Chr 4 1643

Nu træder jeg til den Svenske Krig som begyndte Anno 1643, og endtes ikke uden med Dannemarks merkelige Forliis og Skade, skiøndt man kand sige, at den tynde Skiebne, som Kongen havde paa sin gamle Alder, contribuerede af all Ting allermest til det store Navn, som han har erhvervet i Historien; thi intet var meere forunderligt end at see en saa bedaged Herre, nu i Spidsen af en Krigshær, nu igien paa et Orlog-Skib at affrontere sin Fiende, og at løbe som en Liunild, nu igiennem en, nu igiennem en anden Province for at giøre Anstalter, og at opreise de faldne Sager; Saa at hans Fiender selv tilstaae, at det var næst Gud ved denne gamle Herres Hurtighed, Bravoure og Bestandighed, Riget endda ikke geraadede i større Ulejlighed. Men, førend jeg skrider til denne Krig, vil jeg korteligen forestille hvorledes Conjuncturerne vare tilforn mellem Dannemark og Sverrig, og hvilke Tvistigheder udi de forrige Aar vare forefaldne, paa det at man der af kand see Krigens rette Aarsager.

Medens Kong Christian betienede sig af den langvarige Fred til at forfremme Handel og boglige Konster, item at styrke og zire Rigerne med Fæstninger, og skiønne Bygninger, vare de Svenske under deres tappere Konge Gustavo Adolpho af et maadeligt og uanseeligt Folk bleven en Skræk for alle deres Naboer. Thi, da Kong Christian Havde sluttet den Lybske Fred med Keiseren, og de Nedersaxriske Stænder fornumme i hvilken Fare deres Religion og Frihed stode, saae de sig om fremmed Hielp igien. Hos Kong

 

Christian var ingen meer Undsættning at forvente, saasom de selv ved deres Kaaldsindighed og Frafald (564) havde givet ham Aarsag til Fortrydelse, og bragt ham til at indgaae Neutralitet, og ikke meer at indvikle sig udi den Tydske Krig. Herudover kastede de deres Øjen til Sverrig, og formaadde Gustavum Adolphum at tage sig det betrængte Protestantiske Tydskland an. Højstbemeldte Konge, efter at han havde ført lykkelig Krig med Polen, og giort Stilstand med samme Rige, beqvemmede sig dertil, og i en Hast havde saadan forunderlig Fremgang, at han forflyttede Krigen til de Kejserlige Arve-Lande, saa at ikke allene Keiseren og Spanien hans Fiender zittrede og bevede, men hans egne Allierede selv, og det mægtige Frankrige saae ham an med skeele Øjen. Men denne store Konge, efter at han som en vældig Strøm havde oversvæmmet heele Tydskland, omkom 1632 udi det Slag ved Lützen, og ved sin Død bragte Sagerne udi stor Forvirring. Mellem denne Konge og Kong Christian den 4. havde været temmelig god Forstaaelse siden den Siørødske Fred: Thi den Jalousie, som gierne regierer mellem store Naboer, var ikke mægtig til at sætte Splid imellem disse Konger, hvilke begge admirerede Dyden, hvor de fandt den endogsaa udi deres Fiender. Den Svenske Skribent Pufendorff vidner, at Gustavus Adolphus agtede ingen Konge saa højt som Christ. 4., og, at han allene beklagede at de vare Naboer. Vel er sandt at adskillige Tvisitigheder opreisede sig mellem begge Rigers Indhyggere, og at disse store Konger undertiden fattede Mistanke til hinanden; Men disse Tvistigheder bleve altid bilagde, og begge Konger havde paa adskillige Tider tvende fortroelige Samtaler med hinanden, hvorfra de skildtes meget venligen. Kong Christian indrømmede de Svenske Straalsund, og tillod en stor Deel af sine Tropper, efter den Lybske Fred, at gaae udi Svensk Tieneste. I det Øvrige sad Hans Majestet. stille, medens Krigen blev fortsatt udi Tydskland, og alleene tilbød nogle gange sin Mediation til de stridende Partier. Saadan var Tilstanden mellem de Nordiske Riger udi Gustavi Adolphi Tid.

