Chr 4 1614 - 17

Hvad Indenlandske Sager angaaer, da blev udi dette Aar 1614 den vigtige process fortsatt mellem Dotzt. Hans Resen og M. Oluf Kok, hvorom er talt med Omstændighed paa et andet Sted, og var Udfaldet saa, at Dotzt. Resenius blev frikiendt; Og Mag. Oluf Kok blev dømt fra sit Embede, og maatte rømme Landet. Han døde faa Aar derefter i Hamborg. At Resenius ellers intet tabte af de gode Tanker Kongen havde om ham, sees deraf, at, da Dotzt. Peder Winstrup Biskopen i Siælland dette Aar ved Døden afgik, lod hans Majestet Bispe-Stolen et heelt Aar blive staaende ledig, eftersom han dertil havde beskikked Resenium, men vilde ikke kalde ham førend han var færdig med det Forsvars Skrift han havde lovet at udgive for at udslette den Mistanke udi Religionen, som M. Koks Beskyldninger havde bragt ham udi. Men, da dette var skeed, blev han Aaret derefter Biskop udi Dotzt. Winstrups Sted. Foruden Dotzt. Winstrup døde ogsaa i dette Aar Mag. Peder Hegelund Biskop udi Ribe, af hvis skrevne Calendario, som mig er communiceret, jeg et og andet har indført i denne Historie. Det samme, endskiønt det er kort og mavert, saa er det dog tilforladeligt, efterdi alt hvad han i samme Calendario har antegnet, er skeed i hans egen Tid. Udi Norge skeede dette Aar denne Forandring, at Envold Kruse blev dimitteret fra Statholderskabet, og Jens Juel blev Statholder i hans Sted.

Hans Majestet havde siden Dronning Annæ Catharinæ Død, som skeede 1612 siddet udi eenlig Stand. Herudover raadede adskillige (446) ham til at træde udi nyt Ægteskab , og foresloge hans tvende Søstre, nemlig Churførstinden af Sachsen og Hertuginden af Brunsvig, som i det Aar 1615 vare komne til Dannemark, en Tydsk Princesse: Men Hans Majst. lod sig da mærke, som han ingen Lyst havde til Forandring, efterdi han med den salige Dronning havde avlet mange Børn, saa at der var ingen Anseelse til, at hans Posteritet skulde udgaae, og hvis, som formodentligt var, han med en nye Dronning avlede fleere Printzer og Princesser, vilde saadan Mængde blive Riget til Byrde; saa at de derfore ikke meere talede om den Sag, men efter kiærlig Afskeed med Kongen og Enke-Dronningen, som de havde besøgt udi Nykiøbing, rejsede bort igien: Men efter deres Bortrejse tog Kongen dette i Betragtning, og endelig resolverede sig til et u-lige Ægteskab med Jomfrue Kirstine Munk, hvis Fader var Ludvig Munk, Lehnsmand udi Trundhiem, hvilken udi det Aar 1597 udi den Inqvisition som da efter Kongens Befaling blev holden af Arild Hvitfeld og Jørgen Friis, blev dømt fra sit Embede, og døde paa sit Gods i Jylland. Ægteskabet gik i en Hast for sig paa Lunde Bispe-Gaard i Skaane, saa at ingen vidste noget derom førend Hans Majst. selv notificerede Rigets Raad saadant. Vielsen skeede af Nicolai Sogne-Præst i Kiøbenhavn M. Mads Jensen, hvilken did hen var forskreven, med saadan Ceremonie, at Kongen rakte hende sin venstre Haand, og hun igien Kongen den Højre, som brugeligt er i de ulige Giftermaal, som kaldes Matrimonia ad Morganaticam, eller til den venstre Haand. Og seer man, at Hans Majestet fandt for got at indgaae saadant Ægteskab, at de Børn, som avledes med den nye Gemahl, skulde ikke være de andre Kongl. Børn til Byrde; hvorfore og Conditionerne vare disse, at hun alleene skulde føre Titul af Kongens Gemahl, men ikke Dronning, og Børnene skullde ingen Rett have til Riget. Med hende levede Kongen i kiærligt Ægteskab indtil 1630, da hun faldt i U-naade, som omstændigen skal fortælles paa et andet Sted.

Efterfølgende Aar 1616 den 31 Martii døde Hertug Johan Adolph af Slesvig Holsten udi sit Alders 41 Aar, en from, sagtmodig og lærd Herre, og vidner Cypræus, at han var erfaren udi alle Sprog og Videnskabe. Han stiftede Aar 1606 det skiønne Bibliothek udi den Førstelige Residentz Gottorff, hvilket blev lagt an paa 3 Hvelvinger, som stode til hinanden, og forsyned med Bøger udi alle Videnskabe og rare Manuscripter; til en Erindring derom blev over Caminen udi en Steen udhugne efterfølgende vers:

Artibus excellens, pacis Dux Janus Adolphus.

