Chr 4 1604

1604 De faa Aar, denne Konge havde regieret, gave tilkiende, at han vilde blive en stor Regent. Man havde allerede merket hos ham en stor Tapperhed, en Begiærlighed til at viide alting, og et stort Geni til at fatte Alting, Kierlighed til boglige Konsters Forfremmelse, og en stor Nidkierhed for Religionen, udi hvilken Henseende han efterfølgende Aar lod udgaae en Forordning, at ingen, som havde gaaet i Tesuiternes Skoler, maatte til noget Geistligt Embede befodres. Man havde ogsaa merket en stor Vigilance (agtpågivenhed, opmærksomhed) og Lyst til Arbejde, og til at rejse allevegne om i Rigerne for at bivaane Herre-Dagene, og haandhæve Rætten, og var han i den Henseende detter samme Aar i Bergen i Norge, ja fast hvert Aar og undertiden to gange om Aaret kom udi samme Rige, saa at han hartad haver giort 50 Norske Rejser foruden den store Rejse han giorde forbi Norge til Moscovien 1599, for at lære at kiende alle Norges Havne, hvilket er forunderligt, og uden Exempel. Paa Herre-Dagen, som blev holden i Bergen dette Aar, bleve adskillige vigtige Ting foretagne. Hans Majest. havde udi det Aar 1602, da han var i Norge, merket, at Retten sammesteds ikke blev vel administreret, hvorudover han paa eengang afsatt alle Laugmændene, saa at der bleve kun to tilbage. Han befoel derpaa Norges Cantzler Hans Pedersen Basse tilligemed en Herre-dag udi Bergen. Norsk Herremand Anders Green, at eftersee og forbedere den gamle Norske Loug, og udi dette Aar beordrede han Lehnsmændene og laugmændene at gaae den samme igiennem, at de kunde være færdige med Revisionen til Herre-Dagen, som var berammed til Bergen, hvilket og skeede. Efter at den forbedrede Loug var examineret, bragte han den med sig til Kiøbenhavn, hvor den blev trykt samme Aar med den Titual: Den norste Lov corrigerti og forbedrit. Aarsagerne til denne Forbedring gives tilkiende udi Fortalen; nemlig, at Loven, som for nogle 100 Aar siden var skreven, var for de nu værende Indbyggere bleven u-forstaaelig, og at Oversættelserne vare Den Norske Lov forandred og forbedred. stridige og urigtige, saa at enhaver Dommer kunde dømme ligesom (408) han vilde; item, at eftersom visse Ting vare blevne u-nyttige, sær den Bog, kalden Christendoms Balken, hvilken taler om de Tiders Religion, og hvorledes Kongerne i Norge skulde kaares, hvorudover ogsaa samme Bog blev reent udeladt. Hans Majst. vilde ogsaa Norges ny Kirke-ordinantz have forfattet en ny Kirke-Ordinantz i Norge, og til den Ende havde ladet forskrive til Bergen alle Norges Biskoper, nemlig: M. Anders Bentzen, Biskop til Opsloe, M. Isack Grønbek Biskop i Trundhiem, M. Anders Foss Biskop i Bergen, og M. Jørgen Eriksen Biskop udi Stavanger, befalende dem at forfatte en Kirke-Lov, og derudi følge den Danske Kirke-Ordinantz. Samme Kirke-Ordinantz belv forfærdiged 1607, og i Kongens Nærværelse offentligen oplæst i Stavanger Kirke. Videre blev paa samme Herre-Dag examinerede de Klagemaal, som indløbe imod Peder Grubbe Lehnsmanden i Bergen, hvilken blev affatt og dømt i Kongens U-naade. Endeligen blev udi Hans Pedersen Basses Sted beskikked en nye Norges Cantzler; nemlig Anders Green, som ogsaa var of Norsk Adel; saa at man seer, at hans Majest. favoriserede de Norske i deres forhen giorte Begiæring om at nyde indfødde Normænd til Cantzlere.

