Chr 4 1625

Herved er at merke, at, omendskiønt Kongen stod i aabenbare Krig imod Kejseren, saa havde han dog ikke brudt løs med Spanien, hvilket sees af en Forordning, som blev publiceret dette Aar 1625, angaaende Handelen paa Spanien, hvorvel samme Forordning viiser, at det da var ikke saa heedt mellem samme Rige og Dannemark, som det ellers stedse plejede at være udi denne Konges Tid; thi Forordningen melder om Danske Skibes Arrest udi de Spanske Havne under Prætext, at de vare bygde af Nederlænderne Spaniens Fiender; Den lyder saaledes:

Vi Christian den Fierde giøre alle vitterligt, at eftersom vi naadigst komme i Erfaring endeel af vore Undersaatters Skibe af Spanien at have været anholden af Aarsag, at de Skibe skulde have last, som udi Nederland formeentes at være bygde, eller og at de Nederlændere brugte paa deres Skibe, som Kongl. Vurde udi Spanien formeener sine Fiender at være; da, efter vi nu med hans Kiærlighed saaledes er bleven eens, at de Skibe, som i Nederland bygde ere, og kiøbte for næst forleden 19de Dag Novembris Aar 1624, skulle alle uden Exception være fri udi de Spanske Gebeter. Dernæst og at ingen af vore Undersaatter skulde bruge noget Hollandsk Folk paa deres Skibe, som sejle vilde ad Spanien. Bede vi og byde, saaog strængelig hermed befale, at ingen af vore Undersaattere, som sejgle paa Spanien, maa paa samme Skibe udi deres Tieneste holde Skibs-Folk eller andre, som ere fra de Stæder, som føre Krig med Højbemeldre Kongl. burde i Spanien, og skulle de, som Nederlandske Skibe have før benævnte 19 November., lade os underdanigst rigtig Beviis og Certification tilstille belangende samme Skibe, hvad Navn og Størelse de have, og hvad slags Skibe de ere, paa det at de for saadan Arrest, og derpaa følgende Skade kunde være fri. Giver paa vort Slott Kiøbenhavn den 22 Januarii Anno 1625.

(485) Om Handelen ellers udi denne Krig ophørte paa Spanien, skal jeg ej kunde sige, efterdi jeg intet finder derom: Saaledes endtes den første Campagne udi denne Tydske Krig.

Udi dette Tog blev af de Kongel. fangen en Dansk Herremand ved Navn Jesper Friis, som stod udi Kejserlig Tieneste, og derfore bev anseet, som een der havde ført Avind-Skiold mod sit eget Fæderne-Land. Den samme søgte at undskylde sig det beste han kunde, formaadde ogsaa nogle af Adelen at cavere for sig. De Undskyldinger, som han ved Rigets Cantzeler Jacob Uhlefeld lod insinuere, bestode udi 3 Puncter. (1.) At han længe tilforn havde haft sin Afskeed. (2.) At ham ikke var bevist, at Toget did hen skulde gielde. (3.) At han om Kongens Nærværelse ved Armèen intet har vidst at sige.

Disse Puncter findes bevarede af Hans  Majestæt udi en egenhændig Erklæring af saadan Indhold. Den første og anden Post anlangende, da giør lidt til Sagen, om han før denne Tid havde fordret sin Afskeed eller ej, og at han ikke saa lige har vidst hvor hen Toget skulde gielde, det kand man ogsaa troe ham til Villie, efterdi han var ikke i Raadet, men hvad den 3die Post angaaer, at han ikke vidste at Kongen selv var ved Armèen, da viiser Hans Majestet klarligen udi samme Erklæring, at ingen Undskyldning derudi kand heilpe ham. Hvorledes ellers Jesper Friis udredde sig af denne Sag er mig u-bevist. Det er troeligt, at han paa Adelens Intercession er bleven benaadiget, saasom intet findes videre om Sagens Udførsel, og vare hans Undskyldninger saa slette, at han med Retten ikke kunde befrie sig. Jesper Friis var ellers en Mand af store Qvaliteter, havde været i Fransk og Engelsk Tieneste, og rejset udi Ægypten, Arabien og Palestina: Han døde 1643.

