Chr 4 1619

Aaret efter Ove Geddes Expedition til Ostindien neml: 1619. foretog sig Hans Majest. en Ting af end større Vigtighed, hvilket, endskiønt han derudi ikke reuisserede (have heldet med sig; nå sit mål), dog haver givet ham størst Navn i Historien. Man havde længe disputeret om Grønland var landfast enten med Asia eller America. En Engelænder, ved Navn Hudsøn, havde besejlet en Bugt imellem America og Grønland, som endnu efter ham kaldes Hudsøns Bugt; Hvorvel fremmede Skribentere tilstaae, at den Ære heller tilkommer en Norsk Søemand, som (455) for ham havde udfundet denne Bugt. Der igien

nem besluttede Kong Christian at forsøge en Vej til Ostindien, og til den Ende affærdigede Anno 1619 Capitain Munk did hen med tvende Skibe. Samme Munk kom den 20 Junii af samme Aar til Cap far vel saaledes kaldet, efterdi man der ligesom tager Afskeed med den gamle Verden.

Han sejlede siden mod Vesten til Norden mod et Sund, hvilket han gav Navn af Christian-Sund, og landede til en Øe ved de Grønlandske Kuster. Der satt han nogle paa Land, hvilke bragte Tidender tilbage, at de vel havde seet Fodspor af Folk, men dog intet Folk. Den anden Dag om Morgenen blev man vaer en Hob Vilde, hvilke bleve forskrækkede, da de saae de Danske, løbe hen og skiulede deres Gevær bag ved en Dynge af Steen, som laae ved samme Sted. Da de Danske hilsede dem, stillede de sig venlige an, og hilsede igien; men da, de Danske bemægtigede sig deres Gevær, som laae skiulte bag ved Steen-Dyngen, og som bestode af Buer og piile, stillede de sig heel bedrøvede an, og gave ved Tegn tilkiende, at det var deres eneste Liggende-Fæe (kostbareste genstand), hvorved de vunde deres Føde, saa Skibs-Folkene ynkedes over dem, og gave dem alt tilbage, hvorpaa de fulde paa Knæe, og takkede for saadan Velgierning. Men de Danske lode det ikke blive ved den Høflighed, de forærede dem adskillige smaae Sager, som de Vilde admirerede, og gave til Vederlag adskillige Fugle, samt Fiske, Spæk. Een af dem kastede Øjet paa et Spejl, og, da han saae sig selv derudi, blev han derudover gandske forundret, tog Spejlet, og løb bort dermed. Det, som meest gav Aarsag til Latter, var, at de vilde løbe at omfavne en Matrods, ligesom de havde kiendt ham længe, eftersom samme Matrods havde sort Haar, et brunagtigt Ansigt, en breed Næse, ligesom en Grønlændere.

Munk lættede Anker Dagen derefter, for at fortsætte sin Rejse, men maatte formedelst Jis, som kom ham i Møde, søge samme Havn igien. Men, da vilde ingen af Indbyggerne lade sig meere see, hvor megen Umage man end giorde sig for at lokke dem til Strand-Bredden. Man fældede der paa Øen en stor Hob Rehns-Dyr, og derudover lod den kalde Rehnsund, ligesom man gav Havnen Navn af Munkenæs efter Capitainens Navn. Munk plantede der Kongens Vaaben, og begav sig den 22 Julii derfra igien. Derpaa udstod man stor Besværlighed formedelst Storm og Driv-Jis, saa at man med stor Nød biergede sig imellem 2 Øer, liggende paa 62 Grader og 20 Minuter. Der saae man ingen Mennester, men en Mængde af Harer, hvorudover man kaldede Strædet Haresund. Den 9 Augusti reysede Munk fra samme Øer, sejlede Vest-Sydvest, og kom til den sydlige Kust af Chirstians Sund. Igiennem samme løb han ind udi Hudsons Bugt, og kaldede den Side, som vender mod America, Mare novum eller det nye hav, og den anden Side mod Grønland, Mare Christianum eller Christians Hav. Der sejlede han Vest-nordvest indtil 63 Grader og 20 Minuter, da han omsider blev saaledes omringet af Jis, at han maatte tage Vinter-Leje udi en (456) Havn, som efter hans Navn blev kalden Munks Vinter Havn. Der lod han reparere Skibene, saa meget som Tid og Sted tillod, og giordte Anstalt til Vinter-Leje. Man fandt ingen Folk paa Kusten, men mange Fodspor dertil, blant andet adskillige store Steene oprettede som Altere, hvorpaa var lagt Kull  (kul). Man fandt ogsaa en Steen, hvorpaa var afmalet en Dievel (Djævel) med Horn og Kløer, saa at man deraf kunde see, at der ikke alleene var Folk, men endogsaa en slags GUds-Dyrkelse paa samme Sted.

