Chr 4 1611

Da man nu fornam, at Tvistihederne ikke kunde bilægges udi Mindelighed, efterdi ingen af Parterne vilde give noget efter, besluttede kong Christian med Magt at angribe Sverrig, og skikkede et Patent af Dato Kiøbenhavn den 10 Octobr. 1610 til Sverriges Raad og Stænder, samme Patent indeholder alle de Gravamina, som tilforn ere opregnede, foruden adskillige andre, og var Sluttningen derpaa saaledes, at eftersom hans Majestet ved intet venligt Middel havde kundet formaae noget, maatte han søge at bruge andre Raad. Og som dette ej heller giorde nogen Virkning lod han mod Foraaret af efterfølgende Aar 1611 med en Herold skikke Kong Carl et Fejde-Brev saaledes lydende:

Vi Christian den fierde med Guds Naade Dannemarkis, Norges, Vendis, og Gotis Konning, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, og Ditmarsken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, tilbiude og (430) kundgiøre den Stormægtige Høybaarne Føste pg Herre. Herr Carl den Niende, Sverrigis, Gottis og Vendis Konning tz vores Naboe. At, efftersom E. Kierligh. nocksom vitterligt er, hvor troeligen vi E. (eders) Kierlighed haver advaret udi voris paa Tryk udgangne Patenter till menige Sverrigis Rigis Raad og Stænder, at Ed. Kierligh vilde holde sig fra de Ting, som vore Rigers Højhed og Kongelige Reputation kunde komme til Forkleining, hvilker ej i nogen maade haffuer hos E. Kierlighed kundet frugt skaffe, men ved den evigvarende Stetinske Frids-Fordrags idelige repetering, formener os at vilde opholde, og os till Moder (møder) at henvise. Och diss imellem den eene Tiid efter den anden fortfare met ny Titell, met Privilegia at udgiffue udi vort Rige Norge, met Blockhus at lade bygge der sammested. Udi ligemaade at pløndre vore Uandersaatte, och dennem deres Gods at fratage; saasom og den gemeine Søefarende Mand paa de Rigiske, Churiske, og Østerske Farvand største Skade och Afbreck at tillføige. Og, endog vi hertill haffuer brugt de Middell, som det Stetinske Fordra udviser, og inted haffuer dermet udrettet. Da kand Vi intet andet deraff concludere, end att Eders Rierlighed jo haffuer slet bag Dørren satt all Naboelig Venskab, som disse Kongeriger længe haffuer imellem været. Og, effterdi Vi Ed. Kierligh, tilforn, solenniter derom haffuer paamint, og som forskr. Staar intet dermed udrettet; de haffue Vi met Vore Elskelige Rigens Raad beslutted at paaføre Ed. Kierlight, och Sverrigis Rigis undersaatte, saa mange, som E. Kierligh, herudi erre tilgedan, og Følgackrtige, en aabenbare Krig, och Feide, till Land och Vand, udi hvis fiendtlige Maade det skee kand, och det udi Verk stille, efftersom det een lofflig (lovlig) Konge och Potentat och en redlig Krigemand vel anstaar. Hvilcken Vi E. Kierligh. udi Tiide ved nærværendes Herold vilde giffue tilkiende. Och ville Vi hermed for den allmechtigste Gud I Himmelen, for Rom. Keys. May., for alle Konninger, Chur-Førster, Herrer, saavel som och Respuliker solenniter haffue protesteret, och Os undskyldiged, at Vi till denne feide at begynde, er høiligen af E. Kierligh. foraarsagit, och icke den haffue kund forbigaa. Uden Vi een Part aff Voris Rigers Provintzers og dessen Højhed vilde miste, ombære, och Os fratage lade hvilket ingen ærlig og lofflig Herre bevilger, eller tilsteder. Hvad nu for Elenlighed, lykke och Skade her aff kand foraarsagis, haffuer E. Rierligh. At forsuare for Gud Alsommechtigste. Och ikke Oss, men sig selffuer och sine traactige och onde forsært, formedelst hvilcket E. Kierligh. sig det eene Aar efter det andet Oss paanøed haffuer, at tilskrive. Giffuite paa Vort Slot Kiøbenhafn den 4. Dag Aprilis.