 

Udi Februarii Maaned af det Aar 1626 brød Græven af Mansfeld op med sine Folk, som mestendeel havde ligget i det Stift Lybek, og Lauenborg, og rykte ind udi Meklenborg, derfra gik han for Alt-Brandenborg og begierede at indlade nogle Folk der i, Borgerne stillede sig vel udi Gevæhr, og meente at holde ham med Magt fra sig, men de vare for svage dertil, maatte derfor denne gang bide i det suure Æble, og tage imod Indqvarteringen.

Derefter begav han sig til Zerbst, til hvilken han ankom udi all Stilhed om Morgenen, som de Friedlandske Tropper skulde blive indlagte til Besætning sammesteds, og erobrede den u-formodentligen.

Efterat han nogen Tid havde opholdt sig udi det Førstendom Anhalt, arbejdede han paa at igien bekomme Dessaver Skantze og Broe, eftersom man nu først, men forsildig, fornam, hvilken Vigtighed samme Skantze var af, og hvor højlig man havde forseet sig, i det man ikke bedre havde haft den i Agt.

Den 1ste April greb han Skantzen med Gevalt an, men de Kejserlige derimod giorde saadan Modstand, at han med u-forrettet Sag maatte gaae derfra. Ikke desmindre blev han dog ved sit Forsætt; thi, saa snart Administratoren af Magdedorg var stødt til ham, (486) rykte han den 11 derfor igien, og belejrede Skantzen paa nye, men til sin egen Skade.

Thi, saa snart som Hertugen af Friedland blev advaret derom af Oberst Altringer, som commanderede udi Skantzen, og tillige med saae, hvilken Lejlighed han havde til at ruinere de Manseldiske Tropper, begav han sig udi all Hast did hen. Imidlertid vare de Mansfeldske gandske sikkere, og havde ingen Kundskab om nogen Anslag imod dem, ellers havde de i Tide kunnet retirere sig udi god Orden, og uden Skade kommet derfra. De grebe Uden-Verkene af Skantzen den 15 med Magt an; men bleve afslagne ligesom tilforn. Derved blev den Skade ikke endet, thi strax derpaa lod Hertugen af Friedland anføre Rytteriet, som var paa hin Side, over Broen, af hvilket han forordnede endeel under Græv Schlik til Hinderhold udi en Skov, og imidlertid lod give Fyr paa de Mansfeldiske Løbe-Graver, saa at de maatte forlade samme og retirere sig til Skantzerne. Der forsvarede de sig udi lang Tid, indtil deres Munition-Vogne af den formegen Skyden bleve anstukkne, og derfore maatte begive sig paa den aadne mark. Herudover fik de Kejserlige vundet Spill, brøde ud af Skoven, og anfaldte de Mansfeldiske paa begge Sider. De samme giorde vel en lang tid tapper Modstand, saa at Viictorien syntes tvivlagtig, men deres Rytterie blev endelig overmandet, og slaget paa Flugten, hvorpaa Fodfolket, som bestod af 4re Regimenter, med liden Umage blev adspredet, endeel blev slagen, endeel fangen. De Slagnes Antall beløb sig til 3000. Det Kejserlige bekomme nogle og 30 Faner og 7 store Stykker, forliiste dog udi samme Action henved 1000 Mænd. Dette Mansfeldiske Nederlag forvirrede ikke lidet de Kongelige Sager.

Imidlertid commanderede Kongen endeel af sin Krigshær hen til Westphalen, hvor han erobrede adskillige Stæder, og indfodrede en stor Brandskatt, det Stifft Munster maatte og til at blæse i Bøssen, hvilket foraarsagede, at Græv Tilly maatte forlade Weserstrømmen for at hindre Kongens videre Fremgang udi Westphalen.

