Chr 4 1634 - 35

Efterfølgende Aar 1634 døde Erke-Bisp Johan Friderik af Bremen, hvorudover Kongens anden Søn Friderik paa nye giorde sig Forhaabning at komme til det Bremiske Stift, hvortil han tilforn nemlig Aar 1621 havde været udvalt at succedere. Men, som imidlertid den Keiserlige Krig indfaldt, forandredes Conjuncturerne saaledes for samme Prinds, at han ikke alleene mistede sin Succession i det Bremiske, men endogsaa sin virkelige Possession udi det Stikt Vehrden, eftersom keiseren, da han udi Krigen fik overhaand, lod ved en Edict tilkiende give, at alle Lutherske Stifter skulde igien indrømmes til Roman Catholske; Ja Prinds Friderik maatte udi den Lybekske Fred renoncere paa alle de Stifter, som han enten virkeligen havde, eller rett til at succedere udi. Men, da Keiserem siden forfaldt udi Krig med Sverrig, og de Svenske spillede Mestere udi Tydskland, begyndte man paa nye at handle om Prindsens Restitution, og var Keiseren villig at confirmere ham udi hans SuccessionsRett til det Bremiske Stift, hvis Kong Christian havde villet beqvemme sig til at træde udi Alliance med ham imod Sverrig, hvor til dog Kongen ikke var at bevæge, og kand dette tiene til et særdeles Beviis paa hans redelige Intention imod de Svenske. Dog, saasom kongen merkede, at baade Keiseren, saavelsom Erke-Bisp Johan Friderik ikke ugierne saae, at den Danske Prinds kunde komme til sin Rett, lod han med nogle Folk besætte en Bremist Plads ved Elben, Men de Svenske vilde ikke fordrage saadant, og derfor strax rensede samme Plads fra de Danske Tropper igien. Saaledes vare Conjuncturerne indtil 1634, da Erke-Bisp Johan Friderik ved Døden afgik, hvorudover Prinds Friderik fornyede sine Prætensioner, og fik Lejlighed igien at lade sig postulere til Erke-Bisp, og kunde da de Svenske ikke hindre ham udi hans Prætensioner, hverken til Bremen eller til Vehrden, efterdi det Slag ved Nørlingen havde bragt dem udi saadan slet Tilstand, at de despererede om at kunde maintenere sig udi Tydskland, hvorudover ogsaa den Svenske Cantzler Oxenstierne tilstedde, at han fik Possession baade af Bremen og Vehrden. Hvad videre Fata Prindsen havde som Erke-Besp, derom skal tales paa et andet Sted.

Udi samme Aar, som Kongens anden Søn blev promovered til det Bremiske Stift, celebrerede den ældske Søn Christianus 5. Bilager med den Sachsiske Printzesse Magdalena Sybilla udi Kiøbenhavn. Intet Bilager er bleven celebreret med større Magnificence end dette, saavel i Henseende til Brudgommens og Brudens Ornamenter, (532) som til den anseelige Forsamling, som bivaanede det samme; thi foruden mange Førstelige Personer, lode sig Ambassadeurs indfinde fra alle de fornemste Riger, saa at Kiøbenhavn dette Aar var som en Skue-Platz af Europæisk Galanterie. Hvorvel min Maade ikke er at opfylde min Historie med mange vitløftige Ceremoniers Beskrivelse, saa dag, eftersom adskillige curieuse Ting ved denne Lejlighed ere forefaldne, som henhøre til de Tiders Historie, og dette prægtige Bilager er med Zirlighed beskreved af den bekiendte Franske Autor Carolo Ogerio, som var med udi Ambassadeurens Suite, maa jeg her lidt længer end sædvanligt opholde mig ved denne store Højtidelighed.

Blant de mange fremmede Ambassadeurs, som bleve skikkede til Dannemark for at bivaane det samme, var den bekiendte Franske Gesant Conte d’Avaux, som den 14. Augusti arriverede til Kiøbenhavn, hvor han en Miil fra Staden blev imodtagen af 300 Ryttere, item Kongens Carosse (lukket vogn til personbefordring) hvorudi sadde tvende fornemme herremænd, nemlig Christoffer Uhlefeld Rigets Raad, og Corfitz Uhlefeld, som endda vel ikke var bleven Raads-Herre, men dog udi den Anseelse formedelst sine store Qualiteter, at Kongen ikke havde taget i Betænkning at udvælge ham til sin tilkommende Sviger-Søn; Gesanten blev indført i Staden med Stykkers Løsning, og igiennem Borgerskadet, som var rangered i Gevær.