Heroloden, som bragte dette Feide-Brev, blev arrestered udi Sverrig. Ved samme Arrest haabede Kong Carl at vinde nogen Tid, meenende, kong Christian skulde holde inde med krigen indtil Herolden kom tilbage, men forgiæves; thi Kong Christian fornam nok, at samme Arrest var ikkun giort til at forlænge Tiden, og forspilde den beste Deel af Sommeren, hvorfor han, uden at opholde sig længere, begav sig strax med en Armée af 14000 Fodfolk og 2000 Ryttere paa Marchen til Sverrige og deelte sine Tropper udi tvende (431) Parter, gav den eene, Deel til Rigets Marsk med Ordre, han skulde begive sig til Elsborg, en Fæstning, som laae ved Nord-Søen, og marcherede selv med den anden Deel liget til Calmar. Samme Calmar er en af de berømmeligste Stæder udi Sverrige, og Hoved-Staden udi Smaaland eller Suder-Gotland, saasom Olaus Magnus kalder den lib. 9. cap. 21. & 22, og siger, at den af de Tydske er kaldet Calmar, efterdi de paa samme Stæder have fundet kaaldere Hav og Luft end ved de Tydske Kuskter. Udi samme Stad blev sluttet den navnkundige Foreening imellem de 3 Nordiske Riger 1397.

Saa snart hans Majerstet var kommen for samme stad, beyndet de Svenske at giøre adskillige Udfald, men bleve med Forliis drevne tilbage igien. Udi Calmar vare foruden Borgerne 1675 Soldater, og foruden de Jernstykker (jern kanon) paa Castellet vare der 104 grove Metal-Stykker. De fornemmeste Generaler holdte for, man skulde ikke opholde sig for denne sterke Stad, hvorpaa man vilde ikkun spilde en heel Hob Folk, og imidlertid give Lejlighed og Tid til Fienden at bestyrke sig paa andre Steder. Andre derimod sagde, det var fornødent, man giorde sig Mester over den Fæstning, for at have udi Nøds Tid en Tilflugt både til Lands og Vands, og ikke lade noget bag efter sig, som kunde incommodere (til ulejlighed, besvær, plage) Krigs-Hæren. Dette sidste Raad blev af hans Majestet Samtykt, hvorfor man og begyndte strax med Apporcherne (løbegrav) , hvilke dog ikke gik for sig uden meget langsomt, efterdi Grunden var gaandske steenagtig. Saa snart Batterierne vare fuldfærdigede, begnydte de Danske at Canornere den 18 Maj og Dagen derefter løbe Storm til Staden, hvilken de Svenske efter nogen Modstand maatte forlade og retirere sig til castellet, som strax af de Danske blev belejret. Det antegnes ellers, at Palle Rosenkrands, som siden blev Befalningsmand over Nykiøping, var den første af de Stormende, som kom paa Volden.

Men Batterierne og Approcherne vare neppe fuldfærdigede, førend der kom Tidende om Kong Carls Ankomst, hvilkern lod sig merke, at ville komme de Danske til at betale en dyr Told for deres Besøg udi hans lande, men hans Tanker sloge ham meget feil. Han ankom inden faa Dage til Calmar med en Armée, som bestod af 18000 Fodfolk og 3000 Ryttere. Samme Armée lejered sig 4 a 500 Skridt fra de Danske Forskanzningerog plantede Stykker paa adskillige høje Steder, hvoraf den Danske Lejer, som Lucas Krabbe commanderede, kunde beskydes.

Dette foraarsagede ikke liden Bekymring hos de Danske, efterdi de saa sig selv belejrede i Steden for at belejre ander, og blev formeeret ved den Svenske Flodes Ankomst, hvilken forsynede Calmars Castell med en Mængde af Proviant, og andre Fornødenheder, og forskaffede fri Communication imellem Øland og bemeldte Castell. Derforuden lod Kong Carls ogsaa bygge en Skantze paa en Klippe udi Havnen, som kunde meget foruroelige

den Danske flode udi dens Fart, hvilken var bleven forvildet udi Søen, da den gik at opsøge den svenske Flode. Men de Sveske laae paa samme Sted 6 Uger uden at forrette noget, hvorudover Kong Carl, da han fornam sine (432) Sager mod Forhaabning at gaae saa langsom for sig, og at Dannemarks Rigs Marsk var paa Vejen, blev han heel utaalmodig; Dog fik han nogen tid derefter Lejlighed at hævne sig; thi, medens Dannemarkes Marsk med Undsættning til den Danske Lejr var paa Vejen, overrumplede hans ædste Prinds Gustavus Adolphus den lille Stad Aveskiær, som da var kaldet Christianopel, udi Blegind paa saadan Maade.

