Nordkalotten klima for krig

Nordkalotkonflikten skaber klima for Krig.


Nordkalot


Nordkalotten af Olaus Magnus Carta Marina 1539

Christian 4. stod her overfor et problem som nok er blevet
undervurderet af historikerne. Nordkalotkonflikten rev som en torpedo op i
regeringens forsonlige udenrigspolitik, med store konsekvenser for
inderigspolitiske magtforhold. Flere forhold bidrog til at skærpe konflikten.

Traktaten med England om betaling af en afgift for den
engelske skibsfart til Kvitsjøen gjaldt ikke længere efter Frederiks 2.s død.
Den nye russiske Zar Boris Godunov nægtede at godkende Teusinatraktaten med
Sverige fra 1595 og genoptog det gamle russiske krav om skat fra samerne ned
til Malangen. Dermed svækker han på den anden side svenskernes krav om dobbelt
skat i dette område. Danmark-Norges forhold til sømagterne og til Rusland og
Sverige var præget af forhandlinger som ikke gav noget endeligt resultat.
Christian 4.s maritime aktiviteter blev sådan set et afløb for en utilfreds
trang til at opnå en afgørelse, med fortsættelse af de orlogsekspeditioner som
Frederik 2. havde stået for i 1570-80-årene, i 1599 endog med Christian 4. selv
som leder af togtet til Barentshavet.

Det var en meget omfattende diplomatisk aktivitet som blev
gennemført, særlig i forhold til England, Rusland og Sverige, med møder og
udveksling af noter og gesandter. Forhandlingerne med England udviklede sig på
et møde i Bremen i 1602 til en disput om modstridende principper. Christians
4.s gesandter  bebrejdede den norske krone overhøjhed i de nordlige farvande som de engelske
skibe passerede, de engelske gesandter på retten til fir passage. I forhold til russerne fortsatte
til dels den gamle skyggeboksning når det gjaldt forhandlingerne, med det kom
der også mere substans i dem. Rigtignok afviste zaren i 1601  Konge Christians tilbud om at købe
Kolahalvøen for 50.000 daler, men Danmark-Norge og Rusland fandt sammen i
holdningen til Sverige, som for den russiske del også drejede sig om Baltikum,
og dette blev stadfæstet i aftalen om giftermål mellem Christian 4.s bror,
Hertug Hans, og zarens eneste datter. Han døde imidlertid i Moskva i efteråret
1602 før brylluppet. Zar Boris foreslog i vinteren 1603 at trække grænsen
mellem Petsjengaklostreret og Pasvikelven, sådan at elven og Boris Gleb kom på
norsk side, men Christian 4. svarede zaren at hele Lapland havde tilhørt Norges
krone i mange hundrede år.

Dermed stoppede forhandlingerne mellem han og zaren. Begge
parter giv sin lokale embedsmænd ordre om at forhindre modpartens beskatning af
samerne på de område, der hvor de udøvede mest kontrol - russerne blev stoppet
i Varsøhus og Tromsø len, de dansk-norske skatteopkræver på Kolahalvøen. I de
generationer som fulgte, blev dette afløst af rituelle rejser, hvor
dansk-norske embedsmænd rejste til Kola og russerne til Vardø. Respektive
prater præsenterede deres skattekrav og modtog høflige afslag, før de
forbrødrede sig i fugtige fester.

Sverige havde efter 1570 fulgt en dristigere kurs i
udenrigspolitikken end Danmark-Norge og var i færd med at udvide sit magtområde
i Baltikum og på Nordkalotten. Under Gustav Vasa havde svenskerne erfaret at
det var mulig at rykke mod den nordnorske kyst fordi der ikke var fastlagt
nogen grænse i indlandet. Kysten havde imidlertid tilhørt Norge i mange
hundrede år, og når den blev rørt, var det et forsøg på at trænge det norske
rige væk fra størstedelen af Nordnorge, fra Tysfjord og nordover.

