Chr 4 1648

Kongens høje Alder, hvorvel Hans Majestæt, u-anseet han var betynget af Alder, og omspændt af adskillige Ulykker og Fortrædeligheder, forestoed Regimentet med Vigueur til sin Døds-Dag, som skeede udi det Aar 1648. Hans sidste Svaghed var ikke andet end en Mattighed, som han nogle Maaneder for sit Endeligt befandt, i det Naturen, som med stor Møje og Besværlighed af den langvarige Regiering blev udmatted, begyndte efter haanden at tage af, saa at han ingen haard Spiise kunde fordøje, og om Natten lidet sove.

Og, enddog Kræfterne toge saaledes af, og det var udi den kaalde Vinter, reiste Hans Majestæt dog den 21. Februarii fra Frideriksborg til Rosenborg i Kiøbenhavn, og lod sig dagligen iklæde. Alle indkommende Supliquer lod han læse for sig, og gav derpaa Svar, underskrev hvad som færdigt var, og vilde ikke lægge sig til Sengs, førend den 26. Februarii som var den 3die Dag for hans salige Endeligt. Om anden Dagen, som var Søndagen, lod han prædike for sig paa Sengen, talede dog gandske intet. Men hen ved Klokken 1. lod Hans Majestæt indkalde til sig sin Hoff-Prædikant Doct. Lauridts Jacobsøn, til hvilken han rakte Haanden og sagde: Her ligger jeg en Guds fange; Hvorpaa Hoff-Prædikanten trøstede ham det beste han kunde med Guds Ord, og formanede Hans Majestæt at holde fast ved Christi Fortieneste, der til svarede Hans Majestæt paa Latin: Ne dubites, og strax paa Danske: Tviiler intet derpaa, rakte derefter Haanden til Præsten igien, og sagde: Nu giælder der!

Der paa blev der holdte Bønner og Sange, hvorudi Hans Majestæt lod see saadan Andagt, at de Omkringstaaende kunde ikke holde sig for Graad. Siden blev han af Canceleren Christian Thomæsøn anmodet om den hellige Nadvere at bruge, hvortil Hans Majest. sig strax beredde. Da Absolutionen var skeed, lagde han sig til Roelighed, (610) og talede ikke meget siden. Om Natten derefter, saavel som om anden Dagen, tog Sygdommen meget Overhaand, dog lod han see en besynderlig Taalmodighed, saa at han udi alle sine Smerter ikke engang beklagede sig. Endelig mod Aftenen Klokken 5 den 28. Febr. hensov han med sin fulde Fornuft meget stille og uden Bevægelse, efter at han havde leved 71 Aar ringere end 6 Uger.

Han var, omendskiønt ikke af de lykkeligste saa dog en af de største Konger disse Nordiste Lande nogen Tid have haft. Han sparede aldrig sin høje Person, endogsaa udi sin gamle og graae Alder, og lod sig see ikke alleene som en Anfører, men endogsaa som en Soldat, saa at, dersom Lykken havde ikkun villet lade see den ringeste Gnist af Faveur mod ham, kunde han have giort lige saa store Figurer udi Europa som den store Gustav, hvilken han cederede hverken udi Tapperhed eller god Conduite.

Belangende den verslige Regiering, da haver Hans Majestet sin gandske Regierings Tid antaget sig Rettens Administration med saadan Iver, at han paa Herre-Dage og Land-Dage altid haver praesideret, og det ikke udi nogle faa Dage, men undertiden 4 eller 5 Uger, saa længe der vare Sager for Haanden. Naar nogen Sag eller Stridighed forefaldt, udi hvilken Hans Majestæt selv kunde være højligen interessered, haver han det ingenlunde anseed, men ladet Retten have sin Giænge, endogsaa imod sig selv i alle Maader. Denne Hans Majestets Upartiskhed udi Rettents Administration har været alle Undersaatterne saa bekiendt, at enhver haver glædet sig, naar han har fornummet Kongen at ville sidde i Retten, hvilket han altid giorde uden han af merkelig Forfald blev forhindred.

Sin gandske Regierings Tid har han været en meget flittig, aarvaagen og arbeidsom Herre, saa at han fra 3. og 4 om Morgenen den gandske Dag har været udi idleige Forrettninger, og ordineret med største Omhyggelighed hvis til Rigets og Landets Velfærd og Fornødenhed udkrævedes.

Disse høje Kongelige Dyder og Qualiteter forskaffede Hans Majestæt hos alle angrændsende Potentater, ja over heele Europa, saadan Credti og Consideration, at de have haft et besynderligt Øje paa ham, og udi deres høje og vigtige Legationer, saa og særdeles Skrifter raadført sig med ham. De have ogsaa antaget ham til den fornemmeste Mediateur at bilægge den Tydske Krig, hvorfore hans Død af de stridende Parter højligen blev begrædet, besynderlig eftersom han ved sin Vindskibelighed havde bragt det saa vit, at man inden kort Tid haabede at komme til Endelighed.

Han var frem for alle sine Formænd en besynderlig Elsker af Bygninger, hvilket kand sees af de mangfoldige Slotte, Stæder og store Huuse, han haver opreist og funderet. Anno 1600 lod han bygge den Stad Christianopel udi Blegind, hvilken Christianopel 1603 blev giort til en Fæstning, og saaledes kalden efter Prinds Christian som blev fød samme Aar. Aaret derefter det Kongelige Slott Rosenborg, item Tøyhuuset. Han lod 1605 af Steen opbygge det nu værende Raadhuus paa gammel Torv udi Kiøbenhavn, tillige med en Vandpost (611) lige ovenfor. Anno 1607 lod han befæstige den Stad Halmstad med Volde. Anno 1614 lod han fundere Christianstad i Villands Herred udi Skaane, hvilken formedelst dens herlige Situation udi Søen, og andre Fortificationer blev holden for en af de vigtigste Rigets Fæstninger. For samme Byes Skyld lod han tilbage kalde de tvende gamle Kiøbstæder Aahuus og Wehæ deres Privilegier. Han bragte ogsaa til Fuldkommenhed det prægtige Slott Frideriksborg udi sin Ungdom, og, da nogle foreholdte ham, at det var et Værk, som overgik hans Kræfter, lod han paa Porten grave en Hob smaa Skoe, givende der med tilkiende, at han alt havde traadet sine Børne-Skoe, og findes de samme endnu paa Slotts-Porten.

