Chr 4 1644

 

I denne Krig vidste Hertugen af Holsten meget viiselig at skikke sig efter Tiden; Thi, omendskiøndt der imellem ham og Kongen vare giordte saa ofte Defensions Recesse til Førstendommernes Forsvar mod de Arméer, som grasserede ui Tydskland, lod han dog, saa snart han fornam denne Uroelighed imellem Dannemark og Sverrig, anholde om Neutralitet, hvilken han vel erholdt, men det prositerede ham lidet; thi de Svenske pressede Landet med Penges Indfordring og Indqvarteringer, og de Danske, som villigt, sparede ham ikke heller. I den Beængstelse lod han for Sikkerhed fortificere den Stad Tønningen 1644.

 

Imidleritd publicerede de Svenske et Manifest af Dato 16 Januarii 1644, og  lod Krigen publicere ved en Herold, hvilken med Haanhed blev skikket tilbage, saasom Manifester efter Sædvane gaae for Krigen, (571) men ikke efter. Og gav Kongen Aarsagen til same Herolds Afviisning tilkiende ved et Patent, hvorudi han pathetice (pathetisk) besværger sig over Sverriges Opførsel. Man skulde vel tænke, at dette Manifest maatte være des fyndigere, efterdi det kom saa silde. Men man kand sige, at det kom bade for tiiligen og for silde; thi alle u-partiske Skribentere holde for, at ikke et eeneste at de Argumenter, som anføres, kand holde Stik. De Fornemmeste deraf ere efterfølgende.

 

Omendskiøndt de Svenske Skibe og Vahre vare toldfrie udi Sundet ved Foreeninger, som vare giorte mellem Rigerne, saa havde man dog tvunget dem til at betale Told.

 

At, endskiøndt de passerede Svenske Skibe havde Certificatzer fra Stæderne, hvor de havde hiemme, havde man dog ladet dem arrestere, som Lurendrejere.

 

At Kongen af Dannemark havde indladet sig i Alliance med Kejseren, Polen og Moscovien, som vare Sverrigs Fiender.

 

At, saa ofte Dronningen af Sverrig værvede Folk til Krigens Fortsættelse udi Tydskland, lod Kongen af Dannemark ogsaa værve, og havde truet at anfalde de Svenske, hvilket havde hin

 

dret dem at agree (handle) med Force (kraft, styrke) imod deres Fiender, og at holde deres Magt samlet af Frygt for at blive angreben bag til.

 

At de danske ved Wolgast havde assistered Sverrigs Fiender.

 

At de havde søgt at sætte Splid udi den Svenske Krigshær.

 

At Rigets Statholder Corfitz Uhlfeld havde ladet falde Trudsler imod Sverrig.

 

At de Danske havde corresponderet med den misfornøjede Enke-Dronning Maria Eleonora, og havde ført hende ud af Sverrig.

 

At de Svenske Gesantere med Haanhed vare bortviisede fra Tractaterne udi Lybek 1629.

 

Og endeligen at man havde taget Told i Sundet af alle Lifkandske Undersatter.

 

Dette blev besvaret af de Danske Stykkeviis saaledes:

 

At der eengang alleene, nemlig Aar 1643 kort for Krigen, 8 Svenske Skibe havde været arresterede udi Sundet, saasom de samme vare suspecte for Lurendrejerie; Men, efter at Sagen var examineret, eendeel af samme Skibe at have været relaxeret, og de Øvrige alleene, som vare fundne skyldige, at være confisquerede. Saa at denne Execution skeede ikke for at tvinge de Svenske til at betale Tolk, men for at hinder, at andre under Svensk Navn og falske Passer ikke skulde eximere sig derfra, hvilket Kongen ogsaa udi en egenhændig Skrivelse giver tilkiende før Krigen begyndte med differ Ord: Der consiqueris inted uden derpaa først er gangen Dom; och hvem der haffuer sig offuer Dommen at besværge, hannem staaer det frit for at appellere for mig og R igens Raad.

 

Det stod Kongen af Dannemark frit for at indlade sig i Alliance med andre Potentater, enten de vare Sverrigs Fiender eller ej, saa længe det ikke kunde beviises, at de vare offensive Alliancer imod Sverrig.

 

At Kongen af Dannemark værvede Folk, kunde ingen fortænke ham for. Thi saadant giøre alle Potentater for deres egen Sikkerhed, (572) naar deres Naboer ere armerede; ja det var at ønske, at Værvingerne havde været end større, saa havde Riget i Begyndelsen af denne Krig været i bedre Defensions-Stand.

 

At et Dansk Skib engang havde proviantered Wolgast, som var belejred af de Svenske, var skeed uden Kongens Ordre.

 

At de Danske havde søgt at stifte Oprør blant de Svenske Krigsfolk, var noget som ikke kunde beviises. Dett samme kunde ogsaa siges om Corfitz Uhlfelds Trudsler, og, endskiøndt det var sandt, saa var det kun en Privat-Persons Trudsler.

 

Alt hvad Kong Christian have giort, i Henseende til Enke-Dronningen af Sverrig, var noget som efter Biensence (sømmelighed; god tone) ikke kunde efterlades.

 

At de Svenske Gesantere bleve ikke admitterede til den Lydekste Congres var ikke Kong Christians Skyld, men Keiserens, som da spillede mester.

 

Om man tog Told af Lifland og andre Provincier, som at Sverrig nyeligen vare conqueterede (landområde: erobre; underlægge sig; mht. folk: undertvinge)., syndede man derudi ikke mod de Foreeninger, som vare giorte mellem Rigerne, saasom samme Prvovincier vare under saadom Frihed ikke befattede.

