Chr 4 1608 - 09

1608 De Slewsvig Holstenske Stænder stode endnu stift paa deres Vall-Rettighed, endskiønt de intet andet havde at grunde den paa end Christiani I. Privilegier. Men jeg har tilforn viiset, at samme Konge intet risqverede ved at give saadane Privilegier, efterdi de kunde bringes til Execution; Thi hvad Holsten angik, da havde samme Land altid været et Arve-Grævskab, saaledes, at ikke alleene Søn har arvet Faderen, men at det ligesom et Patrimonium (arvegods; fædrenearv) har været deelt imellem de Greve lige Børn. Og, naar det saaledes var beskaffet, kunde spørges, hvorledes Christianus I. kunde give Stænderne en Vall-Rettighed sine Efterkommere til Præjudice, helst paa den Tid at han havde 2 Brødre, der ved Fødselen havde erhvervet jus qvæsitum dertil, foruden den Skovenburgiske Greve, som baade var proximus Agnatus til den afdøde Holstenske Greve, og derforuden viisede et Arve-Fordrag mellem de holstenske og Skovenburgske Herrer, at det eene Huus skulde succedere det andet; Saa at derfore Christiani I. Adkomst til Holsten grundede sig ikke paa Stændernes VallRettighed, som de aldrig havde haft, men paa den Skovenborgske Greves Cession eller Afstaaelse for en Sum Penge og andet Vederlag, og kunde Kong Christian ikke betiene sig af anden Ret til at excludere sine tvende Brødre end den, som flød af same Afstaaelse. Og, endskiønt de Holstenske Stænder havde ved Christiani I. Privilegier erhvervet saadan Rett, viiser dog efterfølgende Tid, at den aldrig har været ført i Praxin, men at Landet har været underkast Successions-Rett, ja Deelinger, ligesom det haver været før Christians I. Tid. Heraf seer man, at denne prætendert Vall-Rettighed var ilde grundet i Henseende til Holsten, men langt værre i Henseende til Slesvig, som var en Deel af Riget, og hvorover Ridderskabet i Holsten havde lige saa liden Disposition som Calmuker (navn på et mongolsk folk hvoraf en del vandrede ind i det sydlige Rusland) eller Tatere (sigøjner) . Ikke desmindre lode de sig ikke alleene merke med (416)saadan Vall-Rettighed i denne Konges Minorennitet; Men endogsaa, da Kongen udi det Aar 1603 forlehnede Hertug Johan Adolff med Slesvig, protesterede solenniter derimod; Men Kong Christian havde alt for stor Fermetè (fasthed, bestemthed i optræden; standhaftighed; urokkelighed;) for at lade sig afskrække ved saadant; thi han giorde ikke alleene en contra Protestation derimod, men erhvervede ogsaa udi dette Aar 1608 af Keyseren en Bevilling, at første Fødsels Rett skulde indføres udi Holsten, og at Førstendommet ingen Deeling oftere skulde være undergiven. Og, omendskiønt Stænderne een og anden gang fremkomme med deres gamle Protestationer, maintenerede dog Hans Majest. dette sit Verk med saadan Myndighed, saa at stedse fra den Tid indtil nu omstunder en bestandig Successions og Første-Fødsels Rett har været i agt tagen saavel udi den Førstelige som Kongelige Linie. Men derom skal tales meer omstændigen paa et andet Sted. Hans Majestet forlangede af Rigets Raad dette Aar, at hans unge Søn Prinds Christian, som da 5 Aar gammel, maatte erklæres hans Successor, hvortil de lode sig ikke finde u-villige, forlangende alleene en Forsikring, at saadant intet Skaar skulde giøre i Adelens Privilegier, sær udi deres Vall-Rettighed; hvilket, da dem var loved, bleve alle Stænder strax forskrevne til at møde, og blev da den unge Prinds samtykt til Konge efter Christiani 4. Død: men Hyldingen skeede ikke førend Aar 1610.

Dette er alt hvad jeg har kunnet bringe til Veje om Christiani 4. Bedrifter fra hans Regierings Begyndelse indtil den første Svenske Krig. Om der ellers ere passerede andre indenlandske Sager af Merkværdighed, skal jeg ej kunde sige, efterdi intet derom findes optegnet. Jeg seer alleene af det oft citerede Biskop Hegelunds skrevne Calendario, at der er skeed usædvanlige Executioner over nogle Danske Herremænd. Thi udi det Aar 1603 den 28 Junii blev Frue Birgitte Rosenkrands dømt Adskillige Executioner, fra Livet og halshuggen. Aar 1609 blev Albert Skeel henrettet, og kort derefter Christoffer Rosenkrands bragt fangen til Skanderborg, og Aaret derefter nemlig 1610 den 25 Martii halshuggen paa Slottspladsen udi Kiøbenhavn. Hvad de førstes Brøde har været er mig uvitterligt. Men Christoffer Rosenkrandses er merkelig og anføres med disse Omstændigheder:

Samme Mand paastod at have en Fodring af 5000 Rdlr. hos Christen Juuls efterladte Enke-Frue, og efter erholden Dom vilde giøre Indførsel i hendes Gaard i Jylland. Fruen besværgede sig højeligen derover, og vidnede helligen, at denne Gield var ikke rigtig, hvorvel hun kunde ikke nægte, at jo de Hænder, som fandtes i Gieldsbrevene, lignede baade hendes og hendes salig Mands. Saasom det nu var om hendes Velfærd at gøre, søgte hun sin Tilflugt hos Kongen, og med Knæfald og grædende Taare bad, at hans Majestet vilde hielpe hende til Rette. Kongen verigrede sig i Begyndelsen derfor, saasom Debitorernes egne Hænder laae derfor, lod sig dog af hendes idelige Suk og Graad, som gave Uskyldighed tilkiende, bevæge til at examinere Sagen nøjere. Han lod strax bemældte Rosenkrands til sig kalde, og bød ham at føre obligationerne  (417) med sig. Efter at han længe havde examinered Manden, men ingen Oplysning kunnet faae, blev han paa Papiret Papirmesterens Navn og Merke, og, saasom Papir-Møllen for nogle faa Aar siden var anrettet paa Frideriksborg, og Obligationernes Data vare ældere end Papiret, tog Hans Majestet dette ad Notam, demitterede Rosenkrands, og lovede inden kort Tid at stille ham Gields-Brevene ubeskadigede tilbage. Imildlertid bliver Papir-Mersteren examinered, om han havde fabriqueret noget Papir, førend den Frideriksborgske Mølle blev anrettet, hvilket han nægtede; tilstod dog, at det var hans Arbeide, endskiønt han ikke kunde begribe, hvorledes Skriften kunde være ældere end Papiret. Dette syntes at giøre Sagen gandske klar; Dog vilde Hans Majestet gaae lempeligen til Verks, lod paa ny kalde Rosenkrands til sig og formane ham til at lade sin Fordring falde; men han i Stenden for at give gode Ord stillede sig traadsig an, og lod siden falde haarde Ord imod Kongen. Herudover blev han greben og ført fangen til Skanderborgs Slott, og alle hans Effetzer bleve foreiglede. Da fandtes og adskillige ander falske Breve; Sagen blev opsatt til den Kiøbenhavnske Herredag, som blev holden Aar 1610; da blev han af Retten dømt fra Ære og Liv, og kort derefter paa Kiøbenhavns Slotts-Plads halshuggen. Hans Tienner, som blev overbeviised at have skrevet de falske Breve, blev hængt i Jylland.

Hvad videre udi dette Intervallo tildrog sig, var, at den gamle Rigs-Amiral Peder Munk udi det Aar 1609 tog sin Afskeed, og levede paa sit Gods indtil det Aar 1623, da han døde udi sin Alders 89 Aar. Han var for nogle Aar siden giort til Anseelige Mænds Død. Rigets Marsk, Mogens Ulfeldt blev igien Rigets Amiral, hvilket høje Embede havde været ledigt fra den Tid Peder Munk forlod det. Paa samme Tid aftakkede ogsaa den berømmelige Arild Hvitfeld, efter at han havde været Rigs Cantzler i 24 Aar, og døde kort derefter i samme Aar.

Dannemark havde nu fast udi 40 Aar levet udi en ønskelig Fred, thi Kong Friderik 2 havde ved det Stetinske Fordrag erhvervet Rigerne baade Ære og Sikkerhed, og Christianus 4tus, hvorvel han af Naturen var begaven med alle de Qualiteter, som contribuere til at danne en stor Helt, saa syntes han dog heller at have udvaldt Augusti end Cæsaris Historie til sit Levnets Rettesnoer; thi den store Omsorg, han havde for Handelens og boglige Konsters Forfremmelse, og de Bekostninger, han giorde paa at ziire (om handling, forsyne med noget prydende, udsmykke forskønne)  sine Riger og Førstendomme med skiønne Stæder og herlige Bygninger, viise tilstrækkeligen, at hans Hoved-Lyst var at berige og habilitere sine Undersaatter, og heller at forhverve sig Navn af en viis Lovgiver end af en stor Felt-Herre. Dog gik denne Fredsommelighed ikke saa vit hos ham, som hos hans Svoger Kong Jacob af Engeland, hvis store Begiærlighed til Fred, som ellers er den største Ziirat udi en Konges Levnet, var bleven til en Lyde; thi Kong Christian, saa tit Landets Ære og Sikkerhed og Religionens Handhævelse bøde ham at trække sit Sværd, veigrede han sig ikke derfor. Hans Majestet har derfore(418) førdt 3 store Krige med foranderlig Kong Christian førte 3 Krige.  Den første med Kong Carl og Gustav Adolph af Sverrig; hvorudi han havde saadan Fremgang, at Stokholm selv frygtede sig for Berleiring, efter at de vigtigste Grændse-Stæder vare erobrede. Den anden med Keiseren, udi hvilken han efter det ulykkelige Slag ved Kønigs-Luther blev forladt af dem, for hvis Skyld han udi den Uroelighed blev indvikled, og derfor ved den Lybekskke Fred maatte forbinde sig til Neutralitet udi den Tydske Krig. Den 3die og sidste med Dronning Christina af Sverrig, hvilken Krig ikke endtes uden med Rigets store Forliis. Disse 3 Krige vil jeg her efter Orden korteligen beskrive, og dermellem efter Aarstall Tale om andre indenlandske Sager. Hvad sig anbelanger den første Krig med Sverrig, da haver den saaden Oprindelse: De idelige Uroeligheder, hvorudi de Nordiske Riger længe havde svævet, syntes at være hævede ved den bekiendte Stetinske Fred 1570. Dannemark, som udi den 7 Aars Krig havde Overhaand, og havde faaet en Fred efter Ønske, lod sig dermed nøje, og stræbede at høste Frugten deraf. Sverrig var længe efter samme Fred ikke udi Stand at yppe noget imod Dannemark, men havde nok udi sine egne Sager formedelst Stridighederne om Successionen, og andre selsomme Hændelser udi Kong Johannis Tid, der bragte Riget udi samme Urolighed, som det havde været under hans Broder; Saa at man kand sige, at Sverrig ikke meget havde profiteret af dette Konge Skifte, og, saasom Histstorien af de Ting, som ere skeede udi Sverrig fra det Stetinske Fordrag indtil denne Tiid, er merkelig, og man deraf seer, hvor lidet samme Rige var i Stand at tentere noget imod Dannemark, hvorvel der fattedes ikke Materie til Tvistighed, holder jeg fornødent at røre noget derom, førend jeg træder til denne Krig, som udbrød imellem Christianum 4. og Carolum 9.

