Chr 4 1591

Kongen arriverede til Opsloe (Oslo) den 25 May 1591, og blev han offentlig paa et dertil opretted Skue-Plads hyldet af alle Norges Stænder den 8 Junii. Anden Dagen efter Hyldningen blev holden en Herre-Dag, som paa de Tider i Norge kaltes Rigens Rett. Paa denne Herre-Dag indgav den Norske Adel nogle Poster, som allerunderdanigst begiærede at maatte i agt tages, og, hvor det fornødent giordes, at forbedres og forandres. Deres Memorial blev antagen af Kongen selv, hvilken leverede den til Canceler Kaas, og lovede at svare derpaa. Men der blev forhalet med Svaret, indtil Kongen kom til Dannemark igien, saasom de Poster, den Norske Adel havde indgivet, vare af den Vigtihed, at der udfodredes at de bleve examinerede paa en Herredag, hvilken ogsaa ved hans Majestets Tilbagekomst blev holden udi Kiøbenhavn den 20. udi samme Maaned. Paa denne Herredag blev først foretagen en Sag angaaende 3 unge Herrer, som havde overfaldet og læmlæsted en ved Navn Peder Skram. Da Dommen skulde affiges, merkede den unge Konge. at nogle af Raadet gierne ønskede, at denne Gierning ikke paa dette Skarpeste maatte ansees i Henseende til Personernes Qualitet, hvorudovet han spurte Rigets Raad, om Loven intet udtrykkeligen mælder om, hvad der skulde følge paa saadan Misgierning. Og, da Cancelern det til svarede. at den Skaanske Lov alleene taler noget derom, nemlig at derfor skal bodes Ære og 3 Mark, men at saadant ikke kunde appliceres (anbringes, tages i brug) til de andre Provincier, saasom . enhver havde sin Lov, da stod Kongen op, og med alles Forundrign sagde, at en Misgierning burde straffes, hvor den end er skeed, og fældede Dommen saaledes: De skulde straffes paa deres Ære og bode deres 3 Mark. Denne Dom, som den unge Konge affagde med saadan Gravitet (om påtaget alvor ), jog saadan Skræk i det heele Raad, at ingen turde oplukke sin Mund for at indvende noget derimod, og saae man af denne Action tydeligen, hvad denne unge Konge førde i sin Skiold, og at han vilde blive en stor Regent.

Derpaa bleve de Poster, som Stænderne udi Norge ved Hyldingen overgave, foretagne. Jeg vil forbigaa at mælde om, hvad som var bleven infinuered af Geistligheden, Borgere og Bønder, men alleene anføre Adelens Forestillinger, hvilke ere Den Norske Adels Klagemaal examinered og besvaret. mest vigtige, og bestode af efterfølgende Puncter: Den Første var om den Augsborgske Bekiendelses Haandhævelse, hvortil blev svaret, at samme ubrødeligen skulde holdes i Hævd. 2) Begiærede de, at de maatte holdes ved deres gamle Privilegier og Friheder, hvilke de beklagede sig at være dem betagne (frarøve, rettigheder) af de Norske Rigs Cancelere, som lang Tid havde været Fremmede, hvorfore de instændigen bad, at indfødde Norske Herremænd maatte herefter gives dem til Rigs Cancelere, som de kunde have Tillid til, og at Rigets Seil ham udi Forvaring maatte gives. Derpaa blev svaret, at, naar Kongen antog Regieringen selv, skulde saadant blive remederet, og skulde man midlertid nøje efterforske (376) hos de Danske Adels Arvinger, hvis Forældre havde været Cantzlere, om de Breve, som Norges Privilegier og Herligheder grunde sig paa, og at tilholde dem at restituere Norges Rige de samme. Iligemaade blev det dem tilladt selv nogle at foreslaae til Rigs Cantzeler, hvoraf Kongen een skulde udnævne. Der blev dem ogsaa lovet, at den Norske Adel her efter skulde holded i større Agt end tilforn, og forsynes med Kronens og Rigets Lehne. Iligemaade bevilgede Kongen efter deres Begiering, at Adelig Jomfruer i Arv ikkun skulde tage halv Lodi mod deres Brødre. Item, at, om en Norsk Adelsmand tager en ufri Qvinde, hun da ikke skulde nyde noget af hans Arvegods, og at de Børn, som avles af saadane Ægeskabe, ikke skulde holdes for Adelsmænd. Videre blev Adelen bevilged, at ingen af dem maa fængsles for nogen Sag, førend Dom over ham af vedbørlige Dommere er falden; Og saasom de havde begieret, at Fæstningerne udi Norge maatte holdes udi god Stand, saa blev saadant dem lovet, i sær at Bahuus med det første skulde befæstes og forbedres. Nok blev dem efter Begiærning accorderet, at ingen Adelsmand eller Bonde skule stævnes uden for hans Hoved-Gaard, at Præsterne skulde efter Christiani 3. Ordinantz kaldes af de bæste Sognemænd og adskillige andre Ting, saa at de bleve føjede fast udi alle deres Begiæringer, og ere disse Svar blevne skriftligen forfattede og udgivne paa Kronborg den 31 Julii.