 

Hvad de andre Poster angik, grundede de sig alleene paa Suspicioner (mistanke), neml: at Kong Christian var de Svenske i Hierter ikke god. Men deslige Ting ere selsomme Motiver til Krig; Nok er det, at en Potentat i Gierningen lader intet see, som kand give Aarsag til mistanke om Fiendtlighed. Men finder her, at Kong Christian udi 13 Aar sadd stille, at, naar de Svenske formedelst en Sejer lode suinge Te Deum udi Stokholm, lod han giøre ligeledes i Kiøbenhavn. At han skrev Keiseren et og andet haardt Brev til i Faveur af Sverrig, hvorudi, efter de svenske Skribenteres egen Tilstaaelse, fattedes intet uden Krigs-Erklæring, og endelig at han lod mange af sine egen Folk, ja sin egen Søn gaae i Svensk Tieneste. Vilde de Svenske foregive, at han meenede intet der med, da vil jeg lade saadan Gisning staae ved sit Værd, men alleene sige dette, at der er et meget selsomt Principium, at man bør forfølge sin Næste, det beviiser en Tieneste, naar man meener, all det skeer ikke af Hiertet. Og, vilde de sige, at Kongen udi disse 13 Aar sadd stille alleene af Frygt, da kand jeg ikke see hvad han kunde frygte for efter Gustavi Død, da de Svenske vare uden Hoved, og alle deres Allierede vaklede, ej heller efter det Slag ved Nørligen, da deres Soel var gandske formørket. Kort at sige, de Svenske tilstaae selv, at Torstenson sandt all Ting fredeligt for sig i Dannemark, saa at man kunde see, at dette Rige tænkte paa intet mindre end paa Krig, og ruinerer den Tilstaalse alleene den heele Bygning af deres Manifest, hvilket de ogsaa synes selv at bekiende ved at beraabe sig in Subsidium paa geheime Documenter, som endnu ikke ere komme for Lyset.

 

Hans Kongl. Majest., da han fornam, at det Svenske Indfald udi Holsten vilde besynderligen giælde hans Lande, begav sig strax til Kiøbenhavn, hvor han giorde all muelig Anstalt at modtage disse Gieste, som uden Aarsag vare faldne ind i hans Lande, hvilket Hans (573) Majest. forestillede Rigets Stænder, og efter Sædvane trøstede og satt Mod i dem, saasom han var selv en frimodig, og udi Courage uodervindelig Herre, hvorafen Svensk Historie-Skriver berømmer hannem, sigende: Confirmatis suorum animis & idoneis defensioni necessariisque quod in ista sestinatione licuit, conquisitis, nihil recusat, quod ejus prudentaim, præsentiam vel auctoritatem desideraret, omnia pro tutela ac salute Regni subditorumque terra marique ausus, etimasi fortuna ei parum responderet. Det er: Han satt Moed i sine Folk, giorde all Anstalt, saa meget som udi saadan Hast mueligt var til Defension, han sparede intet, som kunde tiene til hans Fædrenelands Frelse og sine Undersaatters, for hvis Skyld han vovede sig yderligen baade til Lands og Vands, om endskiøndt Lykken var ham lit gunstig, og sandelig, siger en enden Skribent: Naar vi ret overveje alting; Da var Dannemark gandske ubereed at tage imod nogen Fiende, men blev af inter saa meget bestyrked, som af den incomparable Konges Tapperhed, og hans uovervindelige Courage i Modgang. Udi hans graae Alder, for at redde sit Fædreneland af den overhængende Fare, lod han sig see som en tapper Soldat, og ved sine Raad, Daad og besynderlig Taalmodighed udi Møje og Fare udrettede, at Kiget udi denne farlige Tilstand blev saa vit, som mueligt, conservered. Udi Siælland bleve, for at hverve Land-og Søefolk, Trommerne allevegne rørdte, og af den i Hobetal tilløbende Mængde bleve udi Helsingøer udvaldte de beqvemeste; De andre bleve sendte til Kiøbenhavn. Der fattedes besynderligen gode Anførere, som kunde byde Spidsen til de gamle Svenske Tropper, hvilke, ved saa mange Aars continuerlig Krig udi Tydskland, vare hærdede, og hvis Generaler ved saa mange Expeditioner havde erlanget saadan stor Krigs Erfarendhed. Da derimod de Danske udi meere end 30 Aar havde ikke været indviklede udi nogen Krig, undtagen den imod Keiseren, hvor udi faa Danske bleve brugte, men de fleeste vare Tydske af den Nedersachsiske Kreds.

 

Endell af de nye hvervede bleve sendte til Fyen til Rigets Marsk Anders Bilde, som var beordred at sætte sig imod Torstensom paa den Side.

 

En anden Deel blev beskikket til Skaane, hvor Ebbe Uhlfedl skulde commandere. Niels Cock blev sendt med et Skib til Dantzig at hente Krud, hvorpaa herudi Landet var Mangel, og blev der sagt, at han skulde gaae derfra til Polen og Moscovien at begiære Undsættning.

 

Om endskiøndet alting udi Dannemark blev nu tillaved, som til en aabenbare Krig, flatterede dog mange sig med den Forhaabning, at de Svenske søgte ikke efter andet end Vinter-Quartéer og Bytte udi Holste, og ikke havde udi Sinde at føre Krig paa Dannemark; Kongen selv, da han fik Tidender om Torstensons Indsald, for at udforske Svenskens Intention, lod den Svenske Minister Strømseld, som opholdt sig i Helsingøer, sige, at han

 

kunde faae sin Afskeed strax, efterdi Kongen havde dog hørt, at han skulde kaldes tilbage. Men han svarede, at han ingen saadan Ordre havde, og vilde derfore først begiære sin Afskeed, naar han fik Befalning af Dronning Kirstine. Her paa skikkede Hans Majestet en Page til Sverrig med Breve, hvorudi Peder Wibe, den Danske Minister, fik Ordre at begiære af Dronningen, hun vilde kalde Torstenson fra Holsteen, og, i Fald (574) hun veigrede sig derfore, og tilstod dette Indfald var skeed ved Hendes Befalnig, da skulde han begiære sin Afskeed fra Stokholm, hvilken han ogsaa kort derefter tog, hvorvel Sverrigs Rigs Raad da intet Positiv Svar vilde give; men continuerede med at simulere, ligesom Torstenson havde giort det Indfald uden Regieringens Ordre og Videnskab, hvilket sees af den paa Residentens Forlangende given Resolution, hvorudi findes isse Ord: Hwarfore Hend. R.M. icke grundeligen wetandes hwadt passerat ähr, ey heller cathegorice må eller kan swara, om droppå nogen Ordre ähr gifwen ellr ey.