Corfitz Uhlefeld blev beskikket at være hans Hoffmarskalk, og 12 andre Herremænd, som alle talede Fransk, bleve givne ham til Opvarterre; Og, extenderer sig Autor ved den Lejlighed udi at berømme den Danske Adels Politesse og Færdighed i fremmede Sprog, i sær taler han med Forundring om de 3 Brødre, Lars, Knud, og Corfitz Uhlefeld, hvilke, han siger, talede zirligen 7. Sprug, og forstode endda flere. Og saa meget som han berømmer de Uhlfelder for deres Politesse, og Kundskab udi Stats-Sager og galante Studiis, saa højt anskriver han de Rosenkrandser for deres Lærdom og Videnskab, saa vel udi Theologie, som verslige Sager: Gesanten selv, da han ved denne Lejlighed lærdte rett at kiende Uhlfeld, tilstod, at han end ikke udi Italien selv, hvor der er saadan Mængde af skarpsindige Folk havde fundet nogen som overgik denne unge Danske Herremand.

Den 22. dito havde Ambassadeuren sin første Audience, og vare da tilstede foruden de Kongelige Børn Christian Friis Kongens Canceler, item de andre RaadsHerrer, blant hvilke den Tydske Canceler Johan Reventlou, og seer man, at der vaa den Tid vare 3 Cancelere, nemlig Kongens, Rigets, og den Tydske Canceler, hvoraf den føste da var agtet for den højeste Bestillings-Mand, saa at der ingen Hoffmester maa have været beskikket efter Frands Rantzovs Død. Gesanten complimenterede Kongen med en Italiensk Oration, saasom (533) han vidste, at Hans Majestet havde mest Behag udi samme Sprog. Og Johan Reventlov den Tydske Canceler blev beordred at svare ham, skiønt der nævnes ikke paa hvilket Sprog. Man finder ellers udi en anden Samtale, at, da bemeldte Ambassadeur iligemaade talede Kongen til paa Italiensk, svarede hans Majestet ham paa Latin, saa at de siden udi 2 Timer talede Latin sammen.

Den 25. dito havde Gesanten Audience hos Kron-Prindsen Christian 5., til hvilken han overleverede Breve, saavel fra Kongen af Frankrig, som fra Dronningen. Confererede ogsaa med hans Prindselige Højhed om Stats-Sager, i sær om Tydsklands Tilstand; thi jeg haver tilforne antegnet, at denne Prinds blev anseet som en Regent, og hart ad som Kongens Collega udi Regieringen. Højstbemeldte Prinds svarede ham paa Fransøsk; iligemaade Prinds Friderik, som han kort derefter besøgte.

Dagen derefter skeede den Polske Ambassadeurs Indtog udi Kiøbenhavn, hvilken ogsaa prægtigen blev imodtagen, og havde Audience den 2. Septembr. Og var ved den Lejlighed end større Tilløv af Folk, saasom Polakkerne differere fra andre Europæiske Folk udi Klædedragt. Men Gesanten Nicolaus Korff var selv en Liflænder og de fleste af hans Suite vare fremmede, nemlig Tydske, Prydser og Liflændere, Gesanten holdt sin Oration paa Tydsk, og blev svaret paa samme Sprog af den Tydske Canceler Reventlou.

Den 6. Sept. ankom den Spanske Gesant Gusman Marquis de Fuente, hvilken, saasom han arriverede lige til Søes, flaggede alle de Kongelide Krigs-Skibe, som vare rangerede langs ved Strand-Bredden, og blev en Jagt med 12 Rors-Karle skikked ham i Møde, for at føre ham fra Skibet, Men, saasom han havde udi sin Suite en Dominicancer Munk, saa vare Folkes Øjene meere henvendte til samme Munk end til Gesanten. Hvad som ved disse Indtog er merkværdigt, er at alle Gesantere bleve bragte lige til Kongens Slott. Den Franske Gesant havde Dagen derefter en privat Audience med Hans Majestet udi Kongens Hauge, hvor der paa Latin blev taled om adskillige Sager, og lod da blant andet Kongen tilkiende give, at han havde Mishag udi den Rebellion, som Hertugen af Orleans havde stiftet udi Frankrig. Han saade iligemaade til Gesanten, at han var den ældste Regent i Europa, og at han udi alle Riger havde oplevet 3 Regieringer. Efter at denne Samtale havde varet udi 2 Timer, tog Gesanten Afskeed.

