Chr 4 1632 - 33

Herren Staterne udi Holland arbeidede udi det Aar 1632 meget paa et Forliig imellem Kongen og Hamborgerne, samt at Tolden maatte modereres udi ØsterSøen. Udi dette sidste favoriserede dem Hans Majestet, efter at de havde givet tilbage de Danske Skibe, de tilforn havde borttaget. Angaaende det første, bragte de det saa vit, at Højstbemeldte Hans Majestet proponerede Hamborgerne saadanne Conditioner: at de skulde betale 100000 Rdlr. i reede Penge til Kongen, foruden den Summa, de havde tilforn lovet de Kongelige Prindser, Hertug Friderik og Hertug Ulrik, at de skulde afstaade deres formeente Jus Restringendi, hvorom tilforn ofte er talt; Og, dersom Hamborgerne beqvemmede sig til disse Conditioner, vilde  hans Majestet give en fri Seilatz paa Elben og Øster-Søen, og tilstede dem at handle paa Hans Riger, naar de betale den ordinarie Told.

(523) Men, da Hamborgerne vilde endaa ikke række Øren til disse gode Tilbud, men flatterede imidlertid det Keiserlige Hoff, af hvilket de Anno 1640. erholdte Sæde paa Rigs-Dagen, u-anset Kongen og Hertugen protesterede sterkt derimod, tog Hans Majestet sig for med Magt at bringe dem til Lydighed; Dog formedelst andre Potentaters Intercession stod han adskillige gange fra sit Forsætt. Endeligeln blev udi det Aar 1643 denne Stridighed bilagt paa saadom Maade.

Den 27. Augusti udi bemeldte Aar blev af Standens Deputerede Slutningens Ratisication overleveeret med et Afbigts-Skrift, hvorved Hamborgerne erkiendte Kongen for deres rettmætzige Lands-Første, og lovede at skikke sig herefter som troe Undersaatter, derimod blev dem givet det Kongrlige Tilgivelses-Brev, og all Naade blev dem lovet, som troe Undersaattere kand ventre af deres Herrer og Førster.

En vis Sum Penge paa 280000 Rdlr. blev forligt om at betales af Hamborg inden 4 Aar. Angaaende Tolden paa Elben, skulde med det første andre Tractater blive foretagne. Afbeds-Skriftet, som de giorde til Hans Majest., lyder saaledes:

Nachdem wir mit unseren und gemeiner Stadt nicht geringen Schaden Stadens Afbeds-Skrift. und Leydwesen nunmehr in 13 Tahren vernehmen müssen, wie ob denen zwischen Thro Königl. Majest. und uns wieder erwachsenen Differentien und was darby fürgegangen, von uns blos (wie wirs mit unserm Gewissen und dem AUmächtrigken contestiren) zu unserer Bechützung und Erhaltung unserer Gerechtigkeir gemeynet und angsehen gewesen, für ungehorsame und fürsetzliche Midersetzigkeir aufgenommen, zu hohen Königlichen Ungnaden gegen uns und die gemeine Stadt bewogen, und das uns hertzlich schmertzet, datz bey sothanem Mesen etwas vorgrgangen, wodurch jetzt-beregte Ungnade erwesket und auf uns gezogen worden, wie wir nichts liebers inniglich und fehnlig münchen, bitten und begehren, dann Euer Königlichen Majestet vorige Gnade und Huld hinwieder zu erlangen, und wegen dessen allen, was Deroselben widrig passirt, ausgesöhnet zu seyn. Also haben wir vermittelst dieser unterrhänigsten Supplication nochmahlen unser Leydwesen und hohe Begierde Eurer Röniglichen Majestets Gnade zu erlangen, gehorsam contestiern und bezeugen, darnebenst unterthänigst bitten wollen, aus angebohrner Königlichen Clementz und Milde dessen, was passiret, vergessen und verzeyhen, und auch zu voUkommen Königlichen Gnaden wieder kommen lassen wollen, alles was aus vorangezogener Unhulde wider uns verhängt gnädigst auheben, die freye Commercien in Eurer Königlichen Majestät Königreichen und Landen, nicht allien eröfnen und treiben zu lassen, sondern uns nach Inhalt derer bey der Huldigung gechehner Verfassung bey unsern wohlhergebrachten Privilegien, Freiheiten, Gerechtigkeiten und alten redlichen Gewohnheiten, wie nicht weniger Deroselben Unterthanen gleich, zu Recht schützn. Seynd hingegen des unterthänigsten und vesten Erbietens bey Ew. Königl. Majestet unsern Vorfahren gleich, als frommen Leuten bey ihren Natürlichen Erbgebohrnen Lands-fürsten und Herren zu thun gebührt, so viel an uns ist, steif und unverbrüchlich zu halten, auch alles in dem Stande, worin es mit unsern Norfahren auf uns derivirt zu lassen, und damit Ew. Königl. Majest. unsern eyfrige unterthänigste Devotion, auch die Begierde in vorigen Gnaden-Stand hinwieder gesetzet zu werden, umb so viel destomehr gnädigst zu verspühren. Als haben wir Deroselben 100000 Reichsthaler hiemit gehorsamst offeriret und præsentiret, der unterthänigsten Zuversicht, Ew. Königl. Majestät sothane unsere Erbietung und Offerten gnädigst auf und anzunehmen, und wie wir geneigt denselben allen wie aufrichtigen Leuten gebühret nachzusetzen, also auch dieselbe uns in diesem allen nicht enthören, besondern zu mehrer Befestigung, und damit wir derer Commercien und unsere Privilegien auch Erstellung der Exsecution hinführo vergewissert, uns einen Sühn-Brief, dadurch wir dessen Allen zur Gnüge versichert, ertheilen, die gegen uns verfaste Armatur und Force gnädigst hinwieder abführen, auch die annoch überbleibende streitige Posten, und was denen anhängig Forderlichst durch gütliche Tractaten bey und hinlegen lassen.

Paa Dansk lyder det saaledes i kort Begreb:

Eftersom vi med vor Stads store Skades nu udi 13 Aar maa fornemme, at det som imidlerrid er bedrevet, og af os har været meent blot til at beskytte og haandhæve vor Rett (saasom vi med vor Samvittighed og den Aumægtige Gud bevidne) er af Eders Kongelige Majestet som en forsættlig Haardnakkenhed optaget, og det giør os hiertrligen ondt, at ved saadant Væsen noget er begaaet, hvorved Ed. Kongl. Majest. Unaade er opvakt imod os, og, som vi ønske intet heller end Ed. Kongl. Majest. Naade igien at erlange, og at alt hvis derimod er passeret, maa blive tilgivet. Saa have vi nu ved denne underdanigste Supplique vidnet og contesteret den store Begiælighed igien at erlange Eders Kongl. Majestets Naade, og ville underdanigst med grædende Taare bede, at Eders Kongl. Majestet af medfødde Mildhed og Naade vil forglemme og tilgive alt hvad som passeret er, og lade os igien komme til en fuldkommen Naade og Gunst, og ikke alleene aabne de frie Commercier udi Eders Kongl. Majest. Lande men endog efter Indholden af den forfattelse, som er tilforn giort ved Hyldingen, beskytte og beskierme os ved vore Privilegier, Rett og frihed. tzc.

Saaledes endets denne langvarige Tvistighed alle dem til Fornøjelse, som øskede Fred i Norden. At de Svenske liden Behag maa have haft udi dette Forliig, giver Kongen tilkiende udi en Skrivelse til Ped. Wibe med disse Ord: Det Hamborgske Forliig vyll være et godt Kølplaster til Cantzler Oxenstiernes Podagriske fødder, i Sønderlighed, naar hand der hos erfahrer Konningen af Frankrigis dødelige Afgang. Og vidner højstbemeldte Konge udi et andet Brev, at den Svenske Minister Salvius gik til Sengs, da han hørdte dette Forliig.