Commendanten af Christianopel Befrygtede, eftersom han havde saa faa folk at forsvare Staden med, at den skulde blive overfalden af de Svenske, og derfor skikkede et Brev til; Kongen af Dannemark, hvorudi han forstillede ham alt dette, og begiærede 500 Mænd til Byens Besyttelse. Dette Brev faldt ulykkeligen i Kongens af Sverrige Hæender, hvilken i en Hast lod forklæde og bevæbne 500 Mænd paa Dansk, ligesom det skulde være den Hielp Commendanten havde skrevet efter. Disse 500 Mænd marcherede lige til Staden, og begiærede udi en Hast at indlades, eftersom de vare forfulte af 1000 Svenske Ryttere. Ved saadant Krigs-Puds Komme de Svenske ind i Staden om Natten for den 26 Junii, Hvor de omkomme alle dem som kunde føre Sverd, lagde Staden i Aske, og med stort Bytte begave sig til Lejren igien. Af denne Fremgang fik Kong Carl saadant Mod, at han besluttede med en GeneralStorm at frocere den Danske Forskantzning, og til den Ende giorde saadan Anstalkt, at Mons. de la Ville, en Gasconier of Nation, bekom Qvarteer udi Castellet med 1000 Mænd, Tydske, Engelske, Skotter, og fik Ordre at giøre et Udfald i Byen, hvilket var meget let formedelst de Taarn og Skandser, som kunde favorisere dem deri. Arméen I sig selv deelte Kong Carl udi 3 lige Parter, og udstrakte Fronten meget vit. Efterdi dem Danske Forskantzninger vare 10000 Fod land, saa at begge Fløjene strakte sig indtil Søen, og, som han fornam, at den Danske Armée blev den heele Nat udi Gevær langs med Forskantzninger, eftersom den var meget formindsket udi Tallet, og kunde neppe giøre 6000 Mænd, formedelst de mange Døde, Svage, Qvæste, besluttede han ikke at sætte sit Anslag udi Verk, førend imod Dag-Brækningen. Førsagde Tid giorde Mr. De la Ville Udfald af Castellet, og erobrede de Verke og Forskantzninger, som vare udi byen, sat ogsaa Ild paa Staden, hvilken var fuld af Træ-Bygninger, og blev udi en hast lagt udi Aske.

Nu agtede kong Carl at sætte sit Forsætt I Verk, og marcherede I god Orden til den danske Lejer, hvilken blev angreben de 17 Julii med stor Hidsighed, og forsvaret af de Danske ikke med mindre Bestandighed, saa at man udi lang Tid ikke kunde see, til hvilken Side Sejren vilde helde sig. Endelig fornam de Svenske vel, eftersom de stode aabne for de Danske Kanoner og Musqvetter, at de maatte bortkaste all Forhaabning om Sejeren, endoog nogle af dem vare avancerede saa vit, at de havde plantet deres Pikke paa forskantzningerne. Midlertid havde Monsr. de. la Ville dreved de Danske ud af Byen, og havde trænget sig ind I Lejren indtil Kong Christians Telt, hvilken, opmuntred af denne overhængende Fare, gik med nogle (433) Officiers, som vare ved Haanden, Fienden i Møde, satt haardt ind paa dem, brød deres Orden, og giorde Rum til sit Cavallereie, hvilket i en Hast drev de Svenske paa Flugten. Varende denne Trefning lod Kong Christian see en ubeskrivelig stor Tapperhed, i det han omkom mange med sin egen haand, og drev paa Flugten alle dem, som komme ham i Møde, hvormed han ikke alleene giorde sig forskrekkelig for Fienderne, men forunderlig for sine egne, hvilke af hans Exempel bleve opmuntrede at sætte des fyrrigere ind paa Fienderne.