Efter den store Gustavi Død bleve Conjuntzurene temmeligen buntede for de Svenske udi Tydskland; thi de Protestantiske Førfter udi Tydskland bleve derover gandske nedslagne og forvirrede, eftersom de ikke vidste, hvem at de skulde betroe saadant stort Verk at udføre; Ja der reisede sig Misforstand saavel imellem dem selv indbyrdes, som imellem dem og de Svenske, hvilke de ikke vilde unde det Diretztorium(det at fungere som leder, lederskab)  udi Krigen, som de havde givet deres Konge. Der fandtes og de, som foregave, at det Forbund, som man havde giort med Gustavo Adolpho, ophørede ved hans Død, og at de med egen Magt vilde fortsætte Krigen, meenende, at den Fremgang, de hidindtil havde haft, reisede sig ikke saa meget af Sverriges Magt, som af Gustavi kloge Unførsel. Men ingen var udi større Forvirrelse end de Svenske selv, som vare udi et fremmed Land, hvor deres Allierede vaklede, og de selv vare uden Hovet. Udi disse Conjuntzturer tilbød Christianus 4. sin Mediation, og tillige med ved Christian Pentz foreslog Mariage mellem Gustavi Adolphi efterladte Printzsse Christina, og den Danske Prinds Ulrich, hvilket ikke kunde ansees andet end en Merite; i det ringeste er det ikke Tegn til Fiendtlighed at handle om (565) Fred for Folk, som er i en forvirred Tilstand. De Svenske toge, efter deres egne Skribenteres Vidnesbyrd, dette Tilbud med Kaaldsindighed an, saa at det Mode, som var berammet til Breslau 1633, løb frugtesløst af. Og begyndte de Svenske siden meer og meer at bortkaste fredelige Tanker, og at undslaae sig for at antage Dansk Mediation, da de erholdte en og anden Fordeel imod de Keiserlige igien, og de Tydske Stæender indlode sig udi et nyt Forbund, hvorover Directorium blev betroet til den Svenske Canceler Oxrenstierne, som Sverriges Administrator, hvorvel man søgte at indskrænke det ved et reglered Raad af de Tydske Stænder, som blev kalder Consilium Formaturm, og som skulde residere til Frankfurch am Mayn.

Imidlertid lagde Kong Christian armerede Skibe ved Ruden, eendeel for at fodre Told af Straalsunderne, eendeel og for at vise de Svenske, at han kunde afskiære dem Communication mellem Sverrig og Tydskland, hvis han vilde skride til Fiendtlighed. Dette allarmerede ikke lidet de Svenske, skiøndt Udgangen viisede, at Kongen ikke andet intenderede end at vise at han var en Potentat, hvis Mediation og Underhandling ikke var at foragte; thi Søe-Magren havde aldrig været udi bedre Stand end under Christiano 4., saa at ingen paa de Tider kunde hinder hans Flode at spille Mester udi Østersøen.

