Chr 4 1641 - 42

Førend jeg begiver mig til den Svenske Krig, som begyndte 1643, vil jeg tale noget om hvad Mærkværdigt, som tildrog sig imidlertid. Udi dette Aat 1641 anlagde Hans Majestet en ny Kiøbstæd udi Norge. Han havde nogle Aar tilforn udseet et Sted i Nedenæs Lehn, som kaldtes Sanden, hvor han dette Aar fandt for got at fundere en Stad, som han siden kaldte Christiansand; Og blev til den ny Stads Opkomst forordned, at ingen nærmere

end 3 miile paa hver Side derved maatte handle. Staden kom dog allerførst i Stand 1643, da den bekom sine fornemmeste Privilegier, hvilke siden ere blevne forbedrede af de efterfølgende Konger. Og blev udi det Aar 1686 Bispe-Stolen fra Stavanger Bye, som Aaret tilforn var afbrændt, forflytted til Christiansand. Stiftet, som tilforn kaldtes Stavangers Stift, blev ogsaa siden kaldet Christiansands Stift. Ved denne ny Kiøbstæds Anlæggelse var Kongen selv tilstede udi Norge, som sees af hans egenhændigt Brev til oft bemeldte hans Resident i Sverrig Peder Wibe. Rigets Amiral Claus Daa døde paa samme Tid. Han var bleven Rigs-Raad 1625, Rigs-Amiral 1630, og Aaret derefter Gesant udi Holland.

Udi det Aar 1642 kom til Dannemark en anseelig Ambassade fra Moscovien, bestaaende af 80 Personer. Denne Ambassade var ikke mindre selsom end den forrige, hvorom tilforn er talt. Da Gesanterne bleve bragte ind udi Audience-Salen paa Slottet, og der saae Kongen siddende paa sin Throne med Krone paa Hovedet, og Scepter udi Haanden, forlangede de, førend de frembragte deres Ærinde, at Hans Majestet vilde rejse sig af sit Sæde, foregivende, at Deres Høje Principal førdte sig saaledes op mod Danske Gesantere. Dette Forlangende kom Kongen i Begyndelsen   underligt for, (561) hvorudover han strax ikke vilde beqvemme sig dertil; Dog eftertænkte han, at han havde med Orientalske Folk at bestille, som havde deres egne Moder, og rejsede sig omsider op af sin Throne, men satt sig strax ned igien, hvorudover ogsaa Gesanterne forlangede Stole, som bleve dem tilbragte. Efterat denne første Scene saaledes var spilled, bragte de deres Propositioner frem, som bestode først udi at begiære Fornyelse af de gamle Alliancer mellem Dannemark og Rysland: Men forlangede derhos noget som var end meere selsomt end forrige Begiæring, nemlig, at ved den ny Tratztat, som skulde forfattes, Czarens Navn udi begge Copier maatte sættes for Kongens, sigende, at Kong Friderik den 2den havde uden Difficultet beqvemmet sig dertil. De Danske svarede dertil: at saadant var ikke brugeligt ved noget Europæisk Hoff, og at der var ingen Konge eller Første, som jo satt sit Navn først i det Skrift, som han udstedde til en anden; De vidste i det øvrige ikke om saadant var skeed udi Frider. 2 Tid, og, om end saadant kunde beviises at være skeed, saa maa det være skeed ved Secretairens Forseelse, saasom det er ikke troeligt, at en saadan Konge som Fridericus 2. skulde have beqvemmet sig dertil.

Men disse Gesanteres Hoved-Commission var at foreslaae en Mariage mellem den Moscovitiske Princesse Irene, og Kongens Søn Grev Waldemar, som han havde avlet med Frue Christina Munk. Dette Forslag rimede sig gandske lidt med forrige Højhed, saa at disse Gesantere fulde fra en Extremitet til en anden; thi, endskiønt Grev Waldemars Moder var ægte-viet med Kongen, saa var det dog kun et Ægteskab som man kalder til den venstre Haand, og hvoraf de Børn, som avles, ikke ansees som Kongelige Prindser. Kongen fandt saadant Parti honorabelt, og veigrede sig ikke derfor, hvis han kunde overtale Greven til at gifte sig med en Ryssisk Princesse. Og, som Greven fandtes ikke u-villig dertil, begyndte man at handle videre om den Sag, og blev Peder Marcelius skikked til Moscovien for at befordre den samme. Da han kom tilbage, blev Alting giort færdigt til Grev Waldemars Rejse, og blev ham Grev Waldemar rejser til Moscow. givne tvende Gesantere til Gelejde, som var Oluf Pasberg og Steen Bilde, med hvilke han gik til Vands først til Riga, som sees af Kongens Brev til P. Wibe om hans Rejses Befordring igiennem de Svenske Provincier, kom til Moscov den 21 Januarii 1644, og blev med stor Pomp modtagen. Men, da Grev Waldemar paastoed, at Bilageret maatte gaae for sig, begiærede Moscoviterne, at han vilde lade sig omdøbe efter den Ryssiske Kirkes Maade, og foregave ydermeere, at, efterdi han udi sin første Hilsen havde kysset Czarens Scepter, var han forbunden udi alle Maader at være ham lydig.

