Chr 4 1621 - 23

Saasom paa samme Tid var Religions-Tvistighder udi Nederlandene, som ved det Dordrechtske Mode ikke kunde blive forligte, begave mange fornemme og rige Arminianer (tilhængere af et reformert parti i Holland der grundede sig på teologen Arminius) sig til Slesvig, og efterdi de samme saae, at paa et Sted ved Eideren, kaldet Sebul, var stor Beqvemhed til at bygge en Stad, begiærede de af Hertug Friderik at han vilde tage dem i Beskyttelse, og forunde dem at bygge en Stad sammesteds; Der paa begyndte de at tvinge den Strøm Thræne, som lød tilforn udi Eideren, at løbe en anden Vej, nemlig igiennem deres tilkommende Stad, og Anno 1621 begyndte de at opreise Huuse, og at fundere Byen, hvilken efter Forstens Navn blev kalden Frideriksstad, og blev den Anno 1632 Synderligen forbedret, og holdes nu omstundte; for den kiønneste og mest reguliere Stad udi Førstendommene, eftersom disse landflygtige Hollandske Folk toge dertil Modelle efter de Hollandske Stæder.

Hvad indenlandske Sager angaaer, da lod Hans Majestet det Aar 1621 forordne, at ingen maatte kaldes til Præste-Embede, uden han var 25 Aar gammel, hvilken Forordning endnu nøje efterleves. Han lod ogsaa selv samme Dag ved en anden Edict (offentlig kundgørelse, forordning, udstedt af en rom. øvrighedsperson, spec. prætorerne) giøre Forbud paa Tydsk Ølls Indførsel, efterdi Indbyggerne havde faaet alt for megen Smag paa det samme. Men, som saadant havde den Virkning, at man derover slog sig desmeere til at drikke Viin, blev ved en anden Forordning forbudet, at ingen af Borgerstand maatte i Brølloper og Forsamlinger tractere med Viin. Forordningens Ord ere disse: Blant intet ufrie Folk Vien maa forbruges. Hvoraf man seer, at Adelen udi alting indtil Mad og Drikke vilde distingueres fra Borgerstanden.

Og, som Hans Majestet for nogle Aar siden havde udgivet en Forordning om Klæadedragt, men derved fornummet, at saadant

 

enten virkeligen havde hindret, eller i Fremtiden kunde hindre Manusacturers Opkomst, tillod han ved en anden Forordning af dette Aar, at Folk af Borger-Stand maatte bruge Silke-Klæder, som vare forarbeidede udi Landet; thi alle Klæd-Forordninger ere befundne at have den Virkning, at de enten ødelægge de Manusacturer, som allerede ere etadlerede, eller hindre andres Opkomst, og i Allmindelighed befodre Dovenskab i et Land, hvilket dog er det, som for alting maa forebygges; Efterdi arbeidsomme Borgere ere en Stads Styrke og Zirat, (466) hvilket denne fornuftige Konge ogsaa merkede, og derfor lod Forbudet staae alleene paa de Sager, som bleve forarbeidede Udenlands. Udi det samme Aar blev pudlicered den Forordning om Salt og Viin-Compagniers Indrettelse, hvilke alleene bleve privilegerede at sæge Salt og Viin. Denne Forordning sigtede besynderligen paa at forfremme Handel med egne Skibe, og at giøre dygtige Søe Folk til Rigets Tieneste, thi der ere visse Slags Monopolia, hvilke, hvormeget de end kand synes at gravere, accorderes ikke alleene formedelst anden stor Nytte, men endogsaa undertiden af Necessitet (nødvendighed; fornødenhed) efter et Lands Beskaffenhed. Af disse Compagnier maatte alle andre kiobe forbenævnte Vahre. Dog havde de, som vare uden for Compagnierne, Frihed at hente Salt og Viin selv hvor de kunde, men med den Restriction, at de maatte ikke giøre Indførsel deraf i Riget. Denne Konge var saa stor Hader af Ørkesløshed, og saa stor Forfremmer af alt det, som kunde bringe Indbyggerne udi Adctivitet i Handel, Konster, og Haandverker, at alle hans Forordninger sigtede dertil. I den Henseende oprettede han i Kiøbenhavn et Børnehuus, hvor Børn skulde forblive indtil de vare tolv Aar gamle, og siden sættes til Haandværker. Han lod ogsaa udi samme Aar udgaae en nyttig Forordning om Haandvæerker, og blant andet deri anordnede, at Haandværsks Drenge, og Skole-Børn skulde gives visse Tegn for at distingvere dem fra andre omløbende Løsgiængere, paa det at, siger Forordningens 17 Artikel:

Hver kunde wede hvad for Folk hand sin Almisse meddeller.  Det allermærkværdigste er, at han i Krigs-Tider laanede Canoner udaf sit eget Tøjhuus til Kiøbmands-Skibe, paa det at Handelen for Mangel deraf ikke skulde standse, hvilket blant andet kand sees af Cron-Prindsens Christiani 5. Ordre til tvende Rentemestere om at laane Stykker udaf Tøjhuuset til en Borger af Malmøe, hvis Skib skulde udi det Aar 1625 gaae til Spanien. Udi dette Aar døde Envold Kruse, som længe havde været Rentemester og Statholder udi Norge, hvor han havde ført øverste Commando i den Calmarske Krig. Aaret tilforn døde Steen Brahe, som var den ældste Rigs-Raad da Kongen antog Regieringen, og var han den, som bar Æblet for Kongen, da han blev kroned. Han havde udi (467) nogle Aar for sin Død levet udi Roelighed og undslaaet sig for Forretninger.

Dette er alt hvad jeg har kunnet bringe til Veje til Aars Historie. Efterfølgende Aar 1622 lod sig i Kiøbenhavn indfinde en Ryskisk Ambassadeur med et Følge af 100 Personer. Den

 

 

samme søgte en hastig Audience hos Kongen, men som Hans Majest. var svag, og kunde ikke tale med ham uden paa Sengen, paastod Ambassadeuren, at man skulde sætte ham en Seng lige ved Kongens, hvorudi han kunde lægge sig udi sin fulde Habit, saasom han meende, at han anderledes ikke kunde imodtage nogen Audience uden at forsee sig mod sin Principals Højhed. Men, som Kongen Strax kom paa Beenene igien, faldt denne Ceremonie Tvistighed af sig selv. Ellers seer jeg, at Kongen udi dette Aar har været i Norge, og der bivaanet en Rigs-Dag, som blev holden udi Bergen. Did hen blev den bekiendte Trondhiemske Bisp Andreas Arreboe citeret, og beskyldet for adskillige grove Excesser og Laster, Biskop Arreboe dømmes fra sit Embede. som han havde begaaet mod sin Stand, og sit Embede; Og, efter at saadant var ham overbeviiset, blev han af samtlige Norske Bisper dømt fra sit Embede. Hans Anklager var Hr. Tage Tott Befalningsmand paa Trundhiems-Gaard, hvilken actionerede ham for selsomme Forseelser, som kand sees af hans Dom, hvilken jeg her vil anføre, saasom han var en af de navnkundigste Bispe paa de Tider, og en af de største Poëter, ja den som allerførst har skrevet ziirligen i Dansk Poësie. Dommen, hvoraf mig er communiceret en Copie, lyder saaledes:  

Eftersom Mester Andreas Arreboe selv en Deel har bekiendt og ikke Dommens salva (som formel hvormed man beder om undskyldning for at man omtaler noget el. bruger et vist udtryk). conscientia har kunner nægte af de Lætfærdigheds Bedrifter udi Ord og andre Gebærder hannem af vor Befalningsmand paa Trundhiems-Gaard os elskelig Tage Tott har været tillagt, og til denne Herre-Dag ført Beviis paa, saasom med letfærdig Sang at siunge, u-nødig Dantze, St. Bentes Minde at drikke udi offentlig Laug og Vertskab, (som nemlig til det Bryllup i Hesne og paa Staad) Trommer at lade slaae paa til Danttz, og saadanne Riim at digte, som stor Turbation medfuldte, saasom paa den Gaard Øfteraad; men og det som meer er, med at holde sig i Eenrom og paa fordægtige Steder til fremmede Qvindes Personer, og paa Sengen hos dem end ogsaa ikke i alle sine Klæder, saasom udi fornævnte Hesne og paa Staad; hvilke Fagter og Gebærder ere imod den Høviskhed og Ærbarhed, som en Superintendent og Bisp bør følge. Item, som han og herforuden haver i sin egen Sags Forhandling Ketten udi Trundhiem undvigt for bemeldte vor Befalningsmands Tage Tottis Admonition u-agted, og samme Tid skieldet paa Byens Rett uden nogen dertil given Aarsag med anden Traadsighed som iligemaade sig ej riimer med hans høje fortroede Kald og Embede; men heller strider imod GUds Ord, hvilker han højest burde at agte. Derforuden findes han og af en Præst Herr Jürgen Marstrand indstævnet, fordi han hans Fæstemøe udi et Laug haver tillagt at gaae med 2 trinde Sider, og det ikke haver beviiset, og sig derfor mod Præsten skriftlig maatte undskylde. Saa er derfore af forberørte Aarsager saaledes decerneret, (468) at han for samme sine begangne Forseelser bør fra sit Biskopelige Kald og Embede være affatt og det ikke videre at betienne. Datum Bergen Herre-Dag den 31 Julii Anno 1622.