Efter at Fred mellen Rigerne var sluttet til Stettin 1570 merkede man i Sverrig, at den nye Konge Johannes gik frugtsommelig med en Religions Forandring, hvilken strax yttrede sig, hvorvel i Begyndelsen med en slags Agtsomhed, at saadant ingen Anledning skulde give til Oprør; thi samme Konge, endskiønt han var opdragen i den Evangeliske Lærdom, saa dog havde han læset mange Roman-Catholske Bøger, havde ogsaa faaet en ivrig Catholsk Dronning, der ideligen laae ham i Ørnene om Religionens Forandring, og tillige med andre af hendes Anhang stillede ham for Øjene de Tvistigheder, som havde reiset sig blant de Reformerede Theologos, og de mange Secter, som vare opkomne ved Anledning af Reformationen. Hvorudover Kongen Tid efter anden begyndte at vakle, og endeligen, saasom han ikke kunde faae i Hovedet, at der jo adskillige Vildfarelser ogsaa maatte have indsneget sig udi den Romerske Religion, tog sig for at gaae en MiddelVej, og menede at stifte en Religion paa den Maade, som den var udi den første Christen Kirke. En Begyndelse dertil blev giort saaledes: Saasom Erke-Bispen af Upsal Laurentius Neritius havde forfattet en Kirke-Ordinantz, forlangede Kongen at igiennensee den samme, førend den ved Trykken blev (419) publicered. Han tog sig da fore at udslette adskikkige Ting deraf, og at indslikke andre Ting i Steden derfor, hvilke fornemmeligen bestode udi efterfølgende Poster: At man ved Daaben skulde bruge Besværelsen eller Exorcismum, Lys, hvide Klæder og Korsets Tegn; At man ved Altarens Scramente skulde bruge Opløftelsen eller Elvationem Hostiæ efter den Romerske Maade at man skulde have meer end et Altar udi Sogne-Kirkerne; At man skulde bruge hemmelig Skriftemaal, og endeligen at man skulde rekke et Lys til dem, som laae paa deres Yderste. I det Øvrige var intet, som jo kom overeens med den Evangeliske Lærdom, saaledes, som den var stiftet udi hans Faders Gustavi den Førstes Tid.

Denne nye Kirke-Ordinantz blev i Begyndelsen samtykt af alle Bisper; Men den Kongelige Hoff-Prædikant Johan Herbst begyndte siden at anfægte den, saa at derudover reisede sig stor Ueenighed. Kongen vilde ikke staae fra sit Forsæt; men søgte af all Magt at drive paa det, som han havde begyndt, hvorvel med sædvanlig Agtsomhed, og tog sig for besynderligen at følge Georgii Cassandri Fodspor, som udi sine Skrifter havde søgt at sammenstøbe Religioner. Dertil betienede han sig af sin Secretaire Petro Fectenio; men; som han fornam, at samme Mand var saadant Verk ikke voxen nok, lod han hemmeligen indføre nogle Jesuiter, lod ogsaa kalde til Sverrig den bekiendte Norske Student Lars Nielsen, som længe havde studeret under Jesuiterne i Løven, og giorde ham til Professor udi det Kloster paa Munkholmen, hvorudover han gemeenligen blev kalden Kloster Lasse.

