Chr 4 1639

(545) Alle forundrede sig over dette vitløftige Foretagende, saasom ingen egentligen vidste hvortil det sigtede,men alle kunde see, at saadant var over Hertugens af Holsten Kræfter, helst saasom der taledes om paa samme Tid at giøre en Canal igiennem Holsten for at bringe de Persiske og Indianske Vahrer med Skibe lige til Vestersøen, hvilket kunde ikke skee uden med uhørlig stor Bekostning, og uden Tilladelse af Kongen af Dannemark, hvis Told og Rettighed udi Øresund kunde ved saadan Canal gandske bortsmældte, ikke at tale om, at der udfodredes store Aarlige Pensioner, saavel til Moscovien, som til Sverrig for Fartens Tilladelse igiennem deres Lande. De Holstenske Gesantere arriverede lykkeligen til Persien, og efter forrettet Ærinde komme det Aar 1639 tilbage med et Persisk Gesantskab. Paa Hiemreisen tilbød Bruckman 600000 Rdlr. aarligen til Czaren af Moscov for Fartens Tilladelse, ved hvilken liberal Offerte han fordærvede allting, thi Moscoviterne havde gierne ladet sig nøje med 10000 Rdlr., men bleve allarmerede over saa stor Sums Tilbydelse, saa at de bilte sig ind, at der maatte noget andet ligge skiult derunder. Lige saadan Feil begik han i Henseende til Sverrige, i det han tilbød aarligen 400000 Rdlr. til samme Rige for Passagen igiennem Lifland. De fleste Svenske antoge derfor denne Proposition med Latter, alleene Canceler Oxenstierne holdt for, at man sigtede til noget andet, saasom han holdt Hertug Friderik for en forstandig Herre, der ikke kunde foretage deslige Ting, med mindre han der ved maatte have noget andet i Sigte.

 

Medens Hertug Friderik satt den Deel af Projectet i Verk med den Persianske Handel, hvilket var den Role som ham var given at agere, arbeidede de tvende andre Potentater paa at forrette iligemaade deres Partes. Kongen af Dannemark bragte Dannemarks og Spaniens Armature efter Forbund de 20000 Mænd til Veje, som vare destinerede imod Sverrig, hvorvel det skeede efter ovenmeldte Skribenters Sigelse saa hemmeligen, at ingen merkede det. Han arbeidede iligemaade paa at equipere Floden, at den kunde være i Stand at agere naar fornødent giortes; Kongen af Spanien paa sin Side undrustede en stor Flode, hvorpaa vare 3000 Sadle, og 1200 Hæste, tillige med at stort Antall af nyeligen værvede Soldater, hvilke man skulde debarquere udi Nederlandene, og der igien tage ind de gamle Tropper, som skulde gaae med Floden til Sverrig. Men, da den Den Spanske Flode bliver slagen. Hollandske Amiral fik Kundskab om denne Spanske Flodes Ankomst, gik han den strax i Møde, angreb den ved Dunes i Canalen, og ruinerede den totaliter. Derved faldt det heele Project, i sær den Persianske Handel, som skulde souteneres ved Spanske Penge. Otto Bruckman og Reusner vare udi Hamborg, da man fik Tidender om den Spanske Flodes Ruine; Denne Tidende indjog ikke liden Skræk i dem, saasom de derved saae deres Anslag at være giort til intet: Ja Reusner holdt det ikke tienligt at betroe sig udi Hertug Frideriks Lande, (546) raadede ogsaa Bruckman at begive sig andensteds hen: Men Bruckman meenede sig intet at have giort, som han jo vel kunde forsvare, begav sig til Holsten, hvor han strax blev arrestered, og beskyldet at have forrettet sin Legation uforsvarligen, at have stukket en Deel Penge under sig, og at have giort urimmelige Offerter, saa vel til Moscovien, som til Sverrig, hvorved han havde allarmeret samme Lande, og giort dem mistænkelige; Efter saadanne Beskyldninger blev han dømt fra Livet og halshuggen til Gottorff Anno 1640. Oberste Reusner derimod vilde ikke komme til Holsten, endskiøndt han ofte blev citered, men retirerede sig til Sverrig. Hvor der siges, at han en Tid lang holdt dette Dessein hemmeligt; men endeligen udi det Aar 1650. aabenbarede det for Dronning Christina af Sverrig. Saa at det skal være paa hans Relationer og Papirer, som den heele Histories Rigtighed grunder sig.

