Chr 4 1595 - 96

Udi Begyndelsen af efterfølgende Aar 1595 kom fra Sverrig en Gesandt nemlig Jørgen Claussen til Wisbye for at invitere Kongen til Fadder for Hertug Carls nyefødde Søn. Kongen lod Hertugen derfore betakke, og affærdigede Christian Friis til Borrebye, som siden blev Cantzler, for at beklæde hans Sted ved Daaben. Den nyefødde Svenske Prinds blev kalden Gustavus Adolphus, og er det den samme, som formedelst sine Seiervindinger erhvervede den Svenske Nation saa stort Navn. Dette var vel den Svenske Gesandtes Hovedærende; men han havde derforuden Ordre at besværge sig over Mag. Jonas Kolding, efterdi han Aaret tilforn ved Trykken havde puliceret en Bog kaldet Dannemarks Beskrivelse, hvorudi Gesantem foregav adskilligt at være indførdt, som graverede Sverrig. Herudover bleve de Kiøbenhavnske Professores beordrede at kalde Mag. Jonam Coldingensem for sig, og at kiende derpaa; Men Autor forsvarede sig saa vel, at, efter at han havde viiset, udi hans Bog intet at have (386) været indført angaaende den Svenske Nation, uden hvad som var uddraget af Svenske trykte Bøger, blev han frikiendt. Endeligen stundede Tiden til, at hans Majestet selv skulde antage Regieringen, efterdi han havde naaet sine 20 Aar, og blev derfor i Begyndelsen af det Aar 1596 giort Anstalt til hans Kroning. Medens disse Anstalter giordes, døde den anden af de fire Regierings Raad nemlig Jørgen Rosenkrands paa sin Gaard Rosenholm udi  sit Alders 73de Aar. Han blev af den salige Konge antagen til Rigets Raad 1563. og havde siden den Tid været brugt udi alle vigtige Forretninger, og 1576 blev han Statholder i Jylland. Han var en lærd Herre, som gemeenligen alle af den Rosenkrandske Familie, og var hans Søn den navnkundige Holger Rosenkrands, der passerede for den grundlærdeste Mand udi Christiani 4ti Tid.

Efter som nu i de otte Aar siden Kong Frideriks 2di Død mange af Rigets Raad vare hendøde, nemlig Cantzler Niels Kaas, Peder Gyldenstierne Rigets Marsk, Hans Ulstand, Jørgen Rosenkrands, Jørgen Skram, Corfitz Viffert, Anders Bing, og Christen Skeel, saa at det sædvanlige Tall var meget bleven formindsket, og der vare ikke flere Efterlevende end Efterfølgende, nemlig Peder Munk, Christoffer Valkendorff, Steen Brahe, Manderup Parsberg, Erik Hardenberg, Henrik Belov, Axel Gyldenstierne, Absalon Giøe, Jacob Seefeld, Breide Rantzau, Albert Friis og Arild Hvitfeld, saa var fornødent, saa vel for at besætte de høje Bestillinger igien, som at supplere den Mangel udi Rigets Raad, at giøre adskillige Promotioner (udnævnelser) , i sær for at giøre den tilstundende Kroning des anseeligere. Herudover beskikkede Kongen den 7de Junii Christoffer Walkendorff til Rigs-Hoffmester og I hans Sted satt over Finantzerne Sigvard Beck, hvilken tillage med en Collega forested Rente-Cammeret udi 26 Aar. Den 9. Ejusdem (i samme måned)  giorde han Christian Friis til Borreby til Cantzler, og Peder Munk til Rigets Marsk, hvilke alle tre derpaa maatte aflægge deres Eed. Den 10. Junii giorde hans Majestet til Rigets Raad efterskrevne 8te Herremænd, Henrik Rammel, Jørgen Friis, Prebend Gyldenstierne, Axel Brahe, Henrik Lykke, Oluf Rosensparre, Eske Brok og Christen Holk; Hvilke alle udi Kongens Gemak aflagde den sædvanlige Eed som Rigs-Raad, førend de satte Herredagene. Faa Dage derefter ankomme nogle Gesantere fra Hertug Johan Adolph af Slesvig Holsten til Frideriksborg, hvor Hoffet da var, og anholdte paa deres Herres Vegne om hans Kongelige Majestets Søster Frøken Augusta. Denne Begiering blev bevilget og Giftermaalet sluttet, efterat man havde giort Aftale om den Medgift, hun skulde have, og beskikkede Kongen, at deres Bilager skulde holdes paa same Tid, hvortil Kroningen var berammet.

