Chr 4 1644 - 45

Saaledes endtes Krigs Expeditionerne af det Aar 1644, hvilket kand regnes for det eeneste Aar, som Krigen varede, thi den begyndte mod Enden af 1643, og FredsTractaterne foretoges strax 1645; Men, varede den kort, saa blev den ført med des større Vigueur, og kand den i den Henseende regnes blant de store Krige Dannemark har haft. Kongen merkede da, at han havde spendet Buen for højt med den Øresundske Told, og derved irriteret adskillige SøePuissancer, i sær Holland, hvilket Land udi ingen Krig har ladet see støre Hidsighed, end udi denne; Thi, at de forenede Provincier ikke aabenbare erklærede Kring mod Dannemark, rejsede sig deraf, at de holdte det ikke nødigt i Henseende til de Svenskes store Fremgang, saa de lode sig nøje med under Haanden alleene at understytte den samme, og at udøse Truseler mod Dannemark, Man kand ogsaa ikke sige, at deres Bitterhed var ilde grundet; thi Tolden var udi de sidste Aaringer saaledes forhøjet, at det var dem sast u-mueligt at handle paa Øster-søen, saa at om de virkeligen havde erklæret Krig, vare de derudi at undskylde. Dette merkede ogsaa omsider Kong Christian, og derfore søgte udi dette Aar at stille Holland tilfreds, saa meget som mueligt, hvilket sees af en Ordre til Told-Betienterne udi Helsingøer, hvorudi han byder dem at handle lempeligen med de Hollandske Skibe, ikke at visitere dem meere end eengang, ej heller at bryde deres Kister og Pakker, og giøre dem nogen Ophold. En ligedan Forordning lod han publicere i Faveur af de Engelske, hvis

 

arresterede Skibe han befoel at løslades; Men disse Mesures (planer; forholdsregler; anstalter) belve for silde tagne, hvorudover Hollænderne stedese fremturede udi deres Animosited (fjendtligt sindelag; modvilje; uvilje) mod Riget, og spillede under Dekket med Sverrig, og lod den oft omtalte Borgerlige Adelmand Lovis de Geer, som var en Hollandsk Kiøbmand, men nobiliteret udi Sverrig, sig besynderligen bruge dertil; thi han bragte en hob Krigs-Skibe tilsammen udi Holland, og agerede med de samme udi Svensk Navn, som tilforn er sagt; hvorudover Kong Christian ogsaa var særdeles ophidsed mod samme Mand, og i alle de Patenter, han udgav i faveur af Hollænderne, stedse exciperede Lovis de Geers Skibe. Dog hindrede ikke denne Hollandsk Fiendtlighed, at jo adskillige interesserede Kiøbmænd udi Holland bøde Krigs-skibe med Folk og rustning til Leje til Dannemark, hvilket sees af et Patent dateret udi samme Aar, hvorudi Kongen beordrer, med hvilke Conditioner, og for hvilken Priis slige Leje-skibe skulde antages. Samme Patent tillige med adskillige andre er dateret paa det Kongelige Skib Hellig Trefoldighed, hvoraf sees, at Kongen den meeste Deel af Sommeren har været i Søen, og selv anført samme Skib.

1645 Nu træder jeg til Efterfølgende Aar, udi hvilket man begyndte at arbejde paa  Fred, og finder jeg da, at Hans Majestet ved Forordning paa Forordning (585) har søgt at stille Hollænderne tilfreds, saasom det samme var den største Knude som skulde løses, thi de andre Sverrigs Allierede, i sær Frankrige, havde intet Udstaaende med Dannemark, saa at derfore Kongen ikke frygtede, at den Franske Ambassadeur, som da var udi Dannemark, skulde giøre Freds-Tractaterne saa difficile som de Hollandske: Jeg seer alleene udi Januario 4re Ordres til Statholderen udi Norge, Hannibal Sehsted, udi Faveur af Hollænderne, hvoriblant den sidste, som er dateret til Frideriksborg, handler om Kongs-Deeler eller Junker-Deeler, som har været et slags Byrder eller Hoverie, som de

 

