Chr 4 1628

Anno 1628 belejrede Vallenstein eller Hertugen af Friedland ved sin Oberst Arnheim den Stad Straalsund, hvorudi var en Dansk Gvarnison, hvilken forsvarede sig tapperligen, og slog de Kejserlige alletider af, da de stormede dertil, og omendskiønt Vallensteim selv med nogle tusinde Mænd kom derhen, greb Staden an med stor Iver, og lod alletider Regimenter lobe an, hvilke uden Ophør bleve afløste med to andre Regimenter, ikke desmindre bleve de Kejserlige dog med stor Forliis drevne tilbage.

 

 

 

Over dette blev Vallenstein saa forbittret, at han lod sig merke med, at ville indtage Staden, om den hang ved Himmelen af en Kiæde, og derfor en Dag lod skyde paa Muurene uden Ophør, hvilker altsammen de Belejrede udstode med stor Bestandighed, eftersom de havde forbundet sig til Døden med hinanden, besynderligen da 150 Danske Sejlere lode sig see udi Søen, og foraarsagede det, at de Kejserlige med u-forretter Sag maatte gaae tilbage igien. Medens de Friedlandske havde at bestille med Straalsund, havde (498) Tilly begived sig for Stade, hvorudi var den Engelske Oberst Morgan med 44 Compagnier Danske, hvilke forsvarede sig længe med stor Tapperhed, giorde adskillige Udfald, og skarmytzerede idelig med Fienden, og eftersom de ventede Undsætning fra Dannemark, vilde de ingenlunde lade sig beqvemme til Tractater, hvorudover Tilly anvendte all sin Konst paa Belejringen. Endeligen lod Kongen sig see med 3 skibe paa Elven, for at undsætte dem, dog han kunde ikke føre sit Forsætt i Verk, eftersom Tilly havde saa sterk forskantzet sig, at han hverken kunde komme til ham eller beskyde hans Lejer, hvorfor de Belejrede endeligen capitulerede og overgave Staden.

Efter at Stade var erobret, gik man løs paa Crempe og Glykstad, som bleve belejrede af Oberst Ultringer. De af Glykstad giorde adskillige lykkelige Udfald, erobrede mange Fanger, samt nogle Skibe, som vare ladne med Proviant til Fienden, og sparede ingen Fliid i at bestyrke sig mod de Kejferlige, saa at de samme endeligen forlode Glykstad og med deres gandske Magt gave sig for Crempe, hvorhen Hertugen af Friedland ogsaa var kommen med en hob friske Folk og omringede Staden, saaledes, at ingen kunde hverken komme ind eller ud. Da Gouverneuren George von Ahlefeld saae sig nu saaledes omspændt, Provianten fortæret, og ingen Undsætning at bekomme, overgav han Staden med saadanne Conditioner, at Besætningen med all Æres-Tegn skulde marchere til Glykstad, og derfra begive sig til Dannemark. Havde de Danske med hungrige Maver kundet behielpe sig nogle Dage længere, havde de Kejserlige bleven nødde til at ophæve Belejringen ikke uden største formedelst en Vandslod, hvilken skeede nogle Dage efter Stadens Opgivelse, men Lykken herudi saavelsom udi andet, var stedse imod.

Da nu Kongen havde ikke meer til overs af heele Holsten end Glykstad, lod Keiseren, opmuntret af denne Lykke, ved sine Commissarier citere den Holstenske Adel til Rensborg, for der at hylde ham, efterdi Kongen af Dannemark, som han foregav, havde forbrudt det Førstendom Holsten, men der lod sig ganske saa af bemeldte Adel indfinde, saa at de Herrer Commissarier fik her lidet for deres Umage.

Den bestandige og udi Mood u-overvindelige Kong Christian, omendskiønt Lykken udi denne Krig havde været ham meget imod, lod han dog ikke sinke noget af sin sædvanlige Behiertighed, men paa nye lavede sig til af yderste Magt at Continuerer Krigen, og med en strek Flode begav sig til Søes, for at forsøge Lykken igien; Først begav Hans Majerstet sig til Femern, hvilken han bemægtigede sig og tvang de Besætninger, som der fandtes at opgive deres Skandser; Derefter begav han sig til Eklenførde, hvis Besætning, som var Lyneborgsk, maatte give sig paa Naade og Unaade. Derimod udrustede de Keiserlige til Apenrade 18 Skibe, men de bleve overfaldne af en Storm, saa at nogle forgik, og Resten faldt i de Danskes Hænder. Efterat Eklenførde var erobret, vendte Kong Christian sig til Kiel, hvilken, da han nogen Stund forgiæves havde beskydet og anfaldet, gik han derfra med sin Flode igien.

(499) Efter at Kongen havde lagt sine Skibe omkring Rygen, gik han med en anden Armée til Usedom, hvor han bemægtigede sig de Stæder Putgla og Usedom, samt det heele Land; Derefter Volgast og den Skandse Peinemund. Medens Kongen tog sig for at befæste den Stad Volgast, forsamlede de Kejserlige sig til Grypsvald 6 Regimenter Fodfolk og 22 Cornetter Ryttere, hvilket, da Hans Majestet fornam, gik han dem selv i Møde med hans Søn Hertug Friderik, som siden blev Konge i Dannemark, sloges tapperligen med dem ved den store Skandse, og drev dem tvende gange tilbage med stor Forliis. Endelig da de Kejserlige giorde det 3die Forsøg, bemægtigede de sig Skandsen. De Danske sloge sig med 7 Corneter 2de gange igiennem 22 Kejserlige Cornetter, og dermed holdt dem saa længe op, at Fodfolket kom ind Udi Staden. Udi denne Træfning forliiste de Danske 500 til Fods og 100 til Hæst, de Kejserlige engang saa mange. Derefter begav Kongen sig til Skibs igien, og sejlede til Kiøbenhavn.

Imidlertid giorde den Danske Besætning udi Glykstad, som bestod af 1500 Mænd, et iykkeligt Udfald; thi den 25 Augusti, gik de ud om Natten af Fæstningen, og anfaldte den Kejserlige Armée, med saadan Tapperhed, et en stor Deel af de Kejserlige omkomme, mange høje Officerer bleve fangne og adskillige Skandser sleyffede, hvorpaa Garnisonen begav sig med Triumph til Staden igien.

Nu bemøjede sig ikke alleene Dannemarks Raad, men end og Churforsten af Sachsen og andre at dempe denne U-roelighed, og at stifte Fred imellem Dannemark og Kejseren igien, og kom det endelig saa vit, at Hamborg eller Lybek bleve benevnede til Tractaterne. Men, som Kongen af Dannemark imidlertid continuerede med Krigen, lode de Kejserlige sig forlyde, at deraf ikke kunde sluttes andet, end de Danske havde liden Lyst til Fred. Da Hans Majestet blev erkyndiget derom, lod han til Kiøbenhavn publicere et Skrift, hvorudi han gav tilkiende den Tilbøjelighed han have til Fred, og at han allerede havde forsynet sine med Instrux og Plenipotentz (fuldmagt), dersom det var de Kejserliges Alvor. Herpaa kom det nu vel saa vit, at den Stad Lydek blev benednet til Freds-Handling; ikke desmindre havde dog begge Parterne lavet sig til af yderste Magt, at, i fald Tractaterne skulde blive frugtesløse, de kunde være færdige at mode hinanden igien.