Konflikten mellem de to nordiske stater blev skærpet af
magtkampen i Sverige i 1590-årene, som stod mellem den nye monark Sigismund,
som også var konge i Polen, og hans onkel og stedfortræder, hertug Karl - det
endte med at Karl i 1599 fik rigsdagen til at afsætte Sigismund. Efter dette
blev onkelen Sveriges konge som Karl 9. Sverige lå i krig med Polen om
herredømmet i Baltikum indtil 1611, og fra 1609 blandede svenskerne sig ind i
en indbyrdes krig med Rusland.

Christian 4. anerkendt ikke Karl, men Karl optrådte som den
største fortaler for den svenske nordvendte ekspansion. Han brugte Teusinatraktaten
fra 1595 til at hævde, at Sverige havde dobbelt så stor ret til skat nord for
Malangen som den norske krone. Forsigtigheden som havde præget
oldenborgmonarkiets politik overfor Sverige efter 1570, gav Karl grund til at
regne med at han kunne præsentere regeringen i København for fuldbyrdede
kendsgerninger, sådan at det blev for sent at modvirke et svensk område i nord.

Hertug Karl, den senere Karl.9 1550 - 1611, som svensk rigsforstander.


Hertug-Carl

Stik af Hieronymus Nützel 1596

Når den svenske trussel var så alvorlig, hang det også
sammen med at det var vanskeligt at give et tilstrækkeligt fast svar uden at
det forrykkede magtbalancen mellem konge og rigsråd. PÅ det rent politiske plan
var det et problem fordi rigsrådet helst ville følge forhandlingsvejen, og
strukturelt var det er problem fordi en militærløsning kunne styrke kongen,
sådan som det var sket under Christian 2. og senere i 1530-årene og i
1560-årene.

Det var ikke Christian 4. svenskerne mødte i deres maritime
markeringen, civile handelsfartøjer fra England og Holland måtte tage imod det
meste. Kongen oprustede de militære hjælpemidler som dengang var
ukontroversielt i ajlen. Han iværksatte et byggeprogram for marine og udbyggede
de danske og norske fæstninger, som var nær den svenske grænse. Når det gjaldt
Akershus, havde formynderregeringen påbegyndt et sådant projekt i 1593, efter
krav fra den norske adel.

Et andet virkemiddel som Christian 4. kunne benytte sig af
uden at rigsrådet var uenig, var at reformere administrationen i Nordnorge.
Landsdelen var tidligere styret fra Bergen, med fogeder på stedet. Nu blev der
gennemført en ordning med to lensherre, en i Finnmark og en i Nordland, med
Troms delt imellem dem. Det var alligevel en lille ændring, myndighederne i
København ville gerne spare udgifter lang ude i provisen. Når svenskeren
rykkede nordover og ned til kysten på sine beskatningstogter, var de mere
mandstærke end de nordnorske lensherre. Det oldenborgske greb om Nordnorge,
skyldes mest det faktum af nordmændene beherskede havet. Styrkeforholdet
vekslede alt efter med hvor mange mand sveskerne kom med fra indlandet og
nordnorske myndigheder reetablerede deres kontrol ved hjælp af skibstrafikken,
af og til klarede svenskerne at tiltvinge sig skat helt nede ved kysten og af
og til blev de forhindret i at  udføre
det. I indlandet havde svenskerne et stigende overtag. Christian 4.s mænd var
på vej til at mindste grebet.

