Den dybe splittelse

Den dybe splittelse.

I enkeltheder havde Christian 4.s politik fremgang i årene
fra 1629 til 1643. Først opnåede han i 1629 en gunstig fred med kejseren uden
andre landafståelser eller erstatninger end at sønnen, Hertug Frederik, måtte
afstå fra sine nordtyske stift. Kejserens hensigt var at Christian 4. ikke
skulle alliere sig med Gustav2. Adolf af Sverige, og Christian lovede at han
ikke skulle blande sig oftere i tyske forhold. I 1630 gik Sverige imidlertid ind
i den tyske krig og etablerede sig som en militær hovedmagt i Tyskland frem til
fredsslutningen i Westfalen i 1648.

Christian 4. fik med rigsrådets medvirkning Danmarks union
med Slesvig og Holstein fornyet i 1634, med øget gensidig forpligtigelser til forsvar
mod angreb. I øvrigt holdt kongen rigsrådet mest muligt udenfor udformningen af
udenrigspolitikken, samtidig med at han pressede rådet til at finansiere en
voksende militær opbygning, særlig i Holstein, med øgede skatter. Selv
gennemtrumfede konge en kraftig stigning i Øresundstolden og den norske
trælasttold. I tronfølgerens bryllup i 1634 hævede han sig som stor fyrste ved
pengeløsning, han spildte en aktiv rolle som aktør o det diplomatiet som
forsøgte at finde løsninger på den forfærdelige tyske undren, og han genoptog
med fremgang reviropbygningen i Nordtyskland ved at opnå kejserens tilladelse
til at kræve told på Elben i 1633, skaffede sin yngre søn, hertug Frederik,
tilbage til Bremen stift i 1634 og Verden i 1636 og nok en gang tvinge Hamburg
til underkastelse i 1643.

Men det danske rigsråd var ikke imponeret og fortsatte sin
kritik. Der hvor kongen så muligheder, så rådet farer. Det mindede ham om de
negative erfaringer fra kejserkrigen, bland andet om at alliancer kunne give
bedragerisk støtte. Rådet advarede mod at udfordre Nederlandene med told
politikken og mod en alliance politik i Tyskland som Holstein skulle deltage i,
hele monarkiet ville blive holdt ansvarlig for en alliance som svenskerne fandt
provokerende.

Selv om styrkeopbygningen i årene 1629 - 43 var betydelig,
var rigsrådet bange for at de hvervede tropper i Holsten ikke ville klare at
modstå et angreb, som samtidig med deres nederlag ville blotlægge Jylland.
Rådet gik derfor imod at styrkerne i Holstein skulle tage chancen med at stoppe
fjenden alene, "ti dersom det folk, i landet Holstein på benene er, skulle
lide noget nederlag, da var det dermed gjort både med Holstein og
Jylland", skrev rådet 4. december 1638. Chancen for at hævde sig var
knyttet til at man holdt sig til et forsvar indenfor Danmarks grænser og ikke
viklede sig ind i en tysk alliance, så undersåtterne i rigerne og i fyrstedømmerne
skulle yde af den sidste formue til forsvarskampen.

I 1635 tænkte kongen på at konvojere den nederlandske
handelsflåde i dansk-norsk havområde. Christian 4. ville på den måde
retfærdiggøre sine stadige toldforhøjelser, men i dette tilfælde lykkedes det
rigsrådet at overtale ham til at frafalde planen. Det pegede på det
altomfattende ansvar som kongen på denne måde ville påtage sig. Hele marinen
måtte sættes ind, sådan at man ikke havde skibe til andre opgaver, og alligevel
ville der ikke være skibe nok. Han ville også pådrage sig Spaniens fjendskab og
angreb - spaniolerne betragtede jo Nederlandene som oprørere. Han ville blive
holdt ansvarlig for at hans orlogsfartøjer ikke klarede at beskytte
handelsskibene mod angreb, noget som ville udsætte ham for Nederlandenes
fjendskab og erstatningskrav.

Samlet set drejede det sig om en massiv mistillid til
kongens udenrigspolitiske dømmekraft. Sådan havde forholdet mellem kongen og
rådet udviklet sig fra et samarbejd i store dele af Christian 3.s og Frederiks
2.s tid til et forhold mellem en regeringschef og en opposition. Alle rigsråds
medlemmer var kongens underordnede lensmænd, men det forhindrede dem ikke i at
hudflette hans politik. Kongen var en ikke særlig farlig herre at man ikke
åbent kunne trodse hans vilje og komme godt fra det, som da stadsholderen i
Norge, Jens Juel i 1629 nægtede at tage imod en udnævnelse til rigsadmiral, men
i stedet fik det vigtige Ålborghus len.


