Chr 4 1630 - 31

1630 Hamborgerne kunde ingen synderlig Behag have i at see Glykstads Opkomst, der laae dem saa nær, og havde saadan fordeelagtig Situation ved Elven, hvor alle deres Skibe skulde passere forbi; Men en anden Anstalt, som strax paafuldte, bragte dem i fuldkommen Bevægelse; thi udi efterfølgende Aar 1630 lod Hans Majestet lægge nogle Krigs-Skibe paa Elven ved Glykstad, for at fodre Told af de forbi farende Hamborgske Skibe, og udgaae en Befalning af det Indhold, at alle smaae og store Skibe, enten de ginge fra eller til Elven, skulde stryge Sejl, og kaste deres Anker ved Glykstad, give sig an hos Gouverneuren, og forhøre, om der kunde forefalde noget for dem at forrette paa de Kongl. Steder, hvor hen de agtede at begive sig.

Disse Kongelige Forordninger klingede ikke vel udi de Hamborgers Øren. De stode længe udi Betænkning om de skulde med Magt søge at drive de Kongelige Skibe fra Elven, eller udi Ydmyghed at bede Kongen han vilde staae fra sit Forsæt. Med Magt fandte de nok, at de kunde lidet udrette, derfor besluttede de ved Gesandter at forsøge, om Kongen kunde bringes fra sit Forehavende, og udi Martio affærdigede en Syndicum til Kiøbenhavn, hvilken ankom den 31 ejusdem til samme Hoved-Stad, og foreholdt Hans Majestet Stadens underdanigste Begiæring om Toldens Afskaffelse.

Derpaa erklærede sig Hans Majestet saaledes: Hans Intention og Meening havde ikke været, var ej heller nu at anrette en ordentlig Told paa Elven, langt mindre dermed at besværge fremmede Nationer, Provincier og Lande, hvilket de udgivne Patenter ej heller bragte med sig; Men denne ringe forordning gik alleene de Hamborger, hans Arve-Undersaatter an, efterdi de udi nogle Aar uden Kejserlig Concession, uden det Churførstelige Collegii og hans, nemlig deres Lands Førstes Samtykke mod all Rett og Villighed have understaaet sig, at tvinge og udpresse en overmaade stor Told af hans eget Kongeligt Gods, og hans Undersaatters Vahre, og efter udpressed Told opholdet Skidene mange Uger, saa at Vahrene derover ere blevne gandske fordervede til hans og Undersaatternes største Skade. Derforuden er det og kundbart, at de have lagt paa hans Undersaatter en nye opfunden Øll-Told, og endnu dagligen besværge dem dermed. At tie med hvad Trussel og Vold de have brugt mod hans Betientere, baade inden og uden Staden, og tractere dem ligesom Fiender.

Eftersom Hans Kongl. Majestet nu ikke har kunnet vente sig saadant af de Hamborgere, som hans Arve-Undersaatter i Henseende til at han har beviist de samme saa stor Kongelig Naade, i det han (520) ikke alleene har lættet dem Tolden i Sundet, hvilket de ikke kunde erholde udi Hans Salig Hr. Faders Tid, men end ogsaa efterladt dem af Kongl. Naade uden Exception de Processer de have været indviklede udi, efterdi de have bedet ham saa meget derom, forhaabende derved, de skulde have erkiendt saadan beviiste Kongelige Naade med skyldig og lydig Devotion, og skikket sig, som det sømmer troe Undersaatter imod saa naadig en Herre. Men, som de Hamborgere mod deres beviiste Hylding og all Rett have faret fort udi deres u-retmæssige Foretagende, udi den Meening ved saadanne u-tilbørlige Idretter, at udpresse endda større Privilegier og Herligheder, saa haver han ikke kunnet lide eller tilstede saadant længere uden sin Kongelige Myndigheds Forliis, men var bleven ligesom tvungen af dem at bruge disse retfærdige Midler, som den heele Verden tillader en høj Potentat at bruge mod sine Arve-Undersaater, og betynge den Stad Hamborg alleeneste jure retorsionis med denne ringe Forring, hvorved Retfærdighed kand haandhæves, og den tilforne lidde Skade nogenledes igien oprettes tzc.

