Chr 4 1613

Freden blev sluttet 1613 ved Engelst Mediation til Siørød udi Jan. 1613, og findes udi Atztis publicis, hvor jeg Læseren vil henviise.

Udi denne Fred bleve ophævede 4re Tvistigheder. 1.) Om Sonneborg paa Øesel, som Gustavus Adolphus paa egen og (443) Sverriges vegne frastod, saa at det Huus Sonneborg, med hvad som derunder hørte, skulde herefter til ævig Tid tilhøre Dannemark. 2.) Om de 3 Kroner, hvilket blev saaledes bilagt, at det skal staae begge Rigerne frit fore herefter at føre 3 Kroner i deres Vaaben, dog saaledes, at Kongerne af Dannemark derved ikke skal tilegne sig nogen Rettighed over Sverrig. 3.) Om Findmarken, hvorom blev saa foreenet, at Sverrig frastod den Rett, Frihed, Dominium maris (herredømme over et hav), og anden Herlighed, som Sverriges Krone udi Laplandene og Vardehuus Lehn sig tilforn har tilegnet. 4.) Om Tolden, hvilken blev regleret med lige Fordeel for begge Rigerne. Foruden disse 4re Poster blev ogsaa foreenet om adskillige andre Ting, nemlig, at, i fald Kongerne af Sverrige ville føre herefter den Titul af Lapperne, da skal ved saadan Titul ej forstaaes Søe-Laperne ved Vester-Havet imellem Titis-Fiord og Varanger, og at Gottenborg ingen Privilegier maa gives, som er Dannemarks Højhed i Øresund præjudicerlige.

Til Krigens Omkostning lovede Kongen af Sverrige at betale en Million, og derfor pandtsatt Elsborg med Nyløse, Gammeløse, og andet Gods.

Hvad Skibe, Skiøtt, og Munition udi Krigen var erobret, blev udi dens Hænder, som havde bemægtiget sig dem. I det øvrige blev det Stetinske Fordrag confirmeret.

Saaledes endtes denne Krig, udi hvis Beskrivelse jeg har fundet for got at følge en fremmed Skribent, som levede paa samme Tider for at undgaae all Mistanke om Partiskhed. Den Siørødske Fred, var ikke mindre reputerlig for Riget end den Stetinske. Og havde disse Riger hidindtil voxet og tiltaget udi Magt og Reputation. Men fra denne Tid begynder en fatal Periodus i den Danske Historie, og Lykken, som hidindtil stedse havde været favorable, begyndte at vende Ryggen, saaledes, at Dannemark har taget af, ligesom Sverrig har voxet til, ja under dets stridbare Konger giort saadanne Figurer, at dets Magt er bleven formidable for heele Europa. Men den stedsvarende Ulykke, som siden har fuldt Kong Christianum 4, hindrer dog ikke, at han af alle bliver anseet som een af de største Regentere, der levede paa de Tider, saasom den paafuldte Uheld kand alleene tilskrives Tidernes Conjuncturer, og ingenlunde Personen. Alle Danske og Norske Officiers bleve berømmede for at have efterlevet deres Pligt i denne Krig, undtagen Steen Bilde Amtmand over Trundhiem, hvilken strax efter Freden paa Herre-Dagen i Kiøbenhavn blev beskyldet for i mange Ting ikke at have efterleved sin Pligt. Hans egen Broder Marcus Bilde gik i Rette for ham, men kunde ikke godgiøre hans Sag; hvorfore han blev dømt til 3 Aars Landflygtighed; men, som han, u-anseet denne Dom, opholdt sig hemmeligen i Jylland, blev hand arresteret og ført til Dragsholm, hvor han (444) mange Aar blev siddende. Man seer ellers heraf, at de Svenske maa have haft nogen Fremgang Nordenfields; men jeg finder intet antegnet derom.

Medens denne Krig varede, forefaldt intet inden Riget, som fortiener at antegnes, thi Kongen var all den Tid mestendeels enten ved Armèen eller til Søes. At PengeMangel ellers udi Krigen maa have været stor, kand sees af de mange smaa og store Summer Kongen laanede af particuliere Folk, og vidner Biskop Hegelund i hans oft citerede Calendario, at han det Aar 1612 satt ud paa Rente hos Kongen 200 Cron-Daler. I det øvrige finder jeg intet at antegne uden at der 1611 var en stor Rebellion af Studentere imod Professorerne udi Kiøbenhavn. Hvad Aarsagen dertil var, findes ikke; jeg seer alleene, at Uroeligheden endtes ved nogle Studenteres Relegation. Dette kand ogsaa antegnes, at en Herremand ved Navn Marcus Lund Aar 1613 blev halshuggen paa Slotts-Pladsen i Kiøbenhavn, fordi han havde slaget sin Frue ihiel.  