Nederlandske Skibe have været underkastede i Norge, skiøndt jeg egentlig ikke kand sige, hvorudi saadant Hoverie bestoed, thi Forordningen siger alleene, at de Hollandske eller andre fremmede Skippere skulle ikke nødes til at kiøbe eller indtage fleere Kongs-Deeler eller Junker-Deeler (svære brædder el. planker), end som af Arilds Tid brugeligt været haver, eller de den Priis ikke værdt ere, som de nødes til at betale, saa at det synes at have været visse Varer Kronen tilhørende, som de havde været tvungne til at kiøbe, om de ellers vilde have Frihed at handle med Undersaatterne, og at Hollænderne da ikke besværgede sig over denne Sædvane, men alleene over den arbitraire Priis, de Kongelige Betientere havde satt paa samme Vahre. Men med alle disse Kongelige Douceurs lode de Hollandske Gesantere see saadant partiisk Conduite ved Freds-Tractaterne, at de Svenske Commissarier befandtes meere moderate. Den Franske Ambassadeur Caspar Coignet de la Thuillerie, efter at han tillige med de Hollandske Commissarier havde disponeret begge Riger til at handle om Fred, rejsede i Begyndelsen af Novembr. Foregaaende Aar fra Malmøe igiennem Lands-Krone, hvor den Danske Armèe laae, og kom til Engelholm, der lod den Svenske General Horn sig indfinde samme Dag, og overgav til Monsr. de la Thuillerie et Forslag til Fred, og blev der saa meget udvirket, at den 25 Decembr. Tractaterne skulde begyndes til Bromsebroe, en Miil fra Christianopel, og at udi bemeldte Bromsebroe, og 2 Mile deromkring, ingen Fiendtlighed skulde øves, saa længe som Tractaterne varede.

Da dette var forrettet, begave Ambassadeurene sig tilbage til Helsingborg, hvor de fandte den Danske Armée for Muurene. Monsr. de la Thuillerie bekom et forseglet Skrift ved Kongen af Dannemarks Secretarium om Tractaternes Begyndelse, og gav samme Secretario General Horns, hvorefter den Danske Armèe gik tilbage til Malmøe, og Kongen af Dannemark gik over Sundet til Kiøbenhavn.

Imod Foraaret tog den Svenske Oberst Wrangell sig for at belejre den Kongelig Festning Rensborg, til hvilken Ende han lod føre ud af Christianpriis alt havd som dertil var fornødent. og bestyrkede sig med de Kønigsmarkiske Regimenter, og, som Rensborg paa samme Tid var ikkun slet fortificeret, havde han Forhaabning i kort Tid at blive Mester derover; Men han fandt her langt større Modstand end han havde ventet eller kunde indbildet sig; thi Oberste-Lieutenant Jørgen (586) Walter, som var Commendant udi samme Fæstning, forsvarede sig tapperlig med sine gevorbene Soldater, Borgere og Bønder, slog de Svenske af udi adskillige Storme, og med Udfald giorde dem stor Skade, besynderlig paa en Paaske Aften, da Fienden stormede 3 gange, men blev alle gange afslagen, og, endskiønt man allereede havde skudt Stormhull, forskandsede dog de Belejrede sig igien; Da Wrangell med nogle af sine Folk gik fra Rensborg, for at anfalde Oberste Buchwalds Regimente, giorde de Belejrede et lykkeligt Udfald, omkomme mange af de Svenske, og førdte nogle fangne med sig, tillige med adskillige Stykker og Gevær.

Den 12 May blev der giort Anstalt til en General Storm paa 4re Stedeer tillige, hvilken ej heller vilde lykkes. Den 25 satt Wrangell sig for rett alvorligen at angribe Fæstningen, og giorde alting færdigt til en Hoved-Storm, men, da Stormen skulde gaae for sig, kom der en sterk Regn, hvilken atter foraarsagede, at Oberst Wrangell holdt sig tilbage, og efter den Tid mistede all Lyst til at vove fleere Storme, men satt sig for at udhungre de Belejrede, dog, førend deet kom saa vit, blev Freden sluttet, mellem Dannemark og Sverrig, hvorom videre siden.