Condidit & libris istud Conclave ditavit.

Ille qvidem numero libros & sedibus;

at se Mansuro, donec domus hæc erit, auxit honore

Si qva manet seris benefatzti gratia seclis.

Der holdes ellers for, at denne Hertug var ingen Hader af den Calvinske Religion, hvorudover Calvinisterne havde Forhaabning at (447) spille Mestere udi Holsten og Slesvig udi hans Tid. Hvad, som giorde ham meest mistænkt for at favorisere den Calvinske Religion, var, at han beskikkede udi den Evangeliske Superintendents Fabritii Sted en Calvinist ved Navn Philippus Cæsar af Hessen-Cassel, saa at hans Død faldt beqvem ind for den Evangeliske Lærdoms Conservation, at han ellers ingen Elsker var af Overtroe, sees deraf, at, da en Roman-Catholsk Rigsførste begiærede af ham St. Vicelini Been, som laae begravne til Bordesholm, lod han samme opgrave og hemmeligen nedsiunke, at ingen skulde drive Afguderie dermed.

Han efterlod sig mange Børn, som han havde avlet med sin efterlevende Gemahl Augusta Friderici 2. Dotter, nemlig 1) Hertug Friderik, som fuldte sin Fader udi Regieringen. 2) Hertug Adolf, en stridbar Herre, som 1631 begav sig udi Kejserlig Tieneste, og blev omkommen udi det Slag ved Leipzig tillige med mange andre fornemme Herrer. 3) Hertug Hans, hvilken Anno 1634 blev Biskop over det Lybekske Stift, efter at han nogen Tid havde ladet sig bruge udi den Svenske Armée under Gustavo Adolpho. 4) Hertug Christian, som døde strax efter sin Fødsel, og 4re Princesser. Aaret for Hertug Johan Adolfs Død, var en overmaade stor Vandflod (oversvømmelse) udi det Hertugdom Slesvig, saa at mange Mennesker omkomme. I Wydings Herred blev en Kirke bortskyllet, og 168 Mennesker druknede, og blev Broen for Slottet udi Tønder nedreven og Vandet reisede sig indtil Vinduerne.

Saa snart Hertug Johan Adolph, som sagt er ved Døden var afgangen, overlagde Kongen med den unge Hertug at fuldfærdige det store Verk angaaende Førstefødselen, hvortil vare giorte Præparatorier 1608, og det paa saadan Maade. Han havde udi samme Aar stævnet Hertugen til sig i Jylland, og det gandske uformerkt, paa det at Rigets saavelsom Førstendommenes Adelskab ingen Mistanke skulde fatte der til, og søge at hindre deres Foretagende. Efter at de havde forbundet dem til Eenighed og Taushed, besluttede de at giøre Ansøgning hos Kejseren, om at erhverve Førstefødsels Rett udi Førstendommene, og at til intet giøre Stændernes prætenderte VallRettighed. Til den Ende fandt man for gott at affærdige Kongens Raad Jonam Carisium til det Kejserlige Hoff, hvilken for Kongen og Hertugen erholdt af Kejser Rudolpho 2. et Diploma Primogenituræ saaledes, at Holsten, Stormarn og Dytmarsken altid skulde tilfalde den Førstefødde uden foregaaende Vall.

 

Dette blev dog holdet hemmeligt indtil Hertug Johan Adolfs Død; men da blev overlagt mellem Kongen og den unge Hertug Friderik, hvorledes man skulde forholde sig paa forestaaende Land-Dag for at tilkiendegive Ridderskabet det af Kejseren erhvervede Diploma om førstefødsels Rettigheden udi Holsten; thi hvad Slesvig angik, da, endskiønt det ofte af Ridderskabet blev confundered (samlet under et) med Holsten, saa var det dog noget som ikke kom Kejseren ved, men alleene Kongen og Riget, hvorudover ogsaa Kongen som Lehns-Herre af Slesvig i det Aar 1609 havde givet et lige Privilegium for samme Førstendom. Da dette nu var vel overlagt, gik Land-Dagen (448)for sig den 11 Novemb. 1616. Da begyndte Stænderne igien efter Sædvane at staae paa deres Vall-Rettighed og andre Privilegier: Men mit udi deres Veltalenhed blev dem forelagt den hidindtil skiulte Kejserlige Bevilning, hvilket var som et Tordenslag for dem, helst saasom Kejser Rudolphi Diploma indeholdt Trudseler imod dem, der vilde sætte sig derimod; Men intet giorde dem meere Modløse end det Danske Rytterie, som paa samme Tid var budet at comparere (sammenligne, lige-, sidestille med) for at munstre ved Kolding, Item det Fodfolk, som uformærkt var ført fra Fyen ind udi det Hertugdom Slesvig. Hvorudover de omsider beqvemmede sig til at aflægge Hyldings-Eed til den unge Hertug Friderik, hvilken kort derefter af Kongen blev forlehned med Slesvig og Femern, og blev Lehnet imodtaget til Kolding af tvende Førstelige Gesantere.