Anno 1618 lod han anlægge en nye Stad paa Amager, kaldet Christianshavn, hvilken ved en stor Broe blev føjed til Kiøbenhavn. Samme nye Stad blev ziiret med Volde og Skantzer, og benaadet med Kongelige Kiøbstæds Privilegier, og bleve der forordnede 2 Borgemestere, nemlig Jacob Drejer og Jacob Madsøn, item 4 Raadmænd, og en Byefoged, som skulde betiene Retten i samme Stad.

Videre forordnede Hans Kongl. Majestæt, at Lehnsmanden paa Kiøbenhavns. Slott skulde have Inspection over den nye Stad, at Indvaanerne skulde være ham lydige, og efterkomme hans Befalning paa Kongl. Majestæts Vegne. Indvaanerne gav Hans Majestæt skiønne og beqvemme Kiøbstæds Privilegier, med et herligt Stads-Vaaben, nemlig et blaat Taarn med 3 Kroner, Hans Majestets Navn med tvende hosfølgende Løver og to Fanner. Den store Broe, som føjer den gamle Stad til den nye, blev anlagt med stor Bekostning og ikke med mindre Møje; Thi mange holdte for umueligt, at lægge Broe over saadant vitløftigt og vanskeligt Sund; Men denne store Konges Fliid og Bestandighed overvandt denne Vanskelighed. Han lod siden ved Blye-Render under Søen, hvor store Skibe ligge, bringe friskt Vand udi Staden fra Pebling-Søen 1633, hvilket retteligen kand siges at være et Kongeligt Arbejde. De Privilegier, som han gav den nye Stads Indhyggere, vare, at de udi 12 Aarskulde være frie for alt Paalægg, at Christianshavns Øvrighed skulde have Rang og Sæde næst efter Kiøbehvans Øbrighed; item, at Christianshavns Raadstues Domme skulde gaae lige til højeste Rett.

Udi det samme Aar lod han oprette det Kongelige Collegium eller Regentzen for Studenterne. Han havde ogsaa i Sinde at nedrive det gamle Kiøbenhavns Slott, og at bygge et andet Alamodiske (som følger moderne; som hører til, er præget af en for tiden gængs (ny) smagsretning; moderne) Slott igien, og vidner Autor til de Hayes Embassade, at saadant Dessein var giort for den Kejserlige Krig.

1620 blev den fast u-over vindelige Stad Glykstad funderet udi den Egn Vildnus udi Storman, og blev kaldet Glykstad, eller Lykkens Stad, for et got Omens Skyld. Den blev og saaleds fortisicerest, at den fast ikke kunde indtages, og kan den berømme sig, at have beholdet sin Jomfrudom indtil denne Dag, det er, ikke været indtaget af nogen Fiende, omendskiønt heele Holsten og Jylland har været erobred.

(612) Da den Stad Opsloe Anno 1624. afbrændte, lod han opbygge den ved Slottet igien, og efter sit Navn kalde Christiania.

Det navnkundige Astornomiske Taarn, kaldet gemmeenligen runde Taarn, lod han oprette ved Trinitatis Kirke, og det efter Canceler Christen Thomesen Sehsteds Raad, paa det at Kiø

 

benhavn inden sine Muure kunde have et Uraniborg ligesom Tychonis paa Hueen. Til dette konstige Taarns Indrettelse raadførte man sig i sær med Christ. Longomontano Tychonis Discipel. Taarnet blev fuldfærdighed 1642, men kom dog ikke udi rett Stand førend under Frid. 3.

All den Bygning some er Børsen, Proviant-Huuset, Bryggersed og Bagersed, Utallige Bygninger og heele Gader i Kiobenhavn. og Tøjhuuset tz er af ham anlagt udi Søer med stor Arbeide og Bekostning.

Anno 1617 lod han fuldfærdige Holmes Kirke, saa at den blev beqvem til Guds Tieneses Forrettning. Der var tilforn er Smeede-Verksted, og en NavigaTions-Skole.

Anno 1637 lod han legge Grundvold til Tirnitatis Kirke, som forst allene var for Studentere, indtil Anno 1683, da den blev giort til en Sogne-Kirke, da nogle Gader af St. Annæ Quartér bleve lagde der til.

Anno 1647 lod han oprette en Navigations-Skole for Skibs-Folkenes Information. Tvert over samme Skole lod han af Grunden opmuure skiønne Huuse til Holmens Kirkes Præster, skippere, styrmænd, Højbaadsmænd og andre SøeOfficiers. Paa et hvert hiørne-Huus blev anslaged hvad enhver Gade skulde hede, saasom Delphin-Gaden, der havde 24 Vaaninger; Laxe-Gaden, der havde 48; Hummer-Gaden, der havde 40, og Større-Gaden, der havde 18 Vaaninger. Paa den Plads hvor bemeldte Vaaninger bleve funderede, var tilforn en Kongelig lyst-og Frugt-have, med en Ring Rende Bane, indtil Rosenborg med dens have blev anlagt.

Det er umueligt at oprengne hvad denne Salige Herre ellers lod reparere og fornye, besynderligen udi Kiøbenhavn, hvis Tegelsteene han, med den Romsrke Keiser Augusto, kunde sides at have forvandled til Marmor-Steene, efterdi han havde ikke mindre

Omhnggelighed for at polere sin Residentz-Stad, end denne berømmelige Kejser Rom.

Denne salige Herre var ogsaa en stor Elsker og velynder af lærde Mænd, hvilke han ved sin Gavmildhed meget opmuntrede, og derfore var Landet fuld af grundlærde Mænd under hans Regiering; Thi foruden den store Tycho Brahe, som døde til Prag, fandtes mangfoldige andre. At den Danske Adel kunde oplæres udi adskillige Soroe AcaDemie. smukke Videnskaber, lod han Anno 1623 til Sorøe oprette et Ridderligt Avademie, hvortil han lagde store Indkomster. Over samme (613) Academie blev satt til Ephorus (,om de fem mænd der dannede det øverste tilsynsråd i oldtidens Sparta) Just. Höeg, en Herre af store Qualiteter, og besynderlig beqvedm dertil. De første Professorer, som der til bleve forordnede, vare Joh. Cluverus Theologus, Joh. Laurembergius Mathematicus, til hvilke Aaret der efter bleve lagde Joh. Meursius, Historiographus, og Joachimus Burcerus Medicus. Derefter blev kaldet fra Helmstat Christoph. Heidmannus Orator, og Martinus Trostius Hebrææ Lingv. Prof. item af Danske Nicolaus Schelderup Logics, og Stephanus Joh. Stephanius Eloqvent. Pro; og varede dette Academie til Aar 1665, da eftersom Kongens Indkomster ved skaanes Forliis vare blevne formindskede, blev forordnet, at de der til lagde Indkomster skulde anvendes til andet Brug.