Saaledes vare Conjuncturerne indtil det fatale Slag ved Rørlingen, som skeede udi det Aar 1634, hvor 6000 Svenske bleve paa Vallstedet, og en anseelig Hob blev fangen. Dette Slag syntes gandske at viile giøre Ende paa de Svenskes Herredom udi Tyskland, og er det ingen Tvivl paa, at hvis Kong Christian da havde villet erklære sig imod dem, deres Sager neppe havde kundet reise sig igien. Men Kongen, endskiøndt han ideligen blev solicitered om at træde i Forbund med Keiseren, og store Løster blev ham giorte, vilde han dog ikke beqvemme sig dertil, men offererede sin Mediation paa nye, hvor af man klarligen seer, at intet laae denne Konge meer paa Hierter, end at sætte Tydskland i Roelighed igien. De Svenske bleve da efter denne Ulykke tilbøjelige til Fred, saa at de ikke alleene giorde Unsøgning hos Kong Christian om hans Underhandling, men tilstedde ogsaa Prinds Friderik, efter den Bremiske Erke-Bisps Død, at sætte sig i Possession af det Stift Bremen. Men da fandtes de Keiserlige igien uvillige, saasom de meenede ingen Mediation at behøve, men med Sværdet at giøre Ende paa Krigen, saa at Kong Christian alle Tider sandt en uovervindelig Vanskelighed i Freedens Befordring. Dette altsammen nægte vel ikke de Svenske Skribentere, men de holde der imod fore, at Kongen med saadan Flid agerede Mediateur ikke saa meget af Kierlighed til Fred, som for at mage det saa, at Tydskland paa en god Maade kunde renses fra de Svenske, og at man kunde fornøje dem med en Sum Penge til Krigens Bekostning; Dette synes ogsaa at have været Kongens Hovetsigte, thi det var aldeles ikke Dannemarks Interesse at disse stridbare og enterprenate Folk skulde etablere sig stedse udi Tydskland, og derved omringes paa alle Sider. Den tilkommende Tid har ogsaa viiset, hvor højt skadelig (566) saadan Etablissement har været for Riget; hvorudover man kunde ikke fortænke denne fornuftige Konge, om han ved sin Underhandling søgte alleene at bringe det dertil, at den Protestantiske Religion, og de Tydske Stænders Frihed kunde sættes i Sikkerhed, og de Svenske kunde indemnisers (erstatteholdes skadesløs)  for de Omkostninger som vare anvendte paa Krigen, helst som de Svenske selv foregave, at Gustavi Tog til Tydskland var alleene skeed udi den Henseende. Saa at derfore, naar Kongen syntes at favorisere Keiseren, var det hverken formedelst Interesse (thi han forkastede ofte store Løster) ej heller af Kaaldsindighed i Henseende til den Protestantske Religion, og de Tydske Stænders Frihed, men alleene at Sikkerhed for Religionen og Frihed kunde til Veje bringes uden Sverrigs Etablissement paa den Tydske Bund, og, naar han syntes at favorisere de Svenske, var det for at hinder, at Religionen og Friheden udi Tydskland ikke skulde abandonneres til den forrige Skiæbne. I den Henseende var han Svensk, naar de Keiserlige havde Overhaand, og Keiserlig igien, naar de Svenske spillede Mestere, og gav tilkiende, at det var ikke just for de Tydske Stænders Skyld at de førede denne Krig. Ja, at han ikke gierne saae, at de Svenske skulde komme paa Knæe udi Tydskland, sees af et egenhændigt Brev til Peder Wibe, hvor udi han viiser hvad de Svenske kand være tienligt til deres Krigs-Hærs Conservation, sigende: Kunde dy Svenske ved deris Minister og Pensionarier i Tydskland overtale de Tydske Soldater, som sindes i deris Tieneste at bliffue i Tienesten paa den Maneer dy hidindtil været haffuer, daa haffdy dy Gaffn deraff. At Kong Christian saadant eene har haft for Øjene, vise all hans Demarches fra Gustavi Adolphi Ankomst til Tydskland indtil denne Tid. Saaledes lod han i Begyndelsen ikke allene heele Regimenter, som han aftakkede, gaae i Svensk Tieneske, men endogsaa tilstedede sin egen Søn at lade sig indrullere udi Gustavi Krigs-Hær, og continuerede dermed indtil han fornam, at de Svenske havde andet udi Siget, thi da begyndte han at blive mere kaaldsindig, skiøndt saadan Kaaldsindighed aldrig kunde bringes virkelig til Friendtlighed, hvilket de Svenske Skribentere selv maa tilstaae. Kort at sige; Christ. 4. negotierede disser Sager ikke alleene som en freedlig, men endog som en habile Konge, saaledes, at han tillage med den almindelige Fred havde stedse sine egne Rigers Sikkerhed for Øyene: thi, at ville sige, at han undte de Svenske alt hvad de kunde saae i Tydskland, naar kun en hastig Fred derved kunde erhverves, er noget, som jeg vil overlade Hyklere og Smaarotzere, der skrive allene for dem selv, og ikke give os tilforladelige Historier. Naar man derfore legger dette til Grundvold i de Danskes og Svenskes Tvistigheder, falde alle de Sidstes Argumenter af sig selv, med mindre de ville sige, at Kongen med et gott Hierte burdte see paa at de Svenske etablerede sig paa den Tydske Bund, og derved satte Dannemark Kniven i Struben.