Hertugen af Lyneborg havde hidindtil holdet med Kongen og den Neder-Saxiske Kreds, men nu lod han sig af de Kejserlige søde Ord forlede, at falde fra Hans Kongl. Majst., og at opsige den Bestalling, som han af Kongen havde bekommet, og som han derpaa foretog nye Hvervinger baade til Hest og Fods, meente Kongen strax, at det skeede Kejseren til Gode, og derfore lod et Patent publicere den 2 martii, hvorudi han erklærede, at disse Hvervinger gik ham aldeeles ikke an, og vare anseede hverken til sin eller den Neder-Saxiske Kredses Fornødenhed, hvorfore han vilde have enhver advaret, at de saae sig for, ikke at begive sig udi saadan Tieneste, hvor de maatte lade sig bruge mod deres egen Religions Forvante, den Nedersaxiske Kreds, og deres eget Fæderne-Land. Derforuden lod han ogsaa tilkiende give, at den som foragtede samme velmeente Advarsel, og kom udi hans Hænder, skulde tilbørligen blive straffet. Til en (487) Erindring om dette Lyneborgske Frafald blev slagen en Mynt med saadan Opskrift:

Frustra te opponis, srenande caballe, leoni, Albus eras, rubeus, si modo pergis, eris.

Udi samme Henseende blev ogsaa giort den Statue, som endnu sees i Rosenborg Hauge i Kiøbenhavn, hvor en Løve præsenteres med en Hæst under sig, som han har nedslaget. Thi Lyneborg fører en Hæst udi sit Vaaben. Samme Støtte blev giort udi Glückstad, og derfra ført til Kiøbenhavn, hvor den blev nedsatt udi Rosenborg Hauge. Hvor meget ophidset Kongen ellers har været over dette Frafald, kand sees af et Brev, som han tilskred Hertugen af Lyneborg, saaledes lydende:

Freundlicher lieber Fatter

Aus deinem lezten Schreiben habe ich vernommen, datz dy vermeynest grosse Kongens Skrivelse til samme Hertug. Ursache zu haben dich in des Räysers Bestallung zu begeben welches ich dahin will gestellet seyn lassen. Datz du dem Räyser lieber denn mir gedenckest zu dienen, ist ganz kein Wunder, wolte GØtt es wäre schon vor vielen Jahren geschehen. Die Aufkündigung aber der Bestallung solte billig etwas tzeitlicher gewesen seyn, ehe und bevor damit dem Segentheil so vertrauliche Communication gehalten. Ich will für diesesmahl unsere Discurse, so da der zeit, als du bey mir von damahligen Rönig in Böhmen Gesandts Weise warest, und mehrmahl von Religions und andern Sachen vorgelauffen, nicht gedencken, sondern alles dem AUmächtigen GØtt befählen, der uns beyde kenner, und zum besten unsere Intensiones weitz, auch alles zu seinen Ehren wohl hinaus führen wird und kan. Der Ceuffel durfte unserm Erlöser und Seeligmacher die ganze Welt weisen und versprechen, da er ihn anbeten wolte, warum solte er es nicht annoch einem Menschen an-præsentiren durffen. Befehle dich hiemit dem rechten Richter über uns alle. Datum Wolfenbütel den 7 Martii Anno 1626.

Dein Vätter allezeit Christiàn m: pp:

Jeg har tilforn meldet, at de Kongelige bemægtigede sig det Stift Osnabrück. Der bleve de ikke længe Mestere; Thi Græven af Anhalt, som havde Ordre at drive dem ud af samme Stift, angreb til den Ende først den Stad Vehrdenbrück. Den Kongelige Besætning, som laae der inde, og haabede Undsætning, stillede sig modig an, og vilde ikke høre om nogen Overgivelse; men da Græven nærmede sig med Approcherne, og intet Tegn til Undsætning lod sig see, overgav den sig med Accord. Besætningen af Osnabrück overgav sig ogsaa paa samme Maade. Midt udi Februario brød Kongen op fra Rothenborg udi det Stift Vehrden, hvor (488) han en Tid lang havde haft sit Hoved-Qvarteer, og begav sig til Wolffenbyttel, og lod føre sine Folk, som laae 30 Miile adspredde, did hen.