Efter at Rigs-Dagen var sat og alle indstævnte Sager vare bragte til Ende, traadde Kongen og samtlige Rigets Raad sammen (387) for at aftale og slutte, hvad som i den Haandfæstning, de paa rigets Vegne af Kongen begiærede, skulde indføres, hvilken Haandfæstning efter nogle Dages Raadslagen omsider blev fuldfærdiget og af hans Majestet underskreven den 7. Augusti. Og saasom samme Haandfæstning er rar (sjælden) og tilforn ikke har været publicered, vil jeg den her indføre, den lyder saaledes:

Artikel I.

Først ville og skulle vi over alle Ting elske og dyrke den allsommægtige Gud, og Christiani 4. Haandfæstning. hans hellige Ord styrke, haandhæve, beskytte og beskiærme, og hvad som agtes Behov til Troens Forøgelse og Religionens Forbedrelse ville vi af all vor Magt og Formue forfremme. Vi ville det ogsaa bestille, at alle Sogne-Kirker og Skoler over begge Riger blive besørgede, og forseede med Christelige og fromme lærde Mænd, og dem med nødtørstig Ophold underholde, hvis det ikke tilforn skeed er udi vor kiære Herr Faders Tid.

2. Sammeledes skulle vi holde meenige Rigers Raad, Adel, Kiøbstedmænd, Bønder, og meenige Rigets Indbyggere og hver særdeles ved Lov, Skiæl, og Friheder og Privilegier, og ingen af dem herimod forurette i nogen Maade, og skulle vi alle og enhver besynderlig for Overvold og Urett beskytte og haandhæve.

3. Dernæst skulle og ville vi være forpligtede Dannemarks Rige at forfremme, formeere, forbedre, og forhøjee af vor yderste Magt og Formue. Og, om Gud Allermægtigste det saa haver forseet, at vi herefter kand ved Dannemarks Indbyggeres Hielp og Trøst vinde med Rettergang, bekræftige med Sværd, eller anderledes noget bekomme, da skulle det høre Dannemarks Rige til, og være og blive under Dannemarks Krone. Men dersom det skeede, (det Gud forbyde) at nogen Feide (væbnet kamp, krig) eller Indfald skeede paa Riget, og nogen Deel af Riget kom under en fremmed Potentat, og siden blev igien til Dannemarks Rige Bekræftiget, maa og skal hver Dannemarks Indbygger qvit og fri nyde og bekomme, hvis Gods og Ejendom, han tilforn udi samme Lande haft haver.

4. Sammeledes ville og skulle vi elske og fremdrage Dannemarks Riges Raad og Adel, og med dennem styre og regiere Danmarks Rige og besørge dem med Kronens Lehn, saa at de ikke skulle have Behov at besøge Herredagene, eller underkastes anden Besværing paa deres egen Kost og Tæring.

5. Desligest ville vi og ingen udlændisk Mand tage udi Dannemarks Riges Raad, eller forlehne med Dannemarks Krones Lehn uden det skeer med Dannemarks Raads Villie, Fuldbyrd og Samtykke.

6. Saaledes skulle Dannemarks Riges Adel nyde, bruge og beholde deres JordeGods og Tienere fri til ævig Tid med Hals og (388) Haand, alle Kongelige Sager og all anden Hærlighed og Rettighed, som vi og vore Forfædre Konger i Dannemark over vore og Kronens Tienere og Gods, have og frit haft have, saa at vi eller vore Fogeder og Embedsmænd skulle aldeeles intet bevare os med dares Tienere, Gods og Eenemærke, Skov, Fiskevand eller nogen anden Hærlighed, enten med Sagefald (den del af de pengebøder der faldt i retssager som tilkom kongen) , Giæsterie(afgift til afløsning af pligten til at yde visse personer gratis ophold og underhold), ægt, Arbeide eller anden Besværing uden hvis vi kunde have med Adelens, som Godset og Tienerne tilhøre, gode Villie og Samtykke, allene at de age vort og vor Førstindes (en fyrstes gemalinde) Fadebord, (forrådskammer; spisekammer) vor vi personligen drage igennem Landet, som sædvanligt været haver af gammel Tid, uden saa skeer, at nogen aabenbar Feide kommer paa Landet eller Riget, da vilde vi dog ingen Besværing lægge paa Adelens Tienere, med mindre det skeer med meenige Dannemarks Riges Raads Samtykke.