Medens denne Belejring varede, blev Krigen forssatt med største Iver baade til Lands og Vands, dog tildrog sig intet meere af stor Vigtighed, men begge Deellene giorde hin anden Skade med Partier; Til Søes lidde de Danske meest; Thi, foruden de Skibe som bleve borttagne af de Svenske og hollændere, forulykkedes det største Danske Skib Sophia, som førte 70 Metal-Stykker. Samme Skib, da det skulde sejle tillige med den Danske Flode, som bestod af 26 Skibe, fra Gottenborg til Sundet, blev det af en Stormvind dreven paa en Klippe, slaget i stykker og nedsiunket. En heel Hob Mennesker, som fandtes derpaa, omkom, Rigets Amiral, Ove Giedde, salverede sig vel udi en Baad, men udi denne Confusion brød sit højre Been.

Denne store Krigs-Lue, som havde rejset sig i Norden, og der taget saadan Overhaand, ansaae adskillige Potentater, i sær Frankrig, skadelig for deres Interesse, saasom de ved de Svenskes u-formodentlige Indfald udi Dannemark saae Freds-Negotiationerne udi Tydskland brudte overtvers og sig tillige med at være skildte ved Christiani 4. Underhandling, herudover gav Frankrig Ordre til Greven af Thuillerie, som da var Ambassadeur i Sverrig, at besværge sig derover ved det Svenske Hoff, og at begive sig til Dannemark for at tilbyde sin Underhandling til Kong Christian, og derved at hindre, at Højstbemeldte Konge ikke skulde kalde sin Ambassadeur tilbage fra Munster, hvor han assisterede som een af Mediateurerne. Heudover arbejdede den Franske Ambassadeur Monsr. de la Thuillerie paa at bringe de tvende Nordiske Kroner til Forliig, og bragte det saa vit, at Rigernes Raads-Herrer komme sammen den 8 Febr. fra Dannemark Corfict Uhlfeld, Christian Thomesen Sehfted, Christopher Urne og Jørgen Seefeld; Fra Sverrige Axel Oxenstierna, Johannes Schytte, Matthias Soop, og Thure Bielche. De Danske begave (587) sig til Christianopel, hvor den Franske Mediateur Monsr. de la Thuillerie ogsaa forblev. De Svenske derimod begave sig til Siørød.

Efterat de havde hilsed hinanden med Bud og Tilskrivelser, handlede Thuillerie, førend Sammenkomsten skulde skee, med de Svenske om Maaden, paa hvilken Freden skulde tracteres, og holdt det bedre efter de Danskes Meening at proponere skriftligen og ved Mediateur, end efter gammel Sædvane at forrette det mundtligen, hvilket kunde give Aarsag til Skiælds-Ord og haarde Expressioner. Dertil lode de Svenske sig ogsaa beqvemme. Efterat Brevene, hvorved Raads-Herrene havde offentlig Fuldmagt at tractere, vare overseede, kom man til Bromsebroe, som forrige Aar var distineret dertil. Bemeldte Bromsebroe haver sit Navn af de Broer, som føje den lille Øe til Dannemark og Sverrige. Paa samme Sted var fordum holden en Samtale mellem Christianum 3. og Gustavum 1. Freden blev negotieret af de tvende største Mænd udi Norden paa de Tider, nemlig Corfitz Uhlfeld Dannemarks Riges Hoffmester, og Axel Oxenstierne, Sverrigs Riges Canctler. Disse to store Mænd, siger en fremmed Autor som paa samme Tid var i Dannemark, ansaae hinanden med Frækhed og Veneration tillige, og er det ikke liden Ære for Frankrig ved sin Ambassadeur at have stiftet Venskab mellem disse store Mænd. Jeg vill her intet tale om Sverrigs Canceler, jeg vill alleeneste sige dette dette til Berømmelse af Dannemarks Riges Hoffmester, at han ikke alleene er capable til at regiere Kongeriger ved sine Raad, men at han ogsaa haver Hovet til at styre et Kejserdom

Saadant Portrait giør denne fremmede Skribent over Corfiz Uhlfeld, og, hvad Canceler Oxenstierne angaaer, da kand ikke nægtes, at han jo var en af de største og fornuftigste Statsmænd, Sverrige haver haft, hvorvel det synes af adskillige Chr. 4. egenhændige Breve, at Højstbemeldte Konge ingen synderlige Tanker har haft om samme Mands Gemytt, og laster han ham blant andet derfor, at han tracterede den store General Banners efterladte Gemahl heel slett.