Blant andet, som viiser den Omsorg han havde for boglige Konsters Forfremelse, var, at han udi det Aar 1625 befoel tvende Rentemestere paa sin Bekostning at lade reenskrive og tykee alle de Historiske Manustripta og Fragmenta som Professorence agtede at være tienlige til den Danske Histories Oplysning, og, som Doctor Arnisæus havde tilkiende givet, at der udi Lybek laae forvarede adskillige Manusripter, som henhørede til den Danske Historie, gave han iligemaade Ordre til samme Rentemestere, at tilhandle sig samme Manuscripter for en Sum Penge, hvilket sees af eet Højstbemeldte Konges egethændigt Brev, som jeg haver i Hænder, hvilket lyder saaledes:

Christian den Fierde med Guds Naade Dannemarkis, Norgis, wendis og Gottis Konning

Vor Gunst tilforn. Vider, at eftersom vi naadigst komme udi Erafaring, at adskillige voris Danske Historiers Documenter paa latin, Danske og Tydske, at haffuis udi Voris Universitets udi wor Kiøbsted Kiøbenhaffn Bibliothec og Giemme. Da bede Wi Eder och Wille, at, naar I derom af de Højlærde paa forneffnte Vor Universitet besøgis, I da paa Wore Wegne bekoster hvis fornøden giøris samme Historier og Historica Framenta at lade reenskrissue och paa Tryk imod en god stiil, og des Tilbehør udeneller inden Riget at lade forfærdige, efftersom nøjgest og best kunde foreenis. Og efftersom nogle Framenta af Danske Historier skall findis til Lydke, efter som Os Elskelig Doctori Arnisæo derom skall være bevist, da wille wi iligemaade, at I handler med dem som denne haffuer, om en billig Forretning, som iligemåde skulle forfærdiges til Tryk. Der med skeer Wor Willie. Befalendis Eder Gud. Skreffuit paa Wort Slott Kiøbenhaffn den 1. Martil Anno 1625.

Under Wort Zigneth Christian.

Men, som den Keiserlige Krig strax der paa faldt ind, er denne priselige Ordre ikke bleven efterlevet, den Danske Historie til ubodelig Skade. Det synes ogsaa af hans egenhændige Breve, at han selv har skrevet Memoires angaaende de tiders mærkvcerdige Ting; thi jeg finder I en Skrivelse til Cantzler Friis disse Ord:

Den Almanack, (614) jeg haffuer saa længe ledt efter, den haffuer jeg nu funden, och findis i samme Alamack aldt, hvis Anno 1612. sig tildrog.

At den fortreffelige Tycho Brahe blev tvungen til at forlade sit Fædreneland, dertil var Hans Majestæt ikke Aarsag, som nogle falskeligen samme tid berettede, hvilket kand sees af den berømmelige Mands egne Ord:

Tu quoque Mananimi Friderice heroica proles Inscius hac cuple, Rex generose, vacas

Udi hans Mechanicis undskylder han den salige konge med disse Ord:

Et hverr redeligt Menneske kand letteligen see, at jeg ikke uden største Aarsag, besynderligen udi denne 50 aars alder, da jeg sadd udi en stor Familie, haver forladt denne kostbare Øe, mit kiære Fædreneland, og mine mange Venner og Slegtinge. Hvad som har drevet mig der til, vil jeg her ikke kundgiøre. Thi imidertid vil jeg ikke tilskrive det den Stormægtigste Konge Christ. 4., som nyligen haver succederet udi Regieringen sin Fader Kong Friderik 2. Højlovlige Ihukommelse. Men det har maa skee været saaledes Guds Villie, paa det at Astronomiens Resaturation og forebedrelse skulde blive des almindeligere, og sprede sig des videre ud. Enhver kand ogsaa klarligen see, hvor meget Astronomines Forbedrelse har været mig angle legen, efterdi jeg for dens skyld har villed udstaae saa megen Besværing og Omkostning, saa megen Modgang og Uroelighed, saa jeg haver forladt mit Fædreneland, og det Kiæreste jeg havde.

 

De Børn, som Kong Christian avlede med Anna Catharina af Brandenborg, der død 1612, vare først Prinds Friderik, fød paa Frideriksborg udi det Aar 1599, hvilken døde lit derefter. (2) Christian. 5. Hvorom tilforn er talt. 3) Princesse Sophia, som blev fød paa Cronborg 1605 den 4 Januarii og døde den 7. Sept. Udi samme Aar. 4) Princesse Elizabeth, fød I Kiøbenhavn den 4. Jan. 1606. 5) Prinds Friderik, som siden succedered sin Herr Fader, fød til Hadersleben 1609. 6) Prinds Ulrik, fød paa Kiøbenhavns Slott 1610, som blev ihilskudt udenlands. Om hans andre Børn et talt vitløftigen i Historien.

Dett er besynderligen at merke, at saa store Potentater i Verden have regieret saa længe, som denne Konge; thi han var mere en Monarcha Semisecularis. Hvorudover, naar nogen Rigs-Raad, eller anden af Adel ikke vilde mod Enden af hans Regiering samtykke og bifalde hans Anslag, sagde han: Hvad vilt du sige: Det er noget, som jeg har overlagt med din Farfader.

