Chr 4 1620

Efterfølgende Aar 1620 opvaktes en Trætte (kiv; strid; stridighed) mellem Dannemark og Græv Ernst  af Skauenborg, hvortil Aarsagen var denne: Græven af Skauenborg blev af Kejser Ferdinando 2 satt udi Førstelig Stand, og bekom Titel af Første af Holsteen.

Til dette at forstaae, er fornødent at gaae lidt tilbage udi Tiden for at viise, Anledning samme Græve af Skauenborg kunde have til at forlange saadan Titel. De sidste Græver af Holsten nedstammede af det Skauenborgske Huus, som er et Græveskab udi Westphalen. Da nu Adolphus Hertug til Slesvig og Græve til Holsten døde 1459 uden Livs Arvinger, faldt Slesvig, som et Dansk Lehn til Riget, men om Successionen udi det Grævskab Holsteen opvaktes Trætte mellem Kong Christian 1. og Græv Otto af Skauenborg. Kongen meende sig dertil at være meest berettiged, saasom næste Blods-Forvandter, efterdi han var fød af Hertug Adolffs Søster Hedevig. Græv Otto derimod formenede sig at være nærmest for tvende Aarsagers Skyld. (1.) Efterdi han var den afdøde Hertugs proximus agnatus, eller næste Slægt paa Fæderne Side. (2) Efterdi udi det Aar 1390 var slutted en ArvePagt mellem de Holstenske og Skauenborgske Græver, at det eene Huus skulde succedere det andet.

 

(461) Græven paastod strax at komme udi Possession (kommer i ens besiddelse; besiddelse; eje) af Holsteen og Stormarn. Kongen derimod gik sagtmodigere frem og underkastede de Tvistigheden de Holsteenske Stænders Kiendelse, hvorved han erholdt Præference. Græven af Skauenborg, da han saae, hvor vanskeligt det vilde blive for ham, at trænge igiennem med sin Fodring, efterdi Landet havde antaget Kongen, lod han udi Mode, som 1460 blev holdet til Oldeslo, Sagen udi Mindelighed Forliige, afstod sin Rett til Holsteen og Stormarn med Kejserens Bvilining, og lod sig nøje med 53000 Rinske Sylden paa Terminer at betales, item med Pinnenberg. Dermed acqviescerede(slå sig til ro, til tåls, affinde sig (med noget); lade det bero) saavel Greve Otto, som hans Efterkommere indtil Christiani 4. Tiid, da Græv Ernestus endeel i Henseende til det Pinnenbergske Grævskab, som han ejede udi Stormarn, endeel ogsaa, efterdi han var udi Forvantskab med de gamle Græver af Holsten, anhholdt hos Kejser Ferdinand 2 om Titul af Første til Holsteen, hvilken han ogsaa Anno 1619 erholdt. Derover kunde Kongen af Dannemark, saasom Første af Holsteen, ikke have andet end Aarsag at besværge sig først udi Skrivelse til Græven, hvis Indhold var dette: Hans Majester kunde ikke noksom forundre sig over, at Græven vilde tage sig Førstelig Titul af Hans Majestets Arve-Førstendom Holsteen, hvilken hans Formænd aldrig havde ført, ej heller kunde føre med Billighed, eftersom det er kalt for meere end halvandet hundrede Aar siden, at Kong Christian den 1 ste Højlovdig Ihukommelse haver afkiøbt det Førstendom af Græven af Skauenborg for 43000 Gylden, hvorfor Græven, saavelsom hans Formænd ingen Rett kunde have til at føre Titul, hverken af Græve eller Første af Holsteen; thi de Huuse Pinnenberg, Hatesborg, og Bramstet, som vare reserverede til

 

den Skauenborgske Stamme, ligge ikke udi det Førstendom Holsteen, men udi Stormarn. Hans Majestet samt Førsten af Holsteen skikkede et Brev til Kejseren, hvoudi blev forestillet den Uret, som dennem derved skeede, og begiærede, at Hans Kejserlige Majestet vilde ved et Mandatum Cassatorium (dekret som ophæver en tidligere bestemmelse) mage det saa, at Græven af Skauenborg maatte holde sig gandske fra saadan Titul. Men, saasom Hans Majst. fornam, at Græven ingenlunde med det gode vilde lade sig sige, faldt han med en sterk Armèe Anno 1621 ind i Grævens Lande, nødde ham til at afstaae den Førstelige Titul af Holsteen, og Skrive sig RigsFørste og Græve af Skauenborg, samt at give til Hans Majestet 50000 Rigsdaler for den Omkostning han Havde giort paa sin Krigs-Hær.

