Chr 4 1593 - 94

Denne unge Konge voxede imidlertid til, og tillage med Aarene merkeligen for 1593. fremmedes udi Videnskaber, saa at alle fattede de Tanker, at de udi ham vilde bekomme een af de største Konger, som havde regieret udi Dannemark; Og, saasom ham da allereede var indtraaden i sit 17de Aar, lod Kejser Rudolfus 2. for ar vise den Estime (følelse af) ærbødighed, (høj) agtelse overfor nogen el. noget)  han var for ham, forlehne (tildele et len (el. et embede, privilegium,)  ham ikke alleene med Forstendommene Holsteen, Stormarn og Dytmersken, og gav ham Brev paa Oldenborg og Delmenhorst, men Konge tillod ham ogsaa Veniam ætatis eller Frihed, førend han havde naaet den rette Alder, at træde til Førstendommernes Regiering. Thi der siges, at Højstbemeldte Kejser ved den Lejlighed havde ladet falde de Ord: At den unge Konge var begaved med saadan Forstand og Dyd, at ingen kunde forrette sit Høje Embede bedre. Saa snart Kongen antog Regieringen i Førstendommene, bestikkede han sin Hoffmester Henrik Rammel at være sin Tydske Canceler og Geheime-Raad tillige, og gav han ved denne Promotion ligesom tilkiende for Rigets Raad, at han selv vilde regiere, og lakkede det snart nu mod Tider, paa hvilken han skulde iligemaade antage Regieringen over Rigerne, og de 4re Regierings-Raad skulde giøre Regnskab for deres Administration. Men eendeel af dem døde udi deres Regimente, og allerforst Formanden, nemlig den store Canceler Niels Kaas, hvilken skildetes fra Verden efterfølgende Aar den 29 Junii udi 1594. hans Alders 60de Aar, efterat han havde været Cantzler i 22 Aar. Kand regnes for een af de anseeligste Mænd paa de Tider, saavel i Henseende till hans Embede, som hans store Qvaliteter. Han kom først i Tieneste hos den Salige Konge som Cancellie-Secreteerer 1560. Udi det Aar 1569 fuldte han med den berømmelige gamle Cantzler Johan Friis og andre Rigets Raad til det Grændse-Mode ved Ulfsbeck med de Svenske. Han var ogsaa Aaret derefter som Secreteerer ved det Stetinske Fordrag. Og, da de Svenske siden stillede sig noget vanskelige an ved samme Fordrags Fuldbyrdelse, belv han Aar 1571 tilligemed andre skikket til Knærød for at afgiøre disse Vanskeligheder. Og som han udi alle disse Forretninger havde ladet see Capacitet og Troeskab, blev han udi det(381)  Aar 1573 paa Herre-Dagen udi Randers beskikker til Cantzler udi den forrige Cantzlers Johan Friises Sted. Udi det Aar 1575 var han paa det Mode, som giorde Ende paa de Tvistigheder mellem Kongerne af Dannemark og Sverrig om Grændsene, og Aar 1579 var han med udi Odense, da man afgiorde den Tvistighed med de Førstelige Gesantere angaaende Lehnets Annammelse, og strax derpaa til Flensborg, hvor der handledes om de Hamborgske Sager, og, da Hamborg maatte med 100000 Rdr. Affone den Formastelse, den havde brugt imod Danske Skibe. Derforuden bivaanede han, eller rettere, var Formand udi alle de andre vigtige Negotiationer, som skeede udi den Salige Konges Tid. Og efter samme Konges Død blev han een af de fire Regierings-Raad, som skulde administrere Rigerne udi Christiani 4. Mindre-aarighed. Og lod han udi denne Post see saadan Capaciter, at han blev anseet som Siælen i det heele Raad. Han var en lærd Herre og tillage med en Elsker og Forfremmer af lærde Folk, og have derfor maaskee Tycho Brahe ikke hast saadan haard Skiebne i sit FæderneLand, hvis denne store Cantzler havde levet længere. Da han fornam sit Tiime-Glas at være udrundet, formaaede han Kongen til at besøge sig, og da underviisede han ham om Rigets Tilstand, og og gav tilkiende med hvilke Potentater (fyrste som hersker over et land el. et område; regent) han skulde meest holde Venskab; Allersidst talede