Fremmede Skribentere citere ham, som et Mønster paa alle Kongelige Dyder. Schupp udi hans Salomo eller Regenten-Spiegel, naar han taler om, hvor nytiig den Hellige Skriftes Læsning er for en Potentat, at lære deraf den rette og sande Politie, siger han: Saaledes førdte Kong Christian den 4de af Dannemark altrid Bibelen med sig, efter hvis Læsning han moderate alle sine Ansalg; og Viisede sine Sønner, at der udaf ret kunde læres den (615) sande Polite, hvorudover Cantzler Reinking to Lejlighed at Skrive den Bibelske Politie of hans Søns og SucCessors Friderici 3. politiske Taler, som han holdt over Taffel at bibelen. Naar samme Skribent taler om Regenteres Pligt uden forskiæl at høre Undersaatternes Klagemaal, siger han: Der med har Kong Christian den 4de udi Dannemark vundet sine Undersaatteres Hierter, I det han selv tog mod fattige Undersaatteres Suppliquer, læsede, dem, og Hørte de eene Partie mod det andet. Naar der tales om Taushed, citeres saadant Exempel: En Hamborger Kiøbmand, som var meget forfaren udi Hydrographien, havde engang giort ham et Forslag om at giøre en Skibsfærd til en synderlig langt bortiliggende Sted, item om noget som angik Perle-Frangsten. Samme Kiøbmand begiærede for samme Forslags Aabenbaring en Kongelig Belønning. Men Kongen disputerede længe mod samme forslag, og endeligen sagde, at han vilde tage det viidere udi Betænkning. Hvorudover Kiøbmanden blev utaalmodig, og skrev Kongen til, at, saasmom hans Invention ikke var bleven antagen, Hans Majst. da ikke vilde aabenbare den. Derpaa skrev Kongen med egen Haand paa Kiøbmandens Brev:

Kanstu schweigen, ich auch.

Christian.

Og skikkede Brevet under Couvert til Kiøbmanden tilbage. Hans Nidkierhed udi at forsvare den Protenstantiske Troe, kand sees blant andet af den blodige krig han førte med Kejseren, eendeel for at redde den Neder-Saxiske Kreds, eendeel og for at understøtte den landflygtige konge af Bøhmen, med hvis Conduite han dog ikke altig havde været fornøjet, sær da han til Prag havde ladet nedrive Ornamenterne, endogsaa af de Lutherske Kirker, hvilken Misfornøjelse han gav blank andet tilkiende, da han saae et Crucisfix Hængende udi et Gemak, sigende: Dette Crucifix er Lykkligt, at det ikke staar i en Kirke til Prag. Der fortælles eller u-tallige lystige Historier om denne konge, hvilke jeg ikke tør anføre, saasom de ikke ere authorisered.

Han var ikke allene en stor Elsker af lærde Folk, men var ogsaa lærd, og talede det Latinske Sprog med Færdighed. Carolus Ogerius vidner, at have hørt ham tale Latin heele Timer med den Franske Ambaddadeur Comte de Avaux. Ligesom det kunde have været hans Moders Maal. Hans Curiositet til at vide Alting er fast utroelig, sær I Navigationen. Paa hans Fermeté ere viidede store Prøver her og der udi Historien. Vel er sant, at hans Myndighed efter den sidste Svenske Krig begyndte noget at formindskes, eendeel, efterdi Krigen havde saadant ulykkeligt Udfald, eendeel og, efterdi Alderen tog saa meget til. Dog finder man endgosaa udi hans sidste Breve Levininger af den forrige Viguer, og seer jeg af er Brev, som han 1646 tilskrev Canctler Christen Thomesen, at, hvor høyt bedaged han end var, saa vilde han dog ikke lade sig hoffmestere; thi, da bemældte Canztler havde erindret ham om noget, svarede han med disse Ord: Naar Rigens Rad Samtligen med deris Hænder monere nogit, da vyll jeg svare dem det, som jeg vyll staa ved: (616) Mens med dig allene at giffue mig y Discours, det staar mig intet an. Lige saadan Vivacitet findes I alle hans sidste Breve, hvilke han alle skrev med egen Haand indtil hans sidste Svaghed; thi endskiønt Haanden begyndte merkeligen at tage af fraa Anno 1645, saa er dog Stilen og Expressionerne ligesaa fyndige som tilforn. Hvad som ellers udi hans Skrift er merkelight, er, at han mellem hvert Ord sætter et Comma. Hvad Legemets Skikkelse angaaer, da giver bemældte Carolus Ogerius, som var udi Følge med den Franske ambassadeur Comte de Avaus, saadan Beskrivelse derover: Hans Majester var høj og velvoxen, havde et smukt Ansigt uden Lyde, undtagen, at han havde mistet 2 at sine Tænder, som en Musqvet-Kugle havde skildt ham ved, dog vanhældede det samme ham ikke, men var heller en Prydelse og bevies paa hans Tapperhed. Han var saa munter og begændig, at, endskiønt han havde naaet en høj Alder, saa dog overgik han alle udi Ridderspil og Legemets Øvelse; Hvorpaa han lod see adskillige prøver dagligen, medens vi opholdte os udi Kiøbenhavn. Han stod op Klokken 3 om Morgenen, og Klokken 5 øvede sig udi Kiden og Ringrenden uden med Prindserne, hvilke ogsaa derudi vare saa behændige, at de paa Veddelmaal kiæppedes med andre Hoffmænd. Siden

Eftermiddag iførede de sig Harnisk og Pandser, og prøvede deres Lanzer imod hinanden. Saa vit Carolus Ogerius, som udi det Aar 1634 var i Kiøbenhavn. En anden Autor, som havde den Ære at see hans Majestæt udi det Aar 1629 beskriver ham haaledes: Kong Christian havde et stort Legem, er langt og fældt Ansigt, brune Øjen, en stor Næse, og en vel proportionered Taille, er Soldat, ja meere end Soldat. Udi hvilken Action Hans Majestæt havde mistet to af sine Fortænder er mig ubekiendt, mueligt det er skeed enten udi det Slag ved Calmar, eller udi det ved Kønigs-Luther. Hans SkrifteFader Peder Winstrup vidner, at han havde en krum Næse, hvilket og alle hans Contraferey udviise. Han havde ogsaa udi det Felt-Slag ved Femern mistet sit højre Øje. Men, om han beholdt andre Arr udi Ansigtet, er mig ikke vitterligt.

