Chr 4 1602 - 1603

Disse Mødte tillage med de Engelske Commisarier til Bremen udi det Aar 1602.

De Engelske Commissarier begyndte da strax at frmføre deres Gravamina (beskyldninger; anklager) angaaende den Hinder, som blev giort dem udi deres Ryssiske Sejlatz over Nord-Søen, item I deres Fiskerier, og endelig, at Tolden I Øresund blev dem forhøjet. De begiærede, at det Forbund, som var giordt mellem Kong Johannem, og Kong Henrik den 7de, maatte eftersees og accomoderes efter disse Tider, at Tolden maatte nedsettes igien, at deres Skibe maatte ikke opholdes længe udi Sundet, og at ingen Sager, som kunde tiene til Krig, maatte føres til Spanien. Dette altsammen reducerede de til visse Qvæstionerspørgsmål, tvivlsom sag der er til drøftelse el. behandling) ; Saasom, om det er en Konge tilladt at forøge Tolden efter sit eget Behag mod gamle Forbund; om det som engang er accorderet, og siden I lang tid tilladt, kand med rette ophæves; Om den Told, som alleene (402) skal Hvad som der blev forhandled betales for Passagen igiennem Sundet, kand sættes paa Vahrene, som aldrig ere saadan Byrde underkastede, uden hvor de udskibes og sælges; Om ikke Havet er frit for alle, og om man derfor kand nægte de Engelske at sejle paa Archangel eller at fiske udi Nord-Søen. Disse Spørsmaal bleve vitløftigen ventilerede, omsider proponerede de Danske Commissarier, eftersom den nye Handel paa Archangel havde giort Dannemark stor Afbræk i dets Indkomster, at de Engelske Kiøbmænd, for at indemnisere (erstatte (en) et (især: økonomisk) tab; holde skadesløs) Riget nogenledes, maatte aarligen aflægge 200 Rosenobler, saalænge, som Dronningen levede, og at det paa begge Sider borttagne Gods igien maatte restitueres. Endeligen forlangede de, at de Engelske Fribyttere maatte under haard Straf tilholdes ikke oftere at foruroelige disse Rigers Kiøbmands-Skibe. Hvad de Sager eller Vahrer angik, som førtes til Spanien, sagde de at være saa ringe og af saa liden Vigtighed, at samme Rige kunde meget vel undvære dem.

Efter at man udi tvende Maaneder havde tvistet derom gave de Danske Commissarier omsider tilkiende, at de af deres høje Principal ingen Fuldmagt havde til at reformere de gamle Forbund, ej heller til at slaae af og formindske Tolden eller at tilstæde Fiskeriet ved de Islandske og Norske Kuster uden videre Ordre eller paa visse Conditioner. De lode ogsaa derforuden tilkiende give, at Kongen ejheller kunde tilstæde de Engelske at fiske ved Ferøe (Færøerne). Hvorimod, da de Engelske Deputerede protesterede, blev der omsider saadan Aftale giort, at de paa begge Sidder skulde referere deres Høje Principaler, hvad som forhandlet var. Og lovede da de Danske, at de skulde tale med Kongen til det Beste om Tolden, og at udi Confiscations Sager intet skulde giøres til Priis uden de Vahrer, som bleve forbulte. Dermed lode de Engelske Commissarier sig nøje, og skildtes de da venligen fra hinanden, opsættende Tvistighedernes Afgiørelse til belejligere Tid. Og, saasom Dronning Elizabeth kort derefter døde, og Christiani 4ti Svoger, Kong Jacob, kom paa Thronen, stiftedes der et fortroeligt Venskab mellem Rigerne, som varede indtil Caroli Stuarts ynkelige Død, saa at jeg intet meer finder at være taled om deslige Tvistigheder udi Christiani 4. Tid; men seer alleene, at Kong Carl 1. udi det Aar 1626 intercederede(optræde som mægler) for de Engelske som fiskede under Wardehuus og Lapmarken. Paa samme Tid blev sluttet Ægteskab mellem Kongens Broder Johannem og den Moschovitiske Princesse Alexia Boris Gudenows Dotter. Brøllopet var berammet at skulle staae paa NyeAars Dag 1603. Men han døde Aaret tilforn ved Martini Tider. Udi samme Aar døde ogsaa tvende anseelige Mænd, nemlig Hans Pedersen Basse Norges Cantzler, og den berømmelige Nicolaus Kragius, som nyeligen for hans Død var aflagt med Titul of Kongens Raad.