han til Kongen disse Ord:  Jeg erindrer mig det Løfte, jeg giorde Eders Kongelige Majesters Hr. Fader paa hans Yderste, at jeg med all Fliid og Troeskab skulde arbejde paa, at den Kongelige Krone skulde komme paa Eders Majestets Hoved, men nu hindrer min tilstundende Død, at jeg saadant Lofte ikke kand efterkomme. Derfor vil jeg nu da giøre hvad jeg formaaer; Jeg leverer her udi Ed: Kongelige Majestets egne Hænder Nøglen til den Hvelving, hvorunder den Kongelige Krone med Spiiret, Sværdet. og Æbler siden hans Død har ligger forvared, og som Gud nu vill kalde mig fra denne Verden, saa vill jeg den til ingen anden levere end til Eders Kongelige Majester. Tager derfor Rigets Glenodier af GUd selv, og, naar Tiden kommer, bærer Eders Krone med Priis og Ære, regierer Spiret med Viisdom og Naade; fører Sværdet med Retfærdighed og holder Æblet fast med Raad og Forstgtighed ic. Derpaa tog Kongen strax Afskeed med ham, efterat han med allerstørste Naade havde takket ham for hans troe Tieneste. Han døde uden Livs-Arvinger, efterdi han aldrig havde villet begive sig i Ægte-Stand. Udi samme Aar døde ogsaa Rigets Marsk (betegnelse for rigets øverste hærfører (i middelalderen og senere) der var den tredjehøjeste embedsmand)  Hans Holgersen Ulstand til Hikkebierg, der havde tient i den Dytmerske Krig, og var Aaret tilforn, nemlig 1593 bleven Rigets Marsk.

Efter denne store Mands Død affærdigede de trende overblevne Regiernings-Raad Skrivelser til Rigets Raad, som her og der vare adspredde udi Riget og inviterede dem til møde i Kiøbenhavn den (382) 13 Julii for at overlægge, hvorledes nu med Regieringen skulde forholdes, og om nogen i den Afdødes Sted igien skulde udvælges, indtil Kongen naaede de Aar, at han selv kunde træde til Regieringen. Da de komme sammen, blev meget bragt paa Banen paa Kongens Side, nemlig, at han var kommen allereede til de Aar, og havde givet saa mange Prøver paa sin Forstand, at det giortes ikke nødigt, at denne Mindre-aarighed skulde vare længer. Kejseren havde ogsaa allerede erklæret ham myndig udi Førstendommene, og derfore, naar han var agtet beqvem til at fore Regieringen selv udi et Land, saa kunde han ikke ansees som u-myndig mere i et andet. Han havde allereede naaet sien 18 Aar, som var den Tid, inden hvilken de Danske Love have indskrænket Ungdommens U-myndighed blant Landets Undersaatter, og udi andre Riger havde Kongerne stort Forspring frem for Undersaatterne i deslige Tilfælde. Saaledes var udi Spanien og Frankrig en Konge ikke længer u-myndig end til hans 14de Aar, ligesom udi Engeland og i Chur-og Forstendommene i Tydskland en Prinds blev holden myndig udi sit 18 Aar (dette synes at viise, at der tilforn udi dette Rige ingen vis Tid har været determinered (fastslå; bestemme; nærmere angive, præcisere) for en Konge, naar han skulde agtes myndig, og at derfore det Conclusum, som Rigets Raad giorde 1588 nemligen: at Christiani 4ti Mindreaarighed skulde vare indtil han blev 20 Aar gammel, var arbitraire ( et skøn) , og grundede sig alleene paa deres Villie og Velbehag eller rettere paa at forlænge deres Regimente. Videre sagde de, som talede i Faveur af Kongen, at man ikke længe kunde undvære en Cantzler, der kunde tale og handle med fremmede Gesantere, og en Cantzler kunde af ingen beskikkes uden af Kongen, og seer man heraf denne høje Bestilnings Natur og Egenskab, nemlig, at den var den eeneste, som i Kongens Mindreaarighed ikke kunde bortgives; thi Hack Ulstand blev Aaret tilforn giort til Rigets Marsk, og Steen Brahe til Dannemarks Statholder, uden at nogen Scrupel blev giort som her ved Cantzlernes Embede, for hvis skylid man holdt det nødigt i Tide at erklære Kongen myndig.

