Chr 4 1599 - 1600

Det første Hans Majestet ved sin Regierings fik at bestille, var med Engeland. Jeg har tilforn fortaalt om de Tvistigheder, der vare imellem Dannemark og Engeland angaaende Seilatzen Norden paa til Archangel, og at de Engelske ved at drive den Rutziske Handel paa den Side, havde giort Dannemark stor Afbrek udi den Øresundske Told; foruden denne Tvistighed var der ogsaa en anden, angaaende de Engelske Fiskere ved de Norske og Islandske Kuster. Hvilken Tvistighed formeerede sig efterfølgende Aar 1599, da de Danske overfalde nogle Engelske Skibe fra Hull, som Fiskede ved Norge hvilke de erobrede og giorde til Priis. Dette opvakte Dronning Elizabeth af Engeland till Vrede, og lod hun ved Steph. Leisierum, og Th. Ferrarium protestere imod saadant Foretagende ved det Danske Holff, og begiære de borttagne Skibes Relaxation. (frigivelse) De Danske svarede derpaa, at de Engelske med ingen Rett kunde tilegne sig Fiskeriet ved Island og Norge, som bare hans majestets Lande, og at man nyeligen (399) tilforn havde advaret de Engelske, at, hvis de ikke holdte sig derfra, maatte de vente sig saadan Execution. Vel var sant, at adskillige gamle Norske Konger havde tilladt de Engelske saadan Frihed, og at disse Privilegier vare dem fornyede af nogle af de Danske Konger, og sindes der indførdt udi en Commerce Tractat, som Kong Hans sluttede med Engeland, den Artikel, at de Engelske hvert 7de Aar skulde begiære Frihed til saadant Fiskerie. Men just den Artikel gav tilkiende, at de ingen Rett havde acquiretet (erhverve, skaffe) dertil, og at det stod i de Danske Kongers Magt at continuere dem efter 7 Aars Foløb saadan Frihed eller ej. Og, om endskiønt de Engelske udi Rigernes uroelige Tider havde uden Modsigelse øvet denne Handel en lang Tid, saa fuldte deraf ikke, at Kongerne havde renonceret (herredømme, privilegier)  paa deres Rett at Forbyde saadant. Hvad det andet Engelske Hoved-Argument angik; At Havet er Frit for alle, da var det i denne Casu (tilfælde) svagere, efterdi alle Jurister derudi ere eenige, at enhver Potentant kand tilegne sig Proprietet af den Deel af Havet, some er nær ved Kusterne af de Lande, som han er Herre over, og haver ingen Nation mere paastaaet saadant Rett end den Engelske, ja deres Jurister I sær Seldenus have skrevet heele Bøger derom. Men, saasom ved Dispyter ingen Ende kunde giøres paa denne Tvistighed, forlangede Dronning Elizabeth efterfølgende Aar 1600, at der maatte compromitteres paa visse Herrer, som Churførsten af Brandenborg, Hertug Henrik Julius af Brunsvig og Hereugen af Meklenborg, som skulde kiende udi Sagen. Men Kong Christian vegrede sig derfor, holdende fore, at det var unødvendigt at sætte udi Compromis en Sag af den Klarhed. Man blev derfore endda ved at Disputere derom, og begge Potentater søgte at beviise deres Rett, Dronningen ved Leisierium og Ferrarium, og Kongen ved den lærde Nicolanum Kragium som var ved det Engelske Hoff. Endeligen foreenede man sig saaledes, at der af begge Riger skulde skikkes Commissarier til Embden, for at afgiøre Tvistigheden I Mindelighed, og affærdigede Dronningen did hen Richard Bancroft Biskopen af London, Christof Perkins og J. Swale. Men, da de enten formedlst contraire Vind, eller formedelst andre ubekiente Aarsager ikke lode sig indfinde til bestævnte Tid, og de Danske Commissarier havde forgiæves biet efter dem, reisede de sidste bort, og, siger Camdenus, at Mangel paa Proviant og Levnets Milder drev dem deels til at haste med Bortreisen, efterdi Kongerne af Danmark paa de Tider gave med deres Gesanter en vitz Quantitet Proviant, og ikke Penge, som andre Potentater, hvilket er en curieuse Anmerkning og skulde man neppe kunde troe saadant, hvis det ikke var bekræftet af saadan troeværdig Skribent, som levede paa same Tider; thi saadan Skik kunde holdes for at fore stor Ulejlighed med sig, og at Negotiationer kunde derudover giøres til intet, ja at man kunde forcere (400) Gesantere ligesom beljrede Byer at give sig formedlst mangel paa Proviant. Men det er troeligt, at hvis saadant har været i Brug, at det er skeed i den Henseend, at de skulde drives des snarere til at bringe Negotiationerne til Ende. Uden at tale om, at der kunde denne gang have været en hemmelig Arsag til saadant; Thi man seer saa vel af Foregaaende, som Efterfølgende, at Kong Christian ingen synderlig Lyst havde at handle om de Sager, og at derfore saadant kunde have Været giort ad Politique, for at bryde over Tvers med disse Forhandlinger.