Disse Tvistigheder occuperede Kongen i Begyndelsen af hans Regiering, lige som de Holsteenske Affaires havde udi hans Mindreaarighed givet nok at bestille, men de samme bleve nu lykkeligen bragte til Ende, og den unge Hertug Johan Adolff blev Aaret derefter nemlig 1603 forlehnet med det Slesvigske. Der stod (403) allene tilbage 1603 Tvistighed med Hamborg om den sædvanlige Hylding, hvilken Staden vel ikke turde vegre sig fore, endeel fordi det var en vedtagen Skyldighed, endeel ogsaa, efterdi den kort for Friderici 2. Død havde forbundet sig at continuere med saadan Pligts Aflægelse, hvorvel det er troeligt, at de under Haanden søgte at dispenseres derfra, og at det var efter Stadens egen Tilskyndelse, at Kejser Rudolphus 2dus under Straff af Rigets act forbød den

at beviise saadan Hylding. Men, u-anseet dettte Forbud, tog Hans Majestet sig for udi det Aar 1603 efter sine Højlovlige Formænds Exempel at anholde om saadan Pligt. Og, saasom den Hamborgske Hylding har adskillige gange givet Anledning til Tvistighed, og denne Konge er den sidste, som er bleven hyldet i Hamborg, holder jeg fornødent at røre lidet om denne anseelige Stads Historie, og at viise, hvorpaa de Danske Kongers Rett er grundet.

Det er bekiendt, at hamborg tillige med Holsten, og en stor Deel af Tydskland blev erobret af den sejerrige Danske Konge Valdemaro 2. Samme Konge overgav denne Stad til Græv Albrecht af Orlemunde, dog med de Vilkor, at han aarlig deraf skulde give til Riget 50 lødige Mark, og følge Kongen udi Krigsfærd hvor han ham tilsagde. Denne Græve af Orlemunde, som den Hamborgske Krønike vidner, skal have soldt Hamborg for 1500 Mark Guld til Indvaanerne, da han saae sig ingen Undsætning mod de Holstenske Herrer af Kongen, som efter sit langvarige Fængsel, og det ulykkelige Slag ved Bornhoved, ikke var i Stand at redde Staden. Paa dette Kiøbe-Brev grunder Hamborg sin formeente Frihed, og vill passere for en u-middelbar Rigs-Stad; Men det kand beviises, at Græve Adolph af Holsten siden haver hersked over Hamborg, saavelsom det øvrige af Stormarn, hvorudi samme Stad ligger, saasom han forhvervede den hos Keiser Friderik 2. adskillige privilegier, gav den Told Frihed over heele Holsten, og tilstedde Hamborgerne at holde aarligen tvende Markeder. Dernest findes under Stadens Sejl et Fordrag giort 1292. mellem de Holstenske Herrer og Staden, ved hvis Kraft de Holstenske Herrer skal nyde halvdeelen af Stadens Indkomster, og vidner Historien, at Græv Adolph og Græv Geert Aar 1309 have pantsatt til Henrik Costin Borger udi Lybek halvdeelen af den Hamborgske Told, som dem tilhørte. Anno 1363 har Hertug Albert af Meklenborg, som en forordned Dommer af

 