Saa snart Tegn var givet ved Basunen, ginge de Danske og Svenske RaadsHerrer ud af deres Telte, som stode ved begge Broer, hinanden i Møde, og efter at de havde rakt hin anden Hænder, foreholdt Corfitz Uhlfeld paa de Danskes, og Axel Oxrestierna paa de Svenskes Side, at deres høje Principaler af Begierlighed til Fred, og udi Henseede til Hans Allerchristeligste Majestet og Herren Staten af Holland havde forordnet dem til at bilægge Krigen, og fornye det forrige Venskab imellem begge Rigerne igien hvarpa de gave hin anden Hænder og ginge bort.

Den Franske Ambassadeur blev paa samme Tid svag, hvilket foraarsagede, at Freds-Forhandligen blev opholden til den 13,

da begyndte man for Alvor at tractere, først om Tolden udi Øresundet, (588) hvilken de Danske vilde have udi forrige Stand. De Svenske der imod begiærede en frie Fart, Efter land og besvaærlig Disput, blev denne Punct endeligen bilagt til de Svenskes Faveur, saasom Hans Majestæts høje og graae Alder kunde ikke tilstæde, at Rigerne skulde længer være i Uroelighed.

Efter at den først Punct var bilagt, gik man videre frem, og begyndte at handle om de borttagne Provinciers Restitution. Dette var sandeligen den haardeste Kunde at løse, og gav saa store Vanskeligheder, at Mediateurerne begyndte gandske at desperere om god Succes. Aarsagen der til var de Svenske Commissariers store Prætensioner, hvilke Mediateurerne samt de Danske Commissarier fandte saa uvillige, at de kunde bære støste Fortrydelse derover; Thi de begiærede til Satisfaction de Lande, some de udi mange Aar skulde have Umag at erobre, ej eftertænkende, hvor stor Generosité Kongen af Dannemark havde ladet see imod dem udi den Sirørøske Fred, hvorudi han gav dem tilbage saa mange capitale Fæstninger, og allene lod sig nøje med nogle Penge til Krigens Omkostning. De hollændere vare ikke liden Aarsag til alle disse Vanskeligheder, og bestyrkede de Svenske ikke lidet udi deres Prætensioner, i det de, i Steden for at forlige de stridende Parter med hinanden, hvor til de som Mediateurs vare forbundne, lovede de Svenske offentligne at ville conjungere sig med dem imod Dannemark. Ingen af alle de foreenede Provincier var saa haard som De Hollænderes, hvilken lod sig forlyde, at, om ingen af de andre Provincier vilde samtykke med dem der udi, vilde den alleene indvikle sig udi denne Krig, og sætte alt andet til Side, og truede de andre Provincier, besynderlig Zeeland, Utrecht og Grønningen, som syntes ikke at være saa gode Svenske, at ville forlade dem udi den Spanske Krig, dersom de ikke der i stode dem bi, saa at Prindsen af Oranien imod sin Villie maatte søge at bringe bemeldte Provincier paa den Svenske Side.

Denne Erklæring, saa meget som den satt Moed i de Svenske, og eggede dem til at forhøje deres Prætensioner, saa meget drev den de Danske til at haste med Freden, at ikke de Hollændere og Svenske skulde gandske foreene sig imod dem. Men, som de Svenske, stolende paa den Hollandske Hielp, spændte deres Prætensioner saa højt, siuntes all Forhaabning at forsvinde; Thi Kong Christian vilde heller fægte med Fienden indtil de Yderste, end indgaae en formeget ufordeelagtig Fred, hvilket den Franske Ambassadeur fornam, og derfor raadde de Danske Commissarier først at forlige sig med de Hollændere, hvilket ogsaa med stor Iver blev foretaget, og endeligen bragt til Ende, hvorvel ikke uden med største Besværlighed, eftersom de Hollandske Ambassadeurs vare saa haardnakkede, at de hverken vilde høre eller give Raison, og derfor Victorio Siri siges at have været beqvemmere til at handle om Kiøbmandskab, end StatsSager. Ja det synes, at Hollænderne paa de Tider aldrig giorde slettere Figurer end i Ambassader. Jeg har tilform viiset, hvilken Solæcismum det Gesantskab begik, som 1640 var udi Sverrig, i det at det giorde (589) Forslag om at grave en Canal igiennem same Rige, saa at Cantzler Oxenstierne havde Møje ved at vare sig for Latter. Den Ambassade, som 1653 skeede til Lybek, blev ikke mindre criticeret i mange Ting, besynderlig derudi at Gesanterne de Wit og van Vawern, lode de andre fremmede Gesanter vide, at de ikke skulde besøge dem førend de havde pyntet og meubleret deres Logementer.