 

Imidlertid tillavede Kongen sig af yderst Magt at tage imod disse u-formodne Giæste, og ikke alleeneste satt alting udi god Orden hiemme, men endogsaa saae sig allevegne om fremmed Heilp, besynderlig hos Kejseren, hvilken udi Begyndelsen af Krigen sendte Skrivelser til Søestæderne, Lybek, Hamborg og Bremen, hvorudi han formanede dem at hielpe de Danske, og gribe til Værge imod den daglig tilvorxende Svenske magt, men med liden Succes; eftersom bemeldte Stæder holdte det meest sikkert og raadeligt ikke at bemænge sig udi denne Krig. De Svenske derfore, saavel som de Danske, hvervede Folk udi Hamborg. Lybek forbød de Danske offentligen at hverve, foregivende, at den selv havde sine Folk nødige. De Lyneborgske Førster, og den Oldenborgske Græve, kunde ej heller overtales at gribe til Gevær imod Sverrig. Saa Hans Majestet derudover fornam, at all Byrden vilde ligge paa ham alleene, og at han ingen anden havde at forlade sig paa end

 

paa GUd I Himmelen, og sine egne rætfærdige Vaaben; Han lod paa same Tid slaae en Myndt med denne Paaskrift: Justus ct Judex.

 

Imidlertid rykte de Svenske længer og længer ind udi Dannemark, og huserede grummeligen, eftersom de ingen Modstand fandte. Hans Majestet havde vel bragt udi en Hast nogle Ryttere paa Beenene, og sendt dem under Anførsel af Oberste Buchwald til Colding, men de bleve efter en haard Fegtning med den Svenske Oberste Duglas, som overgik dem langt udi magt, nødde til at retirere sig til Fyen; Paa samme Tid holdt Besætningen udi Krempe, med dens Commendant Steenberg, en lykkelig Trefning med et Svensk parti, af hvilket halvtedie Hundrede bleve fangne, og omkomne, og et stort Bytte erobred.

 

Efterat det Buchwaldske Rytterie var bleven tvungen til at forlade jylland, som sagt er, blev Anders Bilde sendt fra Fyen did hen, hvilken slog sin Lejer ved StrandBredden af Middelfart Sundet; men Torstenson brød op med sin lejer i Begyndelsen af det Aar 1644 fra Kiel; og gik ind i Jylland, udi Forsætt at overfalde Anders Bilde, han kom udi Januario med sin heele Armée til den Danske Lejer, hvilken man af all magt havde arbejdet paa at befæstige, men den var ikke endda bragt til nogen Fuldkommenhed. Da Torstenson havde udi 3 Dage canoneret derpaa, begyndte Bilde at desperere om Lejrens Defension, og derfore bragte over med sig til Fyen Stykker, Feldt-Tegn og de fornemst Anførere, hvilket da Torstenson fornam, satt han sig for at bestorme Lejeren, og lod de (575) Belerede det viide ved en Trompeter. Hvorudover de same, som de saae, det var umueligt at forsvare dem, meere, bleve tvungne til at overgive sig. Efterat Torstenson havde erholdet denne Fordeel, blev Oberste Helm Vrangell sendt med en Hob Tropper til Nørre Jylland, og gik paa Jisen over Limfiorden ind udi Vensyssel, hvor han adspredde de Bønder, som fandtes bevæbnede, og tvang dem til at overgive deres Gevær. Saaledes bleve de Svenske Mestere ogsaa over heele Lylland.

 

Torstenson disopnerede sin Vinter-Lejr saaledes, at han kunde ikke frygte for nogen Magt, hvorfra den kom, og bestyrke og recrutere sine Soldater; Sit HovedQuarteer beskikkede han til Hadersleben, hvorfra han letteligen kunde have Indseende med all Ting.

 

Imidlertid var Kongens Nærværelse, som havde opholdet sig en Tid lang til Odense, ligesom en stærk Fæstning. Han bestyrkede de Tropper, som komme fra Jylland, med friske Folk, oprejste ved alle Tilgange Befæstninger, disponerede Stykkerne, og lagde Skibe og Pontons udi Middelfart-Sundet. Ved Nyeborg stode ogsaa færdige Skibe, som skulde, i fald all Ting gik ikke vel for sig, tage imod de Flygtige. Men jo store Flid Kongen anvendte paa at conservere Øerne, jo større Begierlighed fik Torstenson at angribe dem, til hvilken Ende han tillavee en stor Hob Skibe, og lagde dem ved de beqvemmeste Havner udi Jylland og Holsten, for at betiene sig af hvad Lejlighed der kunde offereres. Men alle disse Anslag blee til Vand formedelst Kongens Aarvaagenhed; thi de Svenske finge udi den heele King ikke Fod paa nogen af Øerne.