Den Spanske Gesant havde publique Audience den 13. dito, og, saasom samme holdt sin Tale paa Spansk, blev den Tydske Canceler Reventlou, som ellers agerede Hoffets Tolk, beordred at træde til Side, og en anden Raads-Herre, nemlig Just. Høg blev udi hans Sted kaldet for at svare paa Spansk, og for at lade see, at de Kongelige Ministrer og Hoffmænd vare capable til at entretenere alle Nationer udi deres egne Sprog. At denne Ambassadeur maa ikke have været meget behagelig for de Danske Hoff-Folk, sees deraf, at den Tydske Canceler, førend Gesanten kom ind, viskede Autori til (534) denne Beskrivelse udi Ørene: Nu faar vi at høre herlige Rodomontader (udtalelse der indeholder praleri el. forherligende overdrivelser el. opspind) . Kongen selv maa ej heller have haft megen Behag i hans Person, thi han sagde siden over Taffel til Uhlfeld: Jeg veed ikke om den franske Ambassadeur er bekiendt af hvad Qualitet den Spanske Gesant er? thi hans Creditiv-Brev viiser, at han er Ober-Inspecteur over dem, som have Omsorg for Kongens af Spanien Muulæsler, hvilket foraarsagede Latter hos de omstaaende, saasom saadant skurrede udi den Danske Adels Ørene, hvorvel det var en honorable Post i Spanien. Men, saasom der var stor Venskab mellem Dannemark og Spanien paa de Tider, beviisede Kongen ikke alleene samme Gesant stor Ære, men var meget bekymret udi den paafølgende Præcedentz-Strid imellem ham og den Franske Gesant, at ham ingen Tort skulde stee. Til den Ende komme de fornemste Raads-Herrer den 14. til Conte d’Avaux for at tale om de Stridigheder, som venteligen vilde reise sig om Præcedencen ved forestaaende Bilagers Ceremonie. Derom blev heftigen tvisted, som sævanligt paa de Tider var imellem de Franske og Spanske Gesantere. Det Danske Hoff i Henseende til det Venskab, som da var med Spanien, bemøjede sig at lave det saa, at begge disse Gesantere maatte tracteres paa eeen Fod. Men den Franske Ambassadeur kunde ikke bevæges til at accordere saadant. Ja den Iver, han havde i at staae paa sin principals Højhed, gik saa vit, at han endogsaa ikke vilde vige for den Keiserlige Gesant: thi man seer, at Carolus Ogerius blev skikket til Claus Plum, som da var Professor Juris i Kiøbenhavn, for at laane hans Alciatum, og derudi at eftersee, hvad han deciderer. Bemeldte Ogerius at det tilkommer Franske Ambassadeurs at tracteres paa lige Fod med Keiserlige; Men Professor Plum svarede dertil, at han tvivlede paa, at man nu ved det Danske Hoff rettede sig efter Baldi Decision udi denne Post; hvorudi han havde ikke megen Urett, saasom det er Juris professorer alt for stor Ære at give dem Rett til at stifte Rangs-Forordning mellem Keisere og Konger. Ogerius søgte at bestyrke Baldi Autoritet der ved, at samme store Jurist var en Italiener, og derfore meere det Keiserlige end det Franske Kongelige Huus bevaagen, hvorudover han herudi kunde ansees, som en upartisk Dommer. Men, som Jurister ere ogsaa Mennesker, saa kand man ikke garentere for, om Baldus lod sig under Haanden betale for denne Decision eller ej; Hvad de andre Jurister angik, som oftbemeldte Ogerius citerede, nemlig Cujacius og Molinæus, da vare de Franske, og conseqventer kunde deres Decisioner ansees som Partiske. Men det synes, at den Franske Ambassadeur giorde deslige Bevægelser imod den Keiserlige alleene for at bestyrke sin Paastand desmeeere imod den Spanske Gesant. Med hvilken han ingenlunde vilde tracteres paa en lige Fod. De Danske Ministrer, for at jævne denne Stridighed, foresloge da saadant Middel, at paa den tilstudende Bilagers Højtid Kongen af Dannemark skulde først staae paa den eene Side, og den Keiserlige Gesant paa den anden Side, og skulde da den Franske Ambassadeur have Vall at rangere sig paa hvilken (535) Side han vilde, enten næst ved Kongen, eller den Keiserlige Legat. Dette begiærede den Franske, at de Danske Raads-Herrer vilde give ham skrifteligen; Og, da de veigrede sig derfor, stod han op af sit Sæde og sagde: Den Spanske Ambassadeur maa gierne have Vallet, men hvilken Sted han tager, der skal jeg støde ham til Side. Raads-Herrerne spurdte ham da, om han vilde giøre saadant udi Kongens Nærværelse, hvorpaa han svarede, at hans høje Principal Kongen af Frankrig vilde ikke miste den Rett udi Dannemark, som han altid havde besiddet. Endeligen, saasom denne Strid ved intet Middel kunde bilægges, lod den Spanske Ambassadeur udsprede, at han formedelst vigtige Aarsager var bleven revocered af Kongen, og kort derefter tog sin Afskeed. Man merkede siden, at Kongen ingen synderlig Behag havde udi den Franske Ambassadeurs Omgiengalse, eendeel formedelst denne Opførsel, eendeel ogsaa, efterdi han var meere grave (alvorlig; gravitetisk) og serieux end de Tydske, Svenske og Polske Gesantere, hvilke kunde svare til alle de Skaaler, som dem af Kongen bleve tildrukne; thi paa de Tider blev det holdet for en liden Politesse udi Norden, at veigre sig for saadant, og seer man, at denne Konge udi alle Selskabe giorde alting med, saasom intet Giæstebud holdtes for anseeligt, og ingen Giæstbuden at have comportered sig vel, uden han gik beskiænket bort.