Endelig ved Monsr. de la Thuilleries store Vindskibelighed kom det saa viit, at Tractaterne undertegnes. Af begge Parterne bleve sendte Secretarier med Instumenterne at overlevere dem til Thuillerie, hvilken strax gav det Svenske Instrument til den Danske Secretarire Krag, og det Danske til den Svenske Secretaire Israel Israelsen, som nyeligen tilform of Dronning Christina havde faaet det Navn Lagerfeld; Hvorpaa han nedlagde sit Mediateurs Embede.

Da Tegn var gived med Basunen, og Commissarierne vare gaaede ud af deres Telte hinanden i Møde, holdt Corfitz Uhlfeld og Axel Oxenstierna hver sin Oration, hvorudi de først aflagde Tak til Gud for sin Bistand i at forfremme dette Verk, der

nest berømmede Kongens og Dronningens af Frankerige beviiste Affection imod de Nordiske Riger; item den Franske Ambassadeurs Umage og Vindskibelighed; Derpaa gave de hinanden Hænder, og begave sig enhver til sit Telt igien.

Saa blev da endelig Tvistigheden ophæved ved 2 Freds Tractater, een med Holland, og en anden med Sverrig. Den med Holland blev slutted 1645 den 13. Augusti til Christianopel, ved hvis Kraft Tolden udi Sundet blev moderered, og en ToldRulle blev opretted, hvorefter Tolden skulde aflægges, og skulde den samme staae ved Magt udi 40 Aar. Men efter de 40 Aars Forløb skulde dne Spiriske Tractat igien blive ved Magt, i Fald ingen anden imidlertid blev giort. Udi Norge skulde Hollænderne betale Tolden, som den var reglered 1628. Denne Tractat blev underskreven paa Dannemarks Vegne af Corfitz Uhlfeld, Christian Thomesen Sehsted, Christopher Urne, og Jørgen Seefeld; Paa Hollands Vegne, af Jacob Witte, Gerhard Scaep, Albert Sonk og Joachim Andreas.

Freden med Sverrig blev slutted til Bromsebroe den same Dag hvorved Dannemark afstoed til Sverrig Jempteland, Herdalen, Øesel, og Gulland til ævig Tid, og Halland paa 30 Aar. De Svenske bekomme ogsaa Told-Frihed udi Sundet. Denne Fred blev underskreven paa Sverrigs Vegne af Axel Oxenstierna, Johan Skytte, Mads Soop, og Thure Bielke, og blev derpaa strax af begge Riger Commissarier udnævnede for at dømme om Grændserne mellem Sverrig og Halland. De Danske Commissarier vare Christoffer Uhlfeld og Iver Krabbe, og de Svenske Seuedt Báát, Otto Sperlingh og Israel Israelsen Lagerfeldt, hvilket sees saavel af deres Fuldmagt som Domme og Afskeede.

Saaledes endtes denne blodige Krig, hvilken havde haft langt andet Udfald under saadan stor Konge, hvis Riget ikke uformodentlig (590) var blevet overfaldet paa en Tid, da ingen tænkte paa nogen Fiendtlighed, men Kongens Tanker vare alleene henvendte paa at forlige de stridende Parter, og, som Riget strax ved saadant uformodentligt Indfald blev bragt udi Forvirrelse, var det vanskeligt at bringe de eengang faldne Sager til rette igien. Dog, uanseet alt dette, havde de Svenske ikke faaet saa gott Kiøb, hvis Hans Majestæt, som fornam sit Time-Glas fast at være udrundet, ikke havde fundet en Fred saa højt fornøden. Dertil hialp ogsaa ikke lidet Hollændernes Partiskhed, som gik Sverrig til Haande baade med Skibe og Penge, item Keiserens Kaaldsindighed. Landet laborerede derforuden ogsaa af indvortes Svagheder, og Kongen derfore ikke blev secundered med den Iver, som Tilstanden da udfodrede, hvilket sees af adskillige Klagemaal, som denne berømmelige Herre derover førte, sær af et egenhændigt Brev til Rigets Raad, hvilket jeg, formedelst dets Fynd, og efterdi det giver de Tiders Tilstand tilkiende, finder værd at anføre, det lyder saaledes:

Vor synderlige Gunst tilforn.