(524) Efter at Afbigted var giort, gav hans Majestet den Stad Hamborg et Forsohnings Brev af denne Indhold:

Vi Christian den fierde af Guds Naade Konge til Danmark og Norge give her med tilkiende, eftersom Raadet og det gemeene Borgerskab af vor Stad Hamborg have indstillet sig med en underdanigst Supplique, hvorudi de have begiæret at vi vilde lade falde den imod Staden fattede Unaade: Saa have vi allernaadigst resolveret, at vi ville lade sinke og falde den Unaade, som vi af bevæglige Aarsager have fatted imod Staden, dens Magistrat og Borgerskab, og derpaa med det første lade komme til Tractater og Forliig all den Trætte, som er opvakt imellem os, og bemeldte vor Stad, item bestemme Tid og Sted dertil, ville ogsaa tee os saaledes, at de skal deraf fornemme vor Faderlige Affection og Mildhed, dog, i Fald en eller anden Post bliver ikke afgiort, da at sættes op til videre Tratzater, og ikke des mindre dette vor Forsikrings-Brev være og forblive udi sin Kraft. Saa at vi lade forbyde vore Folk videre Offensioner og Fiendtligheder, saa vel til Vands som til Lands vore Kongeriger, Førstendomme og Lande, aabne igien Handelen og lade den have og nyde uforhindret sit Lob, efterdi Staden haver erklæret sig at holde fast ved den underdanigste Forsikkring, som nyeligen giort er.

 

 

Endeligen blev udi det Aar 1645 Trætten gandske bilagt, hvor over der udi Hamborg blev holden en offentlig Taksigelses. Fæst, og alle Stykker om Volden løste, hvorpaa, da Magistraten havde ladet ved 700 Musqueterere overbringe de resterende Penge til Glückstad, lod hans Majestet afskaffe Tolden paa Elben, og blev det Steinburgske Fordrag af 1621 fornyet. Om den Handel kand læses meere udi Act. Londorp. Olear. Chr. Holsat. hvoraf dette er taget.

Efter Forligelsen var giort, lod det sig ansee til stor Fortrolighed imellem Kongen og Staden, saa at Staden beflittede sig paa at bringe til Veje nye kostelige Klenodier at præsentere Hans Majestet. Men, for at komme til det Aar 1630 igien, da var det samme merkværdigt formedelst den Unaade som Christine Munk falt udi, som fra det Aar 1615 var Ægteviet til Kongen. Men om hende skal tale omstændigen paa et andet Sted. Hendes Søn Waldemar blev dette Aar af Keiseren giort til RigsGreve og blev kalden Greve af Slesvig Holsten, hvilken Titel han tillige med hans Søstre førte indtil Kong Friderik 3. dem saadant ved en trykt Forordning strængeligen lod forbyde. Udi samme Aar døde Jacob Ulefeld Rigets Cantzler, og Rigets Raad Christen Thomessen Sehested blev Rigs-Cantzler i hans Sted. Jacob Uhlefeld efterlod sig 11 Sønner, hvorom videre siden. Rigets Raad Christen Holk tog sin Afskeed dette Aar og døde faa Aar derefter i sit 88 Aar.