7. Hvor nogensteds saa findes, at Kronen haver med Adelen fællig enten udi Skov, Mark eller Fiskevand, da skulle vi eller vore Fogder ikke ydermeere bruge derudi, enten med Fiskerie, Olden, Svin, Stovhugg, Jagt eller anden Brug, end som Kronens Lodd og Deel kand tåle. I den fællig Skov udi Falster og Lolland liggende, som Kronen har Lodd og Deel udi, skal ingen slaae stort Vildt, undtagen vi selv eller andre paa vore Vegne, og uden det skeer med vor Tilladelse.

8. Ikke skulle vi heller med vort Brev byde eller forbyde nogen Mands ArveTiener, eller dem, som de udi Pant og Værge have, at svare som sin Hosbond. Haver nogen Tiltale imod nogen enten om Gods eller Tienere, da skal han det forfølge med Rett og efter Lov og Recessens Lydelse.

9. Ikke heller ville vi paalægge nogen Land-Skatt paa Adelens Tienere, uden det skeer med meenige Dannemarks Riges Raad, efter som gammel Sædvane været haver.

10. Sammeledes skulle Dannemarks Riges Raad og Adel nyde deres fri Fiskerie paa deres egne Grunde, som de her til af Alders Tid haft have, og besynderligen udi Kong Hanses Tid, og skal hver Mand nyde Aalegaarde for deres egen Grund undtagen udi Fiorden, som Kronen og den meenige Mand have Skade af: Dog skal de Fiskegaarde blive ved Magt, som have været af Alders Tid.

11. Ville og nogen af Adelen besøge Silde-fiskende, og derved bruge sin Næring, da skal det være Adelen uforholdt, efterdi det tillades Fremmede og Udenlandske at bruge deres Fordeel dem at salte. Det skal og være Adelen uforbødet at kiøbe og sælge Oxen, at stolde paa sit eget Foer, som hver kand stolde, eller kand lade foere hos sine egne Tienere, som ere pligtige at fodre Nød, dog hermed Kronens Told uforkrænket.

12. Skal det og være Dannemarks Riges Raad og Adel frit fore at kiøbe og sælge med udenlandske Kiøbmænd, som hertil har været.

13. Ikke skulle vi ved vore Fogder eller Embedsmænd lade gribe, haste, binde, eller udi Fængsel sætte nogen Riddermands Mand, uden han tilforn er forvunden efter Loven, undtagen paa de (389) ferske Gierninger, som de maa gribes og sættes for efter Loven, og skal hver Mand være pligtig at stande til rette for os og Dannemarks Riges Raad, for hvis nogen haver ham at tiltale med Rette.

14. Item skulle vi ej heller tilstæde vore Fogder eller Embedsmænd at feide nogen Riddermands Mand eller deres Tienere; Have vore Fogder eller Lehnsmænd Tiltale til nogen, da skulle de tiltale dem med Rettergang.

15. Item skulle vi ingen Krig begynde eller paaslaae, uden det skeer med meenige Dannemarks Raads Villie, Fuldbyrd og Samtykke.

16. Item ingen Riddermand skal forbryde sit Jorde-Gods uden han fører AvindSkiold (kæmpe mod sit fædreland; være landsforræder) imod Kongen og Riget, som Loven udviiser.

17. Item skulle vi altid dømme uden all Vild og ej tage Gunst eller Gave for nogen Rett eller Rettergang udi nogen Maade; men være lige velvillig til at hielpe og skikke dennem deres Rett, være sig enten indlændisk Folk, Fattige eller Rige, Venner eller Uvenner, Adel eller U-Adel, inden Raad eller uden, som hænder for os at komme, som en Christen Konge bør at giøre.

18. Item skulle vi ingen udlændisk Privilegier, som gielde paa Riget, stadfæste eller paa nye give, eller nogen Monopolier bevilge uden meenige Dannemarks Riges Raad.

19. Skulle vi ikke give nogen ufri Mand den Frihed og Frelse, som Riddere og Svenne have, uden all Dannemarks Riges Raads Samtykke, undtagen nogen forhverver det saa ærligen paa Marken, at han er det værd.

20. Item skulle ikke vi, vor Førstinde eller vort Afkom, eller nogen anden paa vore Vegne, kiøbe eller pante os eller Kronen til noget Fritog Frelse-Gods herudi Riget i nogen Maade, som fra gammel Tid været haver.

21. Ikke heller skulle Dannemarks Riges Raad og Adel kiøbe eller pante noget frit Bønder-Gods efter denne Dag uden det skeer med Kongens Tilladelse.

22. Item (ligeledes) hvo, som kommer til os paa Tro og Love, paa vor Skrivelse og Brev, da skal den fri, sikkert og ubehindret komme Hiem til sit eget igien, dog at han skal være pligtig for os og Dannemarks riges Raad at stande til Rette.

