Chr 4 1640

Den Bruckmanske Affaire og foromtalte Plan, som forgegaves at være giort til Hollands og Sverrigs Nachdeel, hvor selsom og utroelig den kand forekomme, saa synes det dog, at Sverrig og Holland fæstede Troe der til, efterdi de udi det Aar 1640 sluttede Alliance (553) imod Dannemark. Førend jeg gaaer til samme Alliance, vil jeg viise hvorledes den blev negotieret, thi man seer af samme Negotiation de foreenede Provinciers store Bitterhed, og farlige Desseins imod Dannemark, og Tractaten i sig selv viiser, at de Svenske vare lit bedre sindede imod samme Rige, endskiøndt de vidste at forstille sig lidt meere, saasom de ikke kunde deres Regning ved at støde Kong Christian for Hovedet, der af alle Potentater mest kunde hindre deres Progresser udi Tydskland. Endeligen vil jeg forfatte en kort Historie over de Tvistigheder om Tolden i Øresund, eftersom de samme vare en stedsvarende Tønder til den Ild, som truedes med fra Holland, og som dreve de foreenede provincier stedse at tage Svensk Parti udi denne Konges Tid.

Udi det Aar 1640 blev skikket en Hollansk Ambassade til Sverrig. Samme Gesantere bleve med stor Pragt imodtagne, Dronning Christina skikkede en Fregat at indhente dem, og da de komme mod Stokholm, bleve de hilsede af 8 Orlog-Skibe. Den 3die Augusti havde de Audience, og da efter aflagde Complimenter begyndte de at fremføre deres Klagemaal over den Øresundske Told, og foregave, at man i Tide maatte søge Raad der imod, og saasom man med det gode intet havde kundet udvirke, at bruge Magten. Regieringen i Sverrig stillede sig vel offentligen an, som den ingen Lyst havde at brouillere sig imod Dannemark, helst saasom samme Rige havde ingen Anledning givet der til. Men udi en particuliere Audience med Sverrigs Riges Canceler blev dem adspurdt hvad Raad de meenede, at man skulde bruge imod Dannemark, helst saasom samme Rige syntes at have store Desseins fore, og en Correspondence med Spanien. Hvorpaa de Hollandske Gesantere foresloge et selsomt og latterligt Middel som man neppe skulde troe, hvis saadant ikke af Aitzema (navn på holl. historisk forfatter) var anført, nemlig, at arbeide paa at giøre en Passage igiennem Sverrig fra Nordsøen til Østersøen, og derved giøre Farten igiennem Sundet til intet, et selsomt Project, som ingen kunde falde paa uden de der ingen Kundskab havde om Jorden, men alleene om Havet, og derfore kunde være beqvemmere til at agere Piloter og Styrmænd end Ambassadeurs, hvilket ogsaa Canceleren merkede, og derfor svarede, at saadant var urimeligt, og at man ikke vel kunde giøre en Canal af 100 Miile igiennem Bierge og Klipper, og seer jeg af eet af Christ. 4ti egenhændige Breve, at man længe derefter har skiemtet med dette Forslag ved det Danske Hoff; thi, naar Højstbemeldte Konge taler udi sit Brev om een der bildte sig ind at kunne gaae fra Lybek til Portugal uden at røre de Danske Strømme, siger han: Jeg tænker at hand vyll gaa den nye Vey, som dy Hollænder haffuer ledt op fra Gottenborrig ygiennem Sverrig ind y Østersøen, Da Gesanterne merkede, at de havde taget saa meget feil udi Land-Kortet, proponerede de en Alliance mellem de foreenede Provincier og Sverrig, som fornemmeligen sigtede paa Dannemark, hvilken ogsaa blev sluttet. Af denne Handel sees hvor meget de foreenede Provincier vare ophidsede imod dette Rigi i Henseende til det Venskab Kong Christian havde holdet med Spanien, (554) udi hvis Faveur, saavel som for sin engen Interesse, han havde opspændt Tolden saa højt udi Øresund.