 

Udi Norge blev Krigens Administration betroed til Hannibal Sehsted, samme Riges Statholder, hvorfore ogsaa Krigen endnu af Bønderne kaldes Hannibals Krigen. At man der udi same Krig var lige saa sikker, som udi Dannemark, sees deraf, at Hannibal Sehsted var Vejen for at giøre en Visite til Dannemark just paa same Tid, dad et Svenske idfald skeede, og at Kongen maatte udstede en Ordre til hans Forblivelse i Norge af de Indhold: Vider, at efterdi vi tilforne Eder fra Lænet haver forlovet her neder til Dannemark at forrejse, da, efterdi vi formedelst det Indfald, i Holsten skeed er, anderledes er vorden til Sinds, bede vi Eder, og Naadigst ville, at I derfore der oppe I Norge forbliver, og sammesteds med god Ordre alting forordner, som I

 

agter gavnligst og best at være tzc. Efterat Sehsted havde faaet denne Ordre, satt han ikke alleene Alting udi god Defensions Stand, men giorde ogsaa med de Norske et Indfald udi Sverrig, hvor han havde god Fremgang, og bemægtigede sig adskillige Stæder paa Grændserne. Ebbe Uhlfeld overrumplede den Svenske Oberst Stenbok, da han med nogle 1000 Mænd vilde bryde indudi Skaane, jog ham paa Flugt, og drev ham udi et Moratz; Ja de Danske og Norske regierede nu ligesaa stærkt udi Sverrig, som de Svenske udi Holsteen og Jylland, og nødde de Svenske til at forlade Skaane, og begive sig til deres egne Grændser, hvilke de fornam vilde staae udi høj Fare; Thi Kongen af Dannemark (576)  lagde sig personlig for Gottenborg, beljerede same Stad sterkt bade til lands og Vands.

 

De Danske Besætninger udi Glykstad og Krempe, da de fornam, de Svenske udi Itzehoe holdte ikkun slet Vagt, og deres Commendant var rejst til Rensborg, rykte de 800 Mænd stærke der for, og erobrede Staden med List paa den same Maade, som den Svenske General Königsmark giorde for et Aar siden med Halberstad; thi tiligen om Morgenen, da Stadens Port blev aabnet, havde nogle Danske forklædt sig udi Qvinde Klæder; andre, som Bønder, ginge med Kaal, Urter og andre saadanne Vahrer, og overrumplede Vagten, og derved gave lejlighed til deres Baghold at bryde ind I Staden, hvor de bekomme 300 Svenske til Fange, og stort Bytte.

 

De Kejserlige, Spanske og Beyerske Generaler, da de finge Kundskab om det Svenske Indfald udi Dannemark, forsamlede de sig til Passau at raadslaae med hinanden, hvad de her til skulde giøre, og endeligen besluttede at skikke Folk til Dannemark, ikke saa meget for at hielpe de Danske, som for at fore de Svenske udi Knibe i Jylland og Holsteen, hvor de havde deres Herberge, og om ikke at tvinge dem med Magt, saa dog at mage det saa, at de ved Hunger skulde blive ruinerede. Til den Ende blev den Kejserlig General Gallas beordret at rykke til Holsteen, hvor han ankom udi Begyndelsen af Augusti maaned, og commenderede nogle af sine Folk til Kiel, hvilke erobrede samme Stad, og nedsablede en Hob Svenske; endeel af dem flyede til Slottet, Resten blev tagen til Fange og med stort Bytte bortført, derfter blev Fæstningen angreben, hvilken blev tvungen til at give sig paa Naade og U-naade, og dens Besætning giort til Krigs-Fanger.

 

General Torstenson samlede alle sine Folk sammen, og begav sig til Rensborg, derfra til Segeberg, og Oldesloe, hvor han blev staaende. Did hen fuldte ham Gallas, som var conjungeret med de Danske Tropper, bestaaende af 1000 Ryttere, og 2500 Fodfolk, og lejrede sig paa en Høj tvert over Fienden, hvilket foraarsagede, at begge Partierne begyndte skarpt at canonere paa hinanden, og man ventede, at det skulle komme til en Hovet-Treffning imellem dem. Men Torstenson brød op Dagen derefter, marcherede mod Mechlenborg, og saaledes med sin Hovet-Armée forlod Holsteen. Dette var alt det som Gallas udvirkede udi Holsteen, hvorvel han tit og ofte havde ladet sig merke, at have fort de Svenske saaledes udi Knibe, at ingen af dem skulde undgaae af hans Hænder; og havde han sandelig kundet udrette meget vigtigt, og ruineret den Svenske Flode, som laae udi Kieler Havn, dersom han havde brugt sig ret, og skyndet sig, førend de Svenske havde faaet deres Magt sammen, og foraarsagede det, at de Danske Tropper siden afsondrede sig fra ham. Til Erindring om hans Bedrifter blev udi Hamborg slagen en Mynt, hvorpaa stode disse Ord: Hvad, som Gallas har bedrevet udi Holsteen, kand man kortelig læse paa den anden Side, men, naar man vendte samme Side op, var den gandske blot.

 

(577) Efter dette indtoge de Danske adskillige af de erobrede Stæder igien. Den Kongelig Krigs-Commissarius Rantzov attaquerede Ribe, og tvang Besættningen at give sig paa Naade og Unaade. Saaledes gik det og med Aalborg og Aarhuus, hvilke maatte give sig over til de Danske igien. Derpaa marcheree General KrigsCommissarius Rantzov mod Hadersleben, hvilken han ogsaa tvang at give sig paa Naade og Unaade, og fandt der god Forraad paa Proviant og Gevær; Derimod lidde de Danske nogen Skade for Pinnenberg, hvor de bleve overfaldne af den Svenske Oberst Helm Wrangell, og nødde til at ophæve deres Bloquade. Fra Pinnenberg marcherede bemældte Svenske Overst til Bredenborg, som ogsaa af de Danske var bloquered, i Forhaabning at nyde samme Lykke; Men Prinds Friderk, da Erke-Bisp af Bremen, som commanderede de Danske en Chef udi Holsteen, da han fik Kundskab derom, sendte han udi Tide Undsættning til de Danske, hvilket foraarsagede, at de Svenske forandrede deres Forsætt, uformodntligen rykte for Kiel, og bemægtigede sig samme Stad med dens Fæstning. Paa samme Tid bemægtigede de Svenske sig Itzehoe, hvor de satte nogle Huuse udi Brand,og nedsablede alt de, som var udi Gevær, derimod erorede de Danske Bredenborg, som de Svenske forgiæves stræbede at undsætte.