Af differ Puncter og de derpaa given Svar sees Norges Tilstand paa de Tider, nemlig, at samme Rige havde lidet Baadet (gavn; fordel; ogs.: økonomisk fordel el. udbytte;)af den Danske Adels Gouvernment, Norges Tilstand paa de Tiber. og at Rigs Cantzelerne havde skilt Norge ved dets Friheds-Breve, som de havde udi Forvaring, og det efter all Formodning imod Kongens Villie og Videnskab, saasom det var det Kongelige Huuses Interesse at tractere begge Rigerne paa een Fod, hvilket og siden er bleven practisered, da den Kongelige Myndighed ved Souverainetetet blev restitueret. Med den Danske Adel tog Prætext af den Opstand, som skeede under Christaino 3tio udi Norge, at skille Norge ved sit Raad og at giøre samme Rige til en Province af Dannemark, og have de fra den Tid derefter haanden søgt at bemægtige dem alle Rigets Lehne, og maget det saa, at ingen uden af deres Middel ere blevne Statholdere og Cantzelere, udi hvilket Foretagende forrige Konger ikke have været i Stand at hinder dem, og er det forunderligt, at de Norske Stænder ikke tilforn have besværget sig derover. Med mindre man vil sige, at Hvitfeld, en bestandig Forfægtere af den Danske Adel, har ikke fundet for got at anføre deres Gravamina (beskyldninger; anklager) i sin Historie. Den Norske Adel var da ej heller i Stand til at tale paa sin Rett, saasom Familierne vare saa, og de fleste allierede sig efter Haanden med Borgelige Familier. Ja det heele Rigets Adel er med Tiden saa forsvunden, at allting indtil deres Navne, Skiolde og Vaaben, ere bortdøde, ligesom Riget aldrig havde haft nogen Adel. Da dog Historien vidner, at det samme deraf I gamle Dage har vrimled, og at den Norske Adel udi Dyd og Tapperhed ingen Adel i Europa har eftergivet. Man seer ogsaa heraf, at den Forskiæl imellem fri og ufri da efter de Danskes (377) Exempel har været indført udi Norge, og adskilligt andet, som ikke findes i de gamle Norske Love. Den oft citered Christiani 4ti Minorenniters Historie vidner ellers, at paa den Tid, disser Besværinger bleve giorte, neppe tre Norske Herremænd havde noget Lehn udi Norge. Denne deres Tilstand søgte man da at bedre, men der blev dog intet af Vigtighed bragt til Execution, førend Kongen selv trade til Regieringen, og seer man da, at han haver ladet see sin Naade imod samme troe og brave Nation, og hans højlovlige Efterkommere have derudi fuldt hans Fodspor. Hvad som dem daa da strax blev accordered, var at en indfød Norsk Adelsmand blev Cantzeler, den same kaltes Hans Pedersøn, og var af de Norske Bassers  Stamme, som forte tvende rode Bederhorne udi et sølv Skiold. Da de Danske Basser derimod førte et sort Vildsvin Hovet udi et Sølv Skiold. Der blev og strax forordnet udi hvad Tilfælde han skulde bruge Rigets Seil, som Statholderen tillage med han havde nødig til Forrettninger og Breve, som skulde udstædes.  Ellers forfaldte dette Aar adskillige Stridigheder imellem Danske og Sveske Undersaatter, og blev der, for at hæve de samme, holdt et Mode til Falkebierg. Men om disse saavel som om andre paafølgende Stridigheder skal tales paa et endet Sted, naar jet kommer til den Krig, som blev fort imellem Christ. 4. og Carl. 9.