Gesandterne vare Godske Wensin Amtmand til Gottorf, og Hans von der Wisch Amtmand til Tønderen, hvilke udi Hertugens Navn finge den 2 Decembr. Lehn af hans Majestet med sædvanlige Ceremonier. Ved denne Højtidelighed stiftede Hans Majestet en nye Ridder-Orden kaldet Sværdet, hvis Tegn var en Harnisked Arm med et draget Sværd, og bleve da slagne til Riddere 12 Herremænd, som havde holdet sig vel udi den Svenske Krig, deres Navne sees af det Vers, som Helvaderus giorde derover, saa lydende  

Fries, Lung, Scheel, Rantzou, Rantzou tu Bildeque Rantzou, Senckler, Sparr, & Pens, Sandberg, Scheel, partis equestris.

Dagen tilforn blev Jørgen Lunge giort til Rigets Marsk og Albert Skeel til Rigs Amiral. Denne unge Hertug Friderik var den første, der efter Jus Primogenituræ eller Førstefødsels Rett succederede sin Fader alleene, uden at gaae i Deel med sine Brødere, og maintenerede Kongen ham udi samme Rett, saa vel imod hans Brødere, som imod Stænderne, hvilke endda ikke kunde faae deres Vallrettighed ud af Hovedet. Han blev ellers en af de navnkundigste Hertuger udi Holsten, og skal der ved Lejlighed ofte udi denne Historie tales om ham.

Paa samme Tid døde Cantzleren Christian Friis til Borrebye udi sin 60 Aar, efter at han havde været Cantzler udi 20 Aar. Han var en stor Elsker og Befordrer af lærde Mænd, som han ideligen converserede med, havde ogsaa stor Kundskab i Stats-Sager. Dog synes det, at Kongen ikke altid var fornøjet med ham, efterdi han stedse var en hidsig Forfægter (forsvarer, forkæmper, fortaler) af Adelens Højhed. Det lægges ham ogsaa til Last, at han contribuerede noget til Tycho Brahes Forfølgelse. Han døde paa Skibet Fides ved Aggershuus, da han med Kongen reisede til de Norske Herredage. Udi hans Sted blev igien beskikked til Cantzler Christian Friis til Kragerup, som havde været Prinds Christians Hoffmester, hvilken Plads (449) Christen Thomesen Sehested nød igien efter ham. Paa samme Tid blev Jens Bielke Norges Cantzler udi Anders Greens Sted, og er det denne Bielke, som har giort de bekiente Forklaringer over Ord i den Norske Lov; Iligemaade døde Rigets Amiral Mogens Ulfeld, en meget forsøgt Herre, der i sin Ungdom havde tient til Søes mod Tyrken.

 

 

Jeg finder i det Øvrige intet andet af Vigtighed passeret udi disse Aaringer; thi Riget var udi fuldkommen Roelighed, saa at fra den Calmarske Feide indtil den Tydske Krig, som begyndte 1625, liden Materie gives til en Historie-Skriver, Kongen holdt Fred og Venskab med alle Potentater, endogsaa med Gustavo Adolpho, hvis Dyder han admirerede, og en almindelig Fornøjelse var iblant Undersaatterne, hvilke under saadan fornuftig Regent toge daglig til i Velstand, og forfremmedes udi Dyd, Videnskab og Duelighed, hvortil de bleve opmuntrede af Kongens Exempel. Jeg har tilforn talet om denne store Konges Entrepriser paa at oplede det gamle Grønland. De tvende efterfølgende Aar 1618 og 1619 gave endda større Prøver paa hans Omsorg for Handelens Forfremmelse, og hans Begiærlighed at giøre Decouverter, (opdagelse af hidtil ukendt geografisk områd)  som har erhvervet ham saa stort Navn udi Historien, og hvorved langt bortliggende Have og Lande ere blevne opkaldte efter hans Navn. Dette agter jeg her omstændigen at udføre, endeel, eftersom meget lidet deraf tilforn ikke er bragt udi Pennen, endeel ogsaa, efterdi jeg holder fore, at Videnskabers Forfremmelse, Handels og Manusacturers Etablissement er det som egentligen næst Gudsfrygt giør en Konge stor, og hvis Recit tienner meere til Ophyggelse end Krigers og Feltslags Beskrivelse.