Af Statsmænd og Generaler vare udi hans Tid de anseeligste Niels Kaas den store Canceler, Peder Munk, Rigets Amiral, Christoffer Walkendorf Rigets Hoffmester, og Jürgen Rosenkrantz, hvilke 4re Herrer forestode Riget i hans MindreAarighed. Rigets Canceler Jacob Uhlfeld med hans 11 Sønner, hvor af de fleste vare anseelige Mænd, Christian Pentz Statholderen i Holsten, Hannibal Sehsted, Statholder i Norge, Ove Gedde Amiral, som stifede den Ost-Indiske Colonie paa Trankebar, Henrik Holk, som af Keiseren blev giort til Greve. Christian Rantzov Rigs-Hoffmester, som var forloved med een af Kongens Døttre, og druknede udi Graven (617) ved Rosenborg. Arild Hvitfeld Rigs-Canceler, hvorom tilforn er talt udi Friderici 2. Historie. Holger Rosenkrands, der for sin Lærdom og Erfarenhed i StatsSager holdtes for den Danske Adels Zirat. Just. Høg Ephorus over Academiet til Sorøe. Peder Wibe, Stam-Fader til de

Wibers Familie her i Landet, hans Fader var den bekiendte Borgemester i Kiøbenhavn Michael Wibe, der paa adskillige Penge havde ladet sætte sit Vaaben, nemlig en Vibe. Samme Peder Wibe blev af Kong Christian brugt i adskillige Legationer og Nobilitered i Frankrig. Om hans Avantures i Stokholm er talet udi Historien. Hans naturlige Søn var Vice-Statholder Vibe udi Norge. De andre Viber der imod descenderede af hans Dotter. Aarsagen, ellers hvorfor Michael Wibe lod sætte sit Vaaben paa den Mynt han slog, var, efterdi han paa sin egen Forliis og Gevinst havde af Kongen udi Commissis at mynte en Hob Penge af en vis Quantiten Sølv.

Blant lærde Mænd vare de navnkundigste Doct. Niels Hemming, hvor om tilforn er talt. Johan Poul Resen, Biskop udi Siælland. Jonas Jacobi Venusinus Historie Skriver. Tycho Brahe, Christianus Longomontanus Tychonis Discipel og Successor. Niels Krag, som blev nobilitered, Olaus Wormius den store Antiquarius, Argnim den lærde Islænder, Holger Rosenkrands, Brokmand, Casp. Bartholin, Pontanus, Meursius, Cluverus &c.

Jeg har tilforn meldet om denne Konges Bygninger; Nu vill jeg til Slutning, og det efter min vedtange Maade tale noget om hans andre Stifterlser, saa vel udi geistlige som verslige Sager. Saa snart Hans Majestæt selv traadde til Regieringen Aar 1596 confirmerede han alle Universitetets privilegier for sin Person, og siden stadfæstede han de samme paa sin Søn Christians Vegne 1608, da han ved samtlige Universitetets og Lærdommens tilstand under denne Konge. Stænders Stemme blev udvaldt til Kron-Prinds og Successor. 1600 lod han bygge et skiønt Huus for Collegio Consistoriali, og næst der hos en Professor Residents, som han lagde til Universitetet tillige med en Hauge. Aaret der efter gav han det konstige Astronomiske Verk tillige med det Kongelige Bibliothek til Universtitetet. Han lod iligemaade mangfoldige Forordninger udgaae til Universitetets Nytte og Omkomst, saasom at Skovene ikke maate forhugges Academiet til Skade: At ingen, som applicerede sig paa det Medicinske Studium, maatte tillades Praxin, uden de havde promoveret ved Universitetet, og der vare desfundne dygtige det til. At de som til Kirke-Tieneste bleve diede, skulde betate de Penge, som tilforn efter Betienternes Afgang af Arvingerne plejede at aflægges; Om Gymnasio at indrette ved de CathedralSkoler; Om Fundatzernes Constitutioner at handthæve og efterleve; At ingen rude og Ulærde paa Academiet maatte antages. Om Moderation og Lindring udi de Bekostninger som giortes ved Graderne. Udi saame Forordning findes blant andet disse Ord: Derforuden skal gives Dotztori af (618) Professoreren saagog enhaver af de 4 Borgemestere her i Byen, som ved Academiske Promotioner kunde være tilstede og inviterede, et par Handsker, saa got som en Kigs-Daler in Speci. Siden en haver af Pastorene item de andre Professorer og Raadmændene, som ved Promotionen ere tilstede, maa gives et par Handsker saa gott som en halv Rigsdaler in Specie. Saafremt og andre lærde Mænd og Borgere kunde være indbudne, da maa dem iligemaade foræres et par Handsker saa got som en halv Rigsdlr. Dog saa at af de graduerede Personer udi alt ikke udgives meer end 30 eller 34 halve Rigsdalers Handsker, eller og 40 Par i det allerhøjeste. Og skall der imod være afskaffede alle Slags Giæstebude ct Hvoraf sees, at Graderne tilforn have været heel kostbare, og at en Candidatus kunde ruinere sig alleene udi Handsker. Bidere lod Hans Majestæt udgaae en Forordning om den Kirke, som paa Academiets Bekostning var bygd uden for Nørre Port, og dens Jure Patronatus, som Academiet til samme Kirke var forundt. Om Academiets Bog-Lade: Om Bibelen paa nye at oplægge: Om det Theologiske Examine kaldet Attestatz: Om Depositz eller deres Examen som komme af Skolerne: Om en som skulde nyde Stipendium for at studere Mathematiquen. Om Studentere, som søge at emploieres til geistlige embeder: Om den saa kalded Demiss, eller Prøve som giøres paa PrædikeStoelen. Saa at de 3de store Examina, nemlig Depositz, Attestatz og Demiss ere stiftede af denne Konge. Han forordnede ogsaa, at der skulde være 4re Professores meer end tilforn, og tillagde enhver af dem vitz Løn. Saaledes blev en Professor Metaphysices beskikked Aar 1619 den 3. April. En nye Theologus Aar 1630 den 10. Sept. item en Professor Linguæ Latinæ, og en Professor Poeseos. Udi det Aar 1619. formeerede han Communitetet endda med 20 Personers Underholdning foruden de forrige. Han lod ogsaa stifte det store Collegium for Studentere kaldet Regentzen. Funderede siden Trinitatis Kirke tillige med det Astronomiske Taarn, kaldet gemeenligen det runde Taarn, og over Kirken lod anrette en Sall for Academiets Bibliotheck; udi det Aar 1622 lagde han tvende Roskildske Canonicater under Kiøbenhavns Universitet; det eene til en Bogtrykker og det andet til en Kobberstikker, hvor af sees, at han i visse Maader kand kaldes det Kiøbenhavnske Universitets Fundator. Den Kierlighed, han havde til Boglige Konster, strakte sig ogsaa til fremmede Stæder, og for den samme Aarsag, da de Svenske huserede med deres Krigs-Folk udi Sachsen, skrev han et heelt bevægeligt Brev til dronning Christine i Faveur af Universitetet til Wittenberg.

