Chr 4 1637 - 38

Naar man derfore alt dette betragter, kand man slutte, at det store Venskab, som i denne Konges Tid var imellem Dannemark og Spanien, item den Kaaldsindighed, som var imellem dette Rige og Holland, fornemmeligen har grundet sig paa Kongens Hovet-Forsætt om Handelens Forfremmelse udi Dannemark og Norge, saasom H. Majst. saae, at den Spanske Handel var lige saa nyttig som den Hollandske var stadelig; thi ved at holde Venskab med Spanien, opmuntredes Undersaatterne til en u-middelbar Handel paa samme Rige, da derimod alt, hvad man fik fra Holland, naar samme Land havde fri Commerce med Spanien, bestod udi Vahrer, som toges fra anden Haand, hvortil Undersaatterne for Mageligheds Skyld inclinerede, skiøndt saadan Handel i sig selv var ufordeelagtig. Man kand derfore ikke forundre sig over, at hans Majestet saa ofte favoriserede Spanien mod de foreenede Provincier, og  at han udi det Aar 1637 lod sig bevæge til den store Entreprise, nemlig at forbyde Fleckerøes Fæstning anlægges, og hvorfor. Hollænderne at føre Krigs-Materialier igiennem Sundet, som de behøvede til Krigens Fortsættelse imod Spanien.

Man seer ellers af Historien, at Spanske, Nederlandske og Hollandske Skibe, særdeles Dynkerkere, foruroeligede Søen dette Aar ved de Norske Kuster, hvorudover Kongen med stor Bekostning et Aar efter andet maatte udsende Krigs-Skibe for at holde Strømmene reene. Til saadant videre at forekomme, fandt han fornødent at anlægge en Fæstning paa en liden Holm udi Indløbet af Fleckerøe, som han lod kalde Christiansøe, paa det at de Skibe, som bleve forfuldte, derunder kunde søge Beskyttelse. Og, som han paa samme (544) Fæstning havde giort stor Bekostning, forordnede han, at et hvert Skib, som derunder kastede Anker, skulde betale 4 Rdlr. til Fæstningens Underholdning. Men de fremmede Skibe vilde ikke beqvemme sig til saadan Udgift, og, for at undgaae den samme, søgte andre, skiønt usikkere Havne, hvorudover Kongen, saasom han saadant ansaae som en Utaknemmelighed, forordnede, at slige Skibe, i hvilken anden Havn i Norge de toge deres Tilflugt, skulde dog betale saadan Told. Men det samme opvakte adskillige Lamentationer (det at jamre, beklage sig højlydt af forbitrelse over noget; især i forb) , og formerede ikke lidet Hollændernes Uvillighed imod Kongen og Riget.

Af den særdeles Forbindelse mellem Dannemark og Spanien, have de Tiders Skribentere meenet at finde Nøgelen til at dechifrere den forblommede Historie om den Persiske Handels Etablissement udi Holsten, og deraf have fabriqueret en Historie om et geheimt Forbund mellem Dannemark og Hertug Friderik af Holsten, som skulde sigte til Sverrigs, saavel som Hollands Ruine. For denne Histories Rigtighed hverken vil eller kand jeg garandere, kunde derfore tage udi Betænkning at føre den her an; Men, saasom den er omtalt udi alle de Tiders Historier, og den i sig selv er særdeles merkelig, kand jeg ikke efterlade at mentionere noget derom, og at fremføre Historien udi samme Klædning, som den findes udi den Franske Ambassadeurs Memoires, og hos Pufendorf, uden at giøre deres Ord til mine.

1638 Bemeldte Skribentere foregive, at der blev sluttet et hemmeligt Forbund mellem Dannemark og Spanien, og at begge Konger tillige med Hertug Friderik af Holsten havde et Verk fore med 20000 Mænd at giøre Indfald udi Sverrig, og at de Spanske imidlertid skulde komme med en Flode til Gottenborg, og der sætte 12000 Mænd i Land, hvorpaa Floden skulde gaae i Østersøen, for der at conjungere sig med de Danske, og at afskiære de Svenske all Communication med Tydskland. Hvad Holland angik, da naar Kongen af Dannemark ved Spaniens Hielp havde giort sig Mester over Sverrig, skulde han indslutte Sundet for Hollænderne, og beskiære dem all Fart paa Østersøen, hvorudi fast den halve Deel af deres Handel bestod, og paa det at den anden halve Deel af Handelen, som var den Ostindiske iligemaade kunde giøres til intet, havde man sat sig for at etablere en nye Handel mellem Holsten og Persien igiennem Moscov, og det efter den Førstelige Raads-Herres Otto Brukmans Anslag. Samme Otto Bruckman havde foregivet, at man lettere og sikkere kunde komme i Possession af den Persiske Silke og anden Indianske Handel ved at lade Otto Bruckmans Forslag angaaende Handel paa Persien. Vahrerne føre over Land og de beqvemmeste Rivierer igiennem Moscovien indtil Østersøen, og derfra at føre dem til Skibs til Slesvig eller Holsten.

Hertug Friderik, som fandt Smag udi dette Anslag, skikkede ovenmeldte Otto Bruckman tillige med Oberst Andr. Rusner, Aar 1635 udi Ambassade til Persien, og, endskiøndt adskillige andre vare i Følge med dem, var dog denne Hemmelighed ingen betroed uden til disse tvende Mænd.