23. Item hvem, som vil feide nogen Riddermand, da skal han giøre ham ærlig Forvaring med hans aaben Brev tzc. (Det Øvrige i min Copie er ganske uforstaaeligt, men kand suppleres af Friderici 2di Haandfæstning.)

24. Skulle vi og være pligtige med Undersaaternes Hielp at indløse Ørknøer (Orkneyøerne) og Hetland (Shetlandsøerne) til Kronen igien.

25. Item ville eller skulle vi ikke drage nogen fra sit Herreds-Ting eller LandsTing med vore aabne Breve, ikke heller fra Rigets Canceler efter Loven. Ej heller skal nogen skyde sig fra sit Herreds Ting, førend Dom er gangen.

26. Men dersom Sandemænd eller Nævninger sværge nogen Mand til Skade med Urett, saa vit som Jydske Lov rekker, da skal (390) Lands-Dommeren have Magt, om det af ham begiæres, at opstævne beste Bøigdemænd og dennem maa fælde, om de have giort Urett. Udi lige Maade skal holdes i Siælland, og andre Lande, saa vit Siællansk, og Skaansk Lov rekker om Olding og Nævning.

27. Sammeledes skal og holdes om Lov og Laughævd, (lovlig hævd) men paa de Lov og Laughævder, som nogen af Adelen har givet og giort, skal ikke dømmes uden for Kongen og meenige Dannemarks Riges Raad.

28. Sandemænd, Ransnævninger og andre Nævninger skulle herefter ikke sværge mod Lovhævder, eller imod nogen Lov, som given er, men de stande ved Magt, og være uryggelig (.som ikke kan bringes til ophør, ikke kan ændres el. kuldkastes; fast; urokkelig; ubrødelig; uomstødelig)

29. Item ingen Forbud skulle vi heller giøre paa Oxen ( Oksen), Korn, Smør, eller noget andet at udføre her af Riget, uden med Dannemarks Riges Raads Villie og Sam tykke, som gammel Sædvane været haver. Om nogen Feide saa hastig paakom i Riget, at vi ikke saa iligen kunde forskrive Dannemarks Riges Raad, da skulle vi dog forskrive dennem, som ved Haanden næst ere.

30. Item efterdi Dannemarks Riges Raad Adel og Indbyggere skulle være pligtige at stande hver Mand til rette for os og Dannemarks Riges Raad, da ville vi og iligemaade være pligtige at stande hver Mand til rette for Dannemarks Riges Raad.

31. Item skal ingen efter denne Dag bøde for Voldførsel efter Markeskiel, men skal et Vold (åbent græsbevokset areal; mark) for hver, som Voldføres, regnes, og ikke meere lige som det haver været af gammel Tid.

32. Item skulle vore Lehnsmænd skikke Dannemænd til Herredsfogder, som skikker hver Mand Lov og Ret uden Vild (partiskhed), giør Herredsfogden nogen Urett, da skal han afsættes, og selv svare til sine Gierninger.

33. Item skal ingen forbydes Skov, Mark eller Ejendom at kalde til rebs (person der i jordfællesskabets tid blev udpeget af herredstinget til at foretage rebning), enddog at Kronen eller Kirken haver der Lod og Deel udi.

34. Item skal og Adelen have deres egen Hovedgaard qvit og fri for Tiende, som de selv boe udi, eller holder deres Fogder paa, som bruge deres Avl, paa det de skulde holde deres Tienere til retfærdiges at tiende.

35. Item skulle og Adelen og Ridderskabet nyde og beholde Jus Patronatus (kaldsret til gejstligt embede) til de Kirker og giestlige Lehne, som de kunde beviise med Brev og Seil at de have Rett til. Dog saa at de Personer, som dermed forlehnede ere, maae dennem nyde deres Livs-Tid, og, naar de Personer ere døde og afgangne, som nogen Vicarie i Forlehning haver, da maa hver Riddermands Mand og Adel her udi Riget komme til sit Gods igien, som de med nøjagtig Brev og Seil beviise kunde, at de ere rette Arvinger til.

36. Og skal alle Klostere, Prælaturer, Digniteter, Kanikedomme og andre geistlige Lehn, som nu ikke nævnede ere, ved deres Magt blive til saa længe, at Kongen og Dannemarks Riges Raad derom med flere viise og lærde Mænd, som de til dennem tage, en anden Skikkelse giver, dog hver Mands Rett og rette Tiltale dermed Uskadt, (391) og uforkrænket udi alle Maade efter vor kiære Herr Farfaders Kong Christian den 3dies Recesses Lydelse.