Eftersom vi af Eders underdan. Relation naadig haffue erfaret, hvorledes Adelen sig haffuer undskyldet videre Hielp til Krigens Fortsættelse at kunde giøre, men at de raader til Fred, da efterdi Eder er bekiendt, at Vi, hvis af Os til dends Fortsættning er begiert altid os haffuer ladet vel gefalle, maatte vi vell viide, om de gott Folk af Adelen sig monne indbilde, at, naar Freden efter den AUerhøjestes Velbehag er giort og sluttet, det da dermed skulde blive klart, og Folket til Hæst og Fods med Snak sig vilde lade aftakke og contentere: thi dersom de ikke blive afbetalte, maa Vi paa en Mutination være forsikkrede, som med dobbelt saa mange Penge ej er at stille. De ere Mestere i Landet, och Vi som den Ældste af det Haandverk kand intet Os med dennem anderledes end vell adskille. Thi bede Vi Eder, og naadig ville, at I bem. af Adelen sligt til Gemytt fører, og dennem der hos forstendiger, at, om de vill staae den Eventyr, som der af kand komme, Vi da for Gud i Himmelen og ald Verden vill være undskyldte. Vi haffue, Gud være loffuet, til det Verk ingen Aarsag givet, men hvad der af kand følge kand vi noksom besinde. Eftersom Affectionen mellem Adelen og andre i Landet er meget ringe, saa dersom sligt dertil skulde komme, formoder Vi der ikke vill gaae vel til. Det kommer Os ogsaa heel underligt for, at, naar de med Penge deris Herre til deris Fædrenelands Defension skall undsætte, ere de iche ved Middel. Men naar de Tronens Gods til brugelig Pant, eller under deris Birk kunde bekomme, der da Penge at være forhaanden.  

Eendeel har villet tilskrive saadan Ulykke en slett Politiqve formedelst den langvarige Fred udi Riget fra Anno 1613 til Anno 1643, (thi den Tydske Krig blev alleene ført med Tydske Tropper) og derfore holdet fore, at Indbyggernes naturlige Stridbarhed var bleven svækket. Men saadanne Domme ere meere Soldatiske end Christelige; (591) thi den største Zirat udi en Konges Levnet er Freds og Retfærdigheds Haandhævelse. Hvorfore en Alexander Magnus, der sin heele Livs Tid aldrig stak Sværdet i Skeeden, ikke bør staae saa højt anskreven hos Efterkommerne, som en Augustus, der lod sig meest være angelegent at haandhæve Retfærdighed, og stifte nyttige Love. Denne sidste Potentat efterfuldte Christianus IV, og lignede ham ikke mindre udi en fredsommelig og retfærdig, end en langvarig Regiering.

Jeg haver ellers tilforn antegnet, hvorledes Conjuncturerne vare udi Norden, og udi hvad Tilstand de tvende Riger vare førend Krigen begyndtes, og deraf viiset, at man nogenledes kunde forud see, at den intet lykkeligt Udfald vilde have for Dannemark. Det eeneste, som syntes at være favorabelt for dette Rige udi slige Conjuncturer, var, at Dannemark paa samme Tid var regiered af een af de største og habileste Konger, som nogen Tid have siddet paa Thronen, da derimod udi Sverrig, var en ung Dronning, som endda ikke var kommen til moed Alder. Men man kand derimod sige, at ingen Konge i Sverrig har været meere adoreret end denne Dronning udi hendes Regierings Begyndelse; thi foruden dette, at hun var en Dotter af den store Gustavo, hvis Amindelse var hellig hos alle Svenske, saa havde Naturen prydet hende med saadanne Qvaliteter, saa at hun ansaaes saasom et Vidunder, og som den der vilde overgaae hendes Fader udi Dyd og Regierings-Konst, hvilket sees af Det Portrait, som den Franske Ambassadeur Monsr. Chanut, der paa same Tid residerede ved det Svenske Hoff, haver giort over hende, saaledes.

