten af Pfaltz havde ofte bragt dette Rige udi U-roelighed. Ja Hertug Francifcus af Lothringen, da han mærkede sig intet med Magt at kunde udrette, havde søgt underhånden at vinde nogel af den Danske Adel. Og var dette Aarsag til den bekiendte Peder Oxes Fald, som blev giort fredløs, efterdi man merkede, at han corresponderede med samme Hertug.  Udi dette Aar den 28 October. døde ogsaa Hertug Philipp at Slesvig Holsten i sit Alders 21 Aar, hvorudover Regieringen faldt til hans ældste Broder Hertug Johan Adolff Biskop til Bremen og Lybek. Samme Johan Adolff skikkede strax efter sin Broders Død en Gesandt til Dannemark, nemlig Johan von der Bisk for at tage Slesvig og Femmern til Lehn af Kongen, hvilket ogsaa skeede. Og, da dette var forretter, fandt man for got at lade Kongen giøre en Rejse til Norge, for at (375) lade sig hylde udi samme Rige. Udi hans Fraværelse bleve 3de Rigets Raad, nemlig Jørgen Rosenkrands, Steen Brahe, og Manderup Parsbierg beskikkede at forblive udi Kiøbenhavn ved Regieringen.