Græv Tilly havde hidindtil holdet sig med sit meste Folk udi det Stift Paderborn. Men mod Enden af April vendte han sig mod Hessen, efterdi han troede ikke vel Land-Græv Moritz af Hessen, der havde bragt en Hob Folk paa Beenene, ligesom han dermed agtede at forsvare sit Land mod de Kejserlige og Ligister. Bemægtigede sig saaledes den Stad Hirskfeld, hvorudi laae 4re Compagnier, som maatte strax viige derfra, og giorde hans Folk med Røven og Plynderen stor Skade. Saaledes Spillede Tilly denne gang mester udi Hessen, og bragte alt Korn, hvede, Malt og anden forråd, som lå til Rotenburg, Allendorf, og Hifeld til sin Fordeel. Land-Greven Morris måtte sige dertil hvad han vilde.

Derpå rykte han mod Majmånets Udgang mod Minden, udi Forsæt at drive derfra den Kongelige Besætning, som hidindtil havde med adskillige Udfald og Streiffen gjort ham stor skade, og at bringe Borgerne til Kejserlig Lydighed, til hvilken Ende, han offered dem adskillige Middeler til Forliig. Men de havde samtlige fattet den Resolution, at forsvare sig tapperligen, indtil  de finge Unsætning enter af Kongen eller af Hertug Christian af Brundsvig , ja de vare så ophidsede, at de forgrebe sig op dem, som Tilly havde skikket til Staden, og handlede ilde med dem, hvilket forårsagede, at Græv Tilly med des større Iver fortsatt Belejringen, og Staden blev derover hårdt belejret.

I begyndelsen gjorde de belejrede tapper Modstand, og nedlagde mange af de Tillyske, hvilket forårsagede, at Tilly søgte igien at vinde Staden med Accord, og til den Ende skikkede en Trompeter derind, men Oberste Clout, som commanderede udi i Staden, gav ikke andet svar end til det yderste at ville forsvare staden. Herudover blev Tilly meget forbitteret, og lod befale den anden Dag at stille alle Stykker mod Staden, og give så længe Fyr, indtil der blev skudt sadant Stormhull, at man kunde storme med et heelt Regiment. Dette blev satt udi Verk af Fyrstenberg, og blev der fra Morgen til Aften skudt over  1000 Skud mod Muuren, hvorved den på en side blev ganske nedslagen. Dette u-anseet vilde de Belejrede ingen Accord begiære, men håbede idelig at fåe Undstning, hvilket bekom dem meget ilde, thi Fyrstenberg, efterat han havde skudt Breche, løb storm med 2 regimenter og inden en halv Time kom ind udi Staden, hvorpå der angik et stort Blod-Bad, thi foruden Soldaterne, som bleve uden all Nåde nedsablede, blev hverken Mand eller kvinde sparet. Den største Deel af Borgerne og Soldaterne forsvarede sig en lang stund på Kirke-Gården,som de tilførn havde forskanset. Men da Oberst Slout fornam, at det var u-muligt at opholde sig længe der retirerede han sig til Slottet, og deraf gjorde Fienden merkelig Skade. indtil han omsider blev ovvervunden og omkom med alle sine folk. Af 2500 Borgere, soldater (489)  og Bønder bleve ikke 20 til overs i den hele Stad, foruden Quinder og Børn, hvilket ikke heller bleve sparede. De mangefoldige døde kroppe lod Tilly føre på vogne og kastede dem udi Strømmen.

Efterat Tilly havde erobert Minden, satt han sig for at tvinge Land-Græv Moriz til Kejserens Lydighed, og til den Ende belagde den Førstelige Residentz og Fæstning Cassel indtil 14 juni: da begiærede han af Land-Græven, at 4re Kejserlige Compagnier måtte indlades udi Cassel, og som Land-Græven veigrede sig derved, truede Tilly at erholde det med Gevalt, hvorfor han maatte give en skriftlig Forsikring fra sig, ikke at indlade nogen fremmed Guarnison udi sine Fæstninger, men holde dem til Kejserens og Rigets Tieneste.