Der gik paa de Tider stort Rygte om Dronning Christinæ Qvaliteter udi Europa. Hvad Legemets Gaver var angaaende, da, jo meere man betragtede hende, jo meere blev man vaer det, som man maatte forundre sig over. Hendes Ansigt changerede saa hastig efter Sindets Bevægelser, at hun fra et Øjeblik til et andet var u-kiendelig. Hun syntes gemeenlig noget tankefuld, og, naar noget vederfoer hende, som hun havde Mishag udi, saae man hendes Ansigt skiules ligesom af en Skye, hvilken, uden at vandhelde det, giorde det terrible for alle dem som saae hende. Hun havde gemeenligen en spæd Stemme, saa at med hvor stor Fermeté hun end udtalede sine Ord, saa kunde man dog klarligen skiønne, at det var en Fruentimmer-Stemme. Dog forandrede hun undertiden, skiøndt uden Affetztation, Røsten, for at giøre den grovere og mandelig, men den kom efter haanden til forrige Lyd igien. Hendes Taille var lidt mindre en middelmaadig, men hun havde kunnet synes højere, hvis hun ikke havde brugt lave Skoe. Dersom man maa dømme et Menneske efter udvortes Anseelse, da havde hun høje Tanker om det Guddommelige Væsen, og den Christelige Troe. I det øvrige var hun ingen stor Elsker af devote Ceremonier, men lod see en u-troelig Kierlighed til Dyd, og gav tilkiende, derudi at bestaae hendes største Glæde og Fornøjelse, og tillige med udi en Begierlighed efter Ære, saa at hun ideligen tragtede efter Dyd, som var sammenføjed med Ære. Hun har undertiden haft Behag i at tale, som Stoici, om (592) den høje Dyd, som giør all var Lyksalighed i Verden. Intet er fornøjeligere end at see en saa stor Dronning at lagge sin Krone under Fødderne og offentilgen sige, at Dyden er det eenste Gode som et Meenneske bør tragte efter, uden at søge nogen Fordeel af andre Ting. Men med alt dette glemmer hun ikke længe at hun er Dronning, og at tage sin Krone igien, holdende det for den største Grad af Dyd at forrette sit Embede med Flid, hvortil ogsaa Naturen har begavet hende med stort Pund; thi hun har en forunderlig Facilitet til at fatte og penetrere Sager, og en saa lykkelig Ihukommelse, at man kand sige, at hun der af undertiden giør Misbrug. Hun taler Latin, Fransk, Tydsk, Hollandsk, Svensk, og legger sig efter det Gredske Sprog. Hun har ideligen hos sig larde Folk, som, naar ledige Timer gives, discourere med Hende om de vigtigste Videnskaber. Der gaar ingen Dag forbi hun læser jo noget i Taciti Historie, som hun kalder hendes Skak-Spill; Og, hvorvel samme Autor formedelst dens Mørkhed bryder de Lærdes Hoveder, forstaar hun dog de vanskeligste Passager der i. Med all den Lardom, som hun possiderer, vill hun ikke have Anseelse af at vare lard. Hun finder en stor Fornøjelse i at høre tvivlagtige Quæstioner tratztere, besynderlig mellem lærde Folk, som ere af stridige Meeninger, hvorudover hun ikke siger sin Meening, førend alle have udtalet, og det med saadan Korthed og Sindighed, at det kand passere for Decisioner. Dette kommer der af at hun penetrerer Materien udi Grund uden Præcipitation, og giør mange Refletztioner derudover førend hun siger sin Tanke derom. Hendes Betænksomhed og Retenue (varsomhed; forsigtighed) sees allermeest udi Stats-Sager, saa at Hendes Ministrer, naar hun er i Raadet, have Umage at giette sig til af hvad Tanke hun er. Og, saasom hun ikke gierne lader sig prævenere (på forhånd bibringe en en venlig, positiv holdning, indstilling overfor noget; forudindtage), og ikke letteligen saster Troe til det som bliver hende forebragt, saa synes hun mistankelig for dem, som gemeenligen ville have hastig Resolution paa hvad de forebringe: Det er sandt nok, at hun inclinerer noget til Suspicion, og hun undertiden er noget langsom i at informere sig om en Sags Rigtighed, og alt for facile i at mistænke andre for Finesse. Men denne Reservation hindrer dog ikke, at hun jo er raisonnable, sær udi Stats-Sagers Expedition. Hun giør ingen deelagtig udi hendes huussager, ej heller udi de Ting, som dependere af hendes absolute Myndighed, men hun raadfører sig med Senatet udi alle Ting som angaar Staten og Regieringen. Det er utroeligt hvilken stor Myndighed hun har i Raadet, hvor til contribuerer ikke saa meget hendes Vardighed, som det Pund hun haver til at persvadere (overtale; især i forb. m. til: overtale, bevæge en til (at gøre) noget) med, saa at Raads-Herrene forundre sig over den Force hun har til at trække dem udi hendes Meening.