Adskillige andre Folk opmuntredes af denne berømmelige Konge til at giøre Fundationer for Studeringers Opkomst, saa at foruden Walkendorffs Collegium, hvorom tilforn er talt, adskillige anseelige Stipendia bleve stiftede. Naar man derfore alt dette betragter, maa man des meere forundre sig over, at ingen af de Tiders Lærde har paataget sig at skrive en saa stor Velgiørers Historie.

Hvad Lov og Rett angaaer, da lod Hans Majestæt udi det Aar 1643 tillige med Lov og Rets Tilstand, den Jydske Lov publicere den bekiendte Recess, (619) som indeholder alt hvad han havde forordnet fra det Aar 1596. Den bestaaer af 3 Bøger, hvoraf den første Bog befatter Kirke-Sager. Den anden angaaer Politien, og den 3die Norges Rige.

Efter den sidste Svenske Krig, gav han den Norske Adel de samme Privilegier, som den Danske Adel havde, nemlig Hals og Haand, og det formedelst den Troeskab, de Norske havde ladet see i samme Feide. Udi Omsorg for Mynten har han overgaaet alle sine Forfædre, hvilket sees af den Myntens Tilstand. Mængde af herlige Penger udi hans Tid slagne, som udi Godhed overgik alle vore Naboers Mynt; Dog bleve de smaa Penge under hans Regiering forandrede, hvor vel de store Stykker bleve stedse i deres Godhed og Valeur. En Rigsdaler galt i Begyndelsen af hans Regiering 4 Mark Danske, hvilken Priis den begyndte at faae ogsaa mod Enden af Friderici 2. Tid, som kand sees af Inscriptionen paa samme RigsDalere, nemlig 4 Mark Danske, hvor af en hver Mark giorde 16 Skilling Danske, og kaldes en Rigs-Mark, efterdi den var en Part af en Keiserlig eller Rigs-Daler. Men disse Mark tillige med de andre, som bleve siden slagne, lidede ofte stor Forandring udi Skillinger, ligesom Rigs-Daler forandredes baade udi Mark og Skilling, som kand sees af Højstbemeldte Konges Mynte-Forordninger, hvor af den, som blev publicered Anno 1605, taler saaledes: At en Rigs-Daler skal giælde 33 Lybsk Skill. eller 66 Skill. Danske, og at en Mark Stykke Dansk Mynt skal giælde halv syttende Skill. Danske, og 4 Mark Danske lige saa meget paa en Rigs-Daler, hvor af man seer, at en Rigs eller Dansk Mark galt 16 Skilling og en halv. Samme Forordning indeholder og et Forbud, at Danske Rigs-Dalere, som vare udi højere Priis udi Hanse-Stæderne, bleve forbudne at udføres; men, saasom dette Forbud kunde ikke hielpe, lod Kongen udi Februario 1609 forordne, at en Rigs-Daler skulde giælde 68 Skilling Danske, og en Rigs-Mark 17 Skilling; Thi saaledes taler Forordningen derom: At hver Daler skal her efter udi vore Riger Dannemark og Norge gielde 34 Skilling Lybsk eller 68 Skilling Danske; Skal og 4 Mark Danske gielde lige ved en Rigs-Daler, saa at enhver Mark Danske skal giælde 17 Stilling Danske. Den liden Mynt fordervedes meer og meer, saa vel her, som over heele Tydskland, hvorudover Anno 1610 blev forordnet, at der skulde gaae 74 Dansk Skilling paa en Rigs-Daler og 18 og en halv Skilling paa en Rigs-Mark. Der ved kunde det endda ikke blive: Rigs-Daler steeg Anno 1616 til 80 Skill. Danske, og endelig ved en Kongelig Forordning dat. den 16 Novembr. Anno 1619 til 96, og 2 Danske Skilling begyndte fra den Tid at regnes mod en Lybsk Skilling. Udi hvilken Tilstand den mindre Danske Mynt er bleven til vore Tider. Iligemaade blev Mynten sættes i den Orden, som endnu varer. giort samme Forskiæl imellem Lybske og Danske slette Mark saaledes, at fra de Aaringer 1621 og 1622 to Danske gik paa en Lybsk Mark, og 6 Danske slette Mark paa en Rigs-Daler.

Men at Fremmede ikke skulde forderve den Danske Mynt, føre den ud af Landet og besynderlig slaae onde Stykker udi Form af (620) Danske Marker, giorde Hans Majest. 1618 nye Mynt-Love, og satt Mynten udi en nye Orden; og komme udi bemeldte Aar ud af det Kongelige Mynte-Sted de herlige Stykker kaldet Danske Kroner. Disse Stykker bleve først kaldede heele Kroner, siden dobbelte Kroner, og Aaret der efter lod han deele Mynten udi Guld Sølv og Kobber-Mynt. Forordningens Ord lyder saaledes: At lade mynte først dobbelte Kroner af got Guld tzc. dernest af got Sølv efterskrevne Mynt, som er heele, halv, halv og Ort af Kroner, saa og halve Orts Daler, 4 Skillinger, 2 Skillinger og eeneste Skillinger tzc. udi ligemaade ville Vi lade mønte efterskrevne Kobbermønt af gott reent Kobber, som er Hvider tzc. saa og Blafferter. Der er derfor at merke udi den Danske MynteHistorie, at under Christiano 4. ere komme for Lyset Kroner, hvorudi endnu de fleeste Capitaler bestaae, eftersom de efterfølgende Højlovlige Konger have continueret at slaae en stor Mængde af halve Kroner, hvilke med Tiden fik Navn af heele Kroner, skiønt de udi Begyndelsen førte kun Navne af Halve; thi de rette heele Kroner, som nu kaldes dobbelte, galdte 8 slette Mark, da disse kun giælde 4 Mark. Under Christiano 4 blev agsaa de bekiendte 28 Skill. Stykker, item de saa kaldte Døtkens slagne. De første lod Hans Majestøt slaae ved Lejlighed af det uformodentlige Svenske Indfald udi Holsten og Jylland Anno 1643 og 1644, hvorpaa er Inscription: Justus ?c? Judex. De samme bleve udi Mynte Forordningen kaldede nye to Mark Stykker. Anno 1648 strax efter Kongens Død bleve de reducerede til en ottende Deel ringere, og derfor endnu kaldes 28 Skilling-Stykker. Derimod bleve de da slagne 8te SkillingStykker formedelst deres store Puurhed og Vigtighed siden forhøjede til 10 Skilling, og kaldes endnu 10 Skilling-Stykker, og er den beste summa Mynt vi have, men der ere nu omstunder ikke mange tilbage. Angaaende de saa kaldte Døtkens eller Døtkener, da meene vore Antiquarii, at de samme have faaet Navn af den Frisiske Stad Dodekum, Contracte Dkum, hvor saadan Slags Mynt først kom for Lyset, og haver givet Navn til de Danske Døtkens, og vare begge Slags af een Valeur, nemlig 3 Lybske Skilling. Det vilde blive for vitløftigt her at tale om alle de Stykker i sær, som denne store Konge lod slaae, besynderlig om hans Guld-Medailler, som ved en og anden Lejlighed bleve slagne, saasom mit Forsætt ikkun er at tale om den brugelige Mynt. Jeg vil ikkun her løseligen mælde lidet om wende rare Stykker som ved særdeles Lejlighed bleve slagne, det første er en mættig stor Skue-Penge, paa hvis eene Side findes en Hest, der omkommes af en Løve, og paa den anden Side disse Vers:

Frustra te

Opponis frænande

Caballe Leoni;

Albus eras, rubeus,

Si modo pergis, eris.

Den blev slagen Anno 1626 til en Erindring om de Lyneborgske Hertugers Frafald fra Kongen udi den Tydske Krig; thi deet Lyneborgske (621) Vaaben er en Hest, ligesom det Danske en Løve. Til videre Erindring om det samme blev der en Løve og en Hest udi fuldkommen Størrelse støbt af Kobber, og satt udi Rosenborg, Hauge, hvor de endun sees udi samme Positur som paa Mynten. Den anden Mynt er liden, og kaldes gemmenligen Brille-Ducat. Derpaa staae disse Ord: Vide mira domi: med en Brille derover. Aarsagen dertil er denne: Udi høyst-bemældte Konges Tid bleve fundne i Norge nogle Guld-Miner, der af bleve 1644 slagne nogle halve Ducater, som ligge forvarede paa det Kongelige Konst-Kammer. Disse Ducater understode sig nogle Fremmede at nægte, at de vare af Norsk Guld; foregivende, at der aldeeles intet Guld var udi Norge; Hvorudover hans Majestæt, da han siden fandt en anden Guld-Mine, lod slaae disse Brille-Ducater, for at betegne, at hvo som ikke vilde troe eller kunde see, maatte betiene sig af Briller. Derom har jeg videre talet udi Dannemaris og Norges Beskrivelse i det Capitel om Norges Beskaffenhed. Ellers kom udi denne Konges Tid ud en liden særdeles Mynt, hvor paa stod en Rytter holdende et Spyd udi Haanden. Findmarks Mynt kalden Ryssiske Denninger. Disse Penge siges at være slagne, at de tillige med andre Moskovitiske kunde bruges udi Handel af Laplænderne, som laae under Dansk og Ryssisk Herredom. De samme finge blant Rysserne Navn af Copec, thi Copejec betyder Hastatus paa Moscovitisk, eller en som fører et Spiud, hvorfore de endnu blant Kiøbmænd kaldes Copeker. Enhver af dem giør en 48 Deel af en Rigsdlr., som kand sees af den Befalning, som Kongen 1619 gav Mynt-Mesteren Johan Post, om at slaae samme Penge; Ordene lyde saaledes: At 48 Dænninger skal veje en Rigsdlr., og være af Prøve som Ryssiske Dænninger. De bleve Derefter ogsaa kaldede Ryssiske Dænninger, efterdi de vare slagne udi Dannemark af Valeur med Rydske Penge, og bleve gangbare udi Rydskland. Endelig er at merke, at under denne store Regent ere blevne slagne de første Sølv-Penge af Kongsberger Sølv, saasom Minerne bleve fundne, og Verket anlagt udi hans Tid. Derom tales vitløftig paa et andet Sted.

Dette, som jeg har antegnet om Christiano 4, kand regnes for at være noget, eftersom det er det meeste, og fast det eeneste, som er kommed for Lysed, men det kun regnes for intet, i Henseende til hans lange Regiering, og hans store Bedrifter, som udfodre nogle Folianter; Thi der var neppe nogen Regent paa de Tider meer hurtig, meer forfaren, og af større Sindets Gaver end Christianus 4. Vel er sandt, at Sverriges Konge Gustavus Adolphus af Skribentere bliver opløfted til Skyerne, og at samme Konge fortiener all den Roes man ham tillægger, men, naar jeg legger disse Kongers Bedrifter paa Vejeskaal, finder jeg, at Christiani 4. ere de vigtigste.Gustavus Adophus var en stor General, Christianus 4. gav ham udi Krigs Erfarenhed intet efter; Den føste vidste at vinde, og at forfølge en Sejer, den anden vidste og at vinde og tillige med at reede sig ud af en U-lykke. Den første bleve stor af Medgang, den anden større af Modgang. Hvis Christianus 4. havde ført Gustavi Krig udi (622) Tydskland, da de Tydske Stænder og andre Allierede grebe sig for Alvor an, havde han ogsaa haft Gustavi Lykke; Og, hvis Gustavus havde begyndt Krigen først, da Stænderne var søvnagtige, og de Allierede lunkne, havde han ogsaa haft Christiani 4. Uheld. Saa at. om den eene skinnede meer udi samme Krig, saa er saadant meer at tilskrive Tiden end Personen, thi begge Kriger bleve førte mestendeels med Tydske Tropper, og vidner Christian 4. udi en Skrivelse til sin Resident Peder Wibe at der Anno 1641 vare ikke meer end 600 indfødde Svenske udi deres Krigshær. Udi den Krig, som disse store Konger førte indbydes med hin anden, er bekiendt, at Christianus 4. fik Overhaand. Gustavus var mild og beleven; Christianus som en gemeen Borger udi Omgiengelse; Begge elskede Ret og Retfærdighed, belønnede Dyder, agtede lærde Folk, og vare selv lærde. Begge havde aabne Hierner, hvilket den første lod see som en stor General, den anden tillige som en stor Konge, som en stor Stats-Mand, som en stor Søe-Mand og en habil Dommer. Saa at den første var alleene stor udi Krig, den anden tillige med udi Fred. De vare begge hurtige. Gustavus løb som en Liunild heele Tydskalnd over, Christianus 4. saae man nu udi Spidsen af en Krigshær, nu paa et Amrial-Skib, nu paa den anden Side af Nord-Caped; Thi han sejlede engang forbi sammer Nord-Cap til Moscovien, hvilket neppe nogen Konge har giort. Sverrig har aldrig været større udi Krig end udi Gustavi Tid, og Dannemark aldrig større udi Fred end under Christiani Regiering. Der vrimlede Landet af store Generaler, her af lærde Folk og store Stats-Mænd. Det er u-vist, om Gustavus rev fleere Stæder ned, end Christianus bygde Stæder op. Med et Ord: Gustavus syntes at have Alexandri Exempel for Øjene, og Christianus 4. Alexandri tillige med Augusti; Thi den Svenske Konges Passion var at udviide sit Riges Grændser’; Den Danske Konges at heele sit Riges indvortes Saar, saa at, hvis Sverrig kand viise den største General paa de Tider, saa kand Dannemark viise den største Konge.