Kejser Carl 4. til Lybek forhørt de Holstenske Herrers Tiltale paa Hamborg, og tildømt samme Herrer et fuldt Herskab med Hylding og Rett over Hamborg. Dette nægte vel Hamborgerne ikke; de foregive alleene, at Højbemelte Hertug of Meklenborg var en partisk Dommer, skiøndt de selv havde indskudt sig for Kejseren, og Hans Kejserlige Majestet havde benævnet samme Dommere. Vel er sandt, at denne Dom blev siden svækked formedelst et Forliig af 1364 mellem Græven og den Stad Hamborg, men samme Forliig selv udviiser Grævens Herredom over Staden; Thi derudi stadfæster han dem alle deres Privilegier, og Friheder, og forbeholder sig og sine Arvinger all den Rett, som hans Forfædre have haft inden og uden Staden, lover at forsvare Borgerne, naar behov (404) giøres; De derimod love ham, som deres Herre Troe og Lydighed. Højstbemeldte Kejser Carl lod ydermeere Aar 1368 affærdige et aabet Brev til Hamborgerne, og derudi byder dem at være de Holstenske Græver deres rette Herrer hørige og indige, og truer Staden, at, hvis den ikke beqvemmer sig dertil vill Hans Majest. forhielpe Græverne til deres Rett. Heraf sees, hvor sterk de Holstenske Herrers Rett er til Hamborg, og at de Kejserlige Befalninger, som siden ere udgivne Staden til Fordeel ikke kand svække Herrernes Rett, eller ophæve Hamborgs Medietet, (mellemstilling)  saasom det ikke staaer udi en Kejsers Magt at skille nogen Rigs-Første eller Græve ved sin Herlighed. Hamborgs Frihed og independence grunder sig derfor alleene paa ovenmeldte Greve Alberts af Orlemunde Kiøbe-Brev, hvilket udi sig selv er kraftesløst formedelst tvende Aarsager.

1. Efterdi det stod ikke udi samme Græves Magt at sælge den Stad, som han havde faaet af Kong Waldemar med Vilkor at give aarlig Pension deraf, og være forpligtet til Kongens Tieneste, naar behov giordes, og derfore saadant Kiøbe-Brev kand Passere for et Skartek, (dokument, skrivelse der er uden retsgyldighed, af ikke-officiel karakter og altså uden værdi) efterdi det ikke haver Ober-Herrnes Confirmation. 2. Efterdi Hamborg siden er tildømt at være de Holstenske Grever lydig, og selv siden haver erkiendt dem for deres rette Herrer. Det giør ej heller til Sagen, at de Holstenske Græver ikke have ladet sig hylde udi Hamborg. Thi alle Konger af Dannemark, som Hertuger udaf Holsten, have erholdet saadan Hylding. Dette er Oprindelsen til de Danske Kongers Over-Herskab over Hamborg, og for hvis Aarsag Kongerne af det Oldenborgske Huus ved Deres Regierings Tiltrædelse lode sig hylde udi samme Stad. Udi det Aar 1603 anholdte Hans Kongel. Majest. og Hertug Johan Adolph, som regierende Herrer udi Holsten skriftligen hos den Stad Hamborg, at den efter sin Pligt og ældgamle Sædvane skulde underdanigst hylde dem, saasom den havde giort deres Forfædre tilforn. Derpaa har Raadet tillige med Borgerskabet, hvoraf 60 dertil vare forordnede, med foregaaende Bøn af Prædike-Stolen til Gud, at den forestaaende Hylding maatte skee Gud til Ære, Hans Kongl. Majst. og Førstelike Naade, og Staden til Nytte, skriftligen svaret og allerunderdanigst begiæret, at der maatte først sendes til dem nogle Mænd med Instutztion og Fuldmagt at handle om nogle vigtige Puntzter. Derpaa bleve skikkede paa Kongl. Majests. Vegne Stat holderen Gert Rantzow og Bendix von Ahlefeld, amtmand til Steinburg med en Jurist. Paa Førstens Vegne Herr Diderik Blom og Clemens Gadendorf Førstelige Holsteenske Raad, og Nicolaus Junge U.J.D. med hvilke der blev holden venlig Deliberation (rådslagning, forhandling) over alle nødvendige Puntzer, og Capitulationer angaaende Stadens Privilegier og Frihed, og endelig af begge Deele enstemmelig besluttet, at Hyldingens  Annammelse skulde skee efter gammel Sædvane ligesom udi Hans Kongl. Majfts. og Førstl. Naades Forfædres Tider, og Simonis Judæ Dag den 28 Otzobr. blev bestemt til det Kongelige og Førstelige Indtog.