Saaleds endets endtes denne Tvistighed, varende hvilken, Kongen efter sin Sædvane ikke forsømmede indenlandske Sager; thi han lod i samme Aar den Danske Handel stifte et Islandsk Compagnie til Kiøbenhavn. Hamborgere Bremere havde tilforn Island udi Besejling under en vis Recognition; Men hvad de egentlig havde givet til Erkiendelse for saadan Frihed, skal jeg ikke kunne sige, efterdi jeg intet har fundet derom. Denne Konge, som saae dybere ind udi Handelen end andre, holdt for, at det var villigt, at hans (462) egne Undersaattere profiterede af den Islandske Handel, hvorudover han udi det Aar 1619 tog den fra Hamborgerne og Bremerne, og efterfølgende Aar 1620 stiftede et Islandsk Compagnie til Kiøbenhavn, og gav samme Compagnie herlige Privilsgier, saa at det fik ikke alleene Islands, Ferrøes og Hethlands, men endogsaa Nordlands Handel, hvilken Compagniets Interessentere dreve udi meer end 40 Aar indtil 1662, da det ved en Forordning blev ophæved. Det Fornemmeste, som i den Tid tildrog sig, var, at Tyrkerne udi det Aar 1627 komme under Island, faldte ind udi Grinde-Vig og Westmands Øe, og bortførede en stor Hob Folk udi Slaverie til Algier tillige med et

Skib og dets heele Rustning, og maatte Kongen 1629 løse Fangerne tilbage. Den Ulykke foraarsagede, at Compagniet blev ophævet, og blev Udfaldet saaledes, at den som havde indskudt i Compagniet 1000 courante Daler fik hen ved 500 Daler igien, og den, som havde ikkun indskudt 200 courante Daler fik intet tilbage. Hvad ellers videre udi disse Aar passerede, og hvorledes Compagniet rejsede sig igien er mig u-vitterligt. Jeg finder alleene, at Compagniet betalede til Kongen udi Forpagtning for hver Havn en Portugallöes (portugisisk guldmønt), af hvert Skib til Lehnsmanden eller StiktsAmtmanden 16 specie Rigsdaler, foruden en vis Sum af Westmands Øe til Kongens Faderbur. Handelen har siden været adskillige Forandringer undergivet, skiønt den stede siden denne Etablissement, som af Christiano 4. skeede dette Aar, er forbleven hos Landets Indbyggere alleene, og endnu drives af Kiøbenhavns Borgere, som have den udi Forpagtning. Udi samme Aar stiftede Kongen det Gymnasium udi Odense, som endnu florerer.

Medens dette forrettedes udi Dannemark, og Kong Christian saaledes pyntede paa sine Riger, var moxen (næsten; omtrent) heele Europa udi Flamme. Gustavus Adolphus tumlede sig om med Polakerne udi Lifland. Hollænderne figtede for deres Frihed imod Spanien, og det heele Protestantske Tyskland figtede for dets Religion og Frihed imod Kejseren, hvilken, efter at han havde skildt Churførsten af Phaltz ved sine Lande, udspredde sin Magt over heele Tyskland. Dette foraarsagede, at efterfølgende Aar blev holden Mode til Segeberg angaaende de betrængte Protestantske Førsters Haandhævelse udi Tydskland. hvor Kongen udi egen høje Person lod sig indfinde tillige med Engelske og Svenske Amdassadeurs. Den Landflygtige Churførste af Phaltz var der og selv tilstede tillige med Hollandske, Brandenborgske og adskillige andre Protestantske Førsters Gesantere. Alle aabnede Øjene over dette Mode, sær det Østerigske Huus, som bestoed af Spanien og Keiseren, hvilke kunde giette sig til, at det sigtede paa et Forbund imod sig. Hvad som ellers udi denne Samling forhandledes, blev ikke kundgiort. Man seer alleene af den Danske Ambassade, som strax derefter blev skikket til dette Keiserlige Hoff, item det Brev, som Kongen skikkede til den Keiserlige General Spinola, at man arbeidede paa den Phaltziske Churførstes Restitution. Det Brev, som Kongen tilskrev Spinola, lyder saaledes:

Vi have fornummer med megen Fortrydelse, at I er rykket med Eders Krigs-Hær ind udi Kiernen af Riger, og midt udi Høj-Tyskland, hvor I haver indtaget med Magt mange Stæder, Slotte og Fæstninger (463) udi Phaltz, ja videre, at I øve samme Vold paa andre Stæder udi Riget, enddogsaa paa dem som tilhøre Enker og Faderløse, som intet Ont hatve giort, og som ikke kand mistænkes for at ville giøre Keiseren mindste Fortred, og at I bedyrde de samme med haarde Contributioner (skat, især til militære formål; spec. om skat der opkræves af besættelsesmagten i det besatte område). Dette altsammen foraarsager, at de næst angrændsende Førster leve udi Frygt, at samme Vold skal øves ogsaa i deres Lande, sær eftersom i dermed have truet dem, hvis de ikke afskaffe deres Krigs-Folk og Besættninger, som de holde til deres Landes og Stæders Forsvar, iligemaade, dersom de ikke renoncere paa deres Alliancer, hvilke dog ved gudommelig og menneskelig Ret, og efter Rigets Constitutioner, og Caroli 4. gyldene Bulle (pavebrev, pavelig forordning, forsynet med blysegl) dem altid have været tilladte at medgaae og bestyrke sig med, og endelig, dersom de ikke vilde give fri Passage til Eders Tropper udi deres Lande, naar paaeskes, Og, saasom deslige Opførsel strider ikke alleeneste imod de Keiserlige Constitutioner, Tydsklands Frihed, og den allmindelige Fred, men endogsaa imod de Patenter, som Hans Keiserlige Majestet selv har pudliceret for den allmindelige Sikkerhed, saa kand vi ikke taale, at Rigets Stænder vore Forvantere og Paarørende blive undertrykte. Beder Eder derfor venligen, at i ingen Aarsag give os til at gribe til Vaaden for deres Forsvar, men at I staae fra Eders, Foretagende, og at I evacuere de Stæder, som I have indtaget, og give dem deres rette Herrer og Eyere igien tzc.

Det Gesantskab, som blev skikkel til Wien, handlede ogsaa om samme Sag, sær om den Phaltziske, Churførstes Retablissement. Keiseren lod derpaa svare, at de Executioner, som vare skeede imod Pfaltz og andre gienstridige Førster, kunde ikke blive revocerede, men maatte nøje efterleves efter Rigets Constitutioner og Capitulationer. Ambassadeurerne svarede dertil, at deres Konges Tanke var ikkc at bemænge sig udi de da værende Stridigheder, men alleene at befodre Fred og Roelighed udi Riget, og en bedre Foreening mellem Hovedet og Læmmerne. Hvorpaa Keiseren endelig lod dem tilkiende give, at han havde berammet en Rigs-Dag til Regentsborg den 24 Junii for at examinere og overlægge disse Ting med Rigets Stænder.

Saaledes seer man, hvor meget Kongen tog sig de betrængte Protestantske Førster an, endskiønt han i det Øvrige var ikke meget fornøjet med Churførsten af Phaltz, som endda førte Titel af Konge i Bøhmen, i sær med hans Forhold udi Prag, hvor han havde ladet nedrive Billeder og Ornamenter saa vel af de Evangeliske, som af de Roman-Catholske Kirker, hvorudover han udi den Forsamling, som holdtes til Segeberg, viisende paa et Crucifix, som hang i et Gemak, sagde til Chur-Førsten: See der hænger ogsaa et Crucifix, hvis det havde staaet i Prag, havde det ogsaa været nedrevet. Han vilde ej heller give Churførsten Titel af Konge i Bøhmen, saa at man deraf seer, at den Intercession (forbøn; mægling; mellemkomst) var ikke saa meget i Faveur af Churførst Friderik, som i Henseende til Kong Jacod af Engeland bemældte Churførstes Sviger-Fader, item i Henseende til de Protestantske Førsters Beskyttelse i Allmindelighed, og for at hæmme det Østerrigske Huuses tilvoxende Magt; thi samme Huus dominerede da (464) saaledes udi Tydskland, at alle angrændsende Potentater bleve allarmerede derover. Hvad Bekymring saadant foraarsagede hos Kong Christian sees af et egenhændigt Brev skrevet Aaret derefter til Cantzler Christian Friis, hvorudi findes disse Ord: Min Gesanter er kommen fra Keiseren igien, haffuer intet kundet erholle paa Phaltz-Greffuens Vegne, og staar alting selsom der sammesteds til. Dij faarer skarp affsted med Religionen, fiunes at ville følge store Forandringer tzc.