Men intet laae denne Konge meere paa Hiertet, end Handelens Forfremmelse. Kongens Anslag angaaende de Danske HandelStæders Opkomst. Udi hvilken Henseende han sin heele Regierings Tid søgte at hemme Hansestædernes Commerece, hvorved de Nordiske Riger hidindtil havde været udsuede. Udi det Aar 1602 lod han dem strax forbyde handelen paa Island, og overdrog den til Kiøbenhavn, Malmøe og andre Stæder: dog kom det Islandske Compagnie ikke i Stand i Kiøbenhavn førend 1620, som skal viises paa et andet Sted. Udi dette Aar, saasom hans Majestet merkede, hvor stor Skade det var for de Danske Kiøbstæder, at Hansestæderne handlede u-middelbar med Rigets Adel og Proprietarier,

og ginge Kiøbstædernes Fuldmægtige i Jylland skulde møde, og affærdigede paa sine Vegne did hen sit Raad Jonas Carisius for at overlægge med dem, hvad som kunde foretages til deres Nytte og Opkomst. Over dette allarmeredes strax Adelen I Jylland: Bliver forhindred af Adelen. Ja Rigets Raad begav sig til Kongen i Haderslev for at fornemme hvad dette mode skulde betyde, og hvis saadant skeede uden deres Minde. Kongen bar ikke liden Fortrydelse over denne deres Ankomst, saasom de dertil ikke vare forskrevne; hvorudover han tog med Kaaldsindighed imod dem. Ikke dismindre lod han dem dog ved bemeldte Carisium underrette om sit Forehavende, nemlig, at dette mode skulde holdes for at overlægge med Kiøbstæderne, hvorledes deres Handel kunde bringes i bedre Stand, og at Hansestæderne ikke skulde være Mestere af det heele Riges Commerece. Men Raadet og Adelen, som ikke fandt deres Regning ved nogen saadan Forandring, og derforuden havde denne Samling suspetzt, fremturede med deres Remonstrancer (klagemål, indvending) saa længe indtil Hans Majest. maatte lade sit ypperlige Forsætt fare denne gang. Dog aflod han i sin heele Regierings Tid ikke, saa ofte Lejlighed gaves, at indskrænke Hansestædernes Handel. Saaledes, da han 3 Aar derefter var udi Bergen, og fornam, at de Contorske( 409) havde været saa dristige at plante Stykker langs ved Bryggen, lod han ikke alleene Stykkerne bortage, men lod de Contorske ogsaa atztionere, efterdi de havde tilkiøbt sig adskillige hauger (haver) og Ejendomme udi Bergen uden forlov og Frihed. Saaledes bleve Vingerne meer og meer klippede paa dem, og endeligen blev dem 1614 all Handel forbuden, som hørte Staden til. Denne Kongens Opførsel opvakte saadan Bitterhed hos de Lybske, at de ikke alleene gave haarde Klagemaal ind for Kejseren over Kongen, men endogsaa forhaanede og forfuldte de Danske allevenge udenlands, og lode udsprede, at Kongen vilde tvinge dem til at losse deres Vahre i Sundet af deres egne Skibe udi de Danske Skibe, som skulde bringe Ladningen hen til de Steder, hvor de agtede sig, hvilket dog aldrig havde været Kongens Tanke. Denne Snak allarmerede dog de foreenede Provincier, og bevægede dem til at slutte et Forbund med Lybek 1613, Udi hvilket Forbund de overtalede siden adskillige andre Potentater at indtræde; Dog lod H. Majst. sig af alt dette ikke skrække, saa meget laae Handelen ham paa Hierte, for hvis Skyld han giorde større Enterpriser end nogen Konge udi Europa paa de Tider. Og, som han havde hørt, at de Norske i gamle Dage havde haft Colonier paa Grønland, og samme forladte Colonier vare siden forgiæves længe eftersøgte, satt han sig fore at giøre et Forsøg paa at opfinde samme forladte Steder igien; men, førend jeg taler om disse store Grønlandske Tog, holder jeg fornødent at røre noget om den gamle Grønlandske Historie, for deraf at viise, hvad som bevægede hans Majestæt dertil, og hvad Rett de Danske Konger have til Possessionen af de Grønlandske Kuster.