Da nu den bestemte Dag til Hyldingen var nær forhaanden, og der vare forefaldne nogle vigtige Sager, som Staden ønskede maatte først (405) afhandles, skikkede Staden 2 Licenciater, en Raads-Herre, og en Secretarium til Kongen at handle derom, hvilken tog meget naadig imod dem, og forsikkrede Staden om alt Got.

Paa bestemte Dag komme begge Herrer samt andet Herskab med stor Pomp ind udi Staden, og bleve modtagne med Salveskyden og Stykkernes Løsning, og den efterfølgende Dag bleve der herligen beskiænkede baade af Raadet og Borgerskabet.

Det fremmede Herskab, som indfandt sig tilligemed Kongen og Førsten, og deres Gemahler vare Kongens Frue Søster Hedevig, Churførstinden af Saxen, den Moscovitiske Gesant Offinassi Juanovitz, Hertug Johan Friderik Erke-Bisp til Bremen, Hertug Heinrik Julii til Brunsvig Gemahl, Hertug Ernst, regierende Hertug til Zell med sine Brødere Augustus, Magnus, Friderik, Jørgen og Hans, Hertug Adolph, Friderik og Johan Albrecht til Meklenborg, Hertug Ulrik til Slesvig-Holsten, Hertug Alexander af Sønderborg, Grev Enno til Ost-Friisland med sin Gemahl, Grev Antonius Gynther af Oldenborg, og Grev Gynther af Svartzborg.

Søndagen, som var den 30 Otztobr. reed hans Kongl. Majest. med Hertug Johan Adolph og andre Herrer, omringet af adskillige Drabantere, alle klædde udi rødt Fløjel, til St. Peders Kirke, hvor Mag. Johan Schelhammer giorde en herlig Lykønsknings-Prædiken.

Efter Prædiken var holden, reed hans Kongl. Majest. og Førsten udi samme Process til Raadhuuset, der at imodtage Hyldingen, og begave sig paa den store Sal, hvor det heel Raad, samt dets Syndicus, Secretarier, og de Udkaarede af Borgerskabet vare forsamlede.

Hans Kongl. Majest. og hans Førstelige Naade stillede dem paa den øverste Deel af Salen, hvor de 4 Borgemestere plejede at sidde. Paa Herskabets højre Side stillede sig det Kongl. og Førstl. Raad. Det Kongl. som Gert Rantzov Statholderen, Hans Rantzov Ambtmand til Rensborg, Bendix Ahlefeld Amptmand til Steinborg, Elaus Ahlefeld Amptmand til Kadings, Henrik Rantzov til Potlos, Balthasar Ahlefeld Amptmand til Flensborg.

Hertug Johan Adolphs Raad Dieterik Blom Amptmand til Tøndern, Georg Seested Amptmand til Steinhorst, Friderik Ahleseld Amptmand til Apenrade, Deiterik von Buchwald til Gottorf, og Thomas Blome til Trittow.

Paa den venstre Side stode Borgemesterne og Syndici, samt det heele Raad og de Udkaarne af Borgerskabet.

Den Kongl. Kantzler giorde en liden Indgang af efterfølgende Indhold, at Raadet og Borgerskabet maatte erindre sig til hvad Ende, og udi hvad Meening hans Kongl. Majest. og Førstl. Naade vare komme til Hamborg, nemlig naadigst og naadig at imodtage den gamle sædvanlige Hylding, derpaa forventede de Raadets og Borgerskabets underdanigste Resolution, hvorpaa Borgemesteren Joachim Bechendorff gav paa gammel Nedersaxisk saadant Svar:

Eftersom Eders Kongl. Majestet og Førstelige Naade ere komme udi denne gode Stad, saa fremstille vi Borgemester og Raad samt Borgerskab os, og bekiende, os at være Lemmer af de Førstendomme (406) Holsten og Stormarn, og ville holde os til eders Kongl. Majest. og Førstl. Naade, som Førster af Holsten og Stormarn, udi alle tilbørlige Sager, som fromme Folk bør at giøre til deres naturlige Førster og Herrer, og som vore Forfædre altid have giort, dersom Ed. Kongl. Majest. og Førstl. Naade os naadigst og naadig ville antage, confirmere vore gamle Privilegier, og beskytte og forsvare os, som andre Ed. Kongl. Majsts. og Førstl. Naades Undersaatter.

