Erik Munk & Dragshom

Erik Munk & Dragsholm del 2

 

Erik Munk Våbenskjold 

Erik Munk & Dragsholm del 2

 

I 1593, da Jens Munk (sønnen) sejler sin skæbne i møde ud
for den brasilianske kyst, er der gået seks år, siden faderen blev indsat på Dragsholm.
Det flugtforsøg, han kort efter sin ankomst iværksatte med bistand fra den
sindssyge Eiler Brockenhuus, mislykkedes. Erik Munk slap ikke ud. Vi kender
ikke sagens enkeltheder, men fra Eiler Brockenhuus tidligere om talte
skriverier ved vi, at denne til straf for sin medvirken blev hensat i et mørkt
tårnkammer, uden vindues lys om dagen og uden lampe om natten. Til mørket bag
den syge mands øjne føjedes nu mørket omkring ham, og det drejede sig ikke om
en kortvarig skærpelse af hans straf. Eiler Brockenhuus sad indemuret i dette
tårnkammer i tre år.

Når medhjælperen ramtes så hårdt, kan man måske forestille
sig den straf, der overgik Erik Munk selv. Den har ikke været mildere. Atter
savner vi enkeltheder, vi ved ikke hvad der overgik Erik Munk i de første år
efter det mislykkede flugtforsøg, men vi er i besiddelse af et dokument ,
takket være hvilket vi kan danne os et billede af ham, eller rettere et billede
af de rester, der var tilbage af ham, efter at han havde udsonet sin
tillægsstraf.

Sagen er, at Erik Munk på Dragsholm udformede et omfattende
forsvarsskrift, der stadig er bevaret. Det omtales ikke i nogen af de tidligere
skildringer af Jens Munk, det strejfes kun i et par redegørelser for Dragsholms
historie, men her placeres forsvarsskriftet før flugtforsøget. Man har
øjensynligt opfattet det sidste som Erik Munks reaktion, efter at rigsrådet i
København afviste hans forsvarsskrift. Men denne opfattelse er ikke rigtig. Da
Erik Munk reagerede på rigsrådets afvisning var det med en langt alvorligere
handling end et flugtforsøg. Vi kan ikke nøjagtig tidsfæste disse mørke
begivenheder, men vi har dog tilstrækkelig mange oplysninger til at etablerer i
det mindste en relativ kronologi. Således erklærede Eiler Brockenhuus i et af
sine breve til regeringen, at nok havde han villet hjælpe Erik Munk til at
flygte, men han havde ikke selv haft i sinde at undvige, da han ikke ville volde lensmanden på slottet Henrik Vind, fortræd.
Men i indledningen til forsvarsskriftet omtaler Erik Munk også en lensmand på
Dragsholm, som kaldes Herman Juel. Nu ed vi fra slottes regnskaber, at Herman
Juel afløste Henrik Vind som lensmand i året 1587. Da flugtforsøget ifølge
Brockenhuus skete under Henrik Vind , må det med andre ord have fundet sted i
det år, der hengik mellem Erik Munks ankomst i august 1586 og lensmandens
afløsning i 1587. Det giver os tillige en mulighed for at bedømme længden af
den tillægsstraf, der blev tildelt Eiler Brockenhuus, for så vidt som vi har et
kongebrev, der pålægger Herman Juel "at lade anbringe er lidet vindue, for
at Eiler Brockenhuus kan læse i fængslet". Dette brev er dateret den 17.
august 1590. Der er således vitterlig forløbet mere end tre år, før den første
lysstråle blev sluppet ind i hans tårnkammer. Når endelig Erik Munk omtaler Herman
Juel i sit forsvarsskrift, vidner det om, at dette dokument er blevet til efter
1587, altså efter hans flugtforsøg og sandsynligvis også efter de
straffeforanstaltninger, der resulterede i, en datering, der da også bedre end
den hidtidige rimer med han karakter, for så vidt som dette handlingsmenneske
næppe ville gribe til pennen, før han havde udtømt alle muligheder for en
direkte aktion.