I betydelig større grad end sin far i 1559 - 63 holdt
Christian 4. sig til en defensiv strategi. Mens der gik fire år fra Frederik
2.s trontiltrædelse til syvårskrigen, gik der 15 år fra Christian 4.s
overtagelse af regeringen til Kalmarkrigen brød ud. Christian kom i en stadig
tiltagende magtkamp med det danske rigsråd om den videre kurs, og diplomatiet
fik en chance ved at rigsrådsmedlemmerne førte årlige forhandlinger med svenske
rigsråd i 1601 - 03. Det drejede sig dels om møder mellem dansk-norske og
svenske embedsmænd i nord, dels om møder på den svensk - danske grænse mellem
danske og svenske rigsråd. På møderne både i nord og i syd udvekslede paterne
påstande og dokumenter om den norske den svenske krones rettigheder. Fra
dansk-norsk side blev det hævdet at
Kjølen var den rette grænse. Svenskerne bestred dette, dette ville
umuliggøre den svenske ekspansion ud til kysten. Kontrollen over de tyndt
befolkede ødemarker var af begrænset værdi sammenlignet med de fordele man
kunne opnå ved at beherske store kyststrækninger.

Tiden arbejdede for svenskerne, og det blev en fordel for
dem at Christian 4. ikke anerkendte Karl 9. Protesterne som blev rettet til
kong Sigismund mod den svenske ekspansion hjalp ikke, for Karl havde fjernet
nevøens tilhængere fra rigsrådet og bemandet det med sine tilhængere. Det nye
svenske regiment sluttede rækkerne tættere når det blev mødt med manglende
anerkendelse. Christian 4. provokerede Karl 9. og hans mænd ved at sende brev
direkte til de svenske stænder med formaninger om at  de måtte omlægge udenrigspolitikken, og
truede med krig hvis det ikke skete.

Konflikten blev almengjort under den svenske offensiv i Østersøen. Karl nægtede at anerkende
Christians overhøjhed over en del af Øsel, og han lagde hindringer i vejen for
handelen på det svenske Narva og det polske Riga og begrænsede danske købmænds
handel i Sverige.

På grænsemøderne mellem danske og svenske rigsråd i 1601 -
03 pressede danskerne på for at få svenskerne med på at grænsen mellem den
norske og den svenske krones rettigheder i nord gik i indlandet. Svenskerne
ønskede derimod at få en deling af landområderne nord for Tysfjord helt ned til
kysten - i 1601 erklærede de at de ville være fornøjede med områderne fra Alta
og østover. I 1603 var man kommet til enighed om at seks rigsrådsmedlemmer fra
hvert monarki ikke bare skulle forhandle, men om nødvendigt også afgive en
kendelse i uenighederne mellem Danmark-Norge og Sverige.

Kongens kansler Christian Friis var en af udsendingene fra
det danske rigsråd til den dansk-svenske dommer kommission, i pagt med
Stettinfredens bestemmelse løste kongen dem fra troskabseden til ham, samtidig
som han understregede situationens alvor ved at styrke det militære beredskab.
Christian 4. og Karl 9. havde sine egene repræsentanter på mødet, og de
fremlagde deres respektive herres sag som advokater. I nogen sager nåede
danskerne og svenskerne frem til enighed, mest fordi danskerne gav indrømmelser
i strid med Christians 4.s vilje. Den nøjagtige grænselinie mellem Østdanmark
(Skåne) og Sverige blev fastsat, parterne garanterede at freden fortsat skulle
gælde, og Christian 4. skulle respektere den svenske blokade af Riga.  Trafikken til det svenske Narva blev erklæret
fri, dansk-norske købmænd skulle have erstatning for beslaglagte skibe og gods,
og der blev sat en frist for svenskernes betaling af gæld til dansk købmænd.

I de sager som blev optaget til dom, stod de svenske
rigsråds kendelser i nøje overensstemmelse med Karl 9.s advokatur. Den norske
krone havde efter oplæg dette ingen skatteret blandt fjeldsamer, og på kysten
havde den svenske krone skatteret blandt samer helt fra Tysfjord og fra Malangen
til Varanger dobbelt ret sammenlignet med den norske krone fordi svenskerne
havde overtaget russernes ret dertil. De danske rigsråd afveg også her
væsentligt fra Christian 4.s standpunkt. De underkendte russernes skatteret
bland sjøsamer og tilkendte den norske krone højhedsret over dem, siden de
boede på Norges riges grund, men de anerkendte de svenske skattekrav fra
Tysfjord til Varanger hvis svenskernes beskatning kunne bevises at være ældre
en Stettinfreden. Det var en desavouering af Christian 4.s standpunkt, også når
de danske rigsråd undlod at nævne den norske krones skatteret blandt
fjeldsamerne.