Historien siger, at en Norsk Herremand Torvald, da han havde bedrevet et Mord udi Norge, flygtede med sin Søn Erik Rødhovet til Island, hvor Torvald døde; Sønnen Erik Torvaldsen, da han havde opholdet sig en lang Tid udi Island, begik han og et nyt Mord. Han søgte derfor at redde sig med Flugten, men vidste ikke hvorhen. Endelig besluttede han at søge et Land, som en ved Navn Gund – Biørn havde beskrevet ham at ligge Nord-Vest for Island. Denne Reise gik ogsaa for sig 982 og Erik Rødhoved kom først til en Øe liggende ved et Gund, som han kaldte De Norskes første Colonie under Erik Rødhoved. Eriks Sund, hvor han forblev Vinteren over. Mod Foraaret begav han sig til det faste Land, og som samme Land saae grønt og behageligt ud, lod han det kalde Grøn land, hvilket Navn den heele store Kust har beholdet til denne Dag, og Havne, hvor han landede, blev kaldet Eriks-Fiorden.

Efterat han havde opholdet sig der nogel Aar, nu paa Øen, nu paa det faste Land, satt han sig for at reise til Island igien, for at overtale Islænderne, som han havde forsonet sig med, at følge ham til Grønland, hvilket ogsaa skeede; Thi Islænderne opmuntrede af den Beskrivelse, som Erik giorde dem over Landet, hvor der var skiøn Græsgang, Mængde af Vildt, og Fiske-rige Fiorde, begave sig did hen udi Hobetall.

(410) Nogle Aar derefter giorde Leiff Eriksen en Reise til Norge, hvor han afmalede det nye opfundne Land for Oluf Tryggesøn, som da regierede udi Norge. Kongen, som nyelig havde antaget den Christelige Troe, overtalede Leiff at forlade Hedenskabet, saa at han lod sig døbe, og forblev ved Kongens Hof Vinteren over. Mod Foraaret skikkede Kongen ham til Grønland igien, og gav ham med en Præst, som skulde underviise hans Fader Erik, samt det andet Folk paa Landet udi den Christelige Religion. Erik Rødhoved fortørnedes i Begyndelsen over sin Søn, efteredi han bragte fremmede Folk paa Landet, og derved baned Vej for andre at bemægtige sig Grønland. Men Sønnen talede saa længe for ham, at han ikke alleene belv stilled til Freds igien, men endogsaa lod sig døbe med det heel Folk. Detter er Begyndelsen til den Grønlandske Handel. Den Danske Krønike, som er paa Riim, siger, at detter Tog skeede Anno 770; men Snorre Sturelsens Krønike henfører det længer ud til de Tider, da Oluf Tryggesøn regierede udi Norge.

Indbyggerne, som daglig formeerede sig udi Grønland, trængede sig Tid efter anden videre ind udi Landet, hvor de fandte blandt Biergene frugtbare og grønne Landet deeles udi Øster og Vester Bygd. Enge, og deelede Landet udi Ost og Vest-Grønland, byggede ogsaa en liden Stad udi Øst-Grøn-land, som de kaldte Garde, hvorpaa de Norske alle Aar dreve Handel. Derefter blev en anden Stad anlagt kaldet Albe, item et Kloster ved Strandbreden St. Thomas til Ære. Den Stad Garde blev Bispernes Sæde, og St. Nicolai Kirke blev en Cathedral Kirke udi Grønland. Den Islandske Skribent Jonas Arngrim har givet os en liste paa alle Grønlandske Bisper, og Hvitfeld vidner udi sin Danske Krønike, at en Grønladnsk Bisp var tilstede Anno 1385, udi et geistligt Mode, som blev holded til Nyeborg udi Fyen., Disse Bisper laae under Trundhiems BispeStoel, ligesom Landet udi verdslike Sager dependerede af de Norske Konger, og regieredes efter de Islandske Love under de Statholdere, som Kongen af Norge didhen skikkede.