Førend Hans Majestet gav denne Resolution, begav han sig til Holsten, og, Hamborgerne gribe til Gevær. saasnart han ankom til Glykstad, lod han ej alleene repetere forrige Mandat, men end og lod in specie anordne saaledes, at et Skib, naar det førte meer end een Mast, skulde betale for hver Mast en Rosenobel, for hver Pibe Viin en Rixdaler, for Tobak 3 pro Cento.

Hamborgerne vare gandske misfornøjede med den Kongelige Declaration, og, som de saae, at Kongen blev ved sit Forsæt, resolverede de med Magt at affkaffe den paalagte Told, og til den Ende udsendte nogle Krigs-Skibe med 1500 Soldater, for at giøre sig Mestere over Glykstads Havn, hvilket, da Kongen fornam, befoel han, at de Kongelige Skibe, som laae der, skulde retirere sig til en Tid, hvilket ogsaa skeede, men Hamborgerne forfuldte dem sterkt, og erobrede endeel af dem; De havde og satt nogle Folk paa Land, hvilke skiulte sig udi en skov, for at anfalde de forbigaaende, og, som Kongen selv tredie passerede nær ved samme Skov, blev han u-formodentlig hilset af adskillige Musqvete-Skud, af hvilke et borttog Hatten af en Herre, der gelejdede ham.

Over dette blev Hans Majestet, som tilbørlig var, meget fortørnet, og skikkede strax Breve til Indbyghggerne udi Bremen, og Lybek, udi hvilke han lod dem viide Aarsagen, hvorfor han havde paalagt dem denne Told, nemlig for at betale de Hamborgere for de u-billige og u-sædvanlige Byrder de havde lagde lagt paa hans Undersaatter, for hvilken Aarsag de havde understaaet sig at gribe til Vaaben, anfaldet og borttaget adskillige af Hans Majestets Skibe, som vare destinerede til den Glykstadske Fæstnings Forsvar; Derfor havde Hans Majestet vildet lade de Lybekker og Bremmer viide, at de skulde have Afskye for de Hamborgeres Hovvmod, som de havde øvet mod deres retmæctige Herre og Konge, til hvilken de engang havde aflagt deres Troeskabs Eed, og den, der havde beviist dem u-tallige Velgierninger; (521) Det samme lod Hans Majestet og insinuere den Hollandske Republiqve ved sin Ambassadeur Arenfeldt.

De Lybekker og Bremer, da de havde bekommet disse Breve, skikkede de deres Gesantere til Dannemark, med hvilke conjungerede sig to Engelske Ambassadeurs, som da vare udi Hamborg,og nogle fra Førsten af Holsten, som alle begave sig til Glykstad. Da Kongen af Dannemark havde hørt deres Propositioner, declarerede han, at, dersom de Hamborgere gave tilbage igien de erobrede Skibe, og de siden begiærede at tractere med ham, vilde han ogsaa der til lade sig beqvemme.

Da Hamborgerne finge at viide denne Kongens Resolution, vegrede de sig for at modtage den, fore frem udi deres Fientligheder, sendte en stor Hob Orlogs Skibe for Glykstad, og lode viise de Glykstadske adskilligt Bytte, som de havde erobret paa de Danske Skibe, hvorudover Indbyggerne fyrede paa dem med deres Canoner, og skiøde 2 Skibe i Grund, hvorimod Hamborgerne borttoge et Kiøbmands Skib, som skulde gaae til Glykstad.

Over dette lod Hans Majestet confisqvere alle de Hamborgske Skibe, og all deres Gield saa vel udi Bergen udi Norge, som udi det heele Kongerige, og gav Ordre at udruste sine Skibe udi Kiøbenhavn.