Alt dette bekræftes mere af efterfølgende Opførsel. Da de Keiserlige efter den Det same vitløstigen deduceres (fremstille (et forhold, en sag) udførligt) erholdete Sejer søgte paa nye at bringe Kongen til at træde i Forbund mod Sverrig, og tilbøde ham den Øe Rygen, (567) samt Ober-Herskab over Nord-og Østersøen, veigrede han sig ved at imodtage slige Tilbud, men continuerede stedse med sin Mediations Tilbydelse, og til den Ende at beramme møder nu paa et nu paa et andet Sted, skiøndt forgiæves, thi eftersom de Svenske ikke alleene reisede sig igien efter det Nørlingske Slag, men paa nye begyndte at spille Mestere, saa bleve de meere og mere vanskelige til at bringe til Forliig, uden paa haarde og besværlige Conditioner, saa vel for Tydskland, som dets angrændsende Naboer. Hvorudover ogsaa Kongen stillede sig an, som han vilde tage andre Mesures, og begyndte ikke alleene udi en højere Tone at trænge paa Freden, men endogsaa udi Aaret 1638 lod sig antage til Kreds-Oberst udi den Nebersachsiske Kreds, og oprettede et Neutralitets Corpo til Fredens Befordring, skiønt Udgangen viiser, at hans Intention ikke var at bryde med Sverrig, efterdi alle de Mouvemens, han giorde, sigtede kun til at facilitere den Plan,som han fra første Begyndelse havde formeret sig, saaledes, at de Ting kunde erholdes, for hvis Skyld Krigen var begyndt, nemlig Religionens Sikkerhed, og de Tydske Stænders Frihed, og at de Svenske tillage med kunde become en billig Satisfaction, alleene naar den ikke bestod udi Tydske Provinciers Cession, som ikke kunde skee uden Forkrænkelse af andres Ret tog Fare for den tilkommende Tid, hvilket Kongen forud har ominered (,forudsige; spå) som sees af hans egenhændige Breve, og Udgangen har viiset, at hans Frygt ikke har været uden Grund, thi alle de Provincier, som Sverrig ved Freden siden bleve indrømmede, maatte ved Magt tages fra de rette naturlige Herrer eller deres Arvinger, og mistede ved same Lejlighed Prinds Friderik, som Erke-Bisp at Bremen, ogsaa sit stift, som maatte seculariseres, og under det Navn af Førstendom cederes til Sverriges Krone. Ja heele Tyskland, saavel som Dannemark, have siden følet førgelige Virkninger deraf. Saa at man derfore kand sige, at Dannemark ikke havde meget forsyndet sig, om det virkeligen havde spillet prævenire (spille et puds), og ved Lejlighed brugt sin Magt i Steden for at viise den alleene. Jeg tilstaar vel, at det foromtalte hemmelige Forbund mellem Spanien, Dannemark og Hertug Friderik, synes at have fort nogt mere med sig, end simulerede Trudsler, til Fredens Befordring. Men jeg har tilforn viiset, at same Forbund er endnu et Mystere (mysterium), og end langt mere paa de Tider, thi man seer, at de Svenske have intet villet melde derom udi deres Manifest;; Ja, da, kort der efter, det Hollandske Gesandskab udi Stokholm opmuntrede Sverrig til Krig imod Dannemark, svarede de Svenske Ministrer, at Dannemark havde ingen Aarsag givet dem der til, hvilket den Hollandske Skribent Aitzema selv tilstaar med differ Ord: De Sweetsche seyden, dat Dennemarck gaf haer geen offensie. Saa at derfore, hvor megen Umage den Svenske Skribent Pusendorff giør sig for ar legitimere de Svenskes Indfald udi Holsten 1643, saa er dog hans Plaidoyer (Forsvarstale) saaledes indretted, at man grundeligen deraf kand (568) vise Krigens Urettfærdighed, thi det maa han og alle tilstaae, at Dannemark udi 13 samfælde Aar sadd stille, uden at betiene sig nogen Slags forefaldende Conjuncturer, og uden at lade sig indtage at de største Løster, endskiønt sam

me Rige havde aldrig været udi bedre Stand til at tentere store Ting, end under denne Konge, med mindre man vil kalde Fiendtilighed smaa forefaldne Ting, som for Exempel, at et Dansk Skib, der laae ved Ruden, Provianterede udi det Aar 1638 den Festning Wolgast, som var belejred af de Svenske, hvilket beviisedes at være skeed uden Kongelig Ordre, item at nogle Svenske Skibe eengang bleve arresterede for Lurendrejerie udi Sundet. Dette er gandske vist, at just paa den selv same Tid, som de Svenske stillede sig an, som de ville antage Kong Christians Underhandling, og giorde Dannemark de beste Miner, ja caresserede (viser venlighed mod smigre, rose) den Danske Resident udi Stokholm meer end nogen Tid tilform, sluttede de Forbund med Holland mod samme Rige, og lovede Hamborgerne hemmelig Assistence imod Kong Christian, ja just paa samme Tid giorde de under deres Felt-Herre Torstensom det store Indfald i Holsten. Om nogen vil ellers forekaste mig, at jeg her heller agerer Advocat end en Historicus, da kand jeg svare: at 1.) denne heele Recit (opregning, opremsning) er udtagen af Svenske Skribentere selv 2.) at alle fremmede upartiske Autores ere af samme Tanke med mig, og tilstaae, at Sverrig begyndte denne Krig uden billig Aarsag allene af Politique, at de kunde blive skildete ved en Mediateur (mellemmand; opmand; mægler) , det sigtede alleene til at erhverve Tydskland en sicker Fred, og at de Tydske Førster, udi hvis Faveur de Svenske havde giort dette Tog, ikke skulde see deres Lande at blive deres Allierede til Bytte, som siden med de sammes store Lamentation skeede. Dette var Sigtet af denne Freds Forhandling, hvilket sees af Hans Majeskæts stedsvarende Formaninger til Sverrig sær af det aabenhiertige Brev, som han 1639 tilskrev Dronning Christine, hvorudi findes disse Ord: Det er vell at beklage, at de Vaaben, som Eders Kongl. Herr Fader havde optager til de Evangeliskes Defension, nu paa nogle Aars Tid til intet andet ere brugte end til deres Oppression (underkuelse; undertrykkelse), Desolation (det at en bebyggelse henligger øde og forladt) , og Udmattelse, hvilker kand drive de Protestantske Førster til desperate Consilia. &c.