De danske råds deltageres beslutninger viser at rigsrådet
optrådte mere selvstændigt en nogensinde før efter 1536 og det identificerede
sig stærkt med forhandlingspolitikken som havde været en hovedlinje i
dansk-norsk politik i årene 1536 - 96. Desuden var den nordnorske kyst så fjern
at nordkalotkonflikten ikke ser ud til at have engageret de danske rigsråds
medlemmer. Man mærker her kimen til en splittelse mellem kongen og råd, som
havde sin årsag ikke kun i uenighed om politiske virkemidler, men også i
forskellig prioritering af de norske sager. Rådet lagde mindre vægt på dem i en
situation, hvor konflikten kunne føre Norden ud i krig.

Christian 4. reagerede først på nederlaget i 1603
grænsemødet ved at opjustere betydningen af andre stridsemner i forhold til
Sverige, problemer som mest berørte Danmark. På mødet havde svenskerne lovet at
udestående danske fordringer i Sverige skulle blive betalt - det skete ikke.
Men værst syntes Christian det var at måtte finde sig i Sveriges
flådeaktiviteter i Østersøen, med den fortsatte blokade af det polsk
kontrollerede Rige, som kongen i modsætning til sine rigsråds medlemmer ville
bryde. Han fremhævede ar danske skibe som havde søgt ly i nederlandske
konvojer, blev jaget, beskudt og kapret, og at skipperne var blevet tvungen til
at sælge kornlaster i Stokholm, uden at få betaling for dem.

Efter et dansk rigsrådsmøde i december 1603 var kongen
stærkt misfornøjet med ar rådet ikke ville reagere mod den svenske politik..
Han antydede at de andre stænder kunne aktiveres politisk, men Christian 4.
greb ikke til dette virkemiddel, som den svenske kongemagt så fremgangsrigt
benyttede sig af. Han holdt sig til rigsrådet, og i Odense i august 1604
forsøgte han at få rådet med på en krig mod Sverige, men rådet sagde nej. Også
i denne fase, når de var dybt uenige, behandlede Christian 4. rådet lang mere
respektfuldt end den unge Frederik 2. havde gjort, tog rådet med på en åben diskussion
og udsatte krigsplanerne.

Først i 1608 prøvede han at få rigsrådet til at indtage et nyt standpunkt.

I mellemtiden lagde Christian 4. hovedvægten på kun at
varetage den daglige udenrigspolitik og undgik flre grænsemøder mellem danske
og svenske rigsråd. Til trods for de danske råds indrømmelser havde de to
delegationer afsagt forskellige domme både i denne og de tre andre uløste
tvister på 1603 mødet, og de to regeringer blev ikke enige om en
voldgiftsdommer sådan som Stettintraktaten forudsagde, de korresponderede et
par år og kørte så fast i taktiske manøvre. Karl 9. sendte i 1605 ven klage til
de to ældste rigsråds medlemmer, rigsmarsken Peder Munk og Mandrup Parsberg, og
de formanede Christian til at stoppe forhalingen af voldgiften og fremhævede
risikoen ved ikke at  gøre det. Da Hertug
Heinrich Julius af Braunschweig-Lüneburg tog initiativet til et mæglingsmøde,
sørgede Christian 4. for at holde rigsrådet udenfor. Mødet blev i stedet
afholdt i Wismar i 1608, og der sendte kongen to sekretærer, Joakim Hübner fra
Tyske kancelli og Niels Krag d.y. fra Danske kancelli. Begge blev tituleret
kongelige råder for at understrege at de var kongens mænd.