Saaledes endtes denne store Tragicomædie, som i mine Tanker endnu maa passere for et mysterieux og forblommet Verk, eftersom man intet deraf kand fatte fra Begyndelsen til Enden, helst, saasom det skal være machineret af 3de Herrer, som holdtes for de fornuftigste Regentere paa de Tider. Vel kand ingen sige, at den heele Historie er digtet, efterdi her ere visse Facta, som af alle maa tilstaaes, nemlig den Persiske Legation, og den Spanske Flodes u-formodentlig Ankomst udi Canalen; Men, om Historien hænger saaledes sammen, som den med Assurance fortælles af Monsr. Chanut, Pufendorff og andre, kand man have Aarsag at tvivle formedelst de mange Objectioner, som der udi kand møde, og som synes ikke letteligen at kunde solveres; thi først var det Dessein (hensigt; forsæt; plan; forehavende) alt for Chimeriqve (som består af uensartede, uforligelige bestanddele) og vitløftigt for at entrepreneres af saa fornuftige Potentater. For det andet, synes adskilligt der udi at have været mod samtliges Interesse. Hvad det første angaaer, da var det underligt at ville tænke til at conqvêtere Sverrig paa en Tid da samme Riges Magt og Reputation var paa den Højeste Spidse, og end underligere at ville ruinere den Hollandske Ostindiske Handel ved at anrette en Commerce over Land mellem Persien og Slesvig, helst paa Moscoviternes Discretion, i hvis Magt det stod at bemægtige sig Caravanerne saa ofte dem lystede; ikke at tale om, at Vahrerne ogsaa maatte føres igiennem Sverrig, som man tilbød Passage-Penge paa samme Tid, da man agtede at paaføre det Krig. Hvad den anden Post angaaer, da synes det at have været imod Spaniens Interesse midt udi den Nederlandske Krig at føre sine gamle Tropper fra Nederlandene, hvor Krigens Sæde var, for at opofre dem i Sverrig. Ligesaa lidet var det Kong Christians Interesse at tilstede en Canal at giøres igiennem Slesvig eller Holsten, hvorved Farten igiennem Øresund vilde ophøre, og de store Indkomster, som Riget havde af Tolden, forsvinde. Man fatter ej heller, at Hertug Friderik kunde finde sin Regning ved, at de 3 Nordiske Riger igien bleve foreenede under et Hovet. Kort at sige, den heele Historie er u-begribelig fra Begyndelsen til Enden, og kunde med Billighed holdes for en ilde inventered Fabel, hvis der ikke vare visse Facta, som ej kand negtes, nemlig det Persiske Gesantskab, (547) og den Spanske Flodes Armature, hvilke tvende Ting give tilkiende et stort Dessein, skiønt ikke saadant som ovenmeldte Skribentere foregive. Hvis man af de tvende Factis, som tilstaaes, havde formeret saadan Gisning, at den Spanske flode agtede sig til Østersøen for at conjungere sig med den Danske, alleene udi det Forsætt at hindre saa vel de Svenske Transporter til Tydskland, som Hollændernes Fart igiennem Sundet, og at Hertugen af Holsten paa samme Tid ved en pro forma Ambassade skulde søge at allarmere Hollænderne for at bringe dem des hastigere til at slutte Fred med Spanien, kunde saadan Gisning havt fundet Bifald, og man kunde have fæstet Troe til Oberste Reusners Decouverter; Men med de Omstændigheder, som fortælles, synes det enten, at bemeldte Reusner, for at insinuere sig hos Dronning Christina, haver fortaalt dette Dessein med saadane Omstændigheder som hun helst ønskede saa at være, eller andre have embelleret hans Relationer, og completeret dem for at giøre Tingen des meere odieux.