De Danske, saasom de mærkede, at de maatte blive der Vinteren over, lode oprette smaa Hytter, og forsynede sig med Brænde og Vildt til deres Føde. Munk fældede selv Først en hvid Biørn, hvilken han aad med Skibs-Folkene, og fandt Smag udi det Kiød, som han selv udi sin Beretning vidner. Man fældede ogsaa adskillige Harer, Ager-Høns, og andre Fugle, som udi Norge ere gemeene, iligemaade nogle Maar og Ræve, saa at man havde Forhaabning at begaae sig vel Vinteren over, men Vinteren blev saa sterk og haard, at der fandtes Jis fra 300 til 360 Fod tyk, Øll, Viin, og Brændeviin frøs udi Fadene indtil Bunden, saa at Baandene derpaa braste, og man maatte hugge Viin og Brændeviin i Stykker med Øxe, paa det at det kunde tøe op ved Ilden. Dersom man af Vanvare lod blive Vand udi Tin eller Kobber-Kar om Aftenen, fandt man, at de vare brustne om Morgenen. Denne forfærdelige Kuld, saasom den ikke sparede Jern og Kobber, saa sparede den ej heller Folket. Den eene af de Danske faldt udi Svaghed efter den anden, og Sygdommen tog til med Frosten. Sygdommen begyndte med Tarme-Løb, som holdt ved indtil den Syge døde. Saadan var Tilstanden Vinteren over, og Svagheden formeerede sig mod Foraaret; Thi da faldte Tænderne dem af Munden, saa at de kunde ikke æde Brødet, uden det var igiennem blødt. Endelig tog udi Maj-Maaned Plagen Overhaand, da kom der Blodgang blant de Overblevne, hvilke borttørredes, bleve sorte, blaae og værkbrudne, og hvor een døde, der blev han liggende; thi der var ingen, som kunde begrave ham. Munk selv faldt omsideer udi Svaghed tillige med de andre den 4. Junii, og laae udi 4re Dage udi sin Hytte uden Føde. Hvorudover han giorde sit Testament, ombedende de Reisende at begrave ham, og at bringe Kongen af Dannemark det Dag-Registre, han havde giort over sin Reise. Men, efter at de fire Dage vare forløbne, befandt han sig noget bedre, saa at han gik ud af sin Hytte, for at see til Skibs-Folket, af hvilke han fandt ikkun 2 levende af 64, som han havde bragt med sig.

Det var ikke liden Glæde for disse to arme Mennesker at see deres Capitain endda udi Live. De opmuntrede hin anden at leve, skiønt de saae ikkun lidet Tegn dertil; thi dem fattedes Levnets Midler. De rodede udi Snee for der at finde Urter, som laae skiuldte (457) derunder. De fandte til Lykke nogle Rødder, hvilke vederqvægede dem saaledes, at de inden faa Dage komme til Kræfter igien. Endelig, da Jisen blev optøed, begave de sig paa Fregatten, og lode det store Skib blive. Den 16. Julii 1620 ginge de til Seils, men de bleve strax saaledes incommoderede af Driv-Jis, at de tabte deres Sluppe, og havde stor Møje med at redde Skibet, hvis Roer gik i Stykker. Endelig reddede de sig udaf disse Besværligheder, fandte Sluppen igien, og komme lykkeligen igiennem Christians-Sund udi det store Hav. Men der angreb dem en heftig Storm, hvilken bragte dem til nye Fortvivlelse, thi, saasom de vare ikkun 3 Mennesker, maatte de uden Ophør arbeide, for at conservere Skibet. Dog overvandt de ogsaa denne Ulykke, kom den 21. Septembr. udi en Norsk Havn, og endeligen nogle Dage derefter til Kiøbenhavn, efterat de havde udstaaet alle de Besværligheder, som Mennesker kand underkastes.