Derimod bleve af andre adskillige Ting forestillede, hvilket foraarsagede, at Tingen blev som den var, og det blev beslutter, at den Anordning, som var giort 1588, nemlig at Mindreaarigheden skulde vare indtil Kongen naaede sine 20 Aar, skulde staae ved Magt. Derfor blev der ogsaa ingen denne gang i den afdøde Cantzler Sted igien beskikket, men Regieringen blev betroed til de trende efterlevende Regierings Raad alleene.

Ellers blev paa dette Aars Herredage en navnkundig Avanturier (  person der kaster sig ud i vovelige foretagender, begiver sig på eventyr; eventyrer; vovehal) ved Navn Jacob Rostrups dømt fra Livet. Den samme havde forrige Aar værvet hen ved 80 Soldater udi Pomern og Meklenborg, foregivende, at, naar de komme til Kiøbenhavn, skulde de saae at viide, hvad der skulde bestilles. Da han havde værvet saa mange, som han forlangede, begav han sig med dem paa en stor Kriert (mindre tremastet fartøj af en type der især brugtes i Østersøen)  under Kongens Flagg i Søen for Wismar, og begyndte at plyndre de Søefarende paa Kongens Strømme. Først tog han et riigt og velladet Embder Skib, og kastede Skipperen med Folk over Bord under Norge; Derpaa (383) seilede han til Kolding, og derfra til Aarhuus, hvor hans Folk giorde et stort Mytterie, og nogle af dem derfor bleve grebne, og andre rømte til Kolding, hvor de forstikke (skjul, gemme) sig her og der udi KoldinghuusLehn, men dog bleve opsøgte. Han selv blev også så sterkt eftersatt, at han omsider blev greben udi nogle Buske uden for Assens udi Fyen, og fandtes da hos ham Hertugens af Perma, som var Statholder I Nederlandene, hans Paz og Bestalling paa at være Amiral, saa at man deraf merkede, at hans Forsætt var at ville foruroelige Engeland og de foreenede Nederlande, som da var Spaniens Fiender udi deres Seilatz og Handel paa Kongens Strømme og i Øster-Søen. Dette saavel som alle hans andre onde Avantures bleve da aabenbarede; thi Aar 1588 havde han indgivet for Dronning Elizabeth af Engeland, ligesom han af Kongen og Regierings-Raadene havde noget at foredrage. Og, som hans Foregivende angik mest Søe-Sager, blev han af højstbemældte Dronning henviised til den Engelske Amiral Franciscus Drake, hvilken han indbildte, at Regieringen udi Dannemark var til Sinds at udruste nogle Skibe i Faveur af Engeland imod Spanien. Hvorudover, saavel Dronningen, som Amiral Drake affærdigede Skrivelse til det Danske Hoff, enten for at takke Regieringen for dens gode Forsætt, eller for faae nærmere Oplysning derom. Men hans Hans intriguer aabenbares Underfundighed og falske Foredragende blev ved Regierings-Raadenes Svar aabenbarede, hvilket, da Rostrup merkede, flygtede han fra Engeland til Nederlandene, og udi Bryssel udgav sig for en Dansk Gesant, udi hvilken Qualitet han blev antagen af Hertugen af Parma. Det foregav han tvert imod, at Dannemark var til Sinds at udruste en Flode imod Engeland og Skottland. Men, som Hertugen ikke vilde fæste Troe til Saadant, uden han hos Gesanten saae Kongens Fuldmagt og Creditiv, viisede han ham hen til den Spanske Amiral, hvilken uden Tvivl merkede, at Sagen ikke hang rett sammen, og Rostrup ingen Kongelig Fuldmægtig var; Men, som han merkede, at han var en hurtig og habile Søemand, agtede han at betiene sig af ham, og til den Ende forskaffede ham Patz, og Fuldmagt af Hertugen, at tage paa Spaniens Fienders Coffardi Skibe, erhvervede ham ogsaa Titul af Amiral. Derfra begav Rostrup sig til Antverpen, hvor han under det Navn af Kongelig Dansk Gesant optog 800 Ducater hos en Kiøbmand, som troede ham paa hans falske Ord og Vexeler, at Pengene skulde ham