37. Item skulle vi ikke formindske de Lehn, som gode Mænd have udi Pant, førend deres Breve blive lovligen indløsede og fuldgiorde, og skulle de heller ikke kunne forbryde slige deres Lehn, som de udi Pant have, med nogen deres Gierninger uden ved de Gierninger, som de forbryde deres Arv og Ejendom med. End, dersom de forsee sig imod os og andre Rigets Indbyggere, da skulle de stande til Rette efter Loven.

38. Item skulle vi ikke give Breve mod Breve (pavelig skrivelse (af mindre formel karakter).

39. Item skulle vi holde vore Breve med fuld Magt. Desligeste og holde vore Forfædres fremfarne Kongers udi Dannemark Breve ved Magt.

40. Item døer nogen ufri Mand, som ufri var fød, og haver dog fanget Frihed, og haver Frelse-Arvinger, da skal det Gods ikke falde til Kronen, eller udi nogen Ufrihed, men skal dog komme til hans rette Arvinger igien, enddog de ere ufrie, og det skulle de dog ikke beholde, men sælge det til Adelen igien inden Aar og Dag for fuld Værd; Dog om det er ufrit Gods, det han havde førend han blev fri, det falder igien til rette Arvinger.

41. Item at Rigets Canzeler ej skal bruge Indseil udi sin egen Sag, men vi skulle skikke der en anden god Mand til, som sidder udi hans Sted, udi hans Sag under Rigets og sit Indseil og Navn.

42. Item at Sandemænd ikke skulle sværge om Ejendom efter denne Dag;  Men hvo der vil deele om Ejendom, bør at deeles til Herreds-Ting, Lands-Ting og for Rigets Canceler, undtagen Herredsskiæll og Markeskiæll.

43. Item bliver nogen god Mand forført eller beløjed for os, da skal vi det ingen Troe og Love give, med mindre den, som os sligt sagt haver, vil det tilstaae udi vor og Dannemarks Riges Raads Nærværelse, og udi den andens Paahørelse, og findes han da at føre Løgn, da straffes han for Løgn, som vedbør.

44. Item bliver nogen Riddermands Mand Fredløs for ærlige Gierninger, da skal han bøde 20 lødige Mark for sin Fred.

45. Og efterdi det højeste Regimente udi Riget hænger meest paa Kongens Person, hvilket Regimente Kongen ikke alleene kand føre, derfor skal Kongen altiid have en Rigs-Hoffmester, en Canceler, og en Rigs-marsk, som ere fødde Danske Mænd af Adel, hvilke Kongen og andre Rigets Raad udi Rigets Ærende og Sager til hans Kongelige Regimentes Opholdelse skulle være behielpelige. Om Kongen vilde besværge nogen, være sig enten Adel eller Uadel, da skal det være ham frit og aabent for at give det Rigets Hoffmester, Kongens Canceler, og Rigets Marsk tilkiende, og lade for-mane Kongen, at han forlader saadant hans Foretagende. Og dersom Kongen da ikke vil lade sig underviise (hvilket vi dog for os giøre ville) da skal Kongen strax udlægge og opnævne den, som klager en benævnt Rettes Dag, og da pleje Anklageren Rett for Rigets Raad, og nogle af (392) Adelen, som Kongen og dertil skal lade kalde og forskrive, og for dennem stande hver Mand til Rette, og hænde og give hvad Lands Lov udviser og giver.

46. Item skulle vi annamme alle Slots Love udi Dannemark og Norge af vore elskelige Dannemarks Riges Raad og ingen anden at halde til vor Haand og Dannemarks Riges Raad, dem igien at antvorde fra os paa vor Kongelige Eed, naar os forelagt vorder (svarende til) , og, om nogen Slotts Lov vorder anderledes forvandlet, da skal det ingen Magt have, uden med meenige Dannemarks Riges Raads Samtykke.

47. Og skal Dannemark være og forblive et frit Kaar-Rige (Kaar = det at vælge, valg) som det fra Arilds Tid været haver.

48. Alle disse fornævnte Artikler, og hver særdeles bepligte vi os Christian den 4de med Guds Naade udvalde Konge til Dannemark ved vor Kongelige Eed og Christelige Troe og Love ubrødelig og fast at holde ved alle Puntzter, Ord og Artikler, som de udviise og indeholde uden all Argelist (det at have ondt i sinde) udi nogen Maade. Og have vi til dets ydermeere Vidnesbyrd og bedre Forvaring, at sligt udi alle Maader holdes skal, som skrevet staaer, hængt vort Indseil neden for fornævnte vor Haandfæstning, som er vort aabne Brev, med fornævnte vore Elskelige Dannemarks Riges Raads Indseile. Givet paa vort Slott Kiøenhavn den 7. Augusti Aar efter Guds Byrd 1596.