Derpaa har hans Kongl. Majest. for sig og Førsten af Holsten svaret saaledes:

Vi Christian den 4. Konge til Dannemark og Norge tzc. og Hertug Johan Kongens Hertug udi Holsten og Stormarn antage eder Borgemester og Raad samt Gemeene saasom Lemmer af de Førstendommer Holsten og Stormarn, vil og naadigst og naadig beskytte og haandhæve eder ved eders gamle Skikke og Privilegier og gamle Sædvaner, confirmere og stadfæste eder de samme, saasom vi ogsaa hermed udi Originali naadigst og naadig ville overlevere eder de samme og beskytte og beskiærme, saa længe vi og vore Arvinger blive ved vore gamel Førstelige arvelige Regalier, Ret, Højheder, og Herligheder hvilke vi hermed ville have os forheholdne.

Efterat denne Tale var holden, bekræftede Borgemestere og Raad med Borgerskabet saadan Hyldings Forpligtelse med deres Hænder, og bekomme nye Confirmation paa deres Privilegier in Originali.

Hans Majst. havde ladet slaa adskillige Penge af Guld og Sølv, hvilke han efter Hyldingen lod Kaste blant Folket, paa samme  Penge stod en Elephant, paa hvis Rygg var et Taarn fuldt af Folk.

Det høje Herskab forblev udi i Hamborg til den 9. Novembr. og da blev paa samme maade, som Indtoget skeede, tagen Afskeed, Saaledes beviiste da den Stad Hamborg sin tilbørlig Underdanighed til sin Arve-Herre. Og, saasom dette er den sidste Hylding, saa har jeg holdt fornødent at føre den omstændigen ud, for at lægge de Kongl. Prætensioner dismeere for Dagen.

Hvad Rigets Naboer i sær Sverrig angaaer, da havde der udi meer end 30 Aar været Fred imellem Rigerne, og syntes all Materie til Tvistighed at have været ophæved ved den Stetinske Fred. Men i Begyndelsen af denne Konges Regiering reisede sig adskillige Tvistigheder imellem Danske, Norske og Svenske Undersaattere, saa at man udi dette Aar 1603 maatte af begge Rigerne udnævne Commissarier til et Mode imellem Halland, Skaane, Blegind og Sverrig. Derom findes adskillige skrevne Atzta (Dokumenter), hvis Indhold jeg ikke vil anføre, efter som det ikke kand interessere Læseren meget. De fornemste Documenter, som tiene til disse Tvistigheders Oplysning, ere 1) Christiani 4ti Skrivelse til Lauge Urne, Eske Bilde, og Jacob Bek dat. Kiøbenhavn den 20. Julii 1603. 2) Commissariernes Skrivelse til Statholderen om GrændseTvistigheder imellem Dannemark og Sverrig. Instrux datered Helsingborg den 29. dito udi samme (407) Aar. 3) Kongens Brev til Commissarierne af dato Ermelundt den 2. Aug. 4) Kong Carls Skrivelse til sine Commissarier dat. Calmar den 16. August. 5) Statholdernes af Calmar Brev til Jonas Christensen Ridefoged i Blegind med Ridefogdens Svar. 6) De Svenske Commissaries Skrivelse til de danske Fuldmægtige dat. Rysbye den 14. Aug. med Svar paa samme Brev dat. Christianopel den 17. Aug Og endeligen Commissariernes Domme. Men, som der bleve fældede separate Domme, en af de Danske og en anden af de Svenske Commissarier, blev Tingen, saa vel udi den Post, som udi andre, den samme, som den var. Om de andre Tvistigheder skal tales videre, naar jeg kommer til den Svenske Krig. Havd ellers merkværdigt er, som tildrog sig dette Aar, er at Dronning Anna Catharina blev forløst med en ung Prinds kladet Christian, som siden blev destinered til Successor udi Regieringen, og derfor udi Kongens levende Live førte Titel af Christian 5. Højstbemeldte Dronning havde nogle Aar Prinds Christian fødes. tilforn nemlig 1599 bragt en anden Prinds til Verden kaldet Friderik, men som døde kort derefter.