Chr 4 1626 - 28

Dette er det Fornemste som tildrog sig udi det Aar 1626, udi hvilket Aar, saasom Hans Majestet var stedse ude af Riget, forestod Cron-Prindsen Chrictianus 5. Regieringen hiemme, thi man finder i dette Aar adskillige Forordninger udgivne i hans Navn: 1) Om Salt-Compagniernes Ophævelse. 2) Om Lüneborgsk Salt, hvilket Undersaatterne tilholdes at kiøbe i Lüneborg selv fra første Haand . 3) Om Confirmation paa de oprettede Artikle angaaende Bryggeriet og Ølltappen. 4) Om en Bede-Dags Anordning; og er hans Titel (494) paa bemældte Forordninger: Vi Christian den Femte Dannemarkis, Norgis, Vendis, og Gottis udvalte Prinds. Dog seer man, at han dette Aar har bivaanet Krigs-Hæren. De som udi Regimentet adjungeredes ham til Medhielpere vare Cantzler Christian Friis, Rigets Amiral Claus Daa, og Christian Thomesen Sehsted.

Anno 1627 lavede begge Parter sig igien af all Magt til; Jeg har tilforn fortaalt, hvordan det gik af med den Rensborgske Land-Dag, holden udi forbigangne Aar, og hvorledes Ridderskabet retzolverede paa den Konglige Propotzition. Saasnart dette kom Tilly for Ørene, arbeidede han paa at kuldkaste det igien, og til den Ende affærdigede Skrivelser baade til Førsten af Holsten, og det Holstenske Ridderskab, hvorudi han formanede dem at blive i Keiserens Lydighed.

Imidlertid muntrede Kongen Ridderskabet og de andre Undersaattere udi Holsten, og lod forsyne den Stad Nyenborg med Proviant og anden Fornødenhed. Ellers var paa samme Tid stor Elendighed ikke alleene i Neder-Sachsen, men endog udi de andre omliggende Lande, besynderlig udi Hessen, Weimar og Frankenland, hvilke bleve plagede med Indquarteringer og Giennemtog

af de Keiserlige og Ligistiske Tropper, saa at en Stad efter en anden blev besnæret, ligesom Fuglen udi Garnet, hvilket gav Anledning til allehaande underlige Ditzcurtzer, og saadant desmeere, efterdi man fik Kundskab om, at Hans Keiserlige Majestet havde vel i Sinde at giøre en bestandig Fred udi Riget, men at de Roman-Catholske tragtede efter at forhindre saadant got Forsætt; I saa Maade, at ej alleene fra Paven selv, men endogsaa den gandske Geistlighed til Rom bleve sendte Protectations-Skrivelser til Hans Keiserlige Majestet imod all Forliig og Fred, efterdi man nu havde Kætterne, (som de kaldte dem,) udi Sekken; Hvoraf man kunde see, at det Geistlige Godses igien Erobring, og Protectanternes Undertrykkelse var den Brud, de Keiserlige og Ligister saa længe havde dantzet om, og derfore havde ført Krigen fra et Land til et andet, udsuet og enerveret en Nation efter den anden, men dog holdet saadant Forehavende hemmeligt, og fortsatt Krigen under andre specieuse Prætexter indtil det Aar 1629, da toge de omsider Masken af, og lode komme for en Dag hvad som de havde gaaet saa længe frugtsommelige med. Efter at Hertugen af Lüneborg, som før er meldt, havde givet sig udi Keiserlig Lydighed igien, og lovet at ville skaffe de Danske Besætninger af sine Fæstninger, har han derpaa giort adskillige Ansøgninger hos Hans Kongelige Majestet, og udi Begyndelsen af April affærdiget en Gesant til ham med Begiæring, at Wolfenbyttel igien maatte indrømmes. Men Kongen holdt det ikke raadeligt at bifalde Hertugen derudi.

Imidlertid giorde begge Parterne deres yderste Flid at forsterke sig med friske Folk. Udi Keiserens og de Ligisters Navn bleve hid og did Patenter uddeelte om at hverve nye Tropper. Kongen af Dannemark giorde ogsaa store Hvervinger, og samlede en Hob Folk tilsammen for at byde General Tilly Spidsen, og forsvare de endnu indehavende Stæder. Blant andre arriverede nogle Compagnier (495) Engelske 6000 Mænd sterke. Kongen af Frankerig bevilgede ogsaa at hverve udi sit Rige 4000 Mænd til Kongens Tieneste, og lovede at giøre Forskud paa Penge dertil. Havde man udi Tide ladet see saadan Iver at række Hans Majest. Haanden, og actictere ham udi hans Forsætt, havde man kunnet haft Forhaabning, at hans Sager skulde have løbet anderledes af, og forrykt de Keiserlige og Ligister deres Concepter, men saasom man allerførst af Skade lærte at blive viis, var all Hielp forgiæves.

