Chr 4 1641

Denne Deeling skeede efterfølgende Aar 1641 saaledes, at Kongen fik paa sin  Deel de beste og sig belejligste Stæder, og det ikke saa meget i Henseende dertil, at han var Chef for Familien, som, fordi at han betalede to tredie Deele af den afdøde Græves Gield. De Stæder, som Kongen fik, vare Altona, Pinnenberg, og Uttersen. Hertug Friderik fik Barmstede og Elmshorn, som siden blev given Christian Rantzov for Penge og andet Gods udi Wagrien, og blev giort til et Græveskab. Af denne Acqvisition rejsede en dobbelt Tvistighed imellem Kongen og Kejseren, eendeel, efterdi Kejseren prætenderede, at det heele Grævskab, som et Rigs-Lehn, var ham tilfalden, eendeel ogsaa i Henseende til den Altonaiske Told, hvilken Kejseren enten af egen Mouvement eller andres Tilskyndelse vilde bemægtige sig, og er det rimeligt, at saadant skeede i Faveur af den Stad Hamborg, som frygtede, at saadan Told i Fremtiden vilde af Kongen giøres besværlig for Staden, og derfore heller saae, at Kejseren, som tilforn, tilegnede sig Rett dertil. Kejseren skikkede starx en Coureer fra Regensborg til Glykstad med Befalning, at Kongen skulde holde sig fra bemeldte Told; Han lod ogsaa saadan Befalning publicere udi Hamborg og opslaae den paa Raad-Huuset, men Kongen lod den nedrive igien, saasom Hans majestet meenede, at Kejseren tilegnede sig en Rett, som ham aldeles ikke tilkom, hvilket han giver tilkiende udi en af sine Skrivelser saaledes: Dy erlige Hamborger byder Kejseren for Penge der som intet staar til Kejseren at sælge y det Grevschafft Pynnenberg. Hvor slett Forstaaelse der da var mellem det Danske og Kejserlige Hoff viiser Corfitz Ulfelds slette Modtagelse til Regensborg, hvor han ingen Audience kunde bekomme, under Prætext, at Kejserens Titul udi Creditivet var ikkun Liebe und Würde, hvilket sees af Ulfelds tvende Relationer til Kongen.  Dette kand blant andet tiene til et Beviis mod de Svenske Beskyldninger, (557) at der intet hemmeligt Forbund eller Fortrolighed var mellem Kongen og Kejseren paa de Tider, og at de Aarsager, som siden bleve foregivne til den paafølgende Krig, grundede sig mestendeels paa Suspicioner. Det samme kand man sige om den Affaire med Enke-Dronningen af Sverrig, hvilken ogsaa blev indførdt til Krigs Motiv udi det Svenske Manifelt. Historien derom er denne.

Højstbemeldte Dronning Maria Eleonora var efter hendes Herres Gustavi Adolphi Død bleven misfornøjet med Rigets Raad i Sverrig, efterdi hun blev udelukt fra Regieringen, og sin Dotters den unge Dronning Christinæ Education; hvilket dog efter en fornemme Statsmands Sigelse ikke var at forundre sig over, efterdi hun aldrig havde været vandt til Affaires. Den Salige Konge Gustavus Adolphus havde elsket hende meget, og havde haft stor Behag at see hende pyntet, vilde ogsaa at hun stedse skulde have Omsorg for hans Person, efterdi hun var kiøn og behagelig; Men, saasom hun alleene havde Fruentimmer Qvaliteter, participerede hun intet udi Stats Sager. Efter Kongens Død søgte de Svenske Regierende Herrer at udelukke hende gandske fra Regieringen, sær Cantzler Oxenstierne som ikke kunde lide at nogen participerede udi hans store Myndighed, hvilken Charatzteer Christian. 4. giver ham udi et Brev tilskrevet P. Wibe udi samme Aar, hvorudover hun fattede stor Bitterhed mod dem, sær mod Rigets Canceler Axel Oxenstierne; Men de Mesures, hun tog for at indskrænke samme store Ministres Myndighed, vare af ingen Betydelse, efterdi hun til saadant Verk betienede sig af ringe Personer, som vare alt for afmægtige dertil. Foruden den Jalousie, som de Store bare til hende, var hun ogsaa kun i liden Credit hos Almuen, som holdt for, at hun ved hendes Ødselhed kunde ødelegge Riget, og at det var farligt at betroe hende den unge regierende Dronnings Education, som af hendes Exempel kunde forderves. Over dette og andet havde hun ofte besværget sig, men ingen Satisfatztion bekommet, hvorudover hun i det Aar 1640 retirerede sig til Dannemark. Aarsagen til den haarde Medfart, som vederfores hende udi Sverrig, holdtes for at være den Inclination hun bar for Dannemark, og det Forsætt hun havde haft at gifte den unge Dronning Christina med den Danske Prinds Friderik. Hendes Flugt skeede paa saadan Maade: Hun lod giøre fra hendes Kammer en Gang til hendes Lyst-Hauge, og lod bedække Alleerne igiennem Lyst-Haugen med tykke Træer, at hun der igiennem uformærket kunde føre hendes Bagage, og efterat Allting saaledes var tillavet, pratztiserede hun sig hemmeligen port, og arriverede lykkeligen til de Danske Grændse-Stæder, og blev bragt til Nykiøbing udi Falster, hvor Prinds Christian residerede, som med stor Pragt tog hende imod, og med stor Bekostning entretenerede hende udi 7 Maaneder sammested. Men, (558) saasom all denne Bekostning laae paa hans Prindselige Højhed alleene, efterdi hendes Paarørende i Tydskland ingen Hielp vilde giøre hende, indrømmede Hans Majestæt hende Wordingborg Slot i Siælland til Underholdning med frit Taffel og 12 Personer til Opvartning. Dronningen tog sig derpaa for at rejse selv til Kiøbenhavn. Dog lod hun Kongen saa