Under vort Zignet Christian. Christoffer Walkendorff, Christian Friis. Peder Munk. Steen Brahe. Erik Hardenberg. Manderup Pasberg. Henrik Belv. Axel Gyldenstiern. Absalon Giøe. Jacob Seefeld. Breide Rantzow. Albert Friis. Arild Bvitfeld. Henrik Rammel. Jørgen Friis. Predbiørn Gyldenstiern. Axel Brahe. Henrik Lykke. Oluf Rosenspar. Eske Brok. Christian Holk.

Efter at Haandfæstningen var forfattet og underskrevet, skreed man til Kroningen, Den Kongelig Kroning den 29 Augusti hvilken gik for sig paa saadan Maade: Da hans Majestet red til Kirken, blev hans Kongelige Krone baaren for i Vejen af Rigets Hofmester, Sceptret af Rigets Chantzler det forgyldte Sverd af Rigets Marsk, og det gyldne Æble af Steen Brahe. Den Kongelige Krone blev ham paasatt af 3 Bisper, og siden blev Sceptret, Sverdet og Kronen ham overlevered. Derpaa fuldte Salvingen. Da nu alt dette var forrettet, gav hans Majestet sig af Kirken til den Kongelige Sal, da saae man adskillige lystige Spetztacler. (393) Paa Amager Torv var et Viinspring, en heel stegt Oxe, fyldet med adskillige Slags Fugle, hvorom den gemeene Mand sloges. Paa Østergade stod et Triumph-Huus, hvorigiennem, da hans Majestet skulde gaae, stode 3 Kiemper meger konsteligen forarbeidede, hvilke bukkede sig for hannem, i det samme kom ogsaa en Engel need, hvilken satt en gyldend Krone paa Hans Majestets Hoved tzc. Dagen derefter blev den Holsteenske Hertugs Johan Adolphs Brøllup celebrered med hans Kongl. Majestets Søster Augusta hvilker gav Aarsag til meer Lyst, saa at de efterfølgende Dage bleve anvendte paa adskillige Ridderspill.

Endskiønt hans Majestet nu selv havde antaget sig Regieringen, og var bleven en kroned Konge, saa er det dog troeligt, at han endda nogen Tid har formedelst sin Ungdom været i en Slags Dependence af sine gamle Formyndere, hvorpaa haves et stort Beviis udi Tycho Brahe, hvis Forfølgelser, som udbrøde dette Aar, kunde hindre. Førend jeg skrider til bemeldte Forfølgelse, vil jeg korteligen mælde noget om denne store Mands forrige Levnet, efterdi man deraf til Deels seer Aarsagen til det Had hos de Store, som dette Aar for Alvor yttrede sig. Tycho var fød i Skaane 1546 af Adelige Forældre, nemlig af Otto Brahe, Herre til Knudstrup og Berte Bilde, Af dette Ægteskab avledes 10 Børn, blant hvilke vare fem Sønner, hvoraf Tycho var den Ældste, hvilket han selv tilkiende giver det et Vers, som han giorde ved sin Bortreise fra Dannemark.

Ast ego Braheus de qvinis fratribus unus Et genitus primo vix reputatus erma.  