Hans Majester lod derpaa vel fare den Forhaabning han havde giort sig om at finde Vej igiennem Norden til Indien. Men Capitaine Munk, efter at han havde opholdet sig nogle Aar udi Dannemark siden den ulykkelige Reise, og imidlertid nøje eftertænkt de Feil, som man af Uvidenhed havde begaaet paa denne Reise, fik han Lyst at forsøge Lykken end eengang, og til den Ende Overtalede nogle Adelsmænd og Borgere udi Kiøbenhavn at oprætte et Compagnie og at udryste 2 skibe, som han skulde føre. Men, da alle Anstalter vare giorte, og Munk stod gandske Reisefærdig, blev han siug og døde, og saaledes blev det heele Verk til intet. Der fortælles, at, da han til Afskeed talede med Kongen, og Kongen efter lang Tale mældede om den forrige Reise, og Munks slette Opførsel derved, svarede Munk ham noget haardt og ubetænksomt, hvorover Kongen blev fortørned og stødte ham med sin Stok; Og at Munk der paa gik hiem, vilde ikke spise udi nogle Dage, og endeligen døde af Sorg; Saaledes bliver gemeenligen denne Historie fortaalt, og lader jeg den staa ved sit Værd. Iligemaade det som anføres særdeles Merkværdigt om denne store Konge, at alle de, som han lagde Haand paa udi Hastighed, ligesom hensvandte, og kunde aldrig komme sig igien.

Disse mange kostbare og besværlige Tog viise, hvilken stor Curiositet der var hos denne Konge, og hvor meget Landets Opkomst og Handelens Forfremmelse laae ham paa Hiertet. Undersaatterne, opmuntrede af hans Exempel, toge sig paa at forsøge det samme, og sparede ingen Omkostning derpaa; thi aldrig har Folk udi Dannemark været meere hurtige, arbeidsomme og begiærlige efter Videnskaber end under denne store Konge, hvorfore alle Fremmede, som i de Tider have skrevet om Dannemark, tale med stor Berømmelse, saa vel om store Stats-Ministrer som om grundige lærde Folk, der fandtes saa vel blant Adel, som Borger-Standen. Man veed, at Rigets Hoff-Mester siden af Curiositet paa egen Bekostning affærdigede et Skib til Spitzbergen, som ligger paa 78 Grader, for at erkyndige sig om samme Lands Egenskab, og der til brugte en forfaren Naturalist ved Navn Leonino en indfød Spanier, hvilken nøje (458)  udforskede dette Land, som formedelst Kulden ikke kand beboes, og førte med sig tilbage hvide Biørne og andet, som dette fæle Land producerer.

Hvad ellers indenlandske Sager angaaer, lod hans Majest. Disse Aaringer publicere adskillige nyttige Forordninger, hvis Titler jeg i det ringeste ikke kand efterlade her at inføre, i sær efterdi dette mit Verk er skrevet meere for Indlændiske end Udlændiske, og meere for at give Underretning om Rigernes Tilstand og Beskaffenhed, end for at behage. Udi det Aar 1616 lod han publicere en Forodning om forgiældede Adels Personers Arrest, at den, som lader en forgiældet Herremand sætte, skal give Ugentligen til hans Underholding 32 Skilling Danske, og til Vægteren 16 Skilling, hvilket giver tilkiende, at man da kunde komme lettere ud med en Mark, end nu omstunder med en Daler. Udi samme Aar forordnede han, at alle de, hvilke som Hoffmestere skulde føre Ungdommen an Udenlands, skulde først examineres af Superintendenterne. Af hvilken Forordning sees hans Omhyggelighed for Religionens Conservation, efterdi Erfarenhed lærer, at mange unge Mennesker letteligen blive forførte paa fremmede Steder. Udi samme Henseende udgav han en Forordning Aaret derefter 1617, at Danske Bøger, som paa fremmede Steder trykkes, ikke maatte indføres udi Riget. Og, saasom hans Majestet havde vit Indseende med de Ting, som anginge Undersaatternes Næring og Tarv, saa havde han besynderlig Omforg for at indskrænke Folkes Brug og Næring, saa at den eene skulde ikke