Og, saasom bemeldte Told havde ideligen i denne Konges Tid givet Materie til Tvistighed med de foreenede Provincier, og den samme foraarsagede, at de udi den paafølgende Svenske Krig giorde Sverrig saa stor Assistence imod Dannemark, vil jeg her korteligen anføre Historien af disse Told-Stridigheder, og det fra Begyndelsen indtil denne Tid. Hansestæderne havde i gamle Dage alleene været Mestere af den Østersøiske Handel, og var det allerførst udi Caroli 5. Tid at Nederlænderne begyndte for Alvor at seile og handle paa Østersøen, hvilket opvakte saadan Jalousie

hos Hansestæderne, at de paaførte Dannemark Krig, efterdi samme Rige ikke vilde hindre Hollænderne Farten igiennem Sundet, saa at man derfore kand sige, at det er ved særdeles Faveur af Dannemark, at Hollænderne ere komme i Possession af denne vigtige Handel. Tolden, som gaves formedelst Fartens Tilladelse igiennem Sundet, var i Begyndelsen ikkun maadelig, og proportionered efter Rigets Udgifter, og Pengenes Vigtighed paa de Tider. Vel er sandt, at der er en anden Passage til Østersøen, nemlig igiennem det store Belt, og man haver Exempler paa at heele Floder have taget den Vej. Men samme Passage er formedelst Grundenes Urigtighed adskillige Vanskeligheder undergiven. Lybekkerne toge engang den Vej, og komme med deres Skibe lykkeligen igiennem ved Hielp af erfarne Piloter. Men, da de paa Hiemreisen ikke vilde betroe dem meere udi samme Farvand, og vilde passere Gundet, maatte de paa engang betale baade for Henog Hiemreisen. Den første Tratztat om Tolden er den Spiriske, som blev sluttet Anno 1544 imellem Carl 5. og Christ. 3. der udi foregive nogle at findes en saadan Artikel, at der af hvert Nederlandsk Skib skulde betales en Rosenobel, hvilket er falskt, thi Tratztaten melder inter derom, men siger allene, at Tolden skal betales efter Sædvane. Vel have Fremmede paastaaet. at der maatte sættes en viss Taxt, men Kongerne af Dannemark have ikke villet beqvemme sig der til, hvilket sees af de Disputer som derover ere førte med Engeland. At Fridericus 2. meget haver forhøjet den Øresundske Told, sees af de Klager som i hans Tid der imod bleve førte, og forestillede de foreenede Provincier i det Aar 1566. deres Gravamina imod Toldens Forhøjelse, nemlig at et Skib af 100 Læster, naar det kom baglasted fra Holland, gav en Rosenobel, og, naar det kom tilbage med Ladning fra Øster-Søen 2 Rosenobler. Af Viin som kom fra Holland gav man 30de Amme; Og et Skib som var af meer end 100 Læster gav 2 Rosenobler; Denne Told, sagde de, var udi kort Tid bleven forhøjet til 10, 12, 15, ja 30 og 40 Daler.  Men udi Christiani 4. Tid kom den paa den Højeste Spidse, thi, om man kand troe de Amsterdamske Kiøbmænds Udsigende, da blev der i visse Aaringer til Told aflagt den 40de Penge af alle Vahrer, som komme fra Østersøen, og 14 Rdlr. af hver Centener Salpeter, og af andre Vahrer efter Proportion, og have derfore nogle villet udregne den Hollandske Told i et Aar at have beløbet sig til 60 Tønder Guld, (555) hvilket dog synes utroeligt. Den Franske Ambasadeur M. des Hayes siger, at den udi det Aar 1629 eller 1630 beløb sig til 3 Millioner Franske Gylden; og beskriver den at have været, paa den Tid som han opholdt sig udi Helsingøer, saaledes reglered; Eet hvert Skib betalte først efter sin Størrelse fra een til 3 Rosenobler, og til hver Rosenobel blev lagt en Rdlr. og til hver Rdlr. en halv Rdlr. og blev saadan Told aflagt saavel paa Hen som Tilbagereisen. Derforuden gaves ogsaa Told af Varene, og maate Kiøbmændene give tilkiende, hvor højt de skattede deres Ladning; Men, som de undertiden satte en liden Priis paa Ladningen, for at slippe med en maadelig Told, afkiøbte Kongen dem nogle gange Varene for hvad de selv skatterede dem; hvilket tvang dem siden til at vurdere Ladningen ligesaa højt, som dens rette Værdie var, og Kongen derudover altid fik den fulde Told. Vist nok er det, at Christianus 4. bragte den saa højt ud, som den kunde udbringes, og at derfore de Hollandske Agenter havde Ordre at lade Skibene gaae tilbage, med mindre der kunde erholdes Moderation. Hvad, som mest graverede dem, var den saa kaldte Souverainetets-Rett, hvorved det stod i Kongens Haand at afkiøbe dem Ladningen for den Priis de satte der paa, hvilket holdt dem idelig udi Frygt, efterdi de ikke torde skatte Ladningen ringere end den var, med mindre de vilde exponere sig til at selge den for ringere end den var værd. Der til blev Kongen dreven ikke saa meget af egen Interesse, som for at favorisere Spanien, hvilken haabede derved at tvinge de foreenede Provincier, thi man seer, at denne store Toldens Forhøjelse begyndte for Alvor de Aaringer 1638 og 1639, da det sterke Venskab var mellem Spanien og Danne