Medens den Trætte med Hamborg varde, havde et nyt Krigs-Theatrum aabnet sig udi Tydskland, hvor til alles Øjene sær Christiani 4. vare henvendte. Keiserens Magt var efter den Lybekske Fred kommen paa den højeste Spidse i Tydskland, og ingen syntes at have enten Villie eller Magt at standse denne vældige Strøm, (525) som oversvæmmede allting. Endeligen kastede de undertrykte Protestantiske Førster deres Øjen til Gustavum Adolphum Kongen af Sverrig, og overtalede ham til at tage sig deres betrængte Sag an. Højstbemeldte Konge lod sig der til beqvemme, og udi det Aar 1630 begav sig til Tydskland med en Krigshær bestaaende af 16 Compagnier Ryttere og 92 Compagnier Fodfolk, hvilke strax bleve forøgede af Tydske Tropper. Den Fordeel, han i Begyndelsen havde imod de Kejserlige, foraarsagede, at de Protestantiske Førster begyndte at rejse Hovedet i Veiret igien, og sluttede strax Erke-Bispen af Bremen, Hertugen af Lyneborg og Land-Græven af Hessen-Cassel, Alliance med ham. Ja alle Kejserens Fiender udvaldte ham eendrægteligen til deres Anfører. Dette, siger saa vel endeel fremmede som Svenske Skribentere, opvakte stor Jalousie hos Kongen af Dannemark, hvilket om saa var, kunde det ikke andet end være naturligt; Hvorvel man maa tilstaae, at Højstbemeldte Konge udi Gierningen intet lod see som kunde hinde hindre Kongen af Sverrig i hans Progresser i Tydskland. Men om dette saavel som andet der skeede udi Tydskland, og haver Rapport med Dannemark, skal tales omstændigen paa et andet Sted, naar jeg kommer til den Krig som Christianus 4. førte med Dronning Christina af Sverrig. Udi dette Aar døde Enke-Dronningen Sophia udi hendes 74 Aar, efter at hun havde siddet i EnkeStand udi 43 Aar. Samme berømmelige Dronnings Chractèer er tilforn given, hvorfore jeg her intet videre derom vil tale. Da døde ogsaa Rigets Marsk Jürgen Bilde, og udi hans Sted kom Jürgen Urne. Hans Majestet lod ellers dette Aar stifte Fredags Højmesse over begge Riger, og derhos forordne et Litanie at synges til en Erindring over den Livsfare han var udi ved Hameln som skeede pa en Fredag.

At ellers Kongen intet fiendtligt havde fore imod de Svenske udiTydskland, kand blant andet sees deraf, at den 3die Kongelige Prinds Ulrik udi det Aar 1632 traadde i Svensk Tieneste. Samme Prinds recommenderede sig Udenlands ved sin Tapperhed og andre Meriter; Men just de Dyder, som han besad, opvakte ham Avinds Mænd, som satte efter ham, og endeligen Aaret derefter paa en Forrædersk Maade skildte ham ved Livet; thi, da han udi den Stilstand, som Hertugen at Friedland 1633 havde sluttet med de Svenske udi Schlesien, blev buden til Giæst hos de Keiserlige Officiers Græv Schlich og Picolomini, blev den tappere Prinds, da han skulde tage Afskeed med bemeldte Officers, ihielskudt af en, der laae skiult udi en Grav, hans Legem blev derefter ført til Hamborg, og derfa til Kiøbenhavn; Hans Død blev meget begrædet, efterdi han var en tapper og forstandig Herre. Han havde ogsaa nogle Aar tilforn signaliseret sig i anden fremmed Tieneste, thi jeg finder udi Niels Krabbes Historie, som var hans Kammer-Junker, at han Aar 1629 var for Belejringen af Haertogenbosch. Pufendorf og andre, (526) som have efterfuldt ham, siger, at han havde Forhaabning ved den Polske Princesse at nyde det Hertugdom Preudsen, hvilket jeg ikke kand fatte, eftersom det ikke staar i Polske Kongers Magt at abalienere noget fra Riget. Denne Prinds Ulrik skrev en Bog de Strgile Vitiorum. To Maaneder førend han døde, havde han skikked sin Hoff-Mester Offue Skade for at antage det Stift Schwerin af den Svenske General Tage Tott, som af Sverrigs Administrator Cantzler Oxenstierna havde Befalning at overlevere det samme. Han har ellers forbundet sig sit Fædreneland, i det han ved sin Udenlands Reise fik tilbage den navnkundige Tycho Brahes himmelske Globus, som forvardes paa runde Taarn i Kiøbenhavn, og havde ikke sin Lige. Dette herlige Verk, saasom det havde samme Skiebne som Resten af den berømmelige Mands Astronomiske Instrumenter, der bleve adspredde og forkomme efter hans Død, faldt omsider udi Jesuiternes Hænder til Niessa udi Schlesien. Men Prinds Ulrik, saasom han var tilstedde, da samme Bye blev indtagen 1632, og kiendte Globum igien, lod han den tage af Staden og skikke til Dannemark, hvor den med Ceremonie blev dediceret til det Kongelige Academie udi Kiøbenhavn med denne Inscription:

Sive hospes sive inquilinus es Dens Incription. Bene adsis.