Jeg har tilforn meldet om Mansfelds Nederlag ved Dessaver Broe. Samme Mansfeld samlede sine adspredde Folk tilsammen, saa snart, som mueligt var; Dog kunde han med de Compagnier, som Kongen af Dannemark skikkede ham, og de Skotter han fik fra Hamborg, neppe giøre 3000 Fodfolk. Med Rytterne var det ogsaa slet bestilt, saasom ingen efter det Nederlag havde Lyst at tiene under ham.

Men da han havde faaet Undsætning af 5000 Mænd Kongelige under Johan Ernst af Saxsen Weimarbesluttede han tillige med bemeldte Hertug at giøre et Forsøg, om de kunde conjungere sig med Førsten af Siebenburgen, som stod udi Beredskab at tage imod dem, og foretage noget af Vigtighed mod Østerrige, til den Ende Provianterede de deres Folk for 14 Dage, og fortsatte deres Foretagende Marche. Men Hertugen af Friedland kom dem betimligen paa Halsen, saa de ikke kunde fuldkomme deres Forsætt, saa gierne som de vilde; thi, saa snart han fik at høre om dette Tog, og merkede, at Marchen skulde gaae for sig igiennem Mæhren og Schlesien, lod han strax nogle Regimenter gaae igiennem Lausnitz til Schlesien at forekomme de Mansfeldiske og Weimarske, og fuldte dem selv med 3000 Mænd derefter. Men denne Mængde Folk blev ved samme Marche meget svækked, saa at den en Tid lang intet Vigtigt kunde foretage. Saaledes førte Hertugen af SachsenWeimar og Mansfeld den Keiserlige Magt af Neder-Sachsen, hvilket var holdt for et stort Verk.

De Mansfeldiske og Weimarske toge deres Marche igiennem Brandenborg ind i Schlesien, da de komme mod Breslau, skikkede de en Trompeter med Skrivelse til bemelte Stad, og derudi meldte de Aarsaget, som havde drevet Kongen af Dannemark til at gribe til Gevær, og at de havde foretaget sig denne Marche for at skaffe enhver igien sine borttagne Privilegier, item stifte en standhaftig Fred, begiærende hos dem, at den Stad Breslau vilde assistere dem midlertid med 30000 Rdlr., og forsikkrede dem, at Stadens Gods ved deres Igiennemtog ingen Skade skulde vederfares. Men de Breslauer gave dem saadant Svar, som ikke vel klingede udi deres Øren. Derforuden bleve de heftig forfuldte af de Friedlandske, saa (490) at de kunde ikke uddeele sig udi Dorperne landsby (især om ty. forhold)), men maatte fra en Nat til en anden ligge udi en Vognborg, og lidde stor Hunger, indtil de komme til Gabelunka. Der forskandsede de sig sterk, og bleve bestyrkede med Folk, som komme dagligen til dem fra Mæhren, og Ungarn, hvorpaa de giorde adskillige Indfald paa de Mæhriske Grændser, og derved giorde Førsten af Lichten af Lichtenstein stor Skade.

Græven af Mansfeld, saasom hans Forsætt var at conjungere sig med Førsten af Siebenburgen, rykte han ind udi Ungarn. Hertugen af Sachsen-Weimar derimod gik til Schlesien igien, hvor han indtog en heel Hob Stæder, udplyndrede andre og besatt Jægerndorf og Oppeln med Folk, og, som hans Magt dagligen tog til, bleve de Schlesiske Førster og Stænder heel bange, og derfor lode giøre Paabud allevegne til Landets Defension. Derimod skikkede den Danske Krigs-Commissarius Joachim Witzlafft en Trompeter med Advarsel til Førsterne og Stænderne at holde inde med saadant Paabud, give Hertugen af Friedland og hans Folk ingen Gehør, eller forsyne dem med Proviant og anden Fornødenhed, men derimod assistere den Kongelige Armée, som var kommen i Landet ikke som en Fiende, men for at beskytte deres Religion og Frihed. Samme Trompetter blev ikke vel imodtagen, men blev af OberAmptet i Lignitz kastet i Fængsel. Imidlertid grebe de Weimarske temmelig vit om sig, og formerede en sterk Armée ved Troppau, og, som hertugen fornam at nogle Keiserlige Tropper under 4re Oberster vare udi Motion, skikkede han nogle Ryttere mod dem, af hvilke de Keiserlige bleve slagne, og med Forliis af 300 Mænd maatte tage Flugten.