 

Medens dette passerede udi Holsteen og Jylland, havde de Norske giort et farligt Indfald udi Sverrig, hvor de efter de Svenskes Exempel brugte ingen Høflighed, men opbrændte 12 Landsbyer, som hørte Fienden til, og avancerede indtil Gottenborg. Udi Skaane belejrede den Svenske Marskalk Horn Malmøe, og anvendte all sin Flid paa at blvie Mester over denne vigtige Stad, hvilket at forhindre, Kongen af Dannemark samlede sammen en Armée af 11500 Soldater, hvilke han i egen høje Person forte over til Skaane, og rykte mod Malmøe, udi Forsætt at levere de Svenske et Feltslag, hvilket foraarsagede, at General Horn maatte stikke Ild paa sin Lejre og forlade Staden, paa hvilken han havde haft saa stor Appetit, at han ikke havde sparet nogen Ting som kunde tiene til dens Erobring.

 

Efterfølgende Aar blev Krigen fortsatt af all magt igien. Den Svenske Oberst Helm Wrangell, som efter Torstensons Bortreise commanderede de overblevne Svenske Tropper i Holsten, da han var bestyrket med nogle Folk, som Anker Hielm efter det ulykkelige Slag ved Femeren havde satt udi Land, begav han sig til Jylland mod Enden af foregaaende Aar, og paa Vejen giorde sig mester oveer Haderslebens Slott. Men, som han fornam, at Kongen havde forladt Skaane, og var kommen til Fyen, item, at Erke-Bispen af Bremen havde faaet en temmelig Hob Folk paa Beenene, begyndte han at forskantze sig ved Randers; og paa det han kunde være sikker bag fra, lagde han en god Guarnison udi Ribe, og skikkede Oberste-Lieutenant Mortaigne hen at befæstige same Stad. Men de Danske komme kort derefter for Ribe. og udi 3die Storm bemægtigede sig Staden, og nedsablede hvad som fandtes i Gevær. Ved denne (578) Byes attaque havde Erke-Bispen Forhaabning at lokke Wrangell af sin Fordeel, men forgiæves, hvorfore han besluttede at forcere den fiendtlige Lejr. Men Andreas Bilde satt sig offentligen imod ham det udi, foregibende, det vilde være for vanskelight at anfalde en Fiende, der bar saa sterk forskandzet, og, som han fornam, Erke-Bispen vilde ikke staae fra sit Forsætt, separerede han sig med sine Underhavende Tropper,  og førdte dem over til Fyen, hvilket foraarsagede, at Wrangell lykkeligen udløb, og begav sig med sin Armée til Holsteen, for at assistere Königsmork udi den Bremiske Expedition.

 

Dette er det Fornemmeste, som tildrog sig til Lands, nu rester at tale noget om Bedrifter til Søes. hvad som imidlertid blev forrettet til Vands.

 

Kong Christian gik i sin høje og graae Alder den 12 April i egen høje Person til Søes med 16 Orlogs-Skibe, hvilke siden bleve formeerede indtil 40. Den Svenske Flode derimod, bestaaende af 50 Skibe, gik ud fra Stokholm den 23 May under Amiral Claus Flemming. Den første Rencontre (mindre militært sammenstød; træfnin) skeede imellem 9 Danske Skibe og en Svensk Esquadre, hverved udi Holland, saaledes: Hans Majestet, da han havde ladet siunke nogle Skibe udi Gottenborgs Havn, for at giøre den til intet, begav han sig til Søes med 9 Skibe, for at oplede de Svenske, hvis Esquadre han treffede under Jylland, og sloges med den udi 3 fuldkomne Timer, omendskiøndt den var langt sterkere. Endelig som Hans majestæt fornam at det vilde blive ham for haardt at staae imod saa mange, gav han Ordre at retirere sig, hvilket ogsaa skeede. Derudover fik den Svenske Amiral et stort Mod, og forfuldte de Danske Skibe af all Magt, men, som den Danske Amiral fornam, at af den heele Sveske Esquadre var alleene 3, som forfuldte dem, sendte han Ordre til de andre Skibe at vende tilbage igien, gik saa mod den Svenske Amiral, hvis Skib I en Hast blev ynkelig tilread, mistede sin store Mast, Roer og alle sine Seige, og 34 Baadsmænd, 22 Soldater, og havde uden Tvivl bleven den Danske til Bytte, dersom det ikke havde faaet Undsætning af Vice-Amiralen og af det andet, som fuldte strax efter, hvilke Skibe, da de stræbede at forløse Amiralen, bleve de mesten ligeledes tilredede, og after en haard Fægtning maatte tage den beste Vej, de kunde, til en Havn i Jylland. De Danske Skibe sejlede til Skagen.

 

Efterat de Slag var holdet, ventede man ikke at de skulde komme sammen saa snart igien. Den Danske Folde, da den var bestyrket med 2 andre Skibe, lod sig nogle Dage derefter see i bemeldte Havn, hvor den Svenske Folde endda laae. Dette foraarsagede, at begge Floderne komme atter sammen igien, men til de Svenskes Lykke oprejsede sig en forskrækkelig Storm, hvilken tillige med den overhengende Nat giorde Ende paa Slaget, da det neppe var begyndt. Udi samme Storm geraadede 3 Brandere (mindre fartøj udstyret til at sætte fjendtlige skibe i brand) af den Folde, Lovis de Geer havde hvervet udi Holland, paa Grund, to andre mistede deres Maste, og Amiral-Sluppen blev skudt i Grund. Herudover maatte Lovis de Geer begive sig med Floden til Holland igien, for at reparere det, som var brøstfældigt, og curere de Saarede. (579) Da han var kommen didhen, begyndte Baadsfolkene at blive gandske oprøske. De fleeste forlode Skidene, ginge enhver hiem til sit, og opvakte stor Allarm baade til Amsterdam. Horn og Enchüysen, hvor de havde i Sinde at storme til Lovis de Geers, og de andre Anføreres Huuse, indtil nogle af de meest Oprøske bleve af Magistraten fængslede. Den Træfning, de havde holdet, samt de store Danske Skibe havde jaget en overmaade stor Skræk udi dem, hvilken blev fornyed, da de komme til deres Fædreneland, og saae deres Hustruer og Børn igien, saa at de beklagede sig offentligen at være forraade af Lovis de Geer.