Da Kong Carls saae nu, at hans Forhaabning var bleven til intet. Gav han Ordre til sine Folk at vige tilbage. Udi denne Retirade becom han stor Skade af de Danske Musqautterer, hvilke stode langs ved Forstantzningerne. Mons. de la ville retireede sig ogsaa til Castellet igien, og forlod Staden, beholdende

alleene de Verke, som vare opkastede af de Danske, hvilke I den hele Trefning mistede ikke mere end 60 Mænd, da derimod de Svenske savnede over 1000 gamle Soldater, som vare Skotter og Engleske, og Kiernen af den heele Armée, hvilken forliis gik Kong Carl saa meget til Hierte, at han ikke i lang Tid vilde tale med nogen.

Den Svenske Flode ved Calmar var heller ikke lykkerligere, thi ni Danskt Skibe komme udi Calmars havn og spillede med deres Canoner saa længe paa dem, at de maatte forlade Havnene og søge den rumme Søe. Paa samme Tid erobrede de Danske 7 Skibe for Elsborg, nemlig Krabben, Hetzor, den blaa Orm, Jonas, Lampreten, og to Convojer, som laae under Fæstningens Beskiærmelse.

Dagen derefter arriverede den Danske Msrsk med de forventede Tropper til Lejren, hvorudover de Svenske, som opholdte sig endaa uden for Castellet, i en Hast retirerede sig ind igien, og lod Staden staae aaben for Sejervinderen. Monsr. de la Ville begav sig derfra gandske qvæst (hårdt såret, lemlæstet) over ladende Slottet til den ordinaire Besætning, som bestoed af 1400 Mænd under Gouverneuren Christen Sommer.

Da nu Kong Christian var saaledes bestyrket, rykete han med sin Armée udi Felten, ladende som han vilde forcere den Svenske Lejer, men udi same Bevægelse ereobrede 8 Svenske Fartøj ved Strandbredden, af hvilke nogle vare ladne med Stykker, andre med Eqvipage for arméen, og da man mindst tænkte deraa, arriverede den Danske Flode, og kastede Anker nær ved den Svenske. Ved samme Stad ligge adskillige Klipper, hvorpaa de Danske, saavelsom de Svenske oprejeste adkillige Redouter (lukket feltskanse), og Stantzer (skandse) , og det saa nær hos hinanden, at det siuntes langt fra ikkun at være en Armée og Flode til lands og Vands, og sandelig begge Krigs-Hærerne vare saa indviklede, at man ikke vel kunde skille dem fra hinanden.

Dette Naboeskab fornam Kong Carl nok ikke vilde være tienligt, og derfor retirerede sig om Natten udi Sthilhed 2 Mille fra Calmar, og forskantzede sig ved Risbye. Denne Retirade blev meget favoriseret af et taagagtigt Vejer, som varede 2 Timer ud paa Dagen. Den svenske Flode flygtede ogsaa om Natten ud af Havnen, og begav sig i den rumme Søe, forfulgt af den Danske Amiral, hvilken dog ikke erobrede udi Flugten meere end et Skib. Nu stod tilbage (434) Calmars Castell, hvis Tall-rige Guarnison stillede sig an som den endaa vilde holde sig længe. Men, da de Danske begyndte for Alvor at gaa løs paa Slottet, tabte de Belejrede ganske deres Mod; De Døde, Qvæste, Svage, og de faa Levnes Midler de havde, foraarsagede, at de offentlig lode sig merke, at deres liv og Velfært bestod udi Castellets Opgivelse, De Danske erobre Calmars Castel. eftersom der var ingen Forhaabning om Undætning, hvorudover Gouverneuren Christen Sommer, saasom ham fornam sig saaledes klemmet, overgav Slottet til Rigets marsk Steen Maltesen Sehested, hvilken døde strax derefter. Nogle Svenske Skribentere, blant hvilke Pufendorf, skirver, at Castellets Overgivelse Skeede ved Forrædderei, og at Christen Sommer betingede sig et adeligt Gods udi Holsten. Men den Kongelige Franske Historiographus Peleus, som udi en særdeles bog har beskrevet denne krig, melder intet derom, men heller siger, at det skeede af Nød, Guarnisonen blev tilladt at fore med sig de lette Gevær, men de tunge, samt Artilleriet, som bestod af 200 smaa og store Canoner, blev efterlaedt. Til en Erindring om denne vigtige Calmars Erobing blev slagen en Medaille, paa hvis eene Side stod Hans Majst. Udi fuld Harnisk, paa den anden Side blev præsenteret Staden med disse Ord: Cede Majori Calmar.