Kongen havde nu faaet paa Beenene igien 24000 Mænd til Fods og 5000 til Hæst, hvoraf en god Deel blev lagt udi Stikt Bremen og Ottersberg. Og som han befrygtede at Tilly maatte gaae over Elven med sin Armée, lod han oprette adskillige Skandser ved samme Flod, og forsyne dem med Stykker og anden Fornødenhed.

Imidlertid passerede nogle 1000 Tillyske Elben, og conjungerede sig med Oberste Altringers Regiment, og derpaa bemægtigede sig en sterk Patz ved Havelen, en Miil Vejs fra Brandenborg, omkomme nogle af Guarnitzonen, og toge Resten til Fange, som laae derinde.

De Tillyske bemægtigede sig derpaa adskillige Stæder udi Brandenborger Land som Brandenborg, Rattenav, Perleberg, og andre omliggende Stæder, og derefter vendte sig til Havelberg, for at erobre samme Stad med dens Fæstning.

Imidlertid stode de Kongelige sig vel udi Lyneborger Land, og giorde Besætningen af Wolffenbyttel adskillige lykkelige Udfald, og bragte ind udi Fæstningen stort Bytte, hvilket at hevne, de Tillyske samlede dem sammen, og agtede at sætte i Brand Forstaden, kalden Gotteslager, og havde til samme Forsætts Fuldbyrdelse god Forhaabning, efterdi de havde faaet Underretning, at en Oberst havde Dagen tilforn holdet Brøllup derinde, hvorover de indbilte sig at finde Fienden sovende af et got Ruus; men deres Tanker sloge dem fejl, thi de Kongelige bleve betimeligen advarede om de Tillyskes Forehavende, og derudover forstak 500 Musqveteerer udi en Grav, hvorpaa en Ritmester begav sig af Fæstningen at skermytzere med Fienden. Da nu Anfaldet skeede vendte bemeldte Ritmester sig det Sted, hvor Musqvetererne laae skiulte, hvilke u-formodende gave Fyr paa de Tillyske, saa at en stor Deel blev nedlagt og Resten driven tilbage igien. Saaledes blev dette fiendtlige Anslag til Band dog kom dem selv til Skade.

Medens dette forrettedes, havde de Tillyske bloqveret Nordheim, hvilken de nu begyndte at angribe med stor Iver under Græven af Førstenberg. Den 27 Junii giorde de trende Ansald, men de Belejrede forsvarede sig med saadan Tapperhed, at de Tillyske med stor Forliis maatte viige tilbage. Da nu bemeldte Førstenberg lavede sig den 2 Julii til en General Storm, bøde de Belejrede sig 2 gange til Accord, men kunde ikke erholde den, hvorfor de lode ham ved en Trompeter viide, at, eftersom man mod Krigs-Brug vegrede sig for at accordere med dem, vilde de som ærlige Soldater fegte indtil (496) Døden, Dette u-anseet blev dog Fyrstenberg ved sit Forehavened, og lod sit Folk den 5 Julii lobe Storm den heele Dag, men de Belejrede afsloge dem med stor Tapperhed, saa at de Tillyske same Dag mistede en heel Hob Folk, og maatte med u-forrettet Sag vende tilbage igien. Mod Aftenen begiærede de en Stilstand for at begrave deres Døde, og curere deres Svage, men de Belejrede sloge dem saadant med all Villighed af; Efterdi den tilforn havde nægtet dem Accord, giorde ogsaa Udsalg om Natten og udplyndrede de Døde i Graverne, og gave dem deres Rest, som vare halv døde. Da de Tillyske nu merkede deres Resolution, forgik dem vidre Lyst til at storme, hvorudover Fyrstenberg sendte Bud til dem, og tilbød dem Accord, hvilken de Belejrede modtoge, efterdi de havde ikke meere Proviant tilovers, og marcherede med all Æres-Tegn udaf Fæstningen.