Efterat saaden Grundvold var lagt, lod han udi det Aar 1575 forsamle Bisperne og Geistiligheden til Stokholm, hvor han forestillede dem den Tvistighed, som var imellem de Evangeliske Lærere, og tillige med gav sin Meening tilkiende om at indrette en Religion i Sverrig efter den Modelle, som den første Christne Kirke, og at man derfor behøvedeat tilbage kalde adskillige Ting igien, som man ved Reformationen havde affkaffet. Man maatte saaledes giøre Begyndelse med at indrette Messen, hvilket den da nærværende Geistlighed med Forundring bevilgede, saaledes, at Messen skulde forfattes i en andægtigere Form, og at den gamle Maade udi Sangen skulde igien antages. Udi denne Villighed fandt Kongen saadan Behag, at han tilstædede Geistligheden at udvælge saa vel en Erke-Bisp til Upsal, som en Bisp af Lindkiøping og Westeraas, hvis Bispe-Stoele nyelig vare blevne ledige, dog holdt han inde med deres Confirmation, indtil de underskrevet nogle Artikle, som sigtede til Kongens Forsætt udi Religionens Reformation. Derpaa blev Befalning udgiven at igiennemsee den trykte Kirke-Ordinantz, og at flikke saaledes paa den samme, at den kunde Den nye Liturgies Forsattelse blive overeensstemmig med de ældgamle Christelige Liturgier, hvortil Bisperne, i sær de nys Udvalte, lode sig sinde redebone. (beredvillig; (tjenst) villig; rede) Herudover blev under Petri Fetzenii Direction en nye Kirke-Ordinantz forfatted, som var sammenflikked af den Romerske og Evangeliske Religion. Et selsom Foretagende af en Konge, allerhelst paa den Tid, at han havde Moscoviter paa halsen, og han (420) derforuden maatte ideligen have Øje paa sin dethroniserede Broder, hvilken ikke sattedes paa Venner saavel inden som uden Riget. Ja man maa des meere forundre sig derover, efterdi hans berømmelige Fader nyeligen med saa stor Møje havde stiftet. Reformationen, og den Augsborgske Bekiendelse var overalt antagen udi Riget. Men det er herved at merke, at hos alle Gustavi Descendeter, undtagen hos Gustavum Adolphum, fandtes Irregularitet og selsomme Griller, saa at man kand sige om Stam-Faderen, at han enten burte ikke at have været fødd, eller ikke at have været død.

Imidlertid oprættede ovenmældte Kloster Lasse en Theologisk skoele paa Graamunkeholmen, og der forklarede Kong Johannis nye Systema. De nys udvalte Bisper bleve ordinerede med Romerske Ceremonier, og Ordinantzen blev af de fleeste Geistlige underskreven, som man gav saadan Titel: Liturgia Svecanæ Ecclesiæ Catholicæ & Orthodoxæ conformis, og blev den forfattet paa tvende Sprog, nemlig paa Latin og Svensk, og publicered udi de tvende nys udvalte Bispers Navne. Derpaa be gyndte man udi det Aar 1576 over heele Sverrig at synge Messen udi den gamle Romerske Tone, men ikke uden med Besværlighed for Præsterne, efterdi saa af dem forstode at holde Melodien. Efterat Liturgien (kirkeritualer)  saaledes var trykt og publicered, lod Kongen anholde hos sin Broder Hertug Carl, at han ogsaa skulde lade den indføre udi de Lande, som han var forlehned med. Men samme Hertug lod ham svare, at Hertug Carl vil ikke samtykke udi Religionens forandring, det anstod hverken Kongen eller ham at forandre den Religion, som deres Fader med saa stor Møje havde stiftet. Og derved formeeredes ikke lidet den Misforstand, som var imellem Brøderne. Men Kongen meenede, at hvis han kunde faae Paven til at understøtte dette hans Forsætt, vilde han lett saae heele Sverrig til at antage hans Lærdom. Han affærdigede derfor Pontum de la Gardie og Petrum Fectenium til Pave Gregorium 13. for at anholde om Liturgiens Consirmation, men forgæves, hvorudover Kong Johannes fik i Sinde at conformere sig efter den Grækiske Kirke, hvoraf sees med hvilken Hidsighed han drev paa dette Verk, og hvorvit Sygdommen derudi havde taget Overhaand.

Medens dette skeede, befoel han Ministerium udi Stokholm at give dets Betænkende over Liturgien: Men samme Ministerium lod ved Rectorem udi den Stokholmske Skole Mag. Abraham tilkiende give, at denne nye Lærdom banede Vej til Pavedommets Indførsel udi Sverrig igien: Dette Svar ophidsede Kongen saaledes, at han lod dem alle arrestere, som oprøske og ubestandige Folk, der ginge fra hvad de engang selv havde underskrevet. De fange Geistlige skiøde sig derpaa ind til et almindeligt geistligt Mode udi Sverrig, lovende at rette sig efter hvad der blev sluttet; Hvorudover ogsaa Kongen lod forskrive Geistligheden til Stokholm. Til bestemte Tid lode sig indfinde de Geistlige over det heele Rige undtagen af Hertug Carls Lande, og blev da en Conference holden paa Slottet, udi hvilken Mag. Abraham forfægtede den Evangeliske Troe og havde Kloster Lasse til Modstander. Endeel da, som tilforn havde været Liturgien imod, begyndte at lade see Føjelighed mod Kongen, men (421) andre, sær Mag. Albraham, Præsterne udi Stokholm, og Professorerne udi Upsal bleve bestandigen ved den Augsborgske Bekiendelse, hvorudover Kongen lod dem affætte og  fængsle, og blev Mag. Abraham som den Halsstarrigste andre til Skræk relegered til Aland. Derpaa befoel Kongen Professorerne i Upsal at give deres Betænkning. over den udi Stokholm holden Conference. Men de samme forkastede med Frimodighed den heele Liturgie, lode den ogsaa skikke til de Evangeliske Universiteter i Tydskland for at høre deres Meening derover; hvilke alle raadede fra at antage den, saasom den aabnede Vejen til Pavedommet. Sverrig var da udi en heel forvirred Tilstand, og var det ikke liden Lykke for samme Rige, at Kong Friderik den anden fast havde besluttet at regiere sin øvrige Tid udi Fred, og derfore heller med gode at afgiøre de Tvistigheder, som reisede sig mellem Rigerne, end ved Sværdet. Udi disse Conjuncturer fattede Kong Johannes en Resolution, som lidet kom over med den Hellighed og Religions-Iver, som ham var paakommen, nemlig at bringe sin fangne Broder Kong Erik af Dage, eftersom han frygtede, at man i denne forvirrede Tilstand skulde søge at sætte ham paa Thronen igien. Til den Ende skikkede han sin Secretaire til Øerby med Forgift, som var tillaved af hans Chirurgo. Denne Forgift blev Kong Erik given udi en Erte-Suppe, hvoraf han strax bøde.