Den udvalgte

På Karels van Manders maleri fra 1642 af  den udvalgte prins Christian og
hans gemalinde Magdalena

Sibylla. Kongens egen kansler underskrev
sammen med de andre rådsmedlemmer rutinemæssigt regelmæssighed den en kritiske
bemærkning efter den anden om deres herres udenrigspolitik.

Kongen vænnede sig til at overse rådets opposition og overlod udformningen af politikken
til sine tyske tjenere ved hoffet, i Tyske kancelli og i hertugrådet. Stadig
oftere stillede Christian 4. det danske rigsråd overfor fuldbyrdet kendsgerninger,
og immuniteten overfor kritiske råd blev skæbnesvangert. Sverige blev
provokeret af forsøgene på at neutralisere dets tyske triumfer, Nederlandene
var rasende over Christian 4.s toldpolitik i Øresund og i Norge, og også over
manglende beskyttelse mod spanske kapere i de kystnære farvande, i de nordtyske
stater blev kongen upopulær på grund af sin reviropbygning. Da residenten Peder
Vibe i  Stockholm kort tid før
krigsudbruddet i 1643 advarede kongen og fortalte om at svenskerne ville gå til
krig, synes Christian at slået denne advarsel i hartkorn med alle rigsrådets
advarsler og vifter den væk med en spøg.

Uenigheden om udenrigspolitikken havde ikke sit modstykke i en tilsvarende fastlåst
modsætning i synes på militærpolitikken. Kongen pressede rigsrådet til at gå
med på større skattebevillinger for at dække omkostningerne til kejserkrigen og
den senere oprustning. Det skete ikke uden konceptioner, det var der rådet fik
gennemført at stænderne blev indkaldt til møder i både Danmark og Norge, først
gang henholdsvis 1627 og 1628, for at bevilge supplerende skatter til
militærudgifter. Rådene alene ville ikke tage ansvaret for at gå med på den
mere krævende politik som den udenrigspolitiske situation gjorde nødvendig.

Konge og råd blev enige om et mindste fælles multiplum når det gjaldt militære tiltag.
Marinen blev udbygget, fra ca. 25 krigsskibe i 1620 til vel 40 skibe over 100
ton i 1630-43, i alt en øgning fra 16.000 ton til 20.000 ton, fortsat noget
mindre end den svenske flåde. Der var behov for 3.000 - 5.000 mand om bord. Når
det gjaldt hæren i Danmark, var det rigsrådets foretrukne militære model,
bondemilitsen man samlede sig om. Det sympatiske med den set fra rådets ståsted
var at adelsmænd var de militære ledere, mens krongodset skaffede soldaterne.
Efter 1629 omfattede bondemilitsen i Danmark 7.000 mand. I tillæg fandtes der
vel 1000 soldater i fæstningerne og 1.200 mand i rosstjeneste, til sammen 9.000
- 10.000 mand i nominel styrke i Danmark.

Antal soldater i bondemilitsen i Danmark blev mere end
fordoblet fra 1637 til 1642, til nominelt 16.000 mand, af dem kom 90% fra
kronens gods og 10% fra adelens godser. Det var nyt at adelen gik med på at
udskrive soldater fra sine godser: 850 mand i 1638 og vel 1600 i 1641, og de
blev holdt adskilt i en egen organisation. Antal soldater fra krones gods blev
nominelt øget fra 7.000 til vel 14.000 i årene 1637-42, men de nye soldater
blev ikke ordnet i kompagnier, de var kun en reserve som hverken havde
officerer eller blev trænet. Den egentlig bondemilits i Danmark var dermed
cirka 10.000 mand. I Holstein stod der i årene 1629-38 2.000-3.000 mand,
halvdelen fra Danmark og halvdelen fra hertugdømmerne. I årene 1638-43 blev
denne hær øget til nær 10.000 mand mest hvervede, men også udskrevne
bondesoldater fra Danmark. Den dansk-slevig-holsteinske hær udgjorde da i
underkanten af 20.000 mand.