Derefter brøde de Kejserlige og Tillyske længere ind udi Neder-Saxsen, og det med tvende store Krigshære. Kongen derimod blev gandske forladt at sine tilforn allierede, hvilke faldt fra efter Haanden og forligte sit med Kejseren, dette foraaesagede, at de Kejserlige tænkte at have heele Dannemark i Sækken, og derfor ikke vilde høre tale om nogen Fred, uden med saadanne Vilkor, som Hans Kongl. Majst. ingenlunde kunde imodtage, omendskiønt han havde været bragt til største Yderlighed. De foreslagne Freds-Conditioner bestoede derudi: 1.) At Kongen vilde nedlægge sin Friendtlighed mod Kejseren. 2.) Sig sig af med sit Kreds Oberst Ampt. 3) Ikke tragte efter nogen Ertz-Stikter eller Stikter. 4.) Indrømme Kejseren det Førstendom Holsten, og andre Lehne, som Hans Majst. havde udi det Romerske Rige. 5.) Overgive den Fæstning Glükstad strax. 6.) Erstatte Krigens Omkostninger. 7.) Opsige alle Prætensioner paa det Førstendom Lyneborg, Brunsvig og andre Stæder udi Tydskland. 8.) Erstatte Krigs-og Brands-Skade. 9.) Opsige all Alliance og Forbund mod Hans Kejserl. Majst. og andet saadant, hvilket var u-taaleigt at høre.

Saasom hans Majst. nu tilbørligen havde afslaget disse u-billige Conditioner, af hvilke han noksom kunde see, at de Kejserlige ikke havde i Sinde at giøre Fred, men alleene tragtede at føre sig til Nytte den Spliid, som var imellem Kongen og hans Allierede for at skade Dannemark, og at befæste deres Magt ved Øster-Søen, saa søgte Fienden nu af yderste Magt at angribe de Kongelige Lande. Tilly brød ind paa den eene Side og Hertugen af Friedland paa den anden Side. Hvilket foraarsagede, at Kongen retirerede sig til Glükstad. Derpaa trængde de Kejserlige sig videre ind udi det Hertugdom Holsten, og bemægtigede sig en liden Fæstning ved Crempe, hvilken strax blev besatt med toe Kejserlige Compagnier. Tilly giorde sig iligemaade Mester over Itzehoe og Elmeshorn. Græven af Anhalt bemægtigede sign nogle smaae Skandser, og rykte for Ottersberg, hvilken, eftersom ingen Hielp for Haanden var, han ogsaa erobrede.

Hertugen af Holsten Friderik 3. forlod udi denne Fristelses Tid da det Kongelige Parti, og søgte at forlige sig med den Kejserlige General Tiilly. Han erholdt ogsaa Neutralitet, men med haarde Conditioner, (497) nemlig, at han skulde give en anseelig Sum Penge, og indrømme det Eiderstedske til Indqvarteering for endeel Kejserlige Tropper, og forlade det Lavenborgske Forbund. Dette gav Aarsag til Misforstand imellem Kongen og Førsten, og foraarsagede at Kongen faldt ind udi de Førstelige Land, og endelig belejrede Gottors selv, hvor Hertugen opholdt sig med endeel Kejserlig Tropper, og bleve de ikke forliigte førend ved den Lybekste Fred, hvorom videre siden.

Imidlertid forefaldt udi Holsten en haard Trefning mellem Margræven af Durlach og de Kejserlige under Græven af Schlich, hvorudi Margræven blev totaliter slagen, han selv med nogel faa salverede sig med Flugten, og gav sig til Skibs. Resten af hans Armee faldt udi de Kejserliges Hænder, De Kejserlige Armeer brøde Item i Jylland, giorde sig Mestere over Wilstermarsk og Rensborg, siden Kiel og Flensborg, og rykte langt ind udi Inlland, hvor de bemætigede sig Lands-Byer, stæder og Slotte uden nogen Møje, eftersom Indbyggerne havde gandske forladt dem af Frygt for denne forskrekkelige Krigshær, hvilken de fandt sig alt for svage at modstaae, men alle de indtagne Stæder, som hørte Førsten af Holsten til, bleve efter Kejserens Ordre given ham tilbage.

Udi dette Aar regierede den bekiendte u-hørlige Storm, hvoras den 28 Januarii nedblæsede vor Frue Spiir i Kiøbenhavn, Kongens Lade-Gaard og Nicolai Taarn, hvilket faldt ind paa Kirken, og slog den heele Kirke-Hvelning ned, hvorfore man et heelt Aar holdt Guds Tienesten under aaben Himmel. Taarnet blev siden opbygged paa nye langt hærligere end tilforn, og varede Bygningen nogle Aar; Den kostede meer end 19000 Rigsdl. Udi same Aar blev Prinds Christians Kammer-Junker Axel Ørn ihielskudt paa Umager Torv af Vagten.