 

 

Hoc æneum cæli simulacrum, Quod vides, Ingenil & impendio TYCHONIS BRAHE. Ad Astronomicas Observationes In Insula Huena Efformatum est. Nihil ad perfetzionem ætas nostra illustrius Contulit.

Nomen Urniburgo dedit, Daniæ Famam. Cum plusculos annos cæli motum felici apud nos successu monstrasset, moveri cæpit. Et Exteris cessit. Primo Benaticam, mox Pragam, inde Niessam defertur, Ita quas in cælo vices designat, in terra patitur. Tandem CAPTA NIESSA, Virtute, dutzu & Auspicio Æternæ memoriæ Principis Divi ULDARICI Patriæ Velut trophæum & peregrino Marte Vindicatur & restituitur Anno 1632 Calend Decemb.

Paa Dansk:

Vær velkommen enten du er indlændig eller fremmed: Denne af Metzing forfærdigede Himmelens Efterlignelse, som du seer, er forarbeidet til Astronomiske Observationer paa den Øe Hveen ved Tycho Brahes Invention og Bekostning. Udi vor Alder har intet været ypperligere opfundet til Konstens Forbedrelse. Den haver forskaffer Uraniborg Navn, og Dannemark Berømmelse. Da den mange Aar lykkeligen havde viiset os Himmelens Løb, begyndte den selv at bevæges, og kom udi fremmedes Hænder. Først blev den førdt til Benatica, derfra til Prag, og siden til Niessa, og saaledes maa selv underkastes de Bevægelser paa Jorden, som den viiser paa Himmelen. Endelig, da Niessa blev erobret, blev den af Prinds Ulrik restitueret Fædrenelandet igien Anno 1632. Cal Decemb.  

Denne Globus begyndte at forarbeides til Augsburg, og siden blev ført til Hveen det samme Aar, da Uraniborg blev funderet. Der blev den bragt til sin Fuldkommenhed. Paulus Coldingius berætter, han har hørt af Tychonis egen Mund til Prag, at samme Globus har kostet ham 5000 Rdlr. De andre Tychonis Instrumenter havde saadan Skiæbne: først bleve de smaae, siden de store bragte fra Dannemark til Bøhmen, derefter bleve de førte fra Prag til Benatica, og siden fra Benatica til Prag igien, og bleve forvarede først udi Keiserens Hauge, derefter udi Jacobi Currtii Huus.

Efter Tycho Brahes Død befrygtede Kejser Rudolphus sig, at samme Instrumenter skulde blive adsprede, søgte derfor at blive Herre derover, og kiøbte dem af Arvingerne for 22000 Croner. Derefter bleve de saaledes forvarede udi bemeldte Curtii Huus, at de af dem, som af Kejseren vare beorderde at have Inspetzion derover, bleve skiulte udi Mørkhed, og under Jorden, saa at ingien kunde have Nytte deraf. Saaledes laae disse kostbare instrumenter udi bemeldte (527) Huus, indtil den store Rebellion udi Bøhmen efter Matthiæ Død: Men, da Prag blev erobret af de Pfaltziske Tropper, bleve Instrumenterne bortsnappede; Endeel bleve

 

fordervede, og vendte til andet Brug; Endeel blev saaledes adspreded, at, naar den store Globus undtages, man ikke veed, hvor de ere henkomme, saa at, dersom Tycho ikke havde skrevet sine Mechanica, havde man nu ikke vidst, at saadanne Instrumenter havde været til in rerum natura.