Førend jeg dette Aars Historie forlader, vil jeg melde noget om det merkelige Mode, som at Hansestæderne blev holdet til Lydek, og som varde udi tre Maaneder fra Maj Maaneds Udgang til Septembr. Maaneds Begyndelse, for at overveje hvorledes de kunde haandhæve deres Privilegier paa deres Contorer udi adskillige Riger, udi hvilke Privilegier dem her og der giortes adskillige Skaar, Thi Dronningen af England lod opbringe deres Skibe, som ginge med Korn til Portugal; Hollænderne og Zeelænderne paalagde deres Vahre, som de did forte, store Told og Byrder fremfor tilforn, Udi Bergen i Norge blev dem ogsaa betagen een og anden Frihed, som de hemmeligen Tid defter anden havde listet sig til, uden derpaa at have nogen Bevilgning, men tilholdte sig dem under den Titel af Hævd og Brug, og var Christoffer Walkendorff, som havde været Lehns-Mand over Bergenhuus Lehn Aar 1556 og siden stedse indtil han blev Rigets Raad, den første, som vidste at holde dem Tommel-Fingeren paa Øjet; Thi for hans Tid vare de mere Heere over Bergens Bye, end Øvrigheden, som af Kongen var satt til at regiere. Walkendorffs Exempel blev efterfuldt af de andre Lehnsmænd, som komme efter ham, saa at de Contorske efter Haanden bleve mere og mere indknebne, og maatte beqvemme sig til en slags Lydighed, da de dog tilforn agtede hverken Lehnsmænd, Bispe, Standens Magistrat eller Kongens Haand udi nogen Maade. Da Hansestædernes Fuldmægtige nu saaledes, som sagt er, vare forsamlede til Lydek for at overlegge, hvorledes de kunde retablere deres saldene Sager igien, have de omsider efter tre Maaneders Forløb meget betænkeligen sig besindet, og fundet for gott at skikke sig efter Tiderne, og besale deres Fuldmægtige paa Contorerne, at de herefter skulde holde sig (378) inden deres Grændser, og ikke fremfare med saadan ubesindighed, som deres Formænd havde giort, og derved givet Anledning til deres Privilegiers Krænkelse.

Udi dette Aar døde en navnkundig Mand i Norge, nemlig den gamle Bisp udi Opsloe (Oslo)  Mag. Frands Berrig; den samme var en Adelsmand, hvilket var rart på de Tider; men det, som var end mere rart, var, at han døde udi sit Alders 121 Aar.  Han var en rørig Mand indtil hans Døds Dag, men da han blev 105 Aar gammel, begyndte hans Hukommelse at slaae ham feil. Han havde udi sin Ungdom været Munk i St. Knuds Kloster i Odense. Men, da han spurte, at Doct. Morten Luther satt sig op mod Pavens Myndighed, sneeg han sig ud af Klosteret, og rejsede til Wittenberg for at høre, hvorudi Lutheri Lærdom egentlig bestod, thi han havde haft en synderlig Afsfkye for de Aflads Breve, som den Pavelige Legat Arcemboldus (Arcimboldius fordrejelse af Arcemboldus navn på den pavelige legat der 1516ff. opholdt sig i Norden som leder af afladshandelen. Den sidste Danske Cardinal heedte Arcimboldius udgav i Dannemark, saa at, hvor de samme Breve bleve opslagne om Dagen, der rev han dem ned igien om Natten.) Udi Wittenberg forblev han nogen Tid hos Lutherum, og blev hans Discipel. Efter hans Tilbagekomst forklarede han den hellige Skrift i Odense indtil han blev Bisp udi Opsloe; Hans Successor var Mag. Jens Nielsen, For hvilken han havde resigneret Stifter 1580.