Midlertid var Pontus de la Gardie kommen tilbage allene fra Rom, thi hans Collega Petrus Fectenius druknede paa Vejen. Han gav ved sin Hiemkomst tilkiende, at Antonius Possevinus en Jesuit som Gesant fra Pave Gregorie 13. strax skulde komme til Sverrig, hvilket ogsaa skeede, dog, for ikke at oprøre Almuen, gav man for, at han var skikket af Kejseren. Samme Jesuit raadede Kongen i Pavens Navn, at gaae lige til Verket, og erklære sig reent for den Romerske Religion, hvilket ogsaa Kongen bifalt. Til den Ende lod han anrette en nye Prædike-Stoel udi DomKirken i Upsal, hvor Kloster Lasse udi Kongens og Raadets Nærværelse holdt en vitløftig Tale om Helgenes Tilbedelse, og meenede Kongen, at denne Tale var saa krastig, at den havde omvendt alle, hvorfore han befoel Professorerne at give skriftligen deres Betænkning derover. Men de samme gave deres Meening tilkiende paa en Maade, som Kongen saa lidet behagade, at han lod dem arrestere. Derpaa tog han reent Kong Masken af, tog sig for at stifte et nyt Academie til Stokholm, og beskikkede een ved Navn Malvezzi at være hans Resident ved det Pavelige Hoff. Dette og andet foraarsagede, at Øjnene bleve aabnede paa mange, som tilforn havde været slagne med Blindhed, og at Erke-Bispen, som tilforn udi Alting havde føjet Kongen, forkastede den nye Liturgie. Kongen derfore, saasom han merkede, at han fordærvede sine Sager ved at følge Antonii Possevini Raad, søgte han at foretage sin forrige Plan igien, og ved Omsvøb at komme til Maalet. Men han havde allereede blottet sig saa meget, at ingen tvivlede meere om hans Forsætt.

Hertug Carl lod da forsamle endeel Geistlige udi Nykiøping, hvor han med dem eedligen forbandt sig ikke at antage Liturgien, ej heller (422) udi mindste Punct at viige fra den Augsborgske Bekiendelse. Dette foretagende giorde saadan Opsigt, at man frygtede for indbyrdes Krig udi landet; hvorudover Dronningen saavel som Hertugens Gemahl maatte lægge sig imellem Brøderne for at bringe dem til Forliig. Midlertid blev Krigen fortsat med Moscoviterne, og Tvistighed rejsede sig med Dannemark, efterdi Farten blev de Danske Kiøbmænd forbuden paa Narva, hvorudover Kong Johannes 1580 forskrev en Kigs-Dag til Wadstena for at overlægge med Rigets Raad i saadanne conjuncturer fornødne Ting. Raadet tog sig da den Frihed at erindre Kongen om den u-roelighed, som den nye liturgie havde foraarsaget, bad ham at staae fra sit Forsætte, og lade Kron-Prindsen Sigismundum opdrage i den Evangeliske Lærdom. Dette udvirkede vel saa meget, at Kongen skrev Kloster Lasse til, at han udi Stokholm skulde gaae lidt varligere frem udi Religions Sager. Men han fuldte derfor ikke desmindre sine Inclinationer, ja det gik endeligen saavit, at han hemmeligen antog den Romerske Religion, og communicerede af Antonii Possevini Haand, og paalagde samme Possevinus ham en Poenitentze, at han paa alle Onsdage skulde faste, efterdi han paa samme Dag havde omkommet sin Broder Kong Erik, hvilket han ogsaa stedse i agt tog; og kunde man sandelig ikke saae saadan u-hørlig Synds Afsohning for bedre Kiøb. For disse og andre Høfligheder var Kongen Possevino sær bevaagen, hvorudover, da han besværgede sig over Bispen af Lindkiøping, at han for nogen Tid siden paa Prædike-Stolen havde skieldet Paven for en Anticrist, lod Kongen samme Bisp sætte fra sit Embede.