dant ikke viide, førend hun var paa 4re Miile nær ved Staden. Hans Majestæt, som i Staden ikke vilde imodtage hende, skikkede Statholderen Corfitz Uhlfeld med 3 Carosser mod hende til Kiøge, hvorfra han lod hende føre til Ibstrup, som den Tid tilhørede Uhlfeld og nu kaldes Jægersborg, hvorhen Kongen ved en anden Gienvej sig forføjede for at imodtage hende sammesteds, Der talede de i 6 Dage sammen. Over dette bare de Svenske stor Fortrydelse, hvorudover Kongen strax søgte at forsvare sin Gierning ved det Svenske Hoff, hvilket sees af hans egenhændige Instrux til Peder Wibe af saadant Indhold: Du skal hos Dronningen af Sverrig om Audiens anholde og paa mine Vegne anbringe, at efterdi jeg er kommen i Erfahring, at om ded, som Regieringen haffuer skreffuit H. af Holsten til, och jeg intet gierne vylle findis blandt dem, som haffde forladt hindis fru Moder, daa haffuer jeg nu indrømmet hinder et af mine Husse, hvorpaa hun aff mig med sit Comitat skall forsørgis indtil det bliffuer Verden bekiendt aff hvem hun bliffuer forladt: Hvilker længe siden havde skeed, om jeg ikke haffde fornummen, at det aff Regieringen ikke haffde værit saa heel ilde optagen, at jeg Fru Moderen med mine Skibe lod føre ikke aff Sverrig, mens aff mine egne Lande tzc. Og sees deraf, at Kongen havde ikke ladet føre hende fra Sverrig, men alleene givet hende Skibe at føres fra Skaane, hvorhen hun havde flygtet, hvilket han ikke kunde nægte. Men man seer, at slige Forestillinger have intet villet virke hos det Svenske Hoff: thi de Svenske bleve derover saa forbittrede, at de sequestrerede alle hendes Indkomster, og var det ikke uden med stor Nød at hun i dette Aar 1641 paa Brandenborgsk intercession bekom en aarlig Pension paa 30000 Rdlr. Denne Historie anførdte de Svenske siden blant andre Gravamina udi deres Manifest mod Dannemark. Men, endskønt man tilstaar, at de Danske assisterede hende udi denne Undvigelse, saa kand man dog deraf ikke inferere nogen ond Intention imod Sverrig, men uddskylde Kongen at have giort det som han ikke vel kunde dispenseres for, naar han der om var solliciteret af en betrængt Dronning, som var ham paarørende: thi man seer blant andet af et egenhændigt Brev til P. Wibe, at han har været særdeles bevæged over denne slette Medfart. Og exprimerer han sig derudi saaledes: Hun var tilforn all Verdens forsuaar: nu maa hun leffue af andris Naade.