Hübner og Krag fik instruks om ikke at indlade sig på nogen
diskussion om kongens ret og kun gå ind i
finmarks spørgsmålet, hvis de svenske sendebud op deres konges vegne
ville afstå fra titlen "De lappers i Nordlanden konung", som Karl 9.
havde antaget da han blev kronet i 1607. Dette var imidlertid et umuligt krav.
Da svenskerne blev forsinket, aflyste Christians gesandter hurtigt mødet uden
at vente på dem.

Karl 9. havde skaffet sig et politisk overtag rakket være de
danske rigsråds votum (afstemning) på 1603 mødet, og han forstærkede de svenske
fremstød. Svenske kolonister blev fristet med skattefrihed, der skulle bygges
svenske fort og kirker fra Tysfjord til Varanger, og der blev ansat sveske
embedsmænd der, i 1607 fik de en statholder som chef. Målet var nu også at
beskatte nordmænd, og samernes skat blev optrappet. De svenske lappefogeder
skulle indprente sjøsamerne at det var Sverige sin havde højhedsretten ved
ishavskysten, laksefiskeriet skulle administreres ad svenske laksefogeder. Karl
9. sendte over land stadig større kontingenter af mænd som opkrævede skatter og
startede på bygninger og skanser. Der skulle oprettes handelspladser med
toldopsyn, kongen uddelte privilegier til handel og fiskeri på Nordnorge til
Göteborg, Lübeck, Hamburg og andre byer, og han prøvede fra 1607 at sende skibe
op langs norskekysten til Nordnorge for at skaffe sig et bedre greb om disse
distrikter ved at hævde sig til søs.

Christian 4. var mere forsigtig i de første år efter voldgiftsmødet i  1603, og i tråd med det
danske rigsråds vota. Tidligere forbud mod svensk beskatning af sjøsamer blev
ikke fornyet, sådan beskatning blev tilladt når den var ældre en Stettinfreden.
Den nye lensherre på Vardøhus fik ordre om ikke at befatte sig med de
fjeldsamer som kongen op  Norges krones vegne ikke havde nogen rettighed til, og han tolkede
det som et  forbud mod at beskatte samer som havde deres
tilhold i indlandet størstedelen af året. Denne mangel på præcision skyldtes
sikkert et svækket kongeligt engagement, måske også at kancelliet på eget
initiativ tog parti af rigsrådet vota i afgiftsmødet, der kansleren jo havde
været en af de voterende. Det mest konkrete udtryk for Christian 4.s
nordatlantiske engagement i disse år var tre ekspeditioner til Grønland i årene
1605 - 07 for at hævde de norske krone højhed over landet, men ekspeditionerne
gav ingen praktiske resultater i Christian 4.s tid.

I 1608 samlede kongen igen sin opmærksomhed om Nordkalotten.
Slotskriver Søfren Bondesen på Vardøhus truede da svenskerne til at forlade
Vadsø, deres laksefogede i Alta og hans fiskere blev jaget væk, sjøsamerne fik
forbud mod at betale svenskere russeskat og de skulle ikke lade dem få båtskyss
(skibslejlighed). Søfren Bondesen skrev efteråret 1608 en rapport om
svenskernes fremstød, og på rigsrådsmøderne i Horsens i januar 1609 lagde
Christian 4. hele Nordkalotten spørgsmålet frem som en hovedsag. Han bad om
rådets betænkning om hvilke midler han burde gribe til for at  afværge den skade som blev tilføjet hans
norske rige og undersåtter fordi Sverige forsøgte at underlægge sig Nordnorge,
især for at skaffe sig vestvendte havne. Rådet var nu kommet i defensiven. Det
nægtede at samtykke til krig, men svarede at man burde være forberedt på at
forsvare Norges Krone i nord, om nødvendigt med våbenmagt. Kongen fulgte op med
at give ordre til lensherrene i Nordnorge om at genoptage samebeskatningen i
indlandet (på fjeldet), samtidig som sjøsamerne blev forbudt at betale skat til
svenskerne, mens Karl 9. forbød fjeldsamerne at betale skat til Norge.