Dette altsammen vil jeg lade staae ved sit Værd, og begive mig til andre Ting hvorom gives meere Vished. Hvor stor Møje Kongen anvendte paa at befordre Fred imellem Keiseren og Sverrig, sees deraf, at han udi dette Aar affærdigede sin egen naturlige Søn Christian Ulrik Gyldenløde til Stokholm for tillige med Residenten Peder Wibe indstændigen at anholde derom, hvilket ogsaa hans Instruction udviiser. Men denne saavelsom de forrige Formaninger frugtede kun lidet. Hvad indenlandske Sager angaaer, som henhører til det Aar 1638, da finder jeg, at paa samme Tid var nogen Religions Tvistighed i Kiøbenhavn, hvilken rejsede sig af et Skrift, som den anseelige lærde Herre Holger Rosenkrands havde publiceret. Samme Holger Rosenkrands var Herre til Rosenholm og Skaby, og for sin Dyd og Lærdom en Zirat for den Danske Adel. Denne store Mand, efterat han havde forrettet vigtige Tienester og Legationer, tog omsider Afskeed fra alle Forretninger, paa det at han kunde opoffre Resten af sin Tid paa Gudsfrygt og Studeringer. Han havde en særdeles Afsky for den Scholastiske Theologie, samt for Mundhuggen og Ordkrige, drev alleene paa Praxin, og holdt for, at den sande Christendom bestod udi gode Gierningers Øvelse. Derfor skattede han Arnds sande Khristendom højere end alle andre Theologiske Bøger, og vidnede, at han var bleven befriet fra en aandelig Bedrøvelse alleene af bemeldte Bogs Læsning, da intet andet hverken Bøger eller Samtale kunde trøste ham. Den stedsvarende Lærdom, han førte om Praxi og gode Gierningers Øvelse, foraarsagede, at denne store og ypperlige Mand fik adskillige Modstandere, besynderligen Steph. Klotz, Kongelig Superintendent udi det Slesvig-Holstenske, hvilken, saavelsom Theologi paa Universitetet i Kiøvenhavn, censurerede hans Skrift de Justitia & Justificatione bonorum operum, men Rosenkrands forsvarede det med stor Fynd 1638, og tog Lejlighed af denne Lvistighed at skrive den saa kaldte Troens Bekiendelse imod nogle Kiøbenhavnske Theologorum deres Beskyldninger. Hvor høyt denne Mand ellers formedelst sin store Lærdom, Gudsfrygt og (548) Skikkelighed, har været anseet, kand sees af adskillige saa vel fremmede som indenlandske Skribenteres Vidnesbyrd. Lige saadan Skiebne havde den lærde Siællandske Biskop Joh. Poul Resen haft tilforn udi denne Konges Tid; thi han blev beskyldet af Mag. Olao Coccio, SognePræst til Nicolai Kirke udi Kiøbenhavn, for at inclinere til Nestorii Lærdom om Christi Person. Over samme Process kendes en skreven Protocoll, hvorudi ere indførte de Beskyldninger, som formeredes mod Doct: Resen, item de Spørsmaal, som hans Modstander Mag: Olaus Cock, giorde, og Resenii Svar derpaa; Først blev udi Kongens og Ministrernes Nærværelse paa Rigs-Dagen den 21 Febr. oplæste efterfølgende Beskyldninger.

1. At Doctt. Resenius haver brugt Ord og Phraser, som Kiettere pleje at bruge.

2. At han har forsvaret Theses om den Hellige Trefoldighed og Christi Menneskelige Natur, som strider imod Troen.

3. At han havde enten forkastet, eller corrumperet Bibelens Sprog, som handle om den Hellig Trefoldighed eller Christi Mandom.

4. At han havde mutileret (lemlæste; kun billedl.: ødelægge el. forvanske noget ved at fjerne, tilintetgøre dele deraf) Cathechismum Lutheri &c.