betales igien i Sundet. Han reisede saaledes videre til Amsterdam, hvor han ogsaa lod sig tratztere af Borgemestere og Raad, som en Kongelig Gesant og vidste saaledes at snakke for dem, at de betroede ham en temmelig Sum Penge, for hvis Betaling de siden meget, skiønt forgiæves, foruroeligede Kongen og Regieringen. Saasom nu Rostrup ved disse og andre Gierninger var bekiendt udi alle Søe-Stæder, saa at han ingensteds mere turde lade sig see under et fremmed Navd, begav han sig til Lifland, og der omsider sværmede saa længe, indtil ham meente, at baade han og hans forrige Bedrifter vare glemte, og der intet videre efter ham blev spurt. Endeligen, da han meenede alting at være sikkert, slog han sig til dette (384) sidste Handverk at foruroelige Søen under Hertugens af Parma forrige Potz, indtil han blev greben, som sagt er. Han blev da efter foregaaende Dom bragt paa Slotts-Pladsen og der halshuggen. Af hans Gierninger kand sees, at han maae have været en af de største Avanturiers paa de Tider, og er der ingen Tvivl paa, at, om denne Mand havde villet anvende sine naturlige Qualiteter til andre gode og lovlige Forrettninger, han jo havde kundet giøre sit Fæderneland stor Tieneste; thi han var dristig, hurtig og fuld af Inventioner, og en stor Søemand.

Udi samme Aar bleve nogle Danske Gesantere affærdigede til Rigsdagen udi Regensborg. Disse Gesantere vare Bendix Ahlefeld, Ambtmand til Steinborst og Doct. Vitus Weinsheimius; Da de did hen komme, kunde de en Stridighed for sig, som de ikke havde ventet, nemlig at Enke-Dronningen Sophia havde begiæret for sine tvende yngste Prindser Ulrik og Hans, som Hertuger af Holsten, at have Sæde paa den Førstelige Bænk tillige med Kongen. Af dette Foretagende sees, at højstbemældte Dronning ikke drev Tiden ørkesløs bort paa hendes Lif-Geding, og at, endskiønt hun var udelukket fra Regieringen, saa incurrerede (komme i berøring, forbindelse med ) hun dog udi adskillige Ting, endogsaa de som man minst ventede. Da de Kongelige saavel som Førstelige Fuldmægtige, som vare tilstæde paa Rigsdagen, merkede hvad som var i Gierde, protesterede de højligen derimod: Hvorudover ogsaa Enke-Dronningens Begiæring af Keiseren, Chur Førsterne denne gang blev plat afslagen, dog med det Forbehold, at, der som disse hendes yngste Børn dertil kunde have nogen Rett, skulde deres Tiltale for nogle Commissarier, som Keiseren vilde udnævne, beviises. Hvorledes Enke-Dronningen ellers er falden paa disse Tanker, er uvitterligt, saasom denne Sag strax ved Mellem-Handling mellem Kongen og hende blev demped, saa at den ikke meere blev omtalt. Det er troeligt, at hun alleene af Kiærlighed til sine Børn har villet erhverve dem den Ære. Men Kongen, hvorvel han undte sine Brødre alt Gott, saa vilde han dog ikke tilstæde dem at giøre saadant Ære Skridd, som i fremtiden kunde give Anledning til Førstendommenes videre Deeling, thi der vare allereede alt for mange skeede, Landet til yderste Svækkelse, saa at han merkede, at det havde været en StatsFeil af hans Forfædre, hvilken man heller maatte arbeide paa at ophæve end at fornye, og seer man, at han paa ingen Ting har drevet men større Iver, saa at han ikke har holdet op, førend han fik første Fødsels Rett udi Førstendommene indført, som siden skal viises. Og, saasom denne Sag saaledes blev dempet imellem Kongen og Enke-Dronningen, saa bleve der ej heller af Keiseren udnævnede Commissarier til at kiende derudi. Man havde ellers mistænkte for denne Handel nogle Holstenske Herremænd, hvilke kunde deres Regning i at have mange Herrer, for derved disbedre at kunde fiske i rørt Vand.