Medens dette skeede, vare Told-Stridighederne imellem Dannemark og de foreenede Provincier paa deres Højeste Grad. Udi Februario af dette Aar begiærede Hollænderne paa nye, at Tolden maatte modereres, og, hvis det ikke skeede, maatte Hans Majestæt ikke fortænke dem, om de lode deres Skibe convoyere (convoj). Herren Staterne lode ogsaa udgaae et Patent, at ingen, uden Skibs og Godses Fortabelse, (559) maatte, førend videre Ordre blev given, sejle paa Norge eller Øster-Søen. Hans Majestet var paa samme Tiid udi Norge, hvorudover hans Søn Friderik Erke-Bispen af Bremen tilbød sin Underhandling imellem hans Fader og Staterne, og det uden Tvivl efter Kongens Tilskyndelse. De Hollandske Gesantere, efterat de havde raporteret dette Tilbud til deres Principaler, og derpaa bekommet Svar, lod Erke-Bispen tilkiende give, at de gierne vilde antage alle Midler, som kunde bruges til at stille disse Tvistigheder, og at de ikke undsloge sig for Erke-Bispens Underhandling udi visse Ting disse Stridigheder angaaende, som om Stædet hvor Conferencerne skulde holdes, og andre deslige Ting, men at der var alt for nær Forbantskab imellem Søn og Fader for at antage ham til Arbiter og Dommer udi Hovet-Stridighederne. Derudi syntes Gesanterne ikke at have megen Urett. De indlode sig derfor ikke udi videre Handel med Erke-Bispen, uden hvad det Udvortes var angaaende, og alleene ved en Missive anholdte hos ham om Tid og Sted at henævne. Men der rejsede sig Disputer over samme Missive (officiel skrivelse, sendebrev (fra en myndighed), spec.: kongebrev rettet til én bestemt el. flere personer; ogs. om diplomatisk), saasom den Bremiske Gesant Tancke vilde ikke imodtage Brevet, efterdi titulen derpaa var ikkun Høyærværdige in Positivo, da man forlangede den Titul af Høyærværdigst in Superlativo gradu. Hvorudover Titulen maatte forandres. Herpaa blev berammet en Conference til Stade, hvor i Hollænderne paastode, at Tolden maatte sættes paa den gamle Fod, og at man maatte sætte det Spiriske Fordrag af Anno 1544 til Fundament for Tratztaterne; hvortil de Kongelige dog ikke vilde beqvemme sig, men lovede alleene, at Kongen vilde lade Tolden blive en Tid lang saaledes som den var udi det Aar 1637. Derforuden blev handlet om nogle Stridigheder angaaende Sejlatzen paa Cola og det Ryssiske Findmarken, hvorfore de Danske forlangede en Recognition. Jeg finder ellers ikke hvorledes denne Congress endtes; jeg seer alleene af Kongens egenhændige Brev til Peder Wibe, at at den gik frugtesløs af; thi hans Ord ere disse; Det skal lyste mig at erfahre hvad Regieringen i Sverrig vyll sige dertil, at den Conventus Stadensis er løben saa slett aff. Jeg seer iligemaade, at Kongen, da han merkede, at det var ikke Hollændernes Alvor, befoel Raadet at retirere sig til Glykstad, hvorudover de Hollandske Deputerede lode tilkiende give, at de vare fornøjede med at Tolden i Sundet maatte sættes paa den Fod som den var 1637. Men det kunde ikke bringes til noget Forliig, eftersom Kongen forhen vilde have Satisfatztion for adskillige begangne Excesser, som han selv tilkiende giver i et Brev til Peder Wibe, hvorudover Tvistighederne continuerede efterfølgende Aar med den største Hidsighed, indtil Krigen brød ud imellem Dannemark og Sverrig, da Hollænderne, profiterende af Rigets Ulykke, saae sig udi Stand at foreskrive love, og endeligen erholde det, som de saa længe havde paastaaet.

Den stedsvarede Forbindelse mellem Spanien og Dannemark giorde Portugiserne ikke mindre kaaldsindige mod dette Rige end Hollænderne; thi, som Portugal Aaret tilforn havde rebelleret mod Spanien, søgte Portugiserne at bestyrke sig med Alliance

 

hos Spaniens Fiender, og finder jeg, at der udi dette Aar gik et Portugisisk (560)  Gesantskab til Sverrig. Dette kunde ikke andet end allarmere Dannemark, saasom man kunde befrygte, at Salt-Handelen, hvorom man havde faaet saa fordeelagtige Løfter i Spanien, vilde falde udi de Svenskes Hænder. Dog seer jeg af Kongens egenhændige Breve til P. Wibe, at Hans Majestet skiemter med samme Gesantskab; thi da det Svenske Skib, som skulde convoyere den Portugisiske Gesant, befandtes ikke at kunde holde tætt, siger han: Det vyll gaa skarn til med dem y den Spanske Søe. Den Portugisiske Gesant kom dog udi dette Aar lykkeligen til Sverrig, og der sluttede en Alliance med samme Rige. Hvad samme Forbund har indeholdet, og om det har sigtet til Dannemarks Nachdeel, er mig u-vitterligt. Kong Christian raisonnerer derover saaledes udi et egethændigt Brev til oft omtalte Peder Wibe: Den Porrugisiske och Svenske Alliance, och Gesantens trykre Discours ere hinanden heel liige. Den Tiid, det 13 Capitel i Aabenbaringen bleff skreffen, skall der neppeligen haffue værit rænkt paa Cantzler Oxenstierne. Regieringen haffde vell en Drømmer behoff, som kunde drømme dem nogle Penge sammen. Udaf hvilke Ord jeg slutter, at Gesantens Tale maa have været heel Højtravend og apocalyptisk. Saaledes søgte Sverrig at styrke sig med Alliancer, saasom uden Tvivl allereede det Tog var beslutted imod Dannemark, som kort derefter skeede.