Men, som intet Menneske paa Jorden er uden Lyde, saa tillægges denne store De Feil som tillægges denne store Konge Konge en slags Hastighed og Overiililse, saa at han var promt til at straffe end ogsaa med egen Haand; Dog gik saadant ikke saa vit, som Monsr. de Hayes skriver, at han omkom nogen i Vrede, thi man finder aldeeles intet Exempel derpaa. Det er troeligt, at han har arvet denne Qvalitet efter sin Frue Moder Dronning Sophia, hvilken brugte baade Riis og Svøbe, for at holde sine Domestiqver i Ave. Til dette at forsvare kand man sige, at saadant rejsede sig meere af en Patriarchalsk og Oeconomisk Iver, end af et hidsigt Blod, og at efter de Tiders Maade Regentere derudi syndede ikke saa meget mod Bienseance, som nu omstunder; thi, i vor Tid lader det ilde af enhver simpel characteriseret Person at lægge Haand paa sine Tienere, da det tilforn ved Lov enhver Hosbond tilladt at straffe sin Husture med tørre Hug. Ellers er herved at merke, at, naar Hans Majestet udi Øverilelse slog nogen påfuldte der strax en Nåde. hvorpå gives adskillige Exempler. (623)  Der fortælles gemeenligen, at alle de, som han logde Haand paa, bortvisnede, og kunde ikke trives meere, men jeg finder intet Exempel derpaa, uden i den bekiendte Capitaine Munk, hvilken derover døde af Chagrin (sorg; græmmelse; ærgrelse) , om Factum ellers er rigtigt. Det haarde Brev, som han tilstrev Carl 9. af Sverrig, kand ikke aldeeles, skiønt nogenledes, undskyldes ved Ungdoms Hidsighed, og ved det, at han af samme Konge var bleven provoceret. Hans Majestet hørte særdeles ilde hos Adelen, formedelst den Execution som skeede paa Amiral Peder Galte. Men man kand sige, at, saasom adskillige af Kongens Ordres bleve slett exeqverede udi den sidste Krig mod Sverrig, saa var det fornødent eengang exemplariter at straffe. Endeel har villet tilskrive Kongens præcipitance Slagets Forliis ved Königs-Luther, men den Hollandske Skribent Akitzema siger, at han derudi lod see alle de Qualiteter, som udfodres af en klog Felt-Herre, hvorvel samme Skribent, som en Hollænder, ikke kunde være denne Konge synderligen bevaagen; Thi Hans Majestet teede sig stedse u-naadig mod de foreenede Provincier, hvilket gik saa vit, at de samme omsider sloge sig til hans aabenbare Fiender, Dannemark til liden vaade, hvorfore ogsaa den stedsvarende Attachement, han havde til Spanien, og den U-naade, han ideligen lod see mod Hollænderne, er af nogle bleven anseet som en Stats-Fejl. Udi det øvrige kand man sige, at han var begaven med alle de Qvaliteter, som udfodres af en Konge, ja at han uden Disput var den habileste Regent paa de Tider; Thi, endskiønt der findes adskillige Konger udi Historien, der have giort større Ting, saa findes dog neppe nogen, der haver giort alting selv, som denne Konge. Og er det just dette, som man hos denne store Regent meest maa admirere, thi hvor han selv inventerede, exeqverede han selv. De fleeste Anstalter fløde af hans eget hoved, og de fleeste Ordres findes skrevne med hans egen Haand. Og, naar han commanderede Floder eller Arméer, førte han ikke alleene sine Folk og Skibe an, men endogsaa selv reconnoisserede Fienderne, for at give sine Generaler og Amiraler Kundskab om deres Tilstand, saa at jeg veed ingen Potentat derudi at ligne med ham uden Petrus Alexiovitz. Vel bliver det gierne antegnet som en Fejl hos store Potentater, at de bemænge sig med alt for smaa og ringe Sager, og synes derfore, at man med nogen Billighed kunde dadle dette hos denne Konge. Men, saasom paa den samme Tid, han ordinerede Kiøkken og Kielder-Sager, underviisede Skræddere, Skomagere, Tømmermænd, Muurmester og alle slags Haandværks-Folk, ja gav Ordre til, hvorledes man skulde omgaaes og handle med de Kongelige Børns Klæder, Skoe og Strømper, han tillige med underviisede Ambassadeurs om all Hoffers Tilstand, Generaler om Fiendens Styrke og Svaghed, Statsmænd om Conjuncturerne i alle Lande, bivaanede alle Retter, og deciderede selv udi de fleeste Sager, saa kand man sige, at deslige smaa Forretninger, som lægges andre Potentater til Last, tiene her til Beviis paa et forunderligt stort Begreeb og en Arbejdsomhed, hvis Lige neppe er at finde udi gamle og nye Historier; Saa at men kand sige, at alle slags Folk, høje og lave, vare (624) udi hans Tid ikke andet end Machiner, der dreves af Kongen som det sotre Hiul alleene. Og fortiener derfor denne active Herres Historie frem for alle Regenteres at udføres i Pennen, allerhelst, efterdi han selv har givet saa skiønne Materialier dertil. Og hvoraf jeg har betient mig, ikke alleene i at corrigere og autorisere Historien, men andogsaa af skaffe den Anseelse dermed; thi ingen Historie, som mig er bekiendt, er hidindtil kommen for Lyset, som er illustrered over alt med en Konges egenhændige Breve og Orgers, saa at derfore saadant, om intet andet, kand recommendere dette mit Værk.