Den 15. Septemb. giorde den Svenske Gesant Peder Sparre sit Indtog: men samme Gesant holdt sig fra Bryllups-Fæsten, formedelst den Sorg, som det Svenske Hoff var udi ved Gustavi Død.

Den 10. Octobr. giorde bruden Princesse Magdalena Sybilla sit Indtog. Alle Gader, hvorigiennem hun skulde passere, vare besatte af bevæbnede Borgere. Processionen skeede saaledes: Først komme nogle Esquadrons af Danske Ryttere med Spill og Piber; Derester den Kongelige Guarde; Siden den heele Danske Adel, anført af tvende Hoff-Marskalker, og efter dem den Keiserlige Gesants Suite, men Gesanten selv var ikke med, ej heller nogen af de andre Ambassadeurs. Strax derpaa komme adskillige Førstelige Personer, som bleve efterfuldte af Brudgommen Prinds Christian, hvilken gik alleene og havde efter sig de fornemste Rigets Embeds-Mænd og det heele Raad. Derefter kom den fornemske Saxiske Adel; Item tvende Førster Brudens Brødre, og endeligen Bruden selv med Hendes Moder og Søster udi en prægtig forgyldt Vogn med 6 Hæste, efterfuldt af en stor Skare, saavel af Sachsiske, som af Danske Fruentimmer, hvoraf de Danske formedelst deres Skiønhed mest parerede efter Ogerii Vidnesbyrd.

Oftbemeldte Autor vidner, at, ved Sachsernes og Holstenernes Ankomst, Viin og Øll begyndte at flyde som Vand, og siger han, at til denne Bryllups-Fest bleve depenserede udi samme Liqveurs hen ved 100000 Rdlr. thi aldrig noget Bilager er holdet med saadan Overflod, saa at man kunde sige om dette Bryllup, som man fordum plejede at raabe ved de Romerske Ludos Seculares, at ingen havde seet saadant tilforn, eller kunde vente at see det oftere. Den 25. (536) dito skeede Brudevielsen paa Slottet ved den Kongelige Hoff-Prædikant Doct. Christian Madsen, og slog da Kongen disse Riddere, nemlig: Christian Thomesen Rigets Canceler, Otto Skeel,  Hans Lindenov, Just Høg, Christoffer Urne, Kay von Ahlefeld, Caspar von Buchwaldt, Christian Pruds, Dietrik von Ahlefeldt, Oluf Parsberg, Axel Arenfeld, og Corfitz Uhlfeld. Og blev da giort en Forandring ved Ridder-Ordenen paa saadan Maade: Hans majestet havde Aar 1616 indrettet en ny Ridder-Orden af Sverdet, hvormed de særdeles bleve beærede, som havde holdet sig vel i den Calmarske Krig. Samme Orden blev siden foreened med den gamle; Men udi dette Aar og ved denne Højtidelighed blev Armen med det Hebraiske Ord borttagen, og i Steden derfor blev satt paa Siden af Elephanten C4 med en Krone over.