Strax efter Freden var sluttet, blev holden en Herre-Dag i Kiøbenhavn i samme Aar, hvor adskillige fremmede Gesantere lode sig indfinde, iblant andre fra de foreenede Herredag i Kiøbenhavn. Provincier, hvilke begiærede Moderation paa adskillige nye Paalægg. Udi denne deres Begiæring bleve de understøttede af den Engelske Ambassadeur, hvor

 

udover Kongen erklærede, at, omendskiønt han havde Aarsag at continuere med de Paalæg, som ved Anledning af den Svenske Krig vare etablerede, ikke desmindre vilde han dog, for at lade see sin Affetztion mod de foreenede Provincier, føje dem derudi. Han befoel ogsaa strax, at de nye Paalægge skulde ophøre udi Julii Maaned af samme Aar, og gav Ordre til Betienterne intet at fodre over den gamle Rett, som var før Krigen. Omendskiønt Kongen erklærede sig at skride til saadan Føjelighed af Affetztion for de foreenede Provincier, saa er dog troeligt, at det var kun en puur Compliment, helst, saasom de udi sidste Krig havde understøttet de Svenske, og offentlig truet at erklære sig mod Dannemark; Christiani 4. heele Regierings Tid viiser derforuden, at han ikke meget elskede Hollænderne; Men tvert imod, at han var en bestandig Ven af Spanien, de foreenede provinciers Fiende. Hollænderne merkede ogsaa det samme saavel af Toldens Forhøjelse udi Øresund, som af andre Tegn, hvorfore de ogsaa i den sidste Krig, Kongen førte, sloge sig aabenbare til Sverrig. Den Føjelighed han derfor denne gang lod see mod dem, synes heller at være bragt til Veje ved Kong Jacobs Forbøn, hvilken han intet kunde nægte. Det er derfore gandske u-troeligt, det, som nogle Skribentere foregive, at Kong Christian i Begyndelsen af Krigen, havde sin Svoger mistænkt for at inclinere til det Svenske Parti, og at de Danske i den Henseende handlede ilde med den Engelske Gesant, som kom fra Sverrig, thi der var stedse et ugemeent Venskab imellem disse tvende Konger. Og gaves der paa efterfølgende Aar en stor Prøve, da Kong Christian paa ny uden anden Aarsag end af Affetztion(venlig indstilling; bevågenhed; hengivenhed; kærlighed), giorde en Rejse til Engeland igien. Denne anden Rejse gik for sig med et lidet Følge af 50 Personer; Han arriverede (445) lykkelig dermed til Engeland, og fandt Dronningen sin Søster til Sommerset, førend man havde nogen Kundskab om hans Ankomst. Kong Jacob, som da var i Bedfordshire, da han fik Tidende om hans Ankomst, kom han strax tilbage, og diverterede sin Svoger med Carousel, Jagt, Fyrværker, og anden Tids

Fordriv indtil den 1 ste Augusti, da blev Hans Majest. af den Engelske Prinds ledsaget til sit Skib, og sejlede til Dannemark igien, hvor han søgte at høste Frugt af den Fred, som GUd havde kronet Rigerne med, og at arbejde paa at ziire (om handling: forsyne med noget prydende, udsmykkende, forskønnende;) Landet med hærlige og skiønne Bygninger, samt at forfremme Handel og Manusatzturer, (person der driver (leder) el. arbejder i en fabrik)  hvilket var hans stedsvarende Lyst. Derfore, da Indbyggerne udaf Neugard ( nu Novgorod by i det nordvestlige Rusland) , som vilde ikke beqvemme sig til Incorporation med Sverrig, udi dette Aar skikkede Gesanter til Dannemark, for der at søge Hielp, vilde Hans Majestet ikke bemænge sig dermed, paa det at den mellem Rigerne nyelig sluttede Fred ikke skulde forstyrres.

Lige saadan Begiærlighed til Fred lod han see kort derefter; thi, da den Stad Brunsvig havde satt sig op mod Hertugen, der og belejrede samme Stad, søgte Kongen, i steden for at gribe til Gevær, for at reducere Staden, og at assistere sin Svoger, at bilegge Tvistigheden ved venlig Underhandling, han skrev derfor Magistraten i Brunsvig til, og tilbød sin Mediation, og, da saadant ikke kunde hielpe, men de Brunsviger søgte med Haardnakkenhed at forsvare sig mod deres Lands-Herre, raadede han Hertugen at temporisere, og at ophæve Belejringen, for at give Indbyggerne Tid til at betænke sig.