Chr 4 1610

Hidindtil havde begge Patier flatteret de Danske, saasom det var dem begge Magt paaliggende at holde Venskab med Dannemark. Men, da Kong Carl var bleven fast i Sadelen, begyndte Sverrig at øve adskilligt imod dette Rige, som gav Anlendning til Fortrydelse, og endelig til Fiendskab. Thi 1.) lod Højstebemeldte Konge forbyde all Handel paa Lifland, som hørdte Polen og Moscov til, som kand sees af det Svenske Patent (åbent brev, offentlig kundgørelse fra fyrste, regering el. anden myndighed) udgivet 1610. Hvorudi forbydes at sejle paa Riga og Curland under Skibs og Godses Fortablese; Ja det gik saa vit, at de Svenske Udliggere lode sig omsider ikke nøje med at opbringe de Skibe, som fore paa samme steder, men foruroeligede (427) de Danske Skibe ogsaa paa deres egne Strømme, som kand sees af Christiani 4. Manifest dateret den 10 Octbr. 1610. Kongen søgte længe med det Gode saadant at forhindre, og til den Ende affærdigede en Skrivelse af dato 31 Martii udi same Aar til Sverriges Riges Raad, bedende dem at formaae deres Konge til at lade de Danske Curlands og Riga-Farere u-forhindrede passere, og afskaffe det Søe-Røverie udi Øster-Søen. Sverriges Raad svarede paa denne Skrivelse saaledes: at man paa denne Tid vilde lade de Danske Skibe passer; Men, hvis de komme oftere, maatte de staae deres eget Eventyr. Herudover blev hans Majst. med stor Bekostning foraarsaget, at udruste Krigs-Skibe til samme Riga og Curlands Farers Beskyttelse.

Derforuden kom det Kongen fremmed for, at de Sveske Commissarier paa det Flakkebekske Mode tildømte Sverriges Kronel halvdeelen af all den Rettighed, som Søe-Lapperne fra Titisfiord indtil Malanger yde. De Svenske Derimod besværgede sig over, at Dannemark forte 3 Kroner I sit Vaaden. Til dette at forstaae er fornødent at vide, ej alleene dette Rige, siden Forreningen mellem de 3 Nordiske Riger, stedse har ført de 3 Kroner, som de fleeste holde for, men endog længe for Eric Pomerani Tid, som meenes, at have indført dem udi det Danske Vaaden, til Erindring om den store Foreening; Thi man finder, at Kong Svend, Knud den store, haarde Knud, Erik Glipping, og Erik Mendved have brugt de same, saa at man kand sige, at da Kong Erik af Pommern Aar 1412 lod indføre de 3 Kroner udi det Danske Vaaben, skeede det ikke alleene for at betegne de lykkelige foreening, som var slutted af Dronning Margareta mellem de 3 Nordiske Riger, men end ogsaa for at vise de gamle Danske Kongers Rettighed detil. Da nu Sverrig afsondrede sig fra Dannemark, protesterede de Svenske Konger derimod, og foraarsagede denne Tvistighed, blant andet, den 7 Aars blodige Krig, hvilken endtes 1570 ved den Stetinske Fred. Udi samme Fred blev saaledes aftaled, at denne Tvistighed skulde afgøres I Mindelighed. Nu blev til den Ende holdet et Mode 1591, men frugtesløst, og Kong Sigismundus tillod siden 1602 Dannemark at fore de 3 Kroner, saa længe han levede. Men Carl 9. proctesterede ikke alleene derimod udi ovenmeldte Flakkebekstke Forsamling 1603, men endogsaa, for at hævne sig, lod ved sin Kroning 1607 forøge den sædvanlige Svenske Konge-Titul med disse Ord; Konge over Laapperne udi Nordland, gav sig iligemaade Titul af de Cajaners Konge, med hvilken Titul man ikke kunde fatte, hvad han meenede.

Dett blev ikke ved Tituler eene; De Svenske fogder efter de Danskes Sigelse Udstrakte ogsaa deres Jurisdiction vit udi Findmarken; thi Balthasar Bek fodrede Skat af de Søe-Finder, som aldrig tilforn havde ydet noget til den Svenske Krone, og en anden Foged ved Navn Crik Johansen understod sig at forbyde den Danske Øvrighed at lægge Skatt paa egne Undersaattere, truende udi en Skrivelse til SlottsSkriveren paa Vardehuus paa Sverrigs Vegne at sætte Indbyggerene udi dobbelt Skatt, hvorudover Kong Christian maatte give (428) Befalning til Claus Gagge :Lehnsmanden paa Vardehuus med Magt at hindre saadan Foretagende. I sær var den udi Sverrig nyelig anlagde Stad Gottenborg en Torn udi Dannemarks Øjen, efterdi udi samme Stad begyndte at drives en stor Handel, som ellers belv ført igiennem Sundet. Blant de Privilegier, som bleve givne denne nye Stad, vare disse: At Gottenborgerne maatte nyde frit Friskerie udi Finne-Fiorden fra Titis Fiord til Varanger, udi hvilket District Dannemark var dot ikke Sverriges Krone en Fod Jord gestændig (indestå for el. stå til ansvar for noget .