Da nu Waldemar fornam Ryssernes Henseende, satt han sig for hemmeligen at forlade Moscovien, og til den ende lavede sig til med 3 af sine Mænd at søge vejen til Polen.  Men, da han mod Aftenen vir kommen til Stads-Poerten , blen han kiendt, og forbuden(562) at reise videre; Herudover agtede han med Magt at trænge sig igiennem, men han blev ilde medhandlet, og ført tilbage igien til sit Herberge, hvoraf hans Tiennere brøde ud, og omkomme nogle Moscovitere. Derefter blev Waldemar haardt forvaret, saa længe som Czaren levede. Men, som Aaret derefter Michael Feodorowitz døde, kom han paa fri Fod igien; Thi den nye Czar Alexius Michaëlowitz bevidnede, at dette rørte ham intet, og strax lod ham herligen beskienke, og sætte udi Frihed; Dog ej uden med de Vilkor, at han maatte først give en skriftlig Forsikkring fra sig, ikke at øve noget fiendtligt imod Moscovien.

Saasnart han var kommen løs igien, tog han Vejen til Polen, og blev hæderligen modtagen af Uladislao 4. Kongen af Polen udi Varskow, kom derefter incognito under det Navn af en Meklenborgsk Edelmand til Hamborg, og saa videre. Hvad Fata samme Waldemar siden havde, og hvorledes han af Misfornøjelse forlod Riget udi Kong Friderik den 3dies Tid, derom findes adskilligt udi M. Chanuts Memoires.

Udi dette Aar 1642 giorde alle store Øjen over Dannemarks Krigs-Rustninger, saasom paa Rigsdagen udi Kiøbenhavn, som blev holden i Februario, blev besluttet at bringe paa Beenene en Krigs-Hær af 14000 Mænd, og at lade 15 Orlog-Skibe gaae i Søen, som skulde formeeres med 12 Norske Defensions-Skibe, hvilket ogsaa skeede, saa at man mod Foraaret havde færdig en Flode af 26 Skibe, som skulde løbe udi Østersøen. 14000 Musketter bleve kiøbte udi Hamborg, og den Svenske General Kong Christians stærke Armature. Major Pfuel, som da havde begivet sig i Dansk Tieneste, hvervede Folk allevegne i Tydskland. Ingen vidste hvor hen man med denne store Armatur sigtede, sær saasom, hvad paa Rigs-Dagen var besluttet, blev holdet gandske geheimt. Sverrig blev i sær der over allarmered, og det ikke uden Aarsag, efterdi Kong Christian agtede at paatage sig Kreds-Obersts Amt udi det Nedersaxiske, og at holde sammesteds i Bereedskab en Armée af 10000 Mænd, som skulde føre Navn af den Nedersaxiske Kreds Armée hvorfore ogsaa de Svenske lode bestyrke deres Krigs-Magt med 8000 Mænd. Hvad den Danske Flode angik, da meenede man, at den var destinered mod Frankrig i Faveur af Spanien, med hvilket Rige Kongen Aaret tilforn havde sluttet en Tratztat ved Hannibal Sehsted. Men, som paa samme Tid Kong Christian begyndte at fornye Freds-Tractaterne mellem Sverrig og Keiseren igien, merkede man, at all denne Armatur sigtede kun at viise de stridende Parter, at hans Mediation var ikke at foragte, og at bringe de Svenske til for Alvor at fatte fredelige Tanker, saasom han med blotte Ord, og saa mange Aars Solicitationer intet havde kunnet udvirke;  (563) thi der blev intet andet foretaget, hvorvel de Svenske anførte siden Aaret derefter saadant som en Motif til Krig mod Dannemark.

Udi dette Aar døde Rigets Marsk Jürgen Urne, som havde forvaltet det Embede fra 1632, og blev i hans Sted beskikked Anders Bilde. En anden anseelig Person, som i samme Aar døde, var den store og berømmelige Holger Rosenkrands, hvilken var brugt udi adskillige vigtige Forretninger, og formedelst sin Lærdom var en af de anseeligste Mænd i Norden paa de Tider. Han var ikke alleene selv lærd, men anvendte ogsaa alle muelige Midler til Lædoms Forfremmelse. Til den Ende legerede han en Capital paa 2500 Rdlr., hvis aarlige Renter skulde gives til en ung Persons udenlands Reiser. Til det udi Odense oprettede Gymnasium gav han 1000 Rdlr. Til Aarhuus Skole-Børns Underholdning 1000 Rdlr. Til hans egne Bønder-Børns Lære og Underviisning gav han Bønder-Gaarde med all deres Herlighed, foruden adskillige andre mindre Donationer. Han døde i hans Alders 68 Aar. Videre døde ogsaa paa samme Tid Rigets Raad og Befalningsmand paa Hindsgaffl Hans Lindenov, Item Palle Rosenkrands Befalningsmand over Nykiøbings og AaleHolms Lehn, hvilken signaliserede sig synderligen i den Calmarske Krig, da han førdte den Kongl. Lif-Fane og var den første paa Volden, da man løb Storm til Calmar. Sten Gabriel Laxmand, udi hvilken, saasom han ingen Børn efterlod sig, den Laxmandske Familie maa være udslukt.