De militære kompromisser synes at have givet Christian 4. en
illusion om forberedthed i forhold til krigen i Tyskland. Mistilliden mellem
kongen og rådet resulterede i en gensidig udvanding af den politiske kultur.
Begge parter operere på egne præmisser, som de ikke justerede under påvirkning
fra andre: rådet satsede for lidt på at udvikle den nationale hær til et
kraftigt militært redskab, mens kongen udfoldede en risikofyldt uforsigtighed
overfor fremmede magter. Kombinationen af militær utilstrækkelighed og en
udfordrende udenrigspolitik skulle få katastrofale følger.

I Norge gjorde regeringen langt mindre end i Danmark for at
udvikle et militærvæsen. Danske embedsmænd i Norge havde nu større tro end
Christian 4. på at det kunne lykkedes at etablere en norsk bondemilits, i
modsætning til under Kalmarkrigen, da de havde hældt koldt vand i hovedet på
kongen, som troede, at norske bønder kunne kommanderes ret fra udmarken og
fiskekutteren til at slås i krig. Statholder Jens Juel udarbejder i efteråret
1627 en plan for en norsk bondemilits, som Christian 4. undertegnede i januar
1628. Denne krigsordinansen inddelte gårdene fra Trøndelag og sydover i 6200
legder, som hver skulle stille en soldat. Juel ledede det første bevilgende
norske stændermøde foråret 1628, og i samarbejde med den norske kansler Jens
Bjelke, sørger han for at mødet trodsede Christian 4.s forudsætning om at der
skulle bevilges skat til kongen centralt. Jens Juel pressede kongen til at
godtage at de bevilgede midler skulle bruges til at iværksætte den norske
krigsordinans. Bonde militsen blev ikke færdig organiseret i 1628-30 før
stændermidlerne var brugt op, Christian 4. nægtede at lade statens ordinære
indtægter gå til formålet, og hæren blev ikke sat i operativ stand. Juel havde
i 1627 ledet oprettelsen af fire norske fæstningsgarnisioner, som bragte
antallet af professionelle soldater i Norge op fra ca. 60 til 330, det måtte
norske bønder betale en særskat for at bekoste: garnisionsskatten.
bjelkeove
Ove Bjelke 1654-56


Austrattborgen 

port-brug 

Jens Bjelke 1580-1659 var en af Norges største godsejere med
tolv setergårde i flere landsdele, bl.a. Austråt på Ørlandet ved udmundingen af
Trondheimsfjorden. Han søn Ove Bjelke byggede i 1654-56 et slot her, og
portalen ind til borggården blev indrammet med slægtens Våbenskjold.

Rigsrådets udtalelser om Norge i disse år var spredte, det
gav ingen systematisk analyse af situationen her, og heller ikke kongen
leverede en sådan analyse. Ingen af parterne indlod sig på nogen drøftelse af
om Norge kunne spille en militær rolle i en forsvarsstrategi som kunne dæmme op
for alle de fare som lurede i den tyske krig. Rådet frygtede at Skåne og Norge
kunne blive angrebet af Sverige i en kommende krig, eller ser det ud til at
Rådet har været mest optaget af hvilke statsindtægter og hvilke
mandskabsstyrker til marinen som kunne forventes fra nord, men heller ikke her
blev synspunkterne fremmet i nogen drøftende form. Også kongen koncentrerede
sig om at udnytte Norge som indtægtskilde.

Den mest bemærkelsesværdige udtalelse om Norge kom i en
betænkning fra rådet den 30. december 1638. Her blev kongens vurdering
kommenteret, at det militære beredskab, hvor han skrev at "landfolket til
hest og fods i Danmark og Norge vil flittigt ekserceres og med dygtige
officerer forsørges". Rådet svarede da: "Landfolket til hest og fods
holdes her i riget i temmelig eksercits, men hvad Norge anlanger, da synes os
underdanigst meget betænkelig mange af dem nu at la armere, med mindre en del
danske folk under blev forordner".