Hans Farbroder Jørgen Brahe tog ham, Forældrene uvidende bort i hans Barndom og satt ham til Studeringer. Anno 1559 blev han skikked til Kiøbenhavn, hvor han først begyndte at faae Smag paa det Astronomiske Studio. Anno 1562 reisede han udenlands, og opholdt sig udi Wittenberg, Leipzig og Rostok, men besynderlig udi Leipzig, hvor han giorde Kundskab med en ung Mathematico Bartholomæo Sculteto, og der, skiønt imod sin Hoffmesters Villie, lagde sig efter Astronomien. Paa Hiemreisen havde han den Ulykke udi Rostok, at en Dansk Herremand, Navn Manderup Parsberg, afhuggede det største Stykke af hans Næse, hvorudover han lod giøre sig en Næse af sammensmæltet Guld og Sølv, som han lod feste til Stumpen. Derefter giorde han en vitløftigere Riese igiennem Tydskland og Italien, og paa adskillige Steder udi samme Lande saaledes excolerede Astronomien, at han kom til sit Fædreneland igien, som en stor og navnkundig Astronomus, og da beordrede Friderik 2. ham offentlig at læse paa Universitetet i Kiøbenhavn 1574 og siden indrømmede ham den Øe Hveen, ladende der med stor Bekostning oprette for ham det bekiendte Huus Uraniborg, gav ham derforuden et Lehn i Norge med andet Gods. Da giftede Tycho brahe sig med en Bonde Pige ved Navn Christine, som var fra samme Sted udi Skaane, hvor han selv var fød, hvilket Giftermaal opvakte ham Had og Foragt (394) hos den heele Adel, sær hos hans Paarørende. Jeg bekiender sandelig, at dette Parti var ganske uanstændigt. Men man kand sige til Tychonis Gifter sig med en Bondepige Forsvar 1) at det var vanskeligt for en Philosopho med en metall Næse at faae en ung Adelig Jomfru. 2) At saasom hans meste Tanker vare henvendte til Himmelens Lob, saa at han intet agtede Sublunaria (jordisk) , eller de Ting, som skeede paa Jorden, saa kunde man nogenledes have Aarsag at pardonere (give pardon, fritage for straf) ham, om han herudi ikke i Agt tog Moden og Bienseance, helst saasom en saa abstract Philosophus findr mindre Icommoditet (besvær; gene; ubehag) udi saadant ringe Parti, end ved at tage en Jomfrue af Familie, der vilde slaae Rønker paa Næsen, naar han satt Pengene til paa Bøger og Instrumenter. Hvor om alting er, saa bevæbnede dette mange fornemme Folk imod ham, og lagde Grundvold til den Forfølgelse, som udbrød udi dette Aar 1596.

Gassendus regner blant Tychonis største Fiender Canceleren; Men hans største Fiende var Christoffer Walkendorff, hvilken foruden den tilfælles Animositet (fjendtligt sindelag; modvilje; uvilje9) med adskillige andre, som reisede sig endeel af Tychonis Giftermaal, endeel af den store Ære og Højtid Kongen lod see imod ham, havde fattet en sædeles Bitterhed imod ham formedelst en Trætte (kiv, stridighed), som reisede sig af en troe Hund, Tychoni tilhørende. Jeg har tilforn fortaalt, at Kong Jacob forærede ham to Engelske Doggere. Disse laae ideligen for hans Dør og lode ingen indkomme uden ham selv. Da Kongen 1592 besøgte Brahe paa Hveen, og Walkendorff, som fuldte ham, vilde en Morgen tilig gaae ind udi Tychonic Kammer for at see sig om, blev han overfalden af samme Doggere, så at derover blev Allarm, og nogle haarde Ord vexlede imellem Hoffmesteren og Brahe, og formeerede den Hændelse den Uvillie han havde fattet imod ham, skiønt han ikke søgte aabenbare at hævne sig, førend efter Cantzler Kaaes og Jørgen Rosenkrandses Død, og han selv blev Rigs-Hoffmester. Christoffer Walkendorff var ellers en Herre af store Meriter. Udi i Begyndelsen af Christiani 4ti Minorennitet var han Rentemester eller rettere Rigets Skattmester, efterdi han i sin Tid forvaltede Rigets Skatt-Kammer alleene uden Colleger, da der dog ellers siden stedse vare to Rentemestere fra 1599 indtil det ny SkattkammerCollegii Stiftelse 1660. Medens han administrerede Finantzerne skeede, Anno 1592 en meget god Etablissement ved det saa kaldte Klæde-Kammer Indrettelse, saaledes, at de Kongelige Hoff Samme Walkendorffs Historie og Characteer Betiente og adskillige andre Bestillingsmænd nøde aarligen klæder af Rente-Kammeret, hvorfore de maatte qvitte en Deel af deres Gage. Jeg seer og af Ernst Møller Kongens Skredders Regning af dato den 31 October., som Kongen med egen Haand har underskrevet, at de kongelige Børn og saa finge klæder af samme klæde-Kammer, thi udi Regningen findes: Nok haffuer Ernst Møller annammer af Kongl. Majsts. Klæde-Kammer til welbyrdige  (brugt som titel egl. til person af kongelig, adelig)  Kleinning, som efterfølger: 14 Alen graae Riersie; 4 smaa Bokeskinde tzc. I ligemaade af en anden Regning, som Fru Kirstine Munk med egen Haand har underskrevet, at Hoff-Fruentimret blev ogsaa forsyned med Klæder af samme Klæde-Kammer. Thi Opskriften paa Regningen er denne: Anno 1627 den 21. Decembr. haffuer (395)  Knud Christensen Renteskriver udi Kongelig Majests. Klædekammer underdanigst leffueret til Fru Christens Schredder til Frøknernetil Klæder tzc. En nyttig Anstalt udi et Land hvor der findes Manusacturer, som ved saadant Middel aldrig kand fattes debit. Bemældte Klæde-Kammer var paa Slott-pladsen lige ved højbroe, hvor adskilligt Slags Klæde, Fløjel, Stoffe, laae forvaret, og hvoraf Betienterne bekomme aarligen en vitz Quantitet i Steden for deres Løn. Derover var Rigets Hoffmester Inspector eller Maitre de la Garderobbe, og var der en Betient under ham kaldet Klæde-Kammer Skriver. Dette Klæde-Kammer varede fra 1592 til 1677; thi for saa lang Tid findes Klæde-Kammer Regnskabe aflagde.  Det er troeligt, at Christoffer Walkendorff som Skattmester, og siden Rigs-Hoffmester har haft selv Inspection derover. Thi jeg har forhen viiset, at han i dette Aar 1596 blev Rigs-Hoffmester. Foruden denne Etablissement giorde han en anden, hvorved han har erhvervet sig hos Posteriteten (eftertiden) et stort Navn, thi han stiftede Aar 1595 et Collegium for 16ten Studentere, som endnu florerer, og var længe kaldet Hoffmesters Boder, siden Walkendorffs Collegium, I gamle Dage var det et Carmeliter (medlem af tiggermunkeorden, grundlagt af eneboere på Karmels bjerg) Collegium, og siden, da Munkene antoge den Evangeliske Troe, faldt det i private Folkes Hænder, indtil Christoffer Walkendorff gav det til saadant Brug. Dette har jeg fundet fornødent at anføre, for at viise det Onde med det Gode, og at tilkiende give saavel hans Dyder, som hans Lyder. Thi ingen kand nægte, at denne gode Herre var jo en nyttig Mand for Riget, skiønt hans Opførsel imod den store Astronomum er en Plett, som ikke lett kand aftoes; Vel er det sant, at man i Begyndelsen holdt gode Miner med denne Astronomo, thi jeg sinder, at de fire Regieringes-Raad strax efter Kong Frideriks Død ikke alleene tillagde ham nyt Gods, men endogsaa paa engang forærede ham 6000 Rdlr. til at stoppe endeel af de Bekostninger med, som han havde anvendt paa sine Instrumenter, ja oprettede for ham et Astronomist Taarn i Kiøbenhavn, som han selv vidner. Men det varede ikke længe førend det Had, som man havde fattet imod ham, yttrede sig.

