Chr 4 1606 - 07

Udi samme Aar, som dette andet Grønlandske Togt skeede, nemlig 1606 giorde Kongen sin første Reise til Engeland for at besøge sin Svoger Kong Jacob. Paa denne Reise fultes ham af Rigets Raad Christian Friis, Cantzeleren, Peder Munk, Rigets Marsk, Steen Brahe, Rantzau, Statholder udi Holsten og Eske Brok. Fremdeles fuldte ham ogsaa paa denne Reise den navnkundige D. Hans Resen og M. Jon Jacobsøn Venusinus, Historicus Regius. Der fortælles underlige Historier om samme Venusino, blant andre, at han i sin Ungdom havde forhverved sig en Ring, hvorudi var en Spiritus Familiaris, ved hvis Hielp han kom til stor Lærdom og Videnskab, og blev Professor i Kiøbenhavn. Med denne Ring siges der han aldrig kunde skille sig; thi, endskiønt han kastede den udi Ilden, udi Rendesteen, ja udi Havet selv, saa kom den dog paa Fingeren igien. Udi denne Overtroe blev Almuen ikke lidet bestyrked, da Venusinus blev funden Død i en Brønd til Sorøe, hvor han var Oeconomus. Han er ellers ikke den eeneste, som formedelst sin Lærdom har haft den Lykke at blive Troldmand.

Den 13 Julii kom Majestet med sine Skibe til Engeland, hvor Kong Jacob gik ham strax i Møde, og opholdt sig paa det (414) Kongelige Skib 2 Timer. Efterat hans Majestet havde været nogen Tid udi Engeland, begav han sig den 11 Aug. derfra igien, og arriverede til Kronborg den 24 dito. Jeg finder ellers at Wiborg dette Aar i Grund blev afbrændt, Item at en uhørlig Gierning blev bedrevet af en Præst, der paa Gaden ved Oluf Brokenhuuses Gaard med en Kniv ihielstak en Herremand ved Navn Otto Skram. Og gav dette Mord des større Opsigt, efterdi

 

samme Otto Skram var en Herre af store Meriter, der havde igiennemreiset heele Europa og en Deel af Africa. Ulykken skeeede i Wiborg, da han gik hiem fra et Bryllop.

1607. Efter at Kongen var kommen tilbage fra Engeland, tog han sig for at giøre det 3die Forsøg paa Grønland, og til den Ende udskikkede 2 store Skibe under Anførsel af Capitaine Karsten Richardsen; men samme Richardsen kunde ikke komme til Land formedelst Iis, der laae ligesom høje Bierge, og strakte sig langt ud i Havet; thi der ere visse Aar udi Grønland, som iisen aldrig tøer udi, hvorudover han med uforrettet Sag maatte vende tilbage. Disse kostbare og vanskelige Tog viise, hvilken stor Curiositet, Nidkierhed og Bestandighed der var hos denne Herre.

Hvad de vilde Grønlænder er angaaende, som bleve bragte til Dannemark, da havde hans Majestet Omsorg for, at de bleve vel forsørgede, og gav dem Frihed at gaae hvor dem lystede; Man gav dem at spise Melk, Smør og Ost, Item raadt Kiød og Fisk; thi de ikke vænnes til Brød og kaagt Kiød, ej heller til Viin eller Øll, men i den Sted drukke Hvalfisk Tran; de vendede sig idelig imod Norden, og sukkede efter deres Fæderneland: De, som kunde bemægtige sig deres smaae Baade, begave sig paa Søen, udi Tanke at komme til Grønland igien. Men, da de vare komne 10 eller 12 Mille fra Sundet, bleve de af Storm drevne tilbage paa de Skaanske Kuster, og derfra bragte til Kiøbenhavn igien, hvor de blev nøjere vagtede. Men, som deres Tanker altid vare henvændte til Fædernelandet, vovede 2de af de samme sig paa Søen igien, hver udi sin Baad, som de havde faaet fat paa. Man satt efter dem, og fik den eene tilbage, men den anden fik man aldrig nogen Tidende om. 2. af dem døde siden af Sorrig, men de øvrige 2 levede udi nogle Aar, og syntes at være ved godt Mood. Men den Forhaabning, man havde at lære dem den Christelige Troe, var forgiæves. Man kunde ikke merke, at de havde nogen Idèe om Gud. Man blev allene var, at de løftede Øjne imod Himmelen, som for at tilbede Solen, naar den steg op af Østen. Den eene af dem døde endelig til Kolding paa saadan Maade: Saasom paa de Tider sammesteds var Perle-fangst, og  Grønlænderen gav tilkiende, at han var vandt (415) til at fange Perler udi sit Fæderne-Land, førte Høvitzmanden udi Kolding ham med sig did hen, og betiente sig af ham til Perle-Fangsten, hvorudi han var meget lykkelig, men, saasom Giærighed drev samme Høvitzmand til at holde ham til dette Arbejd baade Vinter og Sommer, blev han omsider syg og døde. Denne Død gik hans Camerade, som nu alleene var tilbage, saaledes til Hierte, at ingen kunde trøste ham meer. Han bemægtigede sig derfor udi Fortvivlelse een af de smaae Baade, og begav sig ud paa Søen, men han blev greben og bragt til Kiøbenhavn igien, hvor han strax døde af Sorrig. Disse trende Tog viiser saavel Kongens store Iver til Handelens Forefremmelse, som en u-gemeen (usædvanlig) Fermetè (fasthed, bestemthed i optræden; standhaftighed; urokkelighed) i at fortsætte og bringe til Ende, hvad han engang havde paataget sig, og af ingen Modgang, Trudsler, eller Ulykker at lade sig affkrække; Hvorpaa udi efterfølgende Historie skal viises merkelige Exempler, saavel udi Freds, som udi Krigs-Tider. Udi efterfølgende, Aar lod han see en stor Prøve derpaa i Holsten, ved at tentere et stort Foretagende, og u-anseet dets Vanskelighed og Stændernes Pritestation (erklæring el. forsikring, især: forsikring om venskab, troskab, kærlighed) at sætte det i Verk sig og Efterkommerne saavel af det Kongelige som Førstelige Huus til største Nytte.