Der tildrog sig ellers en særdeeles ulykkelig Hændelse dette Aar 1632 i Kiøbenhavn den 5 Novembr. i det at Rigets Hofmester Frands Rantzou faldt ned udi Graven udi Kongens Hauge, og druknede. Han var nyligen tilforn, neml: udi dette Aar bleven giort af Statholder i Kiøbenhavn til Rigs-Hoffmester, efter at dette høje Embede havde staaet ledigt fra 1601, da Christopher Walkendorf døde. Han blev begraven udi St. Nicolia Kirke med et stort Følge; hvoriblant var Kongen selv, tillige med Prinds Christian og Prinds Friderik. Hans Død blev desmeere begrædet, efterdi han var for nyeligen bleven forloved med Kongens Dotter Anna Catharina, avled med Frue Christina Munk, og derforuden var udi sin blomstrende Alder; thi den Franske Gesant Monsr. des Hayes, som et par Aar tilforn var i Dannemark, skriver, at han da kunde være mellem 25 og 30 Aar, og giver samme Ambassadeur hans Portrait saaledes: Hofmesteren Frands Rantzou er en Herre af en fuldkommen Taille (legemsform; skikkelse), hvid af Ansigt, og mellem 25 og 30 Aar; Han var af et fromt og sagtmodigt Naturel; Er bleven meget poleret paa sine udenlandske Reiser i Frankrig og Italien, og taler got Fransøsk.

Den Misforstand, som for kort Tid siden var hæved mellem Kongen og Hertug Friderik af Holsteen Gottorff, fornydes paa samme Tid igien, da Kongen udi dette Aar anlagde en nye Fæstning Christianpriis udi Holsteen. Derover allarmeredes Hertu

 

 

gen, endeel, saasom denne nye Fæstning var ham en Torn udi Øjene, endel ogsaa efterdi den blev anlagt uden hans Samtykke, hvilket han meenede at stride imod de gamle Foreeninger. Denne sin Misfornøjelse gav han Kongen tilkiende udi et Brev dateret den 20 Julii 1632 af saadant Indhold.

Jeg haaber at Eders Majester staaer fra denne Fæstnings Arbejde, indtil begge Parters Rett kand blive examineret efter de gamle Foreeninger, som saa ofte have været fornyede mellem Førstendommene, eller ved Commissarier, som kand udnævnes af begge Parter. Og, om Tvistigheden ikke derved kand termineres, at den maa underkastes en Opmands Kiendelse efter gammel Skik og Brug. (528) Der bleve derforuden vexlede adskillige Breve imellem dem om samme Materie, hvoraf jeg har haft en skreven Samling.  

De mange vigtige Forretninger, denne store Konge ideligen havde, hindrede ham ikke fra at have nøje Indseende endogsaa udi alle smaa Ting, saaledes at han ikke alleene selv ordinerede, men end ogsaa med egen Haand skriftligen forfattede alle Anstalter udi publiqve og private, store og smaa Sager, hvorpaa tiene til Beviis de egenhændige Breve, som findes saa vel udi Archiverene, som overalt udi private Folkes Hænder, og det udi saadan Mængde, som neppe findes efter nogen Konge i Verden, saa at, hvis hans andre store Bedrifter udi Krig og Fred ikke vare saa meget bekiendte, skulde man tænke at han ideligen har siddet stille med Pennen udi Haanden. Saadant kand lægges andre Potentater til Last, men ikke denne Konge; thi han forrettede de smaa Ting, saaledes, at han syntes at forsømme de store, og derimod de vigitige Ting saaledes, som den der aldrig bemøjede sig med ringere, thi hans naturlige Capacitet gav ham Lejlighed til at bestide Alting, og tillige med Konge at agere General, Amiral, Rentemester, Secretaire, Bygningsmester, Dommer, ja indtil hans egne Børns Hosmester og Informator, hvilket blant andet sees af en Instrux, som han foregaaende Aar 1631 selv forfattede for Frue Karen Sehsted, de Kongelige Børns Hoffmesterinde, hvilken Instrux jeg her vil anføre, saasom den viiser saavel Kongens Omhyggelighed, som Hoffets Levemaade paa de Tider. Den lyder saaledes:

Eftersom Vi os Elskelige Frue Karen Sehsted for vores Elskelige Kiære Børns Hoffmesterinde antaget og bestillet have, saa skal hun i samme sin tilfortroede Bestilling sig saaledes forholde.

1. At GUd i Himmelen kand have Priis, Lov og Ære, Vi deraf kand have Contentement, og hun selv deraf kand have et berømmeligt Navn og Rygte hos alle got Folk, saa og hos os kand have Kongelig Gunst og Naade at forvente.