Dette er en kort Relation om de Ting som vare forefaldne for Krigen: Nu vil jeg træde til Beskrivelsen af samme Krig, hvilken, naar man overvejer Conjuncturerne, kunde ikke andet end have slett Udfald for Dannemark; thi paa Sverrigs Side blev en Krig begyndt, som længe tilforn var præmediteret; Dannermark derimod havde aldrig levet udi større Sikkerhed, hvilket tilstrækkeligen vises af den ringe Modstand de Svenske I Begyndelsen funde, da de i en Hast oversvæmmede Alting, og uden Møje indtoge hart ad det heele faste Land, hvor der over alt fandtes slett forsynede Fæstninger, og u-bevæbnede Folk, og, saasom man siger gemeenligen, at hvad som forderves i den første Concoction er ikke lett til at redressere igien, saa foraarsagede dette u-formodentlige Indfald strax saadan Forvirrelse, som udi den heele Krig ikke kunde corrigeres. Sverrig havde forsynet sig med Hollands Alliance, hvorved det Svagheder hvoraf Riget da laborerede kunde være forvisset bade om (569) Penge og Skibe til Krigens Fortsættelse; Dannemark derimod havde ingen saadanne Præcautioner taget, saasom Riget aldrig mindre holdt saadant nødigt; thi man finder, at Kong Christian kort tilforn var brouilleret (blive uvenner (med), komme i strid) med Kejseren formedelst det Pinnenbergske Grevskab, og Spaninens Venskab kunde ikke i saadan hastig Rupture (brud ml. to hidtil forenede, samarbejdende parter (og åben fjendtlighed ml. dem) være af nogen Betydelse; thi, foruden at samme Land ligger som i en anden Verden, saa har Erfarenhed viiset, at et heelt Rige ofte snarere kand indtages end det Spanske Conseil kand komme til en Slutning. Sverrig vrimlede at stridbare Folk, der af idelige og langvarige Krige vare hærdede, var ogsaa forsynet med Anførere, hvis Lige paa de Tider neppe vare udi Europa, og hvis blotte Navn kunde indjage Skræk, Dannemark derimod havde fast udi 30 Aar levet i Fred; thi, den Krig, som var ført udi Tydskland, blev ført med Tydske Folk, saasom det var en Krig, der egentlig Riget ikke angik, saa at her var Mangel, saavel paa stridbar Almue, som paa erfarne Officiers, og man kand sige, at Kongen var ikke alleene den beste, men fast den eeneste Felt-Herre, og Søe-Mand, som Riget paa samme Tid kunde bryste sig at; hvorfore han ogsaa, u-anseet hans høje Alder, maatte selv bivaane alle Expeditioner både til Lands og Vands. Foruden disse Ulejligheder, syntes Riget at laborere af en indvortes Sygdom, saasom en Tid lang ingen synderlig Harmonie havde været mellem Kongen og Rigets Adel; thi, saasom de store Qvaliteter, som denne Konge var begavet med, erhvervede ham større Autoritet end hans Formænd, saa er troeligt, at Adelen derover er bleven allarmeret. og har anseet ham, som et Instrumetn til deres Herredoms Indskrænkelse. Det synes ogsaa, at deres Mistanke ikke har gandske været u-grundet, naar man betragter adskillige Ting, saasom nye Fæstningers Fundationer, adskillige vigtige Anslag, som ginge alleene igiennem hans eget Hoved, og i sær store Chargers Reduction; thi man finder, at det en Tid lang var ingen Rigs-Hoffmester, Rigs-Marstk, eller Rigs-Cantzler, men alleene een Stadtholder og Kongl. Cantzler. Thi Kongen lod bemelte høje Charger staae ledige, naar nogen faldt af. Hvad som ydermeere forøgede deres Mistanke, var den Fermeté (fasthed, bestemthed i optræden; standhaftighed; urokkelighed; ogs.: uforfærdethed;) hvormed Kongen havde begegnet