Udi slige Conjuncturer kastede Kongen Øje til de foreenede Provincier, holdende for at deres Venskab kunde besynderlig væere ham tienlig, hvis han nødedes til at bryde løs med Keiseren. I den Henseende affædigede han samme Aar Rigets Canceler Uhlfeld til den Hag, hvilken ved sin Ankomst foreslog Alliance mellem Dannemark, og de foreenede Provincier, tillige med samme Forslag anholt ogsaa Gesanten om de foreenede Provinciers Bistand udi den Danske Prinds Frideriks Ansogning at blive Coadjutor(person der var en (ærke) biskops medhjælper og designerede efterfølger) udi det Erke-Stift Bremen, og blev han derudi understottet af den Engelske Gesant Robert Amstruter. Denne Handel med de foreenede Provincier foraarsagede stor Jalousie hos det Østerrigske Huus, og besværgede sig den Keiserlige General Spinola derover til Brüssel for den Danske Commissario Strick. Alliancen, som blev sluttet mellem Kongen og de foreenede Provincier, bestoed af 8 Artikler, men saasom deri tales intet uden Generaliter om Venskab, vil jeg dem her ikke anføre. Denne Tractat blev strax ratificered af Staterne, men ikke af Kongen, hvilken opsatt den til videre Forhandling udi Bremen. Uhlfeld begav sig derfra paa Hiemreisen igien, efter at han var bleven regalered med en Guld-Kiede af 1000 Rdlr. Værdi og 200 Gylden, som skulde deeles blant hans Domestiquer(personer som tilhører tjenerskabet i et (herskabeligt) hus el. ved et hof)

 

Men, saasom denne Alliance var ikkun som et Compliment-Verk, saa anholdt En selsom Hendelse med en Hollands Commissario. Did hen bleve skikkede fra Holland, Paeuw, Leicklama, Haersolte og Schaffer. Men da de paa Vejen komme ind udi et Herberge i Delmenhorst, løsede en af disse Herrer en Pistol, som laae paa Bordet mod Veggen, meenende, at den var af Steen, ligesom udi Holland. Men Kuglen gik igiennem Veggen, og traf en Rytter, som deraf døde, hvilket indjog saadan Skræk udi denne Hollandske Commissario, at han reisede tibage, og turde ikke bivaane Modet: Men de andre traadde udi Consference med de Danske Commissarier, og vare de Puncter, som bleve forhandlet disse: hvilken og hvor stor Undsætning den eene skulde giøre den anden. Iligemaade om Handel og Vandel, om Tolden i Øresund, og nogle Tvistigheder mellem Danske og Hollandske Undersaattere udi Ost-Indien. Men, som Kongen forsømmede ingen Lejlighed for at faae sin anden Søn Friderik promoveret til Erke-Bispedommet i Bremen, saa blev og den Sag paa nye pousseret. Thi, siger en anseelig de Tiders Skribent, det gik ham, saasom gemeenligen skeer, at ingen spiller en fremmed Personage, han spiller jo sin egen derunder. Thi, enskiønt Kongens fornemste Øjemerke var at understøtte de forfaldne Protestantske Sager, og at contra ballancere den store Østerrigske Magt, saa forsømmede (465) han ikke at extendere sin egen, og at bringe det Stift Bremen til sit Huus, tragtende først at bringe Coadjutoriet (embede som coadjutor) paa hans Søn, og siden Successionen udi Stiftet. Men denne gode Konge var derudi ikke at fortænke, at han søgte sine Børns Promotion, og var det langt lovligere ved Tractater og Negotiationer at giøre sit Huus mægtig end ved Sværdet. Aarsagen, hvorsor ellers Kongens Sigte var saa meget paa Bremen, reisede sig deraf, at Prinds Friderik allereede for nogle Aar siden var bleven af Dom-Capitelet udvalt til Coadjutor udi det Stift Veshrden, som grændser ved Bremen. Udi de Hollandske Sager blev alting opsatt til belejligere Tid. Men

Prinds Fridertik havde den Lykke, at han i dette Aar blev udvalt til Coadjutor udi det Stift Bremen.

Saasom paa samme Tid var Religions-Tvistighder udi Nederlandene, som ved det Dordrechtske Mode ikke kunde blive forligte, begave mange fornemme og rige Arminianer (tilhængere af et reformert parti i Holland der grundede sig på teologen Arminius) sig til Slesvig, og efterdi de samme saae, at paa et Sted ved Eideren, kaldet Sebul, var stor Beqvemhed til at bygge en Stad, begiærede de af Hertug Friderik at han vilde tage dem i Beskyttelse, og forunde dem at bygge en Stad sammesteds; Der paa begyndte de at tvinge den Strøm Thræne, som lød tilforn udi Eideren, at løbe en anden Vej, nemlig igiennem deres tilkommende Stad, og Anno 1621 begyndte de at opreise Huuse, og at fundere Byen, hvilken efter Forstens Navn blev kalden Frideriksstad, og blev den Anno 1632 Synderligen forbedret, og holdes nu omstundte; for den kiønneste og mest reguliere Stad udi Førstendommene, eftersom disse landflygtige Hollandske Folk toge dertil Modelle efter de Hollandske Stæder.