Af denne Dom sees, at denne Mand har været sær u-ordentlig i sit Levnet, og, Betænkning derover. som han var en stor Poet, saa har han og taget sig en stor Poetisk Frihed til, og er det troeligt, at den St. Bente, hvis Minde han plejede drikke og saa ofte paakalde, har været saadan een, der neppe kand faae Sted blandt de 9 kydske Poetiske Gudinder. Man seer videre af anførte Dom, at end ogsaa Bisperne paa de Tider have udi første Instantz været stevnede til Byens Rett, skiønt Historien viser, at Lande og Provste-Moder allerede udi det Aar 1618 havde været stiftede. Andreas Arreboe blev dog siden Præst i Wordingborg, udi hvilket Kald han forholdt sig meget skikkelig, og blev M. Peder Skieldrup i hans Sted Trundhiems Bisp. Hvad Arredboes Poetiske Skrifter angaaer, da ere meest bekiendte hans davids Psalmer og de første 6 Dages Arbejde, som endnu er i stor Estime. Men det øvrige, som han har øset af St. Bentes Kilde, maa ikke due meget, intet er mig heller der af bekiendt.

Hvad udenlandske Sager angaaer, da tog Hans Majestet sig fore at fornye sine Ansøgninger hos Keiseren om at bruge Moderation mod de Protestantske Stænder Kongen continuerer at solicitere for Chur-Forsten af Phaltz udi Tydskland. Dertil blev han dreven, saa vel af egen Nidkierhed for Religionen, og af Frygt for det Østerrigske Huuses Tilvæxt, som andre Protestanters Solicitationer, hvilke ansaae ham som det beqvemmeste Redskab paa de Tider for at contraballancere samme Huuses Magt. Den Kaaldsindighed, som han havde fundet forrige Aar hos Keiseren i sine Ansøgninger, kunde ikke skrække ham fra at continuere dermed. Thi han lod paa nye udi dette Aar anholde om den Phaltziske Churførstes Restitution, lovende paa hans Vegne at give saadan Satisfactiske som hans Keiserlige Majestet forlangede. Han forestillede ogsaa, at den Rigueur, (nøjeregnende strenghed; hårdhed; ubøjelighed) Keiseren øvede, kunde sætte heele Tydskland i Lue, og bad ham indstændigen at lægge Sværdet ned, og beqvemme sig til venlig Underhandlig, førend Gemytterne bleve formeget saarede. Keiseren lod dertil svare, at Phaltz-Greven havde synderlig forgrebet sig mod ham, og der behøvedes en stor Satisfaction til Forsoning; Dog vilde han giøre alt hvad som mueligt var, saa vel i Henseende til Kongen af Dannemark, som til Kongen af Engeland den landflygtige Phaltz-Greves Svigerfader, gav ogsaa tilkiende, at han havde allereede skikket Greven af Schwartzburg som Ambassadeur til Engeland, for at lade ham viide paa hvilke Conditioner man kunde giøre Stilstand udi Phaltz. Men Udgangen viisede, at saadant var kun er puur Compliment, hvormed Kong Jacob var saa ofte tilforn afspiiset udi Anføgning for sin Svigersøn; thi Spanien og Keiseren spillede forunderlige Comædier med denne Konge, hvilken udi sin Opførsel svarede aldeles ikke til det store Navn han havde erhvervet af den Engelske Salomon; thi han var saa forpikked paa den Giftermaals-Handel mellem hans Søn Carl, og den Spanske Princesse, at han opoffrede baade sin Sviger-Søns og alle Tydske Protestantske Førsters Interesse, af Frygt at samme Giftermaal skulde blive (469)  til intet; Hvorfore ogsaa Christianus 4. maatte alleene staae i Stikken, og fik kun liden Hielp af Engeland, da han maatte bryde løs med det Østerrigske Huus.