Nu maa jeg vende mig til Kongen og Græv Tilly, og see hvad imidlertid har tildraget sig udi Sachsen.

Kongen bekom ved Friedlands Borktog temmelig Lust, og derfor begyndte at gribe vit om sig, thi han erobrede ved Accord 2 Magdeburgske Ampter, beleirede derefter Schlaen, og nødde Besætningen at overgive sig. Iligemaade bragte han ogsaa udi sin Gevalt det Cølniske Slott Steversvald, og bekom derudi en stor Forraad paa Proviant.

Grev Tilly derimod rykte nogle Dage efter Mindens Erobring for Gottingen, og belejrede samme Stad. Derudi laae en god Kongelig Besætning, hvilken giorde udi Begyndelsen de Tillyske stor Skade ved Skyden og Udfald. Ikke desmindre fortsatt dog Tilly Belejringen med saadan Iver, at han inden kort Tid bragte nogle af LøbeGravene indtil Stadens Vand-Grav. Han indbildte sig vel i Begyndelsen, at giøre sig Mester over Staden uden synderlig Modstand, men han giorde sin Regning uden Vert; thi han maatte ligge 6 Uger derfor, indtil han omsider, efter at Breche var skudt, den 9. Augusti giorde Anstalt til Storm. Da begyndte Guarnisonen at capitulere, og overgav Staden med reputerlig Accord den 11. Ejusdem (i samme måned).

Efter at Tilly havde erobret Gottingen, begav han sig mod Nordheim, udi Forsætt ogsaa at erobre samme Stad, men Kongen bekom i Tide Kundskab derom, og derfore besluttede at undsætte den, (491) til hvilken Ende han brød op med sin gandske Armée og kom den 15. Augusti uformodende i den Tillyske Krigshærs Aasyn ved samme Nordheim; begge Arméer vare hinanden da saa nær, at Rytteriet begyndte at skermytzere med hinanden, saa at det saae ud til en Hoved-Træfning. Men de Tillyske Soldater turde ikke binde an denne gang, efterdi Generalen var ikke selv tilstede, men formedelst Svaghed opholdt sig til Gottingen, og derfor retirerede sig til Gottingen igien til en Post, hvor de meente sig at være sikrere.

Denne Retirade lod Kongen være gandske ubehindret, blev 4re Dage endda staaende paa samme Sted, og efterat han havde forsynet Nordheim med all Fornødenhed, brød omsider op, og, som man meener, agtede sig til Thüringen, og derfra til de Ligistiske Lande, hvilket, da Tilly formærkte, satt han sig for af yderste Magt saadant at forhindre, og derfor, saasnart som han havde bestyrket sig med de Fridlandske Tropper, brød op med sin heele Krigs-Magt at forekomme de Kongelige, hvilke, eftersom de fornam, Fienden var dem alt forsterke, retirerede sig til Wolfenbyttel. Tilly, stolende paa sin Mængde, forfulte dem indtil en Dorp Luther, hvor Kongen, efterat han havde opholdt sig en liden Tid, kunde ikke taale, at Fienden, hvorvel langt sterkere end hans Folk, skulde bravere (sætte sig op imod el. optræde frækt, udfordrende overfor) ham længer, og derfor den 27. Augusti gik udaf sin Fordeel, og leverede Tilly et Felt-Slag. Udi Begyndelsen saae det meget farligt ud for de Keiserlige, efterdi de Kongelige figtede med en ugemeen Tapperhed, og Hans Majestet lod see, at han her ej fattedes meer Tapperhed, og Forstand end tilforn, og førdte sine Folk selv 3 gange an, ikke des mindre finge dog de Tillyske Overhaand, efterdi det Tydske Rytterie formedelst den ubetalte Sold bleve oprørske og vilde ikke figte, hvorudover en stor Deel af Fodfolket blev omkommen. Der blev funden paa Val-Stedet af de Kongelige, Land-Græv Philip af Hessen, item den Danske Commissarius Povisk, og andre gode Officerer. Den heele Forliis blev beregnet paa 4000 Mænd, hvoraf endeel blev fangen, endeel slagen. Efter dette haarde Slag begav Kongen sig til Wolfenbyttel, og strax recolligerede (mht. hærstyrke o.l.: samle (og organisere) på ny (efter en adsplittelse, et nederlag) sine Tropper, hvilke, foruden hvad som laae i Besætningerne, vare endda 23000 Mænd sterke, strax derpaa skikkede han adskillige Couriers til Sverrige, Frankerige, Engeland, Nederlandene, forestillende dennem, at, omendskiønt Lykken havde været ham noget imod, vilde han dog ej lade Modet falde.