Og, efter at dette var oplæst, traadde Mag. Olaus Cock frem, givende tilkiende, at disse Resenii Vildfarelser havde offentligen været lærte udi 3 Aar, og at mange Fremmede Theologi havde forarget sig derover, hvorudover han meente, at det var hans og andre Geistliges pligt, at sætte sig i Tide derimod.

Derpaa skreed han til Beskyldningerne, hvilke Resenius besvarede Stykkeviis, og, efter at denne merkelige Samtale havde varet en lang Tid, spurdte Kongen Mag. Cock, om han havde meere at fremføre, hvortil han svarede: Nei. Efter at Resenii Svar var bleven indført udi Protocollen, og nøje examinered, giorde Bisperne nogle Annotationer (kritisk antegnelse, anmærkning) derover, hvilke Annotationer blev offentligen oplæste paa Consistorio, hvorved ogsaa Resenius acquiescerede, og lovede ikke at bruge andre TaleMaader, end de som vare brugelige og antagne udi den Danske Kirke, saa at man seer, at Resenius har været falskeligen beskyldet, og at man intet andet kunde sige ham paa, end at han havde brugt adskillige andre Tale-Maader, hvilke han dog alle Orthodoxe forklarede; Hvorudover ogsaa Udfaldet af denne Process var saaledes, at han blev frikiendt, og Olaus Coccius maatte siden gaae i Landflygtighed. Man kand ellers af denne skrevne Protocol corrigere en Vildfarelse, som findes hos nogle Skribentere, nemlig at Conradus Aslacus var ogsaa een af hans Hovet Anklagere, da tvertimod Protocollen viiser, at Hovet-Anklageren alleene var Mag. Olaus Coccius af Hvilken Conradus Aslacus saavel som Doct. Resenius begge bleve citerede skiøndt udi differente Henseelser.

 

Og saasom jeg her formedelst Lejlighed af den Religions Tvistighed, som i det Aar 1638 rejsede sig mellem Holger Rosenkrands, og de andre Danske Theologos, har begyndt at tale om Religions Sager, vil jeg, for at have deslige Ting samlede paa et Sted, melde noget korteligen om alle de andre Stridigheder udi Troen, som ere, skiøndt (549) paa adskillige Tider, forefalder under Christiani 4. Regiering. Jeg haver tilforn talt om den Norske Student Lars Nielsen, som med sin vilfarende Bog taldet via Domini eller Himmel-Vey, blev viiset Veien af Riget, hvorfore jeg det her igien ikke vil igientage. Udi Christiani 4. Mindreaarighed blev Jonas Jacobi Venusinus, Professor og Pastor til Hellig Geistes Kirke, mistænkt for den Calvinske Lærdom, hvilken Mistanke han forøgede, da han af egen Myndighed udelod Exorcismum af Daaben, og derfore af de 4 Regierings-Raad blev suspenderet Anno 1688. For samme Lærdom blev ogsaa beskyldt Johannes Canuti Vellejus Pastor til Nicolai Kirke i Kiøbenhavn, og siden Bisp i Fyen. Og, som saadant blev ham overbeviiset Anno 1616, blev han paa en Herre-Dag til Kiøbenhavn dømt fra Embedet og Kiole Hvorpaa han begav sig til de Calvinske Meenigheder udi Frankrige, og endelig døde til Franeker. Men det, som gav allermest Opsigt, var de Jesuitiske Intriguer, som Hemmelige Jesuiter blive aabenbarede i Norge. bleve aabenbarede i Norge, og hvorved samme Rige var bleven bragt udi en farlig Tilstand. Historien deraf er denne: Da Kong Christian Aar 1604 holdt Herre-Dag til Bergen i Norge, besværgede Bisperne sig over, at Landet var opfyldt med falske Præster, hvilke i deres Ungdom havde faaet Romerske Principia paa de Jesuitiske Skoler, men ved deres Tilbagekomst efter deres Læremesteres Raad holdte gode Miner indtil de havde erholdet Præste-Kald i Norge, da søgte de Hemmeligen at forplante deres Lærdom, hvilket var des farligere, efterdi de ved deres udvortes Hellighed havde bragt sig i stor Anseelse hos Almuen og vare af Regieringen beskikkede til Siæle-Sørgere. Hvorudover Kongen gav Befalning til Statholderen Envold Kruse, at gaae Bispen af Opsloe Mag: Niels Clausen til Haande, eftersom samme Bisp havde besynderligt vaaget Øje over dem. Bispen efter lang og nøje Efterforskning aabenbarede hvor de fleeste af dem vare, og fik at vide, at en Præst udi Opsloe ved Navn Christoffer Hiort var en af de fornemste, og fandtes ikke langt derfra 5 andre, hvilke alle maatte indstille sig for Herre-Dagen som 1613 udi Kongens og alle Norske Bispers Nærværelse blev holden i Skeen, hvor efterat en Samtale mellem dem og fornævnte Bisp af Opsloe var holden paa 3die Dag, de bleve dømte fra deres Kald, Kiole og Midler, og befalede inden trende Solemærker at rømme Kongens Riger og Lande; hvilket sandeligen var den mildeste Straf, som kunde dicteres for saadanne, der offentligen bekiende en Lærdom, og ved Eed forbinde sig til den samme, men hemmeligen lære en anden; thi slige Folk straffes ikke som Kiettere men som Meeneedere og Øjenskalke. Man seer ellers heraf, at Religionens Tilstand havde siden Reformationen aldrig været farligere udi Norge, thi det heele Rige var befænged med disse skinhellige falske Lærere, hvilke have de fordømmelige Principia, at de kunde holde Miner indtil de finge Geistlige Embeder, for med disktørre Eftertryk at kunne forføre Almuen. Saa at det derfore var ikke liden Ære for den Opsloiske Biskop at have udslukket denne Ildebrand; thi de andre, da de mærkede saadan Inqvisition, sneege sig hemmeligen ud af Riget, saa at denne store Jesuiter-Machine paa eengang blev kuldkasted. Dette (550) er alle de Religions U-roeligheder, jeg finder at have været i Dannemark og Norge under denne Konges Regiering; thi den Execution, som skeede paa en Præst ved Navn Hr. Jens Hansen, som blev levende brændt 1611, var ikke formedelst falsk Lærdom, men formedelst Hexerie.  