Stettinfreden, fredsaftale mellem Danmark, Lübeck og Sverige, indgået i december 1570
som afslutning påDen Nordiske Syvårskrig. Ifølge aftalen, som kom i stand på kejserlig
foranledning, gav parterne afkald på alle territoriale krav. Det betød, at
danskerne måtte tilbagelevere grænsefæstningen Älvsborg mod en erstatning på
150.000 rigsdaler fra svenskerne.

Kong Karl var mere pågående i nord end han var i de
diplomatiske forhandlinger i syd, mens Christian 4. var mere pågående
diplomatisk end han var i nord, hvor han indsatte små resurser mod svenskernes
fremstød med et forsvar på strandene. Hans folk beherskede havet, mens
svenskerne havde overtaget i vinterhalvåret, hvor de indsatte mere mandskab end
de dansk-norske myndigheder. Da Christian 4.s marine i Øresund i 1610 arresterede
fire svenske skibe på vej til Nordnorge, blev Karl 9. forhindret i at opbygge
en styrke som også havde kunne gøre sig gældende i sommer månederne.

Karl lod stadig sit rigsråd brevveksle med det danske
råd, og så sent som i juni 1609 stillede danskerne sig positive til et nyt
grænsemøde, i strid med Christian 4.s ønske det blev ikke til noget på grund af
begge kongers ubøjelighed, og på et møde i sommeren 1610 fik Christian 4. det
danske råd med på at afslå et grænsemøde på de vilkår som svenskerne satte. Her
afviste han klagerne mod sine embedsmænd og erklærede at han for fremtiden ikke
ville tåle at svenskerne tiltog sig højhedsret på den norske krones land. På
mødet satte Christian 4 sager i forgrunden, som særlig gjaldt den danske krones
rettigheder, svenskerne havde plyndret dem som have dristet sig til at sejle
til Riga, dem som forsøgte sig til Danzig og til andre prøjsiske havne,
kapringer havde endog sket i danske farvande. Nu havde Karl forbudt al
Rigasejlads. Derfor havde Christian send flåden ud for at ledsage (konvoj) alle
dem som skulle til Riga og Kurland, og for at forhindre kapring i Østersøen,
det dejede sig om det danske rigets højhedsret i Østersøen og dets pligt til at
beskytte dem som betalte told i Øresund, men dette blev så dyrt at afslutningen
på en så usikker frem kun kunne blive krig.

Det var sikkert en bevist taktik fra Christian 4.s side
at frem skyde sager som mest angik det danske rige, men rådet svarede at
blokade spørgsmålet var mindre alvorligt, og at de svenske overgreb på
Nordkalotten var de mest betænkelige, denne vold burde afværges med vold på
stedet. Svenskerne skulle forhindres i at opføre skanser der hvor de ikke tidligere
havde haft nogen, og svenske fogeder skulle drives bort fra  de pladser som de ikke havde være på fra
gammel tid. Rigsrådet afviste kongens krav på højhedsret over hele Østersøen,
selv om det var enig i hans påstande om det illegale og utilbørlige i svenskernes
fremfærd, det ser ud til at rådet havde tro på at sådanne overgreb kunne
afværges ved hjælp af konvojsejlads. Det ville ikke samtykke i nogen krig og
fulgte sin linje op, ved at bevilge en skat som skulle kunne finansiere
konvojsejlads, samtidig som de sagde fra overfor at det kunne gives mere end
det som blev bevilget, det vil sige ikke til krigsudrustninger.



299141 501


Christian 4. af Karel van Mander