Aarsagen til dette Slags Forliis samt den heele Krigs slette Udfald var Mangel paa Penge, thi de Subsidier, som bleve Hans Majestet lovede af Frankerig og Engeland, bleve ikke betalte. Kongen havde besynderlig forladt sig paa de accorderede Engelske Penge, nemlig 3600000 Gylden aarligen, hvilke den Engelske Minister Buckingham, Spaniens og Østerriges Ertzfiende, havde overtalt Kongen af Engeland at accordere. Men saa store, som Løfterne vare, saa liden var Effetzten.

Den gemeene Mand tilskrev saadant Kongens Fald ved Hameln, foregivende, at han siden den Tid ikke havde kunnet agere (492) med den Forsigtighed, som tilforn, hvilke Raisonnemens Aitzema beleer, sigende: Maer seker t’onbrach den Koninch nock aen Verstant nock aen Wackerheid, hebbende alle Deugden, die een kloock Velt-Heer behoert te hebben. Der fantes og saa de, der giorde sig et Omen af Stedet, som Slaget stoed paa, nemlig Luther, at det skulde betyde den Lutherske Troes Undergang.

Ligesom de Roman-Catholske nu ikke glemte at skyde Triumpher hid og did, og at siunge Te Deum(  navn på lat. kirkehymne (der begynder med disse ord). Efterat Dommen (over kejseren) var oplæset, reisede sig Paven op med de andre, og intonerede Te DEum), saa forglemte ogsaa ikke Tilly at forfølge sin Victorie, thi han erobrede den Fæstning Steenbruk ved Accord. Paa samme Tid slog ogsaa den Stad Hannover sig til Keiserlig Parti. Alle Passe ved Bremen, de tvende Slotte Hoja, og Langvedel, saa og den Stad Behrden og Rothenborg, item alle Fæstninger i det Brunsvigske undtagen Bolfenbyttel faldt udi Tillys Hænder.

Som Kongen nu saae, at Tilly greb saa vit om sig, og rykte mod hans egne Lande, gik han fra Boxtehude med sit Hoved-Quartéer til Stade, hvilken Stad han lod sterkt befæste, og omgive med nye Grave, at han udi all Tilfælde kunde have sikker Retirade dertil.

Den 25. Otztobr. affærdigede han til Staterne af de foreenede Nederlande saadan Skrivelse: at, omendskiønt udi den nylig holdte Trefning, Lykken havde været ham noget imod, vilde han derfor ikke lade Modet falde, og forlade det gemeene Væsen, men endnu ved Guds Hielp tage sig det alvorligen an, tvivlede ogsaa intet, at jo den allmægtige GUD tager sig de Uskyldige, og Betrængte an, og opholder sin Kirke; Og eftersom han ikke alleeneste har bragt sit Tavallerie udi god Orden igien, men endogsaa samlet et anseeligt Fodfolk sammen, og dermed besatt det Stikt Bremen, saa at Tilly maa søge et andet Vinter-Quartéer, saa har han dog holdet det for en Fornødenhed, at give andre Potentater og Herskaber, som ere det gemeene Væsen vel affetztionerede, saadant tilkiende, og at begiære deres Undsættning. Og, efterdi han besynderligen derfor havde skikket sine Gesantere til Frankerig og Venedig, og de, nemlig Staterne, havde deres residerende Gesantere sammesteds, saa begiærede han af dem, at de vilde recommendere denne Handel.