 

 

falde den anden ind udi Handelen, samtlige til Skade og Fordervelse, ja dette gik saa vidt indtil at forbyde Viinhandlere at selge meere end et Slags Viin, hvilket sees af en Forordning publicered i samme Aar, hvorved dem, som selge Rhinsk Viin, forbydes at holde anden Viin tilfals. Efterfølgende Aar lod han udgaae en Forordning mod dueller, og giver samme Forordning tilkiende, at saadant maa have været meget gangbart; Derudi giøres den Forskiel imellem Adel og Uadel, at de sidste, som fældes i Dueller, forbydes Christen Jord. For at indskrænke Overdaad, blev samme Aar forordnet, at ingen maatte bære Guld og Sølvsnorer uden Adelsmænd, som ere til Hove. I samme Henseende blev ogsaa efterfølgende Aar en Forordning publicered om Adelige Brølloper, og er det merkeligt, at dem forbydes at frembære varm Mad, thi Ordene ere Disse: Eptersom vi erfare, at en Diell af Adelen til deres Brölluper Skauffessen (retter som sættes på bordet kun for syns skyld) saa oc varm Mad lader frembære. Endelig gik ud samme Aar en Forordning mod Løsgiængere, og er derved merkeligt, at Forordningen befaler igen fuldkommen Tieneste Karl at gives højere Aarlig Løn en 7 Daler beregned til 80 Skill. Danske; (Dal.) Det vilde blive for vitløftigt at tale om de andre. Jeg haver allene anført disse for at viise Regieringens Genie, og hvilke Feil denne Konge mes søgte at hæmme, iligemaade for at tilkiende give de Danskes Inclinationer, og Levemaader paa de Tider. Jeg skal ellers ved Lejlighed opregne flere. Men begiver mig nu efter Ordenen til andre Sager igien.

(459) Hvad som bragte Hans Majst. til de mange Entrepriser, hvoraf en liden Deel ikkun endnu er anføt, var endeel hans naturlige Hurtighed; thi ingen Konge var større Hader af Ørkesløshed, og større Elsker af Arbejde, saa at der fortælles, at han kunde ikke liide, at Haandverks Folk holdte op med deres Arbejde for

 

 

at hilse ham. Derfore vare ogsaa alle Arbejdere flittige og aarvaagne, efterdi Kongen lod sig undertiden indfinde Klokken fire om Morgenen paa de Steder hvor publiqve Arbejde dreves, og det ikke alleene i Kiøbenhavn, men endogsaa i Provintzerne, hvilke han oftere besøgte end nogen Konge i Dannemark, thi hans heele Liv var en stedsvarende Reise, og seilede han engang heele Norge omkring forbi Nordkapet til Moscovien, hvilket ingen Konge hverken før eller siden haver giort. Den anden Aarsag til Kongens mange Entrepriser var dem Fred og Roelighed, som Rigerne vare udi, da fast alle andre Europæiske Lande vare indviklede i Krig. Herudover flygtede adskillige betrængte fremmede Folk paa de Tider og i sær en Hob Tydske, som formedelst Religionen vare forfuldte udi deres eget Fæderne-Land, til Dannemark, og lod hans Majestet for deres skyld Anno 1618 giøre St. Petri Kirke i Krøbenhavn til en SogneKirke, som den endnu er. Samme Kirke var for Reformationen Dansk, og de Sogne-Folk, som dertil hørede, boede i Kiøbenhavns Nørre og Vester Qvarteerer, men efter Reformatinen, da dens Sogne-Folk bleve lagde til andre Kirker, hørte GUds Tienesten længe op udi St. Peders Kirk, ja Kirken blev forvandled til et Gethuus (bygning (i Kbh.) hvori der støbtes kanoner) indil 1585, udi hvilket Aar Kong Friderik indrømmede den til de flygtige Tydske, og dertil beskikkede en Præst, som een gang om Ugen skulde prædike. Udi saadan Tilstand var St. Petri Kirke indil det Aar 1618, da Christianus 4. giorde den til en Sogne-Kirke og beskikkede dertil tvende Præster, som til denne Dag ere underholdne. Saaledes var Dannemark betrængte Folkes Tilflugt paa de Tider, saasom samme Rige frem for andre var kroned med Fred og Velstand. Men, som ingen Ting er fuldkommen, saa var Riget udi det Aar 1619 plaget med smitsom Sygdom, Pest udi Siælland. thi der grasserede samme Aar en Pest, af hvilken omkomme udi Kiøbengavn og Siælland over 14000 Mennesker. Medens denne Plage varede, opholdt Hans Majest. sig udi Slesvig, eftersom Førstendommet var fri for samme Ulykke.