Forfølgelsen, som sagt er, begyndte 1596, og fortælles af Gassendo med disse Omstændigheder. Endeel af Adelen bar Fortrydelse over, at denne Mand nød saa store Beneficier (velgerninger) , iligemaade, at han var kommen i saa stor Estime hos Fremmede; thi de saae dagligen en Mængde af anseelige Fremmede komme til Dannemark alleene for at tale med ham. Dertil maae man lægge den 3die Aarsag; nemlig det foromtalte Giftermaal, hvilket paa de Tider kunde ikke andet end ophidse alle fornemme, Familier til hævn. Herudover begyndte nogle af Rigets Raad strax efter Kongens Hylding at besværge sig over den slette Tilstand Skatt-kammeret var udi, og foregave, at det var fornødent at tilbagekalde adskillige Donationer, besynderlig Tychonis, som de holdte fore blev unyttigen emploierede (ansatte). Videre sagde de, at det Lehn, han havde udi Norge, blev ham alt forlænge continuered, og at det var fornødent, at en anden, som kunde beviise Fædernelandet meere Tieneste, blev forlehned dermed. Endeligen (396) lagde de dette dertil, at han slet haandhævede det Roskildske Capell, hvoraf han nød St. Laurentii Præbenda, (jordegods som tilhørte en institution (kirke, universitet) og var tillagt dennes embedsmænd som (del af) deres aflønning) saa at alting derpaa forfaldt. Herudover blev han Tid efter anden skildt ved alle disse Beneficier endeel imod Kongens Vidende, endeel ogsaa med hans Vidende, saasom deslige Ting blev ham paa en odieuse Maade forestillet, saa at han intet beholdt tilbage uden Hveen hvilket sees af hans eget Klagemaal saaledes: foruden at det forlehnte Gods blev mig frataget straks efter Kroningen, saa mistede jeg og alt andet, foruden den lille Insel Hveen, som ikke skylder over 200 Rolr. aarligen. Og hialp Cancelern, som burdte haandhæve saadant, ikke lidet dertil. Han skrev ogsaa Tychoni til, at Regieringen kunde ikke længer continuere ham disse Beneficier.