Efter saa vel forrettet Sag rejsede Possevinus tilbage igien, og bad Kongen ham da til Afskeed, at han vilde tilveje bringe hos Paven, at Geistligheden udi Sverrig maatte tillades Ægteskab, og Almuen Kalken i Nadveren i det ringeste paa en Tid lang, iligemaade, at de Documenter og Breve, som Johannes Magnus havde udførdt af Sverrig til Rom, maatte tilbage gives. Men denne gode Jesuit giorde Kongen ikkun liden Tieneste, thi han underhandelede siden en Fred mellem Polen og Moscovien, hvoraf Sverrig blev udsluttet, saa at samme Rige derover fik Rysserne allene paa Halsen. Dette foraarsagede, at Kong Johannes 1582 forskrev en Kigs-Dag til Stokholm for at overlægge med Stænderne om Krigens Fortsættelse med Rysserne, og erholdt han paa samme Rigs-Dag at hans Søn blev erklæred hans Successor, item at den nye Liturgie blev confirmeret; Saa man deraf seer, at de fleeste udi føje Kongen. Den eeneste, som giorde Hinder derudi, var Hertug Carl med sit Anhang; thi han ikke alleene afværgede Liturgiens Indførsel i sine Lande, men rejsede og selv til Tydskland, for at slutte en Alliance mellem Kongen af Dannemark, Kongen af Navarra, Dronningen af Engeland og de Evangeliske Førster i Tydskland til den Protestantske Religions Forsvar.

Kort derefter døde Catharina Jagellonica Dronningen af Sverrig, og haabede man at hendes Død vilde give nogen Forandring, saasom (423) hun ved at recommendere Kongen den Romerske Troes Forfremmelse, havde ikke lidet foranlediget disse Uroeligheder i Sverrig. Hun recommenderede paa sit Yderste hendes Børn, og bad, at de stedse maatte oplæres i den Romerske Religion, hvilket Kongen ogsaa holdt, og derved skildte sin Søn Sigismundum ved den Svenske Kronge. Der siges, at hun paa sit Yderste havde stor Skræk for Skiærdsild, og at hun spurdte den da værende Jesuit Stanislaum Versevicium, om det var vist, hvad man troede om Skiærdsild, og om hun ikke kunde blive forskaanet derfor? Hvorpaa denne gode Pater af Medlidenhed til Dronningen svarede, at hun ikke skulde bekymre sig derover, thi det var kun en Digt; hvilket Princesse Anna, som stod Jesuiten u-afvidende bag Dronningens Seng, hørede, saa at denne hærlige Historie maa have været udspredet af hende. Det gik ogsaa ligesom man tænkte, thi ved denne Dronnings Død stansede den Romerske Religions videre Fremgang i Sverrig, hvortil ogsaa den nye Dronning Gunild Bielkke ikke lidet contribuerede. Saa man deraf seer, at et Fruentimmer kand vende op ned paa et heelt Land. Thi Dronning Catharina var Hiulet, som drev Kongen og Undersaatterne, saavel Geistlige som Verdslige at være villige til at troe, ja saadan Føjelighed gik saa vit, at Erke-Bispen af Upsal engang offentligen saade paa PrædikeStolen: At ingen kunde blive salig uden ved den gamle Catholske Troe; Og, da andre Geistlige siden bebreidede ham saadant, svarede han: Man maae jo giøre hvad Kongen befaler.

Da man nu merkede udi Sverrig, at Kongen lod falde noget af sin forrige Hidsighed, søgte Rigets Raad at bringe ham gandske fra hans Forsætt, iligemaade at overtale Kron-Prindsen Sigismundum at forlade den Romerske Religion, og at antage den Augsborgske Bekiendelse, sigende ham reent ud, at hvis han i Tide ikke beqvemmede sig dertil, vilde han staae Fare for at midste sin Arve-Rett til Kronen. Men han svarede dertil, at han formedelst den jordiske Krone ikke vilde tabe de Himmelske, og kunde man intet andet Svar faae af ham, endskiønt han dog ofte for et Syns skyld bivaanede den Evangeliske GUds Tieneste med sin Fader. Men Kongen begyndte efter Haanden at tage andre Mesures (måder planer), thi han skillede sig ikke alleene ved Jesuiterne igien; Men skaffede ogsaa Kloster-Lasse udaf landet, og forbød Catholske Forsamlinger udi Stokholm, skiønt det er u-vist, om han brugte saadan Opførsel af Fortrydelse over sin forrige Forhold, eller af Frygt for sin Broder Carl, og at stille dem tilfreds, som havde erklæret sig Fiender af Liturgien. Det er vist, at den nye Pave Sixtus 5. var ham ikke nær saa bevaagen, som hans Formand Gregorius 13, hvorudover han ogsaa havde besluttet, at foreene sig heller med den Græske end den Romerske Kirke.

Imidlertid havde der været Tvistighed mellem Dannemark og Sverrig saavel om de 3 Kroner, som andre Ting. Men man seer, af den Tilstand Sverrig da var udi, at det tienede samme Rige ikke at bryde løs med saadan Konge, som Kong Friderik den Anden, der havde satt sine Riger i lige saa stor Velstand og Fred, som Kong Johannes havde satt Sverrig udi Forvirrelse hvorudover der ogsaa(424)  ingen aabenbare Fiendskab rejsede sig mellem Rigerne saalænge, som Tilstanden var saaledes.