Udi dette Aar blev holdet et Mode til Segeberg i Holsten, hvorudi den Tvistighed om det Svabstedske blev afgiort, saa at der faldt saadan Dom, at det Gottorpske Huus blev frakiendt det Gods, som udi hertug Adolfs Tid var lagt under Gottorps Huus, og taget fra Stiftet Svabsted. Hertugen, forhvilken samme Gods var heel belejligt, søgte at mageskifte sig det igien for andt Gods, men kunde saadant ikke erholde. Medens Kongen denne gang var i Holsten, fik han Visite af begge sine Søstre Churførstinden af Saxen og Hertuginden af Lyneborg. Paa samme Tid døde tvende anseelige Mænd, (1.) Jonas Charsius, som af en Præste-Søn fra Nykiøbing op avancerede til at blive Kongens Raad. Han efterlod sig en Søn ved Navn Peter Charisius, som af Kong Friderik 3. blev nobilitered. (460) (2.) Døde Rigets Marsk Jørgen Lunge, som i sin Ungdom havde tient under Kong Henric 4. af Frankrig, og ladet see stor Tapperhed i den Calmarske Krig.

Imellem Dannemark og Sverrig havde siden den Siørødske Fred ingen Misforstaaelse været, thi Kong Christian for at undflye all Lejlighed til videre Misforstand, vilde, som for hen er sagt, ikke bemænge sig udi de Liflandske, Polske, eller Moscovitiske Sager. Gustavus Adolphus søgte ogsaa paa sin Side at conservere den mellem Rigerne sluttede Fred. De resterende Penge for Elsborgs Løsning gave alleene Anledning til nogen Difficultet, hvilken dog dette Aar blev hævet, efterdi Gustavus Adolphus betalede forbemeldte Restance, skiønt ikke uden med Vanskelighed, hvilket sees af Kongens Skrivelse til Andreas Synkler, hvorudi han exprimerer sig saaledes; Den Summe Penninge, som udi nerverendeis Aar for Elsborrig skulle ereleggis, er, GUd være lovuit, mod alle Folkis Opinion nu erlagt: dog thed holdt gandske haardt. Gustavus rejsede siden udi egen Høje Person til Dannemark for at holde en venlig Samtale med Kong Christian. Denne Samtale skeede til Halmstad den 25 Febr. Der talede begge Konger meget fortroeli

 

gen med Samtale mellem hinanden, og siger den Svenske Historie, at, da den eene lærte ret at kiende den anden, lode de sig forlyde, at, endskiønt de ikke regierede over de mægtigste Riger, saa meenede de dog, hvad deres Personer angik, ingen Konge at eftergive, hvilket ogsaa uden Vanitet (forfængelighed; indbildskhed; praleri) kand siges; thi de Nordiske Riger havde aldrig haft meere fuldkomne Regentere. Der blev da saa stort Venskab stiftet imellem dem, som mueligen stiftes kand mellem Nabo Konger. Efter at en fortroelig Samtale havde været holden udi nogle Dage, tog Gustavus Adolphus Afskeed, og blev den 2 Martii ledsaget af mange Danske Ryttereog Fod-Folk ind udi Sverrig igien. Ellers er det merkeligt, at Halmstad kort derfter af Ildebrand blev ødelagt.