Kongens Krig

Kongens Krig

Efter mødet med det danske råd i sommeren 1610 tog
Christian 4. skridt til at han stillede mod en krig selv om rådet modsatte sig
det. Som i 1601 henvendte han sig direkte til de svenske stænder i et trykt
åbent brev som blev spredt over grænsen. Brevet anklagede Karl 9. for åben
aggression og opfordrede Sveriges råd og stænder til at sørge for en ændring i
denne politik.

Før Karl 9. igen tvang svenskerne under sin
udenrigspolitiske vilje, anbefalede det svenske råd han at give efter både i
koloniseringspolitikken ved ishavet og i blokaden af Riga, af frygt for en
tofrontskrig mod Danmark-Norge og Polen. På rigsdagen i december 1610 støttede
stænderne rådets ønske om en forsigtigere politik mod Danmark-Norge. Men Karl
pressede stænder og rigsråd til at godtage hans politik, til at bevilge store
skatter tik udrustninger og en større udskrivning en nogen gange tidligere og
til at afgive en ny troskabsed til ham. Han trumfede også igennem at der blev
sendt et svar i hans egen navn til Christian 4. og det danske råd. Det gav
ingen indrømmelser, men den svenske konge foreslog nye forhandlinger. Christian
4. svarede imidlertid også alene tilbage til Karl og henviste kort til sit åbne
brev til de svenske stænder.

Christian 4.s beslutning om at gå til krig blev truffet i
midten af oktober dom reaktion på at Jakob 1. af England tilbød at mægle mellem
Danmark-Norge og Sverige, et tilbud som Karl 9. hurtigt accepterede, mens
Christian da sendte sin fortrolige medarbejder, sekretæren Jonas Charisius, til
London for at meddele Jacob sin beslutning om at angribe Sverige. Selv ikke
kongens kansler Christian Friss, synes at være informeret om krigsbeslutningen.
Når Christian 4. afviste mæglingen, var det uden tvivl fordi han frygtede at
den ville forpurre hans oplæg, frem for alt ved at rigsrådet da ville satse på
dette alternativ og ikke lade sig rive med i den krigs maksimering som kongen
havde opbygget i forhold til Sverige. Både England og Nederlandene var
interesseret i at hindre at handelen på Østersølandene blev forstyrret. Desuden
gjorde andre ønsker sig gældende i protestantiske lande om at organisere en
front mod den katolske reaktion. Alt dette gik på tværs af Christian 4.s plan
om at tage et opgør med Karl 9. og gjorde det nødvendigt at iværksætte krigen
heller før en senere.

I januar 1611 blev det danske rigsråd indkaldt til et
møde hvor Christian 4. ville gennemtvinge en afgørelse, og han bad da om
råddets samtykke til krig mod Sverige. Han erklærede at han ville starte krigen
selv om samtykket ikke blev givet, og da som Hertug af Slesvig og Holstein. Han
hævdede at siden rådet havde godkendt brug af vold for at afværge overgreb ved
Ishavskysten og kapringerne i Østersøen, forpligtiger det til at gå videre,
situationen var økonomisk uholdbar og politisk farlig, krigen var uundgåelig.

Meningerne i det danske rigsråd var delte. Flertallet var
modstander af krigen, og rådets beslutning om at samtykke blev truffet under
tvang. Det beklagede i sin betænkning at kongen havde bestemt sig på gen hånd.
Han løb en personlig risiko, og krigen udsatte hans undersåtter for ulykker og
farer. Rådet gav sit samtykke fordi det ikke ville splittes fra kongen, og det
opfordrede indtrængende til en fred med andre naboer, noget Christian 4.
lovede.

En vigtig årsag til Kalmarkrigen var at begge de nordiske
konger undervurderede modstanderen. Inspireret af historiens erfaringer troede
Karl 9. at det danske rigsråd var i stand til at holde sin konge fast på
forhandlings linjen. Desuden videreførte Karl en tradition i den svenske
ledelseselite. den havde lave tanker om danskernes militære kapacitet. Karls
udfordrende politik var et talende udtryk for ringeagten, og den inspirerede
ham sikkert også til at sysle med tankerne om at erobre Skåne, Blekinge og
Halland, som han i lighed med sin bror, Erik 14., mente Sverige havde
retmæssigt krav på.

Christian 4. blev opmuntret i sine krigsplaner af uroen i
Sverige i årene omkring 1600. Karl havde da imod sig en indre opposition som
ikke fulgte ham i hans nådesløse magtkamp mod den afsatte kong Sigismund.
Christian selv anså Karl for at være en uretmæssig konge, og han troede at
svenskerne ikke ville vise sig en enig kampvilje når han gik i krig, og at han
ville kunne klare at tage magten i hele Sverige. Men Karl havde for længst
nedkæmpet oppositionen, og de oppositionelle som havde overlevet, var flygtet
fra Sverige - det var dem som gav Christian de falske forhåbninger. I lighed
med sin far, Gustav Vasa, mestrede Karl 9. det politiske spil som skulle til
for at rive rigsråd og rigsdag med sig på den kurs kongen ville have.