Imidlertid døde Kong Stephanus Bathori af Polen, hvis Enke-Dronning Anna, som var den Svenske Kron-Prindses Sigismundi Moster, søgte at spille den Polske Krone i sin Søns Hænder, og til saadant Forehavende at i Verk sætte betienede sig af den Polske Rigs-Cantzlers Hielp, lod ogsaa betimelig Kong Johanni saadant tilkiende give. Kongen derfor lod strax affærdige tvende Gesantere nemlig Erik Sparre og Erik Brahe til Polen med Befaling at recommendere Sigismundum til den Polske Krone, hvorudi de ogsaa lykkedes, saa at, da det kom til Votering (afgivelse af stemme), skulde de fleeste Stemmer paa samme Sigismundum, og skeede dette Vall de Conditioner, at der skulde være et stedsvarende Forbund mellem Sverrig og Polen imod begge Rigers Naboer, Item at Sigismundus efter sin Faders Død skulde træde til den Svenske Krone, og forplante den paa sine Efterkommere; At han skulde holde en Flode paa Sverrigs Bekostning Polen til Tieneste, og andre Vilkor, som alle vare fordeelagtige for det Polske Rige. Over denne Forbindelse giorde de angrændsende Lande store Øjen, og kunde Dannemark i sær ikke andet end allarmeres over at see det Rige foreened med Sverrig, som det tilforn betienede sig af for at giøre Diversion udi de Svenske Krige. Men mange fornuftige Folk saae forud, at saadan Foreening vilde ikke meget betyde, og bedroge de samme sig ikke i deres Tanker, som Udgangen har viiset.

Efter at Prinds Sigismundus saaledes var bleven udvalt til Konge i Polen, og alting var afgiort, hvorledes i Fremtiden skulde forholdes med Regimentet udi begge Riger, begav han sig 1587 med en Flode af 24 Skibe til Dantzig, og da han kom paa Polsk Grund, blev ham strax forelagt en Artikel at underskrive angaaende Estlands og endeel af Liflands Cession til Polen, hvilken han ogsaa underskrev imod sin Faders Villie, saa at derved blev den første Grundvold lagt til paafølgende Stridigheder imellem Rigerne. Efter at disse vigtige Ting vare forrettede, begyndte Kong Johannes at foretage Liturgie-Sagerne igien, som en Tid lang havde lagt i Dvale, og det med saadan Iver, at han ved offentlige Placater lod erklære Geistligheden udi Hertug Carls Lande for Kiættere, og Oprørske; lod ogsaa brænde alle de Bøger, som Mag. Abraham havde skrevet imod Liturgien, med denne Iver havde ingen langvarig Bestandighed, thi dronning Catharina, som havde været Tønder  (letfængeligt stof brugt til at tænde ild med) til denne Ild, var død. Og, som Kong Johannes selv kort derefter skildtes fra Verden, blev denne Navnkundige Liturgie begraven med ham. saa at derom ikke meere blev talt. Der Kong Johannes døer og tillige med ham den nye Liturgie. siges, at de man spurdte ham paa hans Yderste, hvad hans videre Tanke var derom, han da svarede, at eftersom han merkede, at de fleeste forargede sig derover, vilde han ikke meere have at bestille med saadanne gienstridige og haarde Halse.

Efter Kong Johannis Død faldt den Svenske Krone udisputerlig (ubestridelig) til hans Søn Sigismundum; den samme blev ham ej heller giort stridig, hvorvel Conjuncturerne udi Sverrig vare da saaledes, at der truedes med en merkelig Forandring. Kong Johannes havde med sin (425) Liturgie giort sig forhadt over alt, og kunde man under hans Søn, som var opdragen i den Romerske Religion, ikke vente, at det skulde gaae bedre til udi Religions-Sager, som havde kosted Sverrig saa meget Blod, havde den unge Konge forskrevet sig at cedere(ikke søge at overvinde en modstand, men bøje sig el. undvige kamp)  til Polen. Han havde ogsaa derforuden, for at komme paa den Polske Throne, underskrevet adskillige andre ufordeelagtige Artikle for Sverrig, Hertug Carl derimod, Kong Johannis Broder, var forelehnet med anseelig Provincier, og var i stor Credit hos de Svenske, hvilke ansaae ham, som den der alleene havde hindret Religionens Undergang udi Sverrig. Og, saasom han havde været saa formidable for Kong Johanni selv, kunde hans unge Søn, der havde antaget en udi Sverrig forhade Religion, og derforuden var udi et andet Rige, ikke have Aarsag andet end at ansee ham med skeele Øjen. I Begyndelsen holdtes vel gode Miner; Hertugen aflage det til den unge Kong strax sin Gratulation til den Svenske Krone, lovede ogsaa at holde ham som den rette Arving Riget til Haande, endskiønt med saadanne Vilkor, som giorde ham meer til en titulaire (som bærer en titel uden at have det til titlen svarende embede, den tilsvarende myndighed) end en virkelig Konge i Sverrig.