det Slesvig-Holstenske Ridderskab, som han have skildt ved deres formeente Valle-Rettighed. Det meenes ogsaa, at han af Politiqve emplojerede saa mange unge Danske Edelmænd udi den Kejserlig Krig, og adjungerede deraf til hvert Compagnie en Commissarium, paa det han derved des bedre i sin Fraværelse kunde holde Foreældrene udi Lydighed. Widere søgte han at forbinde de fornemmeste Herremænd til det Kongelige Huus ved at give dem sine Døttre, som han havde avlet ved Fru Christina Munk. Saaledes bleve hans Sviger-Sønner Christian Pentz Statholderen i Holsten, Corsitz Uhlefeld Rigets Hoffmester, Hans Lindenov, Hannibal Sehsted Statholderen udi Norge, og Ebbe Uhlefeld. Hvor vit eller Kongens Dessein kunde gaae, er noget man ikke kand sige, vist nok er det, at de levede ideligen i en slags Medisance (ondsindet omtale el. sladder; bagtalelse), saavel i Henseende til ovenmeldte Mesures, Kongen tog, som i Henseende til den store Kierlighed han havde erhvervet sig blant Almuen, saavel (570) ved sin kloge Regiering, som sin Borgelige Omgiengelse. Jeg finder ogsaa, at han udi det Aar 1634 gav Ordre til Rigets Marsk Jürgen Urne, at handle med Adelen om Vorned-Rettighedens (person som er underlagt vornedskabet, dvs. pligten for den mandlige bondebefolkning på godserne til at forblive på fødestavnen og der modtage en ledig gård el. et hus) Ophævelse, og alle Siællandske og Lollandske Bønders Frihed, hvorimod de fleeste satte sig med Hænder og Fødder; Men intet giorde dem mere bange end hans rare Qvaliteter og store Erfarenhed, saavel udi Krigs som Civile Sager, thi man kand sige, at han ikke alleene var den ældste Embeds-Mand udi Riget, men endogsaa den habileste; hvorudover hans Ord vare gierne Decisioner, naar nogen udi Raadet contradicerede ham, svarede han ofte; Det er noget, som jeg har overlagt med din Farfader. Dette altsammen svævede dem for Øjene, saa at det er troeligt, at man kunde falde paa de Tanker, at under een saa anseelig og myndig Konge engang kunde forlanges en Revisio Actorum, og et Examen foretages for at eftersee hvorpaa det da værends Jus Publicum og Adelens Myndighed grundede sig. At dette, som jeg ellers her har anført, bestaar ikke udi Præsumptioner og ilde grundede Gisninger, sees deraf, at mange af de Store efter denne Konges Død søgte at udelukke hans Søn fra Successionen. Saaledes var Rigets Tilstand for Krigen, og kunde man af deslige Vanskeligheder ikke promittere sig noget iykkeligt Udfald.

De Svenske skiulede deres Forehavende med saadan Flid, at endogsaa deres Allierede ingen Kundstab derom havde, førend Torstenson stod med sin Krigs-Hær udi Holsten. Samme Feldt-Herre bemægtigede sig strax ved sin Ankomst den Stad Kiel, og tog der sit Hoved-Qvarteer. De andere høje Officerer bleve uddeelte i det Førstendom Dytmarsken, det Grevedom Pinnenberg, de Ambter Hadersleben, Tritaw, Keinbek og Segeberg. Imidlertid blev det Kongelige Slott Christianpriis, som ligger ved Kanten af Øster-Søen, og 2 Miile fra Kiel, erobret med Storm af de Svenske, og det herlige Slott Bredenborg, som hørte til Christian Rantzov, blev indtagen med List af General major Mortaigne, hvorudi de fandte stor Rigdom; Rensborg, Itzhoe, og andre Stæder, gave sig uden Sværdslag, ja der blev ikke udi heeli Slesvig og Holsten mere til overs end Glykstad og Krempe, men alle Stæder faldte i de Svenskes Hænder, og blev besatte med deres Folk.