 

 

 

Udi denne Træfning lod Hans Majestet see stor Tapperhed, i det han fuld af Martialsk Hidsighed paa sit Skib med Kaarden udi Haanden præsenterede sig for Fienden, og med sit Aasiun, og Kongelige Kongelige Nærværelse, kunde siges at have drevet Fienden paa Flugten, som fremmede og fiendtlige Skribentere vidne.

 

Efter Victorien begav Hans Majestæt sig for Gottenborg igien, hvor han lod blive nogle Skibe, og siden tog Vejen til Kiøbenhavn, og der blev imodtagen med stor Glæde. Hans Majestet havde af den Action fattet et gott Mod, og forhaabede ved sine Vaaben at erlange det, som han ved Pennen ikke kunde erholde. Han affærdigede kort derefter en Skrivelse til Hans Keiserlige Majestæt, hvorudi han erklærede sig at ville samtykke den Punct, som de Keiserlige havde begiæret af ham, ikke at indgaae noget Forliig med Sverrig, uden med Keiserens Samtykke der som ellers Hans Keiserlige Majestæt vilde lade komme for en Dag de Hielpe-Tropper, som saa længe vare lovede, men endnu ikke seede uden paa Papiret.

 

Den store Svenske Flode under Amiral Flemming, hvis Lige aldrig havde været udrusted, lod sig da see i Søen: Samme Flode bestod af 46 Skibe, hvor af nogle førte 70, andre 60 og andre 50, 40 og 30 Canoner. Den løb ud af Stokholms Havn den 15 Junii, og nærmede sig til Kiøbenhavn paa 3 Mile nær, hvilket den Kongelig Danske Flode ikke kunde hindre, saasom den af Modvind var arrestered. Derfra vendede de Svenske tilbage, og begave sig til Christianpriis, hvor Amirlal Flemming overlagde med Torstenson, at anfalde den Øe Femern, hvilken, foruden at den incommoderede(være til ulejlighed, besvær el. ubehag, plage) de Svenske meget, var og heel beqvem for de Danske at samle sig, hvorfor Flemming satt sin Kaas til samme Øe, og anfaldt den af all Magt, men de Soldater og Bønder, som vare derpaa, forsvarede sig med stor Haardnakkenhed, indtil Torstenson paa en anden Side satt nogle Folk i Land, af hvike Soldaterne og Bønderne bleve slagne, og Øen faldt udi de Svenskes Hænder. Efter at Øen

 

var erobret, sendte Amiralen nogle Speidere ud, som skulde fornemme, hvor den Danske Folde opholdt sig, og hvor sterk den var. Disse bragte Tidende med sig, at Kongen af Dannemark var med 40 Skibe ikke langt fra, og havde i Sinde at undsætte Femern, og levere de Svenske et Slag, hvilket ogsaa skeede lidet derefter; thi den tappere Konge, efterat han havde leveret til Kron-Prindsen Zepter og Krone, og giort Anstalt, hvorledes Rigets (580) Sager efter hans Død skulde forrettes, og annammet den hellige Nadvere, gik han løs paa den Sveske Flode, hvilken, efter de Svenske Skribenteres Regning, var 6 Skibe stærkere end den Danske.

 

Det Danske Amiral-Skib, kaldet Patientia, giorde en Begyndelse, og lagde Det store Søeslag ved Femern. meget dristig and med de Svenske, secundered af den Kongelig Esquadre. Hans Majestæt, da han paa sit Skib, kaldet Trefoldighed, opmuntrede sine Folk til en tapper Modstand, kom der af de Fiendtlige Skibe en Stykke-Kugle, hvilken traf Skibet med saadan Force, og splidede Træet saaledes, at af de mangfoldige Træstykker, som førdtes i Luften 12 eller 13, som stode ved Kongens Side, omkomme eller sårede. Samme Kugle bar og ingen større Respect for den Kongl. Person, hvilken bekom hen ved 23 Blessurer og miste sit højre Øje.

 

Af denne ulykkelige Hendelse lod den stor Heldt sig ikke forskrække, men gandske blodig og saared lod sig see, hvor Ilden og Røgen var tykkest med en rød Hue paa Hovedet, og sit blotte Sværd udi Haanden, og, som en fremmed Skribent siger, med en Tapperhed, som aldrig tilforn er seed, continuerede endda Træfningen udi nogle Timer indtil om Natten, hvilken favoriserede de Svenskes Retirade til Christianpriis. De Svenske mistede udi dette Slag en stor Hob Folk, og blant de Danske savnedes Amiral Wind, Knud Uhlfeld, og Eiler Uhlfeld. Om dette navnkundige store Slag findes adskillige stridige Relationer. De Svenske Skribentere vil have det saaledes, all

 

 

 

begge Floderne skildtes fra hinanden med lige Ære, og lige stor Forliis, uden at de Danske mistede flere høje Personer, blant hvilke deres Amiral Wind. Men de Danske tilskreve sig paa samme Tid en fuldkommen Sejer, og derfor til Glükstad, Krempe og andre Danske Stæder holdte store Fryde-Fæster med Stykkers og Musqueters Løsning, adskillige Fyrverker og andre Glædes-Tegn.