mark. Jeg har ofte tilforn viiset, at ingen Ting laae denne Konge meer paa Hiertet end den Danske og Norske Handels Opkomst, og at han i den Henseende stedse favoriserede Spanien, hvis Handel var af aller største Vigtighed. Spanien forundte ogsaa til Vederlag Danske og Norske Undersaattere stor Fordeel, ja det gik saa vit, at der engang var paa Tapetet at accordere dem Monopolium af det Spanske Salt, og maa det være saadan Fordeel, som Kong Christian taler om i een af sine egenhændige Breve med disse Ord: Jeg haffuer i disse dage faaet Breff fra Hannibal Seested, hvorudi hand rosser mægtig hans Expedition huos Kongen i Spanien, y dett at mine Underdaner y tre Aar maa føre Saaldt Toldfri udaff Hispannien, som kan profitere offuer fem Tønder Guld. Men denne Herlighed varede ikke længe, thi, som man spendte Buen forhøjt, bleve Hollænderne bragte til saadan Desperation, at de glemte at fegte for deres Frihed imod Spanien, for at anvende alle deres Kræfter imod Dannemark, saa at de Mesures, som Kongen havde taget, faldt ud til Rigets Skade, som siden skal viises.

De Besværinger, som de foreenede Provincier stedse førte imod Riget, og de Trudseler, som de brugte, kunde endda ikke hæve den Forbindelse, som var imellem Spanien og Dannemark; ja man saae udi dette Aar een af Kongens naturlige Sønner, nemlig Grev Christian Ulrik Gyldenløve, at begive sig i Spansk Tieneste. Den samme (556) anlangede udi Martii Maaneds Udgang til Bryssel. Da han havde været der en Tid lang, kom han tilbage med Patenter, og begyndte at hverve en Hob Tropper baade til Hæst og Fods. Men, da han med 580 Ryttere og omtrent 100 Musquterer havde lagt sig ved Neustadt, og Meinertshagen, 6 Mile fra Cøln, blev han uformodentlig overfalden af 1000 Hollændere, og bekom udi Trefningen 3 Skud, blant hvilke et igiennem Hovedet, hvoraf han døde efter at han havde forsvaret sig tapperligen, og vegret sig ved at imodtage Quartéer. Udi dette Aar var en stor Ildebrand i Bergen, som lagde fast 2 3die Deeler i Aske.

Ellers aquirerede Hans Majestet et Stykke Land dette Aar ved den sidste Skovenborgske Greves Ottonis 6. Død uden Livs-Arvinger. Dett Hessiske Huus succederede udi det Greveskab Skovenburg i Vestphalen, og det Oldenborgske Huus udi det Grevskab Pinnenberg. Vel søgte Keiseren at tilegne sig det Pinnenbergske, som et Rigs-Lehn, og forlehnede Hertug Frands Ulbrecht af Lavenborg der med; Men Kong Christian havde allerede for Grevens Død satt sig udi Possession der af, saa at det Pinnenbergske Grevskab blev deelt imellem ham og Hertug Friderik af Holsten.