Kalmar slot_kalmar_se

Kalmer slot

Christian 4.s planlægning af krigen havde både lighedstræk med og indslag som var forskellige
fra Frederiks 2.s forberedelser til syvårskrigen. En vigtig forskel var at
Christian havde flere år til rådighed og derfor gennemførte en mere omfattende
udrustning når det gjaldt marinen og fæstningsbygningerne. Mellem 1596 og 1611
blev marinen udvidet fra 20 til 30 krigsskibe over hundrede ton og fra 10.000
til 15.000 ton totalt, det var noget mindre en den svenske flåde. I lighed med
sin far satsede Christian 4. stærkt på lejetropper når det gjaldt den
dansk-svenske front, også han ville kun i en lille grad bruge nationale danske
tropper, kun ca. 2500 adelige ryttere og fodfolk. Desuden erstatter den
slesvig-holstenske landdag den pligtige unionshjælp med en pengeydelse til
kongens lejetropper.

Christians holdning til den norske deltagelse var tilsyneladende forskellig fra farens i
1563, men i virkeligheden ganske lig. Forskellen bestod i at kongen nå gav
ordre til storstiler norsk deltagelse i en bred invasion som skulle knække
svenskerne - over 11.000 mand til hæren fra en befolkning som var mindre end
halvparten af den danske befolkning, det vil sige ti gange så mange i forhold
til befolkningen. Dertil kom at 1700 bådsmænd blev udskrevet fra Norge.
Christian 4.s mandskabskrav til nordmændene tilsvarende fire - fem åringer af
tyveårige. Frederik 2. havde nok også tiltænkt nordmændene en militær rolle,
men mere spredt. Ligheden lå i at hverken Frederik 2. eller Christian 4.
gennemførte nogen systematisk forberedelse som kunne sætte nordmændene i stand
til at  deltage i krigen - ja, Christian
faktisk i mindre grad end sin far, eller måske rettere sagt: hans lensherrer
mindre end Frederik 2.s.

Den underliggende lighed mellem far og sønnens krigsforberedelser var at krigen
skulle være kongens værk. I begyndelsen af 1600-tallet hang det også sammen med
at den danske adelen var blevet mindre militært trænet og havde en mindre
krigerisk indstilling end i 1560-årene. Når Christian i så stor grad ville
bruge norske bondesoldater, var det et udslag af at han betragtede Norge mere
som sit eget domæne end det adelsdominerede Danmark, og at han troede at de
fornyede bestemmelser om bøndernes våbenpligt i hans norske lov af 1604 gjorde
dem i stand til at kæmpe i krig. De dansk fæstebønder skulle trække det
tungeste læs når det gjaldt om at betale skatter og afgifter for at bekoste
krigen.

Om Norge udtalte det danske rigsråd på det møde der bøjede sig for kongens
krigsbeslutning:

Videre da det udledes af adskillige beretninger, at en part af undersåtterne udi Norge skulle
sig højligen besværge over den usædvanlige strenghed som en del lensmænd og
fogeder imod dem bruger, da er vor underdanigste råd og begæring, ar e.m.
(eders majestæt) der udi riget med alting således ordinere og lave ville, så de
fromme Norges riges indbyggere (som intet uden alt godt af e.m. og vår nation,
under hvilken de som en pertlines hører, hat forskyldt /gjort sig fortjent til)
ikke med villighed over e.m. kunne have sig besværge, ei heller at tænke på
middel og råd, hvorledes de med e.m. og dette riges skade kunne fra sådan åg og
trængsel vorde befriet.

Det viste sig at rigsrådet havde en mere realistisk opfatning af situationen i Norge end
Christian 4. Rådet advarsel blev fulgt op af lensmanden i både Syd og Midt
Norge. I Syd Norge mødtes de på Ankerhus hos Enevold Kruse og henvendte sig til
Kongen med en kraftig kritik af hans krigsplaner. I stedet for at udskrive
bondesoldater bad de ham sende 1200 lejesoldater til Norge og sende krigsskib
for at forsvare de norske kystfarvande. Der var for lidt våben i Norge, og
norske bønder var uerfarne i våbenbrug, de kunne kun bruges hvis fjenden
rykkede ind i landet. En lignende kritik kom fra lensherrerne i
Trøndelagsregionen. Men Christian 4. fastholdt sine ordre om norsk invasion i
Sverige. De var totalt urealistiske, det viste sig umuligt at samle langtfra de
styrker som kongen havde givet ordre om. Og de som lod sig udskrive ril
lejrene, nægtede at rykke over grænsen til Sverige og rejste uden at have
blevet dimitteret hjem igen til deres arbejdsopgaver på gårdene. Det endte med
at nordmændene, sådan som danskerne, i stedet måtte ud med store summer i skat
for at finansiere krigsføringen.