De Førstlige Personer, som da vare tilstede, vare:

Christianus 4.

Christianus 5.

Brudgommen. Fridericus hans Broder, som var Erke-Bisp af Bremen.

Den keiserlige Gesant, som var Hertug af Holsten.

Hertug Johannes hans Broder.

Philippus iligemaade Hertug af Holsten.

Johan Christian Hertug af Sønderborg.

Alexander Henricus. Ernestus Guntherus.

Philippus Ludovicus iligemaade af Sønderborg.

Christianus Augustus Phaltz-Greve af Rhin og Hertug af Bayern.

Johannes Hertug Philippi Søn af Holsten.

 Johannes Georgius Chur-Prindsen af Sachsen.

Hertug Augustus hans Broder Hertuginden af Sachsen ohendes Moder.

 Hertuginden af Sachsen ohendes Dotter.

Hertug Philippi Gemahl. Greven af Mansfeld, item de Keiserlige, Franske og Polske Gesantere.

Efter adskillige Præcedentz Stridigheder imellem de fremmede Gesantere blev endelig Ordenen saaledes indrettet:

Paa det fornemste Sted af Salen stod Brudgommen mellem Kongen og hans Brødre. Ved den venstre Side stod Bruden mellem tvende hendes brødre. Næst ved Kongen og hans Sønner stod den Keiserlige Gesant, og efter ham den Polske, og ved Brudens Side vare rangerede den Franske Gesant og Churførstinden af Sachsen. Og kand jeg ved denne Lejlighed ikke Forbigaae at mælde noget, (537) som findes udi Chanuts memoires, hvor der tales om Ambassadeurernes Rang saaledes: Man giorde udi Dannemark Forskiæll mellem ordinaire og extraordinaire Ambassadeurs. De sidste, som enten ere skikkede for en vitz Underhandling, eller ere inviterede til en Ceremonie eller Højtidelighed, have Rang over Kongen; Paa den Fod blev Conte d’ Avaux tractered, iligemaade Comte de la Thillerie ved en Dansk Princesses Daab. Men de føste, nemlig ordinaire Ambassadeurs, vige altid for Kongen udi alle Lejligheder, hvorpaa haves et Exempel udi Friderici 2. Tid, da højstbemeldte Konges Bilaget blev celebrered 1572, thi man seer da, at den da værende franske Ambassadeur stod under Kongen, men over Chur-Førsten af Sachsen. Ordenen var saaledes indrettet, som den findes beskreven af den Danske Poët Erasmo Mich. Læto, hvilken da var tilstede, og efter Kongelig Ordre har udført denne Højtidelighed udi efterfølgende Vers:

Interea levibus dum fercula mensis Expediunt, Lymphis res acta ect omnibus, inde Cuique suus datur è meritis vel honore, graduque Aut virtute locus. Primum Rex occupat, hinc mox A Gallo missus subiit Legatus, eumque Protinus a dextris sibi Rex adjungit & inde Ad lævam patriis longe Augustissimus arvis Augustus consedit.

Men man seer af dette Bilager udi Christiani 4 Tid, at Comte d’Avaux, hvor vel extraordinaire Ambassadeur, cederede kongen, og at Autor til Chanuts Memoires herudi farer vild.

Jeg vil forbigaae at fortælle videre den Stats Pragt og Overflod, hvormed dette Bilager blev celebreret: Men alleene sige dette, at den heele Omkostning beløb sig til hen ved 2 Million Rdlr. thi den Hæst alleene med dens Ornamenter, hvorpaa Brudgommen reed, blev alleene skattered en Tønde Guld. Hvad som ellers herved er merkværdigt, er, at de Fornemske af Giæsterne bare frem Brude-Gaver: Kongen forærede Bruden en Tour af Diamanter, hvor iblant en var saa stor, at derudi stod udstukket Christianus 5. og Magdalena Sybilla. Derester komme Gesanterne frem med deres Gaver. Den Franske Ambassadeur alleene blev borte, efterdi han havde ikke lavet sig der paa, og saadant ikke var brugeligt udi Frankrig: Med saadan Magnificence (højhjertethed, gavmildhed) blev dette Bilager celebreret, og seer jeg blant andet af et egenhændigt Brev, som Kongen har tilskrevet Cantzleren og Rigets Marsk, hvor omhyggelig Hans Majestet har været i at ordinere Alting forud, end ogsaa de mindste Sager; thi udi samme Brev findes saadan Ordre: Cantzleren og Rigers Marsk skal befahle Herremændene, som forordnet er till den Ballette, att di fliiteligere, end hidtill skeed er, søger Danze-Skolen.