Nogle tilskrive den store Submission (underkastelse; underdanighed), hendes Ministrer have for hende, til hendes Stand, nemlig at hun er et Fruentimmer, bildende sig ind, at den Føjelighed, som man har for samme Kiøn, driver dem der til. Men sandelig all den Myndighed, som hun besidder, reiser sig af de store Qualiteter, hvormed hun er begaved, og kand man holde for, at enhver Konge, som er begaved med samme Pund, (593) kand erhverve sig samme Myndighed. Men det var dog mindre forunderligt, end at see en ung Jomfru tournere og vende gamle Kloge Raads-Herrers Sind efter sin Villie. Hun er Indefatigable (utrættelig) udi haardt Arbeid indtil at sidde 10 Timer til Hæst paa Jagt, hverken Kulden eller Heeden incommoderer hende, hendes Spise er simpel og slett, og er der ingen udi Sverrig der med en Flint bedre veed at fælde en Hare udi Laabet (løbet). Hun veed at exercere en Hæst paa alle Maader, og det uden at giøre sig nogen Ære der af. Hun omgaaes sielden med Hoff-Damer, saa hendes Exercitier saa vel som affaires ere alle mandelige. Naar hun er i Selskab med de Personer, af hvilke hun intet kand lære, bryder hun af, saa snart, som mueligt. Derfor taler hun ogsaa ikkun lidt med hendes Domestiquer, skiønt de samme derfor ikke elske hende des mindre, og det i Henseende til hendes Gavmildhed og høflige Omgiengelse. Hun sover ikkun lidt og er gierne ikke meere end 5 Timer i Sengen. Saa stor Application som hun haver til Studeringer og Affaires, saa liden Omhyggelighed har hun for at coessere (især om kvinde: opsætte (have opsat) hovedpynt el. sætte (have sat) sit hår op; i videre anv.: klæde sig på, gøre sig i stand.) sig, saa at hun anvender neppe et Quarteer af en Time paa at klade sig. Og menagerer hun sit Ansigt saa lidt, at hun i Regn, Storm og Kuld er til Hæst uden Maske, havende alleene en Hatt med Strudsfiedre paa Hovedet ct.

Saa vit Monsr. Chanut, som besynderligen kiendte denne Dronning. Man skulde vel holde dette Portrait suspetzt, helst saasom det giøres af en Fransøsk Hoffmand, og, saasom det Slags Folk gemeenligen finde Miracler i alle de Fruentimmer Contrafeyer, som de tage sig for at berømme. Men samme Stats-Mand glemmer siden ikke at afmale Hendes Feil, da hun begyndte at føre anden Conduite, og derfore her des meere kand staae til troende. Man seer da heraf, at Dannemark aldeeles intet kunde prositere af dette Fruentimmer Regimente udi Sverrig, og at en ung Dronning med slige Qualiteter var lige saa farlig at have til Fiende som en gammel erfaren Konge; thi, saa lange højstbemeldte Dronning øvede alleene disse Dyder, kand man sige, at den Svenske Konge Throne havde aldrig varet fastere, og de Stores saavel som Almuens Lydighed mod Regieringen aldrig større, end paa samme Tid; saa at det derfore ingen Under er, at Christianus 4tus, hvis Myndighed tog lige saa meget af som Dronning Christine voxede til, var i denne Krig ulykkelig, hvorfore ogsaa de, som af disse tvende Regenteres Sammenligning vilde her udi promittere sig Fordeel for Dannemark, have ikke nøje examinered Tidernes Conjuntzturer. Men denne Sverriges Hærlighed fik kort efter Christiani 4. Død en Ende, saa at man kand sige, at hvis dette store Naturens Mesterstykke, nemlig Dronning Christina, havde varet nogel Aar langere ved Roret, havde hun bragt Sverrig i saadan Labyrinth, som fast ingen menniskelig Hielp havde kunnet reede det ud af igien.