Saadant og andet Forhold, hvorom findes meere udi ovenmeldte Danske Manifest, Kunde dog ikke formaae Kongen at bryde den Stetinske Fred. Hans Majest. vilde først med gode forsøge om Tvistighederne imidlertid kunde bilægges; og, saasom de Svenske begiænd, at Kong Christian vilde nævne en Opmand, og beramme et nyt Mode ved Grændserne, saa navngave de Danske Commissarier, førend de droge fra det Flakkebekske Mode, detil paa Kongens Vegne Joachim Friderik Churførsten af Brandenborg, og tillode de Sveske Commissarier, hvis de ikke vare fornøjede med Højstbemeldte Chuføste, at benævne selv en anden, som kunde dømme udi Tvistighederne efter det Steniske Fordra; men de Sveske Commissarier vilde ikke tage imod saadant tilbud hvorfore begge Parterne begave sig med u-forretted Sag fra Modet. Endelig foresloge de Sveske til Opmand eller Mediator Hertug Henrik Julium af Brunsvid og Lyneborg, og blev saaledes mellem begge Parter aftaled, at begge Riger Fuldmægtige skulde møde den 12 Sept. 1608 udi den Stad Vismar for Højstbemeldte Hertug Selv, eller for hans Commissarier. Men, som ingen af Sverriges Commisarrier mødte til bestævnte Tid, ej heller nogle Dage derefter, reysede de andre Fuldmægtig med u-forretted Sag fra Vismar igien.

Derudi bestode de Danskes Gravamina; De Svenske Derimod foregave, at Kong Christian tog Lejlighed af den langvarige Krig, som Sverrig havde ført udi Moscovien og Lisland, hvoraf samme Rige var udmattet, og derfore søgte at bringe for en Dag de gamle Prætensioner paa Sverrig igien. Videre besværgede de sig over, da Kong Carl skikkede sin Hoff-Canceler til Dannemark for at svare til de anførte Danske Gravamina, at Kong Christian da ikke vilde give ham Audience under Prætext, at man skulde skikke ham en Gesant af Adel, og ikke en Præste-Søn, iligemaade at 2 Bud med Breve ogsaa uden Svar vare skikkede tilbage. Videre sagde de, at de Danske giorde Tilførsel til Riga og andre fientlige Stæder, hvilket var imod Rigernes Forbund. Dette haver jeg efter min sædvanlige Upartiskhed agted fornødent, at anføre, og overlade til Læseren at dømme, hvilke Gravamina der vare de viggtigste. Jeg vil alleene sige dette. At hvis begge Konger havde haft saadan Afskye for Krig, som Christianus 3. og Gustavus 1. havde disse Tvistigheder vel kunnet afgiøres uden Sværd-slag; Men, som her ingen af Parterne vilde give noget efter, maatte Sværdet trækkes af Skeeden, og Krigen gaae for sig. Kong Carl søgte da at bestyrke sig med fremmed Alliance, og til den Ende skikkede Gustav Steenbok, og Johan Skytte til Kong Jacob i Engeland (429) for at tilbyde ham sit Venskab, og at begiære hans Dotter Elizabeth for sin Søn Gustav Adolf. Men, som samme Princesses var alt bortlovet til Churførst Friderik af Pfalz, kunde saadan Begiæring ikke accorders. Dog forsikrede Kong Jacob om sit Venskab, hvilken dog ikke kunde strække sig videre en at arbejde paa Forliig mellem Rigerne; thi der var alt for stor Fortoelighed mellem det Danske og Engelske hoff paa de Tider, at Kong Carl Kunde vente sig nogen solide Hielp af Engeland. Dog finder man ej heller, at Kong Jacob giorde Dannemark nogen Undsætning I denne Krig: thi Højstbemeldte Konges Forsætt var aldrig at trække Svædet, hvilket han ogsaa holdt sin heele Regierings Tid, saa at han aldrig hialp sine Paarørende, hvor betrængte de en kunde være uden ved blotte Ord og Underhandling.

Derforuden trængede Riget ikke snyderlig til fremmed Hielp udi den forestaaende Krig. De kongelige Indkomster vare store, saavel I Henseede til Handelen som til den Øresundske Told, som var højt opstegen. Floden, hvoraf de fleeste Skibe af denne Konge selv vare bygde, var anseelig, adskillige nye Fæstninger vare anlagde, og de gamle forbedrede. Der vare tvende KrigsHærer paa Benene; een i Dannemark bestaaende of 20000 Mænd, hvor iblant vare 4000 fremmede hvervede Folk, nemlig 2 Regiment af Engelske og Skotske Folk og 2 Regimenter Tydske Ryttere; og udi Norge en anden bestaaende of 12000 Mænd, alle indfødde Norske. Landet var ogsaa forsyned med gode Officiers, som Steen Maltesen Shested Rigets Marsk, Godske Lindenou Rigets Amiral, Jørgen Lunge som commanderede i Norge og siden blev Rigets Marsk, Gert Rantzow, Otto Vrahe, Anders Sinklar, en Skottlænder, hvilken var bleven gifted med Jomfru Anne Kaas, som I Qvalitet af Kammmer-Jomfrue var med Droning Anna kommen til Skottland, og gav dette Parti ham Anledning til at træde I Danske Tienste, hvorudi han lod see stor Troeskab og Hurtihed, saa at Kongen havde særdeles Tillid til ham hvilket sees af adskillige egenhænding Kongl. Breve, som endnu findes, ham tilskrevne alle paa Dansk. Af denne Sinklar udspire de Danske Sinklare.