Udi Førstendommene derimod, som gierne plejede at være frugtbare paa Vildfarelser, formedelst Naboeskab af Tydskland, opvaktes udi det Aar 1607 adskillige Tvistigheder af nogle Vederdøbere(gendøber (jf. Anabaptist) . De samme havde indsneget sig i Jylland og Holsten, besynderligen i det Eiderstediske ved Reformationens Begyndelse, som kand sees af Adami Pastoris historie. Möller vidner, at have seet tvende Troens Bekiendelser, hvoraf den første var af Anno 1607

hvilken gav Lejlighed til en Samtale om Religionen imellem Johan Cotten med 3de Anabaptister af Tønningen, og andre Evangeliske Lærere. Acterne af Samme Samtale bleve beskrevne, og findes der endnu en Relation derom in Manuscripto, som bemeldte Möller vidner. Aaret derefter, nemlig 1608, blev en anden Troens Bekiendelse udgiven af Johan Cotten, hvilken foraarsagede, at der blev holden en nye Samtale igien, som varede udi 3 Dage. Udi denne Samtale forsvarede Cotten Vederdøbernes Lærdom med stor Iver, men blev kraftigen igiendreven af den Holstenske Superintendent Johan Fabricio. Efterat Samtalen var endet, blev Vederdøberne beordrede Anno 1609 at begive sig af det Førstelige Holsten. Dog erholdt Cotten af Hertug Johan Adolf, hos hvilken han var i stor Anseelse, item af hans Søn Friderico 3. saa meget, at denne Forordning blev formildet, og at Vederdøberne blev tilladt Frihed at boe udi det Førstelige Holsten og Slesvig.