Den Norske Krønike siger, at Grønland rebellerede imod de Norske Konger 1256, men at Kong Magnus udi Norge ved den Danske Konge Eriks hielp bragte Grønlænderne til Lydighed igien, saa at der blev Fred sluttet 1261 og nævner Arngrim Grønland bliver en Province af Norge. Jonas 3 af de fornemmeste Grønlænder, som undertegnede samme Fred, ved hvis Kraft Grønland forbandt sig paa nye at aflægge Skatt til de Norske Konger, til hvis Taffel samme Skatt laae

Dette er hvad man udi kort Begreb kand sige om den gamle Grønland, hvis Historie endes Anno 1348 eller som andre skrive 1350, udi hvilket Aar den sorte Pest ødelagde den største Part af det Nordiske Folk. Blant andet de Fornemmeste SøeMan item Danske og Norske Kiøbmænd, hvoraf de Grønlandske Compagnier bestode, saa at den Grønlandske Handel fra den Tid begyndte at forfalde, og endelig gandske at undergaae. Vel finder man, at Erke-Bisp Eskild udi Trundhiem Aar 1406 stillede sig an, som han vilde bringe det Grønlandske Væsen paa den gamle Fod, og skikkede en (411) ved Navn Andreas fra Norge, for at succedere den sidste Grønlandske Bisp af Garde, som før er omtalt. Men man har ingen Tidender haft siden, hverken om samme Andreas, ej heller om de gamle Grønlandske Indbyggere, saa der meenes, at de faa, som ere overblevne af den sorte Pest, ere bortdøde, eftersom de ingen Tilførsel meer have faaet fra Norge.

Efterat Norge var bleven foreened med Dannemark, og Kongerne fik saa meget andet at tage vare paa, blev den Grønlandske Handel rent forglemt; Thi Erik af Pommern, som succederede Dronning Margareta, saasom han var Fremmed og regierede over 3 mægtige Riger, fik han ikke Tid til at informere sig om der var saadant Land til, som man kaldte Grønland.

Christoffer af Bayren, som fuldte Kong Erik udi Regieringen, tænkte ligesaa lidet paa denne Handel, saa der udi hans Tid ikke blev taled om Grønland.

Kong Christian den førdte store og vigtige Kriger, reisede til Rom, søgte at foreene Ditmarsken med Kronen, hvorpaa han erholdt Keiserlig Bevilling, satt sig udi Possession af Slesvig og Holsten, og var sin meeste Tid plaget med Rebellioner (oprør) udi Sverrig, saa at han ikke fik Stunder at tænke paa den Grønlandske Handel. Det selv samme kand siges om hans Successor Kong Hans. Udi Christiani 2. Tid tog Erik Walkendorf, Erke-Bispen af Trundhiem, sig for at oplede Grønland igien. Han læsede til den Ende alle de Bøger, som vare skrevne derom, og examinerede Kiøbmænd og Skibs-Folk udi Norge, som havde Kundskab derom, lod ogsaa giøre et Søe-Kort over den Vej, man skulde tage did hen. Men bemeldte Erik Walkendorf kom i Unaade og maatte forlade Riget, og begive sig til Rom, hvor døde. Med ham saldte (solgte)  ogsaa de Compagnier, som han havde ladet oprette for den Grønlandske Handel.

Kong Christian den Tredie tog sig for at oplede Grønland, men forgiæves; Thi de, som bleve did hen skikkede, kunde ikke hitte det gamle Land igien. Samme Konge Christianus 3. lod ophæve det Forbud, som var giort af de forrige Konger, at ingen uden Tilladelse maatte seile paa Grønland, og tillod enhver uden Forespørsel samme Seilatz, for at opmuntre Undersaatterne at oplede Landet igien; Men Norge var da udi saadan slet Tilstand, at det havde ikke Kræfter til at udruste Skibe til saadant Tog.

Kong Friderik 2. tog sig ogsaa dette Verk for, og skikkede een ved Navn Magnus Henningsen, oplede det forlorne Land. Samme Henningsen  havde en særdeles Hændelse. Efter at han havde udstaaet adskillige Besværligheder, kom han saa nær, at han kunde see Landet, men just paa samme Tid studsede Skibet midt udi Søen med alle Skibsfolkenes største Foorskækkelse; Thi de havde god Vind, vare midt udi Havet, og havde dyb Grund; Det var ej heller nogen Iis dem i Vegen. Saasom man ikke kunde komme videre fort, vendte Henningsen tilbage til Dannemark igien, hvor han fortaalte Kongen denne underlige Hændelse, holdende for, at der maatte være en Magnet udi Bunden af Havet, som holdt (412) Skibet tilbage. Jeg lader denne Gisning ved sit Værd, og gaaer videre fort.