Hertugen søgte strax at til intet giør alt hvad kong Johannes udi Religions Sager havde foretaget, og til den Ende lod beramme et Concilium (rådslagningsmøde; især: officiel(t) kirkemøde, forsamling) til Upsal, hvorudi Liturgien fik den sidste Olije, og blev da paa samme Tid dens største Fiende Mag. Abraham beskikked til Æreke-Bisp udi Upsal. Imidlertid lavede Kong Sigismundus sig til at reise til Sverrig, for der at antage Kronen, og lovede, førend han tog Afskeed fra Polen, at holde de Svenske ved alle deres Privilegier, skiønt han derhos erklærede sig ikke at ville binde sig til det, som mod hans Ville og Videnskab var sluttet til Upsal, hvilken Erklæring ikke kunde behage Stænderne udi Sverrig, saasom de deraf kunde giette, hvad man i Religions-Sager havde sig at forvente. Saledes var Tilstanden, da Kong Sigismundus kom til Stokholm, hvor han vel med Glæde af Almuen blev imodtagen, skiønt det stod dem ikke an, at han bragte den Pavelige Gesant Franciscum Malaspinum med sig. Den Mistanke man derudover fattede formeeredes derved, at han strax paastod, at udi enhver Stad skulde stiftes en RomanCatholsk Kirke, og at han vilde krones af den Pavelige Nuncio. Herudover kom den heele Geistlighed udi Gevær, saa at man gik løs paa Kongen og hans onde Raadgivere paa alle Prædikestoler. Derforuden igiennem-hejlede de Lutherke udi Skrifter de Roman-Catholske, hvorvel de sidste bleve dem derudi intet skyldige, ja det kom omsider til Haandgevær imellem Polakerne, som Kongen havde bragt med sig, og de Svenske, og endskiønt Stænderne derudover besværgede sig for Kongen, gaves der intet uden kaaldsindige Svar.

Imidlertid anstillede hertug Carl sig gandske Neutral, og lurede paa hvorledes Udfaldet vilde blive, hvilket ikke kunde være uden slet for Kongen, efterdi han ingenlunde kunde bevæges til at føje de Svenske udi deres Bgiæringer. Efter adskillige Disputer og Tvistigheder blev han omsider dog kroned til konge, og derpaa 1594 forlod Sverrig, overlevernede Stokholm udi Erik Brahes Hænder, som ver hengiven(426) til den Romerske Lærdom. Ester hans Bortreise begyndte Hertug Carl at spille Mester, og tilkiende gav tilstrækkeligen, at det var ikke alleene Sverriges Religion og Frihed, som laae ham paa Hiertet, men endogsaa hans egen Højhed og at han ingen Afskye havde for den Svenske Krone, hvilket Kongen ogsaa merkede, ja den Jalousie, som ver ovpvakt imellem dem, tog omsider saadan Overhaand, at begge Partier bevæbnede sig imod hinanden, og der forefald een og anden Action immellem dem. Endeligen kom Sigismundus med en Krigshæer af Polakere til Sverrig, for at understøtte sit Partie, og, paa det at Dannemark midlertid ikke skulde bevæge sig, og hindre ham udi Sverrigs Reduction (undertvingelse; mht. gods: beslaglæggelse; inddragelse) bevilgede han, at den Tvistighed om de 3 Kroner maatte opsættes, saa længe, som han levede. Sverrig blev da deelt udi 2 Partier, nogle holdte med Kongen, andre med Hertugen, og havde den Sidste den største Deel af Geistligheden paa sin Side, hvis Hidsighed gik saa vit, at man saae en Krigs-Hær af Bønder commanderet af 2de Upasalske Professoerer. Der fandtes ogsaa de, der vendte kaaben efter Vejret, og nu toge Kongens nu igien Hertugens Partie. Saaledes saae, man Mag. Scepperum en Sogne-Præst udi Upsal en Dag paa Pædikstolen at igiennemhejle Kongen, og en anden Hertugen, ligesom han merkede at Conjuncturerne forandrede sig.  Endeligen kom det 1598 den 25. September. til et Feltslag ved Stangebroe, hvorudi Hertugen erholdt en fuldkommen Sejer, hvorpaa Kongen maatte give godt Kiøb, og beqvemme sig til at underskrive alt hvad Hertugen forlangede. Et Fordrag belv derfor giort til Lindkiøping, og en Sammenkomst holden mellem Kongen og hertugen, Hvorudi de talede venligen sammen; Men, da man tænkte at Riget skulde komme til Roelighed igien, reisede Kongen Uformærkt (ubemærket)  til Polen, ladende sit efterladte Partie tumle sig om med de andre det beste de kunde. Omsider kom det saavit, at Stændere udi Sverrig opsagde Kongen deres TroeskabsEed, og offererde Kronen til hans Søn Uladislao, med de Contitioner, at han inden et Aar skulde forføje sig til Sverrig, og der lade sig oplære udi den Evangeliske Religion; Men, som hans Fader sig dertil ikke vilde beqvemme, erklærede Stænderene omsider Hertugen for Konge at Sverrig under det Navn af Carl den Niende, Hvorpaa Krigen for Alvor gik for sig mellem Polen og Sverrig, men jo længer varede jo meer blev Kong Carl Bestyrket udi sit Regimente, og Sigismundus blev anseet som en fremmed og det heele Riges Fiende