Chr 4 1612

Udi Maj Maanet af det Aar 1612 lod Kong Christian sig see udi Felten med to Krigs-Hære. En Flode gik ogsaa same tid udi Søen, Bestaaende of overmaade herlige store skibe, hvis Lige neppe var seet udi Norden tilforn. Gert Rantzau commanderede den eene Armée, som bestod hart ad af 20000 Mænd ved den Side Calmar, og var hans første Forretning at brige til Lydighed igien de Ølænder, som om Vinteren havde rebelleret, og uddrevet de Danske af Borkholm, samt den heele Øe, og indtaget nye Svensk guarnison igien. Paa same tid become Indbyggerne med Rente Betaling for deres Utroeskab; thi en stor Deel af dem bleved ihielslagne, den gandske Øe udplyndret, og Præsterne, som havde været Aarsage til denne Rebellion, bleve førte fangne til Kiøbenhavn. Man seer ellers, at de Svenske i Begyndelsen af deter Foraar havde Anslag paa at overrumple Calmar Slot, hvorfore Kongen gave Order til Andreas Gynklar at lade nedbryde den Ringmuur, som gik omkring Staden, paa det at man af Slottet kunde beskyde Stadsvolden; thi Staden var da ikke udi Stand at kunde forsvare sig; hvorudover man søgte kun at conservere Fæstningen indtil Gert Ranctu med de dertil forordnede Tropper kunde komme til Undsætning.

Efter den Execution paa Øland var skeet, fik Generalen Ordre at paassere over de sløiffede Skandser ved Risbye ind udi Sverrige, og at ansalde nogle andre Stæder ved Søesiden. Paa denne Marche havde han adskillege Ulejligheder, og foraarsagede de lange og besværlige Veje over bierge, moratzer og igiennem Skove, Hunger og Sygdom blant Goldaterne. Imidlertid marcherede Kong Christian med en Armée af 18000 Mænd imod Elsborg, og belejrede samme Fæstning, den var af Naturen meget sterk, anlagt paa en høj Klippe, og omringet med dybe Grave; og det, som meest var, dens Taarn var befæsted med sterke Bastioner. Den ligger udi Vest-Gothland ved Nord-Søen 6 Miile fra den Hallandske Fæstning Barbierg, havde ogsaa en herlig Havn, hvoraf de Svenske Skibe ginge udi Nord-Søen, der ligesom stødte tilsammen de 3 Riger Dannemark, Norge og Sverrige. Samme Fæstning blev fordum tapperlig forsvaret af Christiani 2. Anhang imod de Svenske, blev dog erobret derefter af Gustavo I. efter at dens Guarnison havde retireret sig til Bahuus. Udi det Aar 1563 blev den belejret af Friderik 2. højlovl. Ihukommelse, hvilken erobrede den, og gav den i Forvaring til Jørgen Rantzov; men udi den Stetinske Fred blev den given til Sverrige igien.

Uden for Fæstningen vare stærke Pallisader med en Grav omkring, hvilke Gouverneuren lod besætte med nogle Folk 8 Dage indtil den blev erobret ved Monsr. Grandfords en Fransk Petardiers

 

Invention. Den samme, da han havde lagt en Hob Træer med en stor Port over, bleve i Kongens Nærværelse Dragonerne beordrede at (439) bryde ind, hvilket de ogsaa lykkelig forrettede, og nedhuggede en Deel af Besætningen. Resten retirerede sig til Castellet. Dette hastige og uformodende Anfald foraarsagede hos de Belejrede ikke liden Frygt, hvilken blev formeeret, da de saae Batterierne fuldfærdigede, Canonerne at spille, og et stort Antall inden 18 Timer at være nedskudt. Ikke desmindre, da Kongen lod anholde om Fæstningens Opgivelse, gave de Svar, nemlig: at de vilde ej andet høre end Kugler og Krud, Item, at det ikke var Calmar, de Danske havde med at bestille, og at de skulde ikke kiøbe Elsborg saa let. Dette Svar foraarsagede, at Kongen lavede sig til en General-Storm, og til den Ende satt sin Armée udi Slagt-Ordning.