2. Skal hun Liv og Levent inden og uden Huus saaledes anstille, at Børnene af hende ingen Forargelse tager.

3. Skal hun tilholde Børnene Morgen og Aften med tilbørlig Reverentz at giøre deres Bønner til GUd i Himmelen, og med sin Person give til sligt got Exempel.

4. Skal hun ogsaa flitteligen med Børnene søge Kirken, naar der prædikes, og ingen af dennem stæde at blive der ude, uden at de forhindres af Sygdom; ikke heller skal hun stæde, at Pigerne eller deres Folk maa blive af Kirken, men dennem tilholde, at de følge med i Kirken, og saa lade lukke Stue-Dørren.

5. Naar Maaltid holdes, da skal Børnenes Stue og Kammer, saa og VaskerKielderen holdes lukt, indtil man staar op fra Bordet, og paa det at imidlertid Ilden ikke skal gaae ud, da skal Fyrbøderen tilholdes at lægge saa meget i Kakkelovnen, førend han gaaer ud, at han er vis paa at den ikke kand brænde ud førend de gaae fra Taffel igien. (529)

6. Børnene med Hoffmesterinden, Jomfruer og Piger, som paa Stuen bestæd er, skal til sammen sidde i Stuen og giøre hvis som de have at giøre, og ikke søge hver sin Vraae (krog, hjørne af opholdsrum) at sidde udi.

7. Udi Børnenes Skole skal ingen af Pigerne lade sig finde om Dagen, ej heller ligge der inde om Natten; men udi Stuen i Slagbenker, som om Dagen skal staae lukte.

8. Aften og Morgen skal Stue-Dørren, og Dørren uden til Vasker-kielderen lukkes, og oplukkes igien om Morgenen til en Tid.

9. Hoffmesterinden skal ikke tilstæde Børnene at snakke og discourere med Pigerne eller nogen anden i Vinkler og Vraaer. Og, naar Pigerne dem tiklædt have, eller nogen anden Tieneste forrettet have, da skal de strax gaae fra dem til deres Forretning og Gierning, og ingen Gemeenskab med Børnene have.

10. Besinder hun Fosømmelse hos nogen af dem, som Børnene at underviise forordnede ere, da skal hun os sligt strax lade vide.

11. Hun skal ingen af Børnene tilstæde, at skrive nogen til, i hvem det og være kand, uden det skeer med vores Minde.

12. Erfares Hoffmesterinden nogen af dennem, som Børnene til Opvartning forordnede ere, det være sig Mands eller Qvindes Personer, noget andet end det som got er, forehaver, da skal hun os derom advare, at vi derpaa med Guds Naades Hielp i Tide kand skaffe Raad.

13. Hoffmesterinden skal have god og slittig Agt paa Børnenes Sundhed, saa at de intet hemmeligen slaar i dem, som dem intet tiener. Naar dem efter den Allmægtiges Velbehag noget skulde tilhænde komme, da skal hun os derom strax advare, saa at dertil, saa vit mueligt, i Tide Medicamenter kand blive brugt.

14. Hun skal have god Agt paa Børnenes Uldet og Linned, saa at deraf intet forkommes.

15. Børnenes forede Klæder skal leveres Bundtmageren til at forvare, naar de dem ikke længer bruge om Aaret.

16.Paa Skræderen skal hun have god Agt, at han med Børnenes Klæder saaledes omgaaes, som det sig bør, og at han de daglige Klæder som de behøve, om Aftenen annammer, og om Morgenen igien leverer.

17. Naar noget Nyt skal giøres til Børnene, da skal Hoffmesterinden give god Agt paa hvad han dertil emfanger, og hvad han deraf giort haver, saa at Alting kand gaae rett til.

18.Hoffmesterinden skal have god Agt paa, at intet af Børnenes Sølv, Guld, Perler eller Klenodier, som dennem af os til at bruge er forundt, skal blive forkommed. Men Børnene tilholde at de selv sligt holde udi god Agt og Forvaring, saa at pigerne og andre ikke faaer det at løbe med. Actum Nykiøbing den 31 Julii Anno 1631.

Christian.