Efter at Gesanterne vare Komne tilbage fra Regensborg, giorde Kongen en Reise til Holsteen for at holde en Land-Dag, tagende med sig ikke alleene hans Raad, men endogsaa adskillige andre af (385) Adelen for at bivaane samme Land-Dag med des større Anseelse, efterdi den var den første, han holdt som regierende Herre udi Førstendommene. Paa samme Land-Dag forefalt et og andet, hvorved den unge Konge lod see, hvad man af ham i fremtiden kunde vente sig. I sær forekom at tale om den Paastand, Enke-Dronningen havde giort paa Rigs-Dagen til Regensborg for Kongens Brødre, at de lige saa vel som Kongen og Hertugen af Gottorp skulde kaldes til Rigs-Forsamlinger, og som Hertuger af Holsten have Sæde med dem paa den Førstelige Bænk, hvorudi Ridderskabet formeente, at de ogsaa burde have noget at sige. Kongen vilde ikke indlade sig i vitløftig Tale derom; Men spurte dem alleene, om saadant kom dem, som Undersaatter ved, og hvad de havde at bestille med at decidere i en Tvistighed imellem Kongen og hans Brødre, enten de Sidste havde Rett til at sidde paa Rigs-Forsamlinger eller ej? Ikke desmindre fremturede de dog udi deres Forsætt, og siges der, at de siden have anholdet hos Keiseren, at, naar Commissarier skulde antages til at kiende udi den Sag, at nogle af deres Middel da dertil maatte udnævnes, paa det dem intet udi deres Privilegier og Friheder maatte skee til kort. Men jeg har tilforn mældet, at denne Sag blev venligen forligt imellem Kongen og Enke-Dronningen, hvorudover ogsaa Ridderskabets Ansøgning hos Keiseren havde ingen videre Fremgang. Dog kunde Kongen ikke saa lett glemme denne deres Dristighed, helst, som saadant vederfoer (hændte) ham den første gang han som regierende Herre præsiderede paa Land-Dagen.

Udi dette Aar døde den anseelige Wiborgske Bisp Mag. Peder Tøgersen, hvilken havde saadan Reputation baade udi Levned  og Lærdom, at, da der blev giort at Bisp Tøgersens Død og Charatzteer Skand-Skrift (skrift der ved ærerørige anklager, beskyldninger vanærer, smæder en; smædeskrift) over alle Bisperne i Dannemark, blev han med Bisp Poul Madsen eene undtagen; Saasom man intet havde at sige imod hans Person, thi alt, hvad i samme Skrift fandtes om ham, vare disse Ord: Petrus laudatur in aula, det er Peder roeses til Hove. Han var af en adelig Stamme nemlig af de Balkers paa Fæderne, og af de Juulers paa Møderne Side.