Kort derefter, nemlig den 20 Octobr. blev et andet Bilager celebrered mellem Kongens legitimerede Dotter Sophia Elizabeth, og Grev Pentz Statholderen af Holsten. Adskillige Dage bleve derfor (538) hendrevne med lutter Giæstebude og Carouseller, og vidner Ogerius, at ingen overgik Kongen i Ring-Renden (,ridderspil hvor deltagerne til hest søger at stikke en lanse gennem en ophængt ring) og, hvorvel han allerede havde naaet en høj Alder, giorde han dog alting med. Der fortælles, at han udi et Giæstebud lod sig tilbringe en forgyldt Drikke-Skaal, af den Vegt, at neppe 2 Personer kunde

bære den, hvilket jog ikke liden Skræk udi de Hosværende, efterdi de bildte sig ind, at enhver skulde udtømme samme Skaal. Men Kongen lod øse Viinen udi 9 andre Skaale, hvoraf han selv udtømmede den eene, og gav de 8 til andre Herrer, som ogsaa maatte giøre beskeed. Dette er et kort Begreed af denne store Magnificence, hvoraf gik Rygte over heele Europa, og som er vitløftigen og ziirligen beskreven af Carolo Ogerio, der var Øjensynlig Vidne til alt hvad han der om har antegnet. Den fornemste Nytte som man har af samme Relation, er, at man deraf seer, udi hvilken Tilstand Hoffet var paa de Tider, og hvilke da vare de fornemste Ministrer. Af dem berømmer Autor ingen meere end de trende Brødre Lars Knud og Corfitz Uhlfeld, men allermest den sidste, hvilken han anseer som et Vidunder. Hvad som han blant andet lægger samme Herre til Berømmelse, er, at da han havde faaet et Tilfælde i sit eene Been, vilde han ikke af Undseelse holde Bilager med Frøiken Leonora Kongens Dotter, førend hans Been var læget. De andre saa vel af Stats-Sager, som af Lærdom anseelige Mænd, hvorom samme Skribent taler, var Canceler Christian Friis, som da havde naaet en høj Alder. Christian Thomesen Sehsted, Rigs-Canceler; Johan Reventlou den Tydske Canceler, hvilken formedelst sine Videnskaber udi fremmede Sprog, kaldtes det Danske Hoffs Mercurius. Den gamle Raads-Herre Holger Rosenkrands, hvilken Autor beskriver saaledes: Han var en Mand af stor Læsning, og besynderlig hengiven til Theologie og Skriftens Læsning, forstod ogsaa i Grunden det Grædske og Hebraiske Sprog, og var af et Exremplarisk Levnet. Just Høg, en af de Tiders lærde Herrer: Han var den som Kongen lod hente for at svare den Spanske Ambassadeur paa Spansk. Men ingen var meer bekiendt af de Fremmede, sær de Franske, end Peder Wibe, efterdi han saa lenge havde været Resident ved det Franske Hoff, og var bleven nobiliteret udi Frankrig. Derfore bliver saavel udi Courmesvins, som i denne Ambassade talet meest om ham. De lærde Folk af Borgerstanden, som Autor havde Kundskab med, var Logomontanus Tychonis Discipel, hvilken han først fandt paa Børsen ved Bogladen, og giættede sig til af hans Tale og Legems Skikkelse, at det maatte være Longomontanus. Olaus Wormius den berømte Antiqvarius og Medicus, hvilken han ofte besøgte, han taler ogsaa om Tycho Brahes Søster, hvilken han besøgte paa Vejen fra Helsingborg til Kiøbenhavn. Hun var da en Dame af 70 Aar, og holdtes for at have stor Kundskab udi Mathematiqve. Man seer ellers af Autoris Beskrivelse, at Konster, Videnstab og Politesse har været paa den højeske Spidse udi Dannemark under Christiano 4, og at de fare vild, som holde for, at saa kaaldt Clima kand ikke producere store Ingenia. Men allermest giver dette Bilagers Beskrivelse et Portrait paa Christiani 4. Magnisicence. (539) Man skulde vel heraf dømme, at Højstbemeldte Konge var en Ødsel Herre; Men, saa prægtig som han var naar Rigets Ære det udfordrede, saa oeconomisk og borgerlig derimod var han i andre Maader. Derforuden er at merke, at Dannemark under ingen Konge havde meer floreret.