Udi Novembr. blev holden en Land-Dag udi Rensborg udi Holsten, hvorhen Kongen begav sig tillige med Prinds Christian, der blev proponeret (officiel, embedsmæssig erklæring) , at den fornemste Aarsag, hvorfor Land-Dagen var udskreven, var den store Fare, som formedelst Fiendens Ankomst svævede de Holstenske Stæder for Øjnene, hvorfor det var fornødent i Tide at beraadslaae hvad Middel man maatte tage saadan Uheld i Tide at forekomme.

Hvorpaa Land-Syndicus (retslærd der var ansat ved en ty. landdag og fungerede som dennes rådgiver i juridiske spørgsmål) udi samtlige Stænders Nærværelse svarede, at det gandske Land erklærede saadan Land-Dags Bestemmelse, som en besynderlig faderlig Omsorg hos Hans Kongelige Majestet og vil beflitte sig paa at forskylde saadant med all underdanigste Tieneste.

(493) Derefter stod Stadholderen i Holsten Rantzov op og sagde frit ud, at det var formedelst den overhængende Fare det beste Raad at lave sig alle paa en tapper Modstand, og derfor nu fatte saadan Resolution at gaae Fienden imod, byde ham paa et beqvemt Sted Spidsen, og ikke opbie ham til han kom hid paa Grændserne. De lovlige Stænder maatte forsikkre dem, omendskiønt han var en gammel Mand, og ingen Ting tiente ham nu omstunder meere end Roelighed, vilde han dog ikke være den Sidste, men heller den Første at vove sine graae Haar imod Fienden, og saa haabede han enhver troe Patriot vilde efterfølge hans Exempel, hvilket ufeilbarligen udfodrer den tilbørlige Respetzt til Guds hellige Ord, den naturlige Lydighed mod Gud og sin Øvrighed. Hans Kongelige Majestets allernaadigste Villie er derfor, at enhver Adelsmand skal for sin egen Person gaae udi Felten, og den som vegrer sig derfor, at blive skildt baade ved Gods og Ære. Stadholderen erklærede ogsaa hvad Stænderne maatte contribuere til Landets Forsvar, og Ridderskabet underskrev villigen alle Puntzter.

Efter holdte Deliberation (rådslagning, forhandling) og giordte Slutning, inviterede Kongen ved Stadholderen det samtlige Ridderskab paa Slottet til Maaltid. Saaledes blev denne Land-Dag lykkeligen fuldendiget.

Strax derpaa tog Kongen sig fore ved Behændighed at erobre det Slott Hoja ved Veseren. Hvilket Forsætt skulde sættes i Verk den 12. Decembr., men det mislingede ham, hvorfor han lavede sig til at erobre det med Storm. Udi den første Storm bleve de Kongelige afslagne, men udi den anden bleve de Mester over Slottet. De Tillyske retirerede sig til de inderste Deele deraf, hvor de begiærede Accord, men kunde ikke bekomme andre Conditioner end marchere ud med deres Side-Gevær. Udi Slottet blev fundet stort Bytte, men det kostede brave Folk, Kongen selv blev skudt udi sin venstre Axel, og Cron-Prindsen Chrictianus 5. blev blesseret paa tvende Steder; hvorfor og Slottet blev fast gandske ruineret, og Broen over Beseren afbrændt.

Det ulykkelige Slag ved Kønigs-Luther foraarsagede, at Førsterne og Stænderne udi den Neder-Sachsiske Kreds begyndte at vakle, og, omendskiønt Skaden var ikke saa stor, at den jo vel, om de havde villet været samdrægtige, og efterfuldt Kong Christians Exempel, havde kunnet oprettes, saa dog lode de sig af Frygt og gode Ord bevæge at forlade Hans Kongl. Majest. som for at contzervere deres Religion og Frihed havde indviklet sig i denne Krig.