Denne objektive kronologi synes også at falde i tråd med en
mere subjektiv bedømmelse af Erik Munks skrift. Sammenligner vi det med doms
udskrifterne fra Oslo, har vi ligefrem svært ved at tro, at der begge steder
drejer sig om samme menneske. I stedet for den suveræne lensmand med de skarpe
replikker og hurtige argumenter finder vi her en stakkel som tigger om nåde i
et sprog, der er hjælpeløst og forvirret. Det er blevet andre tider, og der
lyder andre toner. Sejrherren fra Akershus sender de ædelige, velbyrdige og
strenge herrer i rigsrådet sin ganske underdanige og ydmyge hilsen i håb om, at
de på hans elendig begæring vil formilde deres vrede sind. "Thi det er nu
som tilforn min ganske underdanige, ydmyge og elendige bøn og begæring, at min
allernådigste og højmægtigste øvrighed for Guds skyld således også af kristelig
medlidenhed og barmhjertighed gunstigen vil nedlade sig til at formildes over
min store elendighed som i denne langvarige fængsels nød tildrager sig".

Selve sagen søger han at lægge op i et udenrigspolitisk
plan. De norske bønder vil ikke betale skat, og deres uvilje udnyttes af folk
som Mogens Brådsøn til at skabe en danskfjentlig stemning i landet. Deraf
kommer al den uenighed, der har hersket mellem kronens embedsmænd og almuen i
den tid, Norge har været under Danmark, og som flere gange har ført til mord på
kongens fogeder. Erik Munk henviser til Engelbrecht, den svenske oprører mod
Erik af Pommern, og som siger, at det er af ham, bønderne har lært at skille
lensmændene af med deres len. Ingen kan være dem tilpas, de stræber efter altid
at have en nyankommen øvrighed, fordi ingen må blive så længe hos dem, at han
lærer deres egn og dens mennesker at kende. Det er årsagen til, at kronens magt
i Norge stadig svækkes mere og mere. Erik Munk har forsøgt at gå imod det, en
Engelbrechts disciple har fyldt deres judaspung med hans skade og ført ham i
ulykke. For de, som går i Engelbrechts fodspor, forblænder øvrigheden med
falske klagemål, de ville grusomt mesterligt at opvække modvilje og fordeler
bagefter byttet mellem sig. Sådanne forræderier var grunden til, at Trondhjem
og Akershus måttes undsættes, og havde der ikke dengang været en mand med
hjertet på rette sted, ville Norge være gået tabt. Sverige har alle dage pustet
til ilden, for hvis Sverige fik Norge, ville Danmark være overvundet. Men hvis
disse oprørere uskadeliggøres og ikke får magt til at sælge nogen dansk mand,
sådan som de har solgt Erik Munk til elendigheden, så vil der ikke mere herske
nogen utilfredshed i den norske almue, skatterne vil give dobbelt så meget som
nu, indbyggerne vil være danskerne tro, og Norge vil i tilfælde af krig være
lige så stærkt som Danmark, således at det ene af de to lande altid kan
undsætte det andet, hvis der bliver behov for det. Det er Mogens Brådsøn, ikke
Erik Munk, som søger at franarre kronen dens rettigheder. "Med løgn, mytteri
og forræderi han har skilt mig fra min velfærd, ikke fordi jeg har misbrugt
loven men fordi jeg stod fast på dens grund og krævede kronens ret".

Derfor trygler Erik Munk de strenge herrer om at formidle
sig over ham og stille ham for en dansk ret. Til gengæld lover han at tjene sit
fædrende Danmarks rige og give det stor magt, stor ære og stor gavn. Vel de
blot tålmodigen høre på ham, kan han fortælle, hvorledes de norske i gamle dage
hentede sølv i Grønland ligesom spaniolerne i Amerika. Hvis Grønland nu blev
opdaget på ny, ville Danmark og Norge derfor komme tilbage til deres gamle
magt. Det er grunden til, at han lige siden sin ungdom har haft planer om at
sejle til Grønland, men krigen mod Sverige forhindrede ham i at føre dem ud i
livet, og siden hen har an jo haft fuldt op at gøre i kronens tjeneste. han er
imidlertid ikke i tvivl om, at disse rigdomme stadig findes, kort sagt hvis man
slipper ham ud af dette tunge fængsel, vil ha, Erik Munk, tilbyde straks at
sejle til grønland , ja, om man vil, helt over til Amerika.