Det var ikke ofte myndighederne udtrykkelig sagde at man
ikke kunne stole på nordmændenes loyalitet. Vi kan ikke vide om det skyldtes at
den nationale forskel blev opfattet som et problem, eller om de dyssede et
problem ned, som let kunne blive værre hvis man snakkede om det. Den uvilje mod
danskerne i Norge som Peder Claussøn Friis havde omtalt, var ikke forsvundet,
men den pådrog ikke myndighederne uhåndterlige problemer, den har nok alligevel
forstærket den modstand mod øvrigheden som stadig ulmede i Norge. Traditionen
var at nordmændene ikke blev fast militært organiseret, og det var meget længe
siden de havde repræsenteret nogen militær trussel mod øvrigheden, men deres
bastante modstand mod at blive kommanderet ud i krig var åbenbar for alle.
Frygten for et bondeoprør kan ikke have været særlig stor, for regimet solgte i
1618 tusindvis af børser til odelsbønderne, med det danske rigsråd tænkte på
noget andet: at nordmændene blev organiseret til en virkelig militærstyrke, og
at de fik officerer som ikke var dansk domineret.

En sådan virksomhed havde været set styrende element i den
danske norgespolitik i begyndelsen af 1500-tallet, og den kan give en
tillægsforklaring på hvorfor planerne om en norsk hær ikke blev forsøgt
realiseret i årene efter 1630. I 1628-30 brugte man i Norge de midler som var
blevet øremærket af stændermødet i 1628 til at lønne officerer og købe våben og
udstyr, men i 1630 blev de fleste officerer afskediget, og udstyret bliv måske
for det meste samlet på fæstningerne under lensherrenes kontrol.


Christen-Friis-1581--1639-b

Christen Friis til Kragerup 1581 - 1639.

Det er påfaldende at hverken statholderen eller lenherrene i
Norge var fortaler for bondemilitsen i størstedelen af 1630-årene. Det kan
skyldes at de viste at kongen var negativ, men de ønskede et bedre  forsvar i Norge og medvirkede til at de
midler som blev bevilget på stændermøderne i 1639 og 1643 blev opbevaret her og
brugt til den norske hær under krigen 1643-45. Norge dukkede sig norsk set fra
Danmark, men eliten i Norge viste bedre. Indslaget af danske og dansksindede
havde aldrig været større i det norske regering hus, så der var mindre grund
til end nogensinde at frygte en norsk separatisme.

Christian 4.s udsagn 19. december 1638 om værdien af en
trænet norsk milits tydede på at han var kommet på andre tanker. Stændermødet i
Norge i marts 1639 var mere interessant en kildernes få ord giver indtryk af.
Det var kun de  deputerede fra Bergen som
omtalte at deres bevilling skulle gå til forsvaret af Norge (til vårt fedrene
rikes defension), men når pengene blev lagt i en landkiste som mod sædvane ikke
var lokaliseret i Danmark, men i Norge, røber det at flere end bergenserne
indtog dette standpunkt, sandsynligvis både statholder og lensherren. Før mødet
fik konges kommissærer, statholderen og Norges riges kansler et hemmelig
opdrag, med at overveje om der "i den høyeste nød" kunne sendes noget
fodfolk til hjælp for Danmark fra Norge, men dette ser man ikke noget mere til.
Da statholder Kristoffer Urne lige efter stændermødet på kongens opdrag skrev
en betænkning om norske militære tiltag, gik han ind for at fremskaffe
officerer til at gøre bondemilitsen kampdygtig, måske har han drøftet det med
andre under stændermødet.

Centalmyndighederne i København skyndte sig imidlertid
langsomt. Den 1. november 1640 var Urne på Koldinghus og undertegnede en
betænkning med forslag om tiltag som ville virkeliggøre den norske hær, og i
december gav Christian 4. en række ordre som bragte realiseringen et skridt
nærmere, der skulle oprettes rytterkompagnier, og der blev ansat officerer og
udskrevet en ny særskat til at lønne dem. Sommeren 1641 afgav en kommission med
statholder Kristoffer Urne, den norske kansler Jens Bjelke, to lensherrer og to
danske rigsråsmedlemmer, en betænkning på herredagen i B ergen om organisering
af den norsk hær. De anbefalede krigsordinansem fra 1628, med tillægget om
rytteriet, og denne ordning godkendte kongen i september 1641.

Under forhandlingerne med stænderne i 1643 gik den norske
adelen i spidsen for at kræve at de bevilgede skatter skulle bruges til
forsvaret af Norge. En sådan mangel på beskedenhed hang sammen med Hannibal
Sehesteds mere offensive strategi, efter at han tiltrådte som statholder i
1642, kunne han som svigersøn optræde med kongens rygdækning. Alligevel var organiseringen
af hærens seks regimenter kommet i vanskeligheder ved krigsudbrudet i december
1643.