Krigsforløbet blev en kombination af elementer som var lig og elementer som var forskellige
fra syvårskrigen. Ligheden var at ingen af de to krigsførende parter magtede at
slå den anden ud, men at oldenborgmonarken skaffede sig et vist overtag ved
hjælp af sine professionelle soldater, som blev opstillet i et mindst lige så
stort antal som under syvårskrigen. Det drejede sig om ca. 30.000 mand, men
ikke alle på en gang, den til stedeværende styrke var på 15 - 20.000 mand, de
fleste hvervet af tyske og hollandske adelige militærentreprenører. Dette overtag
blev i Kalmarkrigen noget større end i syvårskrigen, fordi Christian magtede at
indtage både Kalmar of Älvsborg fæstninger. Samtidig blev det helt åbenbart at
Christian ikke havde nogen chance for at erobrer større dele af Sverige, her
var situationen den samme som syvårskrigen. Hovedvægten af krigshandlingerne
kom i højere grad end forrige gang til at foregå i de dansk-svenske
grænseprovinser. Svenskerne satte ikke noget ind på at erobrer større dele af
Norge, men på den anden side kom de snart til at erfare at de heller ikke havde
noget at frygte fra Norge.

Kalmarkrigen blev mindre omfattende og ødelæggende end syvårskrigen. På dansk-norsk side
hang det sammen med at danske og holstenske adelsmænd forholdt sig mere passive
som krigsledere end i 1560-årene, og dermed var kapaciteten til at trænge dybt
ind i Sverige mindre end forrige gang. Svenskerne var på deres side mindre
indstillet på at krigen i gang fordi de ønskede at koncentrere sig om sine
østlige fjender, Rusland og Polen. Karl 9. døde efteråret 1611, og den unge
Gustav 2. Adolf stod derfor friere til at opgive farens mål fra før krigen,
særlig når det gjaldt Nordkalotten.

I det danske rigsråd voksede stemningen for fred da det viste sig at krigen kunne trække ud
og blive stadig dyrere. Af samme grund, og trøstet af udsigterne til at kunne
udnytte Kalmar og Älvsborg til at skaffe sig indrømmelser, tog Christian 4.
imod Jakobs 1,s til bud om at mægle. Fredsforhandlingerne begyndte i slutningen
af november 1612. De svenske forhandler var indstillet på at give indrømmelser
for at få  de to fæstninger tilbage.


Kong Jacob

Jacob I
 
Dermed nåede man hurtigt til enighed, sådan at freden i Knærød kunne
undertegnes 20. januar 1613. Sverige opgav sine påståede rettigheder over
sjøsamerne i Nordland og Vardøhus len. De opgav også deres krav på Øsel. Videre
accepterede Gustav Adolf sin modparts ret til at føre de tre kroner i sit våben
og anerkendte den gensidige told og handelsfrihed mellem rigerne. Her blev svenskerne
fritagelse fra Øresundstolden for første gang udtrykkelig fastslået. Begge lande
skulle tilbagelevere det de havde erobret under krigen, men Sverige måtte
forpligtige sig til at betale en million rigsdaler i krigserstatning i løber af
seks år. Som pant beholdt Christian 4. Älvsborg, Göteborg, Nya og Gamla Lödöde
og syv herreder i Västergötland. Svenskerne overholdt med hollandsk hjælp at
betale pengene tilbage inden fristens udløb, derimod blev deres opgivelse af
kravet på den nordnorske kyst  en vel bestående sejer for den norske krone, den eneste
af Christian 4.s tidlige succeser som blev af varig betydning.



map-1613

Splittelsen mellem Christian 4. og det danske rigsråd i årene op til Kalmarkrigen udviklede
sig ved at kongen i modsætning til sine forgængere ikke dominerede rådet, em
tillod det at optræde mere uafhængigt - tidligere havde systemet mest været
baseret på kongens ledelse i samarbejde med enkelt råd medlemmer. Det drejede
sig om en formalisering af det dyarkiske (harmoniske?) system. Til slut viste
rådet at det det var solidarisk med stats systemet ved at bøje sig for kongens
krigsvilje. Han kom ganske godt fra krigen, og blev den blev kortvarig,
afgrænset og kun i en lille grad skadelig for Danmark og Norge.




Kalmerkrigen

Den dansk-norske belejring af Kalmar i 1611, skildret i et hollandsk kobberstik.
Christian 4.s tropper befinder sig lige udenfor byen som er omgivet af moderne
fæstningsværker og forsvaret af et par tusind mand. Christian 4 indsatte 7 -
8000 mand og svenskerne 20.000 mand -
Karl9.s hær er tegnet ind øverst til højre med i det øverste venstre
hjørne er indsat et oversigtskort over Kalmars beliggenhed overfor Öland.
Svenske og dansk-norske flåde styrker kæmper om at sikre sig kontrol med Kalmar
sund. Efter at kampene havde bølget frem og tilbage i mal - juli og Chr. 4.s
hær og flåde havde sikret sig kontrol med byen, overgav slotshøvedsmanden
Kalmar slot til Chr. 4 den 2. august 1611.


Kalmar-krig-1



kalmarkrigen-2
 


43f3c24558c3fa8764c6b852efbca851 1M