Det er grundtankerne i det lange brev, Erik Munk sidder og
flikker sammen i sit tårnkammer på Dragsholm. Fremlagt i sammendrag virker de
klare og logiske, men sådan fremtræder de ikke i hans skrift. Kun et par steder
forekommer der et glimt af den skarpe formulerings evne, han lagde for dagen i
Oslo, resten er næsten ulæseligt. Gentagelser hobes på gentagelser, han væver
sig ind i forklaringer, han ikke kan gennemføre, taber tråden, begynder forfra,
taber tråden igen og bruges over tredive sider til at udtrykke hvad der med
lethed kunne stå på tre. Sammenholder man dette ned de skrifter, som den gale
Eiler Brockenhuus på samme tid og samme sted sidder og skriver til den samme adressat,
er ligheden påfaldende, ikke alene i det hjælpeløse sproglige udtryk, men også
i indholdet, i selve ideen med skriftet. Det er ikke mærkeligt, at de begge
forsikre rigsrådet om deres uskyld, men det virke tankevækkende, at de begge
lover kontante gevinster, hvis de bliver sat på fri fod. Eiler Brockenhuus kunne
øge kronens indtægter med 36.000 rigsdaler, Erik Munk overgår ham ved at møde
op med et Grønland spækket med sølvminer. Hvem af de to er her den største
fantast? Dragsholm har ikke fungeret forgæves.

Erik Munks forsvarsskrift har ikke blot en række indre og
ydre lighedspunkter med de breve, der skyldes den syge Eiler Brockenhuus. Det
er ligesom dem skrevet af en mand, der har taget skade på sin forstand.

Så langt
må han ned. Er han uskyldig? Over for de norske bønder, nej. Over for de
danske adelsfolk, ja. De var ikke bedre selv. Det må ikke glemmes, at historien
også i dette tilfælde er skrevet af de sejrende, langt den største del af de
besvarede vidnesbyrd skyldes hans modstandere. Så miserabelt hans
forsvarsskrift end er, lader det ane at der er både et for og et imod. Det
anfægter naturligvis ikke adelsmændene i rigsrådet. De var endelig kommet den
forhadte Munk-slægt til livs, Eriks bønner er forgæves, han bliver ikke
løsladt, han bliver ikke engang sat for en domstol. Man kan spare sig
ulejligheden. Man har været klar over mandens mentale tilstand. Man har kort
sagt opnået, hvad man ville.

Vi ved ikke nøjagtigt hvornår Erik Munk får meddelelse om,
at hans arbejde har været resultatløst, men det sker sandsynligvis omkring
1593, samme år som hans søn når Bahia. Det bliver ikke Erik, der skal sejle til
Amerika eller krydse gennem de ukendte grønlandske farvande, men på ny er det,
som om han uden at vide det har afmærket vejen for drengens skæbne og dermed
også scenen for et drama, der bliver langt større end hans eget, og dog ligner
det i så påfaldende mange enkeltheder. Erik Munk må blive på Dragsholm. Man kan
forestille sig at han vandre rastløst frem og tilbage i det nøgne tårnkammer,
hvis der overhovedet har været plads til at røre benene. Ude fra Kattegat
kommer stormen farende, hyler i slottes skorstene og blæser videre ud over den
vidtstrakte Lammefjord. Hvor natten nu dybest, i ham selv eller omkring ham? Og
had ser han for sig i sit mørke? Åh, jærven er stadig sulten, men mellem disse
tykke mure er der intet, han kan kaste sig over og fortære. Intet Stenvigsholm.
Intet Akershus. Ingen Grønlandske sølvminer. Ingenting.

Undtagen ham selv.

I 1598 betyder fædrelandet for Jens Munk (sønnen) nok først
og fremmest tanken om faderen. I de syv år han har været blandt fremmede, er
intet budskab om faderen Erik Munks skæbne nået frem til ham, men han har svært
ved at forstille sig, at der ikke er håb. Kender han faderen ret, har han for
længst overvundet sine modstandere og sprængt sig vej ud af det frygtelige
fængsel.

En sådan mand kan ingen holde indespærret.

Men skulle det værste alligevel være sket, skulle Erik være
død, i kampen mod sine fjender eller af græmmelse i sit fangehul, må der ligge
en arv og vente, en arv som Jens Munk kan vende hjem og hente og bruge.

Til sin hævn.

Nu løber alle linjerne sammen. da Jens Munk i efteråret
1598, vender hjem fra sit lange eventyr i den nye verden og fuld af forventning
ser Sjællands kyster komme til syne forude, er også inde på Dragsholm spillet
igennem il sin sidste uventede scene.