 

Vist er det nok, at de Danske ved det Slag bragte det saa vidt at de Svenske Skibe maatte retirere sig sig til Kieler Havn meget ilde tilredde, hvor hen Hans Majestæt sendte strax sin Vice-amiral Peder Galthe med nogle Skibe at indspærre og beængste førend den Hollandske Flode, som under Louvys de Geer var ventende, kom dem til Undsættning; 1200 Soldater, som laae udi Fyen, bleve ogsaa beordrede at begive sig der hen, og bleve brugte til at opreise en Skandse udi Bugte, hvoraf de fyrede saaledes paa de Svenske Skibe, at mange af dem belve meget ilde tilredde, adskillige af deres Folk omkomme tillige med Amiralen Claus Flemming selv, hvilken misktede sit eene Been af en Stykke-Kugle, da han stod og tvede sine Hænder, og døde lidet de efter.

 

Dette foraarsagede, at General Torstenson commanderede 3 a 4000 Mænd at bemægtige sig denne Skandse, førend den giorde videre Skade, hvilket ogsaa gik for sig, men dog ikke uden stor Vanskelighed; thi udi det første Anfald bleve de drevne tilbage med (581) Forliis af 200 Mænd, men udi det andet erobrede de Skandsen, ihielsloge og toge til Fange alt hvad som fandtes deurdi.

 

Efter denne Ulejlighed fuldte en anden store Ulykke; Thi lidet derefter, da de Svenske fornumme, at de havde god Vind, seilede de om Natte Tider gandske uformerkte af Havnen, og saaledes bleve befriede fra en stor Fare, hvilken de neppe skulde have undgaaet, der som den Keiserlige General Gallas havde været saa god udi Gierning, som udi Ord, og havde bemægtiged sig Kiel, medens de Svenske endaa laae udi Havnen, og dersom Vice-Amiralen havde forrettet sit Embede saavel, som han burde, hvorfor han blev fodret til Regnskab, og, omendskiøndt han var en Adelig Person, og i sin Alders 70 Aar, maatte han dog miste sit Hovet noget derefter udi Kiøbenhavn. Hans Fald var ham tilforn spaaet af den navnkundige Astronomo Tycho Brahe. Han har efterladt sig tvende Skrifter: Eet de Jure Danorum, og et andet kaldet Vaticinium de Regno Svec. thi han var Jurist og ikke mindre Poët, og, hvis han havde været lige saa stor Amiral, havde denne Krig maa skee faaet andet Udfald. Jeg seer af adskillige Relationer, hvoraf eendeel ere skrevne med Chiffres (taltegn), at han udi de Aaringer 1622, 1623 og 1624 har været Kongl. Minister udi Sverrig. Hans Epitaphium blev giort af Thoma Bartholin udi Hagested Kirke saaledes:

 

Illustri Canonico

 

PETRO GALTIO

 

Poëtæ & Juris Consulto nobili

 

Qui

 

In navibus Regiis

 

Quibus infeliciter præerat

 

Felicitatis nausragium faciens,

 

Elamento mutato, mutavit fortunam

 

Jure Canonico in Oceano uti nesciens

 

Maris delictum in terra luit

 

Ad extremum ut disceret

 

Quod neglexerat

 

Juris Regii rubrica. Senex occubuit.

 

Den 21. Augusti kom Louvys de Geer med den Hollandske Flode af 22 Skibe lige for Helsingborg udi Forsæt at løbe igiennem Sundet til Østersøen, og at conjungere sig med de Svenske. Da de nu passerede forbi Helsingborg, fyrede man af Kronborg 7 gange efter dem, de hilsede iligemaade Fæstningen med adskillige Skud. Om Natten lagde bemeldte Flodte sig under Lands-Krone, og den anden Dag gandske tilig passerede forbi Kiøbenhavn, hvor den blev hilsed af nogle Pramme, som Hans Majestæt der havde

 

 

 

ladet henføre, item, af nogle Kongl. Skibe, saa at bemeldte Lovis de Geer med stor Besværlighed maatte bane sig Vejen til Østersøen, hvor han conjungerede sig med de Svenske, hvis heele Flode der over blev 64 (582) Skibe sterk.

 

Over denne Conjunction bleve de Danske ikke lidet bestyrtzede, saasom de fornumme det vilde blive besværligt for dem at modstaae saadan Magt. De Svenske triumpherede derimod meget derover, og havde nu Forhaabning gandske at spille Mestere, hvorfor den Hollandske Amiral Martin Theysse blev imodtagen udi Stokholm med usigelig Glæde, og bekom 1) En stor Guldkiæde af 400 Croner, et AdelsBrev, hvorudi ham blev givet det Navn Ankerhielm, og 3) en aarlig Pension af 300 Rigsdlr. saa længe han levede. Efter saadan Æres-Beviisning blev han sendt til Calmar igien, hvor, da han havde conjungeret sine 24 Skibe med 12 Svenske under Carl Gustav Wrangel, gik han at oplede de 17 Danske Skibe, som vare udi Søen under Amiral Prosmund, hvilke han treffede ved Femern.

 

Amiral Prosmund, som commanderede bemeldte Danske Esquadre, da han saae sig intet Middel at undgaae en Træfning, giorde han all muelig Anstalt til en tapper Modstand, og gik med sine saa skibe den heele Svensk Hollandske Flode under Øjene.