Udi det Aar 1622 rejsede sig nye Allarm af en ved Navn Niclas Knudsen en Husumer af Geburt, item af Hans Tilhænger Hartvig Lohman. Disse tvende lærede adskillige Vildfarelser om indvortes Aabenbaringer, Lovens Opfyldelse, om Chiliasmo og andet; Fordømte iligemaade all Rettergang, Rente, lovlig Krig og Eed. Da de bleve erindrede om saadanne Vildfarelfer udi offentlige Prædikener af Pastor Habacuc Mejer, og udi Eenrom af Provsten Friderico Damio, men vilde ikke staae fra deres Meening, blev der anrettet en Disputatz eller Samtale med dem af bemeldte Damio paa Slottet udi Gouverneurens Kaij Ahlefelds, samt Borgemesterens og Geistlighedens Nærværelse. Udi samme Samtale blev besynderligen disputeret om Christi Manddoms Paatagelse. Hvorpaa de forlode Staden Lohman levede 2 Aar derefter til Svabested, og Knudsen kom i det Aar 1624 til Husum. Der blev han offentligen anklaget af Geistligheden, i sær af Peter Danckcterth, mod hvilken han overgav til Borgemesteren en Apologie eller et Forsvars Skrift, og blev saaledes indviklet udi Process med de Geistlige for den Verdslige Rett. Men, førend den blev bragt til Ende, blev han af Hertug Friderik forviiset Slesvig og Holsten, tillige med sin Collega Lohman i samme Aar den 27 Sept: Mellem dem og deres Modstandere bleve vexlede adskillige Strids-Skrifter, som opregnes udi Möllers Isagoge(  indføring (i en videnskab, et emneområde)), hvortil jeg vil Læseren henviise. Knudsen begav sig derpaa fra det Hertugdom (551) Slesvig til Hamborg, og der nærede sig med at practisere udi Medicinen. Der kunde han ej heller være i Roelighed, thi, da der kom for Lyset et Skrift under den Titul: Ausführlicher Bericht von der Neuen Propheten Religion, og, han fornam sig i samme Skrift at være regnet blandt Fanaticos, lod han et haardt Skrift udgaae imod Ministerium, hvorudover han af Øvrigheden i Hamborg blev befalet at pakke sig af Staden.

Af oftbemeldte Knudsen blev forført den bekiendte Potztinde Anna Ovena Høier. Den samme var fød udi det Eiderstædske Anno 1584 af fornemme Forældre, og blev udi det Aar 1599 gift med Herman Høier, Præses udi samme Province, med hvilken hun avlede Børn af begge slags Kiøn. Efter hendes Hosbondes Død, som skeede Anno 1622, søgte hun at fordrive den Sorg, som saadan Skilsmisse havde foraarsaget, ved at læse flittig, og at skrive paa sit Moders Sprog. Udi det Aar 1623. kaldte hun Knudsen til sig, for at raadføre sig med ham udi geistlige Sager, og, saasom hun var meget begiærlig efter at viide nye Meeninger i Religionen, var det ham en let Sag at bringe hende, som en skrøbelig Qvinde, til mange underlige og daarlige meeninger, saa at hun omsider forlod den Evangeliske Meenighed, slog sig til Anabaptister eller Vederdøbere, og udi hemmelige Forsamlinger søgte at forplante den Lærdom hende var indprentet af Knudsen, hvilken hun holdt for en Prophet, og forsvarede ham imod hans Modstandere udi Flensborg udi et synderligt Skrift paa Vers med saadan Titel: Schreiben von J. O. T. A. an die Herren Titul-Träger von Hendes Satyriske Skrifter. hohen Schulen M. F. J. und M. F. D. P. auf das Büchlein ctider Nic. Rnudsen. Hun sparede ej heller den heele Geistlighed, og søgte besynderlig at prostituere de Danske Præster udi et Satyrisk Skrift, kaldet Die Dänische Dörop-Pape in korten Tüge up Düdsch uthstafferet von J. O. T. A. Hvor meget hun agtede den bekiendte Sværmer David Georg, lod hun see udi Sluttningen af samme Skrift med disse Vers:

Dit heft juct gesecht

De truct GOttes Knecht

Den gy verdömen.

Siin Lif ist verbrandt,

Siin Seel in GOttes Hand,

Ik darff em nicht nömen.