Den 28 Augusti udgik den Kongelige Flode, bestaaende af 36 Krigs-Skibe fra Sundet, for at sætte sig imod Hamborgerne, lagde sig for Munden af Floden, og kastede Anker der, siden gik den fort med en god Vind mod den Hamborgske Flode, som bestod af 22 Skibe, 2 Brandere og nogle og tyve andre Skibe. Skibene bleve commanderede af Borgemester Albrecht von Eicten, og Krigs-Folket af Baron Kniphaussen. Kongen, som altid udi egen Høje Person bivaanede alle Actioner baade til Lande og Vands, førdte da selv det Orlog Skib kaldet Spes, som sees af et af hans egethændige Breve til Rigets Amiral, dateret af samme skib og hvorudi han underretter samme Amiral om Maaden, paa hvilken Hamborgerne skulde angribes: Viiser iligemaade den Hamborgske Flodes Tilstand, blant andet med disse Ord: At den Hamborgske Flode numero er saa sterk, kand intet stort giøre; thi mange ere Bojerter og ringe Skibe af 4-6 och 8 smaa Stykker, som siste gang var besaatt med Soldater, som nu intet er tilstede; Ty man finder vist faa Baadsmænd, og ferre Officeerer end Skibe. Skall de Herrer af Hamborg haffue dem ud af Byen, da vill det gissue en langsom och besdværlig Capitulation, førend ny bringer dem ud af Byen, interim est nobis licentia data &c. Hvoraf sees, hvor stor Kundskab denne Konge havde om alting og at Directionen i alle Ting gik igiennem hans Haved, saa at han ikke alleene selv ordinerede smaa og store Sager, men end ogsaa skrev alle Ordres med egen Haand.

Den Hamborgske Flode finder jeg udi trykte Bøger at have bestaaet af 22 KrigsSkibe. Men  Kongen, som selv efter Sædvane havde reconnoisseret den samme, vidner udi sin Relation, til Rigets Amiral, derom saaledes: Jeg haffure med Flid beseet den Ham. (522) Flode, og befunden, at her for an ligger sex Raasegell og 12 Boierter, hvor blandt ere

thuende som ere større end dy andre. Udi den baggerste Flode ere 19 Raasegel og 3 Boierter, udi hvilken fiunes at dy fornemste Skibe ligger, hvorfore den baggerste Uyll haffuis y Acht, så at dy fornemmeste antastis och icke dy små; hfaae dy smaae a passando it eller thu Stød, daa haffuer dy intet at klaage, at dy jo haffuer værit med tzc. efter at begge Floder havde været en Tid lang i Søen, komme de omsider i Trefning sammen, og cononerede saa længe paa hinanden, indtil omsider de Hamborger maatte Søe Slag give, sig paa Flugten, og retirere sig til Staden; Hans Majestet, som var personlig paa den Danske Flode, forfuldte dem langst Elben for Glykstad, hvor han arriverede med alle sine Skibe udi alt 42 Sejlere.

Efter dette lod Hans Majestet bygge en Skandse ved Elben, og forbyde alle sine Undersaattere at føre Korn og Fæe til Hamborg, men formedelst Keiserens MellemHandling blev all Fiendtlighed opsatt indtil Trætten med gode kunde bilægges.

Efter den Hamborgske Flode sålledes, som sagt er, var dreven paa Flugten, blev der stor Allarm udi Staden; Thi den gemeene Mand og endeel af Raads-Herrene vilde beskylde Borgemesteren von Eitzen, der havde commanderet Skibene, at han ikke havde holdet sig som han burde at giøre, og ikke fægtet redeligen for Fæderenelandet, hvorimod bemeldte Borgemester beviiste sin Uskyldighed ved en offentlig Apologie, eller Forsvars-Skrift, og forestillede dem, at han kunde ikke bringe det videre, efterdi Vejret, Vinden og Lykken var ham imod tzc. Hvorpaa han anførte adskillige Exempler, og derved stilled sine Landsmænd nogenledes tilfreds igien.

Udi Eftersølgende Aar begyndte man at handle om Forliig, hvortil vare beordrede nogle Keiserlige Commissarier, og den Stad Lüneborg blev benævnet til Tractaterne, men, som Kongen ikke vil

de lade sig forstaae til Forlig uden paa visse Conditioner, fornemmelig, at ham skulde restitueres det, som var borttaget, og Hamborgerne ikke vilde lade sig beqvemme til, maatte Commissarierne med uforettet Sag gaae tilbage.