Selv i det mørkeste fængsel, står der en bagdør på klem ud
til lyset. Selv gennem de tykkeste mure kan mennesket finde vej ud til
friheden, det store åbne land, vi fabler om, så længe vi er indespærret,
lettere at erobrer end noget Stenvigsholm og Akershus, umuligt at miste igen.
Da det i 1593 gik op for den syge Erik Munk, at adelsmændene i rigsrådet havde
syltet hans forsvarsskrift og afvist hans bønner om at bringe sagen for en
domstol, havde han forsøgt alle muligheder for at komme ud af Dragsholm. Han
havde iværksat flugtforsøg, der ikke fik andet resultat end en skærpelse af
hans straf, år efter år i fangehullet, mørket, stanken, jernlænken, det
snigende vanvid. Siden hen havde han siddet nedbrudt og elendig og skrevet side
op og side ned i håb om at formidle de mægtige adelsfolk, og der var ikke
kommet andet ud af det end en kort oplysning om at sagen var henlagt. Det var
enden.

Tilbage havde de sindssyge kun den lille bagdør, som altid
står på klem.

Det er ikke hans medfange, Eiler Brockenhuus, men derimod
dennes navnebroder Eiler Brockenhuus til Nakkebølle, der meddeler so slutningen
på historien om Erik Munk. Eiler Brockenhuus til Nakkebølle levede fra 1548 til
omkring 1602 og lavede et trykt kalendarium med en række optegnelser om
fødsler, bryllupper, dødsfald og lignende familiebegivenheder i den daværende
adel. Det er takket være dette kalendarium, at vi kender den nøjagtige dato for
Erik Munks ankomst til Dragsholm, og det er også her, vi finder den lakoniske
meddelelse om han død:

"Anno
1594 hengde Erik Munk sig seilff på Dragsholm ij Fengsselith och bleff
begraffuith under Gallenn sammested"

"Anno 1594 hængte Erik Munk sig selv på Dragsholm i
fængslet og blev begravet under galgen samme sted."

Skåret ned af rakkeren og kylet i et jordhul under galgen
sammen med resterne af hængte tyveknægte og radbrækkede mordere, - sådan nåede
Erik Munk frem til det store åbne land uden for fjendernes rækkevidde.

I de tider var det almindeligt, at de ulve, man havde held
til at indfange, blev klynget op i galgen og siden begravet under den. Nu havde
jærven (Erik Munk) på Dragsholm lidt samme forsmædelig skæbne. Set med
samtidens øjne kunne man ikke forestille sig en dybere skam. Lad gå med, at
Erik Munk med sin grav under galgen endnu i døden var udstødt af menneskenes
samfund. Som selvmorder havde han mistet sin evige salighed, fordømt i det evige
som han havde været det i det timelige. Nej, der var ikke den elendige lommetyv
i riget, som ikke ville foretrække mestermandens mest raffinerede pinsler frem
for den skæbne, som her var overgået sejrherren fra Stenvigsholm. Og hvilken
triumf for han fjender i den høje adel. Hvilken magt måtte disse herre ikke
sidde inde med, når de uden at røre en finger kunde tvinge en mand som Erik
Munk til med sine egne hænder at lægge strikken om sin varme hals og selv
fuldbyrde den dødsdom, de havde udtalt over ham? Ak, herren se i Nåde til os
svage syndere og beskytte os mod de mægtiges vrede.

Med sådanne ord afsluttes den beretning, der venter Jens
Munk, da skibet fra Amsterdam lægger til kaj ved Gammel Strand i København.
Historien har været kendt af enhver. Jens Munk behøver blot at nævne faderens
navn og den adspurgte havnekarl gør hastigt korsets tegn og begynder med
glødende øjne at gå i enkeltheder. Det var altså sandheden. jens Munk havde
gættet rigtigt, faderen havde virkelig sprængt sig vej ud af fængselet, men
hvor anderledes end han havde tænkt sig, var det ikke foregået. Han havde håbet
at gense ham ved sin ankomst til Danmark, nu når han knap at sætte foden på
dansk grund, før han rammes af dette stød til kæben, Hvordan tager han
rystelsen? Hvilke følger får denne velkomst for hans videre skæbne?

 

 

 dragsholm 1836