Formedelst disse Aarsager, da hun merkede, at hun maatte høre ilde udi sit Fædreneland, og saae sig at være forhadt af de Geistlige, begav hun sig til Sverrig. Der levede hun indtil det Aar 1648, og imidlertid faldt til visse Pythagoriske Meeninger, saa at hun vilde ikke omkomme noget umælende Dyr, hvor ringe det end var: til hvilken Ende hun opfødde adskillige Hunde, hvorpaa hun kastede Utøy, at det ikke skulde dræbes og omkommes. Hun døde paa et eenligt Sted, hvor hen hun nyeligen tilforn havde begivet sig, paa det at ingen skulde foruroelige hende i hendes Døds-Time. Hendes Skrifter, (552) saa vel geistlige som moralske og lystige, ere siden sammen sankede, og trykte tilsammen i Amsterdam Anno 1650.

Disse ere alle de Religions Uroeligheder, som ere forefaldne, saa vel i Dannemark, som i Førstendommene i Christiani 4. Tid. Nu maa jeg begive mig til det Aar 1639, efterdi jeg udi dette Aar 1638 finder intet videre at antegne, uden at den navnkundige Siællandske Bisp Doct. Joh. Pauli Resenius døde, og blev succederet af Doct. Jesper Brockmand. Ellers lod hans Majestet udi dette Aar sterkt ved Peder Wibe anholde udi Sverrig om Ægteskab mellem Hertug Friderik og Dronning Christine, men uden nogen Fremgang, som videre skal viises.

Udi det Aar 1639 tildrog sig en merkelig Hændelse. En fattig Bonde-Pige ved Navn Karen Svends-Dotter fra Østerbye fandt paa Vejen imellem samme Landsbye og Møgel Tønder det berømte gyldene Horn, som endnu blant de kostbareste rareteter forvares paa det Kongelige Konst-Kammer i Kiøbenhavn. Kongen, saasom han merkede, at Kron-Prindsen fandt en særdeles Behag udi denne Antiquitet, giorde han ham en Praesent der af; Derpaa findes adskillige underlige Figurer af Mennesker, Fugle, Dyr og Slanger. Hvilke adskillige have giort sig Umag at forklare, saa at det har givet Anledning til Tvistigheder blant de Lærde. Kongen lod giøre en Skrue (kopi) derom, og, paa det man kunde viide at den samme var nye, lod han sætte de Ord der ved: Denne Skrusve er giort af nye 1639. Ellers er at merke, at man ikke maa confundere dette Horn med det saa kaldte Oldenborgske Horn, som ogsaa findes paa det Kongelige Konst-Kammer, og hvilket siges at være offereret den Oldenborgske Greve Ottoni I. af et Fruentimmer, som kom af et Bierg udi det Aar 989.

Udi dette Aar døde adskillige anseelige Mænd (1.) Kongens Cantzler Christian Friis til Kragerup, som 1616. efter den forrige Cantzlers Christian Friis til Borreby hans Død var bleven Kongens Cantzler Imellem disse Friser var saadan Forskiæl, at den af Borreby var af den Stamme, som kaldtes de sorte Friser, fordi de førte 3 sorte Egner i et sølv Skiold; men den til Kragerup var af de Tafl Frieser, efterdi de førte en Skaktafl i deres Skiold. (2) Albert Skeel, som havde været Rigets Amiral, men var bleven dimittered derfra. (3) Den berømte Historie-Skriver Meursius, som var Professor paa Sorøe Academie. Aaret derefter blev udi den afdøde Cantzlers Sted Christen Thomesen Sehested beskikket til Kongens Cantzler, og blev Just Høg i hans Sted igien Rigs-Cantzler. Og, saasom Tallet af Rigs-Raad udi nogle Aar ved adskillige Dødsfald var bleven formindsked, lod hans majestet paa eengang beskikke til Rigets Raad Efterfølgende: (1) Oluf Parsbierg, (2) Jürgen Wind, (3) Jürgen Sehfeld, (4) Hannibal Sehsted, (5) Gregers Krabbe og (6) Hans Lindenow.