 

De Svenske indbildte sig, at Kongen var udi egen høje Person paa den Danske Esquadre, efterdi han altid assisterede med sin Nærværelse, hvilket foraarsagede ikke liden Bekymring, saasom de af foregaaende Bedrifter vel kunde slutte, hvor blodig denne store Helt vilde giøre deres Victorie. Der blev derfore beslutted udi KrigsRaadet, at skikke 2 store Skibe med tvende Brandere mod det Danske Amiral-Skib, for at sætte det udi Brand. Bemeldte Amiral-Skib blev anfaldet af de tvende største Svenske Skibe, Dronningen og Gottenborg, og Begyndelsen giort til en meget blodig Træfning, hvorudi de to Brandere, formedelst Skibenes Indviklelse i hinanden bleve forhindrede at giøre deres Effect.

 

Amiral-Skibet girode længen en tapper Modstand, men endeligen blev overveldiget af den Tal-rige Fiende, hvilken entrede Skibet, og omkom alle dem, som giorde Modstand tillige med Amiral Prosmund, som figtede til det Yderste, og vilde ingen Quartéer have. Derefter blev Vice-Amiral-Skibet anfaldet af 10 Fiendtlige, mod hvilke det giorde længe Modstand, og skiød i Grund et af de Hollandske Skibe, men maatte omsider vige for den Sterkere. Efter at Slaget havde varet udi 5 Timer med saadan Bestandighed, at man ikke kunde see til hvilken Side Victorien vilde helde sig, fik omsider den mægtige Fiende Overhaand, og adspredde de Danske Skibe, af hvilke nogle bleve tagne, andre opbrændte og nedsiunkne, og den mindste Part salvered. Hans Majest., saasom han var af et uovervindeligt Mod, hørdte han disse ulykkelige Tidender uden Alteraton, var dog meget misfornøjed med de overblevne Officiers, hvilke skiøde all Skylden paa Amiral Prosmund, som omkom udi Træfningen.

 

Aarsagen til denne Ulykke var, at de Danske Skibe ikke vare beredde paa noget Slag, men laae for Anker, meere udi Forsætt at holde Vagt, og observere, end at vove nogen Træfning med den heele store fiendtlige Flode, af hvilken de da mod all (583) Formodning bleve overfaldne, item, at de havde satt den største Deel af Krigsfolkene paa Land, saa at der vare neppe saa mange Baadsfolk paa Skibene, som kunde regiere Seilene og Stykkerne.

 

Efter denne Ulykke ventede man ikke andet end den fiendtlige Flode skulde foretage noget af stor Vigtighed, enten at bemægtige sig nogle af Øerne eller Sundet, og nøde Kongen af Dannemark at forlade Skaane. Men bemeldte Flode forrettede intet videre dette Aar; Thi først geraadde efter Slaget adskillige Skibe baade af den Hollandske og Svenske Flode paa Grund, og ikke uden ved 10 Dages Arbiede kunde bringes til rette igien. Derforuden fattedes Skibene ogsaa Proviant, Svaghed kom iblant Folkene, og Vinteren var forhaanden, hvilket altsammen, saavelsom Kongens Aarvaagenhed, foraarsagede, at de Svenske nøde ingen Frugt af deres Søde-Victorie. Den Hollandske Amiral Theysse eller Ankerhielm derfore satt Seil med sin underhavende Flode til Holland igien. Men, som han paa Vejen fik Tidender om, at nogle Danske Skibe laae ved Christiania udi Norge, hvilke vare opfyldte med Steene, og skulde nedsiunkes udi Gottenborgs Havn, og at otte Danske Krigs-Skibe under Ove Geddes Anførsel, der skulde beskiærme de andre, havde indsluttet Gottenborgs Havn, og derudi 3 af Lovis de Geers Skibe, tog han sin Kaas did hen udi Forsætte at overfalde dem uformodentligen. Men de Danske finge i Tide Kundskab om dette Anslag, og derfore førdte Skibene til Marstrand. Der truede Fienden igien at overfadle dem, men, saasom den fandt de Danske udi god Tilstand at tage imod sig, torde den ikke vove sig der til.

 

Da nu Ankerhielm saae, at alle hans Anslag vare giorte til Vand, efterlod han 4 af sine Skibe med be 3 Geeriske udi Gottenborgs Havn, og satt Sejl med Resten til Holland. Men ved Skagen overfaldt dem en stærk Storm, som adspredde og meget ilde tilredde Skibene, af hvilke eendeel bleve drevne til Skagen, andre til Gottenborg, hvor 3, som vare blevne gandske u-beqvemme til Sejlatz, maatte ligge Vinteren over.

 

Man seer ellers af denne heele Krig, at Kong Christains Hoved-Sigte var at bemægtige sig Gottenborg, hvilken Stad, formedelst dens Situation og Tiltagelse udi Handelen, var en Torn i de Norskes Øjen; Intet blev derfore sparet, som kunde befordre samme Stads Redutzion. Et Skib blev nedsiunket udi Indløbet paa Elven ved Bahuus, for at hindre Farten imellem Sverrig og Gottenborg. Hannibal Sehsted havde Ordre at belejre den til Lands, og Amiral Ove Gedde at beængstige den med Defensions Skibene til Vands, og Hans Majestet lod sig udi egen høje Person indfinde, hvilket sees af hans aabne Brev, dat. Skibet Trefoldighed, til Indbyggerne i Gottenborg, hvorudi findes disse Ord: Da haffuer vy værit foraarfaget at syncke Indløbet for Elsborg, saa at hverken di eller deris Salvator Louys de Geer med ald sin Anbang icke kand hindre det tzc. Men han havde med all den Anstalt, som giortes, ikke den Lykke, at kunde reuissere udi sit Forsæt. Og synes det, at de pri

 

vilegerede Defensions Skibe da ikke maa have giort deres Devoir, efterdi Kongen, (584) udi en Ordre, af dato Skibet Hellig Trefoldighed, til Hannibal Sehsted, besværger sig over deres Forsømmelse, iligemaade udi en anden Ordre, som blev given efterfølgende Aar. Og saasom efter Krigen intet meere tales om disse Defensions Skibe, er det troeligt, at de af samme Aarsag ere blevne affkassede.