Denne Stads og Fæstning-Erobring gave Kong Christian ikke alleene en stor Anseelse, men indjog ogsaa stor Frygt I de Svenske, hvilke ved denne vigtige GrændseStads Forliis havde givet de Danske aaben Vej til Kiernen af deres Lande, og derved kunde ikke vente sig andet, end at denne Krig vilde falde ulykkelig ud for dem. De mistede een af deres allerbeste Fæstninger, baade formedelst dens situation, saaog Beqvemmelighed af alle Ting, som

 

der vare, de havde trøsted sig med den Forhaabning, at den Danske Armée skulde I det rigeste have ligget 3 Maaneder, og lidet Nød derfor, efterdi den var forsynet med en stor Besætning, og saaledes situeret, at den ikke alleene var vanskelig at bestorme, men endgosaa at komme nær, men den muntre Konge overvandt ved sin Tapperhed alle disse Vanskeligheder, og bragte saadan en frygt udi de Beleyrede, at de ikke meere turde sætte sig imod hans sejerrige Vaaben. Da Indhyggerne paa Øland finge Tidende om Calmars Erobring, overgave de dem tillige med deres Fæstning Borkholm.

Disse Ulykker ophidsede Kong Carl saaledes, at han udfordrede Kong Charistian til Duel. Det Cartel, som han skikkede, og det svar, som fuldte derpaa, giver tilkiende, at de Tiders Skrive-Maade har diifereret fra vore Tiders, og saasom begge Breve findes i adeskillige trykte Bøgger, kand jeg ikke forbigaae dem her at indføre.

Caroli 9. Cartel til Kong Christian.

Vi Carl af GUds Naade Konge til Sverrig tz lader dig Christian 4. Konge af Dannmerk viide, at du have ikke giort som en Christelig og ærlig Konge, I det at du uden Aarsage har brudt den Stetinske Fred, som er sluttet imellem Sverrig, Dannemark og Norge, (435) og at du har belejret vor Fæstning Calmar, hvis Stad du have overrupled, og ved Forræderie erobret Slottet, tillage med Øland og Borkholm, Hvorved du har givet Aarag til stor Blods-Udgydelse. Men vi haabe, at den Allmægrige GUd, some er en retfærdig Dommer, skal strafe og hævne disse Gierninger, som du uden Aarsag har øvet: Og, saasom, vi hidindtil have brugt alle lovlige Midler for at til veje bringe et Forliig, og du altid har forkastet dem, saa ville vi foreslaae den korteste Vej til at giøre Ende paa Trætten, efterdi du est her saa nær. Indstill dig derfor efter de gamle Grækers Maade til en Kamp med os udi fri Mark med 2 af dine Betientere; Og vi skulle i ligemaade møde dig udi Lærkøllertren(rytterkjortel af læder)   uden Hielm og Harnisk allene med Kaarder i Haanden. Hvad de tvende andre angaar, som skulle følge os, da maa de være udi fuld Harnisk, og maa den enne have to Pistoler og en Kaarde, og den anden en Musquer med en Pistol og en Kaarde. Dersom du ikke møder, holder vi dig ikke for en Ære-kiær Konge, ej heller for en Soldat. Givet af vor Lejer Ritzbye den 12 August: 1611.

Christiani 4. Svar derpaa.

Vi christian 4. Konge til Dannemark og Norge tz. lade dig Carl 9. Konge af Sverrig viide, at dit grove og u-høflige Brev er os overleveret ved en Trompetter. Vi havde ikke kunnet forvente et saadant Brev of dig; men vi merke, at Hunde-Dagene ere ikke endnu forbi og at de endnu af all Magt virke i din Hierne: Derfor have vi besluttet, at rette os efter det gamle Ordsprog, at Echo gives tilbage ligesom man taler. Til Giensvar paat dit Brev maa tienne dette. Hvad der første angaar, som du skriver; at vi ikke have giort som en Christelig og ærlig Konge, I det vi have brudt den Stentinske Fred, da siger du derudi ikke Sandhed, men som den der vil forsvare sig med SkieldsOrd, efterdi han drister sig ikke til at udføre sin Rett med Sværdet. Den yderste Nød har drevet os til denne Kriig, hvilker vi kand vidne for Gud paa den yderste Dag, paa hvilken du ogsaa skal møde, og giøre Rgenskab for alt det u-skyldigt Blod, som er udøset, og for de haarde Gierninger, som du har øvet imod dine Fiender og andre fattige Mennesker. Du skriver iligemaade, at vi have overrumplet den stad Calmar. Og at vi ved Forræderie have erobret Slottet tillage med Øland og Borkholm; saadant er u-sant; thi vi have indtaget Slottet med Ære, og du burde skamme dig, saa ofte du tæker paa, at du ikke haver forsynet det med fornødne Ting, eller undsatt det, ja at du haver ladet det indtage for din Næse, og at du dog alligevel vil have Navn af en god Soldat.

Hvad den eene Kamp angaaer, som du tilbyder, da synes saadant os meget latterligt; efterdi vi viide, at du est skrøbelig, og at det er dig tienligere at blive bag en varm Kakkelovn, end at sigte mod os, at du har meer en god Medicus fornøden, den kand curere din Hierne, end at møde os udi en Duel. Du burte blues ved, du (436) gamle Giæk, (person som ikke har sin fulde forstand, er åndssvag el. gal) at angribe en Ære-kiær Mand. Du har maaskee lært saadant blant gamle Kierlinger, som ere vante til at bruge Munden. Lad af at skrive medens du endnu kan og jeg haaber med Guds Hielp, at du skal have alle dine Kræfter nødige. Imidlertid erindre vi dig, at du løslader vor Herold, og 2 Trompetter, som du mod Krigs-Brug haver ladet arrestere, hvorved du har givet din ringe Fortand tilkiende. Men du maa troe, at hvis du tilføjer dem mindste Skade, at du derved ikke har vundet Dannemark og Norge. Tag dig vare, at du herudi ikke giør andet end havde du bør. Dettet er vort Svar paa dit grove og u-høflige Brev. Givet paa vor Slott Calmar den 14 August. 1611.

Det synes sandeligen bedre at supprimere (undlade at offentliggøre) saadanne Breve, end at lade dem komme for Lyset, men, som de tilforn have været trykte, og ere I mange Folkes Hænder, har jeg ikke kundet dispenseres for her at indføre dem. Thi, hvorvel de ere ikke meget opbyggelige, saa tiene de dog til Beviis paa de Tiders Genie, og Skrivemaade, og viise, at store Herrer da ikke have forstaaet at udose deres Bitterhed i høflige Terminis, eller med Respect at hejle hinandern igiennem. Man kand ogsa ikke nægte, at det sidste Brev er jo det haardeste, skiønt Kong Carl er mindre at undskylde, efterdi han først provecerede, og derforuden var en gammel Herre, som saadan Hidsighed; minskt sømmede. Men samme Konge havde noget Tilfælles med sin Broder Kong Erik: thi han fandt ogsaa Behag I at handle ilde med sine Fanger, og finder jeg, at han med egen Haand pryglede en Dansk Herremand ved Navn Johan Friis, som var hans Krigsfange.

Efter at dette var skeeed, gik Kong Christian med en Deel at sin Armée imod den Svenske Lejer for at reconnoissere, hvilket gav Lejlighed til adskillige Skremyctler. Derefter begav Hans Majestet sig til Calmar igien, og anden gang med sin heele Armée rykte imod Fienden, og lejrede sig omtrent en Fierding Vejs derfra. Over dette blev Kong Carl saa ophidset, at han besluttede at gaae af sine Forskanzninger, men turde dog ikke vove noget Feldsalg, saasom han af den forrige Action kunder giøre sit Facit, hvorledes det vilde gaae til, hvorfor der af begge Arméer denne gang intet blev forretted, og, som Vinteren var for Haanden, og Vejret beyndte alt at blive meget slemt, maatte begge Parterne søge Vinter-Quarteer, en stor lykke for de Svenske, hvilke denne gang bleve befriede fra en overhængende Fare; thi den beste Hielp for en svag Krigs-Hær er vinterens Ankomst.

Kong Carl efter at han havde opreist adskillige Skandser ved Risby, efterlod han der en god Besætning, og begav sig til Stokholm for at giøre all muelig Anstalt til Foraaret. Kong Christian begav sig iligemaade til Kiøbenhavn, efter at han havde efterladt en stor Guarnison i Calmar, Paa Vejen til Stokholm blev Kong Carl overfalden af en sterk Feber, hvilken tog saadan Overhand, at han døde faa Dage derefter, nemlig den 30 Octobr. til Nykiøping, efterladende sig en Prinds, nemlig Gustavum Adolphum, som Succederede ham strax I Regieringen, men, som han endda ikke havde naaet (437) sin fuldkommen Alder, bleve der forordnede til hans Formyndere hans Frue Moder Dronning Christina, Hertug Johan of Øster-Gothland, Krigen fortsættes med hans Søn, item Magnus Brahe, Niels Bielke, Svend Ribbling, Jøran Gyldenstierne, Hans Ulfs Spaarre, og Axel Oxenstierne. Saa snart han var kommen til Regieringen, da for at skakke sig Myndighed hos sin KrigsHær, og lade see sin Tapperhed, samlede han sine Tropper sammen om Vinteren imod Dannemark, og med en stor Krigs-Hær gik ind i Skaane, hvor han skiændte og brændte allevegne, og lagde I Aske all aabne Stæder. Der blev ingen sparet, Mand eller Qvinde. Qvuinderne bleve skiænte og voldtagne, og de umyndige Børn bleve qvalte, og foraarsaged denne Grumhed, at Indbyggerne toge livet af Sig selv, styrtede sig of Vinduer med Qvinder og Børn, eller satte Ild paa deres egne Huuse. Saaledes var Maaden at fore Krig paa i de Tider, og bleve de Sveske, naar Lejlighed gaves ikke tracterede med store Lemfeldighed af de Danske.

Da Officiernerne, som laae inquvarterede udi Provincien, finge Tidende om dette Indfald, samlede de udi en hast tilhobe de Tropper, som vare ved haanden, hvormed de satte efter Gustavum, som da retirerede sig, og overfaldt hans Lejer 3 Miile ind i Sverrige, hvilken de med liden Umage forcerede, og dreve de Svenske paa Flugten. Gustavus frelste sin Person igiennem Skoven, og efterlod sin Hest med Pistoler og andet Tilhørende, hvilket, som det faldt udi de Danskes Hænder, meente man ikke andet end han var omkommen udi Slaget, men, da man leedte blant de Døde, blev der befundet, at han var undkommen.

Kong Christian var paa samme Tid ikke udi mindre Fare; thi da han med nogle faa Folk havde brudt ind I Vester-Gothland ved Elsborg, og satt Ild paa den gamle Gothiske Stad Skara, blev han overfalden af den Svenske General Casper Matsøn, hvilken med en stor hob friske Tropper satt ind paa de Danske, som af stor Arbeide og Frost vare udmattede, og derfor med sin Mængde havde giort kort Process med dem. Men Kongen havde, saa snart han fik Tidende om de Svenskes Ankomst, giort sig Mester over Passen ved et Bierg, hvilket favoriserede meget de Danskes Retirade, saa at de uden stor Forliis komme udi Behold.

Denne Bortgang førte bemeldte Svenske general sig til Nytte, og gik for den Stad Nyløse, som den Danske Rigets Marske havde bemægtiget sig paa sin Reise fra Elsborg, og besatt med nogle Folk, hvoraf de fleste vare Tydske, disse, saa snart de finge de Svenske at see, begyndte de strax at capitulere, og overgave staden. Ved dette Forræderie freslte de deres Liv, og overlevered de Danske til Fienden, hvilken satt Ild paa staden, og omkom alle dem, som vare Kongens of Dannemark naturlige Undersaatter. Af denne Gierning fornam Hans Majest. Hvor lidet han herefter kunde forlade sig paa fremmede Soldater, saasom de saae alleene paa deres egen Nytte, og glemte de Pligt de vare skyldige til den Herre, i hvis Tieneste de vare. Denne Forliis blev oprettet af de Danske paa den Side ved Calmar igien, hvor en Deel af Besætningen anfaldt de Skantzer, (438) som Kong Carl havde opreist ved Risbye, hvilke de erobrede og sleiffede (sløjfede), og derved giorde Passen aaben paa samme sted. Resten af Vinteren gik bort uden videre Forretning, og begge Parter lavede sig til af yderste Formue mod Foraaret.