(530) Hvad videre Omsorg han havde for de Kongelige Børns Optugtelse og Pleje, kand blant andet sees af adskillige egenhændige Breve tilskrevne Hoffmesteren Christian Friis udi de Aaringer 1615 og 1616 hvor han ordinerer Alting indtil deres Senge-Kæder, Skoe og Strymper; thi udi et Brev findes disse Ord: Er der nogen af deris Strymper som nogit er smittet, daa send dem till Farveren, att di bliffuer sort farvit tzc. Ja denneOmsorg gik ikke alleene til Prindserne selv men endogsaa til deres Pager som han udi sine Breve til bemeldte Christian Friis kalder Hertugernes Drenge.

Dette synes vel forringe at indføre udi saadan stor Konges Historie. Men jeg for min Part holder saadant meere nødvændigt end en Kronings eller Ligbegængelses Beskrivelse, helst saasom udi en Konges Historie intet maa udelades, som giver Portrait paa Kongens Person; Thi af denne Instrux, som ellers er rar, og ikke uden i faa Folkes Hænder, seer man (1.) denne Konges store Omhyggelighed for alle, end ogsaa de mindste Sager. (2.) Hoffets tarvelige Leve-Maade paa de Tider. (3.) Kong Christians Oeconomie, saa at dette andet tilkiende giver, at han har været en af de allerborgeligste Konger, endskiøndt, naar Rigets Ære det udforede, han overgik alle Potentater udi Magnificence paa de Tider, hvilket besynderligen sees af de bekiendte store Omkostninger, og den meer end Kongelig Pragt, hvormed Kron-Prindsens Christiani 5. Bilager kort derefter blev celeberet, hvorom skal tales med Omstændighed, naar jeg tilforn har røret lidet om nogle foregaaende Sager.

 

Det Aar 1632 var ellers merkeligt formedelst adskillige anseelige Gesandtskabe. Fra Engeland blev skikket Græven af Leicester; thi ovenmeldte Englske Minister Gordon, som efter Sædvane continuerede sine Correspondencer med Cantzler Friis notificerer ham saadant med disse Ord: Græven af Leicester stod med et prægtigt Følge færdig for 8 Dage siden at rejse fra London til Eders Konge, og viiser det sidste, at han ikke stod virkeligen udi Dansk Tieneste. Det andet Gesantskab blev skikked fra den nye Konge i Polen Uladislao, og var Gesandten Doenhof hvis Charatzteer beskrives af oftbemeldte Gordon.

Den Tvistighed imellem Kongen og Hertug Friderik, efterat den havde varet en Tid lang, blev endeligen i Mindelighed bilagt, og blev siden imellem begge Herrer oprettede 2 Defensions-Recesse til Hertugdommernes Forsvar, hvortil gav besynderligen Anledning et Gesantskab, som Kong Carl 1. af Engeland, efterfølgende Aar 1633 skikkede Hertug Friderik, hvorved han forestillede bemeldte Hertug Tydsklands 1633 slette Tilstand, og opmuntrede ham til at assistere de betrængte Førster i Tydskland. Hertugen lod Højstbemeldte Konge derpaa svare, at han til intet fandtes villigere end at efterleve Kongens Formaninger; Men sagde derhos, at, som Regieringen udi Førstendommerne var af den Beskaffenhed, at han intet af Vigtighed kunde foretage, uden med Kongens Ville af Dannemark, og det efter de gamle oprettede Unioner, saa maatte han først raadføre sig derom med Kong Christian, hvilket han lovede inden kort Tid at (531) skulle skee, og, naar det var giort, vilde han notificere Hans Britanniske majestet, hvad Resolution der i saa Maade kunde tages. Han skrev derpaa strax et Brev til Kong Christian, hvordi han lod ham viide Kong Carls Erndring, og forlangede, at nogle af hans Ministrer maatte træde i Conference med de Kongelige for at overlegge hvad der ved kunde være at giøre. Kongen væigrede sig ikke derfor, men deputerede nogle af sine Ministrer for at conferere med de Førstelige derom, og blev da til Samtliges Forsvar oprettede de tvende ovenmeldte Defensions Recesse.