Saa snart Tegn blev givet, skeede Anfaldet, med saadan Hidsighed, at de Danske inden stakked Tid posterede sig udi Storm-Hullet, hvilket bragte de Svenske udi stor Forvirrelse, besynderligen efterdi Commendanten udi samme Anfald blev saaret af et Canon-Skud; Ikke desmindre lidde de, som førde Attaquen, temmelig Skade. Endelig, saasom Commendanten fornam, at hans Soldater af de haarde Anfald havde ganske mistet Modet, tilbød han sig at capitulere, og overgav Fæstningen med saadanne Vilkor, at de Belejrede skulde gaae ud med deres lette Gevær og Bagage og blive geleidet til et sikkert Sted. Udi Fæstningen fandtes en god Hob Canoner og Munition.

Efter Elsborgs Erobring gik man løs paa Guldbierg en liden Fæstning, et Stykke fra Elsborg, hvilken blev efter 6 Dages Belejring tvungen til at give sig paa samme Maade som Elsborg.

Disse hastige og ligesom flyvende Executioner opmuntrede Kong Christian til at gaae videre fort, og at levere Gustavo Adolpho et Felt-Slag, om hvis Ankomst der gik et stort Rygte udi det heele Land, og til den Ende, efter at han havde givet sin Krigs-Hær nogle Dages Hvile, rykte lige mod de Svenske. Men Gustavus Adolphus, da han fik Tidende om de Danskes Ankomst, gik han tilbage, ej holdende det raadeligt at binde an med saadan Sejr-rig Armee. Da Kong Christian havde forfuldt ham til Linkiøping, og midlertid fornummet, at de Svenske havde ikke andet Forsætt end at udmatte hans Tropper, vendte han sig mod Elsborg igien, og, efter at han havde forsynet Krigshæren med allehaande Fornødenheder, tog han Vejen lige til Jenkiøping, og udi 14 Dage ankom for samme Stad. Imidlertid lidde(led) KrigsHæren meget ont paa denne Reise, efterdi den maatte passere igiennem Skove og Udørkener, over Klipper og Bierge, og dog føre et fornødent Artillerie med sig, og, omendskiønt de Svenske ved deres Flugt havde ladet dem Sejeren, fandte de dog en haard Fiende udi Vejen, hvilken paa mange Steder forhindrede deres Marche, og det, som plagede dem meest, var at Vejen var dem ubekiendt, og de kunde ikke troe paa de Svenske, eller bruge dem til Vejvisere. Endelig komme de dog efter lang udstanden Møje for samme Stad.

Bemeldte Jenkiøping ligger udi Smaaland ved Vetter-Søen. Derudi havde Kongerne, som Olaus Magnus beretter, fordum (440) anseelige Moder og Sammenkomster. I samme Stad døde den navnkundige Steen Sture. Byen udi sig selv var aaben og bestod af Træbygninger, men den havde et sterkt Castell, hvortil de Svenske, saa snart den Danske Armée kom derfor, begave sig, og satte Staden i Brand, de Danske søgte af all Magt at forhindre, men forgiæves. Der opholdt Kongen sig ikke længe; men, eftersom han ingen Tidender havde bekommet fra Gert Rantzou, som var gaaen med en anden Armèe fra Calmar, reiste han tilbage igien. Paa disse tvende Reiser blev den Danske Armée meget svekket; thi det store Arbeide, de faa Levnets Midler, og andre Ulejligheder foraarsagede en Svaghed blant Arméen, hvorfor en stor Deel maatte ynkeligen omkomme. Aarets Tid tilstædde endda at foretage noget vigtigt, hvorfor Kongen deelte sin Armée udi tvende Parter. General Lieutenant Jørgen Lunge fik den halve Deel, med hvilken han fik Ordre at begive sig til Elsborg; Den anden halve Deel lod Kongen føre paa Floden, med hvilken han begav sig til Stokholm. Og inden faa Dage uden Forliis ankom 9 Miile fra bemeldte Hovedstad. De Svenske, som uden Tvivl havde seet forud denne Færd, havde lagt en sterk Besætning ved Passen, bestyrket sig med en stor Mængde Canoner, og indsluttet Sundet med Kiæder, baade, og hvad som kunde hindre Floden udi dens Fart. De havde ogsaa faaet nogle Tropper fra Holland; samme Tropper komme til Stokholm paa en meget belejlig Tid, og satte Mod udi Staden igien, hvis Indbyggere vare blevne heel Modløse. Men nu bleve de deraf saa opmuntrede, at de satte sig for at forsvare dem til det Yderste. Herudover fornam Kongen, at det vilde blive ham vanskeligt at sætte sit Forsætt udi Verk, og derfor begav sig med Floden til Kiøbenhavn igien.

Imidlertid var General Lieutenant Jørgen Lunge med 5000 Mænd gaaen fra Elsborg ind udi Norge, og havde Ordre at bringe Indbyggerne udi Dalen under Kongens Lydighed. Til dette Anslag at sætte i Verk, lod han tillave en Hob Baade, paa hvilke hand lod en Deel af sine Tropper passere Floden, som skiller Norge fra Sverrig. Da han var kommen derover, commanderede han 200 Mænd at indtage Passen paa et Bierg en halv Miil fra Floden, for at hindre de Svenskes Ankomst, men disse 200 Mænd havde ikke saa snart givet sig paa Vejen, førend den Svenske General Casper Mathsøn kom dem i Møde, drev dem paa Flugten, og nødde dem til at søge Skoven, og er det uden Tvivl i denne Atztion hvor den bekiendte Christian Bernikou omkom. Denne Allarm rakte snart til deres Øren, som stode ved Floden, hvorfor de af all Magt hastede (441) at undsætte dem, hvilket de ogsaa lykkeligen forrettede, og komme de Svenske til at holde Stand ved saadant et Strategema. De skiulte en Trompeter ved en liden Høj, hvilken, da de Svenske forfuldte de 200 Mænd, blæste til Allarm, hvorudover de Svenske frygtede, at ved samme Sted, som Lyden kom fra, laae skiulte nogle Tropper, og derfor ikke turde gaae længer fort. Men da Generalen fornam, hvorledes han var bedragen, tog han Mod til sig igien, satt sine Tropper udi Orden, og besluttede at anfalde de Norske, som vare komne over Floden, førend de andre kunde komme dem til Undsætning, hvorudover de Norske søgte et beqvemt Sted ved Aaebredden udi Forsætt, der at opholde de Svenske, indtil de andre kunde komme over til Undsætning. Men, som Vinden var imod, og de derfor ingen Hielp kunde faae, maatte de lave sig til at figte med Fienden alleene. Midt i Trefningen, som var baade lang og haard, begynte de Norske at fattes Kugler, hvilket de havde seet forud, og derfor samlet en Hob Steen langs ved Aaen, hvormed de tordnede lystig paa de Svenske, saa at de samme, omendskiønt de havde tænkt med deres Mængde at opsluge den lille Hob, de fandte for sig, maatte omsider gaae tilbage et MusqvetSkud derfra med temmelig Forliis, og satte sig paa en beqvem Plads, forventende fleere Tropper.

Men Jørgen Lunge, da han saa hvor stor Fare han var udi, dersom de Tropper, som med stor Utaalmodighed stode ved hin Side af Aaen, ikke kunde komme over, (hvortil der ingen Anseelse var) og tillige med overvejede hvor umueligt det var at redde de overkomne Folk, dersom den Svenske Armée, som var udi Vente, kom dem paa Halsen, besluttede han udi Tiide at retirere sig over Floden, hvilket han ogsaa giorde med stor Behændighed paa de samme Baade, som han var kommen over paa, og det udi Fiendens Paasyn, uden at forliise en eeneste Mand.

Efter denne behændige Retirade begav han sig med sine Tropper ind udi Dalen, hvilket Landskab er vanskeligt at komme til, fuld af Skove og snevre Veje, saa at hans Folk undertiden maatte passere een for een, og, at sikre Rytterne fra Fiendens hemmelige Udfald af Skovene, maatte Infanteriet bedekke begge Sider af dem igiennem Skoven. De Svenske giorde en Dag et Udfald af en stor Skov, men bleve saa vel modtagne af de Norske Fortropper, at de med Forliis maatte tage Flugten til Skoven igien. Siden den Tid lod der sig ingen Fiende see; Men Amptmændene og Præsterne komme og aflagde deres Troeskabs Eed til Kongen af Dannemark. Hvorefter General Lieutenanten forlod Landet igien med 20000 store Øxen, (Okser)som han havde bekommet til Bytte, og, efter at han havde skikket sine Tropper til Grændserne udi Norge, begav han sig selv til Elsborg for at blive der Vinteren over.

Imidlertid havde Kong Christian meget at bestille med sine Krigs Tilberedelser til førstkommende Foraar, og forhaabede efterfølgende Campagne at giøre en lykkelig Ende paa Krigen, og sandelig de Svenske kunde nok giøre deres Facit af foregaaende Atztioner, hvorledes det vilde gaae dem ydermeere, efterdi de fornemste GrændseFæstninger (442) vare forliiste, og derved Vejen aabnet for de Danske til Kiernen af Sverrige. En stor Trøst for dem var, at Hollænderne toge deres Parti, og lode sig offentlig merke, at de vilde conjungere (samle til en helhed, enhed; forene) sig med dem mod de Danske. Besynderlig tordnede den Stad Amsterdam med store Ord og Trudseler. Dog Kong Christian lod sig af alt dette ikke bevæge, men continuerede med sine Præparatorier, og besluttede fast, ikke at nedlegge sine Vaaben, førend han havde bragt Sverrige til billige Tanker; Mit udi denne Krigs-Lue havde Kongen den Sorrig at miste sin Dronning Anna Catharina. Højstbemeldte Dronning faldt Aar 1612 udi en Feber, hvoraf døde den 29 Martii, og blev den 15 Aprilis begraven udi vor Frue Kirke i Kiøbenhavn. Med hende havde Kongen avlet 6 Børn, hvoraf de 3 nemlig den førstefødde Prinds Friderik, og tvende Princesser, Sophia og Elizabeth strax døde, om de Efterlevende tales vitløftigen i Historien.

Gustavus Adolphus havde imidlertid ladet hverve 2300 Mænd Skotter og Nederlænder, hvilke til Søes bleve bragte til Romsdalen udi Norge, og derfra toge deres Vej igiennem GuldbrandsDalen udi Forsætt at conjungere sig med de Svenske, som da skulde lade sig indfinde paa Hedemarken. Men de bleve alle af Bønderne i GuldbrandsDalen slagne udi et snevert patz ved Breide, og blev til en Den saakaldte Skotte-Krig i Norge. Erindring der paa samme Sted oprettet en Støtte med en Inscription, at Skotternes Anfører der var omkommen med sin Hær. Slaget bliver endnu af Bønderne i Guldbrands-Dalen kaldet Skotteslaget.

De Svenske merkede endeligen, at denne Krig intet got Udfald vilde have for Sverrig, hvorudover alle deres Tanker henvendtes til Fred, til hvilken at erholde de søgte Kong Jacobs af Engeland Mediation. Højstbemeldte Konge, som intet var kiærere end at agere Freds Forhandler, tog sig strax saadant med Iver anfffærdigede tvende Gesantere, nemlig Spencer og Amstruter, hvoraf den eene gik til Dannemark, og den anden til Sverrig. Disse funde begge Parter ikke utilbøyelige til Fred, og blev derfore berammet et Mode til Siørød, hvor begge Rigers Commissarier skulde møde, hvilket ogsaa skeede. Men der blev strax giort en Difficultet af de Danske Commissarier angaaende Gustavi Adolphi Fuldmagt, thi, saasom samme Konge havde endda ikke opfyldt sit 18de Aar, holdte de fore, at man ogsaa maatte have en Fuldmagt af Sverriges Stænder. Men de Svenske Commissarier veigrede sig derfor, med mindre de Danske ogsaa viisede Fuldmagt fra Dannemarks Stænder. Hvormed det da forblev. De største Disputer udi Freds-Forhandlingen var om Calmar, Øland, Ritzbye, og Elfsborg, hvilke de Danske begierede til ævig (evig)  Ejendom. Og medens Tranctaterne varede, vare begge Konger udi